Holberg, Ludvig Værker i tolv bind 9: Niels Klim

156. Fabel.
Rhetorica og Norden-Vinden.

✂ Rhetorica, endskiønt det mindste Solide af alle Videnskaber, var paa nogen Tiid af visse Menneskers Hyklerie bleven saa fordærvet, at hun begyndte at see de andre over Axelen, og, paa det hun kunde synes høyere og anseeligere end hun i sig selv var, tillagde hun sig et par Stylter, hvoraf hun betienede sig udi Forsamlinger, og udi Spadsere-Gange; Da hun engang lod sig see udi saadan Eqvipage, blev hun angreben af en sterk Norden-Vind, hvilken blæsede hende omkuld med saadan Magt, at Skiørtet stod hende en halv Alen over Knæerne. Denne Hændelse gik hende meget til Hierte, helst saasom just paa samme Tiid en Cavalier gik hende forbi, hvilken smilede derved. Hun talede derfor Norden-Vinden haardt til, og bebreidede ham den liden Respect han lod see for Fruentimmer, helst udi unge Karles Paasyn. Norden-Vinden svarede dertil: Min kiære Frue! Jeg er ikke af mange Complimenter. Jeg 407 forretter mit Embede, naar jeg befales at blæse. Hvis nogen Spott er hende vederfaret, da maa hun ikke skyde Skylden paa mig, men paa hendes Stylter: Saaledes sagde han, gaaer det, naar en af Hovmod vil giøre sig en Alen længere end han er. Hvis hun havde gaaet paa sine Been som andre, var hun nok bleven staaende.

✂ Denne Fabel sigtet paa Tale-Kunstens Forfængelighed, og viser, at de gamle Romere og Græker uden Føye have satt større Priis paa den, end paa de nyttigste Videnskabe.