↩ Men da jeg hørte hans musik, forvirredes mine tanker, og det blev dunkelt omkring mig; jeg forstod intet. Derimod så jeg mig selv gå langt borte, dybt nede, lille og ussel. Men musiken hævede sig højt over mig, og det forekom mig, at den foroven var en sky af strålende fugle, men forneden et uhyre byldt af tykke, stærke slanger, viklede ind i hverandre, og som strakte sig op mod fuglene, men altid faldt magtesløse ned igen i mægtige vridninger. Fjærne glimt begyndte at tændes i min sjæl; jeg så flygtige 15lysninger, som hastig forsvandt, og under hvilke sælsomme skikkelser dukkede op af min tankes mørke. Men jeg forstod alligevel intet. Der kunde vel blusse anelser op i mig, men noet lys kom der ikke, og jeg blev betaet af en hæftig længsel, men osse af en dyb nedslåethed og en stærk bitterhed. Mine tanker slukkedes i tåge som upålidelige lygtemænd, jeg anede ny og mægtige gåder foran mig, og det syntes mig, at mit livs lykke måtte være indesluttet i deres løsning.