↩ Da den 62-årige Knud Hjortø, der i sine sene år var blevet tiltagende blind, i 1931 omkom ved at blive kørt over af en bil, døde en af vor litteraturs mest klarsynede psykologiske forfattere. Han gjorde tidens bevægelser med: fra land til by til hovedstad, fra bondestand til lærer og til akademiker. Men han var også en forbinder: hans debut fra 1899, tekstsamlingen Syner, var stærkt præget af tidens litterære stil, dekadencen og symbolismen. I det nye århundrede skrev han en lang række realistiske romaner, men der var hermed tale om en udvidelse af forfatterskabet, ikke et brud heri. Hjortø førte sine indsigter i det underste sjæleliv over i sine senere romaner og fortællinger, der — ofte foruroligende — viser de stærke og eruptive psykiske kræfter under en tilsyneladende rolig overflade. Derved vinder Hjortø en motivmæssig fylde, der sammen med hans stilistiske præcision gør ham til en digter, der fortjener at genindtage sin retmæssige plads i vor litterære erindring.