↩ Har du ikke i lange tider med harme skelet til den byrde, som andre har lagt på dig, den gang du endnu var ung og ikke hade vid nok til at undløbe? Har du ikke stønnet i stilhed, når senere 20igen påtrængende mennesker har føjet noet til dit læs, skønt det altid hed sig, at det var til dit eget vel? Har du ikke skåret tænder ved synet af alle de uendelig mange småpakker med forskellig slags tro i, eller med pligter i, eller med så meget andet i, som man uafbrudt dyngede på dig, og hvorved min ryg fik den krumning, der udtydedes som besindig kraft, hvorved min pande fik sine såkaldte betænksomme rynker og min gang sin højlig priste adstadighed? Har du ikke — alt imens du troede det bedste, du hade lært — bandet inde i din inderste dunkelhed over det stadig fortsatte drys af endnu flere ting, du osse skulde belæsses med?