↩ Hvad er det? Hvem er det, der griner sådan? Hvem er det, der går ved siden af mig? Hvem er det, der står bag ved mig? Det ansigt derude? Nej, nu er det borte. Det er der alligevel; der er noen, der stikker hodet op ude i horisonten, helt op på himlen, en lav og skrå og ond pande, opspærrede galmandsøjne, der griner, næse, der vrænger, noet af et uhyre gab — — Når jeg ser derhen, er det der ikke, men det håner mig, når jeg vender ryggen til. Der er flere, de stikker op overalt, lige op over bakkerne, op over 116skovene, der er mange, jeg kan ikke se dem, men jeg ved, de er der. Tør I ikke la jer se! Jo, der er nogle, som tør — — — Men Gud forbarme sig! — Nej, det er sandt, det er der ikke noet, der hedder! Nu er hele horisonten fuld af hoder, en perlekrans af grinende fjæs, bastarder af djævle og aber, og de griner ad mig allesammen. Se, hvor de hopper i deres hæslige henrykkelse! Jeg aner deres afskyelige abehænder og deres nedrige ben, som jeg ikke kan se — —. Hvad! de kravler op, nu sidder de på skyerne i klynger og dingler med deres ubetegnelige ben ned i luften. Himlen er helt fuld af dette sprællende, sorte kryb, som et kær med tusser. Hvad er det! Se, skyerne skilles ad under deres vægt, rives i stykker — — her kommer en dumpende ned gennem luften og fægter ækelt omkring sig! Nu ligger han med afbrækkede lemmer på marken, stumper af hans arme og ben vrider sig modbydelig omkring, og selv hopper han om på alle fire lemmestumper — —