Holberg, Ludvig 163. Fabel. Om Fanden og Ræven.

163. Fabel. Om Fanden og Ræven.

Fanden havde ofte været skuffet af Ræven, og derved var kommen udi Foragt, hvorudover, saasom han saae sig med List intet at kunde udrette mod dette underfundige Dyr, 412 satte han sig for at bruge Magten. Af disse hans Trusler lod Ræven sig dog ikke skrække, men stillede sig modig an, og berammede en vis Dag og Sted til Eene-Kamp mod sin Avinds-Mand. Alle forundrede sig over Rævens Formastelse. Fanden selv loe deraf, og lod sig uden Secundant indfinde paa Vall-Pladsen. Efterat han en tiidlang forgieves havde biet efter Ræven, som ikke mødte, bildte hånd sig ind at det maatte ikke være den rette Dag, og derfor saae efter udi hans Almanak, om han havde taget fejl. Han merkede deraf hvortil Ræven havde sigtet, saasom samme Dag var den første April, hvorudover han gik skamfuld bort, og det rygtedes overalt, at Ræven havde fixeret Fanden paa nye igien, og kommet ham til at løbe April.