↩ »Lækker og nydelig,« sa han, »med denne nysgærrighed, denne satans lille nysgærrighed i de store øjne, det er den, der gør det af med en; sødheden har så mange, men denne uforfærdede bevidstløshed, der er lige ved at vågne, sanser i knop, bristefærdige, og så må en gammel krybbebider stå og gumle i træet, mens de unge plage får den gule havre! Ok, De Levison!« Løndrup tog ham under armen med et aldeles forelsket udtryk, »gid det snart måtte lykkes for Dem! Jeg glæder mig til at se hende, når hun er — —«