↩ Da bruser det frem som et løssluppet vandfald, ustyrligt og frådende af overvættes kraft larmer det af sted, og øjeblikkelig bryder det løs et andet sted, og to vældige strømme skummer frihedsdrukne frem, hjælpende og opmuntrende hinanden med høje råb. Er det muligt? Slap de dog fri — og ved egen kraft? Jeg lytter længe til det bedøvende flodbrus; ganske rigtigt, lænkerne er sprængt, og der skal ikke smedes andre, for ingen hammerslag høres, den jærnhårde hånd fra før vover ikke at ta fat her, sukkene lyder ikke mere, ej heller bønfaldelser; fri uden hjælp af nåde, der er tiltigget ved bønner! Fri ved egen vælde! Tyrannen er død, skæbnen er smuldret hen, og lænkerne fortærede af rust! Hør den rasende jubel! Er det menneskestemmer? Man hører ikke ord, men kun frydeskrig, der måtte forfærde menneskenes bøddel, hvis han kunde høre dem, og skræmme ham fra ethvert forsøg på at fængsle, stemme op for vandfaldet. Kun mennesker høres; de har rystet alting af sig, de har følt deres styrke og ved, hvad de formår. Vidt og bredt spreder kraftstrømmene sig ud over verden, omstyrtende alt, hvad der rager op til ingens nytte eller glæde, og bringende frugtbarhed i stedet. Når det er gjort, samler de sig til to store floder, som i overmodig styrke bruser ud i det åbne hav, hvor de taber sig, vel vidende, at det nu begyndte værk aldrig mere kan hindres af lænker.