↩ Hen imod morgenstunden, da jeg hade lyttet længe til min spillemand, og han til sidst hade holdt op, og jeg var hensunket i en dyb og broget drøm, i hvilken jeg så hele verden sønderhakket, sorg og glæde, lavhed og højhed blandet sammen, og lavet til fantastiske figurer, der udførte en sindsforvirret St. Veitsdans, da kom den lystige spillemand og vakte mig med en finger af min dvale, idet han sa: