↩ Hver gang en digter har tudet i sit blækhorn, har folket samlet sig; et nyt liv er konstrueret, et nyt menneske foreslået, som senere en gang er fremstået i kød og blod, fordi troen på det nysopfundne 59gik over i menneskenes sjæl. Og så dør digter efter digter, og enhver efterlader en ny blækstjærne på tilværelsens firmament.