Hjortø, Knud Uddrag fra Syner (Danske Klassikere)

Slaver, find på nye eder til mig, for hele min sjæl myldrer med trang til forhånelser! Find på hidtil ukendte bespottelser, slaver, ti jeg er syg og forsmægter efter at få sagt blasfemier, friske, dampende af ny frækhed! Jeg er syg, slaver! jer herre er syg af en forfærdelig sparketrang. Kom med noet nyt, ti ingen af de gamle eder vil jeg ta i min mund; al saften er forlængst tygget ud af dem, og at sie dem letter ikke mit forpinte og bespændte sind.