↩ Alligevel opsatte hun det fra dag til dag; hun nærede en mystisk frygt for det, der skulde komme. Det tog kraften fra hende ligesom for at vise, at det nu var hendes herre, og at hun var den svage, der skulde ofre alt, hvad det krævede. Men en nat kom der en stemning over hende; det var tidligt på foråret; hun så i sin urolige søvn de gamle, stævnede popler, som skulde ha været hendes næste værk, og hun vågnede op med den forvisning, at nu skulde det gøres.