↩ Fryd dig, min lettede og befriede sjæl! Du har rystet al den tro af dig, som hemmelig trykkede dig, som gnavede skjulte sår i dig. Du opdagede, at den var overflødig, og jublende kastede du den af i den nærmeste grøft. Nu er du fri og stolt som en ny sjæl; byrdeløs styrter du dig nu på ny ud i livet som en frisk, uberørt ånd, og nu skal du til at leve forfra. Med ustyrlig jubel udbreder du dine vinger, på hvilke du endnu erindrer trykket af den tunge last, som du har ladt tilbage. Mange, mange gange føler du nu din spændkraft forøget, uudtømmelig synes det dig, at den er blevet, fordi du først nu kan bruge den uhindret, og hvis du i din flugt skulde føle mærkerne af de bånd, som snørede dig ind, da forøger det kun befrielsens vellyst.