Hjortø, Knud Uddrag fra To verdener (Danske Klassikere)

Så kom der en dag, hvor hun og Grandlev sad og talte om nogle fornæmmelser, hun havde begyndt at få i den sidste tid, og de blev enige om, at hun måtte være frugtsommelig. Hun gik ikke lige med det samme, men så snart det kunde la sig gøre, var hun borte, ude i skoven, hvor det igen var efterår. Dær var alt, hvad hun kendte fra før, men mellem de tider og dagen i dag var der ingen forbindelse; skoven var ikke god som den gang; efteråret havde ikke den værdi for hende. Hun huskede en sen efterårsnat, da hun havde gået der ude ved fjorden og tænkt sig, at ægteskabet vilde forandre hende lige på en gang, og flere gange i den tid, hun havde været gift, havde det undret hende, at hun ikke kunde spore nogen som helst forandring; hun var lige så frisk og følsom for alting som før; de havde gået ture om aftenen i det hujende mørke, og alt havde været lige så godt som den aften; den uvilje mod ægteskabet, som ikke et øjeblik havde forladt hende, svandt derefter helt og holdent — — —.