↩ Ja saa. Henrik gav sig til at fløjte ganske stille for sin egen fornøjelses skyld og gik hen imod hende. Han vilde ikke holde hende tilbage, for han var ikke skinsyg; hun skulde få lov til at gå, og det hele måtte for ham gærne udvikle sig, sådan som det var bestemt. Det var altså ikke for lussingens skyld, at Karen var gået fra ham, det var tilfældigt, ligesom det at hun havde truffet naboen og efterhånden var blevet hængende ved ham.