↩ Men det er dog gået andre mennesker værre i det almindelige forfald: de er reduserede til rene brudstykker. Hver dag kommer jeg forbi en vis bunke skidt, hvorfra jeg hører en liderlig latter; ham kender jeg; jeg ser ham ikke, hører kun grinet og kender ham på det — mer er der ikke igen af ham. Eller jeg støder på en arrig udskælderstemme, der regelmæssig slår klik, hver gang den når til en bestemt højde; det er en gammel bekendt. I mørkningen kan der undertiden komme et par øjne, der flygtig ser op på 125mig, lisom bedende, men som så hurtig vender sig andre steder hen. Mangfoldige gange om dagen slår der mig en mundfuld stinkluft i møde, svarende til et større antal af mine bekendte, men her kan jeg ikke med synderlig bestemthed skælne mellem de enkelte; det er min eneste omgang med dem: jeg får dem ind gennem næsen, intet videre.