↩ Fru Stendal gik og dækkede bord, gamle Hey sad inde i dagligstuen og søgte at underholde sig med stedets avis, indtil doktoren og Henrik kom fra stasjonen; men det lokale papir morede ham ikke, han rejste sig og så på datteren, som ordnede noget ved frokostbordet. Solen bredte sig med velbehag over hendes ryg og skuldre, og tog et dybt greb i hendes hår, så det hvidlige pur på halsen og det mere gule over panden så ud som ganske 23tynde flammer, og hen over kinderne lå der som en svag, hvid rim. Hun var blevet fyldigere, tænkte han, men kinderne var stramme og næsten uden runding, som de altid hade været, læberne bestemt lukkede, så de blev smallere at se til. De kyssede vist ikke hinanden ret meget, tænkte han videre; allerede som barn hade hun haft disse mærkværdig faste og tørre læber; han hade tidlig vænnet sig til at kysse hende på panden, og det gjorde han endnu ufravigeligt, ikke fordi han nød det, men — sådan hade hendes mor også været, samme læber og kinder; de to lignede ikke den kvinde, han engang særlig hade elsket, hendes kind var lige så blød som hendes mund og lige så sød, og det er en meget sjælden ting! Direktøren blev selv blød om munden og fik af bevægelse flere rynker omkring øjnene.