↩
Henrik svarede: Du troede at jeg vilde hilse dig med henrykkelse, som en ung
karl, der langt om længe ser sin pige komme, men sagen er mere indviklet, end
jeg kan nå at forklare dig, da jeg forstår, din tid er knap. Sådan har mit liv
været: I ti minutter har jeg været lykkelig, fordi jeg var blevet ung igen; i ti
år derefter har mit liv været en rædsel, og jeg har selv været en rædsel for
andre. Jeg kunde se det på dem, de vidste ikke, om jeg ingenting så, eller om
jeg så altfor meget, men de gik langt uden om mit blik. Jeg så alting, alligevel
var mit syn uden kraft, fordi jeg havde set det samme før. Jeg blev kaldt
djævelen. Hvis Gud kom ned på jorden og så på menneskene med sit alvidende blik,
vilde han få det samme navn. Alligevel forsøgte jeg at komme i nærheden af andre
mennesker, jeg satte min forstands skruenøgle på dem og skilte dem ad, men det
viste sig, at de bag efter ikke kunde 167
sættes sammen igen; de var gået i stykker. Enkelte
sammenrustede mennesker lod jeg være, som de var. Det var en nåde, jeg viste
dem, og det er ikke andet, end hvad enhver gud i et øjebliks ligegyldighed viser
mod nogle mennesker. På den måde gik der altså ti år. Den dag da du skar rebet
over med din le, vilde jeg ha ønsket, det var min livstråd, du havde rettet din
egg imod, men der er jo gået mange år siden, og mit liv har ikke været så goldt,
som du vilde ha forudsagt, den dag du skænkede mig det igen. Jeg har siddet i
min ensomhed og bygget en tankens hvælving over mig, men da jeg var færdig med
den, brød jeg selv igennem den og hvælvede en ny oven over, og jeg nåede aldrig
til at bygge en hvælving der blev den sidste, og som kunde holde. Jeg ender
altså ved uendeligheden, og det er kun den ene af de selvmodsigelser, mine
tanker er nået til på deres lange vandringer. Min tanke er som en god jagthund
vendt tilbage til mig med beviset for uendeligheden i sit gab, men tanken
oprøres mod, hvad den selv har hentet. Jeg har lukket min mund og trukket mig
tilbage fra menneskene, for hvad skulde jeg lære dem? Skulde jeg meddele dem mit
bevis for uendelighedens rædsel og det forfærdelige i at se Gud? En del vilde
tro mig og mer eller mindre gå fra forstanden; resten vilde le ad mig, men i det
sidste øjeblik, da gluggen til det uendelige blir åbnet for dem, vilde de med
svindende bevidsthed tænke på mig. Nej. Eller skulde jeg lære menneskene at
finde trøst i deres korte liv og i døden? Den trøst behøver de ikke, for de har
den allerede, ganske vist i indbildning, men det opdager de kun i nogle få
øjeblikke, for eksempel i det sidste, da de klart ser ligevægten mellem de to
følelser, som de har balanceret sig gennem tilværelsen med: misfornøjeise 168
med livet og angst for døden. Hvad
skal jeg fortælle menneskene om uendeligheden? Den tror de jo på i forvejen, de
kalder den det evige liv, og denne tro er så smuk og simpel, så ingen anden er
fornøden. Når partikulier Hansen dør, så går han bare ud gennem lågen i sin
lille have og ind i en anden, der er hundrede gange større, og Hansen med den
lille have glæder sig til den store have, og hans lille havesjæl er fuldkommen
tilfreds. Det tror han i alt fald med hele sin troende sjæl. Han er så lykkelig
som et barn, der i drømme får en kurv æbler og glæder sig, men dog føler en
ganske svag lille angst for, at der skal være noget galt ved æblerne. Sover
partikulier Hansen ikke trygt? Jo. Men han glipper dog af og til med det ene
øje. Han aner selv i drømme, at døden ikke er en lille hvidmalet havelåge; den
er mere, end hvad sådan en lille havemand tænker sig, og måske vil den slette
alle hans små tal ud. Hvad skulde jeg lære partikulier Hansen? Jeg synes, han
ser altfor lille og komisk ud til mine to sandheder om rummets og tidens
uendelighed, og alligevel skal han selv en gang gå over i dem. Og der er en
tredie, som han selv bær i sig: tankens uendelighed. Alt dette vilde Hansen le
ad, — mens han står og luger sin kruspersille, men i det øjeblik han styrter om
i sit bed, så vil selve hans tanke ta magten fra ham og løbe løbsk med ham. Hvis
jeg så satte mig hos Hansen og talte til ham gennem det øre, der ikke er lukket
af apopleksi, så vilde han rimeligvis forstå mig: at tanken er uendelig; at den
er det eneste i mennesket, der skal blive ved at bestå, mens følelser og
stemninger skal forsvinde eller klares til ny tanke. Tanken skal råde til sidst
og uendeligt, det kan selv partikulier Hansen forstå, men hvad han ikke kan
forstå, hvad kun den udvalgte i øjeblikke kan ane, det er det forfærdelige
paradoks, der 169ligger heri. Vi går
ud i uendeligheden; skal vi så, ligesom Gud selv blive grebet af gentagelsens
uendelige hvirvel? Det er en rædsel, men er det ikke logisk nødvendigt? Vi må
håbe, at døden vil åbne en anden udvej for os, som vi ikke kan tænke os og ikke
forstå, hvis den blev os meddelt. Vi er jo ikke guder og kan ikke blive som Gud.
Men menneskene siger rask væk: Gud og det evige liv, som om de talte om en mere
behagelig husvært end den, de har, og en større lejlighed. At de kan snakke om
det uden at blive svimle, viser, at de ikke ved, hvad de snakker om. Nej, der må
for ufuldkomne mennesker findes en form for uendelighed, der er menneskelig og
uden rædsel. Gud, der har skabt en ufuldkommenhed i mennesket, kan også ha
frembragt en til, en ufuldkommen og menneskelig uendelighed; mellem ham selv og
os må der stadig være et uoverstigeligt dyb. Sådan må det være, og det skulde da
være den sidste hvælving, min tanke bygger op. Jeg ser, hvor luftig og
ufuldkommen den er, fordi den mere er et håb end en tanke, men den må klares
engang, fordi tanken er det eneste, der blir og derfor egner sig til at herske,
måske ikke på denne lille forstyrrede plet jord, men det er jo også ganske
uvæsentligt, når vi tænker på den uendelighed, hvori det hele skal ende. Og
alligevel må jeg spørge mig selv: Var det ikke bedre for os mennesker, og er det
aldeles utænkeligt, at døden — — —