↩ På lignende måde fik han sig en karl, straffet brandstifter og berygtet slagsbroder. Henrik tæmmede ham ved sit blik og ved fornuftige eller spottende ord. Henrik tog brådden af et rasende menneske i to omgange. Den første gik for sig i tærskeloen, hvor karlen drev i stedet for at bestille noget, og Henrik gik hen og sae noget til ham, myndigt som en, der er vant til at kommandere. Karlen grinede, Henrik smilede kun og tog ham ind under en stille hån, der snart bragte karlen over i det raseri, hvor han plejede at slå. Henrik åbnede halvdøren og kom inden for og drillede ham videre indtil kogepunktet. Karlen truede ham med sit plejelstøj. Henrik holdt hans øjne fast, mens karlen skældte ud og sigtede efter hans hoved. Da der blev ørenlyd, sae han: