Holberg, Ludvig Værker i tolv bind 9: Niels Klim

140. Fabel.
Ulvens sidste Skriftemaal.

✂ Da Ulven af en langvarig Sygdom var bleven saa udtæret, at hånd merkede sit Time-Glas at være udrundet, lod han til sig kalde sine Børn, hvilke han opmuntrede til Dyd, og at træde udi sine Fodspor. Han sagde blant andet: I vide, kiære Børn! at jeg stedse haver offret til Guderne den 10de Deel af alt det Bytte, jeg haver erhvervet, saa at jeg derfor kand døe med en god Samvittighed. Hans Hu-strue, som og var nærværende, sagde da, at disse Formaninger vare u-nødvendige, saasom hun var forvisset om, at de kiære Børn vilde troeligen følge deres Faders Exempel, saavel udi at røve som udi at offre.