↩ Så er der realismen. Du henter mig alle de mennesker, som på en eller anden måde stikker op af det allerjævneste, og du fører dem frem for mig, blottede over det hele, så at mit blik uhindret kan gennemgå og udforske deres ganske habitus. Jeg skal se deres 97begærligheder sidde i store skjolder på dem, som stinkende svinefedt, og deres små ondskaber og lumpenheder kravle omkring deres hjærte som uhumske lus. Du skal ta låget af deres hjærnekister og la mig se dumhedens blinde maddiker vælte sig i den ufrugtbare fedtmasse. Og hvis du på din vej over jorden finder nogle, som dufter af nævneværdige dyders altid friske pomade, og som er noenlunde lusefri, så bringer du mig osse dem, for at jeg kan bese dem og ta mine noter.