Holberg, Ludvig Værker i tolv bind 9: Niels Klim

161. Fabel.
Tærskeren og Hanen.

✂ En sulten Tærsker drømte en Natt, at han var buden til et stort Giestebud, men just, da han skulde sætte sig ned at spiise, galede Hanen saa sterkt, at han vognede, saa at Kætterne tilligemed Søvnen forsvandtes. Dette ophidsede Tærskeren saa heftig mod Hanen, at han besluttede at vride Hovedet om paa ham. Hanen appellerede til Bonden paa Gaarden, sigende at ville underkaste sig hans Dom, hvorfor Tærskeren ikke kunde undslaae sig. Efterat de stridige Parter havde compromitteret paa Bonden, og taget ham til Opmand, fremførde Tærskeren først sin Beskyldning, sigende, at Hanen havde berøvet ham et kostbart Maaltiid. Hanen undskyldte sig med sin Uvidenhed, sigende, sig intet andet at have giort end at forrette sit sædvanlige Vægter-Embede. Tærskeren svarede: Du kunde jo i det ringeste have biet indtil jeg havde styret min Lyst paa den første Ret. Jeg vilde gierne have biet, sagde Hanen, indtil det heele Maaltiid havde været til Ende, hvis jeg havde vist hvad du vilde drømme, eller hvis jeg forstod Spaadoms-Konsten saa vel som Musiken. Men, sagde han videre, haver du undertiden ogsaa ey onde Drømme? Ja vist svarede Tærskeren, alt for mange, desvær. Saa merker du jo heraf, sagde Hanen, at jeg ved at vække dig med min Sang og tidt maa have giort dig Tiene-ste og reddet dig fra U-lykken, ligesom jeg nu haver spildt dit Maaltiid. Dommeren merkede heraf, at Hanen med Grund kunde forsvare sin Sag, og at det var billigt, efter Hanens Paastand, at ballancere det Gode med det Onde, dog, paa det at Tærskeren ikke formeget skulde stødes for Hovedet, fældede han saadan Dom, at Hanen herefter under Straf ikke maatte forstyrre Tærskerens Søvn, naar 411 han havde saadanne behagelige Drømme; Derimod skulde Tærskeren være forpligtet at give Hanen betimeligen om Aftenen tilkiende hvad han vilde drømme om Natten.

✂ Fabelen viser, at paa daarlige Prætensioner passe sig
saadanne Domme.