Holberg, Ludvig 152. Fabel. Rangs-Tvistighed mellem Videnskaber.

152. Fabel. Rangs-Tvistighed mellem Videnskaber.

Republiken giorde engang et stort Aftens-Maaltiid, og dertil inviterede alle Videnskaber. Hun gav Ordre til hendes Hoffmesterinde at rangere Giæsterne ved Taflet hver efter sin Værdighed. Men man merkede da, at Dyd og Lærdom ikke altiid staae i Forbindelse med hinanden; thi der reysede sig en heftig Tvistighed om Rangen, hvilken ikke endedes uden ved et blodigt Slagsmaal. Theologien forlangede at sidde ved Bord-Enden. Den sagde: Jeg vilde gierne lade mig nøye med det nederste Sæde, men jeg maa staae paa Kirkens Respect. Philosophien meenede, at, saasom Religionen grunder sig paa den sunde Fornuft, saa tilkom hende Fortrin. De Transcendentalske Videnskabe meenede uden Disput, det øverste Sæde sig at tilkomme. Rhetorica udtømmede alle sine Poser for at vise sin Ret, og talede med saadan Fynd, at endeel af de andre stod færdig til at give sig. Da traadde Mathesis frem, og sagde: Snak haver man nok af. Vil man see efter en Videnskabs Vished og Soliditet, saa kand ingen disputere mig Rangen: Kort at sige: Den eene vilde ikke give den anden noget efter, men Tvistigheden tog saaledes til, at de komme i Haar sammen, og lod ingen da see større Hidsighed end Philosophia moralis, thi den sloges med saadan Brutalitet, at den med sønderrevne Klæder og blaa Øyen kom 404 tilbage. Giæstebudet blev saaledes spildt; men paa det at Retterne kunde blive fortærede, lod Republiken invitere Soldater, Matroser og Bønder, hvilke uden Ceremonie udi all Sømmelighed satte sig til Bords, og skildtes som Venner.