Holberg, Ludvig Værker i tolv bind 9: Niels Klim

183. Fabel.
Om Geedebukken, som lod sit Skiæg rage.

✂ En Geedebuk havde en tiidlang opholdet sig udi en Kiøbstæd; der saae han alle Indbyggere at lade deres Skiægge rage; saa at der var ikkun een eeneste gammel Borger tilbage, som beholdt sit Skiæg, og ikke vilde efterfølge de andre, meenende, at Skiægget var en Mands Prydelse, skiønt hånd vandt intet andet derved end at blive beleet af sine Medborgere, hvilke udtolkede saadant som en Egensindighed. Dette overveyede Bukken nøye, hvorudover han besluttede at følge Strømmen, og lod sit Skiæg ogsaa afrage. Men, da han kort derefter forlod Staden, og kom udi Skoven igien uden Skiæg, blev han beleet af de andre Dyr, sær af andre Bukke, hvilke derudover ikke vilde erkiende ham for deres Medbroder. Udi denne Tilstand beklagede han sig for en gammel ærværdig Geed, hvilken han fortaalte, hvad som havde drevet ham til saadan Forandring. Den Gamle svarede dertil: Hør min Søn! Den Borger, som du omtaler udi Staden, og du ere lige store Narre, og fortiene begge lige meget at belees, han, efterdi han er den eeneste skiægget Mand, og du, efterdi du est den eeneste raget Buk.

✂ Fabelen lærer, at den, som sidst beholder en Mode, og den som først antager den, ere lige store Narre.