Hjortø, Knud Uddrag fra Faust

Henrik svarede: Du troede at jeg vilde hilse dig med henrykkelse, som en ung karl, der langt om længe ser sin pige komme, men sagen er mere indviklet, end jeg kan nå at forklare dig, da jeg forstår, din tid er knap. Sådan har mit liv været: I ti minutter har jeg været lykkelig, fordi jeg var blevet ung igen; i ti år derefter har mit liv været en rædsel, og jeg har selv været en rædsel for andre. Jeg kunde se det på dem, de vidste ikke, om jeg ingenting så, eller om jeg så altfor meget, men de gik langt uden om mit blik. Jeg så alting, alligevel var mit syn uden kraft, fordi jeg havde set det samme før. Jeg blev kaldt djævelen. Hvis Gud kom ned på jorden og så på menneskene med sit alvidende blik, vilde han få det samme navn. Alligevel forsøgte jeg at komme i nærheden af andre mennesker, jeg satte min forstands skruenøgle på dem og skilte dem ad, men det viste sig, at de bag efter ikke kunde 167
sættes sammen igen; de var gået i stykker. Enkelte sammenrustede mennesker lod jeg være, som de var. Det var en nåde, jeg viste dem, og det er ikke andet, end hvad enhver gud i et øjebliks ligegyldighed viser mod nogle mennesker. På den måde gik der altså ti år. Den dag da du skar rebet over med din le, vilde jeg ha ønsket, det var min livstråd, du havde rettet din egg imod, men der er jo gået mange år siden, og mit liv har ikke været så goldt, som du vilde ha forudsagt, den dag du skænkede mig det igen. Jeg har siddet i min ensomhed og bygget en tankens hvælving over mig, men da jeg var færdig med den, brød jeg selv igennem den og hvælvede en ny oven over, og jeg nåede aldrig til at bygge en hvælving der blev den sidste, og som kunde holde. Jeg ender altså ved uendeligheden, og det er kun den ene af de selvmodsigelser, mine tanker er nået til på deres lange vandringer. Min tanke er som en god jagthund vendt tilbage til mig med beviset for uendeligheden i sit gab, men tanken oprøres mod, hvad den selv har hentet. Jeg har lukket min mund og trukket mig tilbage fra menneskene, for hvad skulde jeg lære dem? Skulde jeg meddele dem mit bevis for uendelighedens rædsel og det forfærdelige i at se Gud? En del vilde tro mig og mer eller mindre gå fra forstanden; resten vilde le ad mig, men i det sidste øjeblik, da gluggen til det uendelige blir åbnet for dem, vilde de med svindende bevidsthed tænke på mig. Nej. Eller skulde jeg lære menneskene at finde trøst i deres korte liv og i døden? Den trøst behøver de ikke, for de har den allerede, ganske vist i indbildning, men det opdager de kun i nogle få øjeblikke, for eksempel i det sidste, da de klart ser ligevægten mellem de to følelser, som de har balanceret sig gennem tilværelsen med: misfornøjeise 168
med livet og angst for døden. Hvad skal jeg fortælle menneskene om uendeligheden? Den tror de jo på i forvejen, de kalder den det evige liv, og denne tro er så smuk og simpel, så ingen anden er fornøden. Når partikulier Hansen dør, så går han bare ud gennem lågen i sin lille have og ind i en anden, der er hundrede gange større, og Hansen med den lille have glæder sig til den store have, og hans lille havesjæl er fuldkommen tilfreds. Det tror han i alt fald med hele sin troende sjæl. Han er så lykkelig som et barn, der i drømme får en kurv æbler og glæder sig, men dog føler en ganske svag lille angst for, at der skal være noget galt ved æblerne. Sover partikulier Hansen ikke trygt? Jo. Men han glipper dog af og til med det ene øje. Han aner selv i drømme, at døden ikke er en lille hvidmalet havelåge; den er mere, end hvad sådan en lille havemand tænker sig, og måske vil den slette alle hans små tal ud. Hvad skulde jeg lære partikulier Hansen? Jeg synes, han ser altfor lille og komisk ud til mine to sandheder om rummets og tidens uendelighed, og alligevel skal han selv en gang gå over i dem. Og der er en tredie, som han selv bær i sig: tankens uendelighed. Alt dette vilde Hansen le ad, — mens han står og luger sin kruspersille, men i det øjeblik han styrter om i sit bed, så vil selve hans tanke ta magten fra ham og løbe løbsk med ham. Hvis jeg så satte mig hos Hansen og talte til ham gennem det øre, der ikke er lukket af apopleksi, så vilde han rimeligvis forstå mig: at tanken er uendelig; at den er det eneste i mennesket, der skal blive ved at bestå, mens følelser og stemninger skal forsvinde eller klares til ny tanke. Tanken skal råde til sidst og uendeligt, det kan selv partikulier Hansen forstå, men hvad han ikke kan forstå, hvad kun den udvalgte i øjeblikke kan ane, det er det forfærdelige paradoks, der 169ligger heri. Vi går ud i uendeligheden; skal vi så, ligesom Gud selv blive grebet af gentagelsens uendelige hvirvel? Det er en rædsel, men er det ikke logisk nødvendigt? Vi må håbe, at døden vil åbne en anden udvej for os, som vi ikke kan tænke os og ikke forstå, hvis den blev os meddelt. Vi er jo ikke guder og kan ikke blive som Gud. Men menneskene siger rask væk: Gud og det evige liv, som om de talte om en mere behagelig husvært end den, de har, og en større lejlighed. At de kan snakke om det uden at blive svimle, viser, at de ikke ved, hvad de snakker om. Nej, der må for ufuldkomne mennesker findes en form for uendelighed, der er menneskelig og uden rædsel. Gud, der har skabt en ufuldkommenhed i mennesket, kan også ha frembragt en til, en ufuldkommen og menneskelig uendelighed; mellem ham selv og os må der stadig være et uoverstigeligt dyb. Sådan må det være, og det skulde da være den sidste hvælving, min tanke bygger op. Jeg ser, hvor luftig og ufuldkommen den er, fordi den mere er et håb end en tanke, men den må klares engang, fordi tanken er det eneste, der blir og derfor egner sig til at herske, måske ikke på denne lille forstyrrede plet jord, men det er jo også ganske uvæsentligt, når vi tænker på den uendelighed, hvori det hele skal ende. Og alligevel må jeg spørge mig selv: Var det ikke bedre for os mennesker, og er det aldeles utænkeligt, at døden — — —