↩ Den enkelte kan opleve, at det personlige og det kosmiske glider sammen. Det har man kendt siden tidernes morgen som religiøs mystik. Men også den nye tids ateister kender til disse erfaringer; 137de understreger imidlertid, at der er tale om udslag af spændvidden og mulighederne i mennesket selv. Den enkelte kan med Herren sige: Jeg er den, jeg er (2. Mos. 3,14) — og dermed gives der den ugudelige rum for storhedsvanvid og religiøst raseri, som en Zarathustra hos Nietzsche. Et andet billede på dette er forestillingen om digteren som den suveræne skaber af sit værk såvel som af sin hele verden. Digteren bliver det moderne side- eller modstykke til guden, skaberen, og dermed udtryk for det selvhævdende og oprørske menneske i højeste potens. Dette ses hos Hjortø, hvor jeg’et i Syner ofte optræder som forfatter.