Hjortø, Knud Uddrag fra Kraft

Det overraskede ikke Henrik, at han en mørk efterårsaften så Johannes spasere med dame i byens anlæg; til sin egen skamfuldhed fulgte han efter; de drejede ind ad byen til, gik igennem halvmørke gader, hvor de ikke mødte nogen; det lod til, de skulde hjem til ham, men Henriks stærkt spændte nysgærrighed vakte pludselig hans æresfølelse, han gjorde rask omkring og gik hjem. Pigebarnet kendte han nok af udseende, de ældre kammerater hade snakket om, hvordan hendes øjne var, når man mødte hende alene på gaden. Han vidste alligevel ikke rigtig, hvad han skulde tro, men han var jo nok noget imponeret, og så kom han til at tænke på, hvad en tjenestepige engang hade tilbudt ham. Skidrik! tænkte han og satte sig til at læse analytisk geometri.