Hjortø, Knud Uddrag fra Syner (Danske Klassikere)

Jeg tror på ingen ting, sa jeg. Hvad I så bilder mig ind, at I er, guder eller djævle, jeg fornægter jer, I eksisterer slet ikke. I er ikke andet end ufuldkommenheder ved vore synsnærver, urenheder i øjevæskerne, I er en slags pletter på øjnene, der farer hid og did uden for vort synsfelt, men som vi ikke bestemt kan se og derfor antar for noet overnaturligt. Jere åbenbaringer, det er en art grå stær, der allerede for længst har fået sit latinske navn af øjenlægerne, jere stemmer, jere befalinger og alt det — ja, det er en ejendommelig irritasjon af hørenærven, en susen for ørene, der af ukyndige opfattes som højere magters røster — nu har man ellers resepter mod det osse. Næ gå I bare jer vej; det varer ikke længe, før vore videnskabsmænd kan jer udenad, og så er jer tid fuldstændig forbi.