↩ Det er mig. Jeg rider hen over himmelloftet på en komet; der drysser stjærneskud ned over mig som hvid rim. Under min venstre støvlehæl ligger månen som en rødrusten klat, en gammel kobberskilling, som Vorherre har smidt dær, og som de artige englebørn får lov til at skure blank en gang om dagen, mens derimod de uartige djævle bruger den til at spytte til måls efter.