Hjortø, Knud Uddrag fra Syner (Danske Klassikere)

Det er næmt nok at sie, for vi kendte ham godt: han var et forkert menneske. Hans hoved var en vanrøgtet jordbund, hvor der trivedes torne og tisler og forrykte spekulasjoner, men ikke en ærlig, brugbar tanke. Hans ånd var et uføre, hvor usunde dunster fremkaldte lygtemænd, tanker, der forvirrede ham så sælsomt med deres usikre lys, at de en gang måtte få ham til at hoppe derud, hvor han egentlig nødig vilde hen. Der var et galskabsæg i hans hoved som i andres, og det rugede han på dag og nat; han gjorde det til sit livs opgave at få en kylling ud af det, og da han mente, den var udviklet, pikkede han hul på ægget.