↩ Hvad —? jo! Du vind dær, som drager hen over jorden, du griber på din fart menneskenes stemmer, deres beden, deres skælden og sukken, deres smasken og deres lovprisninger, deres jubel over 65lykke, som de tror, at de alene har kendt, hvilken tro øjeblikkelig får dem til at juble ti gange højere, ja og deres skuffelses stønnen, når de ser sammes lykkes hastige og drøvelige ende, hvilken skuffelse de så opdager, at de deler med alverdens andre mennesker, hvad der straks får dem til at stønne et par oktaver dybere nede på skuffelsens skala — ja, alt det griber du vind, hvirvler det sammen, ælter det sammen og bringer det videre som en sum eller som et middeltal af menneskelig lykke og kval, begejstring og ligegyldighed, og denne æltning af alt følt og talt, som intet menneske vilde få noet ud af — skønt, hej! hvilken opgave for en digter! finde middeltallet, sammenfatte alle sindsbevægelser i eet udtryk, uddrage kvintessensen af hver af dem og så samle disse forskellige destillater til en slags sprit, der indeholdt duften af dem alle sammen! fremstille et skrig eller et brøl, der var udtryk for alle samtlige sindsrørelser, et forkortet indegreb af begejstringens fremadråb, modløshedens suk, vellystens gispen og melankoliens stinkende brægen —