↩ Du er blevet ren igen, min sjæl, da du har frigjort dig for alt det påklistrede. Du var som en af disse tavler, hvorpå der er opklæbet et halvt hundrede forskellige plakater, den ene uden på den anden, af hvilke kun et par af de yderste er noenlunde hele. Sådan var du tildækket, begravet af papir af alle slags farver, indhold og tryk, og de, der hade smurt alt det på dig, følte sig stolte af deres værk. Man kunde pille lag på lag af dig, det var altsammen fremmede klude, der var sat på dit eget klædebon, og man kunde være i tvivl om, hvorvidt du bestod af andet end en brudstykkeagtig samling af andres påsatte anskuelser.