↩ Et forvildet menneske. Han var kommet ind i en krystalklar labyrint, som han ikke kunde finde ud af igen. Billederne fra verden udenom trængte dunkle ind til ham, stivnede og livløse. Men han hørte slet ikke noet, for lyden kunde ikke gå igennem labyrintens mure. Han var et ensomt menneske; selv syntes han, at han var kejser. Det at han sådan var gemt for sig og lisom sat i forvaring, gjorde ham indbildsk og fik ham til at tro, at han var mere kostbar end andre mennesker, og at det vilde være særlig slemt for hele verden, om han kom noet til. Stort var hans kejserdømme ellers ikke, men han skal ha sagt, at hvad det manglede i bredden, hade det i højden, for det strakte sig langt opad lige over hans hoved, helt på den anden side af de fjærneste kloder. Vi vil for resten gærne tro, at ensomheden har gjort ham forrykt.