↩ De stemte deres violiner, og så tog de fat, og de spillede bægge to på en gang, og mine syndige øren lyttede til det. Et stykke om kærlighed spillede de. Når den ene sukkede i længsel, så bandede den anden af utålmodighed; når den ene jublede over bønhørelse, spyttede den anden af væmmelse; når den ene klagede og græd i forsmået elskov, grinede den anden med foragt og spot; når den ene bønfaldt og tryglede, sparkede den anden fra sig, hånlig og ligeglad — og sådan gik det hele tiden. Jeg stod dær, bedøvet, forbløffet, endevendt.