↩ Koret: Her er alt forvirret og tåbeligt, slette tanker på slette vers; vi er den underste verdens, bugens sjæl, ligtornen på menneskehedens stortå. Nå, men asketerne, dem hade vi mest grin af, skønt vi fik stundom prygl; en af de største iblandt os gik i hundrede 54år med hovedpine på grund af et blækhorn, han fik i panden af en munk, der vågede. Asketernes tid er forbi, men så har vi digterne; dem ligger vi hos om natten og gir dem tåbelige drømme, og sådan lar vi os digte op på parnasset, blandt påfugle, ørne, løver og duer, og vi blander vor smasken og snadren og kvækken ind i tragisk brølen og lyrisk kvidren, erotisk kurren og episk brægen.