Hjortø, Knud Uddrag fra Kraft

Henrik sad og stirrede ned på sine knyttede næver. »Lammehalesuppe«, hviskede han. Der sad den glatte slimål og skrev smukt og gribende om kvinden, og så rendte han selv med en tjenestepige, ikke at tale om, at han blev feteret af byens unge damer og fik lov at kysse dem efter behag. Henrik hade aldrig været forelsket, men han hade dog sin opfattelse af kærligheden; idealet så han i sine forældre, de holdt meget af hinanden, dær var ingen mislyd, og det stod fast i hans kolde 44drengehoved, at sådan vilde han være gift, hvis der skulde være tale om det. Hans far hade lov til at bruge smukke, alvorlige ord om kvinden, for i hans mund var de sande, men at en sovset fyr tog et alvorligt menneskes ord i sin mund, det var oprørende, han hade slet ikke lov til at tale sådan, det var jo lige som han mente det! Det at være letsindig og fræk, og lummer i sine tanker, gav det virkelig ævne til at udtrykke sig så smukt? Johannes skulde ikke mere komme til at tale med hans søster!