Holberg, Ludvig 150. Fabel. Process mellem Sandhed og Løgn.

150. Fabel. Process mellem Sandhed og Løgn.

Sandhed havde ofte besværget sig over Løgnen, og viset, at den saavel hemmelig som aabenbare søgte at angribe og underminere sig. Dette havde den en og anden gang angivet for Øvrigheden, men uden at erholde andet Svar end at henvises til Lands Lov og Rett. Hvorudover Sandheden omsider maatte skride dertil, og lade en Stevning udstæde mod Løgnen, hvilken hun paastod formedelst hendes skammelige og forargelige Opførsel at være uværdig til at nyde Borgerskab udi nogen Stad. Løgnen, saasom hun vidste, at den mod hende giorte Beskyldning var vel grundet, og som frygtede, at faae en haard Dom, raadførde sig med Fanden udi denne Sag. Fanden raadede hende da at tage til Procurator en gammel Academisk Disputator, der vidste best at føre sig til Nytte sin Logica og Metaphysica for at giøre Hvidt til Sort og Sort til Hvidt. Dette Raad blev fuldt, og samme Advocat forsvarede Løgnens desperate Sag med saadan Subtilitet, og forbløffede ContraParten med saa mange Distinctioner, at Løgnen for Retten blev frikiendt, og Sandhed blev som temere litigans dømt til at betale Processens Omkostning, og en anseelig Sum til Justitz-Cassen. Saaledes blev Løgnen, med hvilken man tilforn ikkun havde seet igiennem Fingre, ved en Dom autoriseret til at lyve. Det er ikke at beskrive, hvilken Glæde dette opvakte hos Fanden; han celebrerede Dagen derefter en Høytiid, som endedes med et lystigt Ballet, og siges der, at Fandens Moder, u-anseet hendes høye Alder og de Liigtorne, hvormed hun var plaget, dandsede den heele Natt.

402