↩ Nogenlunde samtidig gør Henrik Pontoppidan opmærksom på Hjortø som en af de »vejbrydende«, en »mærkelig sproglig Begavelse«, en »ejendommeligt uafhængig Personlighed«, der besidder en »sær og stærk Fantasi«. Pontoppidan fremhæver To verdener som det seneste og bedste eksempel derpå — det sker i en udtalelse til kultusministeren, som Hjortø, i håb om at opnå økonomisk støtte, havde bedt ham om at skrive, og som naturligvis ikke kan gå nærmere ind på romanens to karakterer og modsætningerne 169mellem dem. Udtalelsen findes blandt Hjortøs efterladte breve og manuskriper på Det Kgl. Bibliotek (Tilg. 347).