Hjortø, Knud Uddrag fra Syner (Danske Klassikere)

Ja, det er færdigt, trodsen er bundet, lænkerne passede, og de er lagt på med sådan en visdom, at de ulykkeliges bryst end ikke kan udvide sig til et skrig; der tillades dem kun at sukke, ikke mer. Hør de fængsledes stønnen! tungt og langt kommer den, besværlig på grund af de tunge, kolde lænker; den stiger næsten til en jamren, og dog kan den ikke høres højt nok op, det lænkebundne menneske ved godt, at den magt, som bandt ham, ikke fornæmmer hans gispen. Men hør! da hæver sig pludselig en stemme højt over de andre, en frigjort stemme, der har ord, som lyder klart og lydt. Den skal høres, den vil høres, bedende og indtrængende taler den, stærkt og dog tyst i det lidelsesfyldte rum, hvor de lænkedes regelmæssige, stønnende åndedræt endnu lyder franeden og gir den enlige stemmes bønfalden en frygtelig og forøget alvor. Hør, hvor denne talsmand higer og søger med sine ord, om der dog ikke skulde være et åbent øre, der lytter til og forstår menneskenes smærte, om der ikke skulde være en udgang 17 på lidelsen. Den stiger og falder, i halvvejs forhåbning, i ængstelig anråben — er der intet svar at hente? Skal der bedes forgæves for den lidende verden? Den blir hæftigere, mere indtrængende, for nu haster det med bønhørelsen — — — Det nytter ikke at bede! og med hastige, forfærdede råb forstummer den ensomme, der hade formået at løsne båndene så vidt, at han kunde anråbe om nåde for de andre, men nu tier han, og kun de usigelig tunge, sukkende åndedrag genlyder endnu en tid i den nådeløse verden.