↩ I sit ægteskab kom Niels Grandlev til en fuldkommen forståelse af sin intellektuelle ensomhed. Tiden gik let og hurtigt og for hans vedkommende uden arbejde. Den afhandling, som han ganske havde lagt til side, mens hun var borte, faldt det ham ikke ind at ta frem endnu. Han var overhovedet i tvivl om, hvorvidt den lå for hans ævner; han var vist snarere filosof end sprogmand. Af hans tidligere videnskabelige interesse var der nu så godt som intet blevet tilbage. Det var det, han en gang havde sagt til Helga, men enten havde hun anset det for overdrivelse, eller hun havde glemt det. Hun spurte nu og da til den afhandling, og hun lævnede ham med kærlig omtanke tid til at passe sit arbejde. Hun begreb ikke, hun var tusende mile fra at begribe, at der var noget gået til grunde, som ikke kom igen. Det havde været en inspirasjon, men hun havde taget den med sig, da hun rejste, og siden var den forsvunden.