↩ Det stanser et øjeblik, den vældige muskelarm hviler sig; da bruser det op, den stejle trods slynges lige i ansigtet på bødlen, udfordrende og lidenskabelig, ubekymret for, om det skulde medføre, at lænkerne blot blev spændt en smule strammere. De får lov til at rase ud — hvorfor ikke? De er jo dømte, deres lod er jo vis nok, og uophørlig slynges forbandelserne mod den overmægtige med den friske kraft, der vidner om, at endnu kendes trykket af lænker ikke — da falder hammerslagene igen, og deres klare, kolde drøn overdøver indsigelserne, og der blir tavst rundt om dem en tid. Men så begynder det igen med trusler, med spot og med bønfaldelser, men ambolten genlyder stadig af de uforstyrrelige slag, smeden lar sig ikke bringe ud af fatningen, skønt han undertiden næsten blir overdøvet; han blir ved sit arbejde, som skal være færdigt, om så een vilje står mod alles — og hør: nu tier de, skæbnen lar sig ikke bøje, og i kold triumf lyder de uafvendelige hammerslag alene, et par mægtige drag, der taler om tilfredsheden ved det afsluttede værk; nu er det færdigt. Her skal dine stolte bølger lægge sig!