↩ Hvem er det, jeg ser sidde dær henne, langt borte fra os andre? Det er et hovmodigt menneske; læg vel mærke til ham, kære venner. Se, han har vandret dydens smalle, stenede og ujævne sti; han har arbejdet sig frem med forsagelsens krogede ryg, og med troens stift stirrende, rødkantede øjne, der kun så den foran liggende bakketop, hvor saligheden efter sigende skal findes. Ikke et sekond har han hvilet sig, han har uafbrudt marsjeret videre på sine fordærvede fødder, og han har samlet bestandighedens bitre 103sved på sin smærtende ryg. Nu har han nået toppen, og han hovmoder sig. Intet andet har han set end denne top, og intet tog han med sig på vejen. Selve marken, som vejen gik hen over, blomsterne på den, fuglene, solskinnet — alt det var ingenting for ham; der var kun en vej, der førte til en højst problematisk top. Men nu sidder han dær, og han tænker med medynk på dem, som endnu ikke er nået så højt, og med foragt på dem, der slentrer magelig hen ad lastens brede, makadamiserede kongevej. Se, min kære menighed, hvor han nu sidder og piller i sin retfærdigheds sure ligtorne, idet han mener, at deres stank er en behagelig offerrøg i Guds næse!