Hjortø, Knud Uddrag fra Syner (Danske Klassikere)

Farvel! — Nej, når jeg kommer ind i himlen, så vil jeg stikke bægge hænder i lommen op til albuerne; jeg vil ikke ta huen af, men bare nikke skødesløst hen i retning af Gud Fader, sådan som Lucifer nikkede farvel til ham, den gang han pakked sin hellighed og sin gudsfrygt sammen og gik ud af himlen. Jeg vil osse pakke noet sammen; mit forhenværende bedre menneske, min hidtidige uskyldighed vil jeg hale op af mosevandet, hvor jeg har ligget 73sammen med så mange andre og stinket af ene dydighed. Og det vil jeg så lange hen til himlens port og betro det til portneren. Måske noen vil ha det: jeg ved nok, hvad det skal koste. Hør her, St. Peder, vil jeg sige, ta lige og la mig låne et par tordenskyer i en times tid. For så skal I bare se! Så skal jeg min sjæl og salighed — som jeg ikke får — tordne for jer! Og så må jeg naturligvis ha noet ild med det samme. Du kan nok, St. Peder, overlade mig nogle hundrede mil lynstråler tillige med det andet.