Holberg, Ludvig Værker i tolv bind 9: Niels Klim

223. Fabel.
Om -Rævens sidste Poenitentze og dens Virkning.

✂ Ræven efterat han havde bortdrevet mange Aar med at forraske og besnære andre uskyldige Dyr og Fugle, og naaet en saa høy Alder, at han merkede sin Døds-Time at være forhaanden, lod han til sig kalde en Hierophit, for hvilken han skriftede sine Synder, og bad om Absolution. Hierophiten bevæget af saadan Anger og Ruelse, holdt for at den ham ikke kunde nægtes, helst saasom Agonisanten betalede rigeligen pro labore, og udi Gierningen saavelsom med Munden visede, at han var en alvorlig Poenitent. Han blev derfore udi ample terminis absolveret, og Hierophiten forlod ham med disse Ord: Nu est du, kiære Mikkel! ligesaa reen, som da du kom af din Moders Liv: Thi, naar Enden er god, saa er alting godt. Saa døer jeg da med Glæde, sagde Ræven, og derpaa hensov. Just paa samme Tiid døde ogsaa et Faar meget hastig, saa at det ikke fik Tiid til at i agttage de Ting, som Ræven paa sit Yderste havde giort, hvorudover Hierophiterne fældede ligesaa slet Dom over den sidste, som de dømte vel om den første, saasom de saae ikke til begges fremfarne 449 Opførsel: Men paa begges Ende. Men Skovens Gud Pan dømte anderledes derom; thi Krøniken vidner, at Rævens Siæl, u-anseet dens Absolution, blev efter Døden forflyttet udi en Skrubtudse, og Faarets fik sin Boelig udi et af de ædelste Dyr i Skoven.

✂ Fabelen lærer, at GUds Domme ere anderledes end Menneskets, og at en silde Poenitentze ikke er af den Vigtighed, som gemeenligen troes. Man seer ellers heraf, at den Meening om Siælens Transmigration og Forflyttelse fra et Legeme til et andet, haver været antagen blant Dyr, blant hvilke saadan Lærdom er rimeligere end blant Mennesker.