↩ Her er til sidst et digterhjærte. Mangen gang er det blevet serveret på poesiens bord som en udsøgt lyrisk ret: knust hjærtemos. Såre mange og såre forskellige kvinder skal ha haft det under behandling, og såre mange bind har digteren fyldt med sine rædselsskrig. Så fik det til sidst en kugle igennem sig, og det var den eneste sande knusning, som dette hjærte fik, og den blev aldrig besunget, fordi den ikke var løgn. Men denne kugle vidste nok, hvad den gjorde; den lod hans hoved smukt i fred, ti det var tomt som en udblæst æggeskal, og dær var intet at dræbe, men i hjærtet fandt kuglen dog blod i det mindste. Her er hullet, som jeg stikker min finger igennem, ikke stort, men dog altid så stort, at sjælen kunde krybe ud igennem det som en mus af sit hul, og dær stod katten på lur med dragen klo; katten tog sjælen, og hjærtet kom i min bøtte.