Hjortø, Knud Uddrag fra Syner (Danske Klassikere)

Forsiden af Knud Knudsen-Hjortøs debutbog Syner er prydet af en tegning udført af Johannes Holbek (1872–1903). Den viser en nøgen, violinspillende mand, der skyder op fra et tåget underlag, stående mellem et stort stiliseret øre til venstre og en struktur til højre, der minder lidt om nervevæv. Han spiller lidenskabeligt, denne åmand, der står mellem den ydre verden og den indre. Det forførende spil svarer nøje til Syners begyndelse, hvor det dog ikke er i fossen, der spilles, men inde i Elverhøj. I begge tilfælde er der tale om litterære lokaliteter, der lader den spillende udfolde sin dæmoniske glød — hentet fra den danske folklore, som Hjortø var fortrolig med fra sin barndom.