↩ Men følgen af Ivar Holts afvisninger af både socialt liv og kunst bliver kulde, ensomhed, social nedtur, sygdom og — ironisk — stilstand, den sindsforfatning, han har frygtet mest. Han bliver ligeglad med alt, ender med at have »tabt selve tabet« (s. 169). En 158stymper i enhver henseende; han dør symbolsk i en snedrive, idet »den umenneskelige kulde således har bragt ham til den yderste grad af resignation« (s. 180).