↩ Jeg kender en lykke; den vokser på tankens bitre kundskabstræ, som man ikke blir mæt af, fordi frugten ikke er sød — men der måtte gærne være en slags lykke endnu, som for en tid kunde få mig til at glemme alt andet, en stor begejstring, som, mens den herskede, ikke lod plads til noet ved siden af sig. Så kunde jeg engang 30igen vende tilbage til kundskabens træ med frisk og fornyet trang.