↩ — Henrik rettede sig og rystede synet af sig. Han sad endnu på samme sted med ryggen mod vandhullet. Han gik hjem til gården og samlede favnen fuld af hyldekviste, så gik han tilbage, og i det tætte mørke plantede han hyld uden om hullet; om et år vilde den skjule alting inden for, så at han ikke behøvede at se, hvis der var noget at se. Andre end han selv kom ikke mere på hans marker.