Heiberg, Johanne Luise Indledning, Varianter og Oplysninger, Registre

✂

I
"ET LIV"S TILBLIVELSE

✂ IKKE i den Tanke at skrive mit Levnedsløb til Interesse for Andre, men for at adsprede mit Sind fra en stille og nagende Smerte og derved drage mine Tanker bort fra denne, begynder jeg i denne Aften at nedskrive mit Livs Erindringer, idet jeg haaber ved at gaa tilbage i den forbigangne Tid da at glemme den nærværende." Med disse Ord begyndte Fru Heiberg den 17. Februar 1855 at nedskrive sit Erindringsværk l).

✂ Andre direkte, samtidige Oplysninger om Tidspunktet for og Motiverne til Erindringernes Paabegyndelse foreligger ikke. Senere, da Fru Heiberg i 1870-erne skrev om denne Periode af sit Liv og omtalte "Værket"s Paabegyndelse, havde hun 1850ernes Begivenheder paa saa lang Afstand, at man ikke kan godtage hendes Meddelelser derom 2) uden Forbehold. Allerede det, at hun i 1870erne ikke var paa det rene med, om det var i 1855 eller 1856, hun begyndte Nedskrivningen, tyder paa, at hun ikke mere huskede Tidsomstændighederne. Hun havde nu med Lidenskab koncentreret sig om Forsvaret af Heiberg i hans Strid med Skuespillerne, og dette kan ubevidst have paavirket ogsaa hendes Omtale af Motiverne til, at hun var begyndt at skrive. Der kan dog vel, alt taget i Betragtning, næppe være Tvivl om, at Teaterstriden var Baggrunden for, at hun vendte sig fra Nutiden for at sysselsætte sig med sit tidligere Levnedsløb. Først i Begyndelsen af 1855 traadte hin Strid ind i en afgørende og højst oprivende Fase 3); Høedt nægtede at medvirke i "Hamlet", hvad den 19. Januar 1855 fremkaldte den Demonstration af Michael Wiehe, der medførte, at Heiberg idømte ham en disciplinær Bøde. Wiehe protesterede og indankede Sagen for Kultusministeren, som lod Bøden bortfalde, men iøvrigt gav Heiberg Medhold. Ministeriets Afgørelse blev 15. Februar meddelt Wiehe i en Skrivelse fra Heiberg, ledsaget af nogle meget skarpe Bemærkninger. Efter Bødesagen og blodigt saarende Ytringer fra saavel Wiehes som Heibergs Side maatte enhver personlig Berøring mellem Wiehe og Ægteparret *1) Se Var. til I, 13, 1-5. - I alle Henvisninger til Et Liv citeres nærværende 4. Udgave, hvor andet ikke udtrykkelig angives. *2) Se II, 237 ff. og II, 344 med Varianter og Forordsudkastene, trykt IV, 21-27. *3) Om Teaterstriden se Overskou VI og H. Christensen: Det kgl. Teater 1852-59 (1890), hvor de vigtigste Aktstykker er trykt; Christensens Manuskript, Berners, Høedts og M. Wiehes Arkiver i Kgl. Bibl.; fremdeles Et Liv. II, 317-21 med Noter. 8 Heiberg være ophørt 1). Maaske netop foranlediget heraf paabegyndte Fru Heiberg om Aftenen den 17. Februar sine Erindringer. Hun var forlængst haardt tynget af den aarelange Teaterstrid, og Bruddet med Wiehe har vel bevirket, at hun nu helt tabte Lysten til at virke ved det Teater, som hun endnu i Sommeren 1854 betegnede som et Hjem 2). Hvor nær dette Brud gik hende, er der talrige Vidnesbyrd om i hendes Breve til Heiberg fra Marienbad i Sommeren 1855 3) saavel som i den senere Brevveksling med Krieger 4). Stærkest fremtræder det maaske i det Erindringsværk, som fra nu af, om end med Afbrydelser, kom til at sysselsætte hende Resten af hendes Dage, og hvis Indhold i aldeles overvejende Grad omhandler de Afsnit af hendes Liv, der laa forud for Afslutningen af det lykkelige Teaterliv.

✂ Det var i en Periode, da der lagdes stærkt Beslag paa Fru Heibergs Kræfted ved Teatret 5), at hun begyndte at nedskrive ikke tilfældige, spredte Minder fra svundne Dage, men en Selvbiografi . Selv om Fru Heiberg siger, at det var for at adsprede sit Sind, at hun tog fat paa dette Arbejde, er det dog rimeligt, at hun fra første Færd havde en bestemt Hensigt dermed, og dette bekræftes ved, at hun, som Originalmanuskriptet viser, gik til Arbejdet uden i mindste Maade at famle eller vakle ved dets Anlæg og Valget af dets Indhold 6).

✂ De oprindelige Overskrifter til Værkets første Afsnit, "Barndommen" og "Ungdommen" 7) synes hentede fra Biskop J. P. Mynsters efterladte, i 1854 udkomne "Meddelelser om mit Levnet", og det er rimeligt, at dette Værk af en Personlighed, hvis religiøse Livssyn Fru Heiberg delte, med dets uforbeholdne Skildring af Livsvilkaar og personlig Udvikling var hendes Forbillede 8). Men Fru Heiberg vilde ikke blot klarlægge sin egen Livshistorie; hun vilde samtidig rejse et Æresminde for Heiberg. I Skildringen af sit Liv og sin Kunst vilde hun udtrykke sin dybe Hengivenhed og Taknemlighed for Ægtefællen, Følelser, som hun ogsaa tydelig lod fremtræde i de Breve hun skrev til Heiberg fra Marienbad i Somrene 1854 og 1855 9), altsaa Aaret før og Aaret efter Erindringsværkets Paabegyndelse. Netop nu under den bitre Teaterstrid har *1) Se II, 320 med Noter. Den Formodning synes ikke urimelig, at Slutningsscenen i Fru Heibergs Venskab med Wiehe, som hun henlægger til Opførelsen af "Prindsessen af Taranto" 30/4 1855, snarere foregik ved Andenopførelsen af dette Skuespil 16/2 under deres første Spilleaften efter Bødesagens Afgørelse, fra hvilket Tidspunkt Wiehe synes at have bestemt sig til at forlade Det kgl. Teater. Sml. II, 332, 10-33 med Varianter og Noter. *2) Se Heib. Hjem, 153. *3) Se Heib. Hjem. *4) Se bl. a. Krieger I, 117. *5) Fru Heiberg spillede i disse Maaneder ca. hveranden Aften. *6) Den Mulighed, at Originalmanuskriptet til I. Del kunde være en Renskrift, maa vistnok betragtes som udelukket, da det indeholder Rettelser, som næppe vilde forekomme i en Afskrift. En delvis Renskrift, f. Eks. af de første Partier, vilde have paavirket Pagineringen. *7) Se Var. til I, 13, 1-5 og I, 73, 1. *8) Om Mynsters Betydning for Fru Heiberg sml. I, 225, 8 og I, 277, 27 med Noter. *9) Se Heib. Hjem. 9 hun følt Trang til i disse Erindringer at vise Heiberg, hvor meget hun skyldte ham, og hvor meget deres Ægteskab havde betydet for hende. Hun har vel syntes, at det var den bedste Støtte, hun kunde yde ham.

✂ I Marienbadbrevene fremtræder tydeligt en Ængstelse for, at Heiberg skulde glide fra hende, og Arbejdet med Erindringerne blev vel ogsaa et Led i hendes Kamp for at fastholde ham og knytte de løsnede Baand fastere 1). Det har i den Forbindelse Interesse at erindre, hvad A. D. Jørgensen efter Fru Heibergs Død en Gang skrev til Carl Ploug ved Omtalen af netop denne Periode af Fru Heibergs Liv: "Det værste var, at hun så, at H[eiberg] ligesom gled fra hende under trykket af denne situation [*dolgoe O* Teaterstriden], tidligere overvundne svagheder kom op i ham uden, at hun formåede at nevtralisere dem. Dette er i alle tilfælde mit indtryk af alt, hvad der foreligger; selv talte hun ikke herom" 2).

✂ Disse Hovedsynspunkter præger hele Selvbiografien, men iøvrigt er de forskellige Dele af denne, affattede som de blev til højst forskellige Tider, ganske som mange af de Tilføjelser og Rettelser, der efterhaanden kom til under Arbejdet, selvfølgelig paavirket af Fru Heibergs skiftende Sjælstilstande og Stemninger. Ikke mindst af denne Grund er det en nødvendig Forudsætning for fuldt at forstaa Erindringsværket at vinde det nøjest mulige Kendskab til dets Tilblivelseshistorie. Vi giver her nogle sammenfattende Oplysninger derom.

✂ Efter at være begyndt paa I Del (IA 3) nedskrev Fru Heiberg, efter hvad hun senere oplyste, med utrolig Hurtighed Skildringen af Barndomstiden og den første Ungdomsperiode. Det drejer sig vel om Originalmanuskriptets "Første Afsnit", der benævnes "Barndommen", sluttende med Skildringen af "Elverhøi"s Opførelse i November 1828 4). Da dette Afsnit var færdigt, gik hun en Aften ind til Fru Gyllembourg, som i sin sidste Sygdomsperiode indtil Sengetid havde sit Leje redt paa Sofaen, og Fru Heiberg læste det, hun havde skrevet, op for den gamle Dame. Det maa antagelig være sket først i 1856 5). Fru Gyllembourg blev stærkt optaget af, hvad hun hørte. "Saa meget dig angaaende, der hidtil har været mig en Gaade," sagde hun, "er mig nu tydeligt og klart. Du maa fortsætte, endelig fortsætte, og læse Mere for mig, alt som det bliver færdigt." Ogsaa Heiberg, som heller ikke forud skal have vidst det mindste om dette Værk 6), fik det nu at høre, og ogsaa han blev stærkt *1) Se Heib. Hjem. *2) A.D.Jørgensens Breve, udgivet af Harald Jørgensen (1939), S. 341, Brev til Ploug 13/10 1893. *3) Om de i denne Udgave benyttede Benævnelser paa Fru Heibergs forskellige Manuskripter og Udkast se IV, 474, hvor ogsaa andre Forkortelser er anført. *4) Altsaa I, 13-72. Sml. Var. til I, 73, 1. *5) Linie 28 paa S. 72 i Bind I kan næppe være skrevet før i 1856. Sml. Tekstrettelsen. Fru Heiberg kan med Manuskriptets opr. "1856" muligvis have forstaaet "Sæsonen 1855/56", da hun ofte benævner Sæsonerne efter deres sidste Aar, men Stedet synes dog efter Udtryksformen tidligst at kunne være skrevet i 1856. *6) Se II, 339. Medens Fru Heiberg II 337, L.39 f. lader Nedskrivningen begynde ud 10 grebet deraf; især gjorde Skildringen af de gruopvækkende Forhold i Barndomshjemmet et stærkt Indtryk paa ham 1). Fru Heiberg fik derved Mod til at fortsætte, og Arbejdet synes at være skredet hurtigt fremad i den følgende Tid. Af Tidsmærker kan anføres, at Skildringen af Opholdet i det Wexschallske Hjem maa være skrevet før Anna Nielsens Død 20. Juli 1856 2). Forlovelsen med Heiberg og Brylluppet i Slangerup maa ligeledes være beskrevet i 1856, Sølvbryllupsaaret, hvad der fremgaar af Varianten til Side 144, Linie 33. Kapitlet om Sommeropholdet i Hirschholm er formentlig fra 1857, da det i Linie 12 paa Side 154 siges, at Bekendtskabet med Hertz er 25 Aar gammelt, og det vides, at det var 9. April 1832, han for første Gang indfandt sig i det Heibergske Hjem 3). Skildringen af Afskedsfesten for Tscherning maa være fra 1857 og yngre end 13. Maj i nævnte Aar, idet Andræ indtil dette Tidspunkt var Konseilspræsident, ikke blot Finansminister 4). Pariserrejsen er fra 1858 5), og som det efterfølgende viser, fra Begyndelsen af Aaret; Partiet om "Mulatten" (I, 250 ff.) angives nemlig ogsaa at være skrevet i 1858, kort før Fru Heiberg fik Besøg af H. C. Andersen, et Besøg, der maa have fundet Sted i Tiden Marts-Juni nævnte Aar 6). Ogsaa Kapitlet "Bakkehuset" kan antages at være i hvert Fald paabegyndt i 1858, idet Stykket om Clara Schumann blev til 16 Aar efter, at Fru Heiberg modtog Blomster fra hende 15. April 1842 7). Den senere Del af Bakkehuskapitlet og Resten af I. Del er formentlig fra den Periode, da Fru Heiberg ikke virkede ved Teatret (3. Marts 1858-5. Oktober 1859) sandsynligvis fra Begyndelsen af 1859 8).

✂ Da Fru Heiberg ofte er unøjagtig med Tidsangivelser, er Grundlaget for det foran anførte ikke i alle Tilfælde helt sikkert, men de angivne Tidspunkter for Affattelsen af I. Del stemmer godt overens og angiver ca. 70 Tryksider (af Størrelse som 4. Udgaves Tekst) som det, der gennemsnitligt naas i et Aar: i Ledighedsaaret 1858 har hun antageligt skrevet noget mere, i 1859 noget mindre.

✂ Fru Heiberg synes ikke at have gennemrettet Originalmanuskriptet til I. Del (IA) mere end een Gang; man ser aldrig Rettelser i Rettelser, og ej heller nogen fremmed Haand, hverken Fru Gyllembourgs eller Heibergs. Hun *fra den Forudsætning, at der "behøver jo Ingen at læse det", staar der i hendes ældste Forordsudkast tilføjet "uden høist Heiberg og hans Moder". (Se Fodnoten til IV, 22). *1) Se II, 338 f. samt Var. til I, 30, 20-26 og til II, 339, 22. *2) Fremgaar af Var. til I, 113, 2. *3) Se Note til I, 154, 6. *4) Se I, 174, 14-18. Andræ var Konseilspræsident 18/10 1856-13/5 1857, Finansminister 12/12 1854-10/7 1858. Naar A. D. Jørgensen i Et Liv. 1. Udg. I, 511 siger, at dette Sted (angivet som I, 288 i 1. Udgave, dog utvivlsomt Trykfejl for I, 287) er blevet til i 1856, bygger han formodentlig paa Originalmanuskriptets og 1. Udgaves Tekstfejl her (sml. Tekstrettelser til 4. Udgave). *5) I, 205, 3 siges det, at det er 22 Aar siden, de var i Paris. Sml. Festskrift til Krieger (1887), 233. *6) Se I, 252 med Noter. *7) Se Var. til I, 273, 12. *8) Sml. I, 276, 13 og II, 9, 1 og IV, 27. 11 er begyndt at rette med Blyant, er derefter gaaet over til at bruge blaat Blæk 1) og har rettet det allersidste Parti med stærkt sort Blæk; dog har hun vistnok lejlighedsvis paa sildigt Tidspunkt gjort Indskud med blaat Blæk. Gennemsynets Rettelser og Tilføjelser, der ikke er særlig mange og ikke ændrer manuskriptets Karakter, men i Hovedsagen bestaar i supplerende Oplysninger, skilles herved skarpt ud fra det oprindelige Manuskript, men det synes umuligt nærmere at tidsfæste Rettelserne; de er antageligt foretaget i sidste Del af 1859 og i 1860. En lang Tilføjelse om Opfattelsen af Lady Teazles Rolle 2) er vel fremkaldt af den fornyede Beskæftigelse med denne i Efteraaret 1859 3). Da Fru Heiberg maa have benyttet de Breve, hun havde bevaret, for at foretage en Del af Tilføjelserne, synes Arbejdet at være foretaget hjemme paa Søkvæsthuset og antageligt inden Heibergs Død 25. August 1860. Hun blev nemlig paa Bonderup til 8. Oktober s. A., og det Blæk hun benyttede der, er ganske afbleget 4) og ligner intet i IA. Enkelte Ændringer med sort og blaat Blæk synes dog efter Indholdet at dømme at være fra Tiden efter Heibergs Død 5); de er maaske foretaget kort efter Hjemkomsten fra Bonderup, men allerede i Tiden mellem 21. November og 5. December 1860 har Fru Heiberg overladt sin Veninde Frk. Sille Beyer IA til Afskrift, og der har da ikke været Tid til vidtløftlige Arbejder med denne Sag forinden. Derimod kan hun have eftersendt et og andet Tillæg, hvad Breve fra hende til Frk. Beyer antyder 6).

✂ Sille Beyer fungerede omkring denne Tid som Sekretær ved Fru Heibergs Brevkoncepter 7), og hendes Afskrivning har tilsigtet at faa de ortografiske Fejl rettet. Hun har dog øjensynligt ogsaa haft den Opgave at rette andre formelle sproglige Mangler. Hendes Afskrift blev færdig i Begyndelsen af 1861; i April kan hun ikke mere skrive ordentligt paa Grund af en Lammelse, og 10. September samme Aar døde hun.

✂ 3. Juni 1861 overlod Fru Heiberg Vennen Geheimeraad Krieger8) Sille Beyers Afskrift til Gennemlæsning, og fra nu af giver hendes Brevveksling med Krieger jævnligt Oplysning om den videre Skæbne af "Værket", som det i Brevene benævnes. Den nævnte Dag skriver hun 9): "Naar De veed, som jeg engang har sagt Dem, at det bestandig har været min bestemte Tanke, at Ingen medens jeg var ilive skulde læse, hvad jeg saa frit og uforbeholdent *1) Fru Heibergs Anvendelse af forskellige Blæktyper spiller en stor Rolle ved Tidsfæsteisen af Manuskripternes og Varianternes Tilblivelse, saa meget mere som hun i ret skarpt afgrænselige Tidsrum benytter Blæk af meget forskelligartede Farver. Disse Tidsrum kan bedst følges i hendes Breve og Almanaktilføjelser i R. A. Det her omtalte blaa Blæk benytter hun dog kun lejlighedsvis inden for det Tidsrum, i hvilket Heiberg systematisk benyttede det samme, nemlig 1857-60. *2) Se Var. til I, 182, 12-184, 16. *3) Fru Heiberg genoptraadte i Rollen 5/10 1859. *4) Se f. Eks. hendes Breve til Krieger fra 1860 i Kriegers Arkiv i R. A. *5) Der er ikke i Varianterne gjort Forsøg paa at skille saadanne Ændringer ud. *6) Se f. Eks. Brev 27/12 1860 (i Fru Heib. Ark.). *7) Om Frk. Beyer, sml. Note til II, 148, 4. *8) Om Krieger og Fru Heiberg se Note til III, 137, 30. *9) Krieger I, 16 f. 12 har nedskrevet om mit Liv, da vil De forstaae min Sky for nu at overlevere dette til Gjennemlæsning; paa den anden Side veed jeg, at det, efter al Sandsynlighed, umuligt kunde benyttes ganske som det er, uden at en kjærlig Haand udsletter og tilføier hist og her. Jeg maa jo altsaa være taknemmelig for at have fundet en saadan Haand, og jeg er det. Læs det altsaa, helst saa strengt, som Deres Venskab for mig tillader det. De veed, at jeg paa dette Punkt ikke vil være ømfindtlig. Om jeg skulde tabe eller vinde i Deres Øine, efter denne Læsning, vil jeg ikke fortryde at have viist Dem, saa godt jeg har kunnet, Gangen i mit Livs Historie, thi jeg veed og troer, at jeg lægger det for en trofast Vens Øine." Af dette Brev synes det at fremgaa, at Krieger ikke blot har bedt om at maatte læse Manuskriptet, men ogsaa har tilbudt at foretage et kritisk Gennemsyn deraf med en fremtidig Udgivelse for Øje. Det stærke Indtryk, Læsningen gjorde paa ham, ser man af en Billet, hun skrev til Fru Heiberg 5. Juni 1) efter at have læst Manuskriptet hele den foregaaende Aften og Nat: "Det er Morgen; Timerne ere forsvundne; jeg ved ikke, hvorledes. Jeg kan ikke gaae i Seng uden at sige et Ord til Dem, men hvilket? Lad det være dette: De er et velsignet, sanddru Menneske! Behøver jeg at sige Dem, at hvad der har rørt mig mest, er d. 3. Novbr. 1830?" 2)
Deres taknemmelige
Fr. Krieger."

✂ løvrigt ses det ikke af Brevene, hvad Krieger paa dette Tidspunkt har gjort med eller udtalt om Værket. Efter Sille Beyers Afskrift at dømme har han ikke foretaget nogen systematisk Gennemretning, skønt han har haft Manuskriptet ret længe. Det sandsynlige er vel, at han har regnet med, at Udgivelse laa saa langt ude i Fremtiden, at en Bearbejdelse ikke var fornøden nu. Da Fru Heiberg i 1862 udtalte Ønsket om, at Biskop Martensen, som ogsaa var blevet Medvider, skulde gennemgaa Manuskriptet, synes Krieger at have fraraadet dette 3).

✂ Den paatænkte Læsning af I. Del med Martensen blev der foreløbigt næppe noget af, og Manuskriptet til I. Del har antageligt hvilet i en Aarrække, maaske lige til 1876, da Martensens Gennemgang virkelig fandt Sted, paa et Tidspunkt, hvor en Udgivelse af Dele af Værket var kommet paa Tale 4). Denne Gennemgang er Baggrunden for et indgaaende Gennemsyn af Manuskriptet, som maa være foregaaet inden Udgangen af 1878, idet Rettelserne kendetegnes ved en violet Blæktype, som Fru Heiberg anvendte i, hvad hun skrev i Tiden mellem Foraaret 1876 og Julen 1878; sandsynligvis foregik Arbejdet i sidste Del af 1878. Talrige Overstregninger viser, hvorledes Manuskriptet nu forkortedes, og Udtalelser om Enkeltpersoner mildnedes i mange Tilfælde. Fremdeles forsynedes Manuskriptet med en foreløbig Inddeling i Kapitler med *1) Krieger I, 17. *2) Se I, 132, 8, hvor der staar "4de November", rettet fra MS.s "3. November". *3) Se Brev 2/4 og 8/4 samt Kriegers ufuldendte Koncept 9/4 1862 (Krieger I, 96-98). *4) Se Et Liv. 1. Udg. IV, 435 samt 4. Udg. IV, 18 og 21. 13 tilhørende Overskrifter, ofte med Mottoer 1). Flere Tillæg, der er kommet til i denne Tid, ses at være afskrevet af Fru Heibergs Veninde 2) Frk. Engelline Verdelin.

✂ Efter at Geheimeraad Andræ havde læst Manuskriptet omkring Begyndelsen af 1880, er det antageligt atter blevet lagt tilside, medens Fru Heiberg arbejdede med Bogen om Heibergs Forældre indtil 1882. I Foraaret 1882 ses Krieger at have gjort Notater i Sille Beyers Afskrift, bl. a. for at skabe mere kronologisk Orden i Stoffet 3), Notater til hvilke der skulde tages Hensyn ved "Afskrivningen" 4). Han maa her have tænkt paa den delvise Afskrift af I. Del, som blev foretaget af Anna Heiberg, Fru Heibergs yngste Adoptivdatter. Det skete formentlig ikke længe efter, i hvert Fald inden Skolebestyrer A.G.Ø.Hauch i 1885 modtog denne Del: IC (bestaaende af Dele af Sille Beyers Afskrift suppleret med Anna Heibergs 5)) til Gennemsyn. I Foraaret 1888 forsynedes IC med en fuldstændig Inddeling i Kapitler 6), og efter A. D. Jørgensens Redaktion blev det Trykmanuskript.

✂ Originalmanuskriptet til II. Del (IIA) blev i det væsentlige til i Tiden mellem Efteraaret 1864 og Foraaret 1867. I de første Aar efter Heibergs Død var Værket ikke blevet fortsat. Fru Heiberg var 1860 til 1862 meget optaget af Udgaven af Heibergs samlede Skrifter og af det Udvalg af Breve fra og til J. L.Heiberg, der udkom i 1862 7). Hun virkede endnu ved Teatret og havde i Foraaret 1861 modtaget de tre Plejebørn, som hun snart efter adopterede. Der var saaledes fuldt op at gøre, og 10. Juli 1861 skrev hun til Krieger 8), at det rimeligvis vilde vare længe, før hun atter tog fat paa Beskrivelsen af sit Levned.

✂ Naar Fru Heiberg i 1864 igen begyndte at skrive, sættes det naturligt i Forbindelse med hendes Tilbagetræden fra Teatret i August 9). Som fjernere Baggrund kan nævnes, at V. Bind af Overskous Teaterhistorie, omhandlende *1) Midlertidige Kapiteloverskrifter og Mottoer er oftest ladet uomtalt i Varianterne som betydningsløse. *2) Disse Tillæg er antagelig afskrevet i 1880, idet det vel er dem, der sigtes til i Fru Heibergs Brev til Krieger 30/4 1880 i et ikke trykt Afsnit (sml. Krieger II, 326 f.): "Frøken Verdelin har i Dag bragt mig alle Tillægene til Værket afskrevne." *3) I. Del var skrevet før Overskous IV. og V. Bind omhandlende Tiden til 1849 udkom, og Fru Heiberg havde gjort sig skyldig i mange kronologiske Unøjagtigheder, der medførte omfattende Omflytninger, i Modsætning til de senere Dele, hvor sligt ikke i større Grad var nødvendigt. *4) Se f. Eks. Manuskriptets S. 380. *5) De kasserede Partier af Sille Beyers Afskrift sammen med Fru Heibergs egenhændige Tillæg dertil ligger samlet i en anden Pakke: IB. *6) Indholdsfortegnelsen med Kriegers Haand findes paa et løst Ark i IB. I Marginen har han skrevet: "vedtoges ved Læsningen i Foraaret 1888". Det maa dreje sig om A. D. Jørgensens Læsning af MS i Tilstedeværelse af Fru Heiberg og Krieger. *7) Se Et Liv. III, 135 samt Krieger I. *8) Se Krieger I, 22. *9) Om Fru Heibergs Afsked se I, 150 med Note. 14 Tiden 1829-49, var udkommet i Marts samme Aar. Ifølge en senere Tilføjelse af hende selv i Marginen paa en af de første Sider i IIA 1) begyndte hun 3. August 1864; men man maa dog betvivle, at Fru Heibergs Dato er rigtig. Som anført i Varianterne 2) taler Sandsynligheden for, at de oprindelige første Sider i Manuskriptet til II. Del var Udkastet til Kapitlet om Michael Wiehe, hvilket maa være skrevet efter hans Død 31. Oktober 1864. Fortalen, som indleder II. Del, er antageligt skrevet senere end det nærmest følgende, men inden Udgangen af 1864 3). Meget tyder paa, at naar Fru Heiberg nu efter fem Aars Standsning atter fordybede sig i sit Levned, var det under den Stemning af Vemod, som Wiehes Død havde fremkaldt. Hvor stærkt hans Bortgang føltes, ses af hendes Breve til Krieger, af Notater ud for hans Dødsdag i hendes Almanakker fra 1864 og følgende Aar og endelig af Skildringen af hans Sygdom og Død i Livserindringernes sidste Del, nedskrevet i Slutningen af 1870erne 4).

✂ Arbejdet med II. Del synes at have optaget Fru Heiberg meget i de sidste Maaneder af 1864; et Brev til Krieger fra Nytaarstid 1865 viser, at hun da allerede var naaet til Kapitlet om "Kong René's Datter", altsaa til ca. Side 75. I det oprindelige Manuskript var Omfanget dog noget mindre, da flere af de trykte Partier, som det vil ses af Varianterne, er senere Indskud. "Toget til Hveen 1846" var saa godt som afsluttet ved Begyndelsen af Januar 1866 5), hvilket vil sige, at Fru Heiberg nu var naaet til ca. Side 126. Hun har da formentlig i 1865 skrevet mindre end i det foregaaende Aars sidste Maaneder, og i 1866 var hun øjensynlig ved helt at tabe Lysten til at arbejde videre dermed. 7. August skrev hun til Krieger: "Værket har jeg taget frem og seet lidt paa det og atter lagt det hen. Jeg faaer vist ikke Lyst til at fortsætte det, før De læser et eller andet Parti for mig af det, der alt er færdigt; meer end eengang har dette hjulpet mig til atter at tage fat 6)." Til Martensen, som ogsaa bad hende om at fortsætte, sagde hun, at uden Kriegers Bistand og Opmuntring havde hun for længe siden standset med det hele 7). - 18. Marts 1867 var Fru Heiberg naaet til ca. Side 186 og var altsaa, umiddelbart før hun paa Opfordring igen indtraadte i Virksomhed ved Teatret, nu som Sceneinstruktrice, i det væsentlige færdig med Tiden indtil Heibergs Overtagelse af Teatrets Ledelse i 1849. Slutningen af IIA er dog først skrevet senere8).

✂ Efter et Gennemsyn ved Krieger ca. 1868/69, hvorunder bl. a. Wiehekapitlet er kommet paa dets endelige Plads9), har Krieger afskrevet IIA. Færdig *1) Se Var. til II, 9, 1-17. *2) Se Var. til II, 22, 22-28, 21. *3) Se II, 9-17. *4) Se Et Liv. III, 151 med Noter. *5) Se Krieger II, 31. *6) Krieger II, 59. *7) Brev til Krieger 8/11 1866 (Krieger II, 62). *8) Stykket om Heibergs Udnævnelse til Etatsraad oplyses at være skrevet 5/12 1868. Se Var. til II, 198, 33. *9) Se Var. til II, 20, 22-28, 21. 15 synes denne Afskrift (IIB) at være blevet i Forsommeren 1870. Det maa være dette Arbejde, han omtaler i et Brev til Fru Heiberg af 26. Juni s. A. 1): "Jeg er i disse Dage i Slutningen af det berømte Manuskript for 1848-1849. Jeg har et Par Spørgsmaal til Deres Hukommelse i den Anledning, som jeg ved Leilighed vil komme frem [med], fordi Deres Beretning ikke ganske stemmer med Overskou, ligeledes et Spørgsmaal, om Casino's Aabning i den Vinter ikke burde være omtalt, da altsaa Conkurrencen indtraadte ved Siden af Rigsdagsindflydelsen." Gennem dette Brev skimter man Formen for Kriegers Samarbejde med Fru Heiberg, en Arbejdsmaade som bekræftes ved Iagttagelse af Manuskripterne. Krieger skriver af uden at rette væsentligt andet end de ortografiske og andre rent formelle Fejl. Først senere ændres Realiteter med Fru Heibergs Sanktion, ofte saaledes at Fru Heiberg fører Rettelsen ind i det ene af de to Manuskripter, Krieger i det andet.

✂ Det var dog først, efter at Martensen havde læst IIB i Efteraaret 1876, at denne Del, vistnok i sidste Halvdel af 1878, undergik en systematisk Gennemretning, øjensynligt svarende til den, I. Del paa samme Tid blev underkastet. De faa, ret tilfældige Kapiteloverskrifter suppleredes nu med et større Antal, og en Række Tillæg til IIB blev afskrevet af Frk. Verdelin, vistnok i 1880 2).

✂ Efter at Andræ havde læst Manuskriptet i 1880 og Hauch omkr. Slutningen af 1885, foretog Fru Heiberg saa sent som 5. April 1887 enkelte Rettelser 3), hvorefter hele denne anden Del blev afskrevet af Anna Heiberg. Denne Afskrift (IIC) maa have foreligget til Brug ved Gennemgangen med A. D. Jørgensen og Krieger i Fru Heibergs Hjem 1888, idet A. D. Jørgensens Rettelser, der delvis foretoges ved denne Lejlighed, alle findes heri. Fremdeles blev der med Henvisning til Sidetallene i IIC skabt en fuldstændig Inddeling i Kapitler 4), og IIC blev efter A. D. Jørgensens Slutredaktion Trykmanuskript.

✂ I Slutningen af 1860'erne, efter at Fru Heiberg i det væsentlige havde tilendebragt Originalmanuskriptet til II. Del, forfattede hun Afhandlingen "Er Skuespilkunsten en moralsk berettiget Kunst?", som senere anbragtes i sidste Del (III. Bd. 152-182). I Indledningen til denne Afhandling staar der: "Jeg nedskrev Tid efter anden i de følgende Aar [efter Afskeden i 1864] mine Betragtninger herom, saaledes som jeg nu her vil meddele dem" 5). Den første Redaktion, der brudstykkevis er bevaret 6), kan dog tidligst være paabegyndt *1) Krieger II, 111 f. *2) Se IV, 7, Note 2. *3) Se f. Eks. Var. til II, 9, 17. *4) Inddelingen med Overskrifter (med Kriegers Haand) findes i II A. Den er antageligt blevet til samtidigt med den fuldstændige Inddeling af I. Del. Sml. A. D. Jørgensens Bemærkninger i Et Liv. 1. Udg. IV, 442. *5) Sml. Var. til I, 193, 24-31 Slutningen, hvoraf det fremgaar, at Fru Heiberg allerede i 1850'erne havde Planer om at fremsætte saadanne Betragtninger i sine Livserindringer. *6) Findes i II A under Betegnelsen "Er Skuespilkunsten en moralsk Kunst? Første Udgave". 16 i September 1867 1) og er vistnok blevet færdig i første Halvdel af 1868; det maa være denne, Fru Heiberg sigter til i et udateret Brev til Krieger 2), hvor hun siger, at hun paa hans Ønske lader ham læse "dette ufuldstændige Udkast. Ved selv at gjennemlæse det gruer jeg over de mange Feil, det indeholder, saavel i Form som i Stof. Da jeg idelig er blevet afbrudt, naar jeg sad og skrev, seer jeg, at jeg ofte har gjentaget, hvad alt var udtalt, at det bevæger sig frem og tilbage uden en Ordning af, hvad der bør komme først, hvad sidst. Ofte tales der i første Person istedetfor i anden, men alt dette kan jeg nu ikke faae Tid til at rette. De, min kjære, trofaste Ven, er jo i mange Aar vant til at læse mine skammelige Runer og vil vel med Deres store Øvelse heri komme nogenlunde ud af Meningen. Det Hele er nedskrevet, fordi det plagede mig 3), og der er altid det vundet ved et saadant Forhold, at man seer, at den Steen, man troede at kunne løfte, maa man lade ligge". Det var formentlig, efter at Krieger havde læst dette Manuskript, Fru Heiberg fra sit Sommerophold i Norge 11.Juli 1868 skrev 4): "Tak, fordi De med Opmærksomhed har kjæmpet Dem igjennem mit kluddervorne Manuskript. Naar jeg mundtlig taler med Dem, glæder jeg mig til at høre Deres Dom herom, thi De slipper ikke fra mig med at holde Dem selv for "uværdig" hertil. Kan Mænd, som De, ikke finde noget deri, som er for Alle, da duer det Hele ikke, og det er jeg meget tilbøielig til at tro. Gud hjelpe de Udtalelser, som ene kan forstaaes af Kunstnere, uagtet det jo især var dem, der skulde drage Nytte af den Erfaring, hvorpaa den hele Udtalelse beroer, men Dommen over disse Bemærkninger maa de høre af Andre, udenfor staaende, thi at dømme er nu engang ikke deres Sag. Saadanne Udtalelser, som dem jeg heri har tilladt mig, vilde aldrig taales af Nogen, saalænge deres Forfatter fandtes blandt de Levendes Tal, men maaskee de dog fik en Vægt, naar den, der skrev dem, havde været saa beskeden at bortfjerne sig til høiere Egne. Det var derfor med en vis Undseelses-Følelse, at jeg overgav, selv Dem , Manuskriptet, netop fordi jeg endnu levede, og derfor bad jeg Dem om først at læse det, naar jeg var reist bort."

✂ Efter at Krieger 23. Februar 1869 havde læst Udkastet op for Martensen 5), takkede denne i de højeste Lovord Fru Heiberg for "disse Betragtninger, der faae et saa stort og eiendommeligt Værd derved, at de tillige ere Selvbetragtninger og Confessioner". Efter hans Overbevisning "bør de nødvendigt udgives engang og ville have et blivende Værd, ikke blot i vort Fædrelands Litteratur, men i al Litteratur" 6). Samme Aar forfattede Fru Heiberg, idet hun respekterede talrige Rettelser af Krieger, en ny Version, der i *1) Paa en af de første Sider af MS omtales Pascals i Sept. 1867 udsendte "Tanker" (sml. Note til III, 154, 38). *2) Krieger II, 66, hvor det er anbragt blandt Breve fra 1867. Efter dets Indhold maa det vist antages at være fra 1868, dog ældre end det i det flg. omtalte Brev af 11/7 1868. *3) Sml. Var. til III, 184, 38. *4) Krieger II, 72 f. *5) Se Kriegers Dagbøger IV, 238. Sml. Kriger II, 107. *6) Se III, 182 og Krieger II, 92. 17 April 1870 blev afskrevet af Krieger 1). Det er vel ikke mindst denne Afhandling, Martensen havde i Tankerne, da han nogle Aar senere, under Fru Heibergs Italiensrejse, energisk opfordrede hende til at arbejde videre med Værket. "Hvorledes, kære Veninde, gaaer det da," skrev han, "med Deres egen Selvbiographie? Saa vidt det staaer til Dem, bør De ikke forsømme at fortsætte og fuldende. Dette Værk vil faae Betydning i tidshistorisk, i kunstnerisk og i ethisk Henseende. Gid jeg havde det, naar jeg - dersom jeg faaer Tid eller som det ogsaa kan udtrykkes, dersom min Villie og mit Talent ikke er alt for sendrægtigt og uskikket til at overvinde Hindringerne - skal til at skrive om Kunsten og Theatret. Thi heller ikke derfra vil jeg kunne afholde mig, dersom jeg overhovedet skal skrive speciel Ethik" 2). 12. December 1875, da Fru Heiberg atter var i København, skrev Krieger i sin Dagbog: "Martensen drøfter nu Spm. om Skuespilkunstens Ethik" 3). At det er med Fru Heiberg, og at Genstanden er hendes Afhandling, fremgaar af hendes Brev til Krieger nogle Dage senere 4): "Jeg har forbarmet mig over Martensens Tvivl og Uro og benaadet Skuespilkunsten med betydelige Forbehold ." I hvilken Retning Martensens Indflydelse er gaaet, kan man ikke direkte se af Varianterne, da ingen Rettelser i Manuskripterne kan bestemmes som hidrørende fra ham 5); men Fru Heiberg har selv gjort opmærksom paa, at det ingenlunde var hans Paavirkning i religiøs Henseende, der kastede hendes Tvivl med Hensyn til Udøvelsen af den dramatiske Kunst ind i hendes Sjæl. "Har han," skriver hun, "udøvet nogen Indflydelse herpaa, da har det snarere været ved at moderere end ved at forstærke disse mine Anskuelser" 6). Til Krieger taler hun noget senere 7) om, at Afhandlingen vel kunde "forkortes og i Udtrykkene modereres, men Ulykken er, at De ikke samstemmer med min hele Anskuelse paa dette Punkt og helst ønsker det Hele uskrevet. Forandre min hele Anskuelse paa dette Punkt kan jeg ikke, tvertimod, den styrkes Dag for Dag meer og mere. Lader Vorherre mig leve nogle Aar endnu, kan jeg jo ikke vide, om jeg da kommer bort derfra, men jeg tvivler stærkt herpaa. Jeg siger som Luther: "Her staaer jeg, Gud hjælpe mig, jeg kan ikke andet."" Et lignende Standpunkt indtog hun senere, som vi skal se, overfor A. G. Ø. Hauchs Kritik. Antageligt efter dette Tidspunkt, men sikkert inden Udgangen af 1878 foretoges en ny Afskrift af Afhandlingen, denne Gang af Frk. Verdelin 8).

*1) Baade Fru Heibergs Original fra 1869 og Kriegers Afskrift er i IVA; den første bærer Aarstallet: 1869, den anden: April 1870. *2) Martensens Brev, af 31/12 1874, er delvis trykt i Et Liv. 1. Udg. IV, 434. Originalen i Fru Heib. Ark. *3) Kriegers Dagbøger VI, 115. *4) Brevet af 15/12 1875 (Krieger II, 259). *5) Varianterne til Kriegers Afskrift af Afhandlingen om Skuespilkunsten bestaar især af nogle Tilføjelser med Fru Heibergs Haand. *6) Se Et Liv. III, 181. Sml. Afsnittet om Teatret i Martensens Ethik, Den specielle Deel, 2.Afd. (1878), 310-32. *7) I Brev fra Norge 5/7 1878 (Krieger II, 307 f.). Sml. Var. til III, 195, 15-16. *8) Afskriften indeholder Rettelser af Fru Heiberg med det violette Blæk, hun benyttede indtil Juletid 1878. 18

✂ Ogsaa i denne Form blev den baade ved Hauch og A. D. Jørgensen Genstand for adskillige Rettelser, hvorved den afkortedes og i Udtrykkene afdæmpedes, og den fik sin endelige Overskrift: "Er Skuespilkunsten er moralsk berettiget Kunst?"

✂ Snart efter at Fru Heiberg havde endt Originalmanuskriptet til TI. Del og til den ovenomtalte Afhandling, begyndte hun, meddeler A. D. Jørgensen 1), i Foraaret 1869 paa III. Del (IIIA), om Tiden fra 1849 til 1856 da Heiberg stod i Spidsen for Det kgl. Teater. At beskrive denne Periode, siger hun i en Indledning, der bærer Aarstallet 1869, laa hende paa Hjerte som en hellig Pligt, men hun tvivlede om sine Evner til "med Kraft at tydeliggjøre, hvilken Uret Heiberg i disse Aar var Gjenstand for" 2).

✂ Arbejdets langsomme Fremadskriden, Omredaktionerne og de talrige Rettelser viser, hvor svært dette Arbejde faldt hende. I et Brev til Krieger 1. Juni 1869 skriver hun: "Tro nu ikke, at jeg i denne Tid sidder og er flittig med Værket; Gud hjælpe mig! Ikke et Ord herpaa er skrevet siden Deres Bortreise 3); Tiden er gaaet hen uden Forbrydelse i denne Retning. Jeg troer, jeg maatte indespærres i et eller andet mildt Fængsel for at bringe det tilende, og tidt tænker jeg paa, at alle disse Forhindringer er et Tegn paa, at det ikke skal endes. Jeg veed, hvad De vil sige. "Staa tidlig op!" men hvem kan stride mod en søvnig Natur?" 4) - Det drejer sig her antagelig om 1. Redaktion af Sæsonen 1849/50 5), som Fru Heiberg ses senere at have gennemrettet med en grøn Blæktype, hun benyttede i sin Korrespondance i Tiden Maj 1872 til Juni 1873. Beskrivelsen af de følgende Sæsoner er vistnok først paabegyndt, efter at de tilsvarende Hefter af Overskous Teaterhistories VI. Bind var udkommet i Tiden mellem Oktober 1873 og Marts 1874 6), og efter at Fru Heiberg havde taget sin Afsked som Sceneinstruktrice i April 1874. Under Udenlandsrejsen, der begyndte i April 1874 og varede til Midten af Juni 1875, havde hun sit Materiale med. Under haard Sygdom havde hun stadig Værket i Tankerne, og hun omtaler i sine Breve til Krieger jævnligt, hvorledes det gaar. Fra Lausanne skriver hun 17. Maj 1874 7): "Jeg ligger, Gud bedre det, *1) Se Et Liv. 1. Udg. IV, 433. - I Teatermuseet findes et Fragment med Fru Heibergs Haand af MS til en Artikel, der kort omtaler Teaterstriden, men dog især behandler Sæsonen 1856/57. Fragmentet stammer vistnok fra 1858. *2) Se Var. til II, 205, 3-206, 18. *3) I Begyndelsen af Maj. *4) Se Krieger II, 87. *5) Paa Omslaget til denne har A. D. Jørgensen skrevet: 1869. Naar han (i Et Liv. 1. Udg. IV, 433) formener, at Fru Heiberg allerede midt i dette Aar mindst var naaet til Fortællingen om Rejsen 1856, kan det ikke være rigtigt. *6) Se Nordisk Bogfortegnelse 1873-74. Naar det var gaaet saa langsomt fremad med hendes Arbejde, skyldes det maaske, at hun ventede paa, at Overskou vilde blive fortsat At dette vilde ske, stod i Fædrelandet 12/4 1872. - Nærmere Fastsættelse af Affattelsestiden for 1. Redaktion af de enkelte Sæsoner, der kun delvis er bevarede, lader sig næppe gennemføre. Sæsonen 1851/52 bærer dog Tidsmærket 1874 (se Var. til II, 259, 16). Om Sæsonen 1854/55 sml. Var. til III, 58, 27. *7) Krieger II, 161. 19 her i Sengen og læser Overskous Theaterhistorie. Ak, at denne Kalk kunde tages fra mig! Men jeg maa jo læse for siden at kunne skrive, og dog troer jeg, at jeg kommer aldrig levende fra dette Arbeide, og dog vilde jeg ønske, at det var nedskrevet, selv om det var daarligt gjort, thi saa vidste jeg, at jeg ikke kunde gjøre det, og saa fik jeg Ro for disse Tanker, som plager mig Dag og Nat." 13. Juni skriver hun, ligeledes fra Lausanne 1): "Tak for Heftet af Overskous Historie. Dette Hefte er virkelig klarere, mindre vidtløftig og mere underholdende end de foregaaende. Ved at læse dette Hefte havde jeg det Indtryk, at jeg kunde spare mig mit Arbeide at tage Heiberg i Forsvar og sætte Høedt i det rette Lys for Publikum.... Jeg skriver nu af og til paa Værket, men det gaaer kun langsomt fremad. Ved de store Pauser, jeg har gjort af og til, mærker jeg nok, at der paa flere Steder i Værket staaer Et og det Samme, da jeg jo ofte har glemt, hvad jeg tidligere skrev. En uhyre Skrubbekost maa engang til for at rense dette Kaos. Hvormegen Tid er der ikke alt gaaet tabt ved mit Ildebefindende her, der skulde have været benyttet til, deels at rense, deels at fortsætte." Af en Række Breve fra Rom i Tiden Oktober-December 1874 2) fremgaar, at Fru Heiberg lejlighedsvis arbejder med Værket, men at der ikke kommer noget ud deraf, skønt baade Krieger og Martensen ansporer dertil 3).

✂ Ogsaa fra andet Hold kom Tilskyndelse - om end af en helt anden Art - til Fru Heiberg om at lade det blive Alvor med Fremstillingen af de syv Teateraar. I Brødrene Brandes' "Det nittende Aarhundrede" fremkom i Aprilheftet 1875 en Artikel af Edvard Brandes: "Et Vendepunkt i dansk Theaterhistorie", der behandlede Høedts Forhold ved Det kgl. Teater og indeholdt et voldsomt Angreb paa Heibergs Teaterledelse og skarp Kritik af Overskous Fremstilling. Efter at have læst den, skrev Fru Heiberg 5. April 1875 til Krieger fra Sorrent 4): "Bjørnsons, som De jo erfarede nu boer her i vor Nærhed, laante mig da Brandes' Tidsskrift, hvor den første Raket gaaer tilveiers for at vaske Høedt hvid og bane ham Vei til Theatrets Directeur. Jeg tilstaaer, at denne Artikel, lumsk og underfundigt skrevet, har optaget mig meget." Senere i Brevet tilføjede hun: "Det piner og plager mig, at en slig Artikel som den hos Brandes ganske skal glide ned som det rene, klare Vand", og hun sendte med samme Brev en Artikel rettet mod Høedt, der dog kun meget ændret, øjensynligt af Carl Ploug selv, tryktes i "Fædrelandet" 13. April under Titlen: "Et Spørgsmaal til Hr. E. Brandes", undertegnet "D-a." 5).

✂ Hjemkommen i Juni 1875 tog Fru Heiberg fat paa Skrivearbejdet med stor Iver, og fortsatte i flere Aar. Om denne Periode fortæller Josepha Martensen, at naar man kom til Fru Heiberg, saa man altid det aflange firkantede *1) Krieger II, 171 f. *2) Krieger II, 188-217. *3) Sml. IV, 17. *4) Krieger II, 249 f. *5) Sml. Krieger II, 253. MS til Fru Heibergs Artikel foreligger ikke. Sml. ogsaa Note og Var. til Et Liv III, 58, 27. 20 Bord, som optog en uforholdsmæssig stor Del af hendes temmelig lille Arbejdsværelse, bedækket med Mapper og Papirer, og alt tydede paa, at hun lige havde lagt Pennen fra sig 1). - Senest i Foraaret 1876 er 1. Redaktion af de syv Sæsoner blevet færdige, da alt lige til det sidste er skrevet med sort Blæk, hvorimod Fru Heiberg, som foran omtalt, fra April 1876 og indtil Juletid 1878 ses udelukkende at have benyttet violet Blæk.

✂ Snart efter at være kommet til Ende med denne første Bearbejdelse, maa Fru Heiberg være gaaet i Gang med den omfattende Revision af III. Del, som helt er foretaget med det violette Blæk. Af 1. Redaktion kasseredes hele 1. Sæson, og af de andre indgik kun mindre Brudstykker i den nye Bearbejdelse. Det er formentlig denne Omarbejdelse af III. Del, hvorom Fru Heiberg taler i sit Brev til Krieger fra København 14. Juli 1876: "Ja vist er jeg flittig med Værket. Det voxer og voxer og bliver vel saa tykt, at ingen gider læse den Masse tilende" 2). Omkring Udgangen af 1876 er denne nye Bearbejdelse af de syv Sæsoner antagelig færdig, og i Fortsættelse af den Gennemgang, Martensen sammen med hende havde foretaget af I. og H. Del i Efteraaret 1876, gik man i Begyndelsen af 1877 videre med III. Del (IIIA), hvoraf han skal have bifaldet meget, medens der dog var adskilligt, der ikke tiltalte ham 3). Manuskriptet giver ingen Holdepunkter for, hvad Martensen ønskede ændret; derimod ses det, at Krieger har foretaget en Del Rettelser, dog sikkert senere. Manuskriptet var jo ikke "vasket og renset" af hans Haand inden Martensens Gennemgang deraf. Det kunde se ud, som om Krieger har tilbudt at renskrive ogsaa denne Del, men at Fru Heiberg har afslaaet det, bl. a. under Henvisning til Kriegers daarlige Øjne. 29. Januar 1877 skrev hun til ham4): "De er rigtignok rørende god! Hvor troer De, at jeg tør have det paa min Samvittighed, at De skulde bruge Deres Øine til mine Smørerier. Tak for Tanken og for Villien!"

✂ Kriegers Gennemsyn af IIIA fandt antageligt Sted senere paa Aaret, og det maa være for dette Fru Heiberg takker i sin Billet til ham af 4. Oktober 1877 5). Selv har hun, vel i sin Optagethed med IV. Dels første Partier (hvorom senere), ladet Manuskriptet til III. Del ligge indtil Sommeren 1878. 25. Juni i dette Aar skriver hun fra Ladegaardsøen i Norge til Krieger 6): "Jeg har begyndt atter at gennemsee de Saisoner, som Frk. Verdelin skal afskrive, naar jeg kommer hjem. Jeg er færdig med den første, og jeg synes virkelig ikke, at den er saa gal. Vil Vorherre holde sin Haand over Dem, saa at dette engang kan udkomme under Dem og ved Dem, saa vil jeg være rolig. Ak, hvilket Slid har De ikke alt haft hermed! Tak for Deres Udholdenhed og Godhed imod mig!" 5. Juli skriver hun igen 7): "At De i det første *1) Se "Nogle personlige Minder om Johanne Luise Heiberg" i Studenterhjemmets Julebog (1912), 78. *2) Se Krieger II, 272. *3) Sml. IV, 26. *4) Krieger II, 282. *5) Krieger II, 293. *6) Krieger II, 305. *7) Krieger II, 307. 21 Brev 1) mener, at kun jeg selv kan rette og forbedre Værket, er ikke saa; det føler jeg stærkt og dybt. En Fremmed maa her træde til, ifald der skal komme Afrundethed i det Hele. Imidlertid sidder jeg nu her og filer, forkorter, udsletter over en lav Sko. Gid det inaa blive til det Keles Bedste. Jeg mærker dog, at det er godt, at sligt ligger hen nogen Tid, saa man kan see paa det med friske Øine." At det stadig er IIIA, der er Tale om, faar man Vished for i Brevet af 12. Juli, hvor hun skriver 2): "Jeg slider fremdeles med de 7 Saisoner. Jeg skriver om og om, og naar jeg læser det Nye igjennem, synes mig tidt, at det Gamle var bedre. En tragisk Situation. Kortere bliver det; det er altid saameget. Om de Forandringer, De i Deres sidste Brev taler om, skal vi mundtlig tale sammen. Tak, for at De ikke længst er led og kjed af det Hele. De veed, jeg er et Anelses-Menneske. Undertiden er disse indtrufne, undertiden ikke. Saaledes har jeg en Fornemmelse af, at den fordreiede Abekat Edvard Brandes med Høedt ved sin Side udarbeider et Livsbillede af mig som Menneske og Skuespillerinde i Lighed med hans tidligere skruede Billeder af andre Kunstnere. Den Tanke, at en saadan Een tidligt eller seent kunde give Offentligheden et Vrængbillede af mig og Heiberg, gjør, at jeg bevarer min Udholdenhed til selv at fremstille mine Anskuelser og Oplysninger om hine Aar, uagtet jeg maa være forberedt paa, at man snarere vil tro Hr. Brandes end mig." At Brandes' og Høedts Samarbejde har ansporet hende til at fuldføre Værket, især hvad der vedrørte Teaterstriden, antydedes jo allerede i hendes Breve fra Foraaret 1875 3). 6. Juni 1880 skriver hun i Anledning af Edvard Brandes' Bog "Dansk Skuespilkunst" 4) fra København til Krieger 5): "For nogle Dage [siden] kom Martensen til mig for at udtale sin Harme over E. Brandes' "Uforskammethed" i sin Omtale af Heiberg i Anledning af hans Bog.... Jeg har ikke læst den og agter ogsaa at opsætte Læsningen heraf, til Veiret bliver varmere og jeg koldere ligeover for denne Jødetamp, der dømmer alt efter Høedts Recept.... At en saadan Bedømmelse af Heiberg engang vilde komme tilorde, har jeg forud[set], og derfor ere de 7 Saison[er udførligt behandlede i] "Værket" 6)."

✂ Frk. Verdelins Afskrift (IIIB), der ligesom Afskrifterne af de foregaaende Dele kun var en Renskrift med Rettelse af ortografiske og andre rent formelle Fejl, er øjensynligt blevet færdig omkring Maj 1879, idet hun 4. Maj 1879 7) *1) Der hentydes til et ikke foreliggende Brev fra Krieger af 30/6. *2) Krieger II, 308. Se ogsaa Brevet af 24/7 (Krieger II, 311), hvor Fru Heiberg om de syv Sæsoner skriver: "Nu da jeg i lang Tid ikke har læst disse, seer jeg Meget, der tidligere er undgaaet min Opmærksomhed." *3) Se IV, 19. *4) Brandes' Bog var iflg. Nordisk Boghandlertidende udkommet i Tiden mellem 21. og 29. April 1880. *5) Krieger II, 329 f. *6) I Brandes' Bog behandledes Heiberg især S. 44 ff. løvrigt er Udtalelserne om ham ligesom Skildringen af Teaterstriden næsten enslydende med, hvad Brandes allerede havde offentliggjort i "Et Vendepunkt i dansk Theaterhistorie" i "Det nittende Aarhundrede" (Aprilheftet 1875). *7) Se hendes Brev i Fru Heib. Ark. 22 tilbagesender en Pengeseddel til Fru Heiberg, da hun ikke vil modtage noget for det hende saa kære Arbeide. IIB blev efter ligesom de foregaaende Dele at være gennemset af Andræ og Hauch efter A. D. Jørgensens Redaktion Trykmanuskript. Inddelingen i Kapitler, et for hvert af de syv Teateraar, findes allerede i IIIA, enkelte Tilløb til en yderligere Inddeling har A. D. Jørgensen derimod ladet udgaa 1) med Undtagelse af Overskriften "Marienbad".

✂ I det foran nævnte Brev af 4. Maj 1878 bad Frk. Verdelin om ogsaa at maatte renskrive Slutningen, naar Fru Heiberg var kommet til Ende med sit Skrift. Med "Slutningen" skal forstaas IV. Del, som Fru Heiberg maa være begyndt paa i 1877, snart efter Afslutningen af de syv Sæsoner; indholdsmæssigt sluttede meget af det følgende sig nøje til det i III. Del behandlede Stof. Om Arbejdet skriver hun til Krieger fra Norge 13. Juli 1877 2): "Jeg maa dog fortælle Dem, at jeg atter har begyndt saa smaat at smøre op for atter til Vinter at slette det Opsmurte ud, ja, det er opmuntrende!!" Til Martensen udtrykker hun sig paa lignende Maade i Brev af 20. September s. A. 3): idet hun føjer til, at hun nu atter gennemlæser, hvad hun har skrevet om Sommeren, da hun "gjerne vilde rette Et og Andet forinden det viser sig for Deres Øine". De Afsnit, Fru Heiberg her tænker paa, er antageligt, hvad der svarer til III. Binds Side 9-76, vel især Kapitlet "Hr. Høedts nye Skole", til hvilket et Manuskript foreligger med Kriegers Paaskrift: 1877 4). For dette Kapitels Vedkommende maa der dog vistnok være Tale om 2. Redaktion, idet der findes Brudstykker af en ældre 1. Redaktion fra Midten af 1870erne, som først var Led i Sæsonen 1854-55 5). 2. Redaktion indgik iøvrigt delvis i en 3. Redaktion, der, som det skønnes efter det violette Blæk, maa være skrevet i hvert Fald inden Udgangen af 1878. Efter disse af Fru Heiberg meget gennemrettede Redaktioner at dømme, maa det da have voldt hende store Kvaler at skrive Høedt-kapitlet. Ogsaa Kapitlet "Lady Macbeth" er iflg. Blækket skrevet og af Fru Heiberg gennemrettet senest i 1878 6). De øvrige Partier af IV. Del bortset fra den foran omtalte Afhandling om Skuespilkunsten maa antages at være skrevet senere. Den indgaaende Omtale af "Maria Stuart" i Brevene til Krieger 25. og 27. Februar 1879 7) tyder paa, at Fru Heiberg da var i Lag med Kapitlet derom (S. 111-117). - I Sommeren 1879, d. 31. Juli, skriver hun til Bispinde Martensen fra Bygdø i Norge 8), at hun er beskæftiget med Tiden omkring Heibergs Død (svarende til S. 118-126). "Jeg bruger *1) Se Et Liv. 1. Udg. IV, 442. *2) Krieger II, 288. *3) Utrykt Brev til M. i dennes Arkiv i kgl. Bibl. (N. k. S. 3451, 4 °). *4) I Lægget: B Manuskripter. *5) Se IV, 18, Note 6 og Var. til III, 58, 27. *6) 1. Redaktion af Kapitlet findes i Lægget "Tanker og Udkast". *7) Krieger II, 314 f. *8) Josepha Martensen: H. L.Martensen i sit Hjem og blandt sine Venner (1918), 146 f. 23 netop den Stilhed og Ro, som jeg i Sommer her nyder, til at nedskrive denne Periode af mit Liv i mine "Erindringer", og alle Vegne træder Deres elskelige Billede mig her i Møde. Det er for Resten et svært og tungt Arbejde at fremkalde alt dette paa ny. Det slider og river mit Inderste op, saa det ikke er let atter at komme til nogenlunde Ro i Sindet. At det til næste Aar er 20 Aar siden, at De delte denne Smerte med mig, er mig næsten ubegribeligt, saa frisk, saa nær staar det hele for mig i dette Øieblik." Dagen efter, 1. August, skrev hun til Krieger 1): "Jeg selv sidder og beklikker det ene hvide smukke Ark Papiir efter det andet, hvilket skjærer mig i Hjertet, thi for det Meste sletter jeg atter ud om Tirsdagen, hvad jeg skrev om Mandagen, river det kasserede Ark istykker og kaster det i Papiirkurven, idet jeg beder det om Undskyldning for den Medfart, det har været underkastet. Dog, "dette er Verdens Gang, Mamselle", for den, der vil mere, end den formaaer, og har den urimelige Dristighed og endnu mere det spildte Haab at kunne lægge en Alen til sin Høide. Dog, det er ikke let at indskrive sig i det Maadeholdenheds-Selskab, der kræver Afholdenhed fra Pen og Blæk, naar man sidder ene med sine Grublerier og har begge disse Reqvisitter ved Haanden. Altsaa, jeg skriver og skriver, hvad let tilsidst kan blive til Deres Byrde og Qval at finde ud af og rette. Dog paa dette Punkt har jeg jo længst bidt Hovedet af al Skam og ladet Dem freidig see ind i mit forkluddrede Værksted, vis paa, at De med overmenneskelig Taalmodighed atter vil trække alle de Søm ud, som jeg med qvindelig Letsindighed har hugget fast med uvant Haand. Lovet være Brama i al Evighed!!!"

✂ Antageligt naaede Fru Heiberg endnu i Efteraaret 1879 til Afslutning af sit Manuskript til IV. Del i dennes oprindelige Skikkelse med, hvad hun da kaldte "Sidste Afsnit i disse mine Optegnelser", et Kapitel, der behandlede hendes syvaarige Virksomhed som Sceneinstruktrice, Rejsen til Udlandet og de følgende Aars Begivenheder, 1879 indbefattet 2), altsaa til, hvad der svarer til III. Binds S. 201 nederst. Man maa antage, at det er dette Manuskript, Martensen gennemgik med Fru Heiberg i den nærmeste Tid efter 18. Oktober 1879 3), og maaske læste Andræ det i Sommeren 1880 4). - Først efter Afslutningen af Arbejdet med Bogen om Heibergs Forældre, der udkom i Efteraaret 1882, kan Fru Heiberg have taget fat paa Manuskriptets sidste Kapitler (svarende til S. 202-11). Paa Værkets sidste Sider omtales Biskop Martensens Død 3. Febr. 1884. Da Krieger paa Omslaget til Manuskriptets sidste Partier har skrevet "1874-1885", maa man antage, at Fru Heiberg i 1885 sluttede Manuskriptet for anden og sidste Gang. Naar A. D. Jørgensen dog paa IV. Bind af 1. Udgave som Slutningsaar for Erindringerne har sat 1882, *1) Krieger II, 320. *2) Sml. Varianterne til disse Dele af MSS. *3) Denne Dag skrev Martensen til hende, at han med Hustru og Datter vilde komme Torsdag Kl. 5 og efter Bordet vilde gaa ind og læse for hende alene. "De maa ikke kalde det Plageri. De maa vide og veed, at alt hvad De giør, hvad De har levet og lever, hos mig finder en oprigtig Vens fulde Deeltagelse." (Brevet i Fru Heib. Ark.). *4) Se IV, 30. 24 forklares det ved, at disse i Virkeligheden slutter med Skildringen af Fru Heibergs 70 Aars Fødselsdag, 22. November 1882.

✂ Den overvejende Del af IVA (indtil III. Binds S. 201) blev afskrevet af Frk. Verdelin, antageligt i 1882, Resten af Anna Heiberg, vistnok i 1885; herved fremkom IVB, der efter Gennemsyn af Hauch og Redaktion af A. D. Jørgensen, som for at lette Oversigten delte de altfor omfattende Kapitler i mindre 1), blev Trykmanuskript.

✂

II
OFFENTLIGGØRELSEN

✂ Da Fru Heiberg i 1855 begyndte at nedskrive sine Erindringer, havde hun, meddeler hun selv i et Forordsudkast fra Slutningen af 1870erne 2), ikke mindste Tanke om, at de nogensinde skulde offentliggøres; senere, utvivlsomt allerede inden hun havde sluttet I. Del 3), opstod den Tanke, at det muligt kunde ske efter hendes Død, men efter i nogle Aar at have været opfordret af et Par Venner - der kan næppe være Tale om andre end Krieger og Martensen - kom det paa Tale at offentliggøre de to første Dele; A. D. Jørgensen siger, at det var i 1876 4), men Sandsynligheden taler dog for, at det allerede var i 1875 5). Fru Heiberg var nu traadt tilbage fra Virksomheden som Sceneinstruktrice, og efter i Sommeren 1875 at være vendt tilbage fra sin lange Udenlandsrejse, havde hun, som det er fremstillet i det foregaaende, med Iver kastet sig over Fortsættelse og Færdiggørelse af Værket, bl. a. under Paavirkning af den skarpe Bedømmelse af den Heibergske Teaterledelse, som Edvard Brandes havde udtalt i "Det nittende Aarhundrede". Det er utvivlsomt med Tanke paa en Offentliggørelse, at Fru Heiberg nu lod den i hendes Værk saa stærkt interesserede Martensen gennemgaa Manuskriptet, saaledes som det i det foregaaende er berørt.

✂ Under 5. Oktober 1876 noterer Krieger i sine Dagbøger 6): "Martensen læser Fru Heibergs Erindringer", og samme Dags Aften skriver Fru Heiberg til ham 7): "Nu have vi læst fra 6 1/2 til 10 1/2 og uagtet den gode Afskrift ere vi kun komne igjennem det halve af den første Beyerske Pakke 8), saa der vil *1) Sml. Et Liv. 1. Udg. W, 442. *2) Se IV, 27. *3) Se f. Eks. Var. til I, 253,22 og 268,34. *4) Et Liv. 1. Udg. IV, 435. *5) Det ældste Forordsudkast, trykt i Fodnote 3 til IV, 27, maa efter Indholdet være ældre end det Sted i IIIA (se Var. til II, 344, 5-7), hvor Fru Heiberg omtaler Paabegyndelsen af Erindringerne, og derfor sandsynligvis skrevet inden Udgangen af 1875. *6) VI, 165. *7) Krieger II, 280. *8) Frk. Sille Beyers Afskrift af I. Del. 25 gaae ikke faa Aftener til, forinden vi kommer igjennem det hele til 48. - Martensen paastod, at det meget interesserede ham, at han var vis paa, at det ogsaa af Andre vilde læses med stor Interesse. I Aften var han af den Mening, at det kunde udgives alt nu; om han vil være af samme Mening naar han kommer videre hen i Manuskriptet, kan jeg ikke vide. - Hans Bemærkninger om Forandringer hist og her maatte jeg bifalde og er meget glad over; hvor svært det end vil blive mig at gjøre disse Forandringer, maa de dog gjøres, det føler jeg." Videre skriver Fru Heiberg, at hun har Indtryk af, at Martensen helst vil være ene med hende under disse Forelæsninger, og hun er glad over, at Krieger ikke stødes. "Gid vi vare færdige hermed, thi det tager paa mig atter at skulle gjennemleve Alt dette, og dog er jeg glad over hans Udtalelser i Aften."

✂ I et langt Brev af 15. Oktober 1876 1) gør Martensen nærmere Rede for sine Forslag om Udgivelse: "Jeg har faaet en Idee med Hensyn paa anden Afdeling af Værket, som vistnok maatte ønskes udgivet i Forbindelse med det første 2).... Der bør efter min Formening giøres en anden Inddeling, hvorved de af os omtalte Vanskeligheder ved anden Deel kunne hæves. Den simpleste og naturligste Inddeling er dog visselig at første Deel indskrænkes til det der angaaer Jomfru Pätges og hvorledes Jomfru Pätges bliver Fru Heiberg. Første Deel bør derfor ende med Deres Bryllup hos gamle Hansen i Slangerup,. Deres huuslige Indretning, Familieliv og Familieforhold. - 2den Deel handler om Fru Heiberg. Den begynder med de høist interessante og fyldige Partier om Fru Heibergs Kunstnervirksomhed, Reise til Paris osv. hvorefter der gaaes over til det Manuscript, vi sidst har læst, hvor der gjøres nogle ubarmhjertige Forkortninger, selv om enkelte Skjønheder gaae i Løbet. Paa denne Maade troer jeg at Vanskelighederne ved andet Bind blive hævede. - Tillige foreslaar jeg en pikant Slutning paa 2den Deel 3); at De nemlig paa det sidste Blad siger, at et Spørgsmaal der alt oftere tilforn, til Tider, havde beskieftiget Dem, under den fortsatte Udøvelse af Kunsten og under det fortsatte Samliv med Skuespillere mere og mere paanødte sig Dem med en Magt, der ikke lod sig tilbagevise: Er Skuespilkunsten en moralsk Kunst? Det vil sige: kan den bestaae med de moralske og religiøse Fordringer, der stilles til vor egen virkelige Personlighed? og at De til dette Spørgsmaals alvorligere Overveielse og Besvarelse haaber at kunne give et Bidrag, dersom det forundes Dem at udgive 3. Deel af Deres Værk. Spørgsmaalet maatte fremstilles i en vis Udmaling uden dog at besvares. Jeg for min Deel vilde finde det interessant, at der her blev mindet om Skuespillernes Characteristica i Wilhelm Meister, som den lille Jomfru Pätges læste, men ikke penetrerede, da hun ganske gik op i *1) I Fru Heib. Ark. *2) Sml. Kriegers Dagbøger VI, 167 under 16/10 1876: "Idag blev Martensen færdig til 1849. Han har Intet imod Udgivelse (med Beskjæringer)." Martensen har da formodentlig allerede nu og ikke "senere", som A.D.Jørgensen skriver (Et Liv, 1. Udg. IV, 435), udtalt den Mening, at alt det personlige maatte falde bort ved Offentliggørelsen. *3) Manuskriptet var efter IIA og IIB at dømme endt uden særlige Slutningsord. 26 Mignon, medens Fru Heiberg nu seer paa Skuespillere og Skuespillerinder med et Øie, der er beslægtet - ikke med Wilhelms eller Mignons men med Forfatterens af Romanen. Ved en saadan Slutning vilde der vækkes Anelser, kastes en Brod ind i Læsernes Sjæle, idet Tæppet falder; ja, mange Læsere ville nu hverken vide ud eller ind. Alle ville med spændt Opmærksomhed vente paa hvad der vil komme naar Tæppet atter løftes i tredie Deel."

✂ I Begyndelsen af det nye Aar blev ogsaa III. Del (IIIA) gennemgaaet, men øjensynligt uden Plan om Udgivelse i den nærmeste Tid. 12. Januar 1877 skrev Fru Heiberg til Krieger 1), at hun om Formiddagen fik Bud fra Martensen ved Fruen, at han vilde ofre 8 Fridage paa hende og Værket, og at han vilde komme næste Dag Kl. 6 for at begynde "Læsningen af Resten".,,Det er græsseligt, at han skal læse mit Kludderie, inden det er vasket og renset af Deres Haand, men herved er nu Intet at gjøre. Bare han ikke bliver helt desperat, thi han er ikke vant til at læse mine Runer saaledes som De, saa jeg gyser for, hvorledes det vil gaae. Ja, hvad Fanden vilde jeg paa den Galei! Det er ikke godt at strække sig længere end Ens Tæppe er, og det er det, jeg har gjort og bøder nu for det." I et Brev af 2. Februar 2) meddeler hun Krieger, efter at Gennemgangen af de syv Teateraar er begyndt, at "Martensen har da været hos mig, ydmygt bedende om Forladelse for sin Heftighed. Han talte i høie Toner om, hvad jeg havde leveret, og som jeg burde udgive i levende Live, naar det stærkt private blev strøget. Gud veed, om jeg alligevel nogensinde faaer Mod hertil." - Først 4. April blev de færdige, og Martensen var "elskværdig og tilfreds" 3). Uden Uenighed synes, som det antydes i dette Brev, disse Samvær ikke at være løbet af. Josepha Martensen fortæller 4) om Faderens Drøftelser med Fru Heiberg om selvbiografiske Optegnelser, at Værket "interesserede Martensen levende, og meget deraf beundrede han i høj Grad. Men ved Siden af det meget, han bifaldt og var enig med hende i af det, hun meddelte ham af sit Manuskript, var der dog adskilligt, der ikke tiltalte ham. Dels var der det, han fandt alt for vidtløftigt, dels var der Udtalelser, han alvorligt misbilligede og indtrængende bad hende om at slette. Paa flere Punkter rettede hun sig efter ham, men paa andre var hun ubøjelig. Han var stærkt optaget deraf. Som næsten altid, naar noget satte hans Sind i Bevægelse, kunde han ikke holde det tilbage over for os i Hjemmet, og ofte, naar han i den Periode kom hjem fra sine Besøg hos den ellers saa beundrede Veninde, udtalte han sig dadlende og bekymret hovedrystende om hendes Stejlhed over for hans alvorlige Raad."

✂ Drøftelsen med Martensen er Baggrunden for den foran omtalte indgaaende Gennemrettelse af Manuskripterne, som fandt Sted i Tiden mellem 1876 og *1) Krieger II, 282. *2) Krieger II, 284. *3) Krieger II, 285. *4) H. L.Martensen i sit Hjem og blandt sine Venner (1918), 182 f. 27 1878. Fra denne Periode er ogsaa følgende Fortale til den paatænkte Udgave af de to første Dele 1):

✂ FORORD
Da jeg i sin Tid (Februar 1855) 2) begyndte at nedskrive Erindringer af mit Liv, havde jeg ikke mindste Tanke om, at der nogensinde skulde blive Spørgsmaal om at offentliggjøre dem. Senere opstod vel den Tanke hos mig, at dette muligen kunde ske efter min Død, da der lidt efter lidt kom Anskuelser frem heri, saa vel i Kunsten som i Livet, der kunde vække Eftertanke, men intet Øieblik faldt det mig ind at udgive dem i levende Live. Imidlertid har jeg alt i flere Aar været opfordret af et Par af mine Venner, som kjendte, hvad jeg her har nedskrevet, til ikke længere at tøve hermed. I første Øieblik gøs jeg tilbage herfor, men efterhaanden gjorde jeg mig fortrolig med Tanken herom; og det af følgende Aarsager: Aarene gaa, det ene efter det andet, og med dem Interessen for en Personlighed, hvis Virksomhed hører Øieblikket til. Mange af dem, der i Aarenes Række have viist mig trofast Venskab, har Døden berøvet mig; mange af dem, der have glædet sig ved min offentlige Virksomhed, ere ligeledes borte, og jeg vilde dog gjerne - inden det er for silde - tale til nogle af dem, der af gammelt Venskab ville lytte til mine Ord, og ikke kun til en ganske ny Slægt, for hvem jeg er fremmed. Altsaa, jeg lader nu en Del af de Skildringer af mine Livserindringer, der hidtil laa gjemte i Mørket af en Bordskuffe, se Dagens Lys. Men idet jeg nu, efter en Del Modstand, bekvemmer mig hertil, beder jeg, at man vil forstaa, at et Menneske, der ganske umiddelbart lader sit Liv, med Erindringens Skove og Marker, Høider og Dale, passere forbi, for ligesom at standse dem et Øieblik og se - med skjærpet Blik - i hvilken Belysning nu Alt stiller sig for Øie og Tanke, at et saadant Menneskes Arbeide maa bedømmes paa en anden Maade end Dens Arbeide, der optræder som Skribentinde af Profession.

✂ Jeg kommer altsaa i Haab om, at der endnu ere nogle tilbage af dem, som, idet jeg banker paa deres Dør, venligt ville sige til mig "Kom kun nærmere! Vikjende dig"! 3) *1) Her trykt efter Frk. Verdelins Afskrift, efter Papirfarven at dømme antageligt fra 1879 (i Lægget: B Manuskripter). Sml. A.D.Jørgensens Udtog deraf i Et Liv. 1. Udg. IV, 436. *2) I Koncepten er der først skrevet: 1856. *3) I samme Læg som det ovenfor trykte findes flg. Forordsudkast, efter Blækket at dømme skrevet dels før dels efter Foraaret 1876:Forord.
En Eftermiddag i Februar 1855 sad jeg bedrøvet paa Søkvæsthuset i vor Dagligstue og stirrede ind i Kakkelovnens knitrende Flamme og Bragen, medens et Mylr af Tanker formørkede mit Sind ved Erindringen om de Krænkelser og triste Begivenheder, der atter i Aar havde huseret under de triste Theaterforhold, hvormed Heiberg havde havt en haard Kamp i henved 7 Aar ligeoverfor det umedgjørlige Personale, der modsatte sig Alt, hvad han ønskede at gjennemføre for at hæve den nationale Scene, han havde elsket fra sin tidligste Ungdom, og hvorpaa han selv som Digter havde indsat sine bedste Kræfter. At jeg i denne Kamp stod paa Heibergs Side, vil man vel finde rimeligt. Mit i mange Aar lykkelige Theaterliv var i de sidste Aar i den Grad forrykket og tilintetgjort, at mine Tanker i den Grad vare optagne af denne Modgang, at jeg saa godt som ikke kunde samle mine Tanker paa noget andet end den Sorg og Uro, som [!] denne Modgang i det, som tidligere havde gjort mit Liv saa lykkeligt. I denne Stemning sad jeg nu atter her i Tusmørket og stirrede ind i den knitrende Ild, indtil jeg utaalmodig sprang op og høit udbrød: 28 Fra Tiden ca. 1876-78 er ogsaa følgende med Martensens Forslag stemmende Slutningsord til II. Del øjensynligt beregnede paa at ende den paatænkte Udgave af de to første Dele 1).

* Hvad i Alverden skal jeg dog gjøre for at sætte mit Sind i Ro og slippe de knugende Tanker, der ideligt forfølge mig. - Jeg gaar jo rent til Grunde. [Ovenstaaende første Parti af Forordsudkastet kan if. det violette Blæk tidligst være skrevet i 1876. Det har øjensynligt erstattet flg. overstregede Indledning til et endnu ældre, kortere Udkast, hvori Ordet "Februar" var indsat med Blyant i første Linie: "En Eftermiddag i Februar 1855 i Tusmørket sad jeg paa Søkvæsthuset efter en stormfuld Theatersaison, træt, bedrøvet og stirrede ind i Kakkelovnsilden, medens et Mylr af urolige Tanker gjennemkrydsede mit Hoved. Min tidligere lykkelige Stilling ved Theatret var forrykket ved den ubehagelige Stilling, som Heiberg var kommet i til det umedgjørlige Theaterpersonale, med hvem han nu som Theaterdiercteur i henved 7 Aar havde stridt en Kamp for at løfte det Theater, som han fra sin tidligste Ungdom havde elsket. At jeg i Kampen stod paa hans Side, vil man vel finde rimeligt." Den uoverstregede Del af dette ældre Udkast, der, som det vil ses, indeholder nogle Gentagelser, fortsætter:] Denne Kamp mellem min hele Tilværelse og den Mand, der stod i Spidsen for samme, havde imidlertid tilintetgjort al min daglige Lykke, saa at min Tilværelse nu var mørk, urolig og behersket af de bitreste Følelser af Meget, jeg hidtil havde elsket høit. Mit Sind var forstyrret og jeg betaget af min Sorg og Uro. I denne Stemning sad jeg nu her og fulgte med Øiet de Gnister fra Kakkelovnsilden, der spruttede hid og did. Hvad skal jeg dog gjøre, udbrød jeg tilsidst høit, for at komme ud af denne Sindsstemning, hvori jeg i de sidste Aar lever? [Ordene "Aar lever" er overstreget med det violette Blæk, hvorved Sætningen bliver ufuldstændig.] Hvorledes skal jeg komme bort fra alle de frugtesløse Tanker, der nu pine mig. Jeg gaar jo rent til Grunde i al den Modstand mod Heiberg. Hvad skal jeg dog hitte paa, der kunde give min Interesse en anden Retning end det ulykkelige Theater? Jeg m a a finde paa noget, thi dette her er uværdigt at gaa op i. Med Et faldt der mig en Tanke ind, som aldrig var kommet inden for mit Hoved tidligere. Hvad om du nedskrev og fordybede dig i Fortiden for at glemme Nutiden [Ordene "i Fortiden... Nutiden" indskudt med Blyant] og nedskrev din Barndoms Historie og levede op igjen i din Barndomshistorie, der endnu staar saa levende for dig. Ingen behøver jo at læse det uden høist Heiberg og hans Moder; thi at skrive Noget, der skulde trykkes og læses af Andre, faldt mig intet Øieblik ind. I et Nu sprang jeg op, greb et Ark Papir for strax at begynde paa mit [herefter er overstreget Ordet "nye"] Levnet. Jeg holdt nu en lille Tale for mig selv. Jeg vil [herefter er Ordet "nu" overstreget med violet Blæk] nedskrive Alt, hvad min Hukommelse rummer uden al Reflexion om, hvad noget som helst Menneske vil synes herom, blot fortælle umiddelbart, hvad min Erindring gjemmer. Paa Vanskelighederne ved at nedskrive sine Livserindringer vil jeg slet ikke tænke. Jeg vil nedskrive aabent, ærligt og sanddru, hvad der er mødt mig i Livet af Begivenheder, af Mennesker og den Aandsudvikling, jeg lidt efter lidt har gjennemgaaet ved Tilfældigheden af Sammenstød med andre Mennesker, med mit Barndomshjem, Forældre, Søskende og øvrige Slægt. [Herefter er med samme Blæk som den omgivende Tekst overstreget: "Naar der da er Liv og Sandhed heri, vil det vel kunne taale at læses af Andre, i hvis Hænder det naar. Det har altid været min Mening, naar jeg har læst Andres Livserindringer"]. Men uforbeholdent, aabent og oprigtigt og sanddru skal det være; thi et Livs Erindringer er ingen Novelle, ingen Roman, intet Skuespil ["thi et... Skuespil" er tilføjet med Blyant]. [Herefter er efter ny Linie flg. tilføjet med violet Blæk, altsaa tidligst i 1876:] Jeg har ofte tænkt, naar jeg læste Andres Erindringer nedskrevet, at jeg altid manglede en vis Oprigtighed, der gjorde, at man nu ved Læsningen først ret kom til at kjende dette Menneske. Mig synes, at et Levnet maatte være en aaben Udtalelse, der kunde give dette *1) Udeladt i IIC af A.D.Jørgensen; Originalen i Lægget: B Manuskripter. 29

✂ Naar man har fulgt et Stykke Vei med af en Skuespillerindes Liv, da føres Tanken uvilkaarligt, ja, med Magt hen til Goethes berømte Digterværk "Wilhelm Meister"; thi her se vi tegnet med Mesterhaand alle Afskygninger af den Phantasiverden, hvorom her er Tale. Intet mangler undtagen det sidste store Spørgsmaal, - dette forties eller skydes tilbage tilhyllet af et uigjennemtrængeligt Slør. Ikke vidste, ikke anede jeg i min tidlige Barndom, da dette Digterværk kom mig ihænde og gjorde det mægtige Indtryk, at jeg fattige, ukyndige Barn, som blev henrevet af denne nye Verden, disse ubekjendte Skikkelser, at et Teppe rullede op for mig, og at jeg saae som i et Speil den Verden, hvori jeg selv engang skulde udføre en af Hovedrollernes vanskelige, ansvarsfulde Livsopgave. Et Stykke af Veien er nu tilbagelagt, men et betydeligere staar endnu at gjennemvandre. De, som føle Interesse ved fremdeles at følge mig, ville, hvis det forundes mig at fortsætte disse Meddelelser, se gjennem min lange Erfaring, hvad Dybderne og Høiderne bære for Farer i sig for den menneskelige Sjæls høiere Udvikling. Farer, der føre til det store ofte udtalte Spørgsmaal: Er Skuespilkunsten en moralsk [Herefter har A. D. Jørgensen indsat Ordet: berettiget] Kunst?

✂ Før Iværksættelsen af Planen om Udgivelsen af I. og II. Del ønskede Fru Heiberg dog at høre Andræs Mening og bad ham derfor om at læse Manuskriptet 1). Denne mangeaarige Ven af det Heibergske Hjem kendte sikkert, skriver hans Søn Poul Andræ 2), "af hendes Omtale eller fra selve Manuskriptet store Partier af disse Erindringer længe forinden de udkom, og ved mangen Leilighed have de været Gjenstand for deres Samtale, ogsaa saaledes, at Fru Heiberg, uden maaske ligefrem at meddele Andræ Hensigten med sine Spørgsmaal, har opfordret ham til at udtale sig om Forhold og Personer, som hun vilde berøre i sine Erindringer. Ikke sjelden gjenkjender jeg Andræs Røst, næsten hans Udtryksmaade, i smaa Bemærkninger om politiske Personligheder, om Lehmann til Ex. med "den routinerede Veltalenhed" og "exalterede Begeistring"3), som gjorde det vanskeligt ogsaa for Andræ at tage ham alvorligt. Vistnok har Andræ ogsaa taget Ordet for Udeladelser og Forkortelser af saadanne Episoder, der forekom ham altfor intime til at indvie Offentligheden i, jeg veed, at Fru Heiberg fulgte hans Raad bl. A. med Hensyn til Skildringen af de sørgelige Forhold i hendes Barndomshjem."

✂ Før Andræ nu omkring Begyndelsen af 1880 læste I. Del, har han dog næppe kendt selve Manuskriptet, hvad man vel kan udlede af hans Brev til *Liv en psychologisk Interesse, en som ret kunde komme tilsyne [Læsning af det foreg. Ord usikker] for Andre. Hvad et Liv ellers bragte af Erfaring og Livsbegivenheder, kunde jo bruges til at skrive Romaner, Noveller, Digte etc. Men et Levnet, mente jeg, maatte være en fortrolig Udtalelse ligeoverfor Læseren, der fra dette Øieblik fuldt ud privat maatte ligge aabenbart for Alle. Men vil man nedskrive sit Liv saaledes, da stolede man paa, at intet snævert, ingen Fordom stødte Læseren tilbage fra at modtage Fortroligheden. Jeg mente, at den, der i al Oprigtighed vilde have Lov at udtale sig, maatte betragtes som fortrolige Venner [!], hvor den Ene talte frit, den Anden hørte efter med et velvilligt Sind, der vel kunde dadle det læste, men dadle i Kjærlighed. Aabent og sanddru har jeg vovet at nedskrive, hvad Livet har bragt mig. *1) Se A. D. Jørgensen i Et Liv. 1. Udg. IV, 436. *2) I "Carl Georg Andræ" I (1897), 290 f. *3) Sml. Et Liv. II, 118 f. 30 Fru Heiberg 6. Januar 1880 1): "Jeg længes ret efter at gjensee Dem nu, da jeg har gjennemlæst Manuseriptets første Deel, som paa mange Steder har bevæget mig langt mere, end jeg kan udsige. At min Beundring for Dem kunde voxe, har jeg hidtil betragtet som umuligt, men maa dog nu indrømme, at det utrolige er skeet." At Andræ til Manuskriptet har gjort en Del Bemærkninger, netop af den Art, som Poul Andræ nævner, fremgaar af Varianterne 2), og det maa være efter at have gjort sig bekendt med disse, at Fru Heiberg 31. Januar 1880 i et Brev 3) takkede ham for hans "milde Dom og for [hans] Bemærkninger, som naturligvis ville blive tagne til Følge. - Gid De nu ikke maa trættes ved Fortsættelsen af et Arbeide, som jeg føler, at kun et sandt og opoffrende Venskab vilde paatage sig."

✂ 14. Februar s. A. fik Andræ Manuskriptet til II. Del 4), og det er vel herom, han 15.Marts havde en Drøftelse med Fru Heiberg 5). Antageligt har Andræ ved denne Lejlighed udtalt sig med megen Varme om Værkets Indhold, men nu, om ikke før, fraraadet Udgivelsen af Erindringerne i Forfatterindens Levetid 6). Og det er vel Andræs tungt vejende Forestillinger ved denne Tid, Fru Heiberg mindedes i sit Brev til Krieger 27. Juli 1886, hvori hun om Erindringerne skrev 7): "Andræs Ord lyder bestandig for mine Øren; han sagde: "Husk paa, at De har mange Misundere; giv det derfor først ud, naar De ikke mere er til." Dog, vi to have jo talt saa ofte om, hvad der var rettest i denne Sag, og ogsaa hos Dem har jeg altid syntes, at De hældede til Andræs Mening." Om Andræs Stilling til Publiceringen skriver hans Søn 8), at "saa bestemt var Andræ vistnok imod en saadan, at han end ikke sympathiserede med Udgivelsen af det lille Brudstykke, der findes i Festskriftet til Krieger i Anledning af dennes 70-aarige Fødselsdag, hvor fortrinligt end Indholdet forekom ham, anderledes forklarer jeg mig ikke en lille spøgefuld Paaskrift 9), hvormed Fru Heiberg sender ham et Særtryk af dette Afsnit."

✂ Andræ læste i Sommeren 1880 videre i Manuskripterne, antageligt III. Del og maaske ogsaa den endnu næppe afskrevne IV. Del. 5. Juli skrev Fru Heiberg fra Sandefjord i Norge til Krieger 10): "Hvorledes mon det gaar Andræ med det forøgede store Manuskript, jeg gav ham sidste Gang, jeg saae ham? Mig synes, at han modtog det med megen Overraskelse over dets uanstændige *1) I Fru Heib. Ark. *2) Andræs Bemærkninger i MS er skrevet med Blyant og kendetegnes ved et "A" i Marginen. *3) Originalen i C. G. Andræs Arkiv i R. A. Trykt i "Carl Georg Andræ" I (1897), 272. *4) Se Kriegers Dagbøger VII, 227. *5) Se Kriegers Dagbøger VII, 241: "Andræ talte i Aften med Fru Heiberg om Manuskr." *6) A. D. J. i Et Liv. 1. Udg. I, 436. *7) Krieger II, 371. Brevet er udførligt citeret i Et Liv. 4. Udg. IV, 40. *8) Se Carl Georg Andræ I, 291. *9) "Hr. Geheimeraad Andræ, til Trods for, at De er uartig. Johanne Luise Heiberg". Se Flemming Dahl: "Det Andræ-Heibergske Venskab" i Hist. Medd. om Kbh., 3. R. I (1935), 269. *10) Krieger II, 334. 31 Omfang." Efter sin Hjemkomst indbød hun Andræ til Middag, for at hun kunde takke ham for den store Tjeneste, han havde vist hende 1). Den Omstændighed, at hun kun i Manuskriptet til I. Del har gjort Bemærkninger, tyder imidlertid paa, at han som foran omtalt allerede i Foraaret havde raadet fra Udgivelse; og at Fru Heiberg allerede da har besluttet at følge hans Raad turde vel fremgaa af, at hun under Sommeropholdet i Norge Juni-August studerer de P. A. Heiberg-Gyllembourgske Breve og altsaa synes at være i fuld Gang med Forarbejderne til Bogen om Heibergs Forældre 2). Fru Heibergs ringe Iver for at læse Edvard Brandes' Bog om "Dansk Skuespilkunst", der udkom i Foraaret 1880 3), peger vel ogsaa i Retning af, at hun har skrinlagt Tanken om i hvert Fald nu at udgive sine Erindringer.

✂ Men da Fru Heiberg i Efteraaret 1882 havde udsendt Bogen "P. A. Heiberg og Thomasine Gyllembourg", der paa en vis Maade kan siges at danne Baggrunden for hendes egne Erindringer, kom Spørgsmaalet om Udgivelsen af disse atter op 4). Dette fremgaar af et "Forord til mit Levnet", i hvis Margin Krieger har bemærket, at det er "skrevet i Sommeren 1883 under en siden opgivet Forudsætning". Det har følgende Ordlyd 5):

✂ Naar jeg nu, efter 28 Aar - saa længe er det siden at jeg begyndte dette mit Livs Optegnelser - paany gjennemlæser alle disse Blade, da griber mig en Forundring over mangt og meget, som jeg har havt Mod at nedskrive, men mest af Alt forundrer mig den Uforbeholdenhed, hvormed jeg udtaler saa meget til min egen Roes, om den Anerkjendelse, som er blevet mig ydet, dels af Publikum og dels af mine samtlige Venner og Bekjendte. Men man maa vel huske paa, at den Aabenhjertighed, hvormed jeg har udtalt mig, saa vel om mig selv som om andre Mennesker og Forhold, laa i, at det, i alt Fald i det Tidspunkt, hvori det blev nedskrevet, ikke et Øieblik faldt mig ind, at det nogensinde skulde trykkes og overgives til Offentligheden. Den Tanke kom først til Liv længe efter det Tidspunkt, hvori mit Levnet blev nedskrevet 6), og 7) hvad den uforbeholdne Maade angaar, hvori jeg omtaler mig selv, da hidrører den derfra, at jeg under Fremstillingen ligesom stod udenfor og betragtede mig selv som en Person i Afstand, En, som jeg skildrede næsten som en Afdød, hvis Liv var sluttet, og som Intet havde at gjøre med den endnu levende Personlighed, der nu førte min Pen. Idet jeg skrev, tænkte jeg ikke paa, hvad man vilde synes herom, ikke paa den kolde, skarpe Kritik, men kun paa at udtale, hvad der boede i mit Indre, kun paa at klare alle de Tanker og Betragtninger, der i Aarenes Løb havde gjæret i mit Sind, og jeg nedskrev dem med Ønsket om, at de skulde fremtræde med den størst mulige Sandhed. Jeg kan høre Nogle sige: "Ja, det var naivt af dig; thi det store Publikum taaler ikke altid den fulde Sandhed. De have en Tilbøjelighed til at lægge til *1) Brev af 13/9 1880 i Andræs Arkiv. *2) Krieger II, 327, 329. Sml. Et Liv. 1. Udg. IV, 343 f. *3) Se Brev til Krieger 6/6 1880 (Krieger II, 329). Sml. Et Liv. III, 202. *4) Sml. Et Liv. 1. Udg. IV, 436. A. D. Jørgensen siger her, at det var Erindringernes første Halvdel, der paany var Tale om at udgive. Af det flg. synes det dog at fremgaa, at Fru Heiberg ønskede det hele udgivet nu. *5) I Lægget: B. Manuskripter. *6) Sml. IV, 24. *7) Resten af Udkastet er gengivet af A. D. Jørgensen i Et Liv. 1. Udg. IV, 437, i hvilken Form det her er trykt. 32 og trække fra, alt som det konvenerer deres egen Tankegang om Mennesker og Begivenheder. De stødes let ved et Skriftemaal, der ikke er indhyllet i Slørets Folder; de ønske vel Sandheden, men helst med nedslagne Øjne, ikke med et freidigt, aabent Øjekast. Min Anskuelse har det altid været, den være sig nu falsk eller rigtig, at naar man føler Trang og Lyst til at gjennemløbe sit Liv og gjentage de Tanker, Kampe og Skæbner, man har været underkastet, da bør dette, hvis det for stedse skal indeholde en Lærdom, ske med fuld Aabenhed, uden anden Frygt end den, at Noget kunde indsnige sig af Usandhed og upaalidelig Fantasi. Kan man ikke det, da maa Memoirer opgives; er der ikke i den rene Sandhed nogen Poesi, nogen Lærdom for Andre, ja da er det bedst at lade det Hele fare og hugge sit Livs Erindringer op i Noveller og Skitser. At afholde sig rent fra at føre Pennen, kan være vanskeligt nok, naar det indre Liv ligesom bugner af Minder, der daglig trænge sig frem med Trang til Udtalelse.

✂ Naar man ikke altid kan fjerne sin egen Person saa langt, at den staar som en Fremmed for vor Betragtning, ja da overfaldes man af en Undseelse, der kan ende med en næsten uhyggelig Følelse ved at beskjæftige sig saa længe med sig selv, hvad der jo let faar Udseende af en taabelig Forfængelighed. Mange Anfægtelser har jeg i de senere Aar havt i denne Retning; de have ofte været saa store, at jeg, da det store Manuskript endelig laa færdigt, ofte tænkte, om det ikke vilde være en Lykke, hvis en Ildebrand eller en anden Tilfældighed i et Nu tilintetgjorde det Hele. Men til selv at putte det i Ilden, dertil havde jeg ikke Kraft og som mig syntes heller ikke Ret. Jeg har desuden en vis Taknemmelighedsfølelse overfor dette vidtløftige Arbeide; thi hvor mangen en Gang har det ikke lettet mit trykkede Sind, der blev frigjort ved paa Papiret at udtale, hvad jeg ikke mundtlig kunde udtale for Nogen, af Frygt for ikke at blive forstaaet. Du vil, min Læser, maaske svare: det samme kan jo overgaa dig nu! Ja, visselig, deri har du Ret; men blandt de mange Læsere er der dog maaske nogle, som Skæbnen aldrig har ført i min Nærhed, og som dog ville sige: tal du kun frejdig ud, vi ville forstaa dig! Havde jeg ikke den Tro, at En og Anden kunde drage Nytte af et Levnet som mit, da skulde jeg visselig have Kraft til at tilintetgjøre det Blad for Blad.

✂ Fra en lidt senere Tid, vistnok Foraaret 1884, hidrører følgende Udkast til "Slutningsord til det hele Værk" 1):

✂ Da jeg i Vinteren 1883-84, altsaa i mit 72. Aar, paany gjennemlæste mine igjennem en saa lang Aarrække og i saa forskjellige Stemninger nedskrevne Livserindringer, blev jeg ofte betænkelig og urolig, ikke fordi jeg i noget Punkt har forandret mine Anskuelser, men jeg spurgte mig uvilkaarlig selv: hvorledes vil Verden dømme om den Frimodighed og Aabenhed, der lyser ud af det Hele? Hvad vil man tænke om de uforbeholdne Domme, jeg ikke sjelden har udtalt? Vil Verden paaskjønne den Oprigtighed, den Fortrolighed, hvormed jeg træder den imøde? Jeg veed det ikke; men jeg haaber, at man ikke vil kunne miskjende den Sandhedskjærlighed, som har besjælet mig, og man vil vel ogsaa forstaa, at jeg baade paa min Husbonds og mine egne Vegne har følt en stærk Opfordring til at udtale mig om mangt og meget.Men vilde jeg skrive, maatte det blive i den Uforbeholdenhedens og Frimodighedens Aand, hvori det er sket.

✂ Lad mig endnu kun tilføie: Alderdommen er mild, bør i alle Tilfælde være det. I mit *1) Trykt af A. D. Jørgensen i Et Liv. 1. Udg. IV, 438 f., i hvilken Form det her gengives. Originalen i Lægget: B Manuskripter. Paa Koncepten dertil har Krieger noteret: "Omskrevet April 1884". De Linier, som kom til at slutte sidste Del af Værket, er antageligt formuleret i 1885 (se 4. Udg. IV, 23). 33 Hjerte har jeg forlængst tilgivet alle dem, der have forvoldt mig Uro og Smerte, og der staar nu kun tilbage at udtale min Tak til de Mange, der have forstaaet mig, i Kunsten, i Livet.

✂ Vel fra endnu senere Tid er følgende

✂ FORORD TIL VÆRKET 1)
Disse mine Optegnelser af mit Liv ere begyndte 1855 og fortsatte til 1859, da en Pause paa 5 Aar indtraadte. 1860 døde min Husbond, og Lysten til at fortsætte udeblev. 1864 begyndte jeg paany, og fortsatte med mindre og større Mellemrum.

✂ At jeg er en Dilettant i Skrivekunsten vil man hurtig opdage, men dog vover jeg her at fremstille mig for et større Publikum for at meddele det mit Livs Tilskikkelser og Erfaringer. Jeg har i disse Meddelelser blandet mit private Liv sammen med mit offentlige, fordi det er min Anskuelse, at disse høre sammen, naar et Levnetsløb skal give et helt og ikke et halvt Billede af Personen.

✂ Havde disse Meddelelser kommet frem for 30 Aar siden, da troer jeg vist, at mangen en Ven, mangen en Veninde i Publikum havde læst dem med Interesse. Hvorledes det nu vil gaa, er en anden Sag; det er nu saagodtsom en Fremmed, der træder dem i Møde og som de skal gjøre Bekjendtskab med. Gid da Billedet af denne Fremmede maatte kunne skaffe sig nye Venner og Veninder, i alt Fald Sjæle, der maa kunne forstaa hendes Lidelser, hendes Kampe og hendes Glæder.

✂ "Værket", som det saa ofte ses kaldt, havde, oplyser A. D. Jørgensen, i Tiden omkring dets første Afslutning (Efteraaret 1879) faaet Titlen "Et Menneskes Liv", noget senere (vel omkr. Midten af 1880erne) ændredes den til "Et Liv, gjenoplevet i Erindringen" 2).

✂ Det turde maaske være i Forbindelse med de fornyede Planer om Udgivelse af Værket, at Fru Heiberg i Foraaret 1884 havde overladt Heibergs Sekretær i Teaterdirektionen, den senere Leder af Teatret, Kammerherre F. J. G. Berner, i hvert Fald væsentlige Partier af Manuskriptet til III. og IV. Del (herunder Afhandlingen om Skuespilkunsten) til Gennemsyn. Efter Læsningen udarbejdede han nogle venlige, men dog kritiske teaterhistoriske Bemærkninger, som han tilsendte Fru Heiberg, idet han tillige af Hensyn til endnu levende Personer, bl. a. Phister, udtrykte Betænkelighed ved Udgivelse paa det daværende Tidspunkt. Øjensynligt med Henblik paa det Hele gør han paa et af Bladene følgende Notits: "Jeg har aldrig læst noget Skjønnere end Skildringen af Deres huslige Samliv med Etatsraad Heiberg. I sine Hovedtræk vidste jeg jo nok at det var og maatte være saaledes; men alle de mange Details som her oprulles for Blikket af hans fine ridderlige Opmærksomhed og dybe og varme Følelse, ere ligesaa opløftende som rørende at læse, og træde dobbelt klart frem fordi de som i Relief have al den Lumpenhed og *1) Findes i Lægget: B Manuskripter i Fru Heibergs Koncept og Renskrift. Er trykt af A. D. Jørgensen i Et Liv. 1. Udg. II, 353 f. med Betegnelsen "et i Forfatterindens sidste Aar flygtig henkastet" Forord. *2) Se Et Liv. 1. Udg. IV, 434, 439. Sml. Fru Heibergs egenhændige Titelblad i Lægget: B. Manuskripter, hvor "Et Menneskes Liv" med Kriegers Haand er ændret til den sluttelige Titel. I Hauchs Brev til Fru Heiberg 19/1 1886 nævnes Manuskriptet som "Et Liv, gjenoplevet i Erindringen". 34 Bagvaskelse, hvormed lave Sjæle og urene Naturer omgave ham fra alle Sider" 1). Andre Udtalelser af ham findes i samtidige Breve til Fru Heiberg, saaledes skriver han 20. Marts 1884: "Jeg har igaar med den mest levende Interesse gjennemlæst hvad De medgav mig, og skal nu paany gjennemlæse det idag. Kun en Aand som Deres er i Stand til en saa djærv og frygtløs Fremstilling af Personer og Forhold; en mindre Aand vilde ikke have vovet det; men naar De engang har indtaget dette Standpunkt, ere de enkelte Smaabemærkninger, som jeg imorgen skal tillade mig at fremsætte, selvfølgelig af forsvindende Betydning" 2).

✂ Noget senere overlod Fru Heiberg hele sit Manuskript til A. G. Ø. Hauch (f. 1836) - som havde været hende behjælpelig med Bogen om Heibergs Forældre - øjensynligt i den Hensigt, at han skulde bistaa hende med Redaktionen og Udgivelsen af Værket 3). Et Brev fra Hauch til Fru Heiberg af 8. Januar 18864) viser, at han maa have faaet "Papirerne" i Efteraaret 1885, men uden Forpligtelse til at læse dem med det samme, end ikke i Løbet af den kommende Vinter. Paa Fru Heibergs Forlangende sendte han imidlertid nu Manuskripterne tilbage, skønt han ikke havde tilendebragt Læsningen. Nogen systematisk Gennemgang af Værket sammen med Forfatterinden synes ikke at have fundet Sted, men Hauch har ved Parenteser og Marginalbemærkninger stillet en Del Forslag mest til rent redaktionelle Ændringer. Til II. Del (IIB) er hans Bemærkninger dog yderst faa, maaske fordi denne var afskrevet og samtidigt gennemarbejdet af Krieger. I IV. Del ses hans Haand kun i Begyndelsen samt i Afhandlingen om Skuespilkunsten.

✂ Hauchs Sarmarbejde med Fru Heiberg blev ikke af Varighed; det blev brat afbrudt efter en Samtale, han Lørdag den 9. Januar 1886 havde med hende om Værket. Han gjorde ved denne Lejlighed forskellige Indvendinger imod dets Indhold og Form, og Fru Heiberg følte sig saa ilde berørt deraf, at hun dels i Samtalen, dels i et følgende Brev tilkendegav, at hun forstod det saaledes, at han ikke følte Interesse for hendes Selvbiografi, hvorfor hun ikke ønskede fortsat Bistand. Dette Fru Heibergs Brev foreligger ikke, men derimod findes et længere Brev fra Hauch dateret 19. Januar 1886 om denne Afslutning paa Samarbejdet. Da dette Brev indeholder en udførlig Kritik fra en samtidig højtdannet og interesseret Personlighed, der vel var Ven af Fru Heiberg og hendes Kunst, men dog ikke hørte til den lille Venneog Beundrerkreds, der gennem Aarene havde fulgt Erindringsværkets Tilblivelse, gengives dette Brev her in extenso, blot med Udeladelser af ganske ligegyldige Bemærkninger:

*1) Berners Bemærkninger findes i Lægget: B Manuskripter. En Del af dem anføres i Varianter og Noter i nærværende Udgave. *2) I Fru Heib. Ark. yderligere Udtalelser i hans Breve af 9/4 og 13/4 s. A. - Berners Arkiv i kgl. Bibl. indeholder en Del Breve fra Fru Heiberg, men intet om denne Sag. *3) Sml. Et Liv, 1. Udg. IV, 436. Naar A. D. Jørgensen der antyder, at det var paa et noget tidligere Tidspunkt, Hauchs Arbejde med Manuskriptet fandt Sted, stemmer det ikke med Hauchs i det flg. citerede Breve. *4) Fejlagtigt af Hauch dateret 8/11885. Findes i Fru Heib. Ark. 35

✂ Kjære Fru Heiberg!
Jeg takker Dem for de Ord, hvormed De slutter Deres Brev til mig, "at vi altid ville kunne mødes i Livet som gamle Venner". Dette er smukt og nobelt sagt af Dem, med Glæde og Taknemmelighed modtager jeg Deres Tilsagn.

✂ Skjønt jeg naturligvis ikke kan tænke paa at indvende noget imod en Beslutning, som De finder nødvendig for Deres Ro, maa De dog tillade mig at imødegaa nogle af Deres Udtalelser, thi De tillægger mig Meninger, som jeg aldrig har havt og følgelig heller ikke kan have udtalt. Da jeg i vor Samtale Lørdag d. 9de Januar saa uventet fik det Spørgsmaal af Dem, om det ikke var saa, at jeg ikke følte Interesse for Deres Selvbiografi, saa var mit Svar ingenlunde det, som De gjengiver i Deres Brev. Jeg svarede, at jeg fandt, at den trods de mange interessante Partier, som den indeholdt, dels var for bred, og dels at den ikke stod paa Højde med Deres fortræffelige mundtlige Gjengivelse af, hvad De har oplevet eller fundet ved Reflexion, De forekom mig

✂ - ligesom Welhaven - at udvikle Deres Tanker mundtlig med en Genialitet og Friskhed, som jeg ikke saaledes fandt i det skrevne Ord.

✂ Men dette er noget vidt forskjelligt fra den haarde, koldt nedrivende Dom De tillægger mig. Tillad mig at gaa ind paa de enkelte Punkter i Deres Referat af mine formentlige Paastande. De tillægger mig den Mening, at Deres Liv som Barn ikke har Interesse. Dette er saa langt fra Tilfældet, at jeg tværtimod finder denne Del overordentlig interessant, og jeg vil beklage meget, om den ikke bliver udgivet. Jeg er endog - i Modsætning til Gehejmeraad Andræ - af den Mening, at der ikke burde udslettes noget af Deres uforbeholdne første Fremstilling, men at det burde med.

✂ Anderledes forholder det sig med det andet Punkt. Herom skriver De: "Hvad jeg troede vilde interessere, nemlig at see, hvorledes et under saadanne Forhold opvoxende Pigebarn, udsat for moralsk Fortabelse, holder sig ren ad de farlige Veje, blot ved at bede Gud om Hjælp og Bistand som f. Ex. i Fristelsen ved den unge, smukke Militærs lidenskabelige Cour, finder De kedsommeligt og vil have strøget 1)."

✂ Jeg finder det nu ikke "kedsommeligt" - dette, som de fleste andre Prædikater, maa De erindre, at De har lagt mig i Munden, De har troet , at jeg mente det saaledes, og kun af Høflighed ikke udtalte det - men jeg finder, at det ikke har den psychologiske Interesse De tillægger det. Enhver kan, uden at det siges, forstaa hvilke overordentlige Efterstræbelser en Kvinde med Deres eminente legemlige og aandelige Fortrin, udstyret som uendelig faa Kvinder have været, maa have været Gjenstand for. At De har holdt Dem ren under disse Efterstræbelser, trænger man ikke til noget Bevis for. Deres hele Liv som Kunstnerinde, som Johan Ludvig Heibergs Hustru kan vel fritage Dem for at anføre slige Beviser. Jeg tilstaar derfor, at Deres "Liv, gjenoplevet i Erindringen", i mine Tanker vilde vinde ved Udeladelsen af disse for *1) Sml. I, 74 f. 36 Publikum mindre vigtige Details, som ikke sige andet end, hvad enhver kan tænke sig, og særlig Episoden med Officeren finder jeg ikke af videre Betydning.

✂ De tillægger mig den Mening, at jeg vilde have udeladt Sommeropholdet i Hirschholm. Nej, det har jeg aldrig sagt eller tænkt. Jeg har kun sagt, at jeg ikke blev saa stærkt slaaet deraf, fordi jeg havde indlevet mig saa stærkt i Situationen ved Hertz's dejlige Digte - men det kunde aldrig falde mig ind at foreslaa det udeladt, det bør absolut med. Hvad der gjorde mig noget køligere derfor var forresten den lille Omstændighed, at Hertz's Vittighed med "Thomaskine" saarede og bedrøvede mig. Jeg, som af Hertz's Digt "Hyacintherne" 1) havde faaet Indtrykket af hans Veneration for Fru Gyllembourg, fik her noget slaaet itu i mig, da jeg hørte denne flaue kjøbenhavnske Vittighed - saaledes talte han om den 25 Aar ældre Dame, denne fine, elskelige Personlighed, som jeg altid har æret, og siden jeg læste hendes Breve, ærer hende endnu højere. Jeg tror, at dette forstemte mig saaledes, at jeg af den Grund saa mere koldt paa hele denne Episode. Men udelade den, det har jeg aldrig tilraadet!

✂ De siger dernæst: "I enhver Udtalelse om mit religiøse Liv, min Barnetro - - - ser De kun en traditionel Lære, en forældet Sentimentalitet, en gammel Kones Raisonnement, der ikke har fulgt med Tidens Fremskridt og Fornuftlære. Alt sligt maa derfor stryges helt og holdent." Nej, hvor dette har overrasket mig! Jeg ved ikke af, at jeg [har] foreslaaet en eneste saadan Udeladelse, og vi have heller ikke berørt dette med en Stavelse i vor Samtale i Lørdags. Hvor skulde jeg kunne tænke noget saadant! Jeg, som - det tør jeg sige - er i høj Grad tolerant, som hader ethvert Forsøg paa at krænke andres Tro, som dertil, uagtet jeg ikke selv deler Deres religiøse Anskuelser, dog nærer en dyb Ærbødighed for Kristus's Lære og bestandig beskjæftiger mig med den - jeg skulde se overlegent og haanende ned paa det troende Standpunkt. Nej, denne Beskyldning rammer mig virkelig ikke.

✂ Deres Fremstilling af Deres Alfetro har jeg - heller ikke forlangt helt strøget, thi det indsaa jeg ikke lod sig gjøre - men ønsket indskrænket i Omfang, men dette er jo dog ikke noget, der har at gjøre med Kristendommen, man kan vel snarere sige, at den er uforenelig med Kristendommen.

✂ Afhandlingen om Skuespilkunst har jeg ikke "frakjendt Betydning". Jeg har sagt, at det i mine Tanker forringer dens Betydning, at den ikke fører til noget Resultat, eller rettere, da den modstræbende lader forstaa, at Resultatet bliver, at vi faa Lov at beholde Skuespillene, at den saa ikke aabent vedkjender sig dette. Hvad Detailbemærkningerne i den angaar, er der meget, som har stor Betydning, omend jeg havde ventet noget mere Indgaaen paa enkelte Punkter.

✂ Denne Dom afviger dog i meget væsenlige Punkter fra den, De har tillagt mig.

✂ Jeg savner derimod i Deres Brev mine vigtigste Indvendinger, og for at vi kan staa klart overfor hinanden, vil jeg her tilføje denne: De skriver *1) Se I, 165 ff. 37 anderledes, som en Person, der har et andet aandeligt Fysiognomi, end det De har, naar De taler. En Fortælling om en Episode af Deres Liv, en Fremstilling af et udmærket Spil - f. Ex. Ryges - er, naar De fremsætter den mundtlig, en kunstnerisk Præstation af høj Rang. Med en meget beskeden Anvendelse af Deres glimrende Skuespillerindetalent - herpaa maa der lægges Vægt, De spiller ikke en Rolle, naar De sidder i Deres Dagligstue, De "agerer" ikke, som man siger - opnaar De med tilsyneladende simple Midler, uden at hæve Stemmen, uden at kopiere Folks Maade at tale paa, med faa og rolige Gestus, en forbausende Virkning. Det er naturligvis et stort Tillæg i Nydelsen, at man har Deres udtryksfulde Mimik men det er langtfra alt. Kunde man stenografere Deres Fortællinger, vilde der komme noget fortrinligt ud, Stilen vilde blive langt friskere og originalere, mindre Bogsprog, kortere, fyndigere, mere elektriserende, mere rammende Maalet.

✂ Nu ved jeg De vil sige: Skriver jeg da saa slet? Nej, De skriver ikke slet. men De skriver anderledes, end De skulde skrive, for at man kunde faa det rigtige Begreb om Deres sjeldne Begavelse. Jeg finder ikke, at det lykkes Dem, naar De omtaler Deres egen Spillemaade, at fremkalde et rigtigt Billede deraf, det hele er holdt for almindeligt, der mangler Farve, og mærkeligt nok, Humor - en Evne, der i saa høj Grad udmærker Deres mundtlige Fremstilling 1).

✂ En Del af Deres Skrift har jeg særligt imod: det er de mange indstrøede, moraliserende Henvendelser til andre. Man gavner ikke ved at moralisere....

✂ Altsaa: netop fordi jeg kjender Fru Heiberg som den geniale Kunstnerinde, som den kloge, fine Iagttager, som den livfulde, humoristiske Fremstiller, netop derfor kan Biografien ikke tilfredsstille mig. Den Fru Heiberg, man der lærte at kjende forekommer mig et blegere, udvisket Billede af den, jeg har kjendt.

✂ Det gjør mig ondt, at De hos mig ikke har fundet den Bistand, hvortil De trængte 2). Jeg vilde ret ønske, at De maatte finde en anden, der kunde give Dem det, jeg ikke har formaaet. Fr. Lange f. Ex. Han er dannet, begavet, hæderlig og Dem meget hengiven.

✂ Jeg kommer snart til Dem; hvis De imidlertid ikke ønsker at tale videre
om denne Sag, saa lad mig det vide.
Deres hengivne
A. G. Ø. Hauch.

✂ Den senere Overlæge og Forfatter Frederik (Fritz) Lange, fra hvem der i Fru Heibergs Arkiv findes en Del Breve, og som i "Ude og Hjemme" 19.

*1) M. F. Sødring tillægger Julie Sødring en lignende Dom: "Det Præg af Bitterhed, som hviler over store Partier af Værket, bevirkede, at min Moder slet ikke kunde faa fat paa den Elskværdighed og Friskhed, den Sans for det komiske, som hun mente karakteriserede den Fru Heiberg, som hun havde holdt af." (Julie Weber Sødring II, (1895) 328). *2) Sml. A. D. Jørgensens Bemærkninger i Et Liv. 1. Udg. IV, 436 og Josepha Martensen i "Nogle personlige Minder om Johanne Luise Heiberg" i "Studenterhjemmet"s Julebog (1912), 79. 38

✂ November 1882 skrev en Karakteristik af hende, kom vistnok ikke til at læse Manuskriptet. Fru Heiberg fik en helt anden Hjælper.

✂ Naar A. D. Jørgensen siger 1), at Fru Heiberg, efter at Hauchs Læsning var afbrudt, "henlagde Manuskriptet i Mistvivl om, at en yngre Generation vilde sætte Pris paa hendes Udtalelser", maa det bero paa den ikke rigtige Opfattelse, at Samarbejdet med Hauch laa nogle Aar tidligere. Thi allerede i Maaneden efter Hauchs ovenfor citerede Brev henvendte Fru Heiberg sig til ham.

✂ A. D. Jørgensen havde lært Fru Heiberg at kende i November 1878, da han paa Kriegers Opfordring til at læse Historie med Døtrene kom i Hjemmet for at træffe nærmere Aftale. "Fruen imponerede mig så temmelig," skriver han, "hun er utvivlsomt, trods det stødende i sit væsen, et ualmindeligt kvindemenneske" 2). - "Dette gav anledning til," staar der i hans Selvbiografi 3), "at jeg kom i nærmere forhold til disse to mærkelige mennesker," og i Løbet af 1880erne udviklede sig "det stilfærdige forhold til A. F. Krieger og til fru Heiberg til et fortroligt venskab" 4). Det var imidlertid først i Februar 1886, hun betroede A. D. Jørgensen, at hun havde skrevet sit Levned og bad ham læse det 5). Herom skriver han 6): "Følelsen af, at Skriftet i alle Tilfælde trængte til en Revision, kom atter og atter op hos Forfatterinden, og heller ikke Ønsket om at faa de første Dele frem, medens hun endnu selv levede, og endnu levende gamle Venner kunde have Glæde af det, var helt bragt til Ro. Fru Heiberg bad derfor mig om at læse det igjennem og hjælpe hende, som hun sagde, til en endelig Bestemmelse af dets Skæbne. Jeg havde dengang (Februar 1886) alt i en 7-8 Aar havt den Glæde at komme i jævnlig Berørelse med Fru Heiberg, men skjøndt vi gjentagne Gange vare komne ind paa personlige Forhold af beslægtet Natur, havde hun dog aldrig nævnt Tilværelsen af et saadant Værk for mig; en lille Biografi af Biskop Brorson, som jeg netop dengang havde sendt hende, gav maaske nærmest Anledning til at hun overvandt sin stærke Tilbageholdenhed i den Henseende" 7). Om sit Indtryk af Læsningen skriver han i "En Redegørelse" 8): Det var længe siden, noget havde grebet mig så dybt; hvilke mangler og svagheder man end kunde finde hos fru Heiberg, måtte enhver overfor denne redegørelse for et menneskeliv og en menneskesjæl, for en livsgjerning i kunstens tjeneste, med tak tilstå, at dette var noget ualmindeligt, noget på sin vis enestående. For mig blev det en rig kilde til kundskab og personlig berigelse." I sit Brev til Fru *1) Et Liv. 1. Udg. IV, 436. *2) A. D. Jørgensens Breve, S. 78. *3) En Redegørelse (1901), 144. *4) En Redegørelse, 154. *5) En Redegørelse, 156. *6) Et Liv. 1. Udg. IV, 439 f. *7) I Brev til A. D. Jørgensen af 14/2 1886 (hos Arkivar Harald Jørgensen) takkede Fru Heiberg for Tilsendelsen af Brorsonbogen. Sml. A. D. Jørgensens Breve, S. 158. *8) S. 156 f. 39 Heiberg 16. Maj 1886 1) med Tak for at have maattet læse hendes Manuskript mener han, at det bør udgives, men vil "foretrække kun at udgive et "brudstykke", 1828-49 (eller 1830-49) og da lade en "udgiver", en anden forfatter, give dels en lille fortale, dels et resumé over Deres ungdoms- eller rettere barndomshistorie. Denne udgiver kunde da på eget ansvar give de nødvendige og ønskelige oplysninger, både om Deres tungsindige forhold i hjemmet, de personlige konflikter, som De så tidlig droges ind i, og andres vidnesbyrd om Deres standpunkt og ydelse på denne tid. - Således tror jeg sikkert, at det vilde blive en god og fornøjelig og overmåde velgørende bog, uden at den vilde give Dem en trykkende fornemmelse af enten at have sagt for meget eller at have stillet Dem selv frem." A. D. Jørgensen tilføjer udtrykkeligt, at han ikke ønsker at være "udgiver", men at han "til det yderste skal være villig til at imødekomme hvert Deres ønske med hensyn til dette skønne skrift. Jeg har ikke tilladt mig at sætte noget mærke i håndskriftet, fordi jeg først måtte læse det uforstyrret, men jeg skal, såsnart jeg kender Deres bestemmelse med det, tage fat påny og gøre hvad jeg formår for at bringe enkelthederne henimod det formål, der så tydeligt ses at have foresvævet Dem." 17. Maj takker Fru Heiberg for den Hurtighed, hvormed han har læst det store Manuskript, og skriver videre: "Jeg har nu i Dag grundet over Deres Forslag, om det end ikke er mig ganske tydeligt, og destomere glæder jeg mig til at tale med Dem derom. I Aar og Dag har jeg kjæmpet med mig selv, om jeg turde bede Dem om, hvad De nu har gjort for mig. De hører til dem af mine Venner, hvis Dom det meest laa mig paa Hjerte at erfare" 2). 27. Maj s. A. foreslaar A. D. Jørgensen Afhandlingen om Skuespilkunsten trykt i Tilslutning til Perioden, som ender 1849. "Den kunde jo dateres, og alt ønskeligt til dens forståelse kunde jo forudsendes. Med nogen forandring vilde den helt kunne tabe sin akute karakter, men ved sin stemning ligesom forbinde biografiens senere dele, så disse ikke engang i tiden kommer som en overraskelse med en af det foregående slet ikke antydet opfattelse af skuespillerne og skuespilkonst." - Om end han finder Afhandlingens sidste Halvdel for bred, "saa vil dog ingen tvivle om, at Martensen har ret i sit udsagn, at det er en mærkelig rig og indtrængende psykologisk studie. Netop ved 1849 vil den desuden kunne stå uden skade, uden for stærkt at tynge i vægtskålen mod konstens udøvelse, såsom alt det foregående jo fører et glimrende bevis for konstens herlighed. Ja, man vilde måske endog kunne sige, at et advarende ord til de unge læsere, som vil blive henrevne af hin skildring, her kunde være på sin rette plads. - Dog det må De nu alt overveje selv; jeg skal foreløbig gå ud fra, at De ikke ønsker afhandlingen trykt, og da kun takke Dem for, at De har ladet mig læse den" 3). Fru Heiberg svarede 28. Maj 4), at hvad enten Afhandlingen burde trykkes ved første Afdeling 5) eller ikke, vilde hun være *1) Breve, S. 166 ff. *2) I Brev til A. D. Jørgensen (hos Arkivar Harald Jørgensen). *3) A. D. Jørgensens Breve, S. 168 f. *4) Brevet er i Privateje. *5) Hermed mener Fru Heiberg øjensynligt Tiden indtil 1849. 40 ham taknemlig, om han ved Lejlighed vilde foreslaa hende de antydede Forandringer og Forkortninger 1).

✂ De fortsatte Drøftelser, øjensynligt sinkede af A.D.Jørgensens alvorlige Sygdom 2), kan ikke følges direkte, men Fru Heiberg var nok skuffet over, at han ikke foreslog, at det hele Værk blev udgivet nu. Det fremgaar af hendes Brev fra Engelholm i Skaane til Krieger 27. Juli 1886 3): "Tak for, at De ikke forholdt mig Brevet fra Jørgensen, uagtet det jo unægtelig har gjort mig lidt urolig i Sindet, især over, at han jo aabenbart har faaet det Indtryk, at Heiberg ikke staaer retfærdiggjort i Theatersagen, det væsentligste, hvorfor hele Værket er skrevet. Er det forfeilet af mig, saa ønsker jeg, at jeg aldrig havde sat Pen til Papiret i denne Sag. Ogsaa har jeg i en anden Henseende faaet store Skrupler. Sæt at den elskværdige Jørgensen plager sig selv med at ordne Manuskriptet saaledes, at en Del deraf strax kunde udkomme, og jeg saa ikke syntes om denne Ordning; hvad gjør vi saa? At forkaste dette hans Arbeide vilde jo være høist ubehageligt og maaskee berøve mig hans Godhed og Venskab, som jeg sætter saa stor Priis paa. Ak, der har fra først af hvilet noget uheldigt over dette Værk, som spaaer ilde for Fremtiden. Jeg havde halvveis haabet, at han ved nu at have læst det hele Værk var kommet til den Overbeviisning, at det enten maatte udkomme heelt eller slet ikke for Øieblikket. Det har altid været min Anskuelse, at Barndommen kastede et nødvendigt Lys over Ungdommen, og Ungdommen over den modnere Alder, hvilket jo tilintetgjøres ved at skille Perioderne ad. Interessant for mig vilde det jo være at see, hvorledes Jørgensen havde tænkt sig denne hans Opgave, som han selv har foreslaaet, men jeg gyser ved Tanken om, at jeg ikke kan gaae ind paa dette hans Syn paa Sagen, hvilket De jo nok vil forstaae. Andræs Ord lyder bestandig for mine Øren; han sagde: "Husk paa, at De har mange Misundere; giv det derfor først ud, naar De ikke mere er til." Dog, vi to have jo talt saa ofte om, hvad der var rettest i denne Sag, og ogsaa hos Dem har jeg altid syntes, at De hældede til Andræs Mening. Hvad mig selv angaaer, har jeg jo i den senere Tid vaklet mellem to Meninger, frem og tilbage, for og imod. Under alle Omstændigheder er det mig kjært, at Jørgensen har læst det Hele, ellers vilde vi jo umuligt kunne tale herom, naar vi atter sees."

✂ Af Fru Heibergs næste Brev 9. August 4) ses, at Krieger maa have støttet Jørgensen og bedt Fru Heiberg have Tillid til denne. Om sit Syn paa Sagen udtalte A.D.Jørgensen senere 5), at han ikke kunde skjule for sig selv, "at der i en Aarrække var oparbejdet en Stemning imod Forfatterinden, som ved *1) Et sildigt Udkast af Fru Heiberg til en Inddeling af Værket (i Lægget: B. Manuskripter) anbringer Afhandlingen om Skuespilkunsten i IV. Del efter Kapitlet om Virksomheden som Sceneinstruktrice. Den endelige Placering efter "De sidste Theateraar" skyldes maaske A. D. Jørgensen. *2) Se Fru Heiberg til Krieger 8/6 1886 (Krieger II, 369). *3) Krieger II, 371 f. *4) Krieger II, 372 f. Se ogsaa Fru Heibergs Brev af 4/9 1886 (Krieger II, 374). *5) I Et Liv. 1. Udg. IV, 440 f. 41 Offentliggjøreisen vilde berede det store Vanskeligheder. Med sin stolte Sorgløshed overfor al Folkesnak, baade i Literaturen og i Livet, havde Fru Heiberg om ikke overseet, saa dog heller ikke tilfulde forstaaet, i hvilken Grad hun, vel især ved sin Utilgængelighed, havde skaffet sig lidenskabelige Modstandere, som alt forlængst havde dannet Skole blandt de yngre, der ikke af Selvsyn kjendte hendes Kunst, endnu mindre hendes Personlighed. Hvor meget der derfor end kunde tale for at tilraade en snarlig Udgivelse af dette Skrift og derved skaffe Literaturen en Berigelse baade af Erindringer og af alvorlige Tanker, som den haardt kunde trænge til, maatte det dog ansees for uforsvarligt at udsætte Forfatterinden i sin høje Alder for de Krænkelser, der vilde blive Prisen herfor."

✂ At Tanken om Offentliggørelse i Fru Heibergs levende Live af Værket som Helhed eller større Dele deraf inden Udgangen af 1886 var blevet skrinlagt, ses af et Brev fra Fru Heiberg til A.D.Jørgensen 31. December s.A. 1). Hun takker ham heri varmt for det store Offer, han har bragt i det gamle Aar "et Offer jeg med en vis Undseelse tænker paa at have haft Dristighed til at modtage. En stor Beroligelse er det for mig at tænke, naar jeg selv ikke mere er til, at De har læst mit Levnet og fundet at der er noget heri, der ogsaa fortjener at læses af Andre." Derimod bevægede A. D. Jørgensen som foran nævnt Fru Heiberg til at meddele nogle Brudstykker af Manuskriptet i Festskriftet til Krieger, 4. Oktober 1887 2).

✂ Dette Fru Heibergs Bidrag, der bar Titlen "Et Liv, gjenoplevet i Erindringen. Et Brudstykke" 3) omhandlende især Pariserrejsen 1836, blev modtaget med megen Interesse. Om Festskriftet bragte "Politiken" 4) en Dobbeltartikel, som A. D. Jørgensen formente skyldtes A. Aumont, men som i Virkeligheden var af Edvard Brandes 5). Den beskæftigede sig frem for andre med Fru Heibergs Bidrag: "Utvivlsomt vil denne Snes Sider vække Opsigt i de videste Kredse. De andre Afhandlinger kan interessere ikke faa Dannede, men kun dette Brudstykke, som det kaldes, har Betingelser for at blive læst af det store Publikum. - Man erfarer den for Literaturen vigtige Nyhed, at Fru Heiberg vil efterlade en Selvbiografi. Kun efter mange Betænkeligheder, erklærer Forfatterinden, er hun skredet til at lade disse Brudstykker af et større Hele, hvis Affattelse strækker sig over en lang Aarrække, komme frem for Offentligheden - Betænkeligheder, som kun et levende Ønske om at slutte sig til den ved Festskriftet tilsigtede Tak og Lykønskning, har kunnet overvinde.... Man kan ikke andet end efter endt Læsning ønske, at Fru Heiberg vilde overvinde sine Betænkeligheder helt og skænke Læseverdenen sin Bog, ubeskaaret og snart."

*1) I Privateje. *2) Sml. Breve fra A. D. Jørgensen til Fru Heiberg 3/1, 15/7 og 16/8 1887, til Rigsarkivar Birkeland 17/1 1887 og til Krieger 10/10 1887 (Breve S. 178, 181 f., 195 f., 198, 206 f.). *3) Se "Smaaskrifter tilegnede A. F. Krieger" (1887), 230-58. *4) 6/10 og 8/10 1887. *5) Se Breve, S. 208 f. og 457 f. 42

✂ I sit Brev til Krieger 28. Oktober s. A. 1) skriver A. D.Jørgensen med Henblik paa ovenstaaende Ytringer, at de atter maatte bringe Udgivelsen af større Partier af Fru Heibergs Bog under Overvejelse, og en Gennemgang af det hele Manuskript blev besluttet 2). - 5. Februar 1888 ytrer han til en af sine Venner, at til alt andet Arbejde har han i Midten af Januar faaet det i to Aftener ugentlig at læse Fru Heibergs Memoirer op for hende selv og Krieger for at faa dem bragt i en endelig Form 3). Disse Aftensammenkomster varede den indeværende og den følgende Vinter indtil Juletid 1888, som det ses af Fru Heibergs Takkebrev ved Afslutningen 4). A.D.Jørgensen svarer omkring samme Tid 5), at han vil "sikkert mangen gang komme til at tænke tilbage på de timer, i hvilke det var forundt mig at gennemgå Deres erindringer, således som ingen senere læser vil komme til at gennemgå dem, - i Deres nærværelse og med Deres levende kommentar. - Det falder mig nu bagefter stærkt på sinde, at jeg vistnok ikke så sjældent har ladet min kritiske djævel tumle sig alt for frit; men jeg håber, at De ikke har miskjendt, at det kun var af nidkjærhed for Deres sag. Jeg tilhører jo en mere prosaisk og hårdhændet slægtalder end den, vi har læst om, og hvor megen sans jeg end har for dennes ejendommeligheder, så kan jeg dog som barn af min egen tid ikke fornægte det præg, som min udvikling og livsførelse, der har været i lykkelig harmoni med mine opgaver, har givet mig. - Med hjertelig hilsen til vore kampfæller, hr. geheimeråd Krieger, og de unge Damer, som har delt lejrlivets glæder 6)."

✂ Udførligt har A. D. Jørgensen i sin Selvbiografi skildret Sceneriet under disse Aftensammenkomster. "Det blev mig," skriver han 7), "en ualmindelig nydelse at gennemgå det store håndskrift med de to mærkelige mennesker. Fru Heiberg beboede den gang en lejlighed i en hjørneejendom fra Gotersgade ved søen; den var stilfuldt udstyret og gennemtrængtes ligesom i stort og småt af hendes personlighed. Her sad vi da ved lampens stærkt dæmpede lys, Krieger i dyb skygge, fru Heiberg ved siden af mig i en lænestol eller, når hun følte sig mindre vel, på en chaiselongue. Disse aftener havde noget *1) Se Breve, S. 208 f. Sml. hans Udtalelse i Et Liv. 1. Udg. IV, 441, at af Offentliggørelsen af Brudstykket havde Fru Heiberg megen Glæde, ingen Fortrydelse. *2) A. D. Jørgensen til Fru Heiberg 16/8 1887 (Breve, S. 198 f.) og Fru Heibergs Svar 18/8 s. A. (hos Arkivar Harald Jørgensen). *3) Breve, S. 209 f. *4) Se Fru Heibergs Brev til A. D. Jørgensen 23/12 1888 (Privateje). "Nu er jo vore Aftensamlinger forbi og De saaledes fritaget for et møisommeligt Arbeide. De har ved dette givet mig Vidnesbyrd om et opofrende Venskab, som jeg er rørt og stolt over at have modtaget." Endnu i Begyndelsen af 1890 fandt nogle Aftersammenkomster Sted, hvor A. D. Jørgensen læste Brevene fra Johan Ludvig Heibergs Rejse i Sverige 1812, han kort efter udgav, i "Museum" (1890). Se En Redegørelse, S. 158. *5) 20/12 1888. Se Breve, S. 222 f. *6) De unge Damer maa være Fru Heibergs Døtre, af hvilke især Anna Heiberg bistod ved Afskrivning af store Dele af Manuskriptet og mange Tillæg. Ogsaa Sarah Heibergs Haand ses enkelte Steder. *7) En Redegørelse, 156 f. 43 usigelig fortryllende og tillige noget usigelig vemodigt ved sig. Læsningen blev selvfølgelig jævnlig afbrudt af samtaler og forhandinger og disse kunde blive meget livlige. Krieger sad oftest med lukkede øjne og armene overkors, i en vuggende bevægelse, elier han stjal sig til at gå lydløst frem og tilbage over det tykke tæppe, for pludselig at fremkomme med en bemærkning eller en indvending imod mine bemærkninger; fru Heiberg sad med et let håndarbejde eller med armene på bordet, hældet frem i spænding for at høre på oplæsningen, af hvis tonefald hun ofte gættede mine tanker om det læste. Eller hun lå med et broget tæppe over sig; med sine store træk lignende en sagafigur eller en østerlandsk eventyrskikkelse, en gammeltestamentelig heltekvinde. Der var ikke spor af noget påtaget i hvad hun tog sig for eller ytrede, hun lagde ikke skjul på tanker og følelser og hun udtalte dem med sprogets rette rammende ord."

✂ I Tillæget til Et Liv 1. Udg. IV, 441 gik A. D. Jørgensen nærmere ind paa Karakteren af Drøftelserne ved Aftensammenkomsterne, hvor de gennemgik "det hele Værk for om muligt at reducere dets Omfang, som i høj Grad foruroligede Forfatterinden. Selv erklærede hun sig dog ude af Stand til at angive, hvad der kunde eller burde udgaa; hvad der engang var løbet hende i Pennen, blev i det væsentlige staaende, idet det efterat være kommen paa Papiret ligesom fik et selvstændigt Liv, som hun ikke mere var Herre over. Det var saaledes baade let og vanskeligt nok at være Fru Heibergs Sekretær; let nok, fordi hun sjælden eller aldrig gjorde alvorlig Modstand mod Forslag til Udeladelser eller Lempelser, naar disse da ikke gik ud paa at modificere hendes Domme eller Udtrykket for hendes Følelser; vanskeligt, fordi netop denne Omstændighed maatte paalægge den yderste Forsigtighed for ikke at paavirke det historiske Billed, som det frem for alt gjaldt om at bevare i sin Oprindelighed. Uforglemmelig er for mig den Styrke og Rigdom, hvormed Fru Heibergs mærkelige Personlighed (om end dæmpet ved legemlig Skrøbelighed) i disse stille Aftentimer traadte mig imøde. Der var hos hende et Lune og en Dristighed i Udtrykket, en Ild i Forsvaret og en Sikkerhed i Dommen, som stod i en forunderlig Modsætning til den næsten jomfruelige Blufærdighed, hvormed hun ofte hørte sine Oplevelser og Tanker læse op, og den naive Forundring og Hjælpeløshed, hvormed hun af og til kunde betragte dem."

✂ Efter Fru Heibergs Død, da Erindringerne skulde udgives, tog A. D. Jørgensen, tro mod sine Forpligtelser, paany Manuskriptet for sig, og nu tilendebragtes den Gennemgang, der under Sammenkomsterne med Fru Heiberg ikke var fuldendt. Omfanget af det redaktionelle Arbejde, der foregik med Bistand af Krieger, belyses gennem hans egne Udtalelser 1) samt de i nærværende 4. Udgave trykte Varianter. Ud over rent redaktionelle Ændringer har A. D. Jørgensen tilsigtet at "fjerne Gjentagelser, overflødige eller lidet sigende Bemærkninger, løst tilknyttede og ubetydelige Meddelelser eller endelig alt for *1) Se Et Liv. 1. Udg. IV, 442-45, samt A. D. Jørgensens Breve, S. 272, 295 f., 299, 301 f., 308, 314-18. Om Kriegers Bistand sml. Helga Stemann: F. Meldahl og hans Venner. VI (1932), 114. 44 uforbeholdne Udtalelser" samt "Udtalelser af formentlig alt for intim Natur, Meddelelser og Domme, der i alle Tilfælde ikke endnu kunne fremlægges for Offentligheden". Han har dog villet undgaa dermed at berøve Fremstillingen sin Karakter, ligesom han naturligvis ikke har ændret Fru Heibergs ejendommelige Stil, der, som han siger, "taler for sig selv". Hvilke af Ændringerne der er foretaget i Samraad med Fru Heiberg, og hvilke han efter hendes Død har maattet gøre paa egen Haand, kan kun i enkelte Tilfælde skelnes i Manuskripterne, men har næppe heller større Interesse. "At jeg i hvert enkelt Tilfælde," slutter han sine Bemærkninger herom, "vilde have opnaaet Fru Heibergs fulde Billigelse af den Afgjørelse, der er truffen, derom er jeg overbevist."

✂ Om Værkets første Udgivelse i 1891-92 og om anden og tredje Udgave i 1904 og 1913 er der allerede talt 1); i det følgende skal der gøres Rede for Tilrettelæggelsen af nærværende fjerde Udgave, idet der for tidligere Udgavers Vedkommende udelukkende anstilles Sammenligninger med Originaludgaven.

✂

III
DEN 4. REVIDEREDE UDGAVE

✂ "Et Liv, gjenoplevet i Erindringen" er forlængst blevet et klassisk Værk, og vi, der har besørget den nu reviderede Udgave, har ment, at den Form, som Forfatterinden i sin Tid enten selv billigede, eller de Venner og Raadgivere, som havde drøftet Sagen med hende, gav Værket ved dets Fremkomst, bør bevares uændret. I Teksten er derfor i 4. Udgave kun spredte, meningsløse Fejl rettede, i de fleste Tilfælde konstaterede ved, at Teksten er sammenholdt med Originalmanuskripterne eller med Originalerne til de i disse citerede Breve og Bøger 2). Fremdeles er Retskrivning, Tegnsætning og enkelte grammatiske Former søgt samstemt, da der i de forskellige Dele fandtes mange Inkonsekvenser og Modsætninger hidrørende fra de skiftende Afskrivere. Disse formelle Rettelser er dog indskrænkede til det mindst mulige. Da Afskrivning af Fru Heibergs oprindelige Nedskrifter for Størstedelen foretoges i 1870erne og 1880erne, fik Retskrivningen et Præg, ikke meget forskelligt fra den Svend Grundtvigske Retskrivningsnorm af 1872 3). Fru Heibergs Ortografi og Tegnsætning var, som ofte paapeget 4), ganske uskolet og tilfældig. Afskriverne og hendes øvrige Hjælpere søgte i Tidens Løb hver paa sin Vis at bøde derpaa, men A.D.Jørgensen havde, som han meddelte i Originaludgaven (Bd. I, 511 Noten), ikke Del i Gennemførelsen af den i Værket fulgte *1) Se Forordet i I. Bind. *2) Se nedenfor i Afsnittet Tekstrettelser (S. 59-62). Hvor Fru Heiberg har givet Citater i friere Former, er disse bevaret i 4. Udgaves Tekst. *3) Svend Grundtvig: Dansk Haandordbog (1872). *4) Se Heib. Hjem, 7-10. 45 Retskrivning. I nærværende Udgave kan der da ligesaalidt som i de tidligere Udgaver af Et Liv og Fru Heibergs Breve gøres Studier i Fru Heibergs Ortografi; man maa regne med, at Sproget i formel Henseende mange Steder er blevet modificeret af Afskriverne, senere af Hjælperne (Krieger, Hauch, A. D. Jørgensen).

✂ Mere end 50 Aar er nu forløbet siden Fru Heibergs Død, og alle de i Værket omtalte Personer er forlængst borte. Hensynet til endnu levende eller for kort Tid siden afdøde maatte for Et Livs oprindelige Udgivere tillægges megen Vægt. Dette gælder ikke længere, og adskillige af de, dog i Virkeligheden ikke mange, frimodige eller om man vil hensynsløse Udtalelser, som Fru Heiberg fremførte, men som Udgiverne med Rimelighed kunde ønske udeladt eller modificeret, kan ikke længere vække berettiget Anstød. Ved Overvejelsen af dette Forhold har det for Udgiverne af denne nye Udgave i høj Grad haft Betydning, at det ganske øjensynlig under hele Erindringsværkets Udarbejdelse har ligget Fru Heiberg paa Sinde uforbeholdent at udtale, hvad hun nu engang ansaa for rigtigt og ønskede at faa sagt. At hun i Reglen, men ikke altid, bøjede sig for sine erfarne Raadgiveres Kritik, var rimeligt, men nu, da Fru Heiberg og hendes samtidige forlængst er gaaet over i Historien, mener de nærværende Udgivere, at det er rigtigt at faa fuld Klarhed over, hvad Fru Heiberg oprindelig har ønsket at sige. Interesserede Læsere og Forskere bør nu ikke blot have Adgang til Fru Heibergs under Paavirkning af Venner og Raadgivere ændrede og til Trykken befordrede Manuskript, men Indblik i alt hvad hun umiddelbart havde ønsket at fortælle om sit Liv og sine samtidige. Efter Udgivernes Skøn er der derfor ikke længere Grund til at tilbageholde de betydelige Mængder af Stof, som ved Fru Heibergs og hendes Hjælperes Overstregninger og Ændringer i sin Tid udgik. Fru Heiberg har omhyggelig bevaret alt væsentligt Manuskriptstof, baade Originalmanuskript og Afskrifter. Ved Krieger og A. D. Jørgensen overleveredes alt dette til Rigsarkivet. Derved kom det ikke til at dele det øvrige skriftlige Efterladenskabs Skæbne og har siden 1940 været tilgængeligt for Forskning.

✂ Udgiverne har da uden Betænkelighed som Varianter medtaget alt hidtil utrykt Stof, der ses at have Interesse, og som kan tjene til een Gang for alle at oplyse, hvad Fru Heiberg oprindelig og senere til skiftende Tider har ønsket at sige om sit Liv og sine Meninger. Vi har ikke skønnet, at der var Anledning til af Pietets- eller Diskretionshensyn at tilbageholde noget. Det bør nævnes, at vi oprindelig overvejede, hvor vidt vi ikke i Tilslutning til, hvad Fru Heibergs Venner i hendes Levetid mente, burde udelade den udførlige Skildring, hun gav af de fortvivlede Forhold i Barndomshjemmet (Var. til I, 30, 20-26), og som af A. D. Jørgensen blev sammendraget og ændret. Det blev os under Arbejdet imidlertid klart, at Fru Heiberg med velberaad Hu havde nedskrevet denne Skildring af Forhold, der havde gjort det dybeste Indtryk paa hende. Netop derfor fandt vi det rigtigt i Varianterne at medtage hele denne Skildring. Baade selve Skildringen og Fru Heibergs Ønske om at give den er et betydningsfuldt Bidrag til Forstaaelsen af hendes sjælelige Udvikling.

46

✂ I Tilslutning til den almindelige Redegørelse for Tekstens Tilblivelse er de enkelte Varianters Affattelsestid søgt bestemt saa nøje som muligt, ligesom der er gjort rede for disses Placering i Manuskriptet samt oplyst, med hvis Haand Overstregninger og Tilføjelser er foretaget. Naar intet Navn nævnes, betyder det, at Ændringen er Fru Heibergs egenhændige, og dette gælder det største Antal. Til Varianterne gives iøvrigt som Regel ingen Kommentar 1), bortset fra, at Personer identificeres, og Citatkilder meddeles. Der benyttes samme Retskrivning som i Teksten, og saa vidt forsvarligt vælges den af Afskriverne og Hjælperne redigerede Form.

✂ Oplysningerne tilstræber at redegøre for Tekstens Enkeltheder med Benyttelse af alt til Raadighed staaende Materiale, trykt og utrykt, ikke mindst det omfattende nu tilgængelige Brevstof i Fru Heibergs Arkiv i Rigsarkivet 2). Og trods den Vanskæbne, de Heiberg-Gyllembourgske og især Fru Heibergs efterladte Papirer har været Genstand for, er det saa heldigt, at praktisk alt det Brevstof og andet Arkivmateriale, som Fru Heiberg citerer i Erindringsværket, viser sig at være bevaret 3). Af det højst værdifulde Stof, A.D. Jørgensen fremdrog i Tillægene til 1. Udgave, er der draget Nytte som af ethvert andet Værk.

✂ Man kan tillægge den nye Viden, som Manuskripthistorien, Varianterne og Oplysningerne giver om, hvorledes Værket udsprang af Fru Heibergs Aand og Vilje, mere eller mindre Betydning. Vi mener, at dette omfattende nye Kendskab, suppleret af hendes Breve, hvoraf de væsentlige ved Lejlighed burde offentliggøres, giver et dybere Indblik i Fru Heibergs Personlighed og i endnu højere Grad end Originaludgaven lader Eftertiden faa Mulighed for at danne sig et rigtigt Billede af, hvorledes hint betydelige Menneske og store Skuespillerinde egentlig var. Særlig Betydning har det, efter vort Skøn, gennem den nye Udgave at faa fastere Holdepunkt for en Vurdering af, hvorvidt Fru Heiberg i sin Skildring af sig selv, sit Livs Begivenheder og sine Samtidige, Venner som Modstandere, har, saa vidt menneskeligt muligt, talt Sandhed eller om sit egentlige Jeg lagt Forklædninger og Masker, svarende til, hvad det var hendes Opgave at gøre paa Scenen.

*1) Varianterne forudsættes benyttet i Noterne til Teksten, men citeres dèr som Regel kun, saafremt de er henvist til en anden Sammenhæng end den, Noten belyser. *2) Ved Siden af dette findes der en Del Stof i Det kgl. Bibliotek, Teatermuseet og Bakkehusets Arkiv. I udenlandske Arkiver foreligger ikke meget Stof; Det kgl. Bibl.s Registrant over danske Breve i Udlandet nævner i 1944 tredive Breve fra Fru Heiberg, de fleste til Bjørnstjerne Bjørnson og hans Hustru. *3) Som foran (S. 45) omtalt synes ogsaa i det hele Manuskriptstoffet til "Et Liv" at være i Behold. En videregaaende Undersøgelse af, hvad der kan være gaaet tabt af Fru Heibergs og af de Heiberg-Gyllembourgske Arkiver skal derfor nu ikke foretages. Om disse Spørgsmaal sml. Heib. Hjem, 20-32 og Heib. Familiebreve, S. I-VII.

✂

IV
"ET LIV" SOM HISTORISK KILDE

✂ Straks efter Udsendelsen af de forskellige Dele af "Et Liv, gjenoplevet i Erindringen" i 1891 og 1892, og især foranlediget af III. Del med Skildringen af Teaterstriden, rejstes i Pressen en Drøftelse om Fru Heibergs Beretningers Troværdighed, en Diskussion af et Omfang som intet andet dansk Memoireværk har foranlediget. Der herskede Enighed om, at Selvbiografien var stærkt subjektivt præget, men iøvrigt vakte den saavel varm Beundring som stærk Uvilje. Skønt det for Angriberne, som mest var Slægtninge og Venner af Heibergs Modstandere i Teaterstriden, maatte være af Betydning at faa fremdraget alt Kildemateriale, der kunde tjene til Kontrol af Fru Heibergs Meddelelser, fremkom ikke meget positivt nyt. Vigtigst var Bibliotekar A. C. Larsens Uddrag af Papirer efterladt af Michael Wiehe og dennes Hustru 1), Professor Phisters kritiske Bemærkninger, der byggede paa Stof i Det kgl. Teaters Arkiv og egne Optegnelser, samt Indlæg af cand. jur. Marius Sødring angaaende hans Moder, Fru Julie Sødring. Oluf Hall gav personlige Oplysninger til Forsvar for sin Fader C. Halls Minde, og Amtmand C. St. A. Bille forsvarede Pressen og især "Dagbladet"s Optræden i hans Redaktørtid. I "Illustreret Tidende" gav Niels Møller og M. Galschiøt en almindelig Vurdering af Livserindringernes historiske Værd, men fremdrog kun enkelte spredte Positiviteter 2). Om alle disse Indlæg, hvoraf det væsentlige er nævnt i Noterne til nærværende 4. Udgave, udtalte A. C. Larsen senere, at "af alle de Indsigelser, som bleve nedlagte mod Fru Heibergs Bog, da den udkom, fremgaar, at næsten Alt, hvad der endnu kunde kontrolleres, var urigtigt" 3). Dette var, som det allerede fremgik af A. D. Jørgensens forskellige Modindlæg, ganske overdrevet. løvrigt berørte det af Angriberne meddelte positive Stof kun meget begrænsede Emner i Biografien, og skønt baade Huskefejl og Tegn paa Ensidighed i Fru Heibergs Bedømmelse af sine Modstandere især i hin lidenskabelige Teaterstrid paavistes, og man endog insinuerede, at Værket indeholdt bevidste Usandheder, fremkom der dog ikke tilstrækkeligt Grundlag for et almindeligt Skøn om Erindringsværkets Værdi som historisk Kilde. Denne første Diskussion døde da hen uden noget klart Resultat; Billes Forslag, at de forskellige Indlæg skulde samles til et Slags femte Bind til Kontrol af de fire, blev ikke udført, og ingen Historiker paatog sig en *1) Nu tilgængelige i det kgl. Bibl. (N. k. S. 1556 fol.). *2) A. C. Larsen i Nationaltid. 5/12 (Aften) 1892, M. Sødring i Dannebrog 28/12 s. A., Oluf Hall i Berl. Tid. 7/12 og 10/12 1892 samt 28/1 1893, Bille i Nationaltid. 23/1-25/1 (Aften) 1893; smst. fortsattes Diskussionen 26/1 og 31/1-2/2 s. A. A.D.Jørgensen svarede som Regel den følgende Dag. Phisters Piece, "Et Nødværge" (1893), og Sødrings Angreb besvarede han i Piecen "Professor Phisters og Fru Sødrings Kritik" (1893), og mod Artiklen i III. Tid. 7/2 1892 tog han udførligt til Orde i Et Liv, 1. Udg. IV, 399-408. Niels Møller replicerede i "Tilskueren" 1893, 76-86. *3) A.C.Larsen: Taler og Skuespiller (1896), 17. 48 systematisk kritisk Undersøgelse af det omfangsrige Værk, antagelig bl. a. under Hensyn til Dokumentationsmaterialets spredte Karakter og dets i alt Fald den Gang endnu delvise Utilgængelighed.

✂ Offentliggørelsen af Fru Heibergs og A. F. Kriegers Brevveksling ved Aage Friis og P. Munch i 1914-15 bragte et højst betydningsfuldt Komplement til Livserindringerne 1), men vel at mærke Oplysninger, der var givet af Fru Heiberg i hendes Livs sidste Periode, efter Heibergs Død og mest efter hendes Teatergernings Afslutning. Robert Neiiendam fremdrog i sin Studie over Fru Heiberg (1917, og i ny revideret Udgave 1937) paa en Række Punkter interessant nyt Stof. Aage Friis' Udgivelse af den bevarede Korrespondance mellem Johan Ludvig Heiberg og hans Hustru, især i Aarene 1854-55, i "Fra det Heibergske Hjem" (1940), kastede Lys over et Hovedemne i Erindringsværket, og yderligere Førstehaandskendskab til Livet i det Heibergske Hjem vandtes ved Morten Borups Udgave af Heibergske Familiebreve (1942).

✂ Gennemført og indgaaende at sammenholde alt dette nye Stof med "Et Liv, gjenoplevet i Erindringen" vanskeliggjordes dog stadig ved, at man endnu ikke havde fuldt Kendskab til Værkets Tilblivelse og ikke havde Adgang til de ikke trykte Dele af Manuskripterne; yderligere savnede man en fyldestgørende Kommentar. Først ved nærværende Udgave er disse Mangler søgt afhjulpet, samtidigt med at de Heibergske Arkiver er blevet fuldt tilgængelige.

✂ Det har ikke været Udgivernes Opgave at foretage en samlet Udnyttelse og Behandling af alt dette nye Stof. Det maa overlades til de sikkert mange Historikere, Teaterkyndige og andre, der stadig vil vende tilbage til dette Hovedværk i dansk Aands- og Kulturhistorie. Nogle Hovedsynspunkter skal dog berøres med Henblik paa Erindringsværkets Værd som historisk Kilde.

✂ Ved Vurderingen af enhver Selvbiografi, ikke mindst naar den som Fru Heibergs er skrevet tildels meget længe efter, at de skildrede Begivenheder fandt Sted, maa der som før nævnt først og fremmest kræves et omfattende Kontrolmateriale. Et saadant foreligger i rigt Maal for, hvad man kan kalde den udadvendte Side af Fru Heibergs Liv. Til Belysning af hendes Virksomhed ved Teatret har vi først og fremmest den i hendes Fremstilling meget benyttede Overskous Teaterhistorie samt H. Christensens Værk om Det kgl. Teater i Heibergs Direktørtid; dernæst findes et ikke ringe Stof i Memoirer og Biografier 2), saavel som i Det kgl. Teaters nu tilgængelige Arkiv i Rigsarkivet. Som man maatte vente, indeholder de teaterhistoriske Partier af Et Liv adskillige ligefremme Fejl, og den lidenskabelige Forfægten af det Heibergske Standpunkt giver den ogsaa et Præg af Ensidighed. Fru Heibergs *1) Anmeldelser af Marcus Rubin i Politiken 16/5 1915, af Vilhelm Andersen i Nationaltid. 21/6-26/6 (Aften) og af Sv. Leopold i Berl. Tid. 9/9 (Aften) s. A. *2) Th. Overskou: Den danske Skueplads I-VII (1854-76). H. Christensen: Det kongelige Theater i Aarene 1852-59 (1890). En omfattende Bibliografi over teaterhistorisk Litteratur findes i P.Hansen: Den danske Skueplads I-III (1888-96). 49 Fremstilling vil for den store Teaterstrids Vedkommende aldrig blive mere end et Indlæg, men ganske vist et meget vigtigt og højst paaagtelsesværdigt. Om Teater i Almindelighed og om Skuespillersindets Psykologi rummer Værket derudover et righoldigt Stof. "Der findes om Teaterlivet Sætninger, som i Indhold har en bibelsk Fylde" 1).

✂ For Skildringen af Fru Heibergs personlige Liv har det foreliggende Kontrolmateriale en meget mangelfuld Karakter. Det vilde være af største Betydning, om vi havde Dagbogsoptegnelser og Brevrækker fra hendes egen Haand, helst Stof, som hun ikke havde benyttet ved Nedskrivningen af sine Erindringer. Men her er vi ikke saa heldigt stillede, som man er ved mange andre Selvbiografier. En kontrollerende Undersøgelse lader sig kun i meget ringe Udstrækning gennemføre, hvor Fru Heiberg skildrer de vigtigste Sider af sit intimere Liv og sin Personligheds Udviklingsfaser.

✂ Vi har fra hele den Del af Fru Heibergs Liv, der sluttede ved Heibergs Død i 1860, i det væsentlige kun Bordskuffekorrespondancen 1830-31, en Samling Smaadigte, der giver Indblik i hendes Følelsesliv i 1840erne og endelig Brevene fra Baderejserne 1854-55 2). Der synes ikke at være ført Dagbøger eller gjort udførligere biografiske Notater i det Heibergske Hjem 3), og udover de fornævnte Breve er der hverken Spor af eller Sandsynlighed for, at Fru Heiberg før eller under sit Ægteskab har ført en egentlig Korrespondance, det være sig med Slægtninge, Venner eller Veninder 4). Hun har ganske vist i vid Udstrækning i Erindringsværket benyttet og citeret Breve, der omhyggeligt er bevaret 5), men det drejer sig her om Korrespondance, som vel kan give positiv Oplysning om enkelte Forhold af Betydning, men ikke om den personlige Udvikling, der er det væsentlige i hendes Selvskildring. Der foreligger Billetter fra den faderlige Ven Collin, vidtløftige Breve fra den gamle Molbech og korte Breve fra Hertz, væsentlig omhandlende Teatret, lidet betydende Breve fra Beundrere og Beundrerinder af hendes Kunst og endelig en Del Breve fra forskellige kendte Personer, skrevet ved særlige Lejligheder. For den allerstørste Del af Erindringsværkets Vedkommende og for den egentlige Hovedperiode i hendes Liv er - bortset fra det rent teaterhistoriske - vort Kontrolmateriale tilfældigt og sparsomt.

✂ Tiden efter Heibergs Død er i Værket behandlet kort og temmelig usammenhængende, men kan til Gengæld belyses ved et meget omfattende og indholdsrigt Brevmateriale. Under sin Enkestand førte Fru Heiberg en livlig *1) Se Neiiendam, 33. *2) Se Heib. Hjem. I Afskrift foreligger endnu et Brev fra Fru Heiberg fra ca. 9/7 1845 (se Var. til II, 91, 24). Fru Heibergs Digte er omtalt i Note til II, 107, 6. *3) Notaterne i Heibergs Kalendere (i R. A.) er sparsomme og berører ikke personlige Spørgsmaal. Af Fru Heiberg findes i hendes Arkiv en Del Kalendere (fra 1864-72 og 1876-77). De indeholder enkelte stærkt personlige Notater (sml. Note til III, 151, 37-40). *4) Sml. hendes Brev til Krieger 18/6 1862 (Krieger I, 114), hvor hun taler om sin Utilbøjelighed til at vise fuld Fortrolighed overfor Kvinder: "Jeg troer hverken paa deres Taushed eller paa deres Evne til at opfatte det Betroede." *5) Sml. IV, 46. 50 Korrespondance med Husets Venner, først og fremmest med A. F. Krieger, og Brevene til ham giver et langt mere fyldigt Indblik i hendes Liv end de afsluttende Partier i Erindringsbogen. Foruden Kriegerbrevene findes i offentligt Eje fra denne Periode næppe mere end halvandet Hundrede Breve fra Fru Heiberg, deriblandt en Del til Andræ, Martensen og Hustru, Madvig, Meldahl, Brygger J. C. Jacobsen, et større Antal Breve fra Sceneinstruktricetiden til Berner og en Del til Adoptivdøtrene. Af Breve til hende foreligger mere end et Tusinde, deriblandt ikke faa fra Norske saasom Bjørnstjerne Bjørnson og Hustru. Dette tyder paa, at talrige Breve fra hende vel endnu kan findes i privat Eje.

✂ Om Forfatterindens personlige Liv i Barndommen, Ungdommen og Tiden helt ned til Heibergs Død, de Perioder hvorom Erindringsværket især handler, ved vi saaledes meget lidt ud over, hvad Fru Heiberg selv fortæller, hvorimod vi har en fyldig Viden om hendes senere Liv i Enkestanden, da Erindringsværket for en væsentlig Del blev til og fik sin endelige Form.

✂ Sidestiller man Manuskriptet til Et Liv med Fru Heibergs Breve Aar for Aar, er der fuld Overensstemmelse i hendes Meninger og Domme om Forhold og Personer. Hun var den samme, hvad enten hun skrev med Offentligheden for Øje, eller fortrolig udtalte sig til intime Venner. Derimod er der helt naturligt ikke ringe Forskel paa Udtryksmaaden. Det oprindelige Manuskript har en Del uforbeholdne og djærve Udtalelser og Udtryk i Slægt med, hvad der er saa hyppigt i Brevene til Krieger, men den endelige Form er afslebet, ligesom det stærkt personlige er slettet. Dette betyder dog ikke, at Manuskriptet af Forfatterinden eller hendes Hjælpere er forfalsket, eller at de fremsatte Domme af Hensyn til Offentligheden er ændrede. Urimeligt vilde det iøvrigt være, om Fru Heibergs Hjælpere, karakterfulde og betydelige Personligheder som Krieger, Martensen, Andræ og A. D. Jørgensen, vilde have beskæftiget sig saa indgaaende med og have næret saa dyb Interesse for et Værk, der ikke var Udtryk for Forfatterindens oprigtige Anskuelser og Meninger. Efter det større Kendskab, der nu haves til hele Stoffet, kan der ikke være Tvivl om, at Fru Heiberg skrev sit Erindringsværk med den ærlige Hensigt at sige, hvad der stod for hende som den fulde Sandhed1). Hendes omhyggelige Bevaring af det Materiale, der tjente som Grundlag for Arbejdet, hendes Ønske om, at det skulde overgives til Rigsarkivet til Brug ved fremtidig Forskning, turde iøvrigt være den bedste Garanti for, at hun ikke frygtede en indgaaende Ransagning af Grundlaget for Selvbiografien.

✂ Betragter man Værkets Værdi som objektiv Historie, kan adskillige Mangler paapeges, saavel mindre betydende som meget væsentlige. Det fremgaar tydeligt af de Oplysninger til Erindringsværkets Tekst, som denne Udgave bringer.

✂ Hovedmængden af de af os eller tidligere af andre paaviste positive Fejl skyldes Forvekslinger eller Fejlhuskninger af Datoer, Aarstal, Lokaliteter, Roller, Skuespil og Personer, Fejl, der dog i flere Tilfælde er uden *1) Sml. II, 338. 51 indgribende Betydning for den omgivende Fremstilling. Paa dette Grundlag at ville forsøge en Bedømmelse af Forfatterindens Hukommelses Art og Skarphed synes haabløst, da hun under Udarbejdelsen i vid Udstrækning har benyttet baade trykt og utrykt Materiale og har støttet sig til mange Hjælpere. Indbefattet Afskriverne har, som i det foregaaende omtalt, i alt 11 Personer lært Manuskriptet helt eller delvis at kende og ydet hende Bistand. De nu ved Arbejdet med 4. Udgave fundne Fejl er hovedsagelig saadanne, som er undgaaet Kriegers og A. D. Jørgensens Opmærksomhed eller paa daværende Tidspunkt ikke har kunnet konstateres.

✂ Som Eksempler paa Erindringsforskydninger, der har større Betydning, kan nævnes, at Fru Heiberg mener at være flyttet til Wexschalls omkr. 1. Januar 1829, medens det i Virkeligheden maa være sket omkr. 1. Marts samme Aar 1). Herved kommer der ind i Værket et misvisende Billede af den første Periode af hendes Ophold der indtil Harboes Død den 21. Marts. Den varede ikke tre Maaneder, som Fru Heiberg skriver, men kun tre Uger, og i disse kan hun næppe have nydt det festlige Liv der, men maa have levet ængsteligt optaget af den voksende Uro om Harboes Person, som utvivlsomt er kommet hende for Øre. Skildringen af det Wexschallske Hjem ligesom det forudgaaende lille Kapitel om Faderens sidste Aar 2) burde være anbragt senere.

✂ Af Betydning er ogsaa den utvivlsomme Erindringsforskydning om Bruddet med Wiehe, hvilket senest maa være sket i Tiden omkring Bødesagen i Januar-Februar 1855. Det er vanskelig tænkeligt, at Fru Heiberg kan have modtaget venskabelige Billetter fra ham efter dette Tidspunkt, og Skildringen af Optrinnet ved Opførelsen af "Prindsessen af Taranto" 30. April samme Aar bliver derved ogsaa mindre sandsynlig 3).

✂ Den alvorligste Huskefejl er dog afgjort den, at Fru Heiberg i sit Manuskript til III. Del lader Erindringens Nedskrivning blive paabegyndt i 1856, medens det i Virkeligheden var et Aar tidligere. Forskellige Rettelser tyder paa, at hun har vaklet paa dette Punkt 4); A. D. Jørgensens har i sin Redaktion af det endelige Værk bødet paa Fejlen ved en Stofflytning. Dog bliver den Kendsgerning tilbage, at Fru Heiberg skrev det paagældende Parti (II, 337, 30-339, 38 5)) ud fra en urigtig Forudsætning.

✂ Endelig skal anføres en Erindringsforskydning, der klart belyses gennem en Beretning af Fru Heiberg selv, der er omtrent samtidig med Begivenheden, nemlig hvor hun (III, 151) fortæller om sit sidste Møde med Wiehe. Sammenligner man denne ca. 1879 skrevne Skildring med den, hun giver i sit Brev til Krieger 31. Oktober 1864 6), ses det, at hun i Erindringsværket ikke *1) Sml. Note til I, 81, 14. *2) Se I, 82-87. *3) Sml. II, 320 og 332 med Noter. *4) Sml. Var. til I, 13, 1-5 med Fodnote samt Forordsudkastene i IV, 21-27. *5) Sml. Var. til dette Tekststed. *6) Se Noterne til III, 151. 52 mere husker, at det omtalte Møde fandt Sted tidligere paa Aaret, og hun har glemt, at de derefter endnu en Gang talte sammen, nemlig den 30. Maj 1).

✂ En særlig Kategori af Fejl eller Unøjagtigheder i Værket skyldes Fru Heibergs Vane at citere efter Hukommelsen, ikke blot Vers, men undertiden lange Replikker. Hvor hun afskriver Citater fra Breve, Bøger eller Aviser, er det ofte gjort meget skødesløst, og det kan endog undertiden være vanskeligt at se, om der overhovedet foreligger Citat, saa meget mere, som hun af rent stilistiske Grunde i vid Udstrækning benytter Anførselstegn og Omskrivning til direkte Tale.

✂ Folk, der har kendt baade Fru Heiberg og hendes Erindringsværk, har beklaget den store Forskel, der var imellem hendes mundtlige Foredrag og hendes Bogsprog. De savnede i det sidste hendes Friskhed og Lune, og det skyldtes ikke blot, at man i det skrevne maatte undvære hendes Stemme, Mimik og Gestus; havde man kunnet stenografere hendes Fortællinger, skriver Hauch, vilde der være kommet noget langt friskere, originalere og mere rammende ud deraf 2). De fleste Læsere vil dog vist finde, at Fru Heibergs skriftlige Udtryksmaade i al dens Nøgternhed og Ukunstlethed giver os meget af hendes Væsen og ikke lidt af Kunstnerinden. De mange livfuldt gengivne Optrin, fremhævet ved den hyppige Brug af Replikskifter, som Forfatterinden selv mere eller mindre maa have formet, kunde mange Steder opfordre til Dramatisering og vilde give en Tegner rige Muligheder for at gennemillustrere Værket. Denne Fru Heibergs Trang til at levendegøre Stoffet ved Gengivelse af dramatiske Situationer rummer en særlig Fare for, at Fantasien ændrer Virkeligheden, og at Digtningen tager fat, hvor Erindringen glipper; det er den Fare, som truer alle Memoireforfattere, og vel særlig Kunstnere, ikke mindst naar de som Fru Heiberg skildrer Oplevelser fra forlængst svundne Dage. Om de Sammenblandinger, Overdrivelser og Ensidigbeder, som derved er kommet ind i Værket, kan vort Kontrolmateriale kun spredtvis oplyse; men skønt det især var paa dette Omraade, at Kritiken af Livserindringerne satte ind, viser Oplysningerne i Virkeligheden, naar man betænker Bogens store Omfang, at kun forholdsvis faa Skævheder af denne Art med Sikkerhed har kunnet paavises.

✂ Et novelle- eller romanagtigt Præg antager Fru Heibergs Fortællinger kun sjældent. Hun har i sine Forord 3) selv advaret mod denne Form for Memoirer. Værket indledes med den legendariske Beretning om Moderens Flugt fra Hjemmet 4), og Historien fortælles uden Forbehold. Dog er den ikke formet eller omformet i Fru Heibergs Fantasi, men maa have levet i det Pätges'ske Hjem, da den fortælles andetsteds paa omtrent samme Maade med den ældste Søster. Johanna Magdalena, som Kilde 5). Et romanagtigt *1) Se fremdeles Note til III, 151, 36. *2) Se IV, 37. *3) Se IV, 28 og 32. *4) Se I, 13. *5) Sml. Et Liv. 1. Udg. I, 511-18. 53 Skær hviler over Fortællingerne om Fiskerkonen i Taarbæk 1) og gamle Ane i Hellebæk 2), men Enkelthederne viser sig her som andetsteds i det hele at være rigtige. Om opdigtede Personer og Begivenheder er der intetsteds Tale.

✂ Den væsentligste Side af Problemet om Fru Heibergs Erindringers Troværdighed turde være denne: I hvilket Omfang har hendes skiftende Sjælstilstande og Stemninger ubevidst øvet Indflydelse paa Indholdet? At senere Tiders Livssyn og Meninger uvilkaarligt kommer til at indvirke paa Fortids Minder, er noget, man maa vente at finde i enhver Selvbiografi. Den hele Udredning af Manuskripternes og Varianternes Tilblivelsestid, som i denne Udgave er søgt gennemført, tager især Sigte paa i denne Henseende at give Grundlag for en Bedømmelse af Værket.

✂ I sin Tid, da Et Liv først udkom, betvivlede en af Anmelderne, Niels Møller 3), Rigtigheden af den Skildring, Fru Heiberg gav af sin Barndom og den første Ungdom. Om end Forholdene i Hjemmet kan have været triste og pinagtige nok, tror han ikke rigtig paa, at det sorte i Barndommen og det hvide i Ungdommen har været saa skarpt adskilte, som det fremstilles. Han formener, at den unge Johanne Luise Pätges snarere har været lystig end tungsindig, og ser i Trine Rar et samtidigt Billede af hende, skrevet af Heiberg, efter at han havde lært hende at kende ogsaa uden for Scenen. Eksempelvis nævner han, at naar Fru Heiberg i Et Liv forsikrer, at det ved Førsteopførelserne af "Aprilsnarrene" intet Øjeblik faldt hende ind, at hun havde nogen Del i Bifaldsstormen, viser hendes Brev til Danselæreren Zangenberg i Aalborg 7. Juni 1826, hvori hun skildrer Premieren, en anden Stemning: "De kan tro det var en Fryd for mig at høre hvorledes Publikum klappede og vare begeistrede over min fremstilling" 4).

✂ Niels Møller angriber ogsaa Fru Heibergs Skildring af Forlovelseshistorien med Hvid og tror ikke, at denne fra første Færd har staaet for hende som den Ubesindighed, hun gør den til. I det Wexschallske Hus har hun istemt den kaade Tone, hun der hørte om sig, og deri har Forlovelsen med Hvid godt passet ind. Først efter at være kommet i Huset hos Fru Gyllembourg, mener han, at det er gaaet op for hende, at hun har været forblindet af en ond Magt. Mod denne Opfattelse af et væsentligt Punkt i Fru Heibergs Ungdomsliv, protesterede A. D. Jørgensen med Vægt, støttet til Samtidskilder. "Gennem Hvids Tiltaler til og Omtale af hende," skriver han, "faar man selvsamme Billed som af hendes egne Erindringer: den tilbageholdne, billedrige, vidunderlig fængslende, men som Kvinde uudviklede Pige. Og man forstaar fuldt ud, hvor stort Misforholdet maatte være imellem de to Personligheder, hvor naturligt det var, at hun havde en vis Sympathi for hans Sværmeri, der stod i en saa stærk og velgjørende Modsætning til de *1) Se II, 93-98 samt Note til II, 95, 18. *2) Se II, 151-65 og Note til II, 151, 28. *3) Se Ill. Tid. 7/2 1892. Artiklen skyldtes, som foran omtalt (IV, 47) ogsaa M. Galschiøt, men Niels Møller angav sig senere som den egentlige Forfatter. *4) Se I, 46, 37 med Note samt Note til I, 15, 7. 54 "Akteur"-forelskelser, som omgav dem, men at hun dog umulig kunde fængsles af en saa ubetydelig Personlighed" 1). Dog mener ogsaa A. D. Jørgensen, at Fru Heiberg har ladet senere Stemninger influere paa Skildringen af Barndommen, og at hun har malet denne med for mørke Farver. Men i Modsætning til Niels Møller tror han ikke, at den er kunstigt tillavet, men har sin Forklaring i Forfatterindens triste Stemning i 1850ernes Midte, da den blev nedskrevet. Han minder iøvrigt om, at Mænd som Johannes Ewald og Søren Kierkegaard paa selvsamme Maade og i endnu højere Grad har ladet senere Sindstilstande paavirke deres Barndomsminder 2).

✂ Kun paa et enkelt Omraade giver Undersøgelserne, der er foretaget ved Udarbejdelsen af 4. Udgave, Anledning til at føje noget til det foran omtalte. Det er allerede nævnt, at Fru Heiberg paa Grund af Fejlhuskning maa have givet et urigtigt Billede af Perioden mellem Indflytningen hos Wexschalls og Harboes Død ved at male det med for festlige Farver; omvendt vil der vist være Grund til at mene, at Forholdet til Harboe i de sidste Aar før Katastrofen, altsaa i Tiden fra ca. 1826 til Begyndelsen af 1829, ikke har haft et saa haabløst trist Præg, som Fru Heiberg i sin Bog har ladet den have, skønt hun i stigende Grad kan have følt sig tynget af hans Bejlen. Forskelligt Kildemateriale, der belyser Harboes Embedsforhold, og som ikke har kunnet finde Plads i Noterne til nærværende Udgave, men vil blive offentliggjort i en særlig Undersøgelse af Just Rahbek, tyder paa, at Jfr. Pätges ikke var et saa modvilligt Offer for hans Gavmildhed, som det skildres i Livserindringerne. Det ses saaledes, at ogsaa hun har givet ham Foræringer, hvoraf den betydeligste var et Mahognichatol. Hun færdes med ham paa Kildevogn om Sommeren til stor Misundelse for andre Tilbedere 3), og det viser sig, at hun og Søsteren Amalie i Tide og Utide, endog om Søndagen. færdes med Harboe i Klædeudsalget, hvor han var ansat. Man faar Indtryk af, at de to Pigebørn rigeligt har benyttet sig af Lejligheden til at nyde Synet af alt det dejlige Tøj. Saa sent som til Udgangen af Januar 1829 førte Harboe for Jfr. Pätges Bog over alle hendes Spilleaftener, og han fungerede ved Brevskaber som hendes Sekretær 4). Bruddet med ham efter Suspensionen 10. Februar 1829 gik maaske nok i Formen mildt og stille af, men maa i Virkeligheden have haft Katastrofens Karakter. Familien Pätges, Johanne Luise indbefattet, vendte ham Ryggen i hans Ulykkestime. Langt mere end Følelsen af ved at modtage hans Gaver at have medvirket til Uordenen i hans Pengesager har dette senere i Livet naget Fru Heiberg, saa meget mere som det viste sig, at Harboes Forseelse næppe var stor, hvis han da overhovedet havde begaaet noget kriminelt. Hun taler i sit Manuskript om, at de gensidigt skylder hinanden Tilgivelse 5). Det er vel denne Bevidsthed om, at hun *1) Se Et Liv, 1. Udg. IV, 399-407 samt Note til 4. Udg. I, 123. *2) Se Et Liv, 1. Udg. IV, 430 f. *3) Se Var. til I, 56, 4-5. *4) Se Neiiendam, 53; sml. Note til I, 78, 17. *5) Se Var. til I, 89, 38. 55 bar paa en Skyld over for sin Ungdoms Hjælper og Velgører, der, uden at hun selv har gjort sig det klart, har indvirket paa Skildringen af Forholdet mellem dem i de svundne Dage. Samtidig med, at hun rejste ham et Minde for alt det gode, han havde gjort hende, har hun i Selvforsvar fremhævet og sandsynligvis overdrevet, hvor umulige og haabløse hendes Livsforhold blev ved hans voldsomme Lidenskab og uberettigede Bejlen.

✂ De i Varianterne fremdragne udførligere Oplysninger om de fortvivlede Forhold i det Pätges'ske Hjem vil tilstrækkelig have paavist den mørke Baggrund for Johanne Luises Barndoms- og første Ungdomstilværelse. Dog kan den Tanke ikke helt afvises, at Skildringen af Barndommen, Trangen til i Erindringsværkets Form at fortælle Heiberg, hvor meget hans Moders Hjem og dernæst deres Forbindelse og Ægteskab havde betydet for hendes Udvikling og senere Berømmelse, kan have bidraget til, at Barndomslivets Elende blev skildret saa grelt. Oplæsningen af dette Afsnit gjorde som omtalt et stærkt Indtryk paa Heiberg, især Kapitlet, der endte "Dette var mit Hjem".

✂ De skønne Skildringer af Forlovelsen, der belyses gennem Bordskuffekorrespondancen, og af Bryllupet er som omtalt nedskrevet i Sølvbryllupsaaret og faar maaske tildels Præg deraf. Den følgende Fremstilling af den første lykkelige Periode paa Scenen har vel sin Forudsætning i, at Fru Heiberg vil vise, hvor højt hun naaede ved Heibergs Side. A. D. Jørgensen fremhæver som Baggrund for Skildringen af denne Tid den Harme, Forfatterinden maatte føle over 1850ernes hensynsløse Kritik. "Fremstillingen bliver nu," siger han, "en Opgjørelse med Fortiden, Kunstens og Livets Triumfer "gjenopleves", de føres frem for Tanken som Protester mod Samtidens Miskjendelse. Og de træde frem som Minder fra bedre Dage, uvilkaarlig forskjønnede i en Erindring, der aldrig er bleven paavirket af videnskabelige eller kritiske Betænkeligheder, men frejdig drømmer sin Ungdoms Drømme om igjen og med ufordulgt Glæde dvæler ved sine Kampe og Sejre" 1).

✂ Da Fru Heiberg i sidste Halvdel af 1860erne skrev II. Del, var hendes Livsvilkaar helt forandrede. "Hun begyndte," skriver A. D. Jørgensen, "efter Krigen og efter den endelige Skilsmisse fra Scenen. Der laa nye Lidelser og nye Sejre imellem. Overfor Publikum havde Fru Heiberg gjenvundet sin gamle Plads, og de systematiske Angreb i Pressen vare forlængst forstummede; men hendes Ægtefælles Død og Fædrelandets Ulykke havde truffet hende smerteligt, og Theatrets synkende Evne og Anseelse gjorde det haabløst at trænge længere frem ad de nye Veje, hun havde betraadt som Maria Stuart og Lady Macbeth. Imidlertid vare nye Opgaver i Hjemmet traadte i Forgrunden, og hendes rige Evner fik ny Næring i de Interesser, som Geheimeraad Kriegers Venskab gav hende Del i; den unge norske Literatur udvidede Blikket til nye Opgaver for den dramatiske Kunst. Under disse Forhold er anden Del skreven; man bliver i denne Vidne til en Udvikling fra det polemisk udfordrende i Erindringen om Fortidens Kampe til den roligere og brede Fremstilling af Episoder og psykologiske Studier af højt Værd."

*1) Et Liv, I. Udg. IV, 432. 56

✂ En særlig Interesse knytter sig for denne II. Dels Vedkommende til Fru Heibergs Omtale af Michael Wiehe, et Emne, A. D. Jørgensen ikke kommer direkte ind paa, maaske hæmmet ved det naturlige Hensyn, han maatte skylde endnu efterlevende Personer. Det er allerede foran under Manuskripthistorien paapeget, at Wiehes Død i Efteraaret 1864 synes at have givet Stødet til, at Fru Heiberg paany fordybede sig i Fortidens Minder. Til de smukkeste Partier i denne Del hører Skildringerne af deres festlige Sammenspil i 1840erne, og her som i Afhandlingen om Skuespilkunsten mærker man, om end kun dulgt mellem Linierne, hendes dybe Betagelse af ham. Det var en Følelse, der satte Spor i hendes hele senere Liv og derved faar gennemgribende Betydning ogsaa for Forstaaelsen af Erindringsværket. Som omtalt er der i Fru Heibergs Arkiv sammen med Forarbejder til hendes Vaudeviller bevaret en Del Udkast til Smaadigte, for mange til, at Pladsen tillod at trykke dem i denne Udgave. De vil blive offentliggjort sammen med foranomtalte udvidede Materiale til Forstaaelse af Harboespørgsmaalet. I al deres Ubehjælpsomhed fortæller disse Digte, af hvilke flere er daterede, og som vist alle er blevet til omkring Aaret 1846, nogle øjensynlig under Humlebækopholdet i Sommeren samme Aar, om en stærk Følelse, hvis Maal utvivlsomt er Wiehe. Lidenskaben er slaaet ud i aaben Flamme, den kan ikke føre til nogen Forening, men hun vil dog ikke undertrykke den:

✂ At jeg elsker, det skal jeg fortryde?
O Verden! vær ikke saa haard!
I alt andet vil jeg dig lyde,
Forstøde en Himmel jeg ikke formaar.

✂ Man nærer ved Læsningen af disse Vers ikke Tvivl om, at de Stemninger, de fortæller om, ganske har behersket Fru Heibergs indre Liv i den Periode, hvor hun, medens Heiberg studerede Stjernerne, hengav sig til sin natlige Musiceren og i stærk Kontrast til sit smertefyldte Indre forfattede sine muntre Vaudeviller. Da hun nu i 1860erne i sit Erindringsværk skrev om denne Tid, har hun naturligvis ikke glemt alt dette, men hun har set derpaa med andre Øjne end 20 Aar tidligere. Og de dæmpede Ord, hvormed hun mindes denne Tid og disse Følelser, faar da Præget af hendes helt forandrede Livsforhold. Bitterheden mod Wiehe efter Bruddet i Teatersagen i 1850erne er traadt tilbage under Vemoden efter hans Død, og hun finder nu Glæde ved at genopleve Minderne fra den skønne Tid, hvor Livet dog fandt Udtryk ved deres festlige Sammenspil paa Scenen. Havde hun skrevet om disse Emner paa sine gamle Dage, var Præget sikkert blevet et andet. Som det ses af Varianterne, tog hun da ganske Afstand fra "den utæmmede al Fornuft berøvede, berusede Lidenskab" 1).

✂ III. Del, der især har til Emne Teaterstriden, blev, skønt først skrevet en Snes Aar efter Begivenhederne, præget af Bitterhed og polemisk Indstilling.

*1) Se Var. til III, 133, 4-7. 57

✂ Fru Heiberg var blevet ægget ved Edvard Brandes' Artikel om Høedt i 1875, og hun regnede med, at der før eller senere vilde kunne blive givet Offentligheden et Vrængbillede af hende og Heiberg, og det var derved, hun havde bevaret sin Udholdenhed til at fremstille sine Anskuelser og Oplysninger om hine Aar 1). Forstaaeligt er det da, at III. Del og de Partier af IV. Del, der slutter sig dertil, trods stærke Beskæringer ved A. D. Jørgensen, blev saa stærkt præget af Lidenskab. Fru Heiberg havde, skønt der var gaaet saa lang Tid siden Kampens Dage, bevaret sin urokkelige Tro paa sin og Heibergs Ret. Dertil kommer vel ogsaa, at hun gennem syv Aars Erfaring som Sceneinstruktrice havde faaet sine Domme om talrige Teaterspørgsmaal yderligere underbygget. Paa den anden Side er, skriver A. D. Jørgensen, hendes Interesse for Teatret selv kendelig svækket og er traadt mere tilbage. "De, der have været saa glade ved at kunne dokumentere Fru Heibergs formentlige Forfængelighed og Selvgodhed af den Glæde, hvormed hun i de første Dele fortæller om sine Triumfer, ville komme i stor Forlegenhed overfor den Taushed, hvormed hun forbigaar saa megen Hyldest, som vistes hende i senere Aar, for ikke at tale om de utallige Vidnesbyrd om Højagtelse og Beundring, som Tidens bedste Mænd og Kvinder herhjemme ydede hende i Breve og paa saa mange andre Maader. Tingen var den, at hun i sin Tid havde fremdraget saadant som Protest mod en ubillig Miskjendelse; nu var denne Grund ikke mere tilstede. Alligevel ønskede hun ingenlunde at forandre Fremstillingen i de første Dele, skjøndt det jo vilde have været den letteste Sag af Verden; hver Del havde faaet sit særlige Præg, uden at hun selv gjorde sig nogen videre Tanke om det."

✂ Hvad der i det foregaaende er fremdraget om "Et Liv, gjenoplevet i Erindringen" som historisk Kilde, taler ganske imod, at Fru Heiberg skulde have talt bevidst Usandhed og om sit egentlige Jeg have lagt Forklædninger og Masker, svarende til, hvad der var hendes Opgave paa Scenen. Hun vilde utvivlsomt, saa vidt menneskelig muligt, tale Sandhed, hvad der ikke udelukker, at hun kan have fortiet ømtaalige Problemer, særlig indenfor Familielivets Ramme. Om sit inderste Følelsesliv talte hun kun sagte. "Hvor aabenhjertig man end er i sine Meddelelser," slutter hun Værket, "der bliver dog altid hos ethvert alvorligt Menneske en hemmelig Historie imellem Gud og Ens Hjerte, der ikke lader sig meddele" 2).

✂ Men den Lidenskab, som prægede Fru Heiberg, og den rige Fantasi, som var et Hovedmoment i hendes Kunst, var ogsaa til Stede hos hende udenfor Scenen og paavirkede hendes Selvskildring. Hun var først og fremmest Kunstnerinde, hun kan ikke maales med en sædvanlig dagligdags Alen, og dette giver hendes Erindringsværk dets særlige subjektive Karakter. Dette maa fastholdes, naar Værket læses eller anvendes som historisk Kildeskrift. Ingen Beretning i hendes Bog, ej heller nogen deri udtalt Dom om hende selv eller om hendes nærmeste Samtidige, Venner eller Modstandere, bør godtages *1) Se IV, 19 ff. *2) III, 210 f. 58 uden omhyggelig Hensyntagen til alt, hvad der iøvrigt kan oplyses om Tidspunktet, Forholdene og Sindsstemningen hos hende, da den blev nedskrevet. Denne Erkendelse blev allerede i Realiteten skitseret af A. D. Jørgensen og har her i 4. Udgave paa mange Punkter kunnet uddybes.

✂ Dog beror den Magt, som dette i den danske Litteratur enestaaende Værk siden den første Udgivelse har øvet paa utallige Læsere, ikke paa dets større eller mindre Objektivitet, men paa Interessen for Forfatterindens Personlighed. For denne Interesse kan en større Viden om Dybderne i Fru Heibergs Liv kun virke yderligere ansporende.

✂

I. BIND

✂ 30,11-12. Trappen og Gangen: Trappegangen. - 39,25. maa: maa. - 41,7. hele: høie. - 42,16. "Hans og Trine, en Scene i Rosenborghave": "Hans og Trine", en Scene i Rosenborghave. - 42.34. Den 12te Februar: Den 8. Februar. - 43,2. ansat som Lector: ansat. - 64,24. dog! - - Ak: dog!... Ak. - 72,28. 1855: 1856. - 86,39. Rind: Ring. - 98,17-18. været... sige saa: været saa. - 119,17. Vorde: vorder. - 123,14. Rollen: Balletten. - 131,3-4 paa Døren... aabnedes Døren: paa Døren. - 139,22. Qvad: Kvad... 1830". - 154,5. VINTEREN... HIRSCHHOLM: SOMMEROPHOLD I HIRSCHHOLM 1832. - 161,19. udholde i denne Hede: udholde. - 167,15. Udførelsen: Opførelsen. - 168,29. anonyme Gaver: Gaver. - 174,14-15. Geheimeraad... 20 Aar: Geheime-Etatsraad... 21 Aar. - 174,18. 24 Aar: 23 Aar. - 183,1. vranten, hæslig: vranten. - 187,14. Strømper!" svarede de: Strømper?" spurgte de. - 207,35-36. Skjelmeri... sin Mimik: en Mimik. - 215,5-6. d. 25. Januar 1837. Deres: Deres. - 220,12. ei herefter: ikke. - 242,36. hyppigere: hyppige. - 249,24-25. vist ikke: ikke. - 249,29. besvare: bevare. - 249,34. Correspondancer: Correspondancen. - 254,4. der en Mumlen og en: den før omtalte Mumlen og. - 260,38-261,1. Mandfolk, klædt... i korte Skjørter: Mandfolk i korte Skjørter. - 263,20. Duidu... du": la... la. - 264,30. havde hængt: har hængt. - 265,27. "Kjærlighedsdrømme", "De Uafhængige": "De Uafhængige". - 270,32. 1883: 1884. - 272,38. sin Trods. - - - Jeg: sin Trods... Jeg. - 273,16. hun: han. - 276,20-21. Han havde... Nu fandt: Nu fandt.

✂

II. BIND

✂ 12,27. 1842: 1844. - 13,8. ind til: ud til. - 13,16. prædiket: skrevet. - 13,29. dels skriftligt, dels: enten skriftlig eller. - 13,38. varmet: gavnet. - 14,1-2. mange Samtaler: mangen Samtale. - 14,33-34. stiger vor Fordring: stige vore Fordringer. - 14,36. have vi: faae vi. - 16,21. ud paa: ind paa. - 16,26. underlige: naturlige. - 16,29. Heiberg ingen: vi ingen. - 17,14. nøiere: mere. - 17,20. deilige: kjølige. - 17,32. Overvindelse: Anstrengelse. - 18,22. udpræget comisk: comisk. - 19,9-10. fjernest... kulminerede: fjernest. - 19,22. kæmpede noget: kæmpede meget.

60

✂ - 20,14. hurtige Blik: herlige Blik. - 20,35. den Femtendes: den 14des. - 24,11. synes eller ikke synes: siger eller ikke siger. - 24,15. Disput: Dyst. - 24,22. Vens: Elskers. - 24,37. Naturen, Gud: Naturens Gud. - 25,12-14. tillige... Og: tillige Og. - 25,28. Roes: Dom. - 26,2. varme Udbrud: Udbrud. - 27,8. Natur: Væsen. - 27,22. bevæge sig igjennem: igjennem bevæge sig i. - 27,25. blander: blandede. - 27,34. sædvanligt: bestandigt. - 28,1. Elskerroller: Elskerrollerne. - 28,2. af Inderlighed: og Inderlighed. - 28,16. betydeligt havde: havde. - 29,4. faderlige: fortrinlige. - 29,13. Irettesættelser: Irettesættelse. - 29,14. mine: min. - 29,22. ikke være: aldrig være. - 29,31. aandelig: aandig. - 29,34. brugte: bragte. - 29,35. helt: fuldt. - 30,19. naturligvis: undertiden. - 31,38. dette Ideal: dette Maal. - 32,9. Fjas: Spas. - 34,21. reiste sig uroligt: viste sig urolig. - 34,24. ved: med. - 35,6. Naar vi da: Men da vi. - 37,28. at kradse: Kradsen. - 39,7. Forestillingen: Forestillingsdagen. - 39,18. Et eller Andet: En eller Anden. - 40,24. strømmede: styrtede. - 40,31. Glemsel: Skaal. - 41,14. Enhed: Renhed. - 42,1-2. Primadonnachicaner: Primadonnanykker. - 42,4. Theatrets Mysterier: Theatermysterier. - 42,7. rent: strengt. - 42, 15. indført dem: indført den. - 44,15. skinnende hvide: skinnende. - 47,16. han og Fru Suhr: ogsaa Fru Suhr. - 47,17. deres: sine. - 54,7. "Uh!": "Uf!". - 54,19. Kornblomster, Klinte: Kornblomster. - 55,1-2. Frihed: Fryd: - 55,20. et Gode: en Glæde. - 61,31. hele: selv. - 62,4. velsignede: velgjørende. - 62,28. misligt: modigt. - 65,7. saadant: saadant. - 65,13. vel: ret. - 76,28. fint dannet: fint, dannet. - 79,5. 24. Januar 1845. Din: Din. - 83,26. ubehageligt: ubetydeligt. - 83,35. hvad: hvad. - 85,9. ideal: ideel. - 87,26. Jomfru L.: Jomfru B. - 94,40. hvori: hvor. - 95,38. nye: unge. - 98, 19. Og Konger: saa Konger. - 101,24. Tryghed: Taushed. - 101,35. lidenskabelige: lykkelige. - 102,31-32. Maskerademuser: Maskerademasker. - 103,25. Wenn: Naar. - 103,38. bløde, brune: blødbrune. - 105,32. fortsattes: fortaltes. - 110,25. fjerne: hvide. - 112,12. et elskende: de elskende. - 112,39. Fordringen: Fordringer. - 114,31-32. Skuespillerne: Skuespilleren. - 117,16. denne: deres. - 118,19. Kvæsthusgaden: Kvæsthusbroen. - 119,30. Justitsraad Lunding, Cabinetssecretair: Kammerherre Lunding, Hofmarchal. - 123,34. Dampskibene: Dampskibet. - 125,12. saa megen: formegen. - 126,11. poetiske: ganske. - 127,21. ældre Skuespillerinde: Skuespillerinde. - 128,26-28. en saadan... den Grad: en saadan Grad. - 136,9. kan - - - virke: kan virke. - 136,21-23. Fuglen flyver... Haabets: Haabets. - 136,23-24. Gjenvordigheders: Gjenvordighedens. - 136,26. Routine: Routinen. - 136,39-40. være angest... er angest: være angest. - 137,18-19. Debutanter: Dilettanter. - 139,14. stiller: kræver. - 140,15. Fest: Akt. - 143,2. Gjennemreiser: Gjennemreise. - 143,9. Maager: Maagen. - 145,7. lille lavt Værelse: lille Værelse. - 146,30. tidlige: deilige. - 147,9. de slet ikke: den slet ikke. - 148,40. selv her: selv. - 149,9-10. Fader for; jeg spinder: Fatter for; jeg kjender. - 149,40. i Faas 61 Magt: i hans Magt. - 150,40. en ussel Hyttes: men især Hyttens. - 151,1. de Mennesker: disse Mennesker. - 151, 4. naar: da. - 151,8 brede Aaer... med Skovene: brede Alleer. - 152,25. Ben: Lem. - 153, 2. skaffe mig: skaffe. - 153,10. Herregaarden: Hovedgaarden. - 153,11. gamle Skrog: stakkels Skrog. - 153,33. hvor er... jeg glad: hvor er jeg dog glad. - 154,3. er det sandt, er det sandt: er det sandt. - 157,29. Tjener: Tjenere. - 157,31. havde jo: havde. - 158,6. jo ligemeget: ligemeget. - 158,6. Aa ja: Aa jo. - 158,7. meget: lidt. - 159,14. vente: raabe. - 159,32. Stykke inde: Stykke. - 159,35. bringe: bruge. - 160,9. Fiskeparker: Fiske. - 160,11. paa Skyerne, paa Skibene: paa Skibene. - 160,19. tidligt: meget tidligt. - 161,26. saae ned: saae ud. - 162,18. har udpyntet: her udpynter. - 162,38. Skjæbner: Skjæbne. - 163,37. Hytten ved Søen: Hytten. - 165,1. Dag: Morgen. - 165,2. som hjemme: saa hjemme. - 166,21. modtage: indtage. - 166,24. lige udenfor: udenfor. - 167,13. her ned: ind. - 167,16. Her ned, her ned: herind, herind. - 167,29. hente: kjøbe. - 168,2. livligere: livligere og livligere. - 168,39. Mere: Noget. - 169,34. brød op. Talende: brød op, talende. - 169,34. hinanden, under: hinanden; under. - 170,20. Sti: Vei. - 170,22-23. Miskjendelsens: Miskjendelsers. - 170,29. Sted: Nat. - 171,25. lovet mig: lovet. - 171,34. sagde... hun: begyndte. - 171,36. Deres Vindue: Vinduerne. - 172,23. Vinterstue: Værelser. - 174,8-10: Helhed... Jeg: Helhed. Jeg. - 174,11. denne: dette Digterværk. - 174,25. Hjertes Suk: Suk. - 174,27. i Tanken: til Tanken. - 174,27-29. Tungsind - - - Og: Tungsind og. - 175,30. hendes kunstneriske Sjæl: sig. - 179,18. Memoreringen: Nuanceringen. - 180,25-26. brusende: berusende. - 180,38. Virkningerne: Virkningen. - 181,30. Caffehuse: Caféer. - 184,37. uendeligt: overordentligt. - 186,15. stille, hvilende: stille smilende. - 190,4. nogen: megen. - 190,11-12. kaldet dem... de ere: kaldet dem. - 192,13. knap: knapt. - 194,32. iførte: i sort. - 197,14. Hr. - - -: Hr..... - 216,32. oftere: ofte. - 225,30. sad jeg: sad jeg atter. - 234,14. hjertelige, men rolige: hjertelige. - 236,29. som udmærket: udmærket. - 238,19. flere: flere nye. - 250,7. "Skærsommernatsdrøm": "Sommernatsdrøm". - 254,2. Shakespearesk: Shakespeares. - 254,6. Rollen nydeligt: Rollen. - 268,38. Tirsdagen: Torsdagen. - 268,39. altsaa: altsaa omtrent. - 268,40. Ildebefindende om Aftenen: Ildebefindende. - 270,14. Første", i denne: Første" i denne. - 289,5. Maritanas: Maritonas. - 292,29-30. Studier og Værker: Studier. - 297,27-28. Theatret. Saaledes: Theatret... Saaledes. - 300,20-21. om hvis... høit Begreb: der kjendte hans Svaghed. - 300, 22. især tiltroede sig Selvstændighed: tiltroede sig selv Kraft. - 300,24-25. kort og but med en: med en kort og brat. - 300,28. ham": ham. - 300,29. ham: ham". - 301,17. Latter: Skoggerlatter. - 303,2. 1845: 1846. - 304,4. indrettet: udrettet. - 305,17. min hele: hele min. - 307,40-308,1. over sit Savn i Hjemmet, over sin: over sin. - 311,11. sig: sig ned. - 318,39. Side 214-18: Side... 105 ff.]. - 326,37. imod Doubleringen: imod... tildelt. - 326,38. men vilde: men 62 ... vilde. - 327,30. den: Dem. - 333,35. Ansøgning til Kongen: Ansøgning. - 333,38. bort": bort. - 333,40. "At en: At en. - 334,1. var: er. - 335,21. visseligen ikke: ikke. - 335,21-22. Utilfredshed - - -: Utilfredshed. - 335,24. er bleven... til Deel: den, der... tildelt. - 335,31. det, især: dette.

✂

III. BIND

✂ 20,4. - Jeg:... Jeg. - 23,30. den 8de: d. 6te. - 24,2. dennes... Duelighed: Hr. Christensen.- 34,30. mit: mit. -42,14. finder: føler. -56,21. hun: hun. - 57,28-33. Fløielshandsker... Opførsel: Fløielshandsker... Opførsel. - 57,35. Anstændighedsfølelse - - -. Og hvad: Velanstændighed". - "Og hvad. - 70,21. die Täuschung einer höhern: der Täuschung eine höhere. - 70,26. 1853: 1855. - 71,9. Love. - - - Enhver: Love. - Enhver. - 71,22. Pavaret: Povarel. - 74,6. som Skuespiller, som Elevinstructeur: som Elevinstructeur. - 74,9. af Træthed: "af Træthed". - 74,10. ikke "Mod": "ikke Mod". - 80,13. hænger: hænger. Efter at... Frederiksborg. - 85,21. vor Dagligstue: min Dagligstue. - 90,3. 17de: Ilte. - 91,21-22. og mig saa fremmed: og fremmed. - 97,35. Sager er: Ting ere. - 100,26. Din Haand: dine Hænder. - 102,4. Planen: dette. - 103,24. 571-72: 571. - 103, 33. den blotte: en. - 118,17. læse høit: læse. - 120,8. Octoberdag. - - -: Octoberdag. - 130,34. - - - Endnu:... Endnu. - 134,27-30. Justitsraad Buntzen... Stiftsprovst Paulli: Etatsraad Krieger... Professor Hertz. - 138,2. tause Sørgende: Tause. - 143,24. Smaragdgrønne: smaragdklare. - 156,1. ottende: attende. - 157,7. lød en... Følesløshed: flød en... Strøm. - 163,37. plukkede... Skjønhed: plukkede. - 169,19-22. Cassio... omskabe: Cassius... omskabe. - 172,24. anden Stilling: Stilling. - 182,33. jeg - - - Deres: jeg... Deres. - 187,8-18. i varme Udtryk... desværre: fra min Side... desto værre. - 194,39. A. Linde: H. Linde. - 195,14. mange ere de Nationer: mange. - 199,37. Bjørnsons: Bjørnson. - 201,11. 1866: 1865. - 201,12. efter 37: efter 36.

✂

I. BIND

✂ 13,1-5. "De samle sig... Johan Ludvig Heiberg: Indsat i IA i Stedet for flg. overstregede oprindelige Indledning, ud for hvilken der i Marginen staar et Spørgsmaalstegn:

✂ Den 17. Februar 1855. 1)
Ikke i den Tanke at skrive mit Levnetsløb til Interesse for Andre, men for at adsprede mit Sind fra en stille og nagende Smerte og derved drage mine Tanker bort fra denne, begynder jeg i denne Aften at nedskrive mit Livs Erindringer, idet jeg haaber ved at gaa tilbage i den forbigangne Tid da at glemme den nærværende.
Barndommen.
Giv os i Dag vort daglige Brød.

✂ 13,18. Vinkyper: Maa være indsat af A. D. J. i Korrekturen til 1.Udg. i Stedet for MSSs: i Vinhandlerlære.

✂ 15, 7. Underofficer: Saaledes er Teksten i IA ændret fra: Tysker.

✂ 21,11. besvarede. Men mine Øine: Saaledes er Teksten i IC, antageligt af A. D. J., rettet fra: besvarede; thi min Tunge var som fastbunden i Munden; men mine Øine.

✂ 21,18. Herman... jeg kalde: Saaledes er Teksten i IC ca. 1876-78 ændret fra: Harboe, saaledes hed. Ogsaa i det flg. er Harboe rettet til Herman. Inden Fru Heiberg valgte dette Navn, har hun en Del Gange rettet Harboe til Felix.

✂ 21, 31-34., og desværre... Ingenting: Efter Skriften at dømme en sildig Tilføjelse (formentligt fra 1880erne) i IC.

✂ 27,25. Villie og Vidende.: Herefter er i IC, antageligt af A. D. J., overstreget: Og dette var en Lykke for os, da deres Begreber om, hvad der skikkede sig, vare noget forvirrede.

✂ 27,38-29,34. Min Fader... hun sagde: Indsat i Tillæg i IC (Originalen fra ca. 1876-78 i IB) i Stedet for flg.: Da hørte jeg en Dag min Moder sige til min Fader.

✂ 30,20-26.. Desværre havde... opleve: Indsat af A. D. J. i IC. Til Gengæld er udgaaet et af Fru Heiberg og A. D. J. meget gennemrettet Stykke, *1) 1855 er med mørkere Blæk rettet til 1856. Sml. IV 51 og I. Udg. 1, 511.64som er anbragt i et Læg med A. D. J.s Paaskrift: "Udskudt af 1. Bind (dl. [?] ved Udgivelsen; derimod medtaget efter Oplæsning for Fru H.)". I den sluttelige Form i 1888 havde dette Stykke formentligt flg. Ordlyd:, medens min Faders Øine fra en Krog i Stuen fulgte denne Manoeuvre med vrede, truende Blikke, uden at sige et Ord. Med Angest og Skjælven bemærkede jeg min Faders Sindsstemning. Jeg kunde ikke falde i Søvn, men laa og lyttede i urolig Spænding, som om jeg hvert Øieblik ventede, at det Uveir, der viste sig paa hans Aasyn, vilde bryde løs og ramme os Alle. Dette varede i nogen Tid, i hvilken min Fader blev mørkere og mørkere i sit Sind, indtil han forfaldt til mere og mere at nyde stærke Drikke. I denne ophidsede Tilstand fik da den undertrykte Vrede Luft - og nu fulgte Scener, for hvilke jeg vil bede Gud at bevare ethvert Barn fra at være Vidne til. Vore Kaar vare nu bedre, men vort Hjem var et Helvede. Hvor ofte have vi to stakkels Børn, naar vi om Aftenen kom hjem fra Theatret, ikke staaet udenfor Døren og lyttet med Hjertebanken, om Alt var roligt indenfor, eller om Alt var i Flammer. Min stakkels Fader var aldeles utilregnelig i denne Tilstand, og vi arme Børn maatte ofte kaste os imellem vore Forældre og med vore smaa Legemer beskytte den arbeidsomme Moder, hvis Flid var Grunden til hans Harme og Mishandling. Sagen var, at han i sine bedste Øieblikke skammede sig over, at han som Mand og Fader Intet havde kunnet udrette for os. Disse Sorger bedøvede han ved at drikke meer, end han kunde taale, og i sin Ruus lod han da min ulykkelige Moder og os bøde for sin dobbelte Uret. Rørende var ofte hans Skamfuldhed Dagen efter slige Scener, men intet forsonende Ord kom over hans Læber, og han druknede atter sin Smerte i en ny Beruselse, hvis Følger aldrig udebleve. I et lille uhyggeligt Værelse, hvor mine Forældres og vor Seng stod, opholdt min Søster og jeg os, naar vi vare hjemme. Dette triste Sovekammer foretrak vi for Dagligstuen for at være saa meget længere fra Støien og Uroen; dog undgik vi den heller ikke helt her; thi Sovekammeret var Dør om Dør ved Dagligstuen.

✂ I Febertilstand krøb vi stakkels Børn om Aftenen i vor Seng, trofast holdende hinanden i Haanden, til vi faldt i Søvn, og vaagnede om Morgenen med Angest for ikke alene i Dagens Løb atter at skulle udholde Synet af vor stakkels Faders Tilstand, imen lige saa meget ved Tanken om vor Moders Heftighed, som hans Uret fremkaldte; denne hendes Heftighed var ofte lige saa frygtelig at overvære som hans Ruus.

✂ Dette var mit Hjem.
Stykket "I Febertilstand... mit Hjem" er af Fru Heiberg (i ovennævnte Læg og IB) sat i Stedet for flg. Parti i det oprindelige MS, hvilket Andræ for Størstedelen havde foreslaaet at slette: I Døren, hvor vi sade, var en lille Glasrude ind til Dagligstuen, saa vi som Fanger vare under idelig Opsigt. At vi opholdt os her, var imidlertid min Fader imod, og naar han nu var i denne næsten dyriske Tilstand, hvor han i Stuen ved Siden af gav hele sin Heftighed Luft, da var det næsten, som om han frygtede for, at denne skulde undgaa os, og for at forøge Støien slog han med al sin Kraft med den knyttede Haand 65 paa Døren ind til os, idet han gik frem og tilbage og udskjældte os og gav os de frygteligste Navne. Ved ethvert af disse Slag foer vi stakkels Børn da sammen og skjælvede af Skræk over, at han kunde træde ind til os; thi undertiden styrtede han pludselig ind, hævede sin knyttede Haand imod os og paastod, at han havde set igjennem Ruden paa Døren, at vi havde leet ad ham, uagtet Gud veed, hvor langt vi i vor Angest vare fra at le. Min stakkels Søster rammede han undertiden, medens jeg altid gik fri. Han havde aldrig lagt Haand paa mig til megen Omtale og Forundring baade hos mig og de Andre, og det uagtet han ligesom blev ægget dertil af min Moder, idet hun sagde: "Du tør ikke, du vover ikke at slaa hende". Een forfærdelig Aften staar altid i min Erindring i al sin Gruelighed. Han havde den hele Dag fra Morgenstunden været frygtelig og i formeligt Raseri. Mod Aften steg dette i en Grad, som jeg ikke vil udmale. Min Moder havde maattet aflaase Køkkendøren for at undgaa hans Mishandling og for at staa i Fred til sit Arbejde. Nu var han utrættelig til at bryde paa denne Dør og svor paa, at han ikke hørte op, før Fyldingen var sprængt. Udmattet af Dagens Rædsler sad jeg i en Krog i Stuen, idet han uophørligt holdt det frygteligste Hus. Med Et foer han imod mig og raabte ude af sig selv: "I skal agte mig, jeg er en retskaffen Mand og ingen Tugthusfange". Blodet brændte i mine Aarer, og Gud veed, hvorfra det Mod kom; thi jeg reiste mig op, stillede mig lige for ham og sagde (Gud forlade mig): "Du er værre end en Tugthusfange, han lider Straf, maaske for et Øiebliks Forvildelse, men du straffes ikke, fordi du gjør os Alle saa ulykkelige". Neppe vare disse Ord udtalte, før en gruelig Angest overfaldt mig; jeg tænkte: Nu styrter han over dig og slaar dig fordærvet. Blodet strømmede mig til Hjertet, og rystende af Skræk stod jeg der opreist og stiv, medens al Blodet strømmede til mit Hjerte. Man siger, at en Drukken kan pludselig blive ædru ved en stor Skræk. Saaledes har jeg forklaret mig, at han pludselig blev som ædru. Stod med Et stille foran mig, lige saa bleg som jeg selv, og saae paa mig med et Udtryk i Øiet af Smerte, som jeg aldrig kan glemme, satte sig stille hen i en Krog af Stuen og var taus den øvrige Del af Aftenen. Denne Scene har hele mit Liv tynget paa min Samvittighed, og dybt har jeg angret dette ukjærlige Udbrud og tidt i mit stille Sind bedet ham om Forladelse derfor; til ham selv kunde jeg aldrig overvinde mig til at føre Samtalen tilbage herpaa, men ofte har jeg i Stilhed forundret mig over mig selv hin Aften og ikke kunnet begribe, hvorfra jeg hentede Ord som dem jeg i min Heftighed udtalte mod ham. Jeg tror vist, at jeg selv maa have havt Feber af Dagens Lidelser; thi ikke alene min Faders Tilstand havde jeg at kæmpe med, men hans Uret imod min Moder fremkaldte hos hende en Heftighed, der ofte var lige saa frygtelig, som hans Ruus.

✂ Dette var mit Hjem.
30,27-33. "Dog, fra... levede i.: Tilføjelse (fra 1880erne) i IC.

✂ 30,37. Vigtigheden af.: Herefter i IC flg. overstreget paa Forslag af Andræ: Imellem vort Værelse og Gjæstestuen var Væggen saa tynd, at vi kunde høre Alt, hvad de høirøstede Gjæster passiarede om med vor Fader.

66

✂ Ofte hørte jeg til min Sorg, at vi vare Gjenstanden for Samtalen. Han fortalte dem om vor Ansættelse ved Theatret, hvor rart vi kunde danse, synge, declamere etc. "Lad dem komme herind!" lød det da ofte, "lad os se dem!" Min Fader kom da ind til os, og med en bedende Mine henvendte han sig altid til mig og sagde: "Gjør mig den Tjeneste, min Pige, at komme ind; det er saadanne pæne Mænd, og de ønske saa meget at se Eder". Alt Blodet steg mig til Hovedet ved slige Anmodninger, bønligt bad jeg om at maatte være fri; men naar Intet hjalp, sagde jeg: "Hvad vil Herman sige, hvis han faar det at vide? Du veed jo, han vil paa ingen Maade have, at vi vise os for Gjæsterne." Dette hjalp; vredt vendte han os Ryggen, gik ind igjen, og vi hørte nu, hvorledes han hittede paa forskjellige Udflugter til Grunde for vor Udebliven, og Gjæslernes uforskammede Bemærkninger over vor Tilbageholdenhed.

✂ 31,11-15. Men uden... skulde være.: Indsat ca. 1876-78 i IC.

✂ 32,24-25. Dette Menneske: Saaledes er Teksten, formentligt i A. D. J.s Korrektur til 1. Udg., ændret fra: Dette enfoldige og indbildske Menneske.

✂ 35,13-16. Hvis dette... og Væsen.: Indsat i IC ca. 1876-78.

✂ 40,36. holde tilbage.: Herefter er i IC indføjet et Tillæg, som ikke er trykt i 1. Udg. (Originalen fra ca. 1876-78 i IB). Krieger har i Marginen skrevet: "Kasseret af Forf. 23. Jan. 1888". Det lyder: Lykkelig den unge Kvinde, der har, hvad den stakkels Jfr. V. i sin Ungdom havde manglet, et Hjem, hvor Gudsfrygt og Kjærlighed omslynger Familiebaandet, og en Moder, i hvis kjærlige Arme hun kan søge Raad, Trøst og Belæring mod denne Verdens Fristelser og Farer. Tak Gud, I Unge, som have Dette, og fordøm ikke, men beklag Den, hvem det ei blev forundt.

✂ Gode Engle vaage over et forladt Barn, der giver sig i Guds Haand! Omsider satte jeg atter Foden paa dansk Grund, og, Gud være lovet! lige saa uskyldig og uantastet af denne Omgivelse, som da jeg reiste ud.

✂ 42,9-10. tog Herman... og ledsagede: Indsat i IC ca. 1876-78 i Stedet for de opr. Ord: fulgte Herman.

✂ 45,30-31. vistnok i al Uskyldighed: Indsat i IC ca. 1876-78.

✂ 45,32. kysse os og kjæle for os: Ordene kysse os er i IC, formentligt af Fru Heiberg ca. 1876-78, sat i Stedet for: kysse og kramme os og brugte Gestus, som i høi Grad saarede min Følelse. A. D. J. har smst. tilføjet: og kjæle for os.

✂ 47,4-11. Det var... hos Tilskuerne.: Linierne Det var... overgivent Barn er indsat i IC med Blyant, men overstreget ca. 1876-78 og omkr. samme Tid atter indsat, med Tilføjelse af Ordene: og dog... hos Tilskuerne.

✂ 48,6. Til Forklaring af Fru Heibergs forskellige Ændringer af det oprindelige MSs Udtalelser om Fru Gyllembourg henvises til flg. Notits fra Tiden mellem Heibergs Død i 1860 og ca. 1876 (efter Krieger I, 122 vilde man gætte paa 1862) i Fru Heib. Ark. Læg: Tanker og Udkast: Skulde jeg dø, forinden jeg selv kan gjennemgaa mit Levnet, beder jeg, at man vil moderere de Udtryk, der kunde synes mindre kjærlige mod Heibergs Moder.

67

✂ 49,32. Paa samme... Leiligheder: Saaledes er Teksten i IC af A. D. J. ændret fra: Denne evige Forfølgen var mig yderst pinlig, thi hvor jeg var, Dag og Aften, kunde jeg være vis paa, at hans Blik fulgte mig.

✂ 49,39. end her.: Herefter er i IC, antageligt af A. D. J., overstreget: Havde disse speidende Blikke ikke forfulgt mig overalt, vilde en saadan Dag som denne ret have kunnet oplive mig, til hvilket jeg saa høiligt trængte.

✂ 54,17-19. - om end... godmodig Gaas: Saaledes er Teksten af A. D. J. i IC ændret fra:, men tillige bekjendt for at være en taktløs Gaas, dog ingenlunde af de godmodige Gæs. Det var en af de Damer, som man i Frankrig regner til demimonde, som i et fransk Stykke betegnes som Bomuldsfløiel.

✂ 54,26. bemærket Damens Adfærd: Saaledes er Teksten i IC, formentligt af A. D. J., ændret fra: bemærket Damens (om man forresten kan kalde hende saaledes) Adfærd.

✂ 54,40. uden Nytte.: Derefter er i IC overstreget, formentligt af A. D. J., efter Forslag af Andræ (Krieger har i Marginen skrevet: "Maa det ei udgaae?") nogle Linier, hvilke allerede Sille Beyer i sin Afskrift havde modificeret. I IA lyder de: At det var min Stilling ved Theatret, der stødte hende, kan jeg neppe tro; thi samme Dame stod selv i et meget bekjendt og intimt Forhold til en af vore Skuespillere. Saa det kan ikke have været Standen, der stødte hende, saa meget mindre som hendes egen Fader engang havde hørt til samme Stand.

✂ 55,28. slige Lege.: Herefter er i IA indskudt, men i IC efter Forslag af Hauch slettet: Den hele Festlighed denne Aften var forresten pragtfuld og yderst elegant indrettet. Forsamlingen bestod af Alt, hvad der havde nogen Anseelse i Selskabslivet. Vært og Værtinde viste mig en Opmærksomhed, der gjorde, at det øvrige Selskab fulgte deres Exempel, og hvor meget jeg end af en naturlig Beskedenheds-Følelse holdt mig tilbage, da jeg helst vilde have været en taus og ubemærket Tilskuerinde ved den hele Fest, saa drog man mig dog bestandigt ind i Centrum af Kredsen. Wulff omtalte mange Aar efter denne Fest og sagde da: "De staar altid for mig hin Aften i Deres hvide klare Kjole om den tynde, slanke Figur; De var saa bleg, men netop denne Bleghed stak forunderligt af mod de Andres blussende Kinder." Dette har jeg vist hørt ham sige hundrede Gange i Aarenes Løb.

✂ 56,4-5. blive anderledes.: Herefter er i IC overstreget efter Forslag af Andræ: Lige overfor os i Pilestræde boede en Kjøbmand, paa hvis Contoir der sad et ungt Menneske med et mørkt og trist Udseende; naar jeg da, indhyllet i mit Shawl, satte mig ved Vinduet og saae over paa denne unge bedrøvede Mand, tænkte jeg tidt: "Vi to Stakler have det ikke godt!" Hver Morgen gik jeg min vante Gang til Danseskolen med min Søster, i Angest for hende og hendes Sygdom; ved enhver uventet Bevægelse af hende gøs det i mig, thi jeg troede strax, det var Forløbere til det rædsomme Slag, som desværre indfandt sig hyppigere, jo ældre hun blev. Underligt var det, at medens jeg her hver Morgen gik min sørgelige Gang, nedtrykt paa Legeme og Sjæl, negligerende mit Ydre, med Øinene fæstede paa Brostenene, sad der en Mand oppe 68 i et Hus i Pilestræde nær ved vor Bolig - dette har jeg mange Aar efter erfaret af en Læge, som var min Ven - hver Morgen i sit Vindue for at se mig gaa forbi, og som leed i den Grad af en heftig Lidenskab for mig unge Barn, at min Ven, som var Læge hos ham og hans Fortrolige i denne Sag, havde sin fulde Hyre med at stille ham til Ro; og hver Dag maatte han gaa til ham for at tale med ham om mig og de Planer, som han lagde for at vinde mig, og som han atter forkastede. "Ofte, naar jeg om Formiddagen besøgte ham", fortalte min Ven, "var han i en Tilstand, som grænsede til Vanvid. De veed ikke", lagde han til, "hvad jeg har lidt med denne min begavede Ven for Deres Skyld. Jeg kunde ikke faa ham til at spise, ikke til at drikke, ikke til at klæde sig paa, endsige til at udføre de Forretninger, der paalaa ham som Embedsmand. En Dag," fortsatte han videre, "da han var i en Tilstand, som virkelig i høi Grad foruroligede mig, fik jeg med utrolig Møie og egen Opofrelse lokket ham til at kjøre ud med mig i Skoven, haabende at Luften skulde gjøre et velgjørende Indtryk paa ham; og mit Haab slog for saa vidt heller ikke feil; styrket og opmuntret kjørte han atter hjemad med mig; da vilde hans og min onde Skæbne, at vi netop skulde møde Dem, der kom kjørende med Deres Søskende og Herman, og nu var Alt tabt. Det Rygte, der gik, at De var forlovet med denne Mand, som han nu saae Dem kjøre med, gjorde ham rent rasende, han kom hjem i en ulykkelig Sjælstilstand, vilde atter forsøge paa at faa Adgang til Deres Forældre i Haab om muligt at vinde Dem, saa at De strax efter Deres Confirmation kunde forlade Theatret og da blive hans Hustru. Det nyttede ikke, at jeg foreholdt ham Deres Ungdom, at han var mange Aar ældre, at De ikke vilde forlade Theatret, at han ikke var i Besiddelse af et Ydre, der kunde fængsle en ung Pige etc. etc. Intet hjalp." - Senere i mit Liv har jeg mødt denne af mange agtede og begavede Mand og lært ham at kjende, uden at han nogensinde har anet, at jeg kjendte til hans tidligere Lidelseshistorie. Hvad er det dog for en Magt, der indgyder en saadan Følelse? Ja, dette Spørgsmaal vil vel til evige Tider blive ubesvaret. 1)

✂ 56,6-57,17. MIN HEMMELIGE... mig selv.: Indsat i IC i Tillæg (Originalen med Rettelser af Krieger i IB), der først er blevet til efter Udskydelsen i 1888 af Var. til S. 187,34-189,35.

✂ 58,22-28. Jeg forlod... mange Aar.: Indsat i IC i Tillæg. (Originalen fra ca. 1876-78 i IB).

✂ 62,25-26. hede, men velgjørende Taarer: Saaledes er Teksten i IC, ca. 1876-78 ændret fra: stille, men smertelige Taarer. Herefter er, paa Forslag af Andræ, overstreget: En Dag under mit Ophold paa dette Sted foregik der Noget i mig, der senere i høi Grad har vakt min Forundring, thi det viste mig, at der paa Bunden af min Sjæl vare Dæmoner, jeg maatte vogte mig for. Madam Wexschall havde et eneste Barn, en lille Pige paa 4 til 5 Aar. Dette Barn bidrog meget til min Lyksalighed; jeg kjælede for det, som for alle smaa Børn, og hun og jeg vare de bedste Venner. En Dag gik jeg ene *1) Hvad er... ubesvaret: Tilføjet af Fru Heiberg ca. 1876-78.69 med den lille Pige i det Tykke af Ermelundsskoven; da overfaldt mig en - hvad skal jeg kalde det - en ond og ubegribelig Lyst. Hendes Glæde og Latter blev mig paa een Gang imod, og jeg begyndte at skjende paa det stakkels Barn for Alt, hvad hun sagde og gjorde. Med stor Taalmod og Fromhed tog hun imod Alt, men netop dette var mig imod, og hendes Ro forøgede min Uro. Det forekom mig, at jeg ikke kunde komme til Ro, med mindre jeg saae hendes Taarer flyde. Dette vilde imidlertid aldeles ikke lykkes; mere og mere tirret ved hendes Ligegyldighed gjorde jeg det ene Forsøg efter det andet, snart løb jeg fra hende, snart skjendte jeg for ingen Ting, Intet hjalp. Som i en Slags Fortvivlelse greb jeg nu til det sidste Middel. Vi kom til en Skrænt, der førte ned til en dyb og mørk Kløft; næsten ude af mig selv tog jeg hende nu ved Haanden, løb i det stærkeste Trav ned i denne Fordybning, slap hende derpaa og ilede ene op paa Kanten. Dette var for meget for det arme Barn; hun gav sig nu til at skrige og græd, saa den ene Taare ikke biede paa den anden. I samme Øieblik veg min onde Dæmon fra mig, jeg kunde atter trække Veiret, løb ned og kyssede hende og trykkede hende op til mig og vidste ikke det Gode, jeg vilde og kunde gjort mod den Lille. Dybt skammede jeg mig over dette onde Anfald og gik hjem med de haardeste Bebreidelser og Samvittighedsnag over min slette Handling. Gud være lovet! Det var første og sidste Gang, jeg har følt noget saadant. Jeg grublede meget herover og tænkte, at en Djævel vist har maattet være i min Nærhed. Hver Gang jeg senere i mit Liv er kommet forbi dette mig uforglemmelige Sted i Skoven, har jeg altid følt mig uhyggeligt tilmode.

✂ 63,6-16. Stakkels... paa Scenen.: Indsat i IC i Tillæg (Originalen fra æ. 1876-78 i IB).

✂ 63,38. og Latter.: Herefter nogle Linier, som i IC er overstreget, maaske efter Forslag af Hauch. A. D. J. har i Marginen skrevet: "medtages", Linierne er dog atter overstreget, formentligt af ham selv. De lyder: Ogsaa Christian Winther fandt ofte Veien gjennem Skoven, rygende paa sin Cigar, til det venlige Ermelundshus. Han var en af Madam Wexschalls Beundrere, ligesom og den unge Pige, der nylig havde udfoldet sine Vinger, lod til at fængsle den unge flygtige Sanger. 1)

✂ 64,21. min Alder.: Herefter er i IC, øjensynligt efter Forslag af Andræ, overstreget: Men et Forsyn stod mig bi - thi det føler jeg med dyb Taknemmelighed - at kun ved dets Hjælp lykkedes det mig at modstaa hans Taarer, hans heftige Udbrud, hans Bønner og Løfter og slippe ren og ufordærvet ud af dette Forhold. 2)

✂ 64,38-65,7. Ene, uden... mig selv.: Indskudt i IA. Efter en Fader i L.3 er i IC, formentligt ca. 1876-78, atter slettet:, uden hvis Hjælp og Støtte vi havde været rent fortabte og givet til Pris for Mangel og Mishandling.

*1) Linierne Han var... flygtige Sanger er et Indskud i IA. *2) Linien og slippe... Forhold er antageligt slettet tidligere og saa stærkt overstreget, at den er ulæselig og her gengives efter IA. 70

✂ 65,7-10. Kun til... daglige Brød.": Indsat i IC i Tillæg (Originalen fra ca. 1876-78 i IB).

✂ 65,21-35. Min Fader... denne Følelse.: Indsat af A. D. J. i IC i Stedet for nogle Sider, som han har henlagt i det i Var. til I, 30,20-26 nævnte Læg. Disse Sider er meget gennemrettede ca. 1876-78 af Fru Heiberg (som antageligt i Forbindelse hermed har forfattet Indskuddet S.27, 38-29,34), senere under Paavirkning af Andræ, og endelig har A. D. J., sagtens ved Oplæsningen for Fru Heiberg i 1888, foretaget Ændringer. I den Form, hvori Fru Heiberg maa antages at have godkendt Trykning, lyder hele Stykket: Den omtalte Commodeskuffe, hvori hun gjemte sine ved Flid og Lykke sammensparede Skillinger, var nu Gjenstanden for min Faders høieste Vrede. En Dag udbrød han saaledes efter forgjæves at have forsøgt paa at aabne det gamle Møbel ved sine heftige Slag: "Jeg er Mand i Huset og vil være det! Var du en Kristenkvinde, saa vilde du have Ærbødighed for din Herre, saaledes som det er Skik hos os, men I Jøder have maaske en anden Skik, I leve jo kun for at skrabe Penge sammen!" Ved disse Ord sprang jeg forfærdet op fra min Krog, saae paa min Moder og paa ham og skjælvede over mit hele Legeme. Min Moders Udtryk ved disse hans Ord kan jeg aldrig glemme. Bleg og med funklende Øine, men tillige skamfuld svarede hun: "Det er første Gang, du har ladet mig Dette høre; det tilgiver jeg dig aldrig i mit Liv!" - Jeg vilde ikke tro mine egne Øren, thi virkelig havde vi Børn ikke mindste Anelse om, at vor Moder stammede fra dette Folk. Hun havde været adskilt - som jeg alt har fortalt - fra alle Sine fra sit tolvte Aar og stod ikke i mindste Berøring med den jødiske Kirke under sit Ophold i Danmark; jeg havde saa ofte hørt hende udtrykke sin Modbydelighed for Jøder, at Sligt aldrig var kommet i mine Tanker. For mig var denne Opdagelse Kilden til stor Sorg. En dyb Skam betog mig, og, jeg tilstaar min Svaghed, denne Følelse er jeg aldrig ret bleven Herre over; hvad vilde jeg ikke have givet for, at det ikke havde været saa.

✂ Efter at min Fader paa denne Maade havde rammet min Moder og saae Virkningen paa hende som paa os, var det, ligesom han med Et blev ædru og besindig. Han satte sig nu taus hen i en mørk Krog af Stuen. Hans Bryst bevægede sig stærkt, og jeg saae tydeligt, at han græd. Min Søster og jeg turde neppe drage Aande; men for denne Aften var der Stilstand. "Gaa og sov", sagde min Moder til os. Sove! Ak vi stakkels Børn! Haand i Haand, idet vi trykkede os kjærligt til hinanden, lagde vi de brændende Kinder paa Puden. Min lykkelige Søster sov hurtigt ind; jeg bad længe den gode Gud hjælpe mig og ikke forlade min syge Sjæl, hjælpe min stakkels Moder, tage sig af min ulykkelige Fader! Udmattet paa Sjæl og Legeme vaagnede jeg næste Morgen, idet mit første Spørgsmaal til mig selv var: Har du drømt alt dette, eller er det Virkelighed? I den oprindelige Form (i IA) lyder hele Stykket: Den omtalte Commodeskuffe, hvori hun gjemte sine ved Flid og Lykke sammensparede Skillinger, var nu Gjenstanden for min Faders Had og Raseri. Naar han derfor i sin berusede Tilstand gav sine frygtelige Optrin, da slog han med knyttet Haand i dette stakkels gamle Møbel, saa det rungede i Huset, og ethvert Slag 71
gik mig som et Stød igjennem Sjælen; ofte vare hans Hænder ganske hovne af disse Slag, og det undrede mig tidt, at den gamle Kasse holdt sammen og ikke splintredes i tusinde Stykker ved den Medfart, det var udsat for. I et af disse Optrin - som jeg ikke videre vil udmale - vare de begge komne i et saadant Raseri, at man maa have oplevet Sligt for at tro det muligt. Vi stakkels Børn sade og græd i en Krog af Angest og Forfærdelse. "Pengene hører mig til", raabte min Fader. "Jeg er Mand og vil være det; at jeg ogsaa skulde gaa hen og gifte mig med en saadan Jødetøs som dig, det var hele min Ulykke". Ved disse Ord sprang jeg forfærdet op fra min Krog, saae paa min Moder og paa ham og skjælvede over mit hele Legeme. Min Moders Udtryk kan jeg aldrig glemme ved disse Ord. Bleg, skjælvende, med funklende Øine, hvori Taarerne stode, halvt forlegen svarede hun: "Det er første Gang, at du har ladet mig dette høre, det tilgiver jeg dig aldrig i mit Liv, du falske Katholik, som har Christus paa Læberne og Satan i Hjertet". Jeg vilde ikke tro mine egne Øren, thi virkelig havde vi Børn ikke mindste Anelse om, at vor Moder stammede fra dette Folk. Hun havde været adskilt - som jeg alt har fortalt - fra alle Sine fra sit tolvte Aar, stod ikke i mindste Berøring med den jødiske Kirke under sit Ophold i Danmark. Jeg havde saa ofte hørt hende udtrykke sin Modbydelighed for Jøder, at Sligt aldrig var kommet indenfor mine Tanker. For mig var denne Opdagelse Kilden til stor Sorg. En dyb Skam betog mig, uden at jeg ret kunde gjøre mig Rede for, hvori den bestod, og jeg tilstaar min Svaghed, at denne Følelse er jeg aldrig ret blevet Herre over, og hvad vilde jeg ikke give for, at det ikke var saa. Hvor ofte har jeg i ældre Aar, da Christendommens velsignede Lære ret var gaaet op for mig, og i mig, takket Gud, at jeg som lille Barn ved Daaben var indskrevet i det christelige Samfund, takket ham for, at han ogsaa heri har holdt sin velsignende Haand over min Barndom. Rørende var min Moders Skamfuldhed over, at vi Børn vare blevne bekjendte med denne hendes Herkomst, og i senere Aar klagede hun ofte og sagde: "Jeg er ikke agtet af Eder, fordi jeg hører til dette Folk." Min Fader, som mærkede, at han nu havde truffet det Sted, hvor hun dybest kunde saares, gjentog nu ofte denne Maade at ramme hende paa, idet hun da til Gjengæld udskjældte ham for en katholsk Munk. Og virkelig vare de begge Typer for deres Religionsbekjendelse. Min Fader, der var en høi, velskabt, smuk Mand med et nobelt Udseende, var virkelig i Besiddelse af al den Romantik, som ofte i høi Grad hænger sammen med Udøvelsen af Katholicismen. Fremmede, som kun saae ham i hans gode Øieblikke, fik altid Godhed for ham; hans høflige og forekommende Væsen mod disse havde noget tiltrækkende; ogsaa var han i Besiddelse af mere Dannelse og Civilisation end min Moder. Han havde en naturlig Sans for Kunst, Musik, Poesi, og aldrig kunde jeg gjøre ham lykkeligere end ved at recitere et Digt for ham; da var han saa henrykt, at Taarerne løb ned ad hans Kinder. Der var noget généreux, som i Forening med hans Letsindighed gav ham noget - om jeg saa maa sige - fornemt, der klædte ham godt, men desuagtet - Gud bedre det - elske ham som et Barn bør elske sin Fader, kunde jeg ikke, dertil havde 72 han voldet mig for mange Sorger og bitre Timer. Min Moder var derimod i Besiddelse af alle de Fortrin, som ere hendes Nation egen. Arbeidsom, udholdende, nøisom i en utrolig Grad, snu og begavet, med høist ualmindelige Evner, som, hvis de vare blevne udviklede, vist kunde have gjort hende til noget Ualmindeligt. Ogsaa hun var i Besiddelse af poetisk Sans og hurtig Opfatningsevne i Forening med en mærkelig Hukommelse. Hun kunde erindre næsten hvert Ord, hendes afdøde Moder havde sagt til hende, uagtet hun kun var 9 Aar, da hun mistede hende, og ethvert af disse Ord og Formaninger gjemte hun i et trofast Sind. Hun var fuld af gamle Sagn, var uudtømmelig i at anføre Ordsprog paa rette Sted, som hun sagde, at hun alle havde fra sin Moder; fortalte Legender og romantiske Fortællinger fra Hjemmet, uagtet hun, da hun flygtede fra sit Hjem, var saa forsømt, at hun hverken kunde læse eller skrive, en Kunst hun heller aldrig senere kom efter; desuagtet fortalte hun os ofte sande og characteristiske Træk af Historien, som Gud maa vide, hvor hun havde fra. Havde et skarpt Blik for andre Mennesker og gjennemskuede dem med en Hurtighed, som var mærkelig, saa ikke Mange skulde kunne rose sig af at have narret hende; havde Forudanelser om meget, som vilde ske; var overordentlig livlig og bevægelig og havde sin eiendommelige Maade at udtrykke sig paa og havde altid Stof til livlig Samtale, var insinuant, naar hun ønskede at vinde Nogen for sine Interesser. Men hun var tillige i Besiddelse af mange af de Feil, som klæbe ved denne Nation. Der var en Mangel af Stolthed, noget udelicat, havesygt og megen Forfængelighed. Denne sidste Egenskab fik nu Næring ved mig og min Theaterære, som hun ikke kunde lade være at prale med. Jeg havde nu faaet noget Nyt at gruble over, noget Nyt at bære paa, noget Nyt, som jeg var skamfuld over, og som jeg ønskede at skjule for Alle. Herefter den Fortælling, som i omtrent samme Form findes S. 29,9-16.

✂ 65,36-66,28. Mange, mange... efter denne.: Indsat som Tillæg i IC (antageligt i 1880erne).

✂ 67,17-26. Imidlertid... unge Julie.: Indsat som Tillæg i IC (Originalen fra ca. 1876-78 i IB).

✂ 68,14. Amethyster: Herefter er i IC, vist af A. D. J., overstreget:, hvilket jeg endnu er i Besiddelse af,.

✂ 68,35-69,5. stakkels Barn: Herefter er i IC (efter Blækket at dømme ca. 1861 eller ca. 1872) overstreget:, og da jeg kom til det Sted i "Fadervor": Led os ikke i Fristelse! - da knugede jeg mine Hænder saa inderligt sammen, som om disse Ord havde faaet en ny Betydning for mig, og i mange Aar efter har jeg bestandigt ved disse Ord foldet dem fastere i min Aftenbøn." I Stedet er med samme Blæk indsat Ingemanns Vers. Noget senere (formentligt ca. 1876-78) er indskudt Linierne jeg bad... til Ro.

✂ 70,39-71,34. Iblandt de... eftergjøre.: Tillæg til IC, indskudt ca. 1876 -78; Originalen (i IB) er efter Blækket at dømme ældre.

✂ 72,24-28. En Kjendsgjerning... altid Noget.: Indskudt i IC ca. 1876-78.

73

✂ 72,37. Foran i IB blandt Udkast til Kapitelinddelingen med Kriegers Haand ligger en Lap, hvorpaa Fru Heiberg har skrevet: Kan Tiden mellem "Elverhøi"s Opførelse og Aarets Udgang forslaa til alt, hvad der i denne Tid fortælles at være foregaaet?

✂ 73,1.: Her var i IA tilføjet, men smst. overstreget: Andet Afsnit. Ungdommensamt Mottoet: Led os ikke i Fristelse.

✂ 74,26. sikker herpaa!": Herefter er i IC overstreget, øjensynligt efter Forslag af Hauch: Denne naturlige Beskedenhed hos mig gav mit Væsen en Ydmyghed, der forskaffede mig mange Venner og Veninder. Man fandt det smukt, at jeg kunde bevare denne Egenskab til Trods for Alt, hvad der blev gjort, dels fra Publikums Side, dels fra mine Venners, for at tilintetgjøre den.

✂ 75,2. aldrig opnaaede: Herefter er i IC overstreget efter Forslag af Andræ:; thi jeg var af Naturen mistroisk og stolede intet Øieblik paa Sandheden af hans Ord.

✂ 76,16. mine Taarer: Herefter er i IC, formentligt af A. D. J., overstreget:, der med en ustandselig Strøm fløde ned ad mine Kinder.

✂ 76,29. min Fortvivlelse: Saaledes er Teksten i IC ændret fra: mine Taarer, hvis Tilbagetrængen var nærved at knuge mit Bryst istykker.

✂ 76,39-40. han kunde jo være hendes Fader: Indsat i IC ca. 1876-78.

✂ 77,7. ud eller ind.: Herefter er ca. 1876-78 i IC overstreget: Min stakkels syge Søster havde maattet forlade Dansen paa Grund af sin ulykkelige Svaghed, der alt meer og meer tiltog. Min Moder haabede bestandigt, at det vilde fortage sig, og da skulde hun ligesom jeg bytte Dans med Skuespil; thi der maatte ingen Forskjel gjøres paa os To. Min Søster havde en smuk Syngestemme, og denne vilde nok hjælpe hende frem. Og virkelig tvivler jeg ikke paa, at denne Stemme i Forening med et velbygget Legeme og naturlig gode Evner kunde nok have banet den stakkels Pige en Vei, hvis hun ikke meer og meer var bleven svækket af de hyppige Slagtilfælde, der gjorde Alle bange for at være i hendes Nærhed. Alligevel var min Moder fast i sin Beslutning, at jeg ingen Adspredelse maatte deltage i, uden at hun var med og fik sin Del deraf. Dette var mig høist pinligt, baade af Godhed for hende, der saaledes skulde paanødes Andre, og fordi jeg var angest for at plage Fremmede med et af Sygdommens Udbrud. Hun selv følte ikke det Saarende i denne Tvang, men jeg des dybere. Til Fru Gyllembourg, Heibergs Moder, kom vi nu ideligt og ideligt, og hun lod lod os deltage i hver lille Fest, som blev holdt i hendes hyggelige Hjem. I dette Hjem havde jeg gjort Professor v. Schmidtens og Dr. Møhls Bekjendtskab, to udmærkede, aandrige og dannede Videnskabsmænd, hvis Omgang Alle satte stor Pris paa. En Dag, da min Søster og jeg vare hos Fru Gyllembourg, trak hun mig hen i en Krog af Stuen og sagde: "Om nogle Dage er det Schmidtens Fødselsdag; jeg har spurgt ham, hvad der mest kunde glæde ham paa denne Dag, og han svarede mig, om han maatte komme her til Middag med Møhl og et Par Venner til, og hvis jeg kunde udvirke, at du kom med, vilde han anse sin Fødselsdag som en Fest." Jeg lovede hende nu at komme, hvis jeg fik 74 Tilladelse dertil hjemme, men blev meget forlegen ved denne Anmodning, thi jeg forstod godt, hvorfor min Søster ikke maatte høre denne Indbydelse, og tænkte med Skræk: Hvad vil Moder sige dertil? Jeg fortalte da min Moder om denne Indbydelse til mig alene. Hun blev meget vred, sagde, det var en Indbildning af mig, og at min Søster skulde følge med som sædvanligt. "Lad mig da heller undskylde mig," bad jeg, "saa falder jo det Hele bort." Heller ikke hertil fik jeg Lov. "Du gaar," lød det bestemte Svar, "og tager din Søster med; Ingen vil dadle dig for, at du under din Søster de Fornøielser, du selv tager Del i." Mangel paa Delicatesse har altid været mig en Modbydelighed, og at jeg nu selv skulde gjøre mig skyldig heri, smertede og saarede mig dybt. "Enten maa jo Fru Gyllembourg," sagde jeg til mig selv, "anse mig for enfoldig, eftersom jeg ikke kunde forstaa, at denne Indbydelse gjaldt mig alene, eller hun maa synes, at jeg er udelicat og paatrængende." Min Moder var ubøielig, og vi gik da Begge den bestemte Dag pyntede til Schmidtens Fest - jeg med et usigelig tungt Hjerte. Da vi Begge traadte ind til Fru Gyllembourg, bemærkede jeg strax hendes Overraskelse. Heller ikke Heiberg formaaede at skjule sit Mishag. Med Sorg bemærkede jeg, at det zirlige Bord, som alt stod dækket, i al Stilhed blev dækket om til En til. Min Glæde var naturligvis fordærvet, og jeg havde en Følelse af, at jeg havde fordærvet alle de Andres med. Jeg fortæller kun dette Træk som et af de mange lignende, jeg led af, og som Bevis paa, hvor tungt det er, naar Barnet staar over Forældrene i Dannelse. Denne lille Begivenhed følte jeg saa dybt, at Erindringen derom mange, mange Aar efter fik Blodet til at stige mig i Hovedet, hver Gang vor Indtrædelse hos Fru Gyllembourg hin Dag kom mig i Tanke.

✂ 78,32-40. Ofte i... Isabella".: Indsat i IC i Tillæg ca. 1876-78. (Originalen i IB).

✂ 79,33. Endelig udeblev han nogle Dage, kom saa atter: Disse Ord er af A. D. J. indsat i IC i Stedet for flg. af Fru Heiberg ca. 1876-78 redigerede: Nogle Dage var han udeblevet, det ængstede mig. Endelig kom han en Aften. Den oprindelige Tekst har: Endelig kom han en Aften.

✂ 80,7-8. søsterlige Kjærtegn: Herefter er i IC overstreget:, klappede og kyssede hans Taarer bort.

✂ 80,10. mine Taarer.: Herefter er i IC overstreget, øjensynligt efter Forslag af Andræ: Ofte faldt han under denne Strøm af Taarer i Søvn, og jeg, udmattet af alt dette, sov da ogsaa paa min Skammel, med Hovedet støttet til Kanten af Sofaens Krog, indtil han angest og forvirret sprang op, takkede mig for min Deltagelse og gik bort.

✂ 80,13-14. mine og Hermans forviklede Forhold: IA havde opr.: disse Forhold.

✂ 80,17. aarlige: Dette Ord er indskudt i I A.

✂ 81,8. det skjulte et forfærdeligt Forsæt: Saaledes er Teksten i IC af A. D. J. ændret fra: en rædsommere Betydning laa heri.

✂ 81, 8. fattede jeg ikke.: Herefter har Sille Beyer i 1860-61, antageligt75ved en Forglemmelse, undladt i IC at afskrive: Han var saa sikker paa min Taushed, at det ikke engang faldt ham ind at paalægge mig den, og det behøvedes heller ikke. Efter fattede jeg ikke følger i IC et Stykke, som Andræ øjensynligt har ønsket skulde udgaa; Krieger har i Marginen skrevet: "bliver staaende"; det er dog slutteligt overstreget, antageligt af A. D. J. Det lyder: Aldeles vis paa, at jeg var den Eneste, for hvem han lettede sit beklemte Bryst, var denne Fortrolighed næsten for vægtig for mit unge Sind, skjønt jeg ikke ret 1) forstod dens hele Alvor og Vigtighed. Naar han nu atter forlod mig efter disse Besøg, gjaldt det at skjule alt Dette for mine Nærmeste, der ideligt kom med det Spørgsmaal: "Hvad er der iveien mellem dig og ham?" Naar han var gaaet, vaskede jeg mine af Graad ophovnede Øine med koldt Vand, for at det saa lidt som muligt skulde bemærkes, at jeg havde grædt. Disse fortvivlende Besøg gjentoges saa tidt, at det tilsidst syntes mig umuligt at udholde dem længer, saa træt og udmattet var jeg paa Sjæl og Legeme.

✂ 81,10-13. - et Samtykke... Samtykke hertil.: Indskudt i IA.

✂ 81,25. en af disse Aftener: Baade IA og IC har her: den sidste Aften. Ændringen i 1. Udg. skyldes A. D. J.s Korrekturrettelse eller Sætterfejl.

✂ 81,34. hans Mund: Herefter er i IC, antageligt af A. D. J., overstreget:; thi jeg saae ham aldrig mere efter denne Afsked.

✂ 81,37-82,6. Der er Taarer... hemmelige flyde.: Indsat i IC ca. 1876 -78, øjensynligt samtidigt med, at der efter at se. i L.36 er overstreget: Dagen efter flyttede jeg ind i det Wexschallske Hus.

✂ 82,13. hendes Villie.: Herefter er i IC overstreget, antageligt senere end 1878: Uendelig meget skyldte vi Herman i denne Retning; thi han mildnede efterhaanden ved sine sønlige Formaninger deres Sind og bragte ved sin hyppige Nærværelse en bedre Tone tilveie i vort Hus. Han klarede deres Begreber om, hvad der skikkede sig, for dem i Meget - Begreber, der vare yderst forvirrede hos dem begge.

✂ 83,2. sørgmodige Træk.: Herefter er i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: Af Spiritus nød han nu ikke mere end et bestemt Kvantum, som Lægen havde tilladt ham, men at dette kostede ham mere Overvindelse, end Nogen maaske drømte om, var godt at mærke.

✂ 83,2-5. Og saaledes... Brystbetændelse.: Disse Linier er indskudt i IA, hvad der antageligt har bevirket, at flg. Marginaltilføjelse senere i IA er forbigaaet i Sille Beyers Afskrift: Medens jeg under Indstuderingen af Nina fornyede mine Barndomserindringer paa Danseskolen, gik jeg ofte en tung Gang til mine Forældres Hus. Min Fader, der i de senere Aar var stille og resigneret, havde i et Aarstid været angrebet af en tærende Brystsyge, og hans Endeligt var let at forudse. Han taalte sine Lidelser fromt og var fattet paa Døden, bad min Moder tilgive sig og sov roligt hen d. 14. November 1834.

*1) ret er overstreget før det øvrige, vistnok af A. D. J., som maaske først har tænkt blot at slette dette Ord. 76

✂ 84,32-33. men jeg... mig over: Disse Ord har A. D. J. i IC indsat i Stedet for flg. Linier: men enten det nu var saa heldigt, at min Person ikke fandt Behag for hans Øine, eller jeg til Trods for den Forandring, der var foregaaet med mig, dog endnu til mit Held besad noget af dette Uudsigelige, der gjør, at Herrerne ikke vove noget Upassende, skal jeg ikke kunne sige, men vist er det, at jeg intet havde at kæmpe imod i denne Retning.

✂ 86,32-35. Jeg blev... mine Tanker.: Indskudt i IC ca. 1876-78.

✂ 87,5-10. Der er noget... saarede Mand.: Disse Linier er i IA udslettet med mange tætte Streger og umiddelbart efter skrevet igen næsten ordret enslydende.

✂ 87,32. som en Datter.: Herefter er i IC overstreget, vist af A. D. J.: Forholdet var saa ønskeligt som muligt. Hun var ligesom forelsket i den nu livsglade Pige, og hun har ofte til mig selv og til Andre i senere Aar beskrevet mig fra hin Tid paa en Maade, som var meget smigrende for mig.

✂ 88,11-12. vel nogle... jeg nu: Tilføjet i IC, senere end 1878.

✂ 88,13. Heiberg har... at kjende: Saaledes er Teksten i IC, efter Blækket at dømme samtidigt med den i Linie 11-12 omtalte Rettelse, ændret fra: for Heiberg har jeg først i senere Aar omtalt denne Episode af mit Barndomsliv; udførligt har dog ogsaa han først faaet en Forestilling derom.

✂ 89,18. Vens Skjæbne.: Herefter er i IC overstreget nogle Linier, formentligt fordi de kommer igen lidt senere i kortere Form (Krieger har i Marginen skrevet: "Kan udgaae - S. 186". Han sigter hermed til de Ytringer, som er trykt S.89,35-38). Linierne lyder i IC: Men tog jeg mig dette Budskab i Begyndelsen lettere, end jeg burde, da kan jeg med Sandhed sige, at Dag for Dag og Aar for Aar er min Sorg og min Taknemmelighed forøget ved Erindringen om denne Mands Godhed, Opofrelse og Kjærlighed for mig forladte Barn, der uden at have havt denne Støtte i mit sørgelige Hjem havde været uden Bistand og Forsvar imod Alt. Herefter er, ligeledes i IC, ca. 1876-78 stærkt overstreget: Der gik nu utallige Rygter om i Byen: at man havde fundet ham død med mit Portrait i Haanden - at mine Forældre vare Skyld i hans Ulykke, thi de havde levet paa hans Pung - at jeg af dem var solgt til ham etc. etc. At han ikke har havt mit Portrait i Haanden, da han dræbte sig, er jeg overbevist om; thi han havde selv en Sky for al Offentlighed i denne Sag; og hvad mine Forældre angaar, da skylder jeg Sandheden at erklære, at de aldrig nogensinde laante eller modtog Penge af ham. Dette kunde ikke sket mig uafvidende, og jeg mindes aldrig nogensinde at have bemærket Dette, saa jeg er fuldt og fast overbevist om, at dette er Usandhed. Sagen var ganske simpelt denne: Han havde smaa Indtægter, havde en Mængde Venner, som benyttede sig af hans gode Hjerte; han var passioneret for at give Foræringer til Alverden; var en kjærlig Søn, en god Broder og var nok ikke fri for at føre et lystigere Liv, end hans Pung rakte til. At de Gaver, han ydede min Søster og mig, have bidraget til at forøge hans Udgifter, er vel desværre saa, men aldrig er han blevet 77 anmodet om Noget af os, tvertimod gjorde jeg Alt for at hindre ham i at yde os disse Gaver, som jeg alt tidligere har fortalt. Man erfarede desuden efter hans Død, at den Sum, for hvilken han beskyldtes at have fravendt Etablissementet, kun var ringe, men at Contoirchefen, en Mand med ni Børn - der ligeledes berøvede sig selv Livet - var Hovedmanden i dette Underslæb.

✂ 89,20. Denne Kapsel: Herefter er i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: med mit Haar.

✂ 89,21. Søsters Haand: Herefter er i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: og er endnu i Besiddelse af.

✂ 89,35. Denne Søster... fortrolig Veninde.: Indskudt i IA, antageligt ca. 1858-59.

✂ 89,38. hans Salighed.: Herefter er i IC ca. 1876-78 overstreget: Jeg haaber vist og tror paa, at vi engang skulle mødes og række hinanden Haanden som Søskende og da forstaa hinanden og gjensidigt modtage hinandens Tilgivelse. Herudfor er, ligeledes ca. 1876-78, indføjet, men senere atter overstreget: Faa Dage efter Hermans Død berøvede den egentlige ansvarlige Embedsmand sig ligeledes Livet, og Flere mente, at denne var den egentlige Skyldige i det Underslæb, som man havde opdaget, og at Herman ved at berøve sig Livet havde i meer end een Henseende handlet overilet.

✂ 92,28. jo uværdigt.: Herefter er i IC overstreget, vist af Fru Heiberg selv: Lad ham ikke vide, at jeg har læst hans Brev; thi jeg skammer mig ved at give denne Mand et Afslag, som Hundreder af Piger vilde føle sig smigrede ved at tilhøre. Jeg har en inderlig Hengivenhed for ham, men da det aldrig er faldet mig ind, at han elskede mig, saa kan jeg jo ikke nu med Et give ham mit Ja. Ak, tal dog med ham!"

✂ 92,34-93,4. Hvis nogen... paa Afslaget.: Indsat ca. 1876-78 som Tillæg i IC (Originalen i IB).

✂ 93,11-14., og jeg vandt... Førstes Venskab: Indsat ca. 1876-78 i IC i Stedet for flg. Parti:. Unge Damer ved Theatret have altid en stor Tillokkelse for unge Herrer; det var derfor ikke saa underligt, at disse To skjænkede mig en Opmærksomhed, der var større end sædvanligt. Jeg modtog deres Kur med al en ung Piges overgivne Koketteri, men ogsaa med en uskyldig Piges Tilbageholdenhed; saa disse Herrer ikke kom et Skridt videre med deres Hylding, end tilladt var. Den ene af disse: Hr. H., en ungdommelig Fusentast, spurgte mig en Eftermiddag i en høitidelig Tone, om jeg raadede ham til af alle Kræfter at ile med at faa sin Embedsexamen, da vilde han læse Dag og Nat og saa komme tilbage til Kjøbenhavn. I min Overgivenhed brast jeg i Latter og sagde: "Jeg raader Dem til at læse af alle Kræfter; det kan aldrig skade at have sin Examen", og dermed løb jeg leende ud ad Døren. I flere Dage efter denne Samtale indfandt han sig med et mut og fortrædeligt Ansigt. Hr. S.s Godhed for mig var stillere og derfor dybere. Denne Mands Hengivenhed for mig tog i Aarenes Løb den Retning, som er den mest smigrende for en Kvinde, nemlig at en saadan Følelse gaar 78 over til et virkeligt Venskab, som Tid og Afstand ikke formaar at kølne. I 30 Aar 1) har denne Mand nu været min Ven, og aldrig besøgte han Kjøbenhavn, som næsten skete hvert Aar, uden at besøge mig og forsikre mig om sit uforandrede Venskab og sin Hengivenhed.

✂ 93,39. hengav mig til mine blaa Længsler: Saaledes har A. D. J. i IC forkortet Teksten fra: mine blaa Længsler frembragte en Vemod, en ubeskrivelig, og stille velgjørende Taarer randt længe ned ad mine Kinder.

✂ 94,35-37. Fra Fru... norske Reise.: Indsat i IC sammen med flg. senere overstregede Ord: Her hendes Breve, som jeg undser mig at meddele, og naar jeg alligevel gjør det, da er det, for at man kan se den gamle elskværdige Venindes Tone mod en ung 17 Aars Pige.

✂ 100,22. hans Tunge.: Herefter i IC overstreget: Jeg har aldrig kunnet fortænke Nogen i, der ikke kjendte ham til Bunden, at de fæstede Lid til hans Tale, thi han var i Besiddelse af en saa varm Begeistrings Veltalenhed ved slige Leiligheder, at den bestak Alle, der ikke kjendte ham nøiere. Dersom denne Mand havde været besindig, snu, beregnet - dersom han havde havt Udholdenhed til at forstille sig i Længden, vilde han have været overordentlig farlig, men til Lykke behøvedes ikke megen Skarpsindighed for at gjennemskue ham.

✂ 102,10-12. Jeg vil ikke... nok af dem: Indsat i IC ca. 1876-78 i Stedet for flg. overstregede Parti: Jeg kunde godt mærke, at han blev beroliget og glad ved denne Oplysning; men Historien var fortalt, og der var Nok, som fandt Behag i at tro den. Mig gik alt Sligt paa en barnagtig Maade til Hjerte. Mit tunge Sind syntes vel at have maattet vige for en Retning, som man behagede at kalde Koketteri, men som i Virkeligheden kun var den første Ungdoms Overmod og et befriet Sinds glade Stemning; thi ingen Beregning paa at gjøre Erobringer, end sige paa at erobre en virkelig Beiler, laa til Grund herfor. En virkelig Beiler havde jeg Skræk for og flyede, saa snart jeg troede at opdage en saadan.

✂ Kort efter denne Begivenhed hændte en anden, som gjorde en saa latterlig Opsigt, at Rygtet derom endogsaa naaede til Kjøbenhavn, hvorfra man i Breve til mig bad om en Forklaring. Sagen var denne: Vi bleve Alle en skjøn Sommerdag indbudne til en Fest paa Landet hos en høitstaaende Familie. Naturen var henrivende smuk her, som overalt omkring Christiania; Selskabet var stort og udsøgt, og Alle vare i den gladeste Stemning. Efter Middagsbordet foreslog Værtinden Damerne, hvis de havde Lyst, at foretage en lille Ridetur. Heste, Damesadler og Alt fandtes til dette Brug. Flere af Damerne, deriblandt Madam Wexschall og jeg satte os da til Hest, hver ledsagede af en ridende Herre. En mig aldeles ubekjendt Mand blev min Ledsager. Efter at vi havde tilbagelagt et godt Stykke Vei, foreslog han mig at ride op paa en Høi i Nærheden, hvorfra man havde en henrivende Udsigt. Med Glæde tog jeg imod dette Tilbud. Da vi havde redet en Stund, og Høien endnu ikke var at se, gjorde jeg vel Indvendinger, ytrede, at den vist var for *1) Denne Tidsangivelse maa være unøjagtig. 79 langt borte, og at jeg frygtede, de Andre ventede paa mig. Han forsikrede, at vi strax vare ved den, og siden vi dog alt vare komne saa langt, var det altfor kjedeligt at opgive vort Maal. Jeg syntes det Samme og sad med Glæde paa det smukke Dyrs Ryg i den deilige Eftermiddags Belysning. Jeg erindrer ikke mere, om vi virkelig kom op paa den omtalte Høi, kun det erindrer jeg, at Hjemveien forekom mig endnu længere end Udveien. Om samme Herre med Villie havde forlænget Veien hjemad, skal jeg ikke kunne sige, da jeg aldrig før havde været paa disse Steder, men det varede rigtignok en Stund, inden vi atter naaede tilbage til Selskabet. Vi havde vel omtrent været borte en Time eller halvanden. Ved min Indtrædelse i en af de store Sale, hvor Selskabet nu befandt sig og nød Forfriskninger, mærkede jeg strax, at Ansigterne paa mit Reiseselskab vare noget forstemte, især Madam Wexschalls. Da hun og jeg atter sade i Vognen for at kjøre hjem, bebreidede hun mig min Opførsel. "Min Gud!" svarede jeg, "hvad kunde jeg herfor? Var jeg ikke nødt til at ride den Vei, han førte mig? Jeg foreholdt ham flere Gange, at vi maatte vende om, men jeg kunde dog ikke ride alene tilbage, da jeg hverken kjendte Vei eller Sti." At det havde moret mig at ride, kan jeg ikke negte, og det faldt mig ikke ind, at man vilde lægge nogen styg Betydning i denne Morskab. Dagen efter var denne - som mig endnu synes - ubetydelige Historie hele Byen rundt, forskjønnet og forbedret. Man fortalte, at jeg hele Dagen havde været borte med denne Herre, der friede til mig; hvilket vist aldrig var kommet inden for samme Herres Tanker, da det var første Gang han talte med mig. Op ad Dagen kom atter Hr. S. og bebreidede mig det Passerede. Nu blev jeg vred og sagde, at det jo slet ikke kom ham ved, men ifald han ønskede at kjende den rette Sandhed om, hvad der var passeret, kunde han henvende sig til Mad. W., som da vilde give ham fuldstændig Oplysning. Denne Historie naaede, som sagt, til Kjøbenhavn. Det hed der, at jeg var flygtet bort med en Officer (nu var han bleven Officer - jeg tror forresten, at det var en Jurist) og havde været borte i otte Dage. En Dame ved det kjøbenhavnske Theater havde mødt Heiberg paa Gaden og der fortalt ham den gruelige Nyhed.

✂ 102,38-103,14. Jeg kan... bløde Folder.: Indsat i IC som Tillæg (Originalen fra ca. 1876-78 i IB).

✂ 104,8. hos Kvinden.: Herefter er i IC overstreget efter Forslag af Krieger: Dette føle Nordmændene maaske 1) selv, og vi danske Kvinder behage dem vel 1) især ved vort bløde Tungemaal. Der er Ord, som det formeligt er farligt for dem at høre os udtale, f. Ex. naar vi spørgsmaalsvis bruge Ordet: "Ikke?", der forekommer dem at klinge saa blidt og naivt, at de blive ganske henrykte derved.

✂ 104,27. en Elefant.: Herefter er i IC ca. 1876-78 overstreget: Ja, for at man kan faa et Begreb om, hvor vidt denne Sladder gik, vil jeg anføre Dette: Jeg har alt engang omtalt, at jeg var en stor Syerske og udførte alt kvindeligt Arbeide med Lyst og Lethed. Saaledes havde jeg broderet mig *1) Ordet er indføjet af Krieger.80 Garneringen til en Kjole, som jeg pyntede mig med paa en Aftenunderholdning, hvor jeg fremsagde et Digt. Denne Kjole gjorde en saadan Opsigt, at min faderlige Ven, Collin, kaldte mig til sig og paa sin milde, hjertelige Maade spurgte mig, om jeg ikke nok vilde sige ham, hvorfra jeg havde denne Kjole, da Byen talte om Alleslags. Forundret hørte jeg paa ham og svarede, at jeg selv havde syet den, hvilket Madam W. kunde bevidne. Rørt klappede han mig paa Kinden og sagde: "Jeg tror dig, min egen kjære Hanne! Bryd dig ikke om, hvad jeg har sagt." Da jeg kom hjem, fortalte jeg Madam W. denne besynderlige Samtale og bad hende tale med Collin for at faa at vide, hvad Dette havde at betyde. Faa Dage efter fortalte hun mig, at Collin havde sagt hende, der gik det Rygte, at en fornem og anset Mand havde lagt an paa at vinde mig, og at det var fra ham, jeg havde denne Pragt. "Jeg sagde Collin," vedblev hun, "at der ikke var Skygge af Sandhed heri, at du var en lille Hex i at sy, og at den hele Stads havde kostet dig faa Rigsdaler til det klare Tøi, hvorpaa Broderiet var anbragt". Hvad det var for en Mand. der lagde an paa at kjøbe mig, har jeg aldrig erfaret, og han har rimeligvis slet ikke været til.

✂ 104,31. (Nu veed... Valg.): Indsat i IC ca. 1876-78.

✂ 106,27. for ham.: Herefter stod opr. flg. i IA stærkt overstregede Linier: Jeg havde tillige den Sorg, at man fandt, at mit Spil i den senere Tid var mattere end ellers, og dette var vist sandt, thi man gaar altid tilbage i en Kunst, naar vort Sind er betynget og ude af sin Ligevægt.

✂ 106,39-107,19. Mange Mennesker... Kjærlighed!: Indsat i IC som Tillæg (Originalen fra ca. 1876-78 i IB).

✂ 108,9-39. De fleste... uundværlig.: Indsat i IC som Tillæg (Originalen fra ca. 1876-78 i IB).

✂ 110,32. præsenterede sig: Herefter i IC overstreget, vist efter Forslag af Hauch, et Stykke om Fru Heibergs første Sammenstød med Andrea Møller, med hvem hun i Barndommen havde samvirket ved Balletten. Det var den Aften "Prindsesse Isabella" første Gang opførtes, og hvor Andrea Møller havde en lille Dans at udføre. De benyttede her samme Paaklædningsværelse, og Andrea Møller optraadte meget affejende, øjensynligt for at vise, at hun indtog en lige saa betydende Stilling ved Theatret som Jfr. Pätges, hvilket denne var meget villig til at erkende. - Herefter er fulgt et Tillæg fra ca. 1876-78 (i B: Manusk.), paa hvilket Krieger har skrevet: "Betragtningerne om de Blonde udelades her, da Partiet om Andrea bortfalder". Tillægget indledes med flg. Linier: og dog kunde denne lille blonde Skabning paa Scenen med sine blaa Dueøine se ud som den uskyldigste Engel. Dernæst følger de samme Betragtninger om Blondiner og Brunetter som i Var. til II, 293,25.

✂ 112,20-21. - hvis rørende... Tiden bragte -: Indskudt i I A.

✂ 112,23. stor: Er indsat i IC (vist af Hauch) i Stedet for: sværmerisk.

✂ 113,2. taknemmelig derfor: Herefter er i IC slettet, antageligt fordi81Anna Nielsen i Mellemtiden var død:, og vilde kun ønske, at jeg en Gang i Gjerningen kunde faa Leilighed til at vise hende det.

✂ 213,31-32. min Fremtids Lykke: Saaledes er Teksten i IC af A. D. J. rettet fra: Lykke for mit øvrige Liv.

✂ 114,5-19. Dog, tænker... var muligt.: Indskudt i IA.

✂ 115,19. største Pine.: Herefter i IC et Parti, som først synes at være bestemt til at udgaa, idet det er overstreget, noget ca. 1876-78, andet senere (efter Andræs og Hauchs Forslag). Det er dog paategnet af A. D. J. "medtages", men ikke desto mindre udeladt i 1. Udg. og henlagt i det i Var. til I, S. 30,20-26 omtalte Læg. Det lyder: Her sade vi To nu sammen, jeg i travl Virksomhed med mit Sytøi og drog min Aande saa tungt, saa tungt - han for det meste taus, kun nikkende nu og da til mig, naar mit Blik faldt paa ham. Mit Hjerte isnede i mit Bryst ved disse Sammenkomster, og min Opmærksomhed var kun henvendt paa Taarnuhret, der slog hvert Kvarter, og for hvert Kvarter det slog - Mellemrummet syntes mig en Evighed - følte jeg mig lettere og lettere. Kom nu Øieblikket, da han brød op for at gaa, viste jeg ham min Taknemmelighed derfor ved at sige ham venligt Farvel. Naar han saa var borte, overlod jeg mig snart til Selvbebreidelser over min Uret imod ham, der syntes at hænge ved mig med saa megen Godhed; snart fløde de bitreste Taarer fra mit beklemte Bryst, og ideligt spurgte jeg mig selv: Hvorledes skal dog dette ende? Hvad der nu gjorde hans Besøg dobbelt pinlige, var, at jeg her sad ene med ham, medens jeg hos Wexschalls for det meste saae ham i Forening med Andre, saa det Trykkende i hans Underholdning ikke blev slet saa føleligt og uudholdeligt. Naar vi spadserede sammen, var hans Taushed atter nærved at kvæle mig. Jeg udfandt da et Middel for at raade Bod herpaa; jeg læste en eller anden Novelle eller Historie umiddelbart inden Spadsereturen, kun i den Hensigt at bruge den til at kaste i det Gab af Tid, som Spadsereturen medtog. Midlet viste sig probat, og Tiden gik paa denne Maade nogenlunde hen, uden at jeg følte Trykket altfor stærkt.

✂ Det er en forunderlig Egenskab: at være kjedsommelig. Dette Menneske havde studeret, inden han gik til Theatret, var virkelig dannet, havde læst meget, saa vel af vor egen som af fremmed Litteratur, var god og human og af milde Sæder, var meget musikalsk og sang godt. var ung og smuk og af en redelig Character - hvori ligger det da, naar et Menneske med saa mange gode Egenskaber og Evner alligevel udbreder en Kjedsommelighed over Alt og Alle, der befinde sig i hans Nærhed? Thi ikke paa mig alene, men paa Alle udøvede hans Nærværelse denne trykkende Virkning. Mon ikke i, at der hos saadanne Mennesker er en Stillestaaen i Sjælen, en Mangel af digterisk Phantasi - ikke med Hensyn til at levere Digterværker, men digterisk i Henseende til Øieblikkets Stemning, hvor Sjælen med Lethed og Phantasi bevæger sig i Øieblikkets Thema, saa at man i Tankernes Udvexlen, ligesom i Fjerboldspillet, kaster Bolden tilbage i rette Tid - thi falder denne atter og atter til Jorden, saa at man uafladeligt skal begynde Spillet forfra, da 82 trættes man og kjedes ved Spillet og hører hurtigt op. I de "kjedelige" Menneskers Conversation falder netop enhver Tanke strax til Jorden, uden at der af den udspindes en Fortsættelse, som gjør en Gjenfortsættelse mulig. 116,19-20. men jeg... Fortvivlelse: Saaledes er Teksten i IC ca. 1876 -78 ændret fra: og derfor gøs jeg tilbage.

✂ 116,21. til Dag: Herefter i IC paa Andræs Forslag overstreget:; thi hvergang jeg besluttede at udtale mig for ham, var en uhyre Hjertebanken Alt, hvad jeg fik ud deraf, men intet Resultat. Imidlertid gjorde jeg mig mindre Umage for at skjule min Kulde imod ham, hvilket satte ham i større og større Uro. Mit Forsæt blev ogsaa opsat, dels ved min Virksomhed ved Theatret, dels ved snart en, snart en anden lille Omstændighed, som tvang mig til at oppebie et roligt Øieblik, hvori jeg følte Kraft og Tid til at kaste mig ind i denne private Sorg, som jeg forudsaae vilde optage min hele Tanke. Jeg gyste for at skulle udsætte mig for alt Dette, paa samme Tid som jeg maatte være parat til at spille, saa ofte det krævedes af mig.

✂ 116,35-39., sagde, at... satte mig: Indføjet i IA.

✂ 117,7-8. Andres Munterhed.: Herefter i IC, formentligt 1876-78, overstreget: Min Forlovede, der i den sidste Tid led over min Kulde imod ham, var saaledes den Eneste, der paa Reisen var forstemt og vranten. Efter Forestillingen, da vi alt vare gaaede til Ro, blev der banket paa min Kammerdør, og jeg hørte Phisters Stemme, der spurgte, om jeg alt var i Seng - hvis ikke, om han da kunde faa mig i Tale? Jeg kastede i en Fart en Kjole paa, thi jeg anede, at det ikke var for Intet, han paa denne Tid ønskede mig i Tale. Han meddelte mig nu, at min Forlovede, med hvem han delte Kammer, i flere Timer havde ligget i Feberphantasier, at han uophørligt raabte paa mit Navn, og var ikke til at berolige. Han bad mig, om jeg ikke et Øieblik vilde gaa over til ham, da dette vist var det Eneste, der kunde trøste ham og stille ham tilfreds. Med et tungt Hjerte fulgte jeg med Phister og fandt ham i denne uhyggelige Tilstand. Da jeg havde været der noget, blev han ganske rolig, og hans forvirrede Tale ophørte. Jeg gik nu atter over i mit Kammer, idet Phister lovede at staa ham bi Resten af Natten. At Phister tog denne Scene fra den comiske Side, falder af sig selv, og han fortalte den i senere Aar med en Del Tilsætninger, som vare morsomme paa Sandhedens Bekostning. Jeg havde ondt ved at falde i Søvn den øvrige Nat, da den mindste Lyd skræmmede mig op. af Frygt for at jeg atter skulde blive kaldt til ham, hvilket dog ikke skete. Dagen efter var han bedre, og vi reiste atter hjem fra denne halvt lystige og halvt triste Tur.

✂ 117,11-12. hvis Tanker... at sætte: Saaledes er Teksten i IC ca. 1876 -78 rettet fra: som Overskou efter hendes Opfordring og efter hendes Fortælling havde sat.

✂ 119,25-31. Ak, hvor... een Gang.: Indsat i IA ligesom flg. i IC, vel af A. D. J., slettede Linier: I hin Periode saae man fremad gjennem Phantasien, og nu ser man atter gjennem Phantasien tilbage.

83

✂ 122,22-24., hvorpaa var... min Besiddelse: Disse Ord er i IC indføjede senere end 1878.

✂ 122,26. Blomster: Herefter er i IB, delvis efter Forslag af Andræ, overstreget eller bortklippet et Parti, der, naar det manglende suppleres efter IA, lyder:, hvorfor han fik Ord for at være forelsket i mig, uagtet jeg tror, at hans Tanker vare beskæftigede med en ganske anden Gjenstand. Iblandt mine talrige Tilbedere var der et ungt Menneske, der forfulgte mig som min Skygge. Vi boede, som jeg alt har fortalt, paa Christianshavn, Brogaden Nr. 3, ligeoverfor det Sted, hvor mine Forældre havde boet, og hvor jeg første Gang saae Harboe. Leiligheden derovre havde nu en Conditor og Billardholder, og der sad fra Morgen til Aften dette unge Menneske og saae over til os. Gik jeg ud, fulgte han i Afstand efter; kjørte jeg til og fra Theatret, ledsagede han Vognen, snart i Afstand, snart ganske nær; holdt Vognen ved Porten, stod han der; kjørte jeg til og fra Selskab, mødte mit skarpe Syn altid hans Skikkelse, kort sagt, hvad Harboe i hine Tider plagede mig med, gjentog sig atter her, og dette vedblev, saa længe vi boede i Brogaden og varede 7 til 8 Aar, indtil vi til hans Lykke flyttede et Sted hen, hvor han ikke ligeoverfor kunde iagttage ethvert af mine Skridt. Ideligt sendte han mig Breve, Vers og Blomster. Jeg har aldrig talt med denne Mand, der truedes med rent at gaa tilgrunde ved denne Passion for mig. Da han endelig opgav denne Beskæftigelse med min Person, erfarede jeg med Glæde, at han efterhaanden kom ind i en Virksomhed, hvor man satte Pris paa ham og hans Evner. Forunderligt er det, at jeg hele mit Liv, baade før og efter ham, saaledes har været forfulgt, snart af En, snart af en Anden; og en saadan stadig Følgen efter mig tidligt og sildigt lod til at høre til min Bestemmelse. Ofte have disse Følgesvende ængstet mig, naar jeg pludseligt opdagede dem paa ensomme Steder; ja, det Forunderligste er, at imellem disse har der undertiden været Damer, der med samme Udholdenhed have fulgt mig, hvor jeg saa gik og stod. Og disse pinte mig om muligt endnu mere, da jeg fandt det saa unaturligt og uhyggeligt. Ofte prøvede jeg paa at skræmme dem bort med et vredt Blik, men Intet hjalp. Ofte besluttede jeg at tale til dem og bede dem forskaane mig for denne ængstelige Følgen; men kom Øieblikket, havde jeg dog aldrig Mod dertil; saa der var intet Andet for end med Taalmodighed at finde sig deri, hvor tungt det end faldt mig. Undertiden fik jeg Breve, hvori man truede med at berøve sig Livet, ifald jeg ikke skjænkede Vedkommende en Samtale; undertiden igjen Breve, hvori man takkede mig, fordi jeg ved mit Spil havde forandret en saadan Beslutning og givet Vedkommende et bedre og skjønnere Syn paa Livet. En tysk Herre skrev mig engang en lang Trosbekjendelse om sit foregaaende letfærdige Liv. Han skrev, at da han en Aften slentrede over Kongens Nytorv og ikke vidste, hvor han skulde gjøre af sig selv, besluttede han i sin Livskede at gaa ind i Theatret - en Forlystelse han hidtil ikke havde taget Del i. Han havde da set mig spille i "Et Feiltrin". Dette havde gjort en saadan Virkning paa ham, at han gik bort fra Theatret med nye og gode Forsætter 84 for sit øvrige Liv. Han havde fra dette Øieblik af ophørt med sit forrige ryggesløse Levnet, havde atter taget fat paa sine Studier, og den eneste Adspredelse fra disse var nu jævnligt at besøge Theatret, hvorfra han hver Gang hentede nye Kræfter til at fortsætte sine gode Hensigter med en forandret Livsplan. Det var ham derfor en Trang, nu flere Aar efter, at takke mig som den, der havde frelst ham. Brevet var underskrevet med hans fulde Navn, og jeg hørte gjennem Andre, at der fandtes virkelig en saadan Person, og at han overalt var uudtømmelig i min Roes og tillagde mig alle mulige gode Egenskaber. Personlig var og blev jeg ham ubekjendt. Af alle disse Skriverier, hvis Antal vilde forekomme de Fleste utroligt, tog jeg naturligvis ingen Notits. Ofte, naar jeg var utilfreds med mig selv, kom disse begeistrede Breve, hvori jeg rostes for Fuldkommenheder, som jeg kun altfor dybt følte, at jeg manglede, og de forekom mig da som en bitter Ironi, hvori der laa en Braad, som Brevskriveren ikke anede. De pyntede mig i deres Phantasi med alle de Fortrin, som jeg selv sukkede over, at de vare mig neglede; og fortrædelig herover gjemte jeg Brevene, uden at Nogen fik dem at se. Det manglede heller ikke paa Personer, der havde vidst at skaffe sig Adgang til vor Kreds i Hensigter, som just ikke vare de reneste. Jeg gjennemskuede hurtigt og let disse Hensigter og lo ad dem i mit stille Sind. Min tidligere Melancholi var trængt tilbage, og et Skjælmeri traadt istedet, der hjalp mig udover al den Sentimentalitet, som min sunde Natur ingen Smag fandt i. Mange gjorde nu deraf den Slutning, at jeg af Naturen maatte være kold, eftersom jeg kunde modstaa alle disse Bestræbelser for at vække Følelser hos mig, som, hvis de vare blevne vakte, Verden vilde været hurtig til at fordømme uden Barmhjertighed. Mange latterlige Scener dukke i dette Øieblik op i min Erindring. Jeg mindes en ældre, meget høitstaaende Mand, Grev R.1), der ofte besøgte os, især paa den Tid, hvor han troede at træffe mig ene, og i en comisk Grad uleiligede sig for at vinde min Gunst. En Dag, da han havde præsideret ved en festlig Leilighed, holdt hans pragtfulde Equipage udenfor min Dør. Han traadte ind til mig pyntet paa det skjønneste med hvide Silkestrømper, Sko, Knæbenklæder og med Brystet fuldt af alle de Ordener, som et Bryst kan bære; det var tydeligt, at han havde haabet, dette Syn skulde gjøre Indtryk paa mit unge Hjerte. Han satte sig hos mig i Sofaen og antog en saa kjælen Tone, at jeg uvilkaarligt rykkede mig længere og længere fra ham. Hans rørende Tale blev mødt fra min Side med Ironi og Kulde - den bitreste Medicin mod al Kjærlighed. Da han derfor tilsidst mismodigt brød op og forlod min Stue og lukkede Døren efter sig, støttede jeg mig skoggerleende til Dørstolpen over denne hele comiske Scene, hvori samme Herre med sin Pynt og sin Kur havde spillet en saa naragtig Rolle. I min Latter blandede sig dog ogsaa en Indignation over de Tanker, som denne Herre havde vovet at nære om mig, og kun hans ydmygende Bortgang og hans Nederlag trøstede mig over disse Tanker, som jeg haabede, efter dette Optrin, havde taget en anden Retning mig angaaende.

*1) Antageligt Geheimestatsminister Grev A. C. P. Rantzau til Breitenburg (1773-1845). Sml. Var. til S. 176, 10-29. 85

✂ Man vil maaske udbryde efter at have læst dette: Ja, der ser man, hvilke Fristelser et Fruentimmer er udsat for i denne Stilling! Hertil vil jeg svare: Hvilket Fruentimmer, især i de høiere Klasser, møder ikke lignende Fristelser? Og slige uværdige Angreb ere dog i Grunden ingen Fristelser undtagen for Den, der i hvilket som helst Forhold, hvori hun var stillet i Livet, vilde faa Leilighed til at bukke under, ifald ikke en høiere moralsk Kraft holdt hende oppe. Nei, der gives andre for Personligheden dræbende Fristelser i Udøvelsen af en Virksomhed ved Theatret, Fristelser af en saa sjælelig Natur, at man maa gyse tilbage for dem.

✂ 123,11-17. Maaske... Sandhed.: Indsat i IC ca. 1876-78.

✂ 123,32-124,9. Alt, hvad... trofaste Broder.": Dette Parti er i IC indsat, dels af Fru Heiberg (formentligt ca. 1876-78), dels af Hauch i Stedet for følgende overstregede:, at jeg barnagtigt havde ladet mig paavirke af Andres Omdømme og af den megen Tale om, at jeg burde træffe et Valg, og at jeg da med en utilgivelig Letsindighed og uden ret at prøve, af hvilken Art mine Følelser for ham vare, var kommet hans Ønsker imøde. Med søsterlig Venlighed og Ømhed bad jeg ham nu tilgive mig min Uret; jeg sagde ham, at den Godhed, den Agtelse, jeg i Sandhed nærede for ham, ikke var af den Natur, at man kunde bygge et helt Samliv derpaa. Mild og from, som han var, hørte han paa mig, medens Taarerne trillede ned ad hans Kinder. "Lad os skilles som Venner!" bad jeg ham inderligt. "Det har altid forekommet mig saa stygt, saa raat, at Mennesker, som en Tid have levet sammen i et saadant Forhold, skilles som Fjender. Lad mig beholde din Ring og behold ogsaa min til Erindring om et Venskab, som fra nu af skal indtræde imellem os. Og skal den end ikke mere sidde paa vore Fingre, for at Alle skulle kjende dette Venskab, saa lad den i et Gjemme, skjult for Alle, være et Minde om, at vi forlode hinanden med Mildhed og Tilgivelse. Ræk mig venligt din Haand", vedblev jeg, "naar vi herefter mødes, til Tegn paa, at du har tilgivet mig og ikke i Fremtiden vil unddrage mig dit Venskab." Alt dette lovede han mig kjærligt og mildt og sagde, at han dog aldrig vilde have følt sig lykkelig, naar han troede, at jeg ikke var det. Hans Taarer afbrøde ham ideligt, saa at han blot kunde tvinge enkelte Ord frem, hvorimod Ordene let og rigt stode til min Tjeneste i dette afgjørende Øieblik. Kjærligt og inderligt skiltes vi ad, kjærligere end nogensinde, som dette hans Svar paa et Brev, jeg Dagen efter sendte ham, kan bevidne. Det gode, forsonlige Menneskes Brev lød saaledes 1):

✂ Min inderlig elskede Søster!
Tilgiv mig, at jeg ikke igaar kunde svare Dig, men saa pludselig udreven af min Himmel paa Jorden, maatte jeg, før jeg kunde fatte mig, offre min Kjærlighed og Livets bedste Glæder den sidste Skyld, en riig Strøm af Taarer. Tak for dit Brev, jeg har læst det mangfoldige Gange og hvergang *1) Her gengives Brevet efter Originalen i Fru Heib. Ark., (sml. Et Liv, 1. Udg. IV, 405 f.). 86 opdaget mere og mere af den Kjærlighed, som jeg saa længe har savnet. O! tag ikke dette for nogen Bebreidelse, nei! Du skal ikke bede mig forgjæves om Tilgivelse; den har Du, ja ved Gud Du har den. Du kan jo ikke gjøre for, at Skjæbnen valgte Dig til det Redskab, som skulde støde Dolken i et ædelt Hjerte. O! Gud tilgive Mad. Wexschall, som vi tilgive hende, ikke sandt, min søsterlige Veninde! Fred med alle Mennesker som, med os selv!!!

✂ Tak at Du ikke forsmaaer de smaa Beviser paa min Kjærlighed, som jeg har skjænket Dig; jeg maa vel ogsaa beholde din Ring og de øvrige Minder om Dig? ikke sandt, jeg maa!? Tak! tusind Tak! for din sidste lille Gave. Den skal hvile ved din Broders tro Hjerte, den Lok, o, den kjære Lok skal stedse føle dets Slag, som slaaer saa varmt for Dig1). Modtag ogsaa Du min sidste Gave venlig og yd den en Plads, som Du finder værdig for den2).

✂ Jeg har faaet Moders Tilgivelse til Dig, hvis det kan bringe Dig nogen Trøst. - Tak for dine Bønner til Gud for min Rolighed, jeg beder selv til ham for mig og Dig; o, han er mægtig i de Svage. Jeg er temmelig rolig, men mine Tanker ere saa forvirrede, at jeg ikke kan fatte nogen Bestemmelse for Fremtiden. Vær forvisset om, at jeg ingen Skridt skal gjøre uden at underrette Dig derom, og raadføre mig med Dig; Du vil vist som en kjærlig Søster være mig behjælpelig.

✂ Gud velsigne Dig! Han byde sine gode Engle at værne om din Fremtids Bane! O! hvor din Lykke skal glæde mig. - Lad mig stundom høre fra Dig! Glem mig ikke; Du mindes evig med inderlig Kjærlighed af
Din trofaste Broder
Hvid.

✂ For Guds Skyld, Hanna! Glem mig ikke! Det vil være min største Sorg at see mig glemt af Dig. Lev vel! Lev vel!

✂ 124,16. min Befrielse.: Herefter er i IC overstreget, noget ca. 1876-78, andet øjensynligt efter Hauchs Forslag senere: Jeg sagde til mig selv, at Sligt aldrig burde have kunnet hænde mig, og jeg skammede mig over mig selv. Efter at jeg havde modtaget hans kjærlige Brev, hørte jeg i mange Dage Intet fra ham, hvilket ængstede mig meget, da jeg var bange for, at han var syg. Igjennem en af vore fælles Bekjendte erfarede jeg, at han var taget paa Landet, at hele hans venlige Sindelag imod mig havde vendt sig til Vrede, at et ondt Menneske havde sagt ham, han var en Nar, der ikke kunde se, det Hele var et aftalt Spil imellem Fru Gyllembourg og mig, at jeg alt længe havde været forlovet med Heiberg, og deslige grove Usandheder. Alt dette troede nu det godmodige, men svage Menneske, og han var derfor reist paa Landet med Vrede og Forbitrelse paa mig, hvilket inderligt bedrøvede mig. Men denne Svaghed i Characteren og denne Mangel paa Mandighed hos ham var mig ikke ny, og ved dette nye Bevis herpaa, takkede jeg Gud for, at *1) Her har Fru Heiberg paa Afskriften i IC tilføjet: Han havde oftere bedet om en Lok af mit Haar uden at have erholdt den; nu, til Afsked havde jeg sendt ham en. *2) Her har Fru Heiberg paa Afskriften i IC tilføjet: En Haarlok af hans Haar.87 Baandet imellem os var brudt, thi for Gud tør jeg vidne, at end ikke Tanken om nogen ny Forbindelse var kommen indenfor mine Tanker eller havde nogen Del i dette Brud, endsige, at jeg alt havde knyttet et 1) Forhold til en Anden. Jeg havde tvertimod fattet den Beslutning: aldrig at ville gifte mig, og var nu fuldkommen fri. Af uberegnelig Indflydelse var Ophævelsen af denne Forbindelse for mig, baade som Menneske og som Skuespillerinde. Intet vilde gjort mig mere ulykkelig end at være forenet med en Mand, som 2) ikke stod over mig, saa jeg kunde se op til ham som en Autoritet. Thi dette er sandelig en af de største Ulykker, der kan ramme os Fruentimmer, en Ulykke, der udvikler en Række af slette, ukvindelige Egenskaber, som tage til Dag for Dag. En ugracieus Domineren udebliver aldrig i et saadant forkert Forhold uden at tale om andre dybere Forvildelser og Feil.

✂ 127,29. hyggelige Hjem.: Herefter er i IC overstreget: Da jeg første Gang paa en Prøve atter saae den Mand, med hvem jeg havde staaet i et saa nært Forhold, og med hvem jeg havde taget saa kjærlig Afsked ved vor Adskillelse, rakte han mig ikke broderligt Haanden, som han havde lovet. I hans Blik saae jeg Vrede og Uforsonlighed. Han tabte derved den sidste Rest af Godhed, jeg endnu havde for ham. Det smertede mig imidlertid; thi det smerter altid at blive gjort Uret og bedømt uretfærdigt; men herved var nu Intet at gjøre; jeg henvendte mig heller ikke til ham, thi troede han, jeg havde løiet for ham dengang, hvor kunde jeg da haabe, at han nu vilde tro, jeg nu talte Sandhed. Og selv om han nu villet, da havde han ved sin Let" troenhed og sin Mangel af Tro paa mig tabt saa Meget i mine Øine, at jeg ikke længer fandt det Umagen værd at berigtige hans Vildfarelse.

✂ 129,15-131, 35. Jeg havde... Opmærksomhed: Disse Sider er indsat i IA i Stedet for el kortere Afsnit af samme Indhold, men uden Uddrag af Romanen.

✂ 131,37. min Smag.: Herefter er i IC, antageligt af A. D. J., overstreget: Med et eneste plumpt eller raat Ord kunde enhver Beiler fordærve det for sig hos mig for bestandigt, og ikke Faa havde alt gjort det.

✂ 132,19. pludselige Dødsfald.: Herefter er i IC overstreget, øjensynligt af A. D. J., der har gjort Rettelser deri: I Sorgen føler man bedst, hvad man er for hinanden, man rykker ligesom 3) nærmere sammen, og alt det Smaa bliver da det, som det altid skulde være: Et Intet.

✂ 132, 40. Trang til: Herefter er i IC overstreget:, da vi vare ene, at vise ham min Venlighed og.

✂ 133,26-136, 21. Ikke hans... finde Sted.: Indskud i IA.

✂ 136,17. feil af mig.: Herefter følger et Parti, som Andræ i IC har foreslaaet slettet. A. D. J. har smst. skrevet: "Dette medtages", men alt er dog streget over. Det lyder: Den næste Aften laa atter en Seddel i Bordskuffen, hvoraf jeg blot vil afskrive, hvad der besvarer dette Punkt:

*1) havde knyttet et: Af Fru Heiberg rettet fra: stod i. *2) som: Herefter har Fru Heiberg slettet: var mig underordnet og. *3) ligesom er indsat af A. D. J. 88

✂ "Jeg er ganske rolig for... gjennemlæse Dit Brev" 1).

✂ 137,11-138,11. "Gjenganger-Brevenes"... andre Sider: Dette Parti er indsat i IA i Stedet for en ganske kort Omtale i det opr. MS.

✂ 140,7. at finde.: Herefter er i IC overstreget, antageligt af A. D. J., efter ny Linie: Vinteren var saaledes gaaet hen med disse to følelige Tab, men ogsaa med mangen en Glæde, og Fremtiden laa fuld af Forhaabninger for Heiberg og mig.

✂ 141,22-23.,.Muserne". Jeg: Herefter er i IC, antageligt af A. D. J., overstreget: var Polyhymnia ved denne Fest og.

✂ 141,35. denne Retning.: Herefter er i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: Alle, som kjendte mig, sagde: "Det er en rar, sød lille Pige", og det var vel netop dette Ubevidste, der gjorde mig rar og sød, thi jeg forundrede mig ofte selv over, hvoraf det kunde komme, at Alle fandt mig saa rar.

✂ 142,33-143,16. Og hvem... Rollen.: Indsat ca. 1876-78 i IC i Tillæg. Originalen (i IB) indeholder efter "sin Ret." (143,11) yderligere flg. Linier, som Afskriveren maaske har glemt: Man siger saa ofte om en Skuespiller: "Han mangler Fornemhed i sit Væsen, han er simpel". Man søger da denne Mangel snart i det Ydre, snart i Klæderne, Gangen, Stemmen, Maaden at hilse paa, sætte sig etc.; ja visselig har alt dette Betydning fra en Scene, da al Kunst tillige skal bære Skjønhed i sig, men Stemmens Tone og Nuancering er og bliver Hovedsagen for den fine Dannelses Præg, og hvor den er tilstede, der vil man aldrig om den Paagjældende falde paa at sige: Han er en simpel Mand.

✂ 143,19. i Fremstillingerne: Herefter er i IC overstreget efter Forslag af Hauch:, der var, det tør jeg nok sige, til stor Nytte for disse.

✂ 144,15. ikke uden Frygt: Saaledes er Teksten i IC ca. 1876-78 ændret fra: med et tungt Hjerte.

✂ 144,19. et saadant Forhold... for den Gamle: Indsat i IC ca. 1876-78 i Stedet for: jeg følte dog strax, at dette var et forkert Arrangement.

✂ 144,20. vel: Indsat i IC, øjensynligt af A. D. J.

✂ 144,29. vor Plan: Herefter i IC overstreget, antageligt af A.D.J,:, som de hørte paa med Glæde og Stolthed.

✂ 144,33. end jeg: Herefter i IA overstreget:, det syntes jeg dengang, og det synes jeg nu 25 Aar efter.

✂ 145,23. Pris paa mig: Herefter i IC overstreget efter Forslag af Hauch: Stakkel.

✂ 145,28-31. Jeg stod... nye bringe?: Indskudt i IA.

✂ 145,31. nye bringe?: Herefter i IC overstreget, uvist af hvem: Jeg stod og stod, indtil Nattekulden mindede mig om at lukke Vinduet og begive mig til Ro, idet jeg atter fornyede min Tak til Gud og min Bøn om, at han fremdeles vilde vaage over mig. 2)

✂ 146, 7. for Fremtiden.: Herefter i IC overstreget, uvist af hvem: Og de *1) Trykt i Heib. Hjem, S. 67. *2) idet jeg... over mig er indskudt i IA.89 ikke faa Timer, vi her tilbragte, inden vi naaede Slangerup, gik stille, men hurtigt hen.

✂ 146,20-21. mig behjælpelig.: Herefter har A. D. J. omredigeret og senere (øjensynligt i Korrekturen til 1. Udg.) helt ladet udgaa nogle Linier, der i den oprindelige Form i IC lyder: Jeg selv var i dette Øieblik saa undselig og forlegen, at det var vanskeligt at sige, hvem af os To der var det i høiest Grad. Jeg var kun to Aar ældre end hun, og saaledes stode vi to stakkels Piger gjensidigt rødmende for hinanden.

✂ 147,8. paa Kroen.: Herefter i IA indføjet flg. i IC, antageligt af A. D. J., overstregede Linier: Da vi vare ene her i vort første Hjem som Ægtefolk, sluttede Heiberg mig med uudsigelig Ømhed i sine Arme, idet hans Stemning afvexlende ytrede sig snart i hans bevægede Stemme, snart i Taknemmelighed, snart i Glæde over, at han kunde slutte mig som sin Kone i sin Favn.

✂ 147,15. mig alene: Disse Ord i IC, antageligt af A. D. J., sat i Stedet for: sin lille uvidende Kone.

✂ 148,2-13. Der var... Ophold her.: Indsat i IA som løst Tillæg og afskrevet af Sille Beyer (i IC) med andet Blæk og derfor øjensynligt senere end det foranstaaende.

✂ 148,14-152,27. Jeg var... Faa stode: Indsat ca. 1876-78 i IB i Stedet for en kortere Fremstilling.

✂ 152,33-37, Med en kraftig... Lærermesterinde: Indsat i IB i Stedet for et ca. 1876-78 overstreget, delvis bortskaaret Stykke. Det lyder, idet det manglende suppleres efter IA: Vanskeligere var det for mig at sætte min Villie igjennem i huslig Henseende. Heiberg holdt saa meget af mig, at han var tilfreds med Alt, hvad jeg i Huset foretog mig. Enhver Ret Mad, der kom paa Bordet, syntes han smagte saa godt som aldrig før. Enhver Forandring, jeg i Huset indførte, fandt han fornuftig og god og overlod Alt fuldkommen tryg til mig. Hans Moder derimod syntes, at hun burde have et vaagent Øie med Alt, at hun burde være med paa Raad om Alt, og i denne Retning kunde hun ikke afholde sig fra at ville opdrage den gifte Kone, som om hun var et lille Barn, hvilket jeg naturligvis ikke syntes om. Det var hendes Natur at tale frem og tilbage om alle huslige Anliggender. Min Natur var det at tie herom. Det er min Anskuelse, at et Hus bør være som et Uhrværk, det skal gaa sikkert og godt, uden at man mærker, naar det optrækkes. Hun havde i sit Hus været en overordentlig akkurat Husmoder, men hun gav hver Dag sine Ordres forfra. Jeg gav mine een Gang for Alle og fandt en stor Tidsbesparelse heri; jeg havde virkelig et eget Talent til at faa Tyendet til nøiagtigt at passe, hvad Gjerning der var dem paalagt. Hendes Pleiesøn Georg Buntzen kunde ikke komme ud af den gamle Vane at betragte mig og ham som Børn, der vare i Huset hos Heiberg og hans Moder. Han ansaae derfor sig som En, der havde de samme Rettigheder som jeg, og ofte naar Noget blev ham forbudt, sagde han ganske naivt: "Naar Hanne har Lov at gjøre det, saa har jeg ogsaa". Det var i det hele ingen let Opgave for mig at omgaas dette rare, livlige, men af Heibergs Moder yderst forkjælede unge 90 Menneske. Var jeg for venlig imod ham, dukkede strax hans gamle Godhed op. Heri maatte jeg altsaa være forsigtig. Vilde jeg sætte mine Rettigheder som Husets Frue igjennem mod ham, blev han heftig og barnagtig vred. Mine Forretninger paa Theatret gjorde det nødvendigt, at Tiden til Maaltiderne bleve præcist overholdte. Dette kunde Heibergs Moder, der altid kom til kort med Tiden, ikke finde sig i, men især kunde Georg ikke passe at være hjemme i rette Tid, og han ansaae det som et utaaleligt Tyranni af mig, at jeg paa det bestemteste krævede dette af ham. Husets Udstyr havde kostet mere, end det burde, meer end vi for Øieblikket kunde udrede. Vore Indtægter vare ikke store, hertil kom endnu, at Heiberg og hans Moder havde gammel Gjæld, som trykkede haardt. At have Gjæld havde altid været mig yderst forhadt, saa at jeg hidindtil ikke havde kjendt noget dertil. Nu laa det paa mig med Centnervægt og plagede mig meer, end det maaske burde. Heiberg og hans Moder vare ikke fri for en vis Letsindighed i denne Retning. Man havde vænnet sig til Fornødenheder, hvortil vore Indtægter ikke vilde strække. Heibergs Moder fandt desuagtet, at ingen Forandring burde eller kunde indføres. Jeg var af anden Mening, og ingen Magt fik mig til at anvende meer, end jeg øieblikkelig kunde udrede. Ogsaa heri fandt Heiberg sig med Kjærlighed, medens det mishagede hans Moder og gav Anledning til smaa Sammenstød mellem hende og mig, som vare tunge nok at bære. Imidlertid satte jeg min Villie igjennem, og en stor Nøisomhed og Sparsommelighed gjorde, at vi Dag for Dag fik vore Pengesorger ordnede og vor Gjæld betalt efter nogle Aars Forløb. Ikke uden stor Overvindelse og Anstrengelse udførte jeg mine huslige Pligter i Begyndelsen af mit Ægteskab; og jeg erindrer godt min Utaalmodighed over dagligt at skulle gjentage dette Et og det Samme. Men jeg vilde vise, - det havde jeg fast besluttet - at ved Siden af at dyrke en Kunst kunde jeg opfylde de samme Pligter, som enhver anden Kone i sit Hus paatog sig. Men jeg havde mine egne Ideer om, hvorledes disse Pligter skulde opfyldes, og derfor trykkede det mig at have en ældre Husmoder med sin stadige Kritik og sine Anskuelser ved min Side. De Ældre taale ikke, at de Yngre gjØre deres egne Erfaringer, men fordre, at man skal benytte og stole paa deres. Hertil var jeg ikke istand. Imidlertid var Heibergs Moder et kjærligt og fornuftigt Væsen, der nogenlunde fandt sig i, at jeg gik paa egen Haand og indrettede Alt efter, hvad jeg selv ansaae for rigtigt og godt. Hvad hun mindre fandt sig i, var at hun syntes, at jeg ligesom fik for meget af Sønnens Kjærlighed, som hun i saa mange Aar havde været vant til at besidde udelukkende, og dette gav hende ofte noget Bittert baade mod ham og mig; men da hun igrunden hang ved os begge med sit kjærlige Hjerte, saa overvandt hun som oftest atter dette Tilløb af Misfornøielse. Men det fordærvede dog noget vor unge Husholdning og gav den Alderens Præg, og jeg tænkte ofte med et Suk paa vort lille Hus i Lyngby, hvor Heiberg og jeg vare ene, og hvor ingen Disharmoni i Noget havde fundet Sted.

✂ 153,8-11. Alt dette... unegteligt havde: Indsat i IB ca. 1876-78 i Stedet for et omkr. samme Tid overstreget og delvis bortskaaret Stykke. Det91lyder, idet det manglende suppleres efter IA: En saadan medfødt 1) Sympathi fandt ikke Sted mellem hans Moder og mig, thi vi vare derimod, paa Grund af vort modsatte Naturel saa forskjellige som muligt. At hun var en ædel og høist begavet og ualmindelig Personlighed, dertil behøver hun ikke mit Vidnesbyrd, hun har selv sat sig et Mindesmærke i sine Noveller, som tale høit nok herfor. Men aldrig i mit Liv har jeg stødt paa eller troet, at en saadan Forening af Stort og Smaat, som den der fandtes hos hende, var mulig. Med sin Aand kunde hun opfatte det Største i Religion, Kunst og Poesi, men i samme Øieblik kunde de største Ubetydeligheder i Huset eller ved hendes Person være hende af lige saa stor Vigtighed, og hun gav de ubetydeligste smaa Petitesser Vigtighed og Betydning og havde en Udholdenhed heri, der ikke veg tilbage for noget som helst. Vant til megen Bekvemmelighed og en utrolig Omhu for sin Person og dennes Velværen kunde hun ikke finde sig i det mindste Savn, end ikke for en Dag, eller slaa det mindste af, hvad hun ansaae for henhørende til hendes Velværen eller Bekvemmelighed, og da hun af Naturen var temmelig ubehjælpsom, saa trængte hun til en overordentlig Opvartning og Hjælp i Alt, og denne maatte og skulde ydes hende under enhver Betingelse. Med alle disse Smaating gjorde hun derfor ofte Alle omkring sig utaalmodige, men det hjalp ikke. Hendes personlige Fornødenheder tiltoge i høiere og høiere Grad indtil hendes Død. Heiberg var en høist ualmindelig kjærlig og opofrende Søn, saa alle disse Fordringer vare blevne pleiede og nærede hos hende bestandigt, og hun havde virkelig udviklet denne Egenskab til et storartet Talent i denne Retning. Da jeg nu ikke havde det mindste af dette Talent, saa var det mig trykkende og pinligt at gaa ind herpaa, da jeg saa godt som ikke begreb Muligheden af denne Selvpleie og Omhu for sit legemlige Jeg. Hvad jeg syntes var det ubetydeligste af Verden, tog hun som noget overordentlig vigtigt, og deraf kom, at vi to forskjellige Natureller havde ondt ved at gaa i Spand sammen. Travede jeg, gik hun i Skridt, galopperede jeg, gik hun høiest i Trav. Dette gav Anledning til idelige Ryk, som trættede mig, som trættede hende, og ingen af os havde det derfor rigtig godt i hinandens Nærhed, fordi Nærheden var for nær. Havde hun beholdt sit eget Hus, saa at vort Samliv kun havde været et aandeligt, da vilde vi i høi Grad have sat Pris paa hinandens Selskab. Thi havde hun noget Vigtigt, som tyngede hende, da tyede hun til mig om Hjælp og Raad; og var der noget, som nagede mit Sind, da fandt jeg altid hos hende et aabent Øre og en kjærlig Deltagelse, der indgav hende Ord med Trøst og Beroligelse for mig. I det Væsentlige, i det Store vare vi altid forenede, men det var alt dette Smaa til Dagligbrug, der adskilte os. Det er Synd for de Ældre, Synd for de Yngre saaledes at slaa et gammelt og et ungt Hus sammen. Erfaringen viser ideligt og ideligt, at der kommer intet Godt ud deraf. Menneskene ere dog nu engang saaledes, at de intet lære af Andres Erfaring, men Enhver vil gjøre sin egen Selverfaring, om ogsaa Resultatet er aldrig saa vist uden den. Man siger "Lige Børn lege bedst", og ved at hefte Gamle og *l) medfødt: Indsat i IB ca. 1876-78.92 Unge sammen have de Unge en Fornemmelse af, som om man gav dem en Krykke at støtte sig til for at at gaa sikkert og ikke falde. Den Unge siger: "Jeg kan gaa rask uden Krykke, den plager og generer mig kun". Den Gamle derimod siger: "Nei vist ikke, jeg veed fra mig selv, at den letter Gangen, derfor skal du bruge den." Hvor ofte har jeg ikke havt en Følelse af Utaalmodighed, naar 1) jeg, der var saa ung, med Magt skulde være saa gammel; og hvad Under da, at Ungdommen af og til gjorde sig gjældende ligesom hos Ællingerne, der svømme rask ud i Vandet, medens Hønen, der har udruget dem, staar paa Strandbredden og slaar med Vingerne og kalder dem ynkeligt tilbage, uden at de Smaa lystre. Toge vi ud i Skoven sammen, hvor var det mig da muligt at gaa stadigt og langsomt ad de banede Veie? Som en Myndehund foer jeg om mellem Busk og Krat, søgende Blomster og Planter, idet jeg ligesom Hunden bestandigt vendte tilbage for at give tilkjende, at jeg var i Nærheden. "Bliv nu hos os; gaa nu ikke for langt bort!" sagde den taalmodige Heiberg, der maatte ledsage sin Moder og understøtte hendes besværlige Gang, medens jeg havde en Følelse af, at jeg kunde løbe Verden rundt, imedens de kom nogle Hundrede Alen frem. Ak! det er svært at gaa i Skridt med Andre saa vel i legemlig som i aandelig Hensende; og jeg havde unegteligt.

✂ 153,25-154,4. Vort huslige... kom til.: Indsat i IB ca. 1876-78. Sml. Var. til S. 152,33-37 og S. 153,8-11.

✂ 154,14.. Han kom nu ofte: Saaledes er Teksten i IB ca. 1876-78 ændret fra:, saa at han nu saa godt som helt har hævet al Omgang med os og Alle -, et Tab, som jeg for min Del dybt beklager. Han kom nu stadigt.

✂ 154,16-26. Jeg var... tilfreds bort.: Indsat ca. 1876-78 (Originalen i IB).

✂ 154,27-155,14. I Saisonen... og Stræder.: Indsat i IB ca. 1876-78 (nogle Linier dog senere), idet den oprindelige kortere Skildring er udgaaet, hvori der efter Ordene svarende til en hel Række (S. 155, 2) stod flg. Linier:. De fleste af Sangene ere en Slags Kjærlighedsdigte til hans Kone. Jeg erindrer, at da vi prøvede denne Vaudeville paa Theatret, kom Rosenkilde hen til mig og sagde: "Naa, Gud forbarme sig, hvor han har været forelsket i Dem, da han skrev dette Stykke!" Dette glædede mig saa meget at høre, at jeg har beholdt det i min Hukommelse siden.

✂ 155,40-156,4.; ja, efter... herhjemme: Indsat i IB ca. 1876-78.

✂ 156,23. svage Sider: Herefter er i IA overstreget:, som Heibergs Moder var utrættelig i at klage over, saa som Mangel paa Sol, Fugtighed og deslige.

✂ 156,29. derimod fandt ikke Behag i denne Bolig: Disse Ord er ca. 1876 -78 indsat i IB i Stedet for: som sædvanligt misfornøiet med Alt.

✂ 156,32-35. Heiberg havde... Character: Disse Ord er ca. 1876-78 indsat i IB i Stedet for:, og alt dette fordrede hun, at jeg burde se at faa forandret, hvilket dog ikke vel stod i min Magt. Uagtet den daglige Opfordring *1) af Utaalmodighed naar: Saaledes er Teksten af Sille Beyer ændret fra: som om jeg skulde springe istykker af Utaalmodighed, over at.93 fra hendes Side, og uagtet jeg virkelig gjorde, hvad jeg kunde, for at tilfredsstille hendes Fordringer, var og blev hun utilfreds. Hertil kom, at vi havde en af vore bekjendte danske Sommere, nemlig en grøn Vinter; hun frøs og tog det ilde op, naar vi andre ikke frøs.

✂ 157,3. dette var et herligt Samliv!: Saaledes er Teksten i IB ca. 1876 -78 ændret fra: og jeg mishagede hende ofte ved at ytre, at dette var en behagelig Sommer.

✂ 158,6-25. Et Parti... under Tag: Dette Parti er indføjet i IB ca. 1876 -78.

✂ 159,21-22. lyriske Digte: Herefter i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: Skomagerkonen, som omtales i det ene af Digtene, var den samme, hvis Bedstemoder fortalte os Eventyr fra Dronning Mathildes Tid.

✂ 159,31. overgivent Lune.: Herefter i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: Omsider gik Hertz med sin Diana til Ro, og hans yndige Digte klingede i os, indtil Søvnen udslettede alle hans skjønne Rhytmer og denne Aftens Glæde i det lille Hus i Hirschholm.

✂ 159,33. militaire Høiskole.: Herefter i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: Alt flere Dage iforveien saae han denne Dags Komme med Sorg imøde.

✂ 160,19. af alle Arter.: Herefter er dels af Fru Heiberg i IB, dels af A. D. J. i IC, overstreget: Det er en stor Ulykke for den, der lider af saadanne Angester og overordentlig trættende for den, der stadig skal berolige den Ængstelige.

✂ 161,37. sagde hun: Herefter i IB overstreget: temmelig forstemt.

✂ 162,12-24. Taagerne hvirvlede... lille Kammer: Dette Parti er ca. 1876-78 indsat i IB ligesom flg. af A. D. J. i IC overstregede Linier:, medens Heiberg kyssede sin Moder paa Haanden til Godnat og fulgte op med mig i vor øverste Stue, hvor vi længe stode i Vinduet og betragtede Stjernerne og de flyvende Skyer, som Maanen oplyste, indtil ogsaa vi overvældedes af Træthed og begave os til Ro ovenpaa denne fornøielige Dag. Det oprindelige MS har i Stedet: Trætte og glade ved at have naaet vort Hjem gik vi denne Aften tidligt til Ro efter Dagens Anstrengelser, og saaledes endte denne Høitidsdag for os, begunstiget af Veirliget og den gladeste Stemning i vort Indre.

✂ 164,12. Kat paa den: Herefter er i IB ca. 1876-78 indskudt af Fru Heiberg, men overstreget i IC, antageligt af A. D. J.:, Noget, der vist hang sammen med, at jeg ligesom Kattene var i Besiddelse af en stærk Electricitet, der paa mere end een Maade gav sig dagligt tilkjende.

✂ 167,27. vilde hædre.: Herefter har IA: Et lille Papir fulgte med denne Gave, hvorpaa stod: "Tibi solo" [!] 1).

✂ 167,31. Lykkes Medbør.: Herefter er i IB overstreget: Publikum var formeligt betaget af mig og mit Talent.

✂ 167,34. Forventning.: Herefter i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: *1) Papiret er ikke fundet i Fru Heib. Ark.94 Publikums Gunst - der begyndte i 1826 - for mig vedvarede uafbrudt og snarere i Tiltagende end i Aftagende i omtrent 15 Aar; da var det ligesom Publikum maatte puste lidt en kort Tid, inden det atter kunde komme i den gamle Svingning.

✂ 168,27-29. (dengang... Fremkaldelser): Indskudt i IA.

✂ 168,35. i Alt.: Herefter i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: De latterligste Historier gik i Svang om mig, i hvilke man tillagde mig Dyder og Egenskaber, som jeg desværre ikke var i Besiddelse af.

✂ 169,20. saa godt som: Indskudt i IA.

✂ 170,36. at besørge: Herefter i IB overstreget ca. 1876-78:, og jeg tør nok sige uden Selvroes, at jeg ikke stod tilbage for de fleste Andre i denne Retning.

✂ 171,3-5. paaanket... alt Andet: Saaledes er Teksten i IB ca. 1876-78 ændret fra: ingenlunde taalt med Overbærelse af min Svigermoder, der syntes, at Alt, hvad der hørte til Husets Behagelighed og Zirlighed, maatte gaa fremfor alt Andet. Utrættelig kunde hun da vedblive at klage over det lille Savn, om end det var af de allermindste, som en Anden neppe vilde have ænset eller bemærket. At jeg da altid med Engletaalmodighed hørte og taalte hendes Bebreidelser over det Forsømte, vil jeg just ikke paastaa. Ofte følte jeg mig trykket, utaalmodig og bedrøvet, hvilket jeg undertiden gav Luft i en Heftighed, som jeg vilde ønske, at jeg kunde have bekæmpet; men jeg fandt, at hun krævede for meget af mig og krævede det som sin Ret i Stedet for som et Gode, hun burde have skjønnet paa, saaledes som hendes Søn gjorde.

✂ 171,13-14. tvertimod... ikke fragaa: Indsat i IB ca. 1876-78 i Stedet for: men naar man først har trættet os og gjort os utaalmodige, da nytter det ikke stort, at de gode Ord komme ovenpaa; det er kun en ny Maade til at trække de ubetydelige Sammenstød længere ud og gjøre os end mere trætte og vrantne. Ifølge min Natur vilde jeg bedre kunne have taalt et heftigt Udbrud af hende, naar det da dermed havde været forbi, end denne stille, ofte forblommede Hentydning om en Kones Pligter, der var hendes fine Verdenstone egen; den tirrede min aabne, ærlige Natur mere end det heftigste Udbrud vilde have gjort.

✂ 171,22-23. havde jeg... Andres Nærværelse." Indsat i IB, uvist naar, i Stedet for: kunde jeg ikke overvinde, især i Andres Nærværelse.

✂ 171,28. for hende.: Herefter i IB overstreget ca. 1876-78: Jeg kunde imidlertid aldrig ret tilgive mine Forældre mine Barndomssorger, især den, der bandt mig til en Mand, som de i deres Ubesindighed havde paalagt mig arme Barn, og saa let kunde have ødelagt mit hele Liv. Men, som sagt, ved hende fik jeg et bedre Syn paa dem og mit Forhold til dem, og dette gjorde, at mine Følelser for dem Aar for Aar bleve bedre og kjærligere.

✂ 171,35. Om Heiberg... Forældre: Indsat i IB ca. 1876-78 i Stedet for: Heiberg var desværre ikke i Stand til dette; uagtet han altid var venlig og forekommende imod dem, var det dog tydeligt for mig, at deres 95 Nærværelse trykkede ham. Han skjulte det imidlertid saa godt, at de Intet mærkede, og begge sagde.

✂ 172,3. i Humeur.: Herefter er dels af Fru Heiberg ca. 1876-78 i IB og dels af A. D. J. i IC overstreget: Heiberg og jeg talte indbyrdes aabent og fortroligt om dem og vort Forhold til dem, og jeg maatte give ham Ret i, at man ikke kunde blande dem med vor øvrige Omgangskreds uden at udsætte dem for Omtale, saaledes at det vilde være syndigt imod dem. Lykkelige ere imidlertid ikke saadanne Forhold, og jeg følte det ofte dybt, hvilken Adskillelse et saadant forskjelligt Dannelsestrin fører med sig. Hvad havde jeg ikke ofte givet for at kunne udtale, hvad der laa mig paa Hjerte for min Moder! Thi hvem er man til syvende sidst sikrere paa end paa en Moder? Nu maatte jeg tie, for at ikke hun fra sit Standpunkt skulde misforstaa min Klage; og hvad frygter man mere for i Udgydelsen af sine Sorger end det at blive misforstaaet?

✂ 172,6. som oftest adskillige: Den oprindelige Tekst lyder: ofte en eller anden. Sille Beyer har i IB maaske ved Fejlskrift sat adskillige i Stedet for en eller anden; som oftest er i IC sat i Stedet for ofte, vel af A. D. J.

✂ 173,36. at bruge: Herefter i IB overstreget:, thi han var en født Republikaner.

✂ 175,4-5. Privatlivets Mure.: Herefter i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: At det for de Fleste var saa godt som en Umulighed at komme i personlig Berøring med mig, har maaske ikke bidraget mindst til den Nimbus, som Mængden i deres Tanker omgav mig med.

✂ 175,5-22. Naar de... til Sengs.": Indsat senere end 1878 i IB i Tillæg.

✂ 176,9. gode Egenskaber.: Herefter i IC overstreget af A. D. J.: Samme Aften havde jeg ogsaa et Bevis paa, hvorledes Vinen kan forandre et Menneske. En af de unge Høiskoleofficerer, der inden Bordet havde viist en saadan Blufærdighed, at han rødmede som en ung Pige, hver Gang jeg henvendte min Tale til ham, blev efter Bordet, hvor Champagnen hyppigt var skjænket rundt, saa kjæk, at han uophørligt bad mig paa den ømmeste Maade at skjænke ham et Par af de levende Blomster, der sad i min Brystbouquet. Jeg kunde ikke bare mig for at smile over den Forvandling, som et Par Timer havde udøvet paa ham; jeg gav ham et Par Blomster og morede mig med i Tankerne at se ham rødme næste Dag, naar Virkningen af det. der havde givet ham Mod, atter var bortdunstet, og han da betragtede sin Gave. Vi bleve sammen til ud paa Natten, og uforglemmelig var denne Aften for os alle.

✂ 176,10-29. Vi holdt... uinteresseret.: Indsat i IB ca. 1876-78. Ud for dette Stykke findes i Marginen flg. overstregede Linier (maaske Holdepunkter for Stof, der har været tænkt anvendt i det foreliggende Kapitel): (Tryde, Martensen, Paulli), Kierkegaard, Svenske, Norske, Wulff, Grev Rantzau 1) og de unge tyske Herrer og litteraire Fyre, (Paludan-Müller). Ingen Selskaber, Alle kom af sig selv om Aftenen.

*1) I Fru Heibergs Ortografi: Ranschou. 96

✂ 179,5. Ud for denne og de foregaacnde Linier har Fru Heiberg i IB skrevet, men ca. 1876-78 overstreget: Her skulle Heibergs Moders Breve fra denne Reisetid indflettes.

✂ 181,20. en ny Vei.: Herefter i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: Ved at føie sig efter Mængdens Smag vandt hun Berømmelse og Penge. Mon disse to Fordele have gjort hende lykkelig? Jeg tror det ikke.

✂ 182,4. Jenny Lind: Med Henvisning hertil er i IA i Marginen indføjet og atter stærkt overstreget: Hvis jeg ikke alt tidligere har fortalt heri, hvad Virkning mit Spil som Parthenia gjorde paa hende inden hendes første Optræden her, da er her Stedet til at fortælle hendes Glæde derover 1).

✂ 182,12-184,16. De Kræfter... et Kassestykke.: Dette Parti er i Stedet for en kortere Fremstilling af samme Emne indsat i IA ligesom flg. i IC, øjensynligt af A. D. J., overstregede Stykke: Efter at det saaledes var mange Gange gaaet over Scenen, og dets Ry havde naaet min gamle Ven Molbechs Øren, der nu ikke længer var Theaterdirecteur og meget sieldent kom i Theatret, men ved Rygtet var lokket til atter at tilbringe en Aften i det gode gamle Hus paa Kongens Nytorv, modtog jeg følgende Brev. Herefter har fulgt Afskrift af flg. Brev fra Chr. Molbech til Fru Heiberg2), hvilken imidlertid er henlagt i IB under Betegnelsen: "Udeladelser., der godkjendtes Jan.- Febr. 1888".

✂ Kjøbenhavn 31. Dec. 1846.
Endelig saae jeg atter en Comedie paa det danske Theater - nemlig for adskillige Dage siden. Men det er først nu - nærved Aarets Slutning at jeg skriver derom; ikke blot for Comediens Skyld; men fordi jeg endnu, inden det synker til alle de øvrige i det store Svælg, vil noget meer end i Tankerne være hos Dem - Middelpunktet for den hele dramatisk-comiske Glans, som jeg den Aften saae udbredt over en Scene, hvor det for mine Øine undertiden ikke er lysere end at man godt kan behøve sin egen Haandlygte. Men - maaske er det kun, fordi jeg er uheldig - fordi jeg nu saa sjelden kommer i Theatret. Kan gjerne være!... Om Comedien selv kunde der vel være et og andet at sige; men da jeg hverken kan eller vil berøre en eneste critisk Stræng, saa vil jeg snarere sige at det nu atter, ligesom tilforn, forekom mig, at der findes en Deel udmærkede og fortræffelige Partier i denne Comedie (jeg behøver jo ikke at nævne dem) og at det var ønskeligt, der aldrig var skrevet noget Lystspil med flere Mangler end dette her. Men altsaa Forestillingen!... Dersom jeg ikke er bleven sløv og blind for dramatisk Præstation, saa var dette en af de bedste, og med den meest fuldendte Heelhed, jeg i flere Aar har seet. Min Gud, hvorfor maa vi dog ikke imellem faae flere gamle Comedier at see, som, hvis de endog ikke ere saa gode, dog altid kunde blive gode nok , naar de forholdsviis spilledes saa ypperligt som Sheridans. Imidlertid - jeg er ogsaa fornøiet ved denne ene; *1) Om denne Sag ses intet i M SS til Et Liv ud over det her anførte. *2) Originalen i Fru Heib. Ark. 97 thi jeg tænker, jeg kan have godt af den et Par Maaneder, eller til jeg igjen kommer i Theatret.

✂ Nu har jeg takket Lady Teazle for det gamle Aar; og skulde nu takke Fru Heiberg - ak desværre kun for en eller to Samtaler i det hele Aar! - Den sidste Tanke er jo saa bedrøvelig, at jeg skynder mig bort fra den, for at jeg endnu i Aarets sidste Minuter, og før Vægteren høres, med to Ord i Stedet for de mangfoldige jeg kunde sige, kan gjentage, hvad jeg ønskede hver Gang, jeg endnu skal see Dem, at kunne udtrykke idetmindste med ligesaa levende Ord som disse - at Deres eget indtagende personlige Billede, ufordunklet ved noget af Deres Kunstbillede, aldrig ved nok saa lang Fraværelse kan tabe sin Friskhed eller sin Ynde for
Deres uforanderlig erkiendtlige og hengivne
C. Molbech .

✂ 184,29-187,4. ganske ung... belæres heraf.: Øjensynligt i Stedet for et oprindeligt, bortfjernet Parti, indsat i IA ligesom flg. af A.D.J, i IC overstregede Stykke: Det er en egen Sorg, hvormed man ofte ser det Middelmaadige, med alle dets Mangler, og iklædt sin hele Fattigdom, gjøre en Virkning hos Publikum, som kun burde opstaa ved det Sande; ja, være det Væsentlige, hvorpaa det kommer an, berøvet i den Grad, at det er tydeligt for alle Indviede, hvorledes en Fremstillerinde tidt ikke har fjerneste Anelse om, hvori Opgaven bestaar. Vilde nu en Skuespillerinde aabenhjertig udtale sin Dadel herom, selv om man beviste den med Grunde, som ikke kunde modbevises - hvad da? Det vilde naturligvis være Misundelse, der talte ud af Ens Mund. Men her siger jeg som Biskop Mynster: "Skulde det ikke brænde i mig, naar det Middelmaadige, det Falske bliver modtaget som det Fuldendte, det Sande?" 1) Dog en Trøst er der i denne bitre Sorg: i Tidens Længde holder dette Falske sig ikke; den Smule Glimmer, hvormed det i første Øieblik blænder de Ukyndige, løber hurtigt an, ligesom uægte Guld, og ender med ikke at have nogen virkelig Værdi, hverken for Sælger eller Køber.

✂ 185,17-18. Som oftest fremstilles: Saaledes er Teksten i IC af A. D. J. ændret fra: I min Theaterperiode har jeg herhjemme intet kvindeligt Talent set i denne Retning. Mangfoldige have vel spillet naive Roller, men Ingen af dem har formaaet at løse Opgaven. De fremstille.

✂ 187,10. Skov og Strand.: Herefter er i IC overstreget, delvis bortklippet (og henlagt i IB under Betegnelsen, "Udeladelser, der godkjendtes Jan.-Febr. 1888") et Parti, der indledes med, at Fru Heiberg i Taarbæk malede Markblomster og vilde kopiere dem til Frk. Løvmand, hvilket sidste hun dog ikke formaaede, da hun ikke mere var aandeligt greben af Opgaven. Hun kommer derefter i et Tillæg fra ca. 1876-78 ind paa Betragtninger om Stadierne i en Kunstners og ogsaa i andre Menneskers Liv: Mennesket begynder som et umiddelbart Barn, andet Stadium er Reflektionens, det tredie og sidste naas ved herfra at vinde tilbage til Umiddelbarheden.

*1) Citatet er ikke fundet. 98

✂ 187,23. tie og lytte.: Herefter er i IC, øjensynligt efter Forslag af Hauch, overstreget: Hvor har jeg dog siddet her i Timer og set og følt - hvad? Ak! ja, lær mig Ordene - nei, det er godt, at de ikke kunne læres; thi da vilde det Hele være forbi. Og nu at se Havet i Oprør! Man kunde fristes til at skrige omkap med disse Hyl, ifald man ikke frygtede for, at det kunde gjøre os Vanvittige. Herefter er i IB, øjensynligt af Fru Heiberg, overstreget: Ogsaa.

✂ 187,25. sagde jeg.: Herefter er i IA stærkt overstreget: Hun sammenlignede mig en Gang selv med Havet.

✂ 187,28. kjølende Drikke... hede Dag,: Saaledes er Teksten ca. 1876 -78 i IB ændret fra: Champagne, der kunde kjøle os ovenpaa den hede Dag, og Vinen.

✂ 187,34-189,35. I denne... kjendt Mage.": Dette Afsnit er i IC indsat, øjensynligt samtidigt med Stykket I, 56,6-57,17, efter at Udeladelsen af flg. Parti var godkendt Jan.-Febr. 1888: Fra min Barndom havde noget Romantisk, Phantastisk, i Forening med noget Mystisk 1) bevæget sig i mit Indre, Jeg havde fra lille af troet paa nogle smaa lyse Væsener, der syntes mig altid at være mig nær og hjælpe 2) mig til mine Ønskers Opfyldelse. Jeg kaldte dem Alfer, da jeg ikke kunde finde noget andet Navn. Fornemmelsen af disse smaa Væsener, og mit Samliv med disse, var saa stærk hos mig, at intet Raisonnement formaaede at tilintetgjøre Troen herpaa. Uophørligt forekom det, at jeg følte Virkningen af deres Bistand, Leg og smaa overgivne Drillerier, snart ved at forputte Smaating, jeg havde Brug for, snart igjen ved at lægge det tilrette for mig 3). Følelsen af deres Nærværelse og Puslen omkring mig var saa levende 4), at jeg ofte, naar jeg var ene, uvilkaarligt tiltalte dem, snart i Spøg, snart i Alvor. Jeg skjændte paa dem, naar Noget gik mig imod, og takkede dem, naar mine Ønsker bleve opfyldte 5). Dem tilskrev jeg det forunderlige Held, jeg dagligt6) havde i alle Smaating. Havde jeg et lille Ønske om Et eller Andet, selv om Opfyldelsen heraf syntes nok saa fjern, randt Dagen dog sjelden tilende, før Ønsket var opfyldt; ja, det kom ofte saa umiddelbart efter Ønsket, at jeg maatte tænke paa Lampen i Aladdin. I hele min Ungdom kom ikke et Ord over mine Læber til Andre om mit Samliv med de usynlige Smaa. Senere, da jeg blev gift, var Fristelsen for stor, og jeg talte til Heiberg og hans Moder herom. Først smilte de ad alt dette, men mærkede snart til deres store Forundring, at alt dette ikke var ren Indbildning, og vidste tilsidst ikke, hvad de skulde tro 7). Ofte naar jeg sad hos dem og sagde:,,Oh! hvor jeg ønsker mig dette *1) noget Mystisk: Saaledes er Teksten ændret fra: en stærk Overtro. *2) synes mig... og hjælpe: Saaledes er Teksten ændret fra: altid var mig nær og hjalp. *3) snart ved... for mig: Ikke i den opr. Tekst. *4) og Puslen... saa levende: Saaledes er Teksten ændret fra: var saa stærk. *5) Jeg skjændte... bleve opfyldte: Ikke i den opr. Tekst. *6) dagligt: Ikke i den opr. Tekst. *7) I hele min Ungdom... skulde tro: Indsat i Stedet for de opr. Ord: Heiberg og hans Moder faldt ofte i den største Forundring derover og vidste ikke, hvad de skulde tro.99 eller hint!" hørte vi det ringe paa Entréedøren, og der bragtes mig da fra En eller Anden netop den Gave jeg ønskede. Vi saae da lidt forundret paa hinanden, og det kostede mig - især i Begyndelsen - 1) stor Umage at overtyde Heibergs Moder om, at jeg ikke havde havt fjerneste Anelse om, at denne eller hin Gave vilde komme. Efter mine Forsikringer, som hun tilsidst troede paa, udbrød hun tidt, naar saadanne Scener gjentoge sig: " Jeg har dog aldrig kjendt Mage til Sligt!" Jeg var saa vant til at faa mine Ønsker opfyldte, at naar stundom et ubesindigt Ønske undslap mig, tilføiede jeg forskrækket: " Nei, dette mener jeg ikke! jeg vil ikke have det!" Naar Noget blev borte eller forlagt, og Alle i Huset forgjæves havde søgt derom, da sagde jeg i overmodig Spøg: "Nu skal jeg bede mine Alfer om at bringe det"; og da laa det strax der for vore Øine, og jeg bragte det leende, medens de Andre forbausedes. Det var derfor blevet til en Talemaade i Huset, naar Noget var borte eller forlagt: "Har du sagt det til Hanne; hun bringer det strax?" Var jeg paa Theatret i Forlegenhed for et eller andet til min Paaklædning, kunde jeg være vis paa, at det kort efter bankede paa min Dør, og man spurgte, om Fruen ikke skulde have Brug for disse Baand, disse Blomster eller deslige. Sendte jeg Bud ind til Garderoben med Spørgsmaal, om de ikke skulde have dette eller hint, og der da blev svaret: "Nei, dette har vi ikke" - da kaldtes Budet ofte tilbage, idet Betjenten sagde: "Aa, vent lidt; er det til Fru Heiberg, saa findes det dog vist!" thi ogsaa hos dem var det en Tro, at hvad jeg ønskede altid fandtes. Skulde jeg i en utrolig Hurtighed have et Costume syet, da sagde Syjomfruen ofte: "Til enhver Anden turde jeg ikke paatage mig dette Arbeide i saa kort Tid, men det er altid, som om det syede sig af sig selv, naar man syer til Dem." Ja, tænkte jeg, mine Alfer hjælpe til. Mange smile vist ad alt dette - men havde du, min Læser, havt saa mange Beviser paa et lignende Held, saa vilde du vist selv være blevet lidt 2) overtroisk. I Hundredevis kunde jeg fortælle om deslige smaa eventyrlige Tilfælde, hvori mine Alfer vare virksomme i min Tjeneste, og jeg var lykkelig ved Tanken om, at de Smaa færdedes i min Nærhed. Her i det Frie, i det yndige Taarbæk forøgedes min Omgang med de tjenstvillige Alfer, og de forunderligste Ting kunde jeg fortælle herom, ifald jeg ikke frygtede for, at man enten slet ikke vilde tro paa Sandheden heraf, eller anse mig for overspændt og saaledes tillægge mig to Feil, jeg nødigst af Alt vilde have Ord for, og som heller Ingen, der har kjendt mig og omgaaedes med mig, nogensinde har beskyldt mig for. 3) Jeg tror paa en usynlig Verden 4) omkring os. Jeg tror paa tjenstvillige og utjenstvillige Aander. Jeg tror at kunne fornemme saa vel de første som de sidste. Det, at saa mange Mennesker slet ikke ville eller kunne tro herpaa, finder jeg ganske naturligt, thi de fleste Mennesker have ved deres forfinede Dannelse *1) - især i Begyndelsen: Ikke i den opr. Tekst. *2) lidt: Ikke i den opr. Tekst. *3) mig for.: Herefter fulgte i den opr. Tekst: Hvad man kalder overtroisk i visse Retninger, er jeg derimod, det vil jeg bekjende. *4) en usynlig Verden: Saaledes er Teksten ændret fra: usynlige Væsener.100 tabt alle Instinkter, og dette gjør dem uskikkede til at fornemme Naturaandernes Nærværelse, ligesom Hunden ved Stuelivet taber sin fine Lugt og Jagtnatur. Jeg sagde ofte i Spøg til Heiberg: "Ja, ser du, at jeg kan sætte mig i Rapport til de usynlige Væsener, kommer af, at jeg hører til den simple Stand." Mangen En med forfinet Dannelse har tabt Sympathi med en høiere usynlig Verden. Den nærmer sig vist ogsaa til dem, men de mærke den ikke, maaske høist naar de pludselig blive betagne af en glad umotiveret Stemning, da sige de: "Hvorfor mon jeg med Et bliver saa glad?" Se, da omsvæves de af hine lyse Væsener, uden at de som jeg takker dem, fordi de komme. Eller naar de nedsjunkne i mørk Melancholi, urolige, kortaandede kaste sig hid og did paa en Sofa, eller i deres Seng udbryde: "Hvad gaar der dog af mig? Hvorfor føler jeg mig med Et saa uhyggelig tilmode?", da have de smaa ondskabsfulde Dæmoner nærmet sig dem, uden at de ane det. Slige Fornemmelser komme fra Maven, siger Holberg, men hans Ord i Ære, jeg siger, de komme fra den finere Del af os. Det er Sjælens Sommerfuglevinger, der formaa et Øieblik at løsrive sig fra Ormehylstret, fra denne prosaiske Verdens Tryk og Tyngde 1). Jeg mener, at jeg er endnu i Besiddelse af de Naturinstinkter, og at jeg derfor staar i en Slags Berøring med hin usynlige Verden - ikke at jeg formaar at se eller tale med den - men at jeg kan fornemme den, og derfor holde de af mig og tjene mig med, hvad de formaa; thi det gaar vel dem som os, at det dog altid er smigrende og behageligt, at der tages Notits af vor Nærværelse. De fleste Menneskers Liv har paa en Maade været for normalt, for lykkeligt. De have havt Noget at støtte sig til fra Barndommen af, Nogen, der kunde løse deres Tungebaand, og have ikke havt nødig at henvende sig til de usynlige Magter om Hjælp og Bistand. Hos Barnet, hos det tungsindige Barn, der bærer paa en Evne i Sjælen, det være sig kunstnerisk eller en anden Evne, som vil frem, som tynger, der er det anderledens; et saadant Barn har i Taushed, i Tankens Indesluttethed bevaret Instinkterne, de naturmenneskelige Instinkter, der sætte det i Rapport med en Verden, en usynlig Verden om dem. Gjennem Nød og Smerte komme vi denne Verden nærmere, og derfor lader ogsaa Goethe Harpespilleren i "Wilhelm Meister" udbryde:

✂ "Wer nie sein Brot mit Thränen asz,
Wer nie die kummervollen Nächte
Auf seinem Bette weinend sasz,
Der kennt euch nicht, ihr himmlischen Mächte".2)

✂ Lad det nu være Phantasi, lad det være Indbildning, lad det være hvad det vil, jeg vil ikke bidrage mit til at vække Overtro; men jeg maa dog have Lov til endnu at fortælle et Par Smaatræk, dette vedkommende. Jeg malede som fortalt Blomster i denne Sommer. En Morgen paa en af mine ensomme *1) Jeg sagde ofte... Tryk og Tyngde: Ikke i den opr. Tekst. *2) De fleste Menneskers... himmlischen Mächte,": Ikke i den opr. Tekst. Citatet fra "Vilhelm Meister" (Goethe XV, l, 130). 101 Skovvandringer, da jeg havde plukket mig Haanden fuld af Markblomster, standsede jeg foran en Busk med vilde Roser. En af disse var saa henrivende, at jeg ønskede at faa den hjem med for at male den; jeg prøvede paa at plukke den af, men den seige Rosenstilk og de mange Torne gjorde, at jeg ærgerlig maatte opgive det. I min uvilkaarlige spøgende Vane med at tiltale mine Alfer sagde jeg: "Ja, hvis der nu var noget ved Eder, da skaffede I mig en Kniv eller Sax til at afskjære denne med; men se om I gjør?" Idet jeg nu vilde gaa bort, opdager jeg til min Forbauselse min egen store Sax, der staar halvt i Jorden, ved Foden af Rosenbusken. Uden videre sagde jeg: "Tak skal I have!" skar Rosen af, gik hjem og fortalte de Andre mit Eventyr. De lo og sagde: "Ja, det er jo det Gamle!" Nu siger man naturligvis: Hun har havt Saxen hos sig uden at vide det etc. etc. Men jeg siger 1° gik jeg aldrig med denne store Sax 2° var det underligt, da jeg vel hundrede Gange havde bukket mig efter Blomster paa denne Tur, at den da ikke tidligere var faldet fra mig, 3° at den nu netop, da jeg ønskede det, stod der halvt i Jorden. Dog man tro, hvad man vil, jeg takker mine Smaa for Saxen. Et andet Aar, da vi om Sommeren en Tid laa ude i Humlebæk, vandrede jeg ofte over den store Slette, der ligger mellem Humlebæk og Helsingør. Som jeg en deilig Sommeraften ene vandrede over Sletten, hører jeg Nogen liste efter mig. Jeg tænkte: "Det er Heiberg, som vil overraske og forskrække mig paa min ensomme Gang, nu skal jeg lade, som om jeg ikke hører hans Fjed." Jeg blev altsaa ved at gaa, idet jeg bestandigt hørte Trinene liste efter mig. Lidt efter lidt kom de nærmere, og endelig hvisker en sagte Røst mig nogle Ord i Øret, som forunderligt nok var et Svar paa det, jeg netop tænkte paa. Jeg sagde til mig selv: "Det er et Tilfælde, at han netop siger disse Ord, som jo ere et Svar paa mine Tanker." For at drille ham lod jeg, som om jeg intet havde mærket, og blev rolig gaaende videre. "Han skal ikke have den Triumph at se mig fare forskrækket sammen," tænkte jeg og gik fremad. Alt som jeg gik, blev jeg lidt efter lidt forundret over, at han ikke gav sig tilkjende; endelig tabte jeg Taalmodigheden, vendte mig rask om, idet en Spøg svævede mig paa Læben, men hvor forundret blev jeg ikke, da der intet Menneske var at øine paa den store udstrakte Slette. "Naa, det var Jer!" udbrød jeg uvilkaarligt. En anden Gang havde Heibergs Moder tabt en lille Sølvkniv, som hun havde faaet af Gyllembourg. I mange Aar havde hun bevaret denne Kniv og var usigelig, ja, overtroisk bedrøvet over dens Tab. Hun vidste, at den var tabt i vor lille Have, og hun og Folkene havde i mange Dage søgt om den hver Dag. Jeg drillede hende undertiden med, at hun saa ofte tabte et eller andet; og derfor havde hun holdt denne Begivenhed hemmelig for mig. En Dag, længe efter, gik vi sammen i Haven, da sagde hun: "Nu vil jeg dog betro dig en stor Sorg, som jeg har havt; Gyllembourgs lille Sølvkniv, som du veed jeg satte saa stor Pris paa, og som nu i mange Aar har fulgt mig gjennem Livet, har jeg havt det Uheld at tabe. Jeg selv og alle Folkene have søgt hver Dag; men uagtet jeg har lovet den af dem, som bragte den, en rigelig Douceur, er og bliver den borte".

102

✂ I overgiven Spøg svarede jeg: "Ja, det er din egen Skyld! Hvorfor har du ikke tidligere betroet mig dette, saa havde jeg bedet mine smaa Alfer bringe mig den" - og nu med Et standsede jeg selv overrasket, idet Kniven laa helt rustet af Jord for mine Fødder. Taus bukkede jeg mig ned, tog den op og sagde: "Værsaagod, her er den." Overrasket, i glad Forbauselse saa hun paa mig med store Øine, og jeg havde Møie med at faa hende til at tro, at jeg intet havde vidst om den hele Sag, og at jeg var bleven lige saa forundret som hun ved pludselig at opdage den. 1) Jeg var altsaa, hvad man kalder: et heldigt Menneske. Det var egentlig kun i saadanne Smaating, at mine Alfer hjalp mig; men disse Smaating gjøre ofte i det daglige Liv mere Virkning end de store. Et Tilfælde af større Betydning mødte mig en Aften paa Theatret, som jeg aldrig kan glemme. Jeg spillede Undines Rolle i et Stykke bearbeidet efter La Motte Fouqués yndige Fortælling. 2) I den sidste Scenes Decorations Forandring skulde et Altar forsvinde, hvoraf fulgte, at en uhyre stor Lem i Gulvet maatte aabnes, for at det kunde synke derned. Dette Maskineri havde ikke været færdigt paa Prøverne, saa jeg intet havde set deraf, og man havde glemt at underrette mig derom. Da jeg nu om Aftenen ved Stykkets Opførelse i Slutningsscenen med Slør for Ansigtet og i svag Belysning skulde passere over hele Gulvet, og netop over denne Aabning, da er det mig indtil dette Øieblik en Gaade, hvorledes dette gik til, uden at jeg faldt heri og slog mig ihjel. Da de sidste Repliker i Stykket vare udtalte og Teppet faldt, og jeg hævede Sløret fra Ansigtet og vendte mig om for at forlade Scenen, standsede jeg forfærdet foran den store Aabning og udbrød: "Hvad er dette?" - "Det er Hullet, hvori Altaret sank ned", svarede man. "Men min Gud!" vedblev jeg, "dette har jeg ikke vidst noget om - hvorledes er jeg da kommen over denne Aabning uden at styrte i den?" Ja, det vidste Ingen. Jeg taug, men blev ganske betagen over denne forunderlige Frelse og følte en inderlig Taknemmelighed derved, saa at jeg ikke kunde sove hele Natten ved at gruble derpaa - jeg fordrister mig ikke til at sige, hvilken Haand der førte mig over dette Gab, men en god har det været. Hvad synes du, min Læser, om alt dette? "Aa", hører jeg nogle af Eder sige, "hvilket urimeligt Tøi!" men jeg kan dog ikke tro Andet, end at En og Anden, der som jeg har den Evne at fornemme en usynlig Verdens Nærhed, vil faa sine egne Fornemmelser bekræftede i, hvad jeg her har fortalt 3).

✂ Sommerferien nærmede sig sin Ende, og der maatte tænkes paa snart at forlade Mark, Skov og Strand.

*1) Herefter har den opr. Tekst: Endnu mange flere Smaatræk kunde jeg fortælle: Ytrede jeg f. Ex.: "Jeg trænger til en broderet Skammel, en ny Sofapude, en Klokkestreng eller deslige, hændte det sig gjerne, at der faa Minutter efter blev ringet, og et Bud bragte mig fra den eller den Dame, hvad jeg havde ønsket. Deri var nu ikke noget saa forunderligt, men at det netop kom i samme Stund, som Ønsket var udtalt, deri laa noget saa overraskende, at jeg og alle Mine ikke vidste, hvad vi skulde tænke. *2) Den tyske Digter La Motte Fouque's (1777-1843) Eventyr fortælling: Undine (1811). *3) Hvad synes du... har fortalt: Ikke i den opr. Tekst. 103

✂ 187,35-188,1. Jeg havde... efter Naturen.: Disse Linier er indgaaet i IC, øjensynligt efter at flg. Kapitel om Malerinden Christine Løvmand Jan.- Febr. 1888 er udgaaet (henlagt i IB).: En Foraarsdag gik jeg i det skjønneste Veir en Formiddag for at aflægge et Besøg hos en Familie af mit Bekjendtskab. Døtrene sade just og nøde Undervisning i at male Blomster. Det morede mig at se derpaa, og jeg ytrede tilsidst: "Dette havde jeg Lyst til at beskjæftige mig med." - "Det skulde De," udbrød deres Lærerinde, der tillige var en Veninde af Huset, "men hvor kunde De faa Tid til ogsaa at beskjæftige Dem med denne Kunst?" - "Jo," svarede jeg, "har jeg først Lyst, saa faar jeg ogsaa Tid; og nu vil jeg bede Dem, om jeg strax maa sætte mig ned og begynde." - "Har De lært at tegne?" spurgte hun mig. "Nei, aldrig, men jeg kan nok male en saadan Blomst alligevel; jeg vil dog ikke male efter disse Fortegninger; skal jeg male, maa det være efter en af disse levende Foraarsblomster, som staa der paa Bordet." Hun og de Andre lo over min Dristighed; jeg lo med, tog en lille bekjendt blaa Foraarsanemone ud af Vandglasset, satte den for mig, og for første Gang i mit Liv dyppede jeg en Pensel i Farver. Til de Andres Forundring stod den lille nydelige Blomst inden kort Tid paa Papiret, zirligt malet, med sine mange fine Støvnaale. Lærerinden udbrød nu: "Har De virkelig aldrig malet før, saa har De et afgjort Talent, og jeg beder Dem ret indstændigt om at fortsætte med mig. hvad De her for Spøg har begyndt paa." 1) Jeg selv var saa glad som et Barn ved min lille Blomst 2). Vi aftalte nu virkelig, at jeg een Gang om Ugen skulde komme til hende og fortsætte Undervisningen. Lærerinden var Blomstermalerinden Frøken Christine Løvmand, en Cousine til Oberst Tscherning. Hun havde strax tiltalt mig ved sit aabne, naturlige, beskedne Væsen. I Aarenes Række blev hun mig en usigelig trofast Veninde. Hun var et af de Mennesker, der ere i Besiddelse af en sjelden skjøn Egenskab, den at udøve en beroligende Virkning ved sin blotte Nærværelse, en Egenskab, som kun sande og for al Forfængelighed befriede Mennesker ere i Besiddelse af. Jeg sammenlignede hende altid med Choret i de græske Tragedier; og virkelig kunde man føle sig i hvilken Stemning det end maatte være, var den end aldrig saa ophidset eller bitter, saa behøvede den kjære, beskedne, fornuftige Christine Løvmand kun at træde ind ad Døren og sige sit milde, rolige "Goddag", før de oprørte Bølger sagtnede af, og Sindet lidt efter lidt kom til Ro, uden at hun anede sin Nærværelses Magt og Virkning. Hun var dertil i Besiddelse af en virkelig indre Finhed og Takt, som bidrog til, at man følte sig tryg i hendes Nærhed. Den indre Finhed overses kun altfor ofte for den ydre; of dog - hvor mangen en fin Dame, indhyllet i Silke og Fløiel, lader os ikke efter faa Minutters Samtale se ind i sit ufine, plumpe, udelicate Indre, saaledes at hvis det Ydre skulde svare til dette Indre, da maatte hun være *1) Herefter er i IB ca. 1876-78 tilføjet og atter overstreget: Hun kjendte intet til mine smaa Alfers Hjælp. *2) Herefter er i IB ca. 1876-78 tilføjet og atter overstreget: og takkede i Stilhed mine smaa Hjælpere.104 indhyllet i Hvergarn og Pjalter, for at der kunde komme en Enhed ud deraf. Denne ene Dag om Ugen, hvori jeg indfandt mig hos Frøken Løvmand, udgjorde virkelig i flere Aar en stor Glæde for mig, og hun forsikrede mig ofte, at ogsaa hun hele Ugen igjennem glædede sig til de Timer, i hvilke jeg sad og malede hos hende, idet vi drøftede de mest forskjellige Gjenstande i vor altid animerede Samtale. Hun fulgte mig som oftest fra disse Møder lige hjem til min Port, idet hun ytrede: "Jeg er roligere, naar jeg veed Dem hjemme i god Behold." I Aarenes Løb har denne trofaste Veninde taget den største Del i mine Glæder og Sorger i den Grad, som om begge vare hendes egne. Lige som jeg ofte mundtligt har takket hende for hendes Trofasthed, saaledes føler jeg nu her Trang til ogsaa at bringe hende min Tak skriftligt.

✂ 190,8. fra hende.: Herefter i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: Denne dobbelte Skilsmisse vakte stor Misbilligelse i den offentlige Mening. Herefter har Fru Heiberg i IB ca. 1876-78 overstreget:, og den Nimbus, der tidligere havde omgivet den af Publikum tilbedte Madam Wexschall lod sig ikke overføre paa Madam Nielsen. Med Haardhed blev hun bedømt, med Kulde modtaget efter dette Skridt; og jeg tror dog, at hvis hendes nye Forbindelse havde været med en anden end Nielsen, da havde Dommen ogsaa været en anden. Hvad der især havde givet Anstød ved dette Giftermaal, var, at man antog, at det alt i flere Aar tilbage havde været en Aftale imellem dem, at de paa begge Sider skulde bryde deres Ægteskab for efter den fastsatte Tids Forløb at kunne forene sig sammen.

✂ 191,2. Ringeagt!: Saaledes har A. D. J. i IC ændret Teksten fra: Latter! Herefter er i IB, efter Forslag af Andræ, overstreget: Med Skræk tænkte jeg: Gaar kun ikke du selv maaske i lignende Illusioner, uden at du veed det? Sligt vilde jo være forfærdeligt! Jeg bad da: "Leed os ikke i Fristelse, men frels os fra det Onde!" Jeg var dengang 23 Aar, og mangen en Forvildelse kunde Aarenes Rækker bringe, som jeg nu bad Gud at beskjærme mig for.

✂ 191,5. psychologisk Blik!": Herefter er i IB efter ny Linie overstreget: Samme Dag havde jeg den Glæde, at Conferentsraad Kirstein, som dengang var oeconomisk Directeur ved Theatret, skrev mig til, at hans Samvittighed ikke længer tillod ham, at jeg stod paa min nuværende Gage, da der var Flere ved Theatret, hvis Tjeneste ikke kunde maale sig med min, som havde 300 Rbd. i, hvad der kaldtes "et personligt Tillæg"; han vilde nu have den Glæde at underrette mig om, at en lignende Sum herefter ogsaa skulde aarligt tilfalde mig 1). Dette var mig meget behageligt; thi vore Indtægter vare ikke saa store, at de jo godt kunde trænge til at forøges. De andre Skuespilleres Pretention angaaende forhøiet Gage kom mig altid tilgode, da jeg selv aldrig gjorde nogen Fordring i denne Retning, baade fordi det var min Følelse imod, som ogsaa fordi jeg virkelig i denne Henseende havde en Beskedenhed og en Sky for at vurdere mig selv for høit; jeg vilde vel derfor *1) Fru Heibergs Oplysninger er her ukorrekte. Iflg. Kopibogen (Kgl. Teaters Arkiv) modtog hun en Gratifikation paa 150 Rdl. ved Skr. 2/6 1834 og en lignende 1/12 s. A.105 meget sjelden have faaet Tillæg, hvis ikke de Andres Gageforhøielse ligesom af Nødvendighed havde trukket min med. Skuespillerne, især Phister, ytrede ofte til mig:,,De er vor Ulykke! Naar De vilde fordre større Indtægter, saa kunde vi Andre ogsaa faa dem - men nu hedder det: Fru Heiberg har ikke mere, og vi maa tie." Jeg tror dog, han vidste Maader til at forøge sine Indtægter uden min Hjælp.

✂ 192,32. faldet mig ind.: Herefter er i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: I denne min Betragtning blev jeg afbrudt ved Balletmesterens Indtrædelse, som havde til Følge, at Alle traadte tilside og hilste ham ærbødigt. Han kom lige hen til mig, bød mig Velkommen, og Prøven begyndte. Herefter er i IB ca. 1876-78 overstreget af Fru Heiberg: Jeg har tidligere omtalt den inhumane Tone, der var i Svang ved Balletten i min Barndom; jeg havde tænkt mig, at den yngre Bournonville, den af Alle ansete dannede Mand, med de rige Gaver, der saa ofte havde henrykket mig fra Scenen, havde bragt en ny, dannet Tone i Gang mellem Balletmesteren og hans Personale. Det berørte mig derfor ubehageligt, da jeg hurtigt mærkede, her stod meget tilbage at ønske. Og da han med Et paa den heftigste Maade irettesatte en af de yngre Danserinder og spurgte hende, om hun troede, hun stod her og lavede Pandekager, da var jeg gjerne strax gaaet min Vei for ikke oftere at vende tilbage. Den Stakkel, som var blevet saaledes tiltalt, brast i Graad, og det var mig umuligt at lade være at gaa hen til hende og sige hende et Par venlige Ord, til Trods for at jeg godt bemærkede, denne Deltagelse fra min Side stødte Balletmesteren. I en af Pauserne, medens de Dansende hvilede, sagde jeg til en af de ældre Damer, at jeg i høi Grad var forbauset over Bournonvilles Tone, og at jeg aldrig havde troet dette om ham. "Han er heller ikke altid saaledes, som De ser ham i Dag", svarede hun, "men det er nu, fordi De er her, at han vil vise sin Magt over os." Dette syntes mig endnu mere raat end selve Sagen. Da jeg fremdeles spurgte, hvad den Vittighed havde at betyde, da han spurgte den unge Pige, om hun troede at lave Pandekager, svarede man mig, at hendes Moder ernærede sig ved at lave Pandekager, og han var utrættelig i at krænke hende med denne Vittighed. Ved denne Beretning stod alle min Barndoms Lidelser med Et levende for mig; ogsaa mig havde man dengang saaret dybt ved at lade mig høre mine Forældres Næringsvei. Jeg indsaae i dette Øieblik, hvad jeg havde vundet ved at bytte det daglige Ophold blandt Balletpersonalet med Skuespilpersonalet, hvor Tonen dog stod paa et andet og høiere Trin. Forstemt over Menneskenes Haardhed mod hinanden kørte jeg hjem og maatte atter tænke paa den raa Kusk, der mishandler de stakkels værgeløse Heste, som intet have at sætte imod uden et Par bedrøvede Øine, hvis Udtryk Kusken ikke ser og ikke forstaar. Vist er det, at det Ideal, jeg havde dannet mig af den nye Balletmester, tilintetgjordes meer og meer, jo oftere jeg bivaanede hans Prøver; og hvis jeg tidligere havde kjendt ham saaledes, som han nu viste sig for mig, havde jeg efter al Sandsynlighed svaret ham Nei til hans Anmodning om at deltage i denne Ballet. Paa en af disse Prøver satte Madam 106 Krætzmer sig foran og betragtede min Fremstilling af Nina med et ironisk og spotsk Smil. Bournonville, der bemærkede dette, ærgrede sig saa stærkt derover, at han tilsidst bad hende om at forføie sig bort - en Opfordring, som hun fulgte, idet hun opslog en vild og haanende Latter. Han saae efter hende, vendte sig til mig og sagde: "Hun er virkelig vanvittig." Og Stakkel! Hun var i Sandhed ikke langt derfra; thi Grunden til hendes hele Opførsel mod Bournonville i de senere Aar laa i en grænseløs Skinsyge og Forbitrelse imod ham. Man fortalte - og jeg tilstaar, at dette forekom mig ikke utroligt - at Bournonville og hun havde i flere Aar staaet i et Forhold, som desværre til alle Tider ikke har været ualmindeligt mellem Balletmestre og deres Danserinder. Hun havde skilt sig ved sin Mand og ansaae sig med Rette eller Urette som Bournonvilles tilkommende Kone. Pludselig kom han nu hjem fra en Reise til Stockholm og bragte en ung, smuk svensk Pige med som sin Forlovede; og fra dette Øieblik af rasede Furierne i den arme Kones Sjæl, saa hun virkelig var Vanvidet nær; og der begyndte nu en Krig paa Liv og Død mellem hende og ham, som endte med, at hun fik sin Afsked fra Theatret. Fra det Øieblik af, da Grunden til hendes Raseri blev mig klar, har jeg følt den dybeste Medlidenhed med hende; thi hvo har blot flygtigt følt denne fortærende Lidenskab rase i sit Indre og veed ikke, at hvor den huserer, der bliver Mennesket utilregneligt og maa bukke under for de forfærdelige Dæmoner, der have opslaaet Bolig i Brystet. Da er kun een Dør aaben til Trøst: igjennem Religionen at naa til Resignationens Fred, Ro og Frelse. Denne Dør fandt hun ikke, men gik ud ad den modsatte, der førte hende dybere og dybere ind i de Egne, om hvilke vi bede: "Fri os fra det Onde!"

✂ 192,38. efterfølgende Sonnet.: I den paa dette Sted, øjensynligt af Hauch, meget omredigerede Tekst er herefter i IC overstreget: Ogsaa Andre udtalte deres Roes i Digte og Prosa, men da disse Navne ikke høre Offentligheden til, vil jeg kun hensætte disse to Udtalelser om min Udførelse af Titelrollen i Balletten "Nina". Jeg haaber imidlertid, at man ikke vil se en blot Forfængelighedsfølelse i, at jeg lader disse Digte 1) følge med; Skuespilkunsten er i Følge sin Natur af saa flygtig Art, at kun det, at de Bedste i Nationen udtale deres Dom, er en Garanti for, at her har været præsteret Noget, som ikke hører til det ganske Ephemere.

✂ 193,24-31. Man ser... dig Ryggen.: Indsat i IB ca. 1876-78 samtidigt med følgende Parti, der i IC er udgaaet i Jan.-Febr. 1888: Jeg havde fra Scenen erhvervet mig saa mange mig ubekjendte Venner og Veninder, der af og til søgte mig op under de forskjelligste Former, snart skriftligt, snart personligt, med et Slags Skriftemaal om deres inderligste personlige Forhold og Sjælstilstande, hvori de bade mig om Raad og Bistand. Mange høitstaaende saa vel som ringere stillede Forældre kom til mig og bade mig virke paa deres Døtre, formane og berolige dem med Hensyn paa deres Sjælslidelser, som Forældrene forgjæves havde anstrengt sig for at bringe *l) I Stedet for Oehlenschlägers Digt indsattes Henvisningen til hans Skrifter.107 til Ro. Naar jeg da forundret spurgte dem, hvoraf de troede, at mine Ord vilde virke bedre end deres egne, svarede de saa godt som bestandigt: "Hun siger selv, at ifald hun blot kunde tale med Dem, da vilde Alt blive bedre." Og nu bade de saa bønligt, saa rørende: "Vil De tale med hende? Maa hun komme til Dem?" Hvor var det nu muligt at sige nei hertil, og de kom. Mit første Arbeide med disse enthousiastiske Væsener var da at afklæde mig selv den Nimbus, som disse unge Hjerter havde omgivet mig med. Vise dem, at jeg var et stakkels Menneske med de samme Feil og sjælelige Tryk som de de selv, om end i en anden Retning. For det meste bestode deres Klager da i, at de i deres Hjem ikke fandt, hvad de søgte, at Ingen forstod dem i dette. Og nu maatte jeg, snart mildt, snart strengt, og med haarde Ord bebreide dem deres Utaknemmelighed imod deres Forældre og Nærmeste. Oplyse dem om, at det, hvori de troede sig at staa over disse, var en stor egoistisk Vildfarelse. At medens de klagede over ingen Opgaver at have i Livet, forsømte de den, et Forsyn havde sat dem til etc. etc. De toge mig aldrig mine Ord ilde op, men bade sædvanligt om at maatte komme igjen, naar Tungsindigheden overfaldt dem, hvilket da blev dem tilladt. Mangen en stakkels ung Pige betroede mig da Skridt for Skridt sit hele Hjerteanliggende, som bestod i en skuffet og tilintetgjort Kjærlighedshistorie, ofte saa rørende, at vi blandede vore Taarer sammen. Mon de unge Mænd virkelig vide, hvad de have gjort ved at knuse et saadant ungt Hjerte? Nei! fuldt ud tror jeg umuligt de kunne vide det; thi da vilde de røres dybt over den Forladte; dog, hvem kan røre et Hjerte, naar først Egoismens Isklumper have lagt sin Skorpe over den menneskelige Følelse og Medynk. Andre unge Piger paastode, at de ikke kunde leve, med mindre de fik Lov at udøve den samme Kunst som jeg. Her vare gode Raad dyre! thi hvo overbeviser en Drukken, at han ikke er ædru? Her blev jeg det usalige Offer, idet jeg maatte spilde min Tid med at se og bedømme disse ulykkelige Præstationer; gjøre dem begribeligt, at de vare i en Illusion; trøste og aftørre de rigelige Taarer, der randt over det skuffede Haab, men som de til deres egen Fordærvelse dog ikke kunde opgive; og jeg maatte sige til mig selv: Denne Kunst er jo ligefrem en Ødelæggelse for mange unge Sjæle. Ja, man maa have en god Del sund Fornuft ved Siden af sin Phantasibegavelse, idet man udøver denne lokkende, glimrende Kunst. Fristelser ere her, dog ikke altid paa de Punkter, Mængden tror. Flg. Stykke fandtes allerede i IA: Dog disse vil jeg søge at fremstille længere hen i mit Liv, i Haab om, at det Speil, jeg her vil holde for Skuespillere, skal bringe dem til Eftertanke om, hvori deres Opgave bestaar, hvis de i Forening med Udøvelsen af deres Kunst ville bevare deres Personlighed, saa at den ikke ubemærket skal glide dem af Haanden og det Vigtigste for Mennesket derved gaa tabt.

✂ 193, 32-194,10. Heiberg... Fødselsdag,: Dette Stykke er i Stedet for en kortere opr. Fremstilling indsat i IC i et Tillæg, formentligt i 1888 (Originalen i IB).

✂ 194,1. "Alferne".: Herefter i IB flg. Tilføjelse, der (maaske ved108Afskriverens Forglemmelse) ikke er taget med i IC: Han lagde da mine Alfer i Forening med Tiecks Eventyr "Alferne" til Grund for dette Arbeide.

✂ 194, 8-9. og Marie... skulde udføre: Teksten er her i IB og IC meget omredigeret. IA har: Han tænkte sig mig ved Marie, hvilken Rolle jeg ogsaa udførte, og enhver kan forestille sig min Kjærlighed til dette Stykke, og hvilken Glæde det var for mig at spille den lille Maries Rolle.

✂ 196, 4-11. Og atter... samles kan".: Indsat i IC i 1880erne.

✂ 196,19. kalder Sandhed?": Herefter er i IC (efter ny Linie) overstreget, antageligt af A. D. J.: Da jeg, 15 Aar efter "Alfernes" første Opførelse saae denne min Yndlingsrolle i andre Hænder 1) saa tørt og phantasiløst opfattet, gik jeg vemodig og sjælekuet til mit Hjem og besluttede aldrig mere at være Vidne til at se min kjære Marie saaledes gjengivet. Publikum blev kold og uberørt ved det, der den Gang havde sat det i saa stærk Bevægelse. De stakkels dramatiske Digteres Frembringelser ere prisgivet Gods for Skuespillernes talentløse Opfatning.

✂ 197, 35-36. vore Bladrecensioner! Herefter er i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: De staa ofte under Publikum og ikke over det.

✂ 199, 6. simpelt: Saaledes er Teksten ændret i IC, øjensynligt af Hauch, fra: kjedeligt.

✂ 200,16. han corresponderet herom: Saaledes er Teksten formet i Anna Heibergs Afskrift (i IC), antageligt fordi flg. tilsvarende Ord i Sille Beyers Afskrift (i IB) har været borttaget: alt i mange Aar en Forsoning fundet Sted, og de corresponderede ofte med hinanden herom. Herefter er i IB overstreget en Skildring af Forholdet mellem P. A.Heiberg og Fru Gyllembourg, sikkert fordi Fru Heiberg i 1882 udsendte en selvstændig Bog herom. Skildringen forbigaas her; men bør fremdrages i en kommende Nyudgave af nævnte Bog.

✂ 204,11. mine Evner: Herefter er i IC, antageligt af A. D. J., overstreget:, Evner som gjør, at jeg nyder en sorgfri Alderdom ved den Pension, som Staten har givet mig.

✂ 207,26-27. Derfor havde... vor Scene: Indsat i IC ca, 1876-78 i Stedet for: Det er forunderligt, men det er vist, at Bournonville ved flere Leiligheder, f. Ex. i Balletten "Nina", har bevist, at han ikke formaar at sætte sig kunstnerisk ind i en Andens Composition, men kun i sine egne, og at han i Andres kan begaa utrolige Feil og tidt overse det vigtigste ved den hele Plan og Gang i samme. Ja, der høcrer Selvfornegtelse til med Troskab at gaa op i en Andens Frembringelser.

✂ 208,25-26. burde undgaas.: Herefter er i IA overstreget: Den, der nu altid bliver den lidende ved en saadan Kamp, er den af de to Talenter, der først har glædet Folket; thi hun er den ældste.

✂ 208,37-210, 8. Ved at... Enkelthederne.: Indsat i IC som Tillæg (Originalen, fra ca. 1876-78, i IB).

*1) Fru Heibergs Efterfølger i Maries Rolle var (1852) Amalie Price. 109

✂ 210,20-21. hos Véfour: Herefter er i IC overstreget, uvist naar:, under hvilken Heiberg ikke sparede paa Champagnen.

✂ 211,23. een Retning: Hertil findes i IC ftg. Fodnote med Hauchs Haand, som ikke er taget med i 1. Udgave: Om dette Møde i Paris med Martensen. har han selv i sit Levnet (udgivet 1884) udtalt sig paa en Maade, der gjør min Beretning overflødig, hvorfor jeg nu har forkortet den til det mindst mulige 1).

✂ 211, 31-213,14.. Da Afskedsdagen... uden Smerter: Indsat i IC som Tillæg (Originalen, senest fra ca. 1876-78, i IB). I Stedet er i IC overstreget: om ham, tog derpaa kort og rørt Afsked med mig og sin Søn og sagde: "Vi ses vel igjen." Fem Aar efter dette Besøg, i 1841, døde han stille og uden Smerter. Han havde i flere Aar lagt Penge tilside til sin Begravelse, og det saa rigeligt, at hans Søn fik flere Hundrede Francs sendt som Overskud. Hvad han ellers eiede, arvede de Folk, hos hvem han i mange Aar havde boet, og som havde været gode imod ham og fulde af Omsorg for ham. Han er begravet paa Montmartres Kirkegaard, og hans Søn satte paa hans Gravsten følgende Inscription i det franske og danske Sprog, thi Venner havde den gamle Mand i begge Lande. Efter Gengivelsen af Gravskriften paa Fransk og paa Dansk fortsættes: Det havde vel ikke været vanskeligt at faa udvirket, at han var bleven kaldt hjem i sine sidste Dage, men hans Søn mente, at det vilde være at gjøre han en daarlig Tjeneste. Han havde saa fuldkommen levet sig ind i de franske Interesser og Bevægelser, at det offentlige Liv her hjemme vilde forekommet ham dødt og kjedsommeligt under vore strengt monarkiske Former. Han havde desuden et Par gamle franske Venner, hvis daglige Omgang han ikke længer kunde undvære. Ogsaa de Folk, hos hvem han boede, vare ham uundværlige, især en ældre Datter af Huset, som han roste meget for hendes historiske Kundskaber. Denne Pige læste alle franske Blade for ham, og hermed gik det meste af hans korte Dag, thi han stod sildigt op og gik tidligt i Seng. Hans Livs Aften var saaledes stille og uden Storme. I et bedre Hjem og i lysere Egne er han nu seende, og Lidenskaberne i hans Bryst ere, haaber jeg, lutrede og formildede komne til den Ro, hvorefter vi Alle sukke og længes.

✂ 213,17-25. Saa snart... Ophør.: Indsat i IC i Tillæg (Originalen fra ca. 1876-78, i IB).

✂ 217,21. og Fingerpeg.: Herefter er i IC overstreget, øjensynligt af A. D. J.: Efter den første forestilling tilskrev Hertz, der i nogen Tid havde været syg, mig følgende Billet 2):

✂ Til Fru Heiberg.
Har De ikke Medlidenhed med Deres stakkels Ven? Hele Byen taler om Deres ypperlige Fremstilling af Ragnhild, og jeg, der har havt alle *1) I MSS ses intet Spor af, at denne Beretning har været udførligere, end den er i Teksten her. *2) Billetten gengives her efter Originalen i IA. 110 Prøvernes Piinsler, har ikke bivaanet og kommer maaskee ikke saa snart til at bivaane en Forestilling. -

✂ Af Fortvivlelse over alt dette har jeg ladet mit Stykke befordre til Trykken, for at jeg dog kunde have den Fornøielse at sende Dem og nogle andre gode Venner et Exemplar.

✂ Tør jeg haabe at De, naar De bladdrer i denne Bog, vil tænke lidt paa Deres Ven? De troer ikke hvor meget jeg tænker paa Dem; men det er endeligt ikke nyt. -
Deres hengivneste
d. 25. Mts. 1837.
Henr. Hertz .

✂ 217,31. et saadant Arbeide.: Herefter i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: Rung var aldrig heldigere end i sin Composition til "Svend Dyrings Huus".

✂ 218,16. Jul, Juletræ eller Gaver;: Saaledes er Teksten i IC ændret ved en Rettelse af Fru Heiberg og en redaktionel Forandring af A. D. J., fra: Jul. men en evig Langfredag. Juletræ, Gaver,.

✂ 219,10-18. Mange Aar... disse Børn: Indsat i IC i Stedet for flg. af Hauch overstregede Stykke: Jeg havde ikke faa Fattige, der stadigt kom og tiggede ved vor Dør; til disse sendte jeg nu Pigen og indbød dem formeligt til mig Juleaften til Juletræ. Dagen efter var det ganske rørende, at fra et Sted kom Moderen, fra et andet Faderen, eller ogsaa Børnene selv, og spurgte, ganske forlegne, om det ikke var en Feiltagelse, at de vare indbudne til mig? Jeg sagde dem da, at det var ganske rigtigt, og at de kun skulde komme. Nu pyntede jeg et stort Juletræ saa festligt, som om det havde været Grevebørn, der skulde forlystes hermed, og hængte det fuldt af alle Slags Gaver og en Mængde Lys; jeg vilde ikke, at mine fattige Børns Glæde skulde staa tilbage for noget rigt Barns. Vi havde en stor Spisestue, og her, midt paa Gulvet tog Træet sig pragtfuldt ud. Aftenen kom og med den. mine smaa Gjæster, der havde gjort sig saa pæne, som deres fattige Garderobe tillod. De vare 10 til 12 i Tallet. Først kom de ind i vor Dagligstue og bleve beværtede med The og Julekage. En lille Dreng paa 6 Aar omtrent sad meget forknyt og krøb sammen. Da jeg spurgte ham, om han var syg, svarede den ældre Broder, som altid tog Ordet for sine Søskende: "Nei Frue, men han er vant til at gaa i Seng Kl. 5." Det var temmelig fortvivlende for En, der nu skulde i Soirée; men da jeg aabnede Døren til Juletræet - et Syn, som de Alle forsikrede, de havde aldrig set før - da svandt Søvn og Forlegenhed, og et sandt Fryderaab udbrød. Efter at Træet var plukket, begyndte Enhver at lege med sit Legetøi; En kjørte med sin lille Vogn, en Anden slog paa Tromme; en lille Pige satte sig ganske betagen hen i en Krog paa Gulvet, for uforstyrret at betragte sin pyntelige Dukke. Den Ene efter den Anden kom til mig og spurgte, om de maatte tage deres Legetøi hjem med, og de saae paa mig, som de neppe troede deres egne Øren, naar jeg svarede:,,Ja, det forstaar sig." Foruden Legetøiet fik de Hver en Gave af et eller andet nyttigt Klædningsstykke; og det laa dem ikke mindre paa Hjerte at erfare, 111 om de ogsaa maatte tage det hjem med; ja, for Enkelte lod det til, at det Nyttige var dem mest magtpaaliggende. De stakkels fattige Børn, de blive ved Mangel og Nød gamle før Tiden. Ofte kan et saadant Barn paa 7 til 8 Aar have et Udseende som et gammelt Menneske; ja, man kan undertiden se dem med dybe Furer i Pande, Kinder og om Øinene - et Syn, jeg neppe kan udholde. Efter Legen bleve de Alle satte om et dækket Bord og fik Julegrød, Steg og Dessert; hertil blev drukket Limonade, som Heiberg - der havde et eget Talent til at underholde Børn - bildte dem ind var stærk Vin, saa de maatte vogte sig for ikke at blive berusede. Enkelte af dem kom virkelig i en saa lystig Stemning, at det lod, som om Indbildningen virkede lige saa stærkt som Druesaften selv. Ved Midnat toge de Afsked, belæssede med deres Gaver. Det var deres som min første glædelige Jul.

✂ 221,15-222,1. hvor der... og Bestyrelsen.: Indsat i IC i Tillæg. Originalen, fra ca. 1876-78 (i IB), slutter med flg. overstregede Stykke: Beskedenhed er en Ynglings skjønneste Dyd, som Ordsproget siger, men jeg renoncerer paa denne Dyd med Hensyn paa min Evne i denne Stilling, da jeg anser min Taarige Virksomhed heri som ualmindelig vellykket.

✂ 222,7-9. Min Trøst... for Stykket: Indsat af A. D. J. i IC, formentligt samtidigt med at flg. er overstreget: Jeg selv spillede Fata Morgana, og den eneste Glæde jeg havde af Heibergs Arbeide var, at han var glad over min Fremstilling, og at Paludan-Müller ytrede til mig, at der for ham havde været en overordentlig Illusion i min Gudeskikkelse.... Hvad Nydelse Hertz havde af "Fata Morgana", viser medfølgende Digt af ham til Heiberg 1).

✂ 223,5. Flaske Cognac: Herefter i IA følgende af Sille Beyer i IC udeladte Ord: naturligvis til Heiberg og ikke til mig. Senere har Fru Heiberg i IC paany indsat: til Heiberg, men disse Ord er atter overstreget, vistnok af A. D. J.

✂ 231, 9. urent: Saaledes er Teksten i IA ændret fra: svinsk.

✂ 232,18. og Stolthed.: Herefter er i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: Vi havde endnu megen anden Lystighed for denne Dag, som dog er for privat til at kunne interessere Andre.

✂ 233,20. Kong Christian den Niende: Saaledes er Teksten ca. 1876-78 ændret fra: Prins Christian af Danmark.

✂ 238, 20. med Glæde.: Herefter er i IA overstreget: Faa Dage efter, den 17., modtog jeg følgende Brev fra Andersen 2):

✂ Kjære Fru Heiberg!
Saa har vi Dem da igjen! og frisk og glad? ikke sandt! Velkommen hjem! Det var min Bestemmelse ved Deres Hjemkomst at bringe Dem en Bouquet aandelige Blomster, jeg havde valgt hvad De jo ynder: Børne-Eventyr, men Bogtrykkeren er Skyld i at Bouquetten udebliver, jeg kommer *1) Se H. Hertz: Digte II (1851), 216 f. Af Hertz' Dagbøger (Ny kgl. S. 3179, 4°) fremgaar, at han sendte Heiberg Digtet 26/1 1838. *2) Originalen i Fru Heib. Ark er dateret: Kjøbenh: 17 Sept 1839. 112 vistnok otte Dage efter Festen. De tillader at jeg smykker mine Børne-Eventyr med Deres Navn, sætter heri det nye Hefte at det er de eneste Blomster jeg har fra denne Sommer og disse overrækker jeg Fru Heiberg til Velkomst.
af ganske Hjerte Deres
hengivne
H. C. Andersen .

✂ 238, 28. legemlige Tryk.; Herefter er i IA overstreget (maaske samtidigt med, at de efterfølgende Linier, der slutter Kapitlet, er indføjet): I October sendte Andersen mig sine lovede Eventyr med følgende Vers 1):

Kjøbenhavn den 14. October 1839.

✂ Med Tak og Jubel Alle mod Dem kommer,
Det er den høie Kunst, som skeer sin Ret, -
Min Digter-Haves Blomster denne Sommer
Er ikkun denne fattige Bouquet.
Deres trofaste hengivne
H. C. Andersen .

✂ 239,39-240,1. "Det er... noget Nyt": Saaledes er Teksten i IB tidligst ca. 1876-78 ændret fra: " Dette er et vigtigt Afsnit i Danmarks Historie", sagde han, idet jeg saae Taarerne staa ham i Øinene.

✂ 240,21. overtog Kronen uden: Herefter er i IB, antageligt af Krieger, slettet: synderlig. - Ogsaa andetsteds i dette Parti om de politiske Forhold ses Krieger at have foretaget Ændringer.

✂ 242,3. al Danskhed.: Herefter er i IB ca. 1876-78 overstreget: Hans Had til Kiel er udtalt i de Stropher af ham "I Kjøbenhavn at dø er bedre end i Kiel at leve" 2). Hans Interesse i den slesvigske Sprogsag findes udtalt i hans "Intelligensblade" i to temmelig udførlige Artikler 3).

✂ 242,11. falsk eller rigtig.: Herefter er i IB tidligst ca. 1876-78 overstreget: Arme Danmark! Dine Konger have sjeldent været heldige i den finere diplomatiske Kunst. At bruge ædle Motiver lige overfor det Uædle, det Underfundige, det er at tale til En i et Sprog, som er ham fremmed.

✂ 242,31. Glimmer.: Herefter er i IB overstreget, vistnok af Krieger (Blyantoverstregningerne er dog antageligt ved Fru Heiberg, og ældre): Kongens Søn, Kronprins Frederik, der siden hans Skilsmisse fra Frederik den Sjettes Datter Vilhelmine levede i en Slags Forviisning i Fredericia, blev nu kaldt tilbage og Aaret efter Faderens Thronbestigelse formælet med den tyske Strelitzer-Prinsesse, en Formæling, der skete med stor Pomp og Pragt, og hvortil saa mange frugtesløse Forhaabninger knyttede sig. Christian den Ottendes Kroning var en Begivenhed, som optog Alles Interesse, og saaledes *1) Originalen i Fru Heib. Ark. Sml. Tilegnelsesverset ("Man hørte sige" etc.) i: Eventyr, fortalte for Børn, Ny Samling. 2. Hefte, 1839, (Saml. Skr. XV, 299). *2) Sml. l, 43, 7 m. Note. *3) "Det Nationale og det Provindsielle" samt "Dansk og Tydsk" i Heib. Intelligensblade II (1843), 49-72 og 173-196.113 holdtes Folket varmt, snart med Et, snart med et Andet, og bedøvede sig selv i al denne Tummel. Imidlertid gik Oppositionens Ordførere 1) med hule Kinder og ærgerlige Miner 2) og ventede atter paa bedre Tider, hvori de agtede at tage og ikke at vente, til der blev givet3).

✂ 242,34. Ved Kapitlets Begyndelse er i IB tidligst ca. 1876-78 overstreget: De to Maaneders Ferie, som jeg saa uventet havde faaet ved Theatret, kom mig vel tilpas, thi den Svækkelse, jeg led af i Halsorganerne, mente Lægerne, at kun Hvile kunde helbrede.

✂ 243,9-11. foruden de... medens de: Af A. D. J. indsat i IC uvist med hvilken Hjemmel i MSS. IA har: udtalte, hvad.

✂ 243,18-37. Først i... din Seng!": Indsat i IB ca. 1876-78 ligesom flg. Parti, der i Afskriften i IC er fjernet, formentligt af A. D. J. (Sml. 1,259, 23-263,20): Hvorledes det hang sammen med den Sammensmelten, er jo det store Spørgsmaal, som atter og atter er reist mod den Hegelske Philosophi.

✂ Min Ferie nærmede sig sin Ende. Et Kongeskifte er dog en mærkelig Begivenhed, der saa godt som griber ind i alle Forhold, især naar Thronskiftet følger ovenpaa et mangeaarigt Regimente. Det kunde sammenlignes med et gammelt Træ fuldt af Frugter, der ere overmodne, og som trænger til at rystes, for at Frugterne kunne falde. Og i Sandhed, det gamle monarkiske Træ rystedes ikke lemfældigt. Frederik den Sjettes Mænd vare alle som han blevne gamle i lang og tro Tjeneste, og de Fleste af dem trængte til at afløses af nye og friske Kræfter, men ikke enhver Afløsning bliver derfor en Gevinst. Heller ikke Theatret fik Lov at beholde sin gamle mangeaarige Styresmand. Theaterchefen, den redelige, dansksindede Mand, Excellencen Holstein, maatte trække sig tilbage for at give Plads for en af Christian den Ottendes Hofmænd, Kammerherren Levetzau, en Holstener af Fødsel, uden Kjendskab til den danske Litteratur eller til vort Nationaltheaters Historie. Han var en elegant bøielig Hofmand med et fornemt Ydre, der stak ligesaa stærkt af mod Holsteins som Christian den Ottendes Væsen mod Frederik den Sjettes. Forresten var ogsaa Levetzau en skikkelig Mand, der vist ønskede at gjøre Alt paa det Bedste for enhver; men den, Gud giver et Embede, giver han ikke altid Forstand paa dette. Collin stod endnu bestandigt som første Directeur efter Theaterchefen. Men i enhver Direction, hvori Coilin havde Plads - og dette var ikke faa - blev han paa Grund af sin Dygtighed og overordentlige Arbeidskraft altid den, for hvis Villie Alle maatte bøie sig. Det kunde derfor kun lidt nytte, at han kun var Nr. 2, i Virkeligheden var han altid Nr. l, som Alle tyede til.

✂ 245,1. Fremgang og Sandhed.: Herefter er i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: Dette var min Følelse ved at spille i "Mulatten" - er denne Dom for streng, da er det jo kun en individuel Dom af mig, udsprungen af en Følelse, som kan være urigtig eller rigtig, men ingen som helst Uvillie mod Forfatteren - hvortil jeg aldrig har havt Grund - blandede sig heri.

*1) Ordførere: Saaledes med Blyant ændret fra: Frihedsheltene. *2) og ærgerlige Miner: overstreget med Blyant. *3) hvori de... blev givet: overstreget med Blyant. 114

✂ 245,4-5. efter Heibergs... Anvisning: Saaledes har Afskriveren Sille Beyer formet Teksten i IB. IA har: under Heibergs Tilsyn.

✂ 249,17-250,3. Molbech... galante Tone.: Indskudt i IA.

✂ 249,21-22. Disse Correspondancer: Plerefter har Sille Beyer i Afskriften (IC) udeladt:, der ere saa almindelige, især i Tyskland,.

✂ 249, 23. ikke: saaledes i IC ændret fra: aldrig ville.

✂ 250,36. Oversætter, der: Herefter i IC overstreget, antageligt af A. J. D.: ene og alene.

✂ 252,6. mine Ord.: Herefter i IC overstreget, øjensynligt efter Forslag af Hauch: Latterligt vilde det i Sandhed ogsaa have været, om Heiberg, der har havt saa megen Lykke og været saa anerkjendt som dramatisk Forfatter, om han vilde være skinsyg paa Andersen, hvis Arbeider for Scenen - over 20 i Tallet - strax bortdøde, paa to nær: "Mulatten" og "Den nye Barselstue", hvilke spilledes i flere Aar.

✂ 252,11-13. Hvor et Venskab... gamle Plads: Saaledes er Teksten redigeret i IC; Linien saa det indtager sin gamle Plads er indsat af Fru Heiberg ca. 1876-78, de øvrige er antageligt formet efter Hauchs Forslag. Den oprindelige Tekst lyder: Og jeg tilstaar, at det hører til min onde eller gode Natur, at hvor et Venskab paa en saa saarende Maade er brudt, der kan der ikke være Tale om at hele det igjen.

✂ 252,14. det gamle: Indskudt i IC, vist af Hauch. (Sml. Var. til L.11 -13).

✂ 253,9-12. de samme Spørgsmaal... Dickens tog: Disse Linier er, øjensynligt uden Hjemmel i MSS, af A. D. J. indsat i IC i Stedet for de oprindelige: da han hørte Grunden til min Sorg, tog han.

✂ 253,17. Geni: Saaledes er Teksten ca. 1876-78 ændret fra: Noget.

✂ 253,22. taale Dadel.": Herefter i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: Da han var gaaet, fik jeg Samvittighedsskrupler over, hvad jeg havde nedskrevet om hans Mulat og hans Maurerpige. Jeg læste det atter igjennem med den Tanke, at jeg maaske kunde slette det Hele ud igjen. Men da Andersen selv i sit Levnet har omtalt vort Sammenstød om Maurerpigen og min Vægring at spille deri, ønsker jeg dog, at man ogsaa skal høre min Forklaring om denne Sag. "Mulatten" og "Maurerpigen" tilhøre Litteraturen, og mine Bemærkninger om dem tilhøre mig - ere de urigtige, da lad mig dømmes derfor. Og jeg lod dem staa. Skulde dette mit Levnet nogensinde komme for Dagens Lys, og skulde Andersen opleve dette, da haaber jeg, at han til den Tid vil have saa stor Selvbevidsthed om sin Plads i Litteraturen, at han vil betragte disse individuelle Bemærkninger af mig med Ro og med et forsonligt Gemyt; thi et forsonligt Sind var en af Andersens elskeligste Egenskaber. At han fortrød sin den Gang fornærmende Beskyldning mod mig, viste han i Aarenes Løb paa forskjellige Maader, ja, han dedicerede mig endog et Bind af sine Eventyr og viste mig paa mange Maader smaa Opmærksomheder, hvorfor jeg her bringer ham min Tak 1).

*1) og med et forsonligt... min Tak er indskudt i IA. 115

✂ 253,25. staa ham bi: Herefter i IC overstreget, antageligt af A. D. J.:, for at en Indtægt heraf kunde være ham sikret.

✂ 255,27. offentlige Fester: Herefter i IC ca. 1876-78 overstreget:, paa Grund af at jeg ikke kunde være ubemærket.

✂ 257,25-31. I Anledning... kronede Konge.: Indsat i IC i Tillæg (Originalen med Rettelse af Hauch i IB). Herefter er i IC, antageligt af A. D. J., overstreget (efter ny Linie) en kort Skildring af Sommeren 1840, hvor Heibergs atter foretog en af deres Rejser paa aaben Vogn i Sjælland.

✂ 257,33. tilbage til: Herefter i IC overstreget, efter Forslag af Hauch: "Den By med de hundrede Laster",1) tilbage til.

✂ 258,26. med sit dræbende Stød: Saaledes Teksten i IC ændret af A. D. J. fra: for at udtømme sit dræbende Svovlstof.

✂ 259,19-22. Saisonen... bestyret: Indsat i IB i Stedet for et smst. ca. 1876-78 overstreget Parti, hvori der bl. a. staar: Denne Vinter (1840- 1841) gik for mig paa sædvanlig Viis; jeg spillede og spillede, for det meste over mine Kræfter. Endnu leed jeg af min Halssvækkelse, der naturligvis ikke blev bedre ved de ideligt nye Anstrengelser. Jeg var træt af at spille, jeg trængte til en længere Hvile, men herpaa var ikke at tænke, ifald jeg ikke vilde sætte Theatret i største Forlegenhed.

✂ 259,20. det Enkelte: Hertil kan henføres følgende overstregede Stykke i IC, fejlagtigt anbragt af Fru Heiberg efter Omtale af "Svanehammen" (efter I, 265,12): Den 18de September var atter en Fest i Theatret. Kongen høitideligholdt sin første Fødselsdag efter sin Thronbestigelse. Saa vidt jeg erindrer, blev der opført en Opera eller en Ballet. Men da man ønskede, at ogsaa jeg skulde udføre Noget ved denne Leilighed, skrev Heiberg paa Directionens Opfordring Monologen: "Grethe i Sorgenfri", hvis Motiv var taget af Kongens og Dronningens Sommerophold paa Sorgenfri, hvor de i mange Aar havde tilbragt Sommeren i gemytligt Forhold til Omegnens Beboere, høie og lave. Denne Aften var, som alle saadanne Festaftener i Theatret, en Anledning til at vise pragtfulde Toiletter, en Anledning for Folket til at vise Kongen dets Loyalitet, og forresten en Anledning for Alle til at kjede sig over en Kunstnydelse, som man paa saadanne Aftener ikke havde Øre eller Øie for. Jeg var denne Aften bedrøvet og savnede den gode, gamle Konge paa den Plads, hvor jeg fra min Barndom af var vant til at søge ham. Jeg kunde ikke saa hurtigt skifte Herre og følte kun mat, hvad jeg i Monologen havde at udtrykke til Ære for Landets nye Hersker.

✂ 259,23-263,20. Et Thronskifte... dudu du".: Indsat i IB ca. 1876-78, delvis lig en kortere Fremstilling om Sommerskuespillene i det opr. MS. Sml. ogsaa Var. til I, 243,18-37.

✂ 265,5. og Slethed: Herefter i IC ca. 1876-78 indføjet, men, antageligt af A. D. J., atter overstreget: og Usædelighed.

✂ 266,3. som Abigael: Herefter i IC ca. 1876-78 overstreget:; jeg aftalte nu med Fru Ryge, der forestod Damernes Garderobe, hvad jeg ønskede *1) Citatet er ikke fundet.116 at iføre mig til denne Rolle. Jeg tror, uden Frygt for at overvurdere mig selv, at var der Nogen ved Theatret, der havde Øie, Kundskab og Sans for. hvilket Costume bedst kunde fuldstændiggjøre Billedet af den Rolles Character, da var det mig. Dette var ogsaa almindelig erkjendt, baade af Publikum og de andre Skuespillere og Skuespillerinder, der ogsaa ideligt henvendte sig til mig om Raad i denne Retning, saa vel Herrerne som Damerne; uden at tale om, at Damerne copierede mig, hvor det var muligt, enten denne Copieren passede eller ikke passede til, hvad de havde at udføre.

✂ 267,6. noget Menneske.: Herefter er i IC overstreget ca. 1876-78: Jeg var paa dette Tidspunkt saa syg 1), træt og kjed af den hele Theatervirksomhed, hvor saa meget Smaaligt udstrakte sine Rødder for at kvæle den ædle Kunst, at man vist neppe vil tro, at da jeg om Aftenen, iført mit stribede Skjørt, skulde træde ind paa Scenen, var jeg saa langt fra at ængste mig for, hvad der vilde ske, at jeg tvertimod ønskede det Værste, for at faa en gyldig Anledning til at trække mig tilbage.

✂ 268,30. min Lykke.: Herefter er flg. overstreget i IC ca. 1876-78: Jeg følte en Trang, en uudsigelig i mig, efter hvad vidste jeg endnu ikke ret. Herefter er i IA overstreget: Nytaar 1841 havde Heiberg udgivet sit Bind "Nye Digte", der indeholdt "En Sjæl efter Døden", "De Nygifte", "Protestantismen i Naturen" og "Gudstjeneste". Jeg havde den store Glæde, at dette Bind "Nye Digte" gjorde en stor Opsigt i Publikum. Jeg siger en stor Glæde; thi hans Glæde og Ære var min. I mangen en Tanke i disse Digte ligger skjult vor egen Stemning i denne Periode af vort Liv.

✂ 268,34. hos mig.: Herefter er i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: Samtaler som dem, her fandt Sted imellem Martensen, Andræ, Paulli, Paludan-Müller og mangen en interessant Udlænding, der opsøgte vort Hus, og Heiberg og hans begavede Moder, vare vel skikkede til at udvide Blikket i forskjellige Retninger og give Tanken en friere Udsigt end den, et ensformigt Theaterliv fører En ind i med de smaa Kævlerier og Bornertheder, som ere uadskillelige fra dette Sted, hvor mange Uindviede saa let indbilde sig, at Aanden og kun den har hjemme. Theatret traadte i Hjemmet i Baggrunden og var sjelden Gjenstand for Samtalen, der bevægede sig i ganske andre Retninger. Herefter omtaler Fru Heiberg i et Tillæg sin voksende Optagethed af det slesvig-holstenske Spørgsmaal og fortsætter: Naar vi som sagt sade i vor Dagligstue om det runde Bord, da udgjorde vor Kreds en lille Verden for sig, hvor man glade samlede sig og nødigt skiltes ad, naar - ikke Søvnen - men det sildige Klokkesiet mindede om, at man, hvor ugjerne man end vilde, maatte bryde op og begive sig til Ro.

✂ I Hjemmet var Alt saaledes ved det Gamle, paa det nær, at den unge Buntzen, vort Pleiebarn, der var bleven Student og medicinsk Candidat, mere og mere begyndte at lide af en Brystaffectation, der standsede ham i hans videre Udvikling. Dette var især en stor Hjertesorg for Heibergs Moder, der hang ved det smukke, livlige, begavede Menneske, som om han havde været *1) syg, er indsat ca. 1876-78, altsaa formentligt lige inden det hele er overstreget. 117 hendes eget Barn. Heiberg og han kunde le saaledes af deres egne Indfald, som om de endnu havde været Skoledrenge. Hans Forhold til mig var i Aarenes Løb ogsaa kommet i mere Ro, uagtet han endnu af og til lod mig føle sine Luner; men da fortrød han det atter strax, søgte mig op og gjorde sig behagelig for atter at forsone mig. I Julen pleiede vi ganske mellem os selv at holde en lille Juleaften, hvor vi da gave hinanden smaa Gaver. Han og jeg havde havt et lille Udestaaende forinden denne Jul, som bestod i, at han negtede mig en lille Tjeneste, jeg bad ham om. For nu at forsone mig fulgte med en af hans Gaver følgende Seddel:

✂ "Jeg Undertegnede forpligter mig herved til at bevise Fru Johanne Louise Heiberg den første Tjeneste eller Fornøielse, Samme maatte behageligst ville fordre af mig, om samme Tjeneste end skulde koste mig Ære, Liv og Gods."
Georg Buntzen 1).

✂ Ak, der er vist Faa, maaske Ingen, der naar dette mit Levnet engang bliver læst, endnu erindrer Georg Buntzen og fornøier sig over, at dette lille Træk med vor Juleglæde ret lignede det Her mangler i Sille Beyers Afskrift Fortsættelsen. Denne lyder i IA: smukke, livlige, begavede Menneske. Han var i Besiddelse af mange Evner, et lystigt Sind, en uskyldig Munterhed forenet med en naturlig Vittighed, der gjorde, at hans Selskab søgtes, og at Alle der kom i personlig Bekjendtskab med ham, holdt af ham. Det var saaledes virkelig en Sorg for os Alle at se en Orm gnave paa dette unge, friske Liv. Da han og jeg omtrent var i Alder sammen og saa mange Aar yngre end Heiberg og hans Moder, havde jeg ofte med Vemod tænkt, at vi to Stakler vilde blive tilbage, naar de Andre havde forladt os, og nu lod det til, at den yngste af os Alle skulde blive den første, der brød vor Kreds. Udviklingen af hans Sygdom gik langsomt frem og trak sig ud til flere Aar. end vi havde haabet 2). Men Heibergs stakkels Moder gik ideligt i den pinligste Angest for sin Yndling.

✂ 269,1-270,31. BAKKEHUSET... mødes.: Indsat i IB ca. 1876-78, en Omarbejdelse af den opr. Tekst. I IC er, antageligt af A. D. J., overstreget Slutordene: O! herlige Tro, som giver Taalmodighed!

✂ 270,11-25. Hvilken Tryghed... Rørende var det: Dette Parti har erstattet følgende Stykke i IA: Men hvem veed, om Kamma dog ikke i mangt et stille, ensomt Øieblik følte sig for meget overladt til sig selv, i det afsides beliggende Hus 3). Om der ikke i mangen en ensom Time steg et stille, men *1) Paa Originalen i Fru Heib. Ark ses yderligere Dateringen: Chrvn. d. 22de Decbr 1838, og paa Ydersiden: Erklæring af Georg. *2), end vi havde haabet er overstreget i IA. *3) Herefter har Fru Heiberg i et Tillæg i IA skrevet, men atter overstreget: Og her er et Punkt, hvor jeg tilstaar, at Kvindens Stilling i Samfundet er strengt bedømt, thi ve en saadan ensom Kvinde, om hun bittert føler Savnet af det, som Manden uden Sky søger at forskaffe sig. Som om ikke ogsaa vi trænge til at sværme til Trods for Manden. Sværme uskyldig som han, trænge til Een, der søger vort Selskab frem for alle Andres, som giver os det bedste af Aandens Gaver.118 derfor ikke mindre dybt Suk op fra det ensomme Hjerte. Hun kunde sige sig selv: Hvad har alt dette igrunden at betyde? Intet. Hun kunde sige dette med Sandhed, men sagde hun sig det? Ingen veed det. Har hun trængt til en større Kjærlighed, men med Resignation bekæmpet denne Trang, da siger Verden: Hun er dog vist en kold Natur. Men ve hende, hvis Verden ikke tiltror hende, hvad den dog ikke finder Behag i. Men hvor forunderligt, at det er Sandhed, at disse Digterforliebelser virkelig intet betyde. De kunne se Gjenstanden for deres Tilbedelse forlove sig, gifte sig, kølnes, dø, og de ere lige glade, lige friske paa Sjæl og Legeme, de vente lidt, afkaste Phantasifølelsen i Udgydelsen af et Digt, en Novelle, omtale deres lette Beruselse med et Smil - og forbi er hele Trylleriet. Men dør den Kvinde, ved hvis Side de saa ofte glemte hende for alle disse Phantasifølelser, da synke de med Et sammen og vide ikke længer, hvor de skulle faa Fodfæste, og de ere med Et ikke længer istand til at sværme nu, da et saadant Sværmeri vilde kunne holde dem opreiste i Ensomhedens forfærdelige Tomhed. De have nu kun een Tanke, een Følelse, eet Savn, Savnet af deres Livs retmæssige Ledsagerinde, og hvem viste dette Savn tydeligere end netop Rahbek. Da Fru Rahbek døde, hvor var det rørende.

✂ 270,18-19. som hun... sig selv.: Saaledes er Teksten i IB rettet fra flg. ca. 1876-78 skrevne Ord: en Frygt for at miste, hvad hun ikke kunde undvære.

✂ 270,32-39-271,30-39. Efter den... af Andre.: Indsat i IC som Tillæg (Originalen i IB).

✂ 271,5. Fripostighed: Herefter er i IC overstreget, uvist af hvem: og Frækhed.

✂ 272, 38. sin Trods.: Herefter i IC antageligt af Fru Heiberg overstreget flg. Stykke, der gør Heibergs Tekst fuldstændig: Hvilken Indignation der vaktes ved min Stræben efter at udbrede Kundskab til den hegelske Philosophie, og hvorledes derimod den samme Stræben bedømmes nu, derom har jeg allerede yttret mig i Fortalen til mine "Prosaiske Skrifter". Man vil følgelig see, at min Erfaring har sat mig istand til at kunne construere Loven for Publicums Bevægelser, og især til nøie at kjende mit eget Forhold til samme, saa at jeg ved ethvert litterairt Foretagende iforveien veed den hele Fremgang. Naar blot det Nye er blevet gammelt, saa har det faaet en uanfægtet Autoritet.

✂ 273,12. ulige Kamp.: Herefter i IA overstreget: Inden Saisonens Slutning havde det kjøbenhavnske Publikum den Glæde at gjøre Bekjendtskab med et ualmindeligt Talent og en endnu ualmindeligere Personlighed, begge Dele forenet i Clara Schumann. Jeg havde den Glæde, at denne Kunstnerinde strax ved sin Ankomst opsøgte Heiberg og mig i vort Hjem, hvor vi flere Gange havde den Glæde at modtage hende. Hun gjorde strax et stort Indtryk paa os begge ved sin elskværdige, tiltalende, interessante Person. Og da hun nu bad mig assistere sig paa den Concert, hun agtede at give paa det kongelige Theater, var det mig umuligt at afslaa denne talende Mund, disse 119 rørende, talende, melancholske Øine, denne Stemme, en Bøn, uagtet det at træde frem og declamere var noget, jeg i lang Tid havde afslaaet Alle. Jeg fik da Heiberg til at skrive et lille Digt, der hed "Ingen Declamationer" 1), som jeg fremsagde paa hendes Concert. Det er dog Aandens, Personlighedens Triumph, at hvor denne er tilstede, der gribes Alle, selv den Raaeste, af dens Magt, og hos hvem vare disse Egenskaber rigere tilstede end hos Clara Schumann? Naar hun sad ved Gaveret og spillede sine herlige Musiknumre, hvad var det da, der greb Alle? Ikke Færdigheden, den havde mange Andre i en endnu høiere Grad end hun, det var den Aand, der gik fra hendes Inderste med en Varme, med en Inderlighed, med en Dybde, en Renhed i Følelsen over til de døde Taster og fremlokkede Toner saa dybe, saa smeltende, at de tvang Tilhørerne til at lytte med Ærbødighed til, hvad der her skjænkedes dem af et rent Kunstnersind og hjerte. Ja, Personligheden hos en Kunstner, det er Hovedsagen; hvor den ikke er tilstede, der kan vel Færdigheden forbause, fremkalde Applaus, men Indtrykket, det blivende Indtryk, kan kun Personligheden fremkalde. Det Menneskelige hos Kunstneren, det er og bliver Basis, hvorpaa der kan bygges i Længden; hvor denne mangler, flygter Indtrykket lige saa hurtigt bort, som det fremkaldes. Og atter her viste det sig, at Geniet ikke ældes af Tiden, men bestandig skyder friske Skud, der bevarer det for at blive gammelt, naar Personligheden og Geniet opvoxe med hinanden og gjensides forædle hinanden, thi da Madame Schumann 16 Aar efter atter besøgte Kjøbenhavn, brændte den unge Kunstnersjæl endnu i hende med en Friskhed, en Fylde, der maatte glæde Alle, som havde Hjerte og Sans for, hvad Kunst er. Mange Sorger, mange bitre, hjerteskærende Sorger vare imidlertid gaaede igjennem dette varme Hjerte i disse 16 Aar. Det forekom mig, at jeg kunde læse i hendes Øine, i hendes Stemme og Tale, at mangt et Blad af hendes Livshistorie nu var tæt beskrevet med mangen en bitter Livserfaring, med mangt et feilslaget Haab, at mange Illusioner vare opløste og tilintetgjorte, men at hendes inderste Væsen kun derved var styrket og fæstnet og hævet, og hvo tør da klage over Modgangen, naar den kan have denne Virkning, hvo vil da undvære den, bortbytte den med den altid glatte, smilende Lykke? Hendes Spil var om muligt endnu inderligere, fuldere, end mere af Sjælen gjennemsigtig og gribende. Jeg hørte hende atter efter 16 Aar, ja man bør egentlig sige, jeg saa hende atter spille, thi se paa hende var nødvendigt, se hvorledes Aanden, den inderlige, speilede sig af i hvert et Træk, i Øiets Ild, i Kindens Rødme, i Mundens Vibreren. Ak, hvor er det dog herligt, at Aanden, den usynlige, kan træde saa synlig frem, at vi se, hvad der kun kan anes, og ane, hvad der kun kan ses. Medens jeg nedskriver disse Linier om en Kvinde, der vist neppe har Anelse om, hvad Indtryk hun har gjort paa mig, ligger der her hos mig paa Bordet nogle visne Blomster, hun engang gav mig for 16 Aar [siden] d. 15. April 1842. Jeg blev rørt over atter at gjenfinde hendes Gave, de have ligget indsvøbt i al Stilhed i disse 16 Aar, medens Giverinden og Modtagerinden have været udsatte for Livets Storme. De ere *1) Heib. Poet. IX, 245.120 nu visne, disse Blomster, men Formen er der endnu, og af den kan jeg se, at det har været Violer. Jeg vil nu atter gjemme dem i den lille Skuffe, hvor de have hvilet i 16 Aar, naar de da atter om 16 Aar engang betragtes, maaske ikke af mig, hvad er da min fjerne Veninde og jeg? Ere vi da maaske selv visne? Nu vel! det er jo Bestemmelsen, naar kun Formen, den indre Form, maa blive tilbage. Gid vi da maa kunne sige med Sangeren:

✂ ,,O Israfil! saa kom
Med Dødens Blikke!
Bring mig for Allahs Dom!
Jeg skiælver ikke.
Velsignet er hans Navn,
Han huldt forlader.
Knug mig kun i din Favn!
Han er min Fader". 1)

✂ Der er noget tungt i her i Verden, at naar man træffer paa en Personlighed, der ret tiltaler os, at man da kun skal mødes som i forbigaaende og strax miste, hvad man saa ofte søger forgjæves om. Jeg havde Lyst til i et Aar at sidde stille i Fru Schumanns Dagligstue, ganske stille ved mit Arbeide og lytte til hendes Spil, naar hun saaledes i Ensomhed ret overlod sig til at udøve sin Kunst. En opmærksommere og taknemmeligere Tilhørerinde end mig vilde hun virkelig vanskeligt kunne finde.2)

✂ 276,15-29. Vor Bryllupsdag... min Erindring.: Indskudt i IA.

✂ 276, 40. Fodnoten er redigeret af A. D. J. paa Grundlag af en Tilføjelse i IC.

✂ 277,19. optage dem?: Herefter i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: Dog nu kommer jeg ind paa mine overtroiske Tanker og vil derfor afbryde.

✂ 277,24-25. grublende... grublede over: Saaledes er Teksten i IC ca. 1876-78 ændret fra: grædende, uden at ret vide, hvorfor jeg græd, men velgjørende lettede mine Taarer mit beklemte Bryst.

✂ 277,39-278,5. Denne Tørst... kjendte Bibelen.: Indsat i IC (Orig. fra ca. 1876-78 i IB) i Stedet for flg., der gengives efter IA.: Det forekom mig, som jeg for første Gang blev bekjendt med en Lære, som intet Menneske kan undvære. Jeg hørte af hans Tale, at jeg var saa godt som ubekjendt med Bibelen og dens Indhold, og.

✂ 282,32. Senere Geheimeraad Hall: Saaledes har A. D. J. i IC ændret Teksten fra den opr.: (nuværende Cultus- og Premierminister Hall).

✂ 283,15. høi Grad.: Herefter i IC overstreget efter Forslag af Hauch: jeg mærkede, at jeg i ham havde en Beundrer, uden at dette ligefrem blev udtalt.

✂ 283,17. I IA omtales den nye Bolig nærmere. Det Mac-Evoyske Palæ var *1) Fatimes Replik i "Aladdin" ( Oehlenschläger l, 317). *2) Clara Schumann blev meget betaget af Fru Heiberg under Besøget i København 1842. Se herom Uddrag af hendes Dagbog i B. Litzmanns Biografi II (1905), 48.121paa Grund af dets forrige Ejers Afrejse fra Byen solgt, og Værelser var nu her til at faa for mindre Familier. Værten, en halvgal Mand, var saa god at være flatteret over, at Fru Heiberg skulde bo i hans Hus og havde derfor indrettet især hendes Kabinet paa det dejligste. Det var høje og rummelige Værelser.

✂ 286,2. af Hylding: Herefter overstreget i IC, antageligt af A. D. J.:, som han mente kun tilkom kongelige Personer.

✂ 289,18. gode Tider!": Herefter i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: Paa dette Tidspunkt iværksattes den Foranstaltning, som jeg mener har havt en ubodelig Skade paa Personalets moralske Væsen, nemlig Feu for hver Aften, de spillede - uafhængigt af den aarlige Gage; et Middel, udfundet for at faa de Dovne og af Kunsten uberørte Personer til at anstrenge sig og ikke lægge Hindringer iveien for Forestillingerne. Da denne Beslutning kom til min Kundskab, blev jeg usigelig bedrøvet. Jeg forudsaae, at Meget, der ikke var godt, nu vilde komme til Udbrud i de pirrelige, egoistiske Gemytter. De Fleste vare henrykte over denne Bestemmelse, fordi den forbedrede deres Kaar. Jeg stred dagligt i Samtaler med dem herom og forudsagde dem Alt, hvad Dette vilde give Anledning til; hvorledes det Kunstneriske meer og meer vilde blive trængt tilbage, og Pengebegjærligheden meer og meer trænge frem. De Dovne vilde vel ved denne Bestemmelse blive flittige, men de Flittige vilde blive trængt tilbage ved de Dovnes Lidenskab for at forøge deres Indtægter paa Kunstens Bekostning. Det gik, som jeg havde spaaet, og det i en Udstrækning, som overgik min Phantasi. Man vilde nu spille Roller, enten de passede for Evnerne eller ikke. Man saae i enhver Kunstbroder En, der stod iveien for Ens Erhverv, og mange af disse Pengebegjærlige syntes at fortvivle over, at det ikke lod sig gjøre at udføre Comedier med een Person, for at han da kunde faa den hele Feu. Blev et nyt Stykke sat i Værk, da bleve alle De forbitrede, hvem ingen Rolle var tildelt, og ansaae sig som forurettede i høieste Grad. I Begyndelsen skjulte man dog endnu noget denne Vrede; men lidt efter lidt talte man freidigt ud, at man kun spillede for Pengene; ja, saa forvirrede vare deres Anskuelser om Æresfølelse, at de ansaae det for en Skam at sige: "Jeg ønsker at spille denne Rolle, fordi den interesserer mig i kunstnerisk Henseende" men derimod ikke ansaae det for en Skam rent ud at udtale: "Jeg vil spille den for Pengene, Resten er mig ligegyldigt". Dette var igrunden ikke ganske ment, men som sagt den første Grund ansaae de for nedværdigende, den anden ikke. For nu at sikre sig et Repertoire i Saisonen, sørgede man for at give en Række Sommerforestillinger i Ferietiden, som man da paa en Maade tvang Directionen til at optage i Repertoiret, og denne var svag nok til at lade sig tvinge dertil. Derved fik Skuespillerne hvert Aar en Magt over Saisonens Repertoire. Disse private Sommerforestillinger slugte derfor de fleste Skuespilleres Interesse, thi dels delte de her den hele Aftens Indtægt, og dels sikrede de sig en Virksomhed i Saisonen og med denne den meget attraaede Feu. Fra det Øieblik af, at den blev indført, er det derfor min faste 122 Overbevisning, at en slet Aand indfandt sig i Personalet. Jeg negter ikke, at det er et ypperligt Middel for Directionen til at sætte Repertoiret i en livlig Gang; men skal dette Middel anvendes, da er det meer end nogensinde nødvendigt, at der staa Mænd i Spidsen, selvstændige Mænd, med faste æsthetiske Principer, der ikke lade sig rokke af denne eller hin Skuespillers egoistiske Raad.

✂ 289,24-25. som efter... Sceneinstructeur,: Denne Linie er i IC indsat af A. D. J. formentlig samtidigt med, at han efter Theatrets Tjeneste. (S. 276, 13) har overstreget og til Dels fjernet følgende Parti: Ryge havde i mange Aar besørget Stykkerne sat i Scenen ved Theatret. Sceneinstructeurposten var altsaa bleven ledig. I denne Forlegenhed anmodede man nu Heiberg - hvis Virksomhed ved Theatret hidtil bestod dels i Censuren, dels i at levere Originalarbeider, dels i at vælge og oversætte udenlandske Frembringelser af Skuespil og Operaer - om at paatage sig Sceneinstructeurens Functioner. Han paatog sig dette midlertidigt; Functionerne begyndte. Det var ikke faldet Heiberg ind, at enkelte af Skuespillerne attraaede den ledige Plads, men nu mærkede han til sin Forundring, at Skuespillerne, med hvem han hidtil, paa Nielsen nær, havde staaet i et venskabeligt Forhold, med Et satte sure og vrede Miner op imod ham. De af dem, som havde gjort sig Haab om Pladsen, gjorde nu de andre begribeligt, at det var en Krænkelse mod dem Alle, at ikke en Skuespiller atter var valgt til Posten. De rasede og declamerede saa længe for de svage i Aanden, at de fik Alle ophidsede mod den Mand, hvem de i saa mange andre Retninger skyldte saa meget, saa mange af deres bedste Frembringelser, og med hvem de i saa mange Aar havde arbeidet i Venskab og i Anerkjendelse af, hvad han havde været for den danske Skueplads. Smerteligst og mest uventet traf den stærkeste Opposition ham fra Skuespiller Phister, hvem Heiberg især havde omfattet med al den Kjærlighed, som en Digter kan have for den Skuespiller, han i saa mange af sine Arbeider skrev de betydeligste Roller for. Men Heiberg satte en stor Pris paa Phister som Kunstner; hans Correcthed, hans Intelligens i Opfatningen, den Alvor, hvormed Phister udførte sit Kald, havde forskaffet ham Heibergs særdeles Yndest. Ogsaa havde Phister, i de mange Aar de havde arbeidet sammen, tilsyneladende viist Heiberg en stor Hengivenhed. Det ligger ikke i en redelig og sanddru Natur som Heibergs at nære Mistro mod Nogen, og mindst mod sine Venner. Han var derfor i høi Grad forundret herover, og man kunde knap bringe ham til at tro herpaa, uagtet det laa tydeligt for Dagen. Heiberg mente imidlertid, at det var en Overgang, og tog ikke videre Notice af disse smaa Kævlerier. Hans Tro paa Phisters Hengivenhed for sig havde rigtignok et Par Aar iforveien faaet et Knæk ved følgende Leilighed. Da Geheimeraad Adler i Frederik den Sjettes sidste Tid blev ansat som Directeur ved Theatret, fandt denne, at Directionen paa forskellige Maader kunde drage Nytte af Heibergs Indsigt i dramaturgiske Anliggender, og han trak ham nærmere ind i Bestyrelsens Virksomhed, saa at Heiberg deltog i Directionsmøderne for at give Raad i forskjellige 123 Retninger og være Directionen behjælpelig i, hvad denne maatte ønske hans Bistand i. Der havde paa dette Tidspunkt oftere ved Theatret været talt om imellem os Skuespillere, at det var en ufuldkommen Maade, hvorpaa vi bleve bekjendt med de nye Stykker, der skulde opføres. Rollerne bleve nemlig uddelte til hver især, og da kom man sammen, og hver læste nu sin Rolle op. For at kunne oplæse en Rolle rigtigt og godt vil vel Enhver indse, at man maa have et Begreb om Stykket i sin Helhed, og hvilken Plads den enkelte Rolle indtager heri. Det var derfor ytret af Mange og især af mig selv, at først burde man høre Stykket oplæst af en Enkelt for at faa et Totalindtryk, og da kunde man i Forening læse hver især sin Rolle, som man da kunde have et Begreb om. Denne Anskuelse var Heiberg saa aldeles enig i, at han fandt enhver anden Form forkastelig. Han troede derfor at handle i Alles Interesse ved nu at indføre denne Fremgangsmaade til alle Parters Tilfredshed. Men her kan man udbryde med Holberg: "Hvad har Fanden ikke at bestille" i et Kunstnersamfund. Man satte sig nu i Hovedet, at det var en Krænkelse mod Skuespillerne, at en Digter oplæste et Stykke for dem; at der laa heri, at de ikke kunde læse, at man behandlede dem som umyndige Børn. at Oplæsningen virkede skadeligt paa deres Opfatning etc. etc. At der endogsaa var dem, der vilde udsprede, at Heiberg ikke kunde læse, er saa latterligt for enhver, der nogensinde har hørt ham oplæse - og det havde ikke Faa i hans Samtid - at de ingen Vei kom med denne Paastand.

✂ Disse Oplæsninger blev nu paa Directionens Befaling sat igang under idelige Forsøg fra Skuespillernes Side at lægge Hindringer iveien derfor, hvilket skete paa en Maade, som jeg tror de ere bedst tjente med, at jeg fortier. I Heibergs Nærværelse virkede dog hans Personlighed saaledes paa dem, at de ikke saa lige vovede at give deres barnagtige Forbitrelse Luft, men des kraftigere skete det paa hans Bag. Værre gik det dog Oehlenschläger en Gang, da han ønskede at læse et af sine Arbeider op for dem. Phister, hvem Stykket mishagede, sad paa den skaanselløseste Maade og gav sit Mishag tilkjende ved Gebærder og Miner. Jeg var nærværende, og dette Brud, ikke alene paa Digteren, men paa Agtelse for den gode Tone, smertede og saarede min Følelse, saa at jeg ikke kunde lade være ved Miner at give Phister tilkjende, at jeg bad ham holde inde dermed. Men hvor forlegen blev jeg ikke, da han ganske høit over Bordet udbrød som Svar paa min tause Bøn: "De vil da vel ikke forlange, at man skal være opmærksom ved det kjedelige Stykke?" Hvilken Virkning denne Replik gjorde paa Digteren, veed jeg ikke, thi jeg vovede ikke at se op; men det veed jeg, at jeg inderlig bedrøvet kjørte hjem. Jeg havde nu engang vænnet mig til at dele disse Menneskers Hæder og Skam. Henimod et Aarstid varede disse uhyggelige Læseprøver, da Heiberg anmodede Directionen om atter at lade dem bortfalde, saasom de jo under saadanne Omstændigheder vare til ingen Nytte. I Tiden mellem denne Begivenhed og det nærværende Tidspunkt, hvor han midlertidigt havde overtaget Sceneinstructeurposten, var det gode Forhold mellem ham og Skuespillerne atter kommet istand, saa det lille 124 Sammenstød var glemt - af ham - men jeg tilstaar, ikke af mig. Deres Opførsel ved den Leilighed havde givet mig et Indblik i deres Indre, som jeg havde vanskeligt ved at forvinde. Det smertede mig derfor, at Heiberg nu som Sceneinstructeur atter skulde komme i Berøring med deres Lidenskaber, til hvilket jeg fandt ham meget for god. Men herved var nu Intet at gjøre, han havde samtykket i Directionens Anmodning, og han satte nu tre Stykker i Scenen, nemlig " Slaget ved Marengo ", " Romeo og Giulietta " (et lille originalt Lystspil, som var en Parodi paa Kjøbenhavnernes Enthousiasme for det italienske Operaselskabs Medlemmer) og " Ørkenens Søn ". Saa meget det end laa Skuespillerne paa Hjerte at finde noget at udsætte paa hans Arrangement af disse tre Stykker, saa var det dem dog ikke muligt at udpege noget, hvorpaa de kunde hænge deres Hat, som man siger, og dette blev derfor opgivet; men hvad der ikke blev opgivet var, at En af deres Midte burde have Posten ligesom tidligere; thi blev denne en Gang besat med en Mand udenfor Skuespillerstanden, vilde det være vanskeligt atter at faa den tilbage.

✂ Man havde ofte følt Ulempen af, at en Skuespiller var Sceneinstructeur, da denne jo ofte maatte være med i Maleriet, i Stedet for at staa udenfor det for at kunne betragte det Hele i sin Totalitet. Men kunstneriske Hensyn maa ofte ved et Theater vige for personlige Interesser. Efter at Heiberg havde viist, han formaaede at udføre, hvad han havde paataget sig, erindrede han Directionen om, han kun havde paataget sig dette Hverv midlertidigt, og bad den være betænkt paa at vælge En til Embedet for Fremtiden. Valget faldt paa Professor Overskou, hvilket ikke laa i Skuespillernes Plan. Misfornøielsen fortsattes altsaa, og efter nogen Tids Forløb trak ogsaa han sig tilbage. Nu blev, for Husfredens Skyld, Skuespiller Nielsen valgt, og da var Alt godt, undtagen - Sceneinstructionen; thi herom vare Venner og Fjender enige, at en slettere Sceneinstructeur end ham havde Theatret neppe eiet. Daglige Klager, Forbitrelser og Haan lød fra Alle Læber over hans Virksomhed; men han var en Skuespiller, og dette opveiede alle andre Hensyn for denne ærekjære Stand.

✂ 292,26-293,2. I Lessings... Grimace.: Indsat i IB ca. 1876-78.

✂ 294,34. med Virkelighed.: Herefter har A. D. J. i IC overstreget: Men lige saa sikkert som jeg veed, at dette ikke var Tilfældet med mig, lige saa sikkert tør jeg svare for Hr. Holst. Jeg tog mig derfor ikke i mindste Maade dette Rygte nær, thi Uskyldigheden er freiclig; tvertimod gav det Anledning til megen Spøg og Raillerie fra min Side: Publikum gjorde Illusion til Virkelighed - kunde Hr. Holst og jeg ønske større Virkning af vort Sammenspil?

✂ Det flg. har Fru Heiberg formentligt selv overstreget: Vi levede denne Vinter temmelig stille i vort Hjem og saae kun af og til vore nærmeste Venner foruden en Del Reisende, som opsøgte os her. Døden berøvede mig dette Aar min mangeaarige Ven og Beundrer, Commandeur Wulff. Han saae mig spille sin sidste Aften i "Den første Kjærlighed" af Scribe og blev baaret 125 døende ud af Theatret ved Stykkets Slutning. Kort iforveien havde han sagt til mig: "Min bedste og reneste Følelse, jeg har havt i Livet, har jeg havt for Dem." Med Sorg hørte jeg, at han var død - dog, i Ungdommen bærer man Tabet af en hengiven Ven ubegribelig let; man har endnu saa mange tilbage og tror i sit Overmod, at mange kunne komme til. Først i Aarenes Rækker mærker man, at de tabes let, men erstattes vanskeligt.

✂ Herefter er i IC tænkt indskudt flg. fra MS til 2. Del flyttede, ca. 1864 forfattede Omtale af Weyse; den findes i IB saa vel i Originalen som i Kriegers Afskrift, efter hvilken sidste den her gengives: I October 1842 havde Fædrelandet og vi den Sorg ved Døden at miste Weyse. Alt i længere Tid havde Weyse lidt af et asthmatisk Onde. Han havde kiget lidt ind i Lægevidenskaben, som næsten i alle Videnskaber, thi hans Aand, hans udmærkede Dannelse gjorde det let for ham at se sig om til alle Sider, og hvad han end befattede sig med, kunde man være vis paa at høre interessante Bemærkninger herom. Paa een Gang Philosoph og Kok, Musiker og Maler, Kobberstikkjender og Mineralog, Læser af strengt videnskabelige Værker og den letteste Romanlitteratur, hvis Forskruethed gav ham Stof til Latter og Ironi, havde han et overordentlig aabent Øie for ægte Comik og en dyb religiøs Følelse, Egenskaber, der gjorde Weyses Omgang høist underholdende og lærerig. Tysk af Fødsel var han i den Grad bleven Dansk, at ingen Indfødt slog dybere Rødder i vor Poesi, vor Folkeaand, vor Nationalitet end Weyse. Mangfoldige Gange har jeg hørt ham med stort Lune gjøre sig lystig over Tyskernes Føleri og Sentimentalitet. Til Goethes Digte i Werther 1) havde han f. Ex. sat Melodier, saa comiske, at jeg vilde se den, hvis Lattermuskler ikke kom i Bevægelse, naar Weyse ved Claveret foredrog dem. Stakkels Weyse! Han ironiserede altid over Kjærligheden, fordi han selv havde gjort saa bitre Erfaringer i Amors Rige, Erfaringer, der vist vare Skyld i, at han aldrig giftede sig. Hans kjærlige Hjerte maatte dog have noget at slutte sig til, og han tog et ungt Menneske til sig, hvem han var den kjærligste og mest opofrende Fader; efter at denne giftede sig, optog han dem Alle, Mand, Kone, Børn i sit Hjem 2). Hans deilige Compositioner, saa vel religiøse som verdslige, bør aldrig uddø, saa længe der gives danske Tunger, der kunne synge dem. Efter hans Død saae han i den Grad levende og uforandret ud, at alle de Tilstedeværende, hvorimellem Heiberg, syntes, at det var uhyggeligt at jorde denne sovende Weyse, paa hvem Dødens Komme intet Kjendemærke havde sat.

✂ Den 4de Marts 1843 var en Mindefest paa det kongelige Theater for Weyse. Heiberg havde skrevet Prologen, som jeg fremsagde, en Gjerning jeg nødig gik til, thi slige Sørgefester paa Theatret have altid været mig i høieste Grad imod. Gravhøitider høre ikke hjemme paa Theatret, hvor de altid forfeile deres Virkning. At vække en Rørelse, hentet fra Virkeligheden i *1) Werther har Fru Heiberg i Originalen overstreget ca. 1876-78. *2) I Kriegers Afskrift er en bølget Blyantstreg sat over de sidste 7 Ord, maaske som Overstregning. 126 Kunstens Tempel, er omtrent det Samme som at lade et Maleri concurrere med Naturen, det er at forene, hvad der bør holdes adskilt. I et Theater skal der grædes over Kunst og ikke over de virkelige Sorger, og her var en virkelig Sorg, dybt følt af alle Weyses Venner, og disse vare ikke faa. Heiberg satte overordentlig Pris paa Weyses Musik, navnlig paa hans Romancer. Det rene romantiske Præg, som han formaaede at give de alvorlige Romancer, uden al Tilsætning af trykkende Rørelse, faldt ret i Heibergs Smag. Derfor var den franske Romance ham den kjæreste, den tyske Überschwänglichkeit i Følelsen gjorde ham kold og opvakte hans Vittighed og Ironi 1). Men hvad Heiberg fremfor Alt beundrede hos Weyse, var hans Evne til at læse en Text, hans mageløse Declamation. Og i Sandhed, Ingen overgaar Weyse i denne Kunst. Om hans Romancer, om saa godt som Alt, hvad han har componeret 2), kan man sige, at de ere "en tæt Forening af Ord og Toner". Mange Venner sørgede ved hans Død, thi han var værd at have til Ven.

✂ 295,20. Tilbederinder: Herefter i IC flg. Linie, som formentlig er udgaaet, i Korrekturen til 1. Udg.:, og Byen var fuld af Eventyr, som gjorde de danske Damers Anstand liden Ære.

✂ 296,23. ikke er det?" -: Herefter i IC nogle Linier, som antageligt er slettet i Korrekturen til 1. Udg. I IA, hvor de er noget udførligere, lyder de: "Man siger", svarede hun, "at hun har havt et Barn udenfor Ægteskabet."- "Det Samme siger man jo i denne Tid om en af vore Hofdamer. Vil De da heller ikke mere omgaas hende?" spurgte jeg. Hun blev bleg og næsten zitrende af Vrede; jeg lod som om jeg ikke bemærkede dette, men.

✂ 296,26. trak sig tilbage.: Herefter findes i IC flg. Linie, som antageligt er udgaaet i Korrekturen til 1. Udg.: Hun gik, og jeg troede aldrig mere at skulle se samme Dame, men hun gjentog dog sine Besøg hos mig efter nogen Tids Forløb.

✂

II. BIND

✂ 9,1-17. Saa lad... gjengive Eder!: MS til denne Fortale i II A er uden for Pagineringen og næppe det først skrevne. Overskriften: Beslutningen om at fortsætte mit Levnet, er ikke taget med i Afskrifterne. Øverst paa Siden staar: 1864, hvortil Krieger har føjet: Aug. I Marginen paa den Side, der følger efter Indledningen, har Fru Heiberg skrevet: atter begyndt paa mit Levnet d. 3. August 1864 3) efter en Pause paa henved 6 4) Aar.

✂ 9,3-5. Lad mig... Stemning.: Indføjet i IIB ca. 1876-78. Ordene hine Aar er dog indsat i IIC af A. D. J. i Stedet for 1855, hvilket Aarstal Fru Heiberg senere end i 1878 har sat i Stedet for 1856.

*1) Herefter er i Fru Heibergs MS overstreget: Næst efter Mozart var Boieldieu hans kjæreste Componist, af de nyere Componister. *2) Følgende Ord i Fru Heibergs MS har Krieger ikke taget med: med Text under. *3) 1864: Fremkommet ved Rettelse fra: 1869. *4) 6: Saaledes rettet fra et Tal, der ikke kan læses. 127

✂ 9,13. 1855: Af Fru Heiberg i IIB senere end 1878 rettet fra: 1856.

✂ 9,17. gjengive Eder!: Herefter i IIB overstreget, formentlig slutteligt 5/4 1887: I de lykkelige Tider gjælder det at indsamle Resignation for at have noget at staa imod med, naar Lykkens flygtige Gudinde vender os Ryggen, at ikke den uundgaaelige Gjæsts Komme skal overraske og knuse os. I Dag Jubel, i Morgen Kulde, Glemsel. Ethvert Menneskeliv gjennemgaar i det Smaa Herrens Hosianna og efter dette Raabet: Korsfæst! I Lykken gjælder det at frygte, i Modgangen at haabe, og i det Ene som i det Andet, " at være beredt"! Denne Var. samt det flg. (S. 9,18-25,22) har i IIA uregelret Paginering, hvad der tyder paa, at disse Partier ikke opr. havde denne Plads.

✂ 10,1-2. "Det var dog en Lykke at have Børn,": Saaledes er Ordene formet af Krieger i IIB, formentligt med Fru, Heibergs Godkendelse (hun har gjort en Tilføjelse i samme Punktum). IIA har: "Det var dog rart at have Børn,".

✂ 10,18. I ikke faa Aar: Saaledes har Fru Heiberg i IIB ændret de af Krieger formulerede Ord: Alt i længere Tid. IIA har: Alt i mange Aar.

✂ 10,32-33. min daglige Tilværelse, min Arbeidsdrift: Disse Ord er i IIA sat i Stedet for de overstregede Ord: mit Liv.

✂ 10,36-11,24. Alt i... kommet.": Indsat i IIB i Tillæg (Originalen fra ca. 1876-78 i IIA). Herefter findes i IIA og IIB flg. Afsnit om det barnløse Ægteskab, om hvilket Krieger i IIA har noteret: "udeladt d. 28. Mai 1885". Besynderligt nok er det min Erfaring, at de lykkeligste Ægtefolk, jeg har kjendt, have været uden Børn. De ere ligesom stærkere henviste til hinanden; Kjærligheden fordeles ikke mellem Flere. Børn ere et Baand mellem Forældre, dette er visseligt sandt; men dette Baand giver ofte Leilighed til Uenighed i mange Retninger. Mellem de forskjellige Anskuelser findes ofte en stærk Brydning med Hensyn paa Børnenes Anlæg og Optugtelse. Man hører ofte den Ytring af Manden: "Min Kone gaar ganske op i Børnene". Det er denne ganske Gaaen op i Børnene, der, hvor elskværdig den end er, ofte er en Klippe, hvorpaa mangen en Moder strander, til Skade for det huslige Livs Ro, Skjønhed og Lykke. Hvor ofte ser man ikke en yndig ung Pige, elegant, zirlig, i Besiddelse af al den Erotik, der tiltrækker Manden, et Aar efter Brylluppet kastende Alt, som udgjorde hendes Fortryllelse, bort. Blufærdigheden lige overfor hendes Ægtefælle byttes med en Matrones Holdning; det elegante i Klædedragt, i Optræden lægges af som noget, der kun er Forfængelighed at holde paa. Hun er Moder og mener, at Erotik og hun ikke længere have noget med hinanden at gjøre. Stakkels unge Moder! Inden du aner det, er din Ægtefælles forelskede, ridderlige Tone forandret til en Husherres fortrædelige Brummen over al den Uro, som gjør, at han enten opsøger en fjern Krog i Huset, hvor han i Stilhed kan sysselsætte sig, eller søger andre Huse, hvor Fred og Orden virker velgjørende paa Sindet. Heiberg og hans Moder frygtede aabenbart for, at Husets Orden og Hyggelighed skulde lide Skaar ved Tilvæxt af Børn, og derfor syntes de, at det var bedst, at Alt forblev, som det var. Unegteligt er det en ganske egen Tilslutning, der kan finde Sted mellem Ægtefæller uden Børn. Her gjælder virkeligt Ordet: min Halvdel; Alt 128 concentreres i denne ene Følelse. Men lige saa vist er det, at skal et Ægteskab være lykkeligt uden Børn, da kræves det, at to Mennesker ere forbundne med hinanden, der i Eet og Alt høre sammen i Aand og Sandhed. Det er en Prøve at kunne fore et Samliv, ædelt, skjønt og fyldigt, uagtet Børnene mangle; gjerne indrømmer jeg, at de fleste Ægteskaber vilde være aldeles tilintetgjorte, hvis ikke Baandet mellem Forældre og Børn holdt dem sammen; men hvor et Menneske virkeligt har fundet sin Mage, der er denne Tilvæxt i Lykke ikke nødvendig. Jeg gjentager, at de lykkeligste Ægteskaber, de mest ideale, har jeg fundet, hvor der ingen Børn var. Private Familier tør jeg ikke nævne, men Ægteskaber som Rahbeks, Ingemanns! Saadanne har jeg kun fundet, hvor en Mands og en Kvindes hele Rigdom var deres gjensidige Uundværlighed for hinanden.

✂ I Olsens ypperlige Biographi af Poul Møller findes et Brev fra Fru Rahbek til Fru Poul Møller, hvori hun glæder sig over, at Poul Møller har fundet sin Betty, over at hun her ser et Par, som er Magen . "Det gaar mig virkelig med Eder", skriver hun, "sans comparaison, som Bondekarlen med Sølvspænderne. Han havde nemlig kjøbt sig et Par Spænder, han forresten slet ikke trængte til, blot for den sjeldne Omstændigheds Skyld, at de vare magen , hvilket han saa godt kunde lide. Thi det er virkelig noget saa sjeldent, at det, der skal være Mage, ogsaa er det, saa man maa vel blive rørt, naar man finder det. Af det Umage har jeg desværre seet altfor meget i mine Dage, og vil vist vedblive at see det, saa længe jeg lever" 1). Ja, sandelig er det saare sjeldent at se Ægtefolk, som tilfulde danne et Par og ere Magen . Udtrykket Ægtemage klinger ofte som bitter Ironi. Mange Ægtefolk ere ligesom to Handsker, men begge til een Haand, der aldrig kan blive Magen, snart to til høire, snart to til venstre Haand, men Magen søger man forgjæves efter. For at blive i Lignelsen, kunde man sige, at Manden bør være den høire Handske, Konen den venstre; men i mange Ægteskaber, hvor man ikke kan negte, at Ægtefolkene udgjøre et Par, idet der er en høire og en venstre Handske, ser man, at Manden er den venstre, Konen den høire; og endelig ser man ogsaa undertiden, at Manden vel er den høire og Konen den venstre, men denne høire er en Vante, og den venstre er en zirlig Balhandske, saa der kommer alligevel intet Par ud af denne Dobbelthed. Denne Lignelse kunde spindes ud i det Uendelige, men da den ligger saa nær, vil jeg overlade det til Enhvers egen Phantasi at gjøre Billedet anvendeligt hver i sin Kreds.

✂ 14,14. døde han.: Herefter er i IIC overstreget, antageligt af A. D. J.: Da Døren lukkedes efter ham, var jeg rørt og bevæget og bad ret til Gud for ham. Ved hans Død havde jeg atter tabt en hengiven Ven, en varm Tilskuer, hvis Tak ofte havde opmuntret og glædet mig. Hisset blev man rigere paa et elskende Hjerte, her fattigere.

✂ 14,35. imidlertid kun Lidet: saaledes har A. D. J. i IIC ændret Teksten fra: intet i Gjerningen.

*1) Se Kamma Rahbeks Brev af 25/4 1828 i F. C. Olsens Biografi af Poul Møller i "Efterladte Skrifter" III (1843), 85 ff. 129

✂ 14,35-36. en Beskytter i ham.: Herefter har A. D. J. i IIC overstreget: Alt Fremmed, Alt Udenlandsk skjænkede han sin kongelige Naade og Gunst, men hans egne Undersaatter mærkede ikke Noget til hans særegne Naade og Beskyttelse.

✂ 15,30-31. Ikke strax... herfor;: Indskudt i IIB ca. 1876-78.

✂ 17,16. umuligt andet.": Herefter er i IIB overstreget: Disse Ord gjorde ret et hyggeligt Indtryk paa mig. Jeg var ubekjendt med, hvorledes dette Ægtepar egentlig havde det sammen, disse Ord af ham syntes mig at være saa smukke, saa hjertelige, at jeg ret glædede mig over deres Lykke. De gjorde Indtryk paa mig, og derfor har jeg beholdt dem ordret i min Hukommelse. Herefter er flg. Tillæg, fra ca. 1876-78 overstreget (Originalen er i IIA): Jeg vidste nu, at dette Bekjendtskab vilde blive mig til virkelig Glæde; thi jeg har aldrig kunnet føle mig tilfreds og hyggelig tilmode i et Hjem, hvor Kjærligheden manglede imellem Husets Beboere. Man har ofte sagt mig, at jeg gik for vidt i min Fordring hertil, og unegteligt stillede jeg denne, selv i almindelig selskabelig Omgang. Maden smagte mig ikke, Vinen forekom mig sur, naar jeg i et saadant Hjem sporede Dissonancer, der havde jaget Husguderne paa Flugt. "Hvad vedkommer Dissonancerne i et fremmed Familieliv Dem!" hørte jeg ofte ytre. Jo, de kom mig ved. Jeg kunde ikke for det, men det knugede mit Sind at skulle modtage Gjæstfrihed, Husets Gaver og betragtes som en af Husets Venner uden at kunne hjelpe paa dets Brøst og Bræk. Det pinte mig at se hos Husets Medlemmer Smil og Venlighed, naar jeg troede at opdage, at der bag disse laa Bitterhed og Uoverensstemmelse i det daglige Liv. Festligheden i et saadant Hjem forekom mig som en stor Usandhed og berøvede mig alt Humeur. Herefter er ca. 1876-78 i IIB overstreget en Fortælling om en 9aarig Dreng, Søn af Gaardmanden, som under Sommeropholdet i den Hallske Gaard fattede en lidenskabelig Kjærlighed til Fru Heiberg, hvad der gjorde hende meget ondt. Endelig er smst. overstreget flg. lille Historie om Halls 4aarige Søn, Oluf: Ved at komme ind paa disse Barnehistorier, erindrer jeg, hvorledes Halls lille Oluf en Dag rørte Heiberg og mig. Vi saa ham staa i Haven stirrende op i Himlen. "Hvad staar du og ser paa, lille Oluf?" spurgte Heiberg. "Jeg tænker paa," svarede den Lille, idet han saae helt fordybet ud, "at hvis Bedstefader virkelig er oppe i Himlen, som Moder siger, saa kunde han dog gjerne stikke et Ben ned, for at jeg kunde se ham."

✂ 18,1-20,20. Kapitlet om Fru Sødring er iflg. Kriegers Paategning et Indskud i IIA.

✂ 20,17-20. Mere end... Jacinthes Rolle.: Disse Linier er i IIB sat i Stedet for flg. smst. ca. 1876-78 stærkt gennemrettede Stykke: Jeg skulde derfor slet ikke have omtalt denne Sag, hvis jeg ikke til min Overraskelse 25 Aar efter læste i hendes Biographi af Overskou i den illustrerede Tidende 1), at det var det Nielsen'ske Hus, hun skyldte Valget af sin første Optræden. Jeg spurgte Overskou, hvorfra han havde denne feilagtige Beretning, og han svarede: *1) Se Ill. Tid. IX (1867), Nr. 424.130 " Af hende selv." I en Samtale jeg senere havde med hende, vedgik hun, at O. havde det af hende selv, da hun ikke erindrede andet 1). Dette være nu, som det være vil, Tingen er ikke saa vigtig, hvem Ideen kom fra, men mig gav denne Sag paany Anledning til mange Betragtninger, som jeg senere kommer til, over hvad jeg kalder Skuespillerglemsel, denne Glemsel, som saa ofte har fremkaldt de smerteligste og bitreste Følelser hos mig. Denne utrolige Forglemmelse af Venskab, af Begivenheder, som man skulde tro vare uudslettelige, af Taknemmelighedsfølelse, af Andres Færd mod dem og deres egen Færd mod Andre, alt eftersom det passer ind i Øieblikkets Stemning, i den løbske Phantasis Evne til at gjøre Hvidt til Sort og Sort til Hvidt og selv at tro paa Sandheden af disse Phantasiens Gøglebilleder. Herefter fortsatte almindelige Betragtninger over Venskabsforhold.

✂ 20,22-28,21. I nogle... Tragedien.: Den oprindelige Paginering (1-4) tyder paa, at dette Kapitel har indledt IIA, der i saa Fald næppe er paabegyndt før M. Wiehes Død d. 31. Oktober 1864. Fru Heibergs senere Opdagelse, at det ikke var i Sæsonen 1842/43, men 1841/42 Wiehe fik sin første betydelige Elskerrolle, har øjensynlig medført Kapitlets Overførelse til 1. Del (Sille Beyers Afskrift S. 541), hvorfra det (if. en Notits af Krieger i IIB) ca. 1868-69 er flyttet til IIA som Indskud.

✂ 20,26. dette ganske... Menneske: Indskudt i IIB ca. 1876-78 i Stedet for: han.

✂ 21,23-24. Januar 1842: Saaledes har Krieger i IIB ændret Teksten fra IIAs: Saisonen 1841-42, der er fremkommet ved Rettelse fra: Saisonen 1842-43.

✂ 22,14. min Opmuntring: Herefter er i IIB overstreget:, og som han ofte sagde, især til min. Nødvendigheden gjorde, at man maatte ty til hans Medhjælp i mere end et Stykke. Jeg glædede mig inderligt over hans Fremskridt, som jeg og endnu kun jeg saae. I Stedet er indsat: Til min... er gyselig." (S. 22,14-23,39) i Form af Tillæg, dels ved Krieger, dels ved Fru Heiberg, det seneste Parti antageligt i 1888.

✂ 24,20. tilfredsstillende".: Herefter er i IIB ca. 1876-78 overstreget: Maaske mangen En studser ved, hvad jeg her meddeler, men da det er den rene Sandhed, vil jeg ikke skjule den, men give den som et Argument for min Paastand, at Dømmekraft var ikke det, der udmærkede Anna Nielsen.

✂ 25,25-26,2. Her begyndte... Leiligheder.: Indskudt i IIA i Marginen ligesom flg. af A. D. J. i IIC overstregede Ord: Ulykkelig den, som kun har *1) læste i... erindrede andet: Disse Linier er indsat ca. 1876-78. De opr. (i IIA) lyder: erfarede, at hun tillagde dels det Nielsen'ske Hus og især Hr. Høedt - der dengang var en ung Student - det, som hun ene og alene skyldte mig. Ved at tale til hende herom vedgik hun Ord til andet alle de Detailler, jeg her har fortalt, men vedblev, at hvad hun havde meddelt dem, der ved hendes 25 Aars Jubilæum fremstillede Gangen i hendes Theaterliv, dog var sandt, at Høedt var den første, der havde givet hende Ideen til Jacinthes Rolle.131 Menneskenes Erindring at trøste sig ved. Det efterfølgende Stykke: Da jeg... Theatret." er indheftet smst. som Tillæg til det foregaaende. I L.32 stod der opr. ikke: faa Dage efter, men: i 1864.

✂ 26,2. Udbrud i Theatret.": Herefter er i IIB overstreget flg. Indskud i IIA: Denne Tale om Wiehes første Triumph i "Aladdin" skriver sig fra Overskous Theaterhistorie, og flg. Indskud i IIB fra ca. 1876-78: men hvem havde instrueret Overskou i denne Sag?

✂ 26,3-12. Hertz's... forlod ham.: Indsat i IIB i Tillæg.

✂ 27,29-39. Jeg erindrer... efter ham!": Indsat i IIB. (Sml. Var. til II, 195,4).

✂ 28,13-15. I Aarenes... at opflamme: Af dette har A. D. J. i IIC indsat Ordene: og det nye Liv, han bragte med sig, Resten er et Indskud i IIA i Stedet for flg. overstregede opr. Linie: Theatrets Tilvæxt af Wiehe 1) opflammede.

✂ 28,16. været svækket.: Herefter har A. D. J. i IIC overstreget: Et nyt Liv for mig ved Theatret gjorde, at jeg tog fat paa min Virksomhed med gjenvakt Interesse. Sml. foregaaende Variant.

✂ 30,35-31,4. Men det... den Sang?": Indskudt i IIB ca. 1876-78. Herefter er Citatet fra Thiele tilføjet med anden Haand, maaske Hauchs.

✂ 31, 7. jeg ikke.": Herefter er i IIB overstreget: Man ser af disse Historier, hvad Formen har at betyde hos et Menneske. Alle kjendte dem, men Ingen saae heri andet end den naive Kunstner, der som et Barn sagde Ja og Nei efter den øieblikkelige Stemning; thi Formen, den ydre, var altid mild og rolig, og det faldt Ingen ind, at der bag denne milde, rolige Form skjulte sig et skarpt Omdømme.

✂ 31,10. jeg Brev: Herefter har alle MSS: paa Brev.

✂ 31,14-15. kastede jeg det: Herefter i IIB overstreget: foragteligt.

✂ 32,38. Album: Saaledes skriver Krieger i IIB. IIA har: pragtfuldt rødt Fløielsalbum.

✂ 33,13. det skjønne Hoved: Saaledes har A. D. J. i IIC ændret Teksten fra: hans Jupiterhoved.

✂ 33,28. en adelig Godseierfamilie: Saaledes er Teksten formentligt i Korrekturen til 1. Udg. ændret fra: en af de saakaldte fornemme Familier fra Landet.

✂ 33,30. om Sommeren.: Herefter flg. i IIB, uvist af hvem, overstregede Ord: Fornemheden bestod forresten kun i en Barontitel; den egentlige Fornemhed mærkede man intet til.

✂ 38,5. ikke dem?: Her er i IIB ca. 1876-78 skrevet, men senere atter overstreget: Her Beskrivelsen om Heibergs Moder taget ud af Fortalen til hendes Værker 2).

✂ 38,20. et Stykke: Herefter er i IIB ca. 1876-78 overstreget:, som, Gud *1) I Stedet for disse Ord havde Fru Heiberg først skrevet, men atter overstreget: Wiehes Nærværelse. *2) Sml. Fru Gyllembourg-Ehrensvard: Samlede Skrifter, 2. Udg. I (1866), 6-18.132 bedre det, Heiberg for at slippe fri for min Broders Anmodning om at skaffe ham et, selv havde raadet ham til at tage, et Eenaktsstykke.

✂ 38,27. Valget: Saaledes har Fru Heiberg i IIA rettet Teksten fra: Heibergs Raad.

✂ 41,21. hans Moder: Herefter er i IIB ca. 1876-78 overstreget:, med Martensen, med Andræ.

✂ 44,31. med ham.: Herefter er i IIB ca. 1876-78 overstreget: Jeg kjendte denne unge Herre personligt og fandt, at det havde været ridderligere, galantere, mere aabent, om han havde sagt mig, at han tog sin Hund med sig, end at lade mig gaa og lede efter den. Jeg kunde i det Hele taget ikke begribe, at en Herre ønskede at beholde en Hund, der saa umiskjendeligt havde lagt for Dagen, at dens Troskab, dens Hjertelag ikke var hos ham, men hos en Anden. En nær Paarørende af samme unge Herre skrev mig nu nogen Tid efter et Brev til og beklagede alle de smaa Sammenstød, denne Hund havde forvoldt; Hundens Herre havde nu endelig paa Andres Anmodning givet sit Samtykke til, at jeg raaatte beholde den, men paa den udtrykkelige Betingelse, at jeg skulde skrive ham til og bede ham om Hunden. Dette vilde Heiberg paa ingen Maade tillade, og jeg selv fandt og, at denne Form var stødende; der blev altsaa Intet af.

✂ 47,14-15. Paa Suhrs... kom Suhr: Disse Linier er i IIB ca. 1876-78 indføjet i Stedet for flg. Afsnit, ud for hvilket Krieger i Marginen (i IIA) har skrevet: "Foreløbigt udeladt":

✂ De senere Aars Flytningskvaler havde gjort, at den Tanke alt i flere Aar havde spøget i min Hjerne, hvor herligt det vilde være, om man kunde bygge sig et Hus, om end aldrig saa lille, hvor man ikke behøvede at frygte for at siges op. Jeg havde ofte talt med Tscherning om denne min Phantasi, og jeg havde hertil forelsket mig i en af de Pladser paa Gammelholm, der vender ud mod Vandet. Tscherning mente, at det ikke var saa umuligt at realisere denne Plan. "Her er Folk nok," sagde han, "som med Glæde vilde sætte deres Penge i et saadant Hus for Dem, og De kunde da afbetale dem med, hvad De nu giver aarligt i Husleie, som jo slet ikke er saa lidt; Suhr f. Ex.," sagde han, "vilde, det er jeg vis paa, med stor Glæde hjælpe Dem til Planens Udførelse; for ham var det jo en stor Bagatel, og han kan jo lige saa godt sætte sine Penge heri som i saa meget Andet." Jeg forstod mig paa at omgaas med Penge til dagligt Brug, men større Tosse end jeg i Alt, hvad slige Pengeaffairer angik, fandtes vel neppe, saa det virkeligt ikke faldt mig Andet ind, end at hele denne Sag var ganske simpel baade for Suhr og for mig, og i min Iver begik jeg nu, i al Frimodighed og Naivetet en skammelig Gjerning. Jeg kjendte Heiberg og vidste, at alt sligt Nyt, som medførte nogen Uleilighed, vilde han strax afvise, medens han glædede sig over det, naar alt var fixt og færdigt. Hvor vilde han ikke blive glad, tænkte jeg, naar dette Hus er færdigt, hvori jeg havde tænkt paa saa mange Bekvemmeligheder og Behageligheder for ham og for hans Moder. Spørger jeg ham, om jeg maa gjøre noget Skridt i denne Sag, siger han strax Nei, men er den ordnet, bliver han glad.

133

✂ Saaledes tænkte jeg og gik derfor en Dag op til Fru Suhr og meddelte hende min Plan. "Tal med Suhr selv herom," sagde hun; "jeg skal hente ham ind til Dem," hvorpaa hun et Øieblik forlod Værelset, men kom strax tilbage. Lidt efter traadte den høie, magre Mand med det stramme hvide Halstørklæde og den noget kolde, strenge Mine ind. En Følelse sagde mig i dette Øieblik, at jeg nok havde været noget for hurtig i at iværksætte denne Gang, og jeg ønskede, at jeg atter var vel ude ad Døren; thi det kneb for mig at komme frem med mit Andragende. Jeg forklarede ham nu mit Ønske og Maaden, hvorpaa jeg mente at kunne afbetale den Sum, som Huset vilde komme til at koste. Da jeg havde udtalt, svarede han: "Denne Plan lader sig vel iværksætte, og det skal være mig en Glæde at bidrage Mit dertil; Alt kommer nu an paa, om det er muligt at faa en af de Grunde, som De ønsker." Efter nogen Conversation om andre Genstande gik jeg, forsaavidt glad og let om Hjertet, bort. Jeg havde ved min Hjemkomst ikke strax Mod til at fortælle Heiberg min dristige Gang; forunderligt nok var det slet ikke faldet mig ind, at han egentligt kunde blive vred herover, før jeg sad lige overfor Suhr og fremsatte mit Ønske. Da jeg om Aftenen sad ene i Sofaen med Heiberg i vor sædvanlige Nattesamtale, rykkede jeg frem med min Formiddagsbedrift. Men, ak I Guder, hvor blev han vred! Han sagde, at han aldrig havde troet, at jeg kunde gjøre et saa taktløst Skridt. En Dadel af den Natur kunde jeg mindst taale, og jeg udgjød mange Taarer for min overilede Gang. Dagen efter kom Tscherning til mig og sagde: "Veed De, hvor jeg har været i Dag? Suhr og jeg have gaaet og set efter en Grund til Deres Hus, men jeg er bange for, at en saadan, som De ønsker, ved Vandet og med en Plet Jord til Have, ikke vil kunne erholdes." "Ak," sagde jeg, "tal ikke mere herom; thi Heiberg er meget vred over, hvad jeg har gjort, og selv om en Grund fandtes, kan der Intet blive af". Det lignede ganske Suhrs Hurtighed i Forretningssager strax at gjøre Skridt for at opfylde, hvad han havde lovet. Suhr aflagde os nu et Besøg i Selskab med Tscherning for at tale videre om Planen, og jeg maatte nu finde mig i, at Heiberg undskyldte min uoverlagte Plan og det Skridt, jeg havde gjort i denne Sag uden hans Vidende. At dette skete med den Finhed, som var uadskillelig fra Heibergs Væsen, behøver jeg ikke at tilføie, især ikke for dem, der personligt have kjendt ham. Og hermed var min Phantasi om at eie Hus og Have skrinlagt.

✂ 47,27. om sine Interesser: MSS har: om sine Forhold, om sine Interesser.

✂ 50,15-16. Endvidere var... i Besøg: Disse Ord er indføjede af A. D. J. i IIC, i Stedet for flg. antageligt af Afskriveren glemte Linier: Dernæst en ung Broderdatter af Suhr, Pauline Suhr, en smuk, forstandig Pige, som desværre kun levede i faa Aar endnu.

✂ 55,4. saadant Sted.: Herefter er i IIB ca. 1876-78 overstreget: Denne Følelse havde jeg, en Følelse, som Heiberg og hans Moder kaldte overdreven Ømfindtlighed.

✂ 56,39. dig igjen!: Herefter er i IIB ca. 1876-78 overstreget: Men hvad dig angaar, min bedste Hanne," vedblev hun, "i dit Sted vilde jeg ikke 134 bryde mig det Allermindste om alt det Vrøvl; Suhr er jo Herre i sit Hus, og hvad han tillader Eder at nyde af hans Gaver, det vilde jeg nyde og forresten lade Ægtefolkene afgjøre Resten mellem sig selv." Ja, men dette formaar jeg ikke, jeg pines i Stilhed af al den Misklang, som findes indenfor disse Mure.

✂ 59,9. Du er kjendt : Herefter er i IIB overstreget ca. 1876-78:, selv alle dine Hovedhaar ere talte. Hvor er det dog en Trøst, at der er En, der kjender os, kjender os fuldstændigt, En, der kjender vore rene Hensigter, vor Uskyldighed under mangen Forurettelse, vore Anstrengelser i at ville det Gode! En, der kjender vor Anger, vor Taknemmelighed, vor Salighed, naar vi have en Fornemmelse af, at han har tilgivet En, til hvem vi haabe engang at kunne sige:

✂

Du veed, jeg elsker Dig!

Og maatte det med Graad end skee,
At saadant Svar jeg gav,
Saa vil Du riaadig til mig see,
Og tørre Taaren af;
Ja, naar kun Du, som alting veed,
Hos mig kan finde Kjærlighed
Og kjende mig iblandt Din Flok
Som Din, saa har jeg nok! 1)

✂ 59,29. bleven saa: Herefter er i IIB ca. 1876-78 overstreget: ukjærlig, saa.

✂ 60,7. Fortrolighed: Dette Ord maa være indsat af A. D. J. i Korrekturen til 1. Udg. i Stedet for MSSs: Kjærlighed.

✂ 60,33. læste Uveir.: Herefter er i IIB med Blyant overstreget flg. Stykke, uden for hvilket der i Marginen staar NB (maaske ved Hauch): "Det var en herlig Tur", sagde Heiberg. "Har De, Frue, ikke ogsaa benyttet det smukke Veir og kjørt Dem en Tur?" Med zitrende Stemme og ingenlunde Herre over sig selv sagde hun: "Naar De skal kjøre, saa maa jeg vel blive hjemme." Suhr blegnede formeligt, men sagde med stor Fatning: "Det behøver du jo ikke, her er jo en Vogn og Kusk til, som du kunde benytte." - "Men jeg ønskede nu netop i Dag at benytte denne Vogn, som Heibergs kjør te i og denne Kusk."

✂ 60,35-38.; det var... og Kusk": Saaledes er Teksten i IIB ca. 1876-78 ændret fra: ". "Ih," svarede Heiberg, "det indser jeg ikke; Vognen er Suhrs, og hun har jo sin egen Vogn, det er jo lutter Grimacer, som man ikke behøver at rette sig efter, det lader man, som man ikke forstaar."

✂ 61,4. Ansigt: Dette Ord er i IIB ca. 1876-78 sat i Stedet for: Taktløshed.

*1) Af Psalmen "Hvor salig er den lille Flok". Sml. Psalmebog for Kirke og Hjem (1895), Nr. 521. Udhævelsen af første Linie skyldes Fru Heiberg. 135

✂ 61,8-9. Fruens fortrædelige Ansigt: Saaledes er Teksten i IIB ca. 1876 -78 rettet fra:, hvad der var passeret.

✂ 63,18-19. Den Adfærd... Børsen,: Denne Linie er, øjensynligt af A. D. J. i Korrekturen til 1. Udg., sat i Stedet for flg. Stykke i IIC: Kun saa meget husker jeg, at det Hele dreiede sig om Opkjøb af Bankhefteiser paa en Tid, da de ingen Værdi havde, i Haab om, at denne Tid kunde komme, hvilket og siden skete, noget Suhr skulde have erhvervet sig Underretning om ad hemmelige Veie. Dette i Forening med Toldspørgsmaal, som jeg endnu mindre forstaar at gjengive - jeg erindrer blot, at det var Opkjøb af Olie i Forbindelse med en forandret russisk Toldbestemmelse, hvorom Talen var - dette var Aarsagen til den Adfærd, der vistes Suhr paa Børsen. Den.

✂ 66,37. med hende: Herefter er i IIB overstreget:, uagtet heller ikke jeg negter, at hendes Anfærd mod hendes Mands Slægtninge, for ikke at tale om Fremmede, ofte i høi Grad mishagede mig.

✂ 67,17-18. undvære mit Selskab: Saaledes har Krieger i IIB ændret Teksten fra: undvære mig.

✂ 68,24-25. "L'appétit vient en mangeant": I IIA opr. paa Dansk, men Fru Heiberg har i Marginen skrevet: "dette Ordsprog maa helst anføres paa Fransk", og den franske Tekst er (formentligt senere) indsat af Krieger.

✂ 69,32. Christianshavn.: Herefter er i IIB overstreget flg. Parti, om hvilket Krieger i IIA i Marginen har skrevet: "Udgaar, da Wiehe optraadte istfr. V. Holst i Sommeren 1842".: Medens vi saaledes færdedes paa Landet, dels paa Bakkegaarden, dels paa Sølyst, vare Skuespillernes Sommerskuespil i fuld Gang inde paa Kongens Nytorv. Da der var kommet Uenighed mellem de andre Skuespillere og V. Holst, der dengang jo endnu var Theatrets første Elsker, hørte jeg til min Forundring, at det samme Personale, der for kort Tid siden havde havt saa meget mod min Protégé, M. Wiehe, nu havde henvendt sig til ham for at bede ham overtage alle Elskerrollerne i disse private Skuespil, Noget, der meget glædede mig, thi han vilde jo her faa Leilighed, baade til at erhverve sig nogen Routine og til at sætte sig fast i Publikums Gunst, et Resultat, hvorpaa jeg intet Øieblik tvivlede.

✂ Havde Skuespillernes frække Dovenskab i at standse Alt, hvad man havde ønsket fremmet i Saisonen, været utrolig stor, saa udfoldede de nu, da Forestillingerne bleve givne til deres egen Indtægt, en ikke mindre utrolig Flid og Udholdenhed. Theaterdirectionen vandt vel herved et Par gode Stykker for den følgende Saison, men maatte lade sig udskjælde i alle Blade, fordi de ikke først havde sat disse Forestillinger i Gang. Det var den gamle Jammer, at Sletheden ikke revses paa rette Sted. Ingen dadlede de al Virksomhed hæmmende Skuespillere, men Alle dadlede en Direction, som dog ikke med Svøben i Haanden kan drive Skuespillerne til at gjøre deres Pligt i Theatrets Tjeneste. Den begyndende Saison vandt ved Sommerskuespillene, takket være især Overskous Flid, "Statsmand og Borger" og Molières "Don Juan" 1). Hvad der imidlertid opnaaede det største Bifald i Øieblikket, var - som saa ofte - *1) Herefter i IIA: og Bournonvilles "Bellman". 136 det Sletteste: "Pigen i Lyon", "En Aften i Tivoli" og "Adolf og Henriette". Overskou har Ret, naar han om Bulwers "Pigen i Lyon" siger, at det i sine fem Akter ikke var Andet end en med idelige Decorationsforandringer afbrudt Forevisning af usammenhængende Romanscener, de alvorlige sødtsentimentale, de lystige inderligt flaue. Ikke desto mindre vare Folk høist indtagne af dette Makværk, saa intet fornuftigt Ord kunde blive hørt mod dette høist for Grisetter sammenjaskede Stykke. Hos os var det imidlertid ikke blot Grisetter, som beundrede dette Arbeide; i alt Fald vare disse Grisetter høit oppe i Rangforordningen og ingenlunde, hvad man sædvanligt forstaar ved dette Navn; omendskjønt begge Slags her mødtes i Smag og Kunstsans.

✂ Da jeg en Aften i Saisonen saae "Adolf og Henriette" - thi ogsaa dette Stykke havde Skuespillerne ved den uhyre Lykke, det havde gjort ved Sommerskuespillene, paa en Maade tvunget Directionen til at optage -, da jeg sad og saae dette yderst platte, af Muser og Gratier forladte Arbeide gaa over vor Scene, saae, hvorledes Phister svømmede saligt heri, som en And i Mudderet, hørte Publikums Hyl og Begeistring, da gik jeg bedrøvet hjem og tænkte: Er det dette Theater, dette Publikum, hvorpaa du har sat dit Livs bedste Kræfter! Ak, kun den alvorlige, samvittighedsfulde Skuespiller kjender en Smerte som min hin Aften.

✂ 71,35-36.. I de sidste... Astronomien: Indsat i IIA i Stedet for flg. oprindelige, overstregede:, og denne Bolig gjorde, at han paany for Alvor optog sin gamle Ungdomspassion, Astronomien.

✂ 73,9-18. Vi to... stor Angest: Indsat i IIB ca. 1876-78 i Stedet for flg.: Heller ikke var Heibergs Moder paa dette Tidspunkt saa livlig, saa oprømt, som hun pleiede; thi en Hjertesorg havde alt i et Aarstid gjort, at hun bestandigt levede i Angest og Spænding.

✂ 73,36. mod hvem jeg: Herefter er i IIC overstreget, uvist af hvem: paa dette Tidspunkt af mit Liv.

✂ 74,25. til end af.: Herefter er i IIA overstreget: Og et Aarstid efter udgav Heiberg sit første Bind af sin "Urania", skrevet af ham med den inderligste Interesse, læst af faa, der skjønnede paa Gaven.

✂ 74,27-28. havde ualmindelig: Saaledes er Teksten i IIA, antageligt af Krieger, ændret fra: var ualmindelig begavet og havde en stor.

✂ 75,9-30. Aldrig syntes... sig selv?: Indskudt i IIB i Tillæg (Originalen fra ca. 1876-78 i IIA).

✂ 75,32. Paa dette Tidspunkt: Stykket, der begynder saaledes, indledtes i IIA opr. med flg. ufuldendte Linier: Ogsaa brugte jeg disse Nattetimer til at indstudere de nye Roller, der vare mig overdragne.

✂ Det nye, unge, friske eiendommelige Talent, som Theatret havde vundet i Michael Wiehe, havde i høi Grad oplivet min Lyst og min Interesse.

✂ 76,14. længere Tid: Indsat i IIB i Stedet for: de første syv 1) Aar af hans Virksomhed.

*1) de første syv: Indsat i IIA i Stedet for: disse. Dette sidste Ord er skrevet over et ulæseligt, opr. Ord. 137

✂ 76,21. Venskab: foran dette Ord er i IIB i 1876-78 meget grundigt overstreget Ordet: inderlige.

✂ 76,34. saa sjeldent!: Herefter er i IIC overstreget af A. D. J.: Dette Spørgsmaal tænker jeg længere hen at prøve paa at besvare. Herefter er, øjensynligt i Korrekturen til 1. Udg. af A. D. J., slettet: Wiehe satte, efter sit eget Udsagn, stor Pris paa at virke i Kunsten ved min Side. Skulde han spille i et nyt Stykke, hvor der ingen Rolle var for mig, da var han ganske bedrøvet og klagede for mig: "Ak," sagde han, "naar jeg blot faar Lov til at spille med Dem, da skal De se, hvor god en Skuespiller jeg skal blive; jeg kan kun spille godt med Dem, med ingen Anden." Roste jeg ham paa Prøverne, da slog han Øiet ned med et vist, man kunde kalde det blufærdigt Udtryk, der var ham eget, og saae lykkelig ud. Dadlede jeg ham, da var han mismodig og bedrøvet og anstrengte sig for at rette det, jeg havde dadlet.

✂ 76,35-37. Han var... varsom med.": Om disse Linier er der i IIA sat Parentes, antageligt af Krieger, som først har udeladt dem i IIB, men derefter indføjet dem, maaske efter Fru Heibergs Forlangende.

✂ 77,7. over dem.: Herefter er i IIC overstreget, antageligt af A. D. J.: (Mere end een Gang har jeg havt Bevis for, at denne min Tro ikke var ugrundet).

✂ 79, 7-8. Jeg, for ikke... sig Rollen.: Disse Linier er i IIB indsat ca. 1876 -78; herefter er overstreget: At vi alle paavirkes af vore Omgivelser er naturligt, men trist er det, naar den høiere Stillede lader sig paavirke af den i moralsk Henseende lavere Stilledes Luner og Intriger. Naturligvis har Nielsen gjort sin Kone klog paa, at Marthas Rolle var altfor underordnet for hende, især da jeg havde Hovedrollen. At dette nu ikke kunde være det sande Motiv, derom kunde man ikke tvivle, naar man ved Sommerforestillingerne havde set Fru Nielsen endogsaa udføre Moderens lille i alle Henseender ubetydelige Rolle i "Pigen i Lyon".

✂ 80,32. paa denne Maade: Herefter i IIA flg. af Krieger i IIB udeladte Ord:, have de da et skjelende Udtryk eller ikke.

✂ 81,15-16. For ham... se dig!: Disse Ord er indsat af A. D. J. i IIC.

✂ 84, 36-38. Noterne er Fru Heibergs og findes i IIA.

✂ 85,33. begge Dele.: Herefter er i IIB overstreget flg. (efter at der først er rettet deri ca. 1876-78): Men endnu en Glæde havde jeg, og kun jeg; thi Ingen aner, hvilken Nydelse det er at spille med En, der i Alt tilveiebringer Illusionen, ikke blot for Publikum, men for os selv, der gjør Digt til Sandhed og Sandhed til Digt. Jeg var ubeskrivelig glad over i Michael Wiehe at have en Medspiller, der paa den fuldendteste Maade greb ind i min Tone, saa at her virkeligt var et Sammenspil, der maatte gjøre Virkning, selv paa den af Phantasien mest forladte Tilskuer. At han, som jeg, følte denne Glæde 1), veed jeg, ikke blot, fordi han sagde mig det, men fordi det lyste ud af hans Øine, af hans hele Væsen. Vi spillede virkeligt sammen; thi vi *1) denne Glæde: Saaledes skriver Krieger i IIB; IIA har: en henrykkende Glæde herover.138 fortabte os saaledes i hinandens Spil, at der for os ikke existerede noget Publikum 1); af Alles Glæde var uden Tvivl vor den største.

✂ I det ovenomtalte Stykke af H. C. Andersen, "Den nye Barselstue", der blev opført første Gang en otte Dage før "Kong René's Datter", spillede jeg ret con amore min ældre Jomfru. Det er en elskværdig, naturlig Tegning fra Forfatterens Haand, og jeg glædede mig ret over at give min Personlighed til denne Figur, hvis Udførelse er saa vigtig for ligesom at forbinde alle de enkelte afbrudte Scener, som Stykket bestaar af. Saa lille og maaske for Mange ubetydelig denne Rolle end kan synes, var den for mig en af de taknemmeligste, jeg har spillet; thi jeg frembragte i denne lille Rolle en Illusion, som i meget faa andre; jeg behøvede her Intet at gjøre, undtagen at give min Personlighed til, og hvor det rent Personlige er nok, der er Illusionen fuldstændig.

✂ Mange, der kjendte mig fra mit Hjem, ytrede: "Jeg glæder mig altid ved at se Dem i denne Rolle, thi det er, som om De gik i Deres Dagligstue, som om man havde aflagt en Visit hos Dem. Det er Fru Heiberg selv, der staar paa Scenen, og ingen Skuespillerinde". Rollen var, paa den Maade spillet, af stor Nytte for dette Stykke; thi min gamle Jomfru bragte Hygge og Hjemlighed ind deri, saa de afbrudte Scener ikke stode saa isolerede. Kun denne Rolle har den Magt at gjøre "Den nye Barselstue" til et Stykke , uden dens rigtige Fremstilling bliver det Hele en blot Række Scener, der falde fra hinanden uden Forbindelse. Forfatteren har bygget paa denne Figur; svigter den, ligger det Hele. Jeg afgav Rollen en Del Aar efter dets første Opførelse, fordi dette Stykke af Directionen blev misbrugt til at indskydes ved alle pludselige Forandringer, og det saa tidt, at man skulde troet, at der laa deri en Plan til i at gjøre Folk leed og kjed af det.

✂ Da Rollen gik over i andre Hænder, blev der ikke Spor tilbage af min Opfatning 2). Jeg mener naturligvis ikke, at man skulde have copieret mig, Gud bedre det, dette gjorde kun altfor Mange, men jeg syntes, at Billedet i sin Helhed kunde være bibeholdt. Medens mangen en Tilskuer havde beholdt Billedet, var det rent udslettet af den, der overtog Rollen 3), hvoraf fulgte, at Stykket sank og aldrig siden i de nærmeste Aar rigtig kunde hævde sig. Maaske man vil synes, at jeg taler forfængeligt; men det faar ikke hjælpe; det er et Factum, og om Facta kan der ikke disputeres.

✂ 89,13. mit Spor: Herefter har A. D. J. i IIC overstreget:, ligesom det følges indtil 4) det Øieblik, da jeg nedskriver dette. Herefter er i IIB *1) Publikum;: Saaledes skriver Krieger i IIB; IIA har: Theater eller noget Publikum; og. *2) Saaledes har Kriger formet Teksten i I1B; IIA har: Jeg tror virkelig, at Faa se Comedie saa slet som Skuespillere; thi uagtet man havde set min Opfatning af denne Rolle og set dens Virkning, var der ikke Spor tilbage heraf, da Rollen gik over i andre Hænder. *3) Elisa Holst. *4) ligesom... indtil: indskudt ca. 1876-78 i IIB i Stedet for: lige til.139overstreget: At Faa, ja maaske saa godt som Ingen af de Tilskuere, der nu beklappe den, som de tro, originale Opfattelse af den, der i Øieblikket fremstiller Rollen, aner, at det er mig, som har givet denne Figur Liv paa Scenen, er en Skjæbne, som jeg deler med alle andre originale Skuespillere, og det kan jo ogsaa være det Samme, hvis Æren er, naar kun det Rette har fortrængt det Feilagtige, det Slette. Det er ligeoverfor Digterværkerne, at vi Skuespillere have vor Kunstnersamvittighed; have vi arbeidet trofast i deres Sag, da er vor Kunstnersjæl frelst.

✂ 90,7. Ro og Hvile.: Herefter har Krieger i IIB udeladt: Men hvad har ikke Fanden at bestille!

✂ 90, 22-23. kummerlige... i Vinden!": Saaledes er Teksten i IIC af A. D. J. ændret fra: sædvanlige Nysgjerrighed; saa skal jeg føre jer i Vinden, saa I skal mærke det til Eders inderste Skind; blæse jer væk veed jeg nok jeg ikke formaar, thi er Eders Nysgerrighed først vakt, da ere I store Dødsforagtere. I tage gjerne Gigt, Tandpine, Feber og hvad alle de Plager hedde, hvorfor man udsætter sig paa en saadan Blæsedag, men En og Anden af Eder skal dog gjennem disse Plager huske paa Kongen af Preussens Modtagelse; jeg skal løfte Eders lette Mantiller fra Kroppen og gjennemblæse Eder, I Kvinder, saa Tænderne skulle klapre i Eders Munde!

✂ 90,38. for sig: Herefter er, øjensynligt af A. D. J. i Korrekturen til 1. Udg., udeladt flg. Fodnote, der i IIB foreligger med Kriegers Haand (Originalen ses ikke): Jeg har et Blad 1) liggende for mig, som jeg nedskrev strax efter disse Dage, saa stærkt var Indtrykket paa mig.

✂ 91,1. at se: Saaledes af A. D. J. i IIC ændret fra: at glo.

✂ 91,24. Stine Isenkræmmers.: Herefter er i IIC overstreget, antageligt af A. D. J.: Og endelig maatte jeg deltage i en Forestilling for Theatrets Enkekasse, hvor jeg for 25de Gang udførte Heibergs "Emilies Hjertebanken". 2) Herefter er i IIB overstreget en Fodnote af følgende Indhold: I den Anledning fandt Heiberg en Aften paa sit Bord et lille Brev 3) fra mig saalydende:

✂ Min kjære Ludvig!
Skriv en ny Vise til mig i Emilies Hjertebanken! Det vil give mig fornyet Lyst og sætte mig i et Perlehumeur til atter at udføre, hvad alt saa ofte er gjentaget, Publikum vil blive oplivet ved den uventede Tilgift, og det Hele vil faae fornyet Glans. Føi mig heri, og lad mig have den Glæde paa den smukke Melodi at synge dine herlige Vers, hvis Fuldendthed fryder mig i min inderste Sjæl. Vær nu min egen rare Ludvig og lad mig faa en saadan! men lad mig faa den itide, at jeg uden Ængstelse kan glæde mig til at synge dine yndige Ord. Gjør du dette mig til Behag, saa skal jeg nok hitte paa noget *1) Maaske det blaa Ark i IIA, der indeholder Oplysninger om Frederik Vilhelm IVs Besøg; men i saa Fald kan det, efter Fru Heibergs Udtryksmaade deri, ikke dreje sig om samtidige Notater. *2) Det var 9/7 1845. *3) Originalen foreligger ikke. Fru Heibergs Gengivelse i IIA indeholder mindre end Kriegers i IIB, efter hvilken Brevet her trykkes. 140 Rart til at fornøie dig med, noget som du skal blive saa glad for, som du havde faaet (hundrede Tusinde Heste)1), en hel Herregaard, og min Kjærlighed til dig skal forstærkes, uden at tale om min Agtelse.
Skammeligt nok gjorde dette Brev ikke sin forventede Virkning; jeg fik ingen ny Vise af ham, og han fik altsaa ingen Herregaard af mig.

✂ 91,33. Kunstnerinde.: Herefter er i IIC overstreget, antageligt af A. D. J.: Ak! Man gaar saa fattig ud af det Hus, hvor man har tilbagelagt et Tidsrum af 30 Aar i Kamp, i Anstrengelse, i Seier, uden at et venligt Tegn bringes til Tak ved Afskeden. Dog, hvem er Publikum? Hvem gjælder Anklagen? 2) -

✂ 93,17. velsigne Dem": Herefter har A. D. J. i IIC overstreget:, hvortil jeg indeni sagde: Amen, Amen.

✂ 95,37. ved Havbredden: Saaledes har A. D. J. forkortet Teksten i IIC fra: lige nede ved Havbredden, hvor Taaspidserne næsten stødte mod de bløde Smaabølger, der skvulpende sloge mod Stranden.

✂ 99,8., som saa ofte indtræder mellem Ægtefolk: Disse Ord er af Krieger i IIB indsat uden Hjemmel i MSS.

✂ 100,15. Rolle spille: Herefter er i IIB overstreget flg. Ord:, og at, naar de første af mine Ægteskabsaar fraregnes, var jeg fri for at bringe denne Trivialitet ind i vort Forhold.

✂ 101,36. den Elskede.: Herefter er i IIB flg. Stykke, begyndende med ny Linie, overstreget med Bemærkningen i Marginen: "udelades": Jeg har fortalt, hvorledes M. Wiehes Talent atter havde vakt min Lyst til at virke i Theatrets Tjeneste med fornyet Styrke. Livet paa Theatret havde atter faaet Friskhed og Betydning for mig. Jeg glædede mig igjen til det daglige Ophold der, og som i yngre Aar blev det atter mit andet Hjem. Mit livlige Lune formaaede at bringe Munterhed og Liv tilveie; man var glad, naar jeg kom; af Wiehe og mange Andre havde jeg den Glæde at høre de Ord: "Det er saa deiligt, naar De er med i Stykkerne; naar De ikke er her, da er Alt saa trivielt og dødt." Ja, saaledes sagde saa vel Damerne som Herrerne, og jeg har havt mange Beviser paa, at det ikke var Smiger, men sagt i inderlig Alvor.

✂ 102,18. Slør: Saaledes har A. D. J. i IIC rettet fra: Shawl.

✂ 104,2-3. sin Tale: Saaledes har A. D. J., øjensynligt i Korrekturen til 1. Udg., rettet Teksten fra: for en Løgn. - I L.6-7 har han i IIC rettet løgnagtige til usandfærdige.

✂ 106, 7. Kort før Stykket skulde besættes: I 1. Red. af Sæsonen 1849/50 i IIIA har denne Episode flg. Indledning: Nogle Aar forinden Heiberg blev Directeur, vilde Collin opføre et af hans ældre Arbeider 3), hvori var en Rolle, *1) Parentesen, hvis Indhold ikke findes i IIA, er antageligt anbragt af Krieger, som i en Fodnote, henvist til Ordet Heste, har skrevet: "NB da dette Ord ikke forstaas, kan det ombyttes?". *2) Dette Parti ligesom hele Stykket om Jfr. Jørgensen med hendes Breve fandtes opr. i IA, hvor det er skudt ind, formentligt i Slutningen af 1850erne. *3) Det ses ikke i Rollebogen (Kgl. Teaters Arkiv), hvilket Stykke der sigtes til.141 der uden Modsigelse laa for Nielsens Talent. Den blev altsaa ham tildelt. Men hvad sker? Han skrev nu et Brev til Heiberg saa fornærmeligt og i en saadan Tone, at enhver forundrede sig over, hvad der dog kunde have sat Manden i et sligt Røre. Brevet endte med, at han een Gang for alle bad sig fritaget for nogensinde at spille i noget somt helst af de Arbeider, der var kommet eller i Fremtiden kom fra hans Haand. Heiberg smilte ad dette uvorne Brev, svarede ham intet herpaa, men sagde blot efter at han havde læst det for mig: "Ja, ja, saa maa ham jo føie ham heri." Den omtalte Rolle gik altsaa over i andre Hænder, og dermed var den Sag sluttet. Otte Dage efter hint Brev til Heiberg hændte det sig, at "Elverhøi" efter nogle Aars Hvile, paa Grund af Ryges Død, atter skulde spilles. Christian den Fjerdes Rolle var jo Nielsen den nærmeste til, men efter dette Brev maatte man jo finde sig i at give Rollen til en ringere Skuespiller.

✂ 106,33. Indbildning: Saaledes er Teksten, formentligt af A. D. J. i Korrekturen til 1. Udg., rettet fra MSS: Løgn.

✂ 107,9. medens Heiberg: Herefter er i IIA overstreget: meer og meer.

✂ 107,10. Himmellegemernes Gang.: Herefter er med talrige Blyantstreger i IIA overstreget: Indstuderingen af Julie var endnu et Hjerteanliggende for mig, der opfyldte mig ganske. I Marginen uden for et "NB", antageligt ved Krieger, der vel har foreslaaet disse Linier, der ikke er taget med i IIB, slettet.

✂ 109,1. for mig selv: Herefter har A. D. J. i IIC slettet:. Jeg havde den Glæde, at Heiberg med Kjærlighed lyttede til mine ufuldkomne, men friske, i Sjælens Dyb følte Sange.

✂ 112, 28. længe: Saaledes er Teksten i IIA af Krieger ændret fra: meget over et 1) Aar.

✂ 112,40. kun Nydelsen.: Herefter er flg. Afsnit i IIB, begyndende med ny Linie, overstreget: Jeg havde i Begyndelsen af denne Theatersaison mistet en hengiven Ven i Skuespiller Stage. Han havde set mig opvoxe fra Barn af, havde spillet med mig i mine første større Roller "Den første Kjærlighed", "Et Feiltrin"; i Conversationsstykket var han den egentlige Elsker og spillede her ideligt med mig. Hans Styrke var at give Cavaleren med Anstand, med Lethed, Gratie og en Tone, der røbede, at han var vant til at bevæge sig i Verden; hertil kom en Evne til at anvende Ironien, der ofte hjalp ham i Stedet for Lunet; naar undtages burleske Roller, hvor netop Mangelen af det egentlige Lune undertiden gjorde ham grel og plat, da var hans Spil som oftest netop behersket af Smag og Elegance. Nogen genial Kunstner var han ingenlunde, men han blev baaret frem af en elskværdig Personlighed paa Scenen. Udenfor denne streifede hans Hang til at give sig en vis fornem Air undertiden lidt ind paa det Comiske. For de Yngre ved Theatret var han en sand Bussemand, ikke fordi han gjorde dem noget ondt, men kom de unge Herrer paa Prøve med en ubørstet Frakke, de unge Piger med krøllede Baand, kastede de sig skjødesløst paa en Stol eller bleve siddende, naar en ældre Skuespiller tiltalte dem, hilste de ikke ærbødigt og med Anstand, da *1) meget over et: Fru Heiberg har først skrevet, men overstreget: et helt.142 kunde de være visse paa at have Stage ved deres Side for uden Skaansel at sætte dem i Rette for deres Mangel paa Manerer og Optugtelse. Dengang gjorde det mig ofte ondt for de Yngre, men hvor tidt har jeg ikke i senere Tider ønsket en Hr. Stage mellem Personalet, der kunde og vilde tugte de Yngres slette Tone i Holdning og Manerer, en Mangel, hvoraf deres Fremstillinger saa tydeligt bare Præget. Stage var Heiberg og mig virkeligt hengiven, ja hans Godhed for mig grænsede næsten til Stolthed over mig som Skuespillerinde; han var skinsyg paa mit Venskab og taalte ikke gjerne, at jeg viste Andre for megen Venlighed, Noget de Andre da ofte drillede ham med, idet de lode, som om de havde Hemmeligheder med mig, som han ikke maatte erfare Noget om. Det Hele var Løier, hvori ingen Braad laa. Det faldt af sig selv, at man strax mente, at Stage var forelsket i mig, hvilket jeg ingenlunde havde Grund til at tro, eller et Øieblik troede; men da han efter en af mine Rollers Udførelse, jeg husker ikke hvilken, var saa henrykt herover, at jeg, da jeg næste Formiddag d. 22. November, altsaa min Fødselsdag, skulde paa Prøve, fandt min Vogn indvendigt smykket fra øverst til nederst med de yndigste Blomster, bragte af hans Haand, da var Ævred opgivet; man fandt i denne tavse Udtalelse det sikreste Bevis for, hvorledes han havde det, og han blev Gjenstand for sine Kammeraters Drillerier, da de ikke kunde se denne Opmærksomhed for mig undtagen fra een Side. Stage blev først gift i en sildig Alder; han havde været farlig for høitstaaende Damers Ro, efter hvad Rygtet fortalte; paa min Ro havde han, Gud være lovet, ingen Indflydelse havt. Hans pludselige Død smertede mig; man har aldrig saa mange, der ere En hengivne, at man jo nødigt ser Antallet forringet; hans Død var desuden virkeligt et Tab for Theatret, thi ikke faa af hans Roller tabte ved at komme i andre Hænder. I Elskeren i "Den første Kjærlighed", Qvækeren i "Quækeren og Dandserinden" kunde selv Michael Wiehe ikke erstatte ham, og saaledes i flere. Man har i Theatersproget et Ord, nemlig "at fylde i en Rolle", og dette passede just paa Stage; han blev ikke borte, men fyldte saa godt i Maleriet.

✂ Hvad man mener vel, bliver ofte uretfærdigt bedømt. For nogle Aar tilbage kom en lille Pige 1) paa en tolv à tretten Aar til mig i mit Hjem og bad mig tage mig af hende, da hun havde en saa stor Lyst til at være Skuespillerinde. Da jeg næsten dagligt fik slige Anmodninger af saa mange Store og Smaa, afslog jeg det sædvanligt; thi min Tid var saa optaget, at jeg umuligt kunde føie dette besværlige Arbeide til. Jeg afslog ogsaa i Begyndelsen denne Lilles Anmodning; men da hendes store mørke Øine fyldtes med Taarer ved mit Afslag, blev jeg bevæget og indlod mig med hende. Da jeg spurgte hende, hvoraf hun troede at være kaldet til dette Hverv, svarede hun saa fornuftigt og beskedent, at min Interesse for hende steg. Hun fremsagde nu nogle Digte for mig, og jeg blev forundret over hendes Stemmes Kraft og over Ørets Udvikling i rhytmisk Henseende. Hun indstuderede nu snart Et, snart et Andet under min Veiledning, idet jeg bestemt afslog at bidrage til, at hun *1) Talen er om Emma Meyer (1829-90). 143
fremtraadte i en Barnerolle, men fordrede, at hun først maatte tænke paa at optræde, naar hun var confirmeret, for ikke at faa de Aar, hvor hun skulde uddannes i sine Skolekundskaber, adsplittede og fordærvede, at det dog altid var usikkert, hvorvidt hun havde Kald til at betræde en Bane, der fordrer saa mange ydre og indre Betingelser. Da hun havde gaaet et Par Aar hos mig, viste der sig saaledes en vigtig Hindring; hun voxte saa godt som slet ikke. Det store Hoved til den lille undersætsige Krop tog sig mindre og mindre godt ud. Det gjorde mig ondt; thi at her var en Begavelse, sandede jeg meer og meer. I 1845 blev hun confirmeret, og hun vilde nu ikke længere give Tid for at vente paa en Væxt, som maaske aldrig kom. I det sidste Aarstid havde hun indstuderet Julies Rolle i Shakespeares "Romeo og Julie" og ønskede at fremtræde heri. Jeg kunde ikke modsætte mig dette, da jeg virkelig syntes, at her vare mange Betingelser tilstede; vist er det, at havde dette Legeme været udstyret noget rigeligere, vilde hendes Fremtid have været aldeles sikret. Hun debuterede altsaa i Julies Rolle d. 11. December 1845 og blev meget stærkt beklappet af det fulde Hus, og dette gjentog sig ved flere stærkt besøgte Forestillinger. Hun spillede og Cecilie i "Mulatten", hvor hun ligeledes blev applauderet for sit declamatoriske Talent. Hvad Under da, at den stakkels Pige ansaae sin Lykke for gjort, saa meget mere som den offentlige Kritik udtalte sig til Gunst for den unge Piges Talent. Paa Theatret imellem Personalet havde der imidlertid reist sig en stærk Opposition imod hende, saa stærk, at den næsten antog Lidenskabens Character. Jeg mærkede den vel, skjøndt man søgte at skjule den noget ligeoverfor mig, som man vidste interesserede sig for hende. Ved Saisonens Slutning kom hun en Dag grædende til mig og fortalte, at hun havde faaet et Brev fra Collin, hvori stod, at Theatret ingen Brug havde for hende. Jeg blev noget forundret, da jeg ikke havde hørt et Ord om denne uventede Bestemmelse. Jeg bebreidede Collin, at han havde givet efter for den umotiverede Opposition iblandt Theaterpersonalet, og fandt, at denne Adfærd var ubillig paa en Tid, da Theatret vrimlede af drivende Talenter, der ikke formaaede halvt saa meget som denne unge Pige. Sagen var imidlertid afgjort; han paastod, at de øvrige Directeurer paa ingen Maade vilde gaa ind paa noget Engagement for min Protégée. Jeg forsøgte endnu et og andet Skridt, men forgjæves. Jeg blev virkelig en kort Tid Uvenner med Collin for denne Haardhed mod den unge Pige, der ikke fordrede Andet end endnu een Saison at maatte forsøge sig. Hvor stor var da ikke min Forundring, da jeg siden erfarede, at hendes Slægtninge og Venner havde indbildt hende, at det var mig, der havde udvirket hendes Afsked, og jeg mærkede, at hun fæstede Lid hertil. Det har noget Smerteligt, selv om man er uskyldig, at blive miskjendt og beskyldt for en underfundig Adfærd, naar man er sig det Modsatte bevidst. Og hvorfor skulde jeg have spillet denne Comedie mod dette unge Barn? Naturligvis af Misundelse, af Frygt for at faa en Rivalinde i hende. Ja, Menneskene ere uberegnelige; undertiden tiltro de En stort Hovmod, undertiden en Beskedenhed, der vilde være latterlig; en saadan Beskedenhed vilde det dog have været, om 144 jeg paa det Standpunkt, hvori jeg stod ved Theatret, vilde have frygtet denne lille Pige ved min Side. Jeg kan kun forsikre, at saa beskeden var jeg ikke.

✂ Michael Wiehe spillede første Gang Romeo med denne unge Debutantinde. Jeg havde paa Prøverne glædet mig over hans skjønne, interessante Fremstilling, og han hørte med Glæde min Roes, om jeg end hist og her ønskede mere Ild, stærkere Lidenskab, mere sydlig Glød, Lidenskaben fremstillet med mere dæmonisk Styrke, hvilket jeg ogsaa uforbeholdent udtalte for ham. Han lyttede hertil uden al Ømfindtlighed og lovede at gjøre sig Umage herfor. Hos Publikum gjorde hans Romeo stor Virkning. Alle vare henrevne af den skjønne, ungdommelige, ridderlige Skikkelse. Naar jeg da alligevel klagede for ham, at han maatte kunne give Billedet af den unge lidenskabelige Elsker et fyldigere, et livligere Præg, da svarede han stedse: "Ja, hvis De spillede Julie, da vilde Deres Spil løfte og bære mig; nu trykkes jeg, men stod De ved min Side, det vilde hjælpe mig overordentligt".

✂ Herefter følger i IIA det II, 127, 9-26 benyttede Stykke: Man vil erindre... fører med sig; forskelligt fra II, 127,26-30 lyder derefter Teksten i IIA: Alle Midler have i denne sidste Del af Rollen deres Anvendelse. Lidenskaben, den dæmoniske, maa ikke blot kjendes fra Bøger, men nogen Erfaring heri maa en Julies Fremstillerinde have gjort i Virkeligheden for ret at kunne fornemme, til hvilken Høide en saadan Lidenskab maa kunne føres, naar Skjæbnen og Omstændighederne ligesom ville trodse, standse en saadan Lidenskab i sin Fart 1).

✂ Det følgende er overstreget i IIB: Da Rollen nu ved Saisonens Slutning var ubesat, sagde Wiehe ofte til mig: "De kan dog ikke nænne, at jeg aldrig mere skal spille en Rolle, jeg har anvendt saa meget Arbeide paa!" Fra forskjellige Sider i Publikum lød den samme Opfordring til mig. Theaterdirectionen bad mig indstændigt om det Samme, og jeg selv havde lidt efter lidt faaet en ubeskrivelig Lyst til at optage mit Ungdomsbillede af Julie, som det nu i en modnere Alder svævede for min Phantasi, og jeg lovede for Alvor at tænke herpaa til næste Saison.

✂ 113,12. et Dansedivertissement.: Herefter er i IIB overstreget: At Huset forresten var overfyldt, følger af sig selv; Publikum holder meget af Festforestillinger, uagtet disse sædvanligt ere de kjedsommeligste, især paa Grund af en gammel tosset Skik, at paa slige Aftener maa der kun falde Applaus for Kongehuset, og ikke for Skuespillerne. Dette Baand paa Stemningen gjør, at den hele Aften let faar noget Dødt og Kjedeligt. I 1846 var Christian den Ottende ikke længere populair, om han ellers nogensinde havde været det, saa at Publikum ikke denne Aften lod sig Hænderne binde, men udbrød i stærk Applaus for mig; Kong Oscar havde - efter hvad man siden fortalte mig - strax den Takt at vise, at dette ikke stødte ham, idet han selv og med ham Christian den Ottende tog Del i Applausen, medens hele Hoffets *1) Fremstillerinde... sin Fart: Ud for disse Linier er der i IIA sat seks lodrette Blyantstreger i Marginen, og samme Linier er overstreget med Blyant.145 Yderender vare indignerede over Publikums Taktløshed. Dette var nu Altsammen godt nok, og.

✂ 115,9-21. Det har... kongelige Naade. Indskudt i IIB ca. 2876-78.

✂ 115, 26. distingveret Udtryk: Saaledes har A. D. J. i IIC ændret Teksten fra: dybsindigt Udtryk, som ikke fornegtede den Slægt, hvorfra hun stammede.

✂ 125,33. ikke rigtig: Saaledes har A. D. J. i IIC ændret Teksten fra: ingenlunde.

✂ 118,27. egentlige Tog.: Herefter er i IIB overstreget flg. Parti, ud for hvilket Fru Heiberg i IIA har skrevet: "Bør alt delte om Lehmann ikke gaa ud?": Jeg havde ikke før været i personlig Bekjendtskab med Lehmann. Hans politiske Liv havde jeg fulgt med stor Interesse, og paa Grund heraf nærede jeg en varm Følelse for ham i Afstand; nu stod han lige overfor mig, hjælpende mig at hefte den smukke Cocarde fast. Jeg blev lidt urolig over hans Stemmes Klang og Væsens Holdning; men endnu gik dog Alt godt. Alle, som droge til Hveen, vidste, at man paa Øen Intet kunde faa af spiselige og drikkelige Sager, hvorfor Mange havde forsynet sig med en Madkurv, der ikke alene indeholdt Proviant til dens Eier, men ogsaa var indrettet efter Gjæstfrihedens Love; heraf fulgte atter, at de, der havde en Tjener, tog ham med for at have hans Bistand ved Madens Ind- og Udpakning, og vi havde saaledes og vor Tjener med os. Da Skibet nu var kommet et godt Stykke ud i Sundet, kom Lehmann hen til Heiberg og bad ham, om han maatte lægge Beslag paa vor Tjener, for at denne kunde hjælpe ham med at trække nogle Flasker Champagne op, hvormed vi Alle skulde tracteres. Heiberg gav naturligvis strax sin Tilladelse, idet han kaldte paa Tjeneren og sagde ham, at Lehmann ønskede hans Tjeneste; men nu hørte jeg til min Forundring kort efter Lehmann tiltale ham i en saa bydende og barsk Tone, at Blodet steg den stakkels Karl til Hovedet, og han saae helt ulykkelig og forfjamsket ud. Vi havde havt denne Tjener i mange Aar, men ganske vist var det første Gang, at han saaledes var blevet tiltalt. Ak, tænkte jeg, skulde Goethe have Ret, naar han siger:

✂ Freiheits Apostlen waren mir immer zuwider.
Freiheit wolle jeder am Ende nur fur sich 1).

✂ Det vilde jeg dog nødigt tro. Raaheden, i hvilken Form den end fremtræder, har det altid smertet mig at se, og her gjorde det mig saa meget mere ondt, som jeg saa gjerne ønskede at se denne Mand i det bedste Lys. Alligevel veed jeg, og har jeg især i de senere Aar erfaret, at Lehmann er af Hjertet god, baade mod sine Undergivne og Andre, men Smag og Takt er ikke hans Sag. Da vi landede paa Hveen, ordnede Toget sig, for To og To at begive sig op til Tychos Ruiner. Heiberg fulgte mig, og bag os gik Constantin Hansen med Frue. Lehmann og Flere gik paa Siderne med *1) Fri Gengivelse af Venezianische Epigramme Nr. 51 (Goethe I, 254). 146 Marchalstave, fra hvis Spids de skandinaviske Farver vaiede. Som vi gik her i Støv og Hede, kom Lehmann løbende svedt og forpustet, og - jeg vilde ikke tro mine egne Øine - uden mindste Undskyldning rev han Fru Hansens Cocarde fra hendes Bryst og fæstede den paa sin Stav. "Jeg har tabt min," sagde han, og hermed forsvandt han atter henad Veien. Jeg tilstaar, at denne Episode gjorde et høist uhyggeligt Indtryk paa mig, og jeg tænkte: Hvor kjedeligt, at jeg skulde komme ham saa nær. Et Øieblik efter vilde hans eller min onde Skjæbne, at han skulde gjøre det endnu værre, idet han kom løbende hen til os og fortalte et Eventyr, han havde havt med en Dame paa Veien. Man havde maattet love Bønderne paa Hveen, at man vilde holde Trængslen borte fra deres Marker, for at ikke disse skulde lide Skade ved Nedtrampning af Mængden. Paa Grund heraf fortalte nu Lehmann følgende: Han havde opdaget en Dame inde paa en af Markerne og var derfor gaaet hen til hende for at jage hende bort; hun havde da svaret: "Jeg er en Dame, og jeg skal ingen Fortræd gjøre," hvorpaa han havde hævet sin Stok, holdt den op for hende og sagt: "Ja, men jeg er en Stok!" Atter fandt jeg dette raat; lad være, at han i Øieblikkets Hede havde svaret en Dame saa lidt ridderligt, men det, som stødte mig værre end Sagen selv, var, at han hele Dagen fortalte denne Vittighed til høire og til venstre, hvilket den dog virkelig var altfor fattig til, og saaledes viste, at han intet Øieblik fortrød sin plumpe Tone ligeoverfor En, han selv kaldte en Dame.

✂ 120,20. Lune!: Herefter er i IIA overstreget: Denne eiendommelige Mand, som jeg vist oftere kommer tilbage til paa Grund af hans senere Skjæbne, sluttede sig Resten af Dagen paa Hveen med samt M.Wiehe til os.

✂ 120,23. solklare Dag.: Herejter er i IIC, vel af A. D. J., overstreget: Damerne kastede deres Shawler og Hatte, og mangt et gullokket Hoved, mangt et sortbrynet Øie kastede her den første Gnist ind i en Sjæl, hvor den voxede til et Ønske om at turde betragte det som sin evige Eiendom. Ved slige store Forsamlinger kan jeg aldrig lade være at tænke paa, hvorledes Amor, den Skalk, maa have travlt, hvor han maa svælge i Nydelse og Kaadhed, hvor søde mange af hans Pile maa være, men ogsaa hvor malurtbitre, naar det morer ham at hænge forgyldte Klude snart paa En, snart paa en Anden, medens han sigter med Pilen, men som han, saa snart Skuddet har rammet, lader falde af, og Intet dækker da den Jammerlige, der nys stod i al sin laante Pragt. Ja Amor! "O, han er saa falsk som lille" 1). Dog som sagt, denne store Græsplet frembød virkelig et høist oplivende Syn.

✂ 121,17. Par Svenske.: Herefter har IIA flg. af Krieger i IIB forbigaaede Ord: Af og til kastede han misundelige Blikke ind i vor Løvhytte, og jeg kunde se, at han kjedede sig ikke saa lidt.

✂ 124,5. sig selv.": Herefter er i IIC overstreget, antageligt af A. D. J.: At hans Taushed især kom af en ømfindtlig Forlegenhed, der ofte i en halv Time lod ham skifte Farve tre Gange, vilde de Færreste tro; jeg vidste det, og jeg vidste Et endnu, som Ingen vilde tro, at Wiehe var en saa *1) Frit efter Hertz XII, 5.147 lidenskabelig Natur, at han ligesom frygtede for at lukke op for dette Indre, som han følte, at det ikke stod i hans Magt at styre ind i det daglige Livs Former.

✂ 124,14-23. Jeg klagede... i Stedet.": Indskudt i IIB i Tillæg i Anna Heibergs Afskrift (Originalen mangler).

✂ 128,14. paa dette Tidspunkt: Saaledes er Teksten i IC af A. D. J. ændret fra: i denne Periode af mit Liv.

✂ 128,28. vort Hjerte: Herefter har A. D. J. i IIC overstreget: i en saadan Periode.

✂ 128,29. for Phantasiens Fostre: Saaledes af A. D. J. i IIC rettet fra: i vor Phantasis Guddomsbillede.

✂ 128,34. for Andre.: Herefter i IIC, øjensynligt af A. D. J., slettet: Naar nu Arbeidet var lykkedes, og jeg efter den kunstneriske Ruus atter var kommen til Besindelse, skammede jeg mig vel og søgte at gjøre min Uret god igjen, og da trøstede jeg mig med, at Gud dog vist ikke havde været fortørnet paa mig, thi ellers havde han vel ikke hjulpet mig til Maalet.

✂ 128,36-37. uden Fare... tvende Krav.: Saaledes er Teksten i IIC af A. D. J. ændret fra;, det er vort Jordelivs største Vanskelighed. Gives her da ingen Middelvei? Jo, men hvor strengt er ikke Arbeidet!

✂ 128,40-129,2. glemte alt... Afguderi: Saaledes er Teksten i IIC af A. D. J. omredigeret fra: altsaa utilregnelig; da jeg blev noget mere ædruelig i mit Sværmeri og kom til lidt Eftertanke, begyndte jeg at frygte for, at Nemesis alt havde betænkt, hvilket Offer jeg skulde lægge paa hendes Altar, naar det Øieblik kom, da jeg for Mængden skulde vise den Julie, som var Frugten af min modnere Alders Tænkning; og min Anelse bedrog mig ikke; der skulde, naar Øieblikket kom, lægges en kold Haand paa den Varme, hvormed jeg havde drevet et Slags Afguderi.

✂ 129,3. Endelig... Forhindringer,: Af A. D. J. indsat i IIC efter Overstregning af flg. Stykke: Opførelsen af "Romeo og Julie" trak imidlertid ud med mange Theaterforhindringer, disse sorte Ravne paa Theaterhimlen, der til alle Tider have standset og ville standse dets Virksomhed. Disse Theaterforhindringer, der havde hundrede Aarsager, snart virkelige, snart fingerede, gjorde, at jeg, saa vanskeligt det end faldt mig, maatte lægge Julie tilside og se at rive hende ud af mine Tanker for at beskæftige mig med en Opgave, et Studium af en i Et og Alt modsat Natur, nemlig: Lady Teazle i Sheridans "Bagtalelsens Skole". Og forunderligt nok gjaldt om denne Forestilling akkurat det Samme som om Fremstillingen af Julie, at jeg nemlig, efter at jeg i min grønneste Ungdom havde udført denne Rolle, saa at sige paa en Andens Conto, nu paany skulde spille den efter egen Opfatning, ikke længer i de forrige sjælelige Klæder, men i nye, der vare formede af min egen Sjæls Betragtninger. Min nye Opfattelse af Rollen er jo alt i det Foregaaende omtalt, og Virkningen af denne nye Opfattelse var iøinefaldende og til stor Glæde for mig og for mine Venner i Publikum. Den 14de December - min kjære Heibergs Fødselsdag - havde jeg den Glæde for anden Gang efter mange Aars Kampe atter at spille Lady Teazle, denne Gang opfattet frisk og 148 selvstændigt. Jeg lønnedes for dette Arbeide paa den mest smigrende Maade, saa vel af Kunstkjendere som af Publikum. Stykket gik denne Gang i sin Helhed fortræffeligt og blev formeligt paany et Kassestykke.

✂ 129,31-32. sine hensynsløse Udtalelser: Saaledes har A. D. J. i IIC ændret Teksten fra: sin raa og fremfusende Tone.

✂ 130,29. igjen meldt... Styrke: Saaledes har A. D. J. i IIC ændret Teksten fra: atter og atter i den senere Tid forfulgt mig.

✂ 131,36. Virkningen var nu kjendeligt ringere: Saaledes er Teksten i IIA af Krieger rettet fra: nu med Et fandt man hans Spil mat og monotont.

✂ 131,39. den lille unge Pige: Saaledes er Teksten i IIB ændret fra: den lille Jfr. Meyer, hvortil en ca. 1876-78 indsat Fodnote en ung Pige, der nogle Gange havde debuteret i Julies Rolle, og ved disse Forestillinger vare alle henrykte over Wiehes Romeo (Sml. Var. til S. 112, 40).

✂ 132,37-38. en vis Raahed: Saaledes er Teksten i IIC af A. D. J. ændret fra: en Raahed.

✂ 133,40. Da Teppet faldt, vidste jeg: Saaledes har A. D. J. i IIC ændret Teksten fra: Badet i disse viste jeg mig, da Teppet faldt, forvisset om.

✂ 134,24. Gang og Holdning: Herefter er, øjensynligt af A. D. J., i IIC udeladt:; thi se vi hen til, hvad der især udmærker de græske Physiognomier, de romerske Skikkelser og give dem denne gribende Høihed, da er det frem for Alt det rolige, stillestaaende Underansigt, de stille, ubevægelige Kinder, en Mund, der ser ud, som om den var tætsluttet ved Taushed. Latterens Muskelspil findes saa godt som aldrig om disse skjønne Munde, om disse fyldige Læber, ja man kan neppe forestille sig, at disse nogensinde kunne have bevæget sig til Latter. Denne monotone Ro kan en moderne Mund, der er vant til den lette Conversations Tale, ikke beholde; thi Conversationen med alle dens lette Nuanceringer bevægeliggjør Musklerne omkring Munden, giver den Bevægelighedens Præg, altsaa lige det Modsatte af, hvad en tragisk Mund kræver. Det gaar hermed som med Sangstemmen; den Hals, der har sin Styrke i Coloraturen, har sjeldent tillige den Evne at synge Adagioen med den fulde Bredde og Kraft. Altsaa for at et Physiognomi ret skal kunne tilveiebringe det tragiske Udtryk, maa det have denne ædle Monotoni, som det, selv med den største Agtpaagivenhed og Kunst, er umuligt at bevare for et mere bevægeligt og nuanceret Physiognomi.

✂ 135,26. sin Bestemmelse".: Herefter følger i IIA: Paa dette Sted i mit Levnet ønsker jeg, at K:s Afhandling helt og holdent skal aftrykkes, baade fordi den er høist interessant, og fordi den retfærdiggør mine Anskuelser om mig selv i Julies Rolle. - I Marginen har Krieger skrevet: "Gaar neppe an", og Fru Heiberg har i Stedet i IIB indsat Partiet Jeg havde... private Liv. (135,27-137,25); Originalen hertil fra ca. 1876-78 i IIA.

✂ 137, 25. private Liv.: Herefter er i IIB med Blyant overstreget flg. Afsnit begyndende med ny Linie: Heibergs stakkels Moder havde henved tre Aar gjennemgaaet store Sorger og Angester for sin Yndling og Pleiesøn Georg Buntzen. Efter et Bal havde han været uforsigtig og paadraget sig en 149 Forkjølelse, der snart tog den Retning at angribe hans Bryst. Lægerne raadede til et Ophold i det sydlige Frankrig, og med stor Opofrelse havde hun sat ham istand til at opholde sig der i henved tre Aar, uden at en kjendelig Bedring var at mærke. Ved Vinterens Begyndelse skulde han nu atter vende hjem, og han kom med et Udseende, der gav alt andet end Haab om, at det sydlige Ophold havde hjulpet. Smuk som han var, forhøiedes hans Skjønhed ved de blændende Farver af hvidt og rødt, ved de klare glimrende Øine, som denne forfærdelige Sygdom saa ofte fører med sig. Idet han fra sin Udenlandsreise traadte ind til os, var for min Part alt Haab opgivet om hans Helbredelse, saa dødsdømt fandt jeg, at det smukke, livlige, begavede Menneske saae ud. Heiberg, der gjerne skjød det sørgelige bort, saae ikke hans Tilstand saa mørk som jeg, og hans Moder klamrede sig fast til Haabet om sin Yndlings Frelse. Kort Tid efter sagde vor Huslæge i Fortrolighed til Heiberg: "De bør søge om et andet Logis til Buntzen; hans Sygdom kan trække i Langdrag, men Haab om hans Helbredelse er der ikke. Deres Moder er af en saa ængstelig Natur, at hun ikke vil faa Ro Nat eller Dag, saa længe dette staar paa, og hun taaler ikke dette. Hosten, der især indfinder sig om Natten, vil forstyrre hele Huset, ogsaa Deres Kone trænger til Hvile om Natten for at kunne udholde sine Anstrengelser i Theatrets Tjeneste. Sørg derfor for et Logis ude af Huset; hermed ere Alle bedst tjent, ogsaa Buntzen, der vil blive pirrelig og utaalmodig over Deres Moders urolige Omsorg." Heiberg var inderlig bedrøvet over, hvad han her hørte. Hans trofaste Natur opgav aldrig dem, han engang havde sluttet sig til, og Buntzen var jo fra lille Barn af opvoxet under hans Øine og havde delt Ondt og Godt med sine kjærlige Pleieforældre. Herefter er i IIA sat Klamme om flg. Linier, der ikke er taget med i IIB: At den menneskelige Slethed og Mistroiskhed strax havde udfundet, at Georg maatte være Heibergs egen Søn, falder af sig selv, men det var ingenlunde Tilfældet, og hans Moder har meer end een Gang sagt til mig: "Herre Gud, hvor hurtige Folk dog ere til at tro det Værste; den stakkels Ludvig kan virkelig ikke være Fader til Georg; thi han var ude af Landet i det Aar, Barnet blev til. Men hvem faar Folk fra en slet Tanke, som de i deres lave Visdom har udklækket. Ludvig havde sandelig nok imod, da jeg i sin Tid tog mig af det lille syge Barn og sagde, af Sligt kommer kun Snak og Vrøvl." I IIB fortsættes: Georg Buntzen fik altsaa et privat Logis, hvor han havde al den Bekvemmelighed og Forsorg, han kunde ønske, og den bedrøvede Pleiemoder havde kun een Tanke, den, at gjøre ham Alt tilgode, ofte langt over hendes Evne. Vi besøgte ham stadigt, og han kjørte, saa ofte hans Tilstand tillod det, ud til os paa Søkvæsthuset, og mangen en stille Eftermiddag sad den blege, ranke Skikkelse ene hos mig i vor Dagligstue, fortalte mig om sine Reiser og sagde mig saa mange venlige Ord, som om han søgte at gjøre sine Ungdoms Drengestreger gode igjen. Paa en saadan Eftermiddag, da han og jeg sade ene ved Kakkelovnsilden, betroede han mig paa sin eiendommelige, lystige og livlige Maade, at han unegteligt havde tildraget sig sin Sygdom efter et Bal, hvorpaa han havde forelsket sig saa stærkt, at da han kom 150 hed og svedt hjem, havde han ikke kunnet modstaa at fortsætte sine Sværmerier den meste Del af Natten upaaklædt paa Sofaen i Stedet for at gaa tilsengs. "Det var ellers godt," tilføjede han, "at jeg ikke fik denne Pige," og da jeg spurgte, hvorfor han nu syntes dette, sagde han: "Fordi jeg senere ret har set paa hendes Moder, hvem hun unegteligt ligner utilgiveligt; jeg ser altsaa paa Moderen, hvad jeg i Tiden havde havt at vente af hendes Udseende." Stakkels Georg! Det gik ham, som næsten alle Brystsyge, de sørge for en Fremtid, de ikke have. I de sidste to Maaneder kom han ikke mere ud til os; hans Tilstand tillod ikke, at han forlod sit Værelse paa Hospitalet, hvorhen han nu var flyttet efter hans egen og Lægens Ønske. Des oftere besøgte vi ham, og rørende var hans Glæde, naar Heiberg og jeg aflagde ham Besøg. Heibergs Moder saae dagligt til ham; hun kunde ikke opgive Haabet om hans Helbredelse, uagtet enhver ellers saae, at her intet var at haabe uden en Død uden altfor svær en Kamp. Naar vi de sidste Maaneder om Aftenen sade ene hjemme, og det ringede paa Døren, da fore vi uvilkaarligt sammen, thi stiltiende tænkte vi vist alle Eet: Mon det er Budskab om Georgs Død?

✂ 138,20. af Judita: Herefter er i I IC, antageligt af A. D. J., overstreget:, og hvem ønskede jeg hellere at behage end min ridderlige, kjære Ven, hvis Dom jeg af Alle satte mest Pris paa.

✂ 139,13-140,10. Rose i... er mulig.: Indsat i IIB i Tillæg (Originalen fra ca. 1876-78 i IIA).

✂ 140,37. traadte ind: I Stedet for disse Ord har Fru Heiberg i IIB ca. 1876-78 indsat, men senere overstreget: var udenfor og ønskede at tale med Heiberg. Lidt efter kom Heiberg tilbage.

✂ 141,13. Georgs Broder: I Stedet for disse Ord har Fru Heiberg i IIB indsat ca. 1876-78, men senere slettet: Heiberg.

✂ 142,1. Heibergs... i Huset: Saaledes er Teksten i IIB formentligt ca. 1876-78 ændret fra: Jeg var endnu i min fulde Kraft, fuld af Mod og Virkelyst; jeg havde endnu ikke gjort den Erfaring, hvad det vil sige at blive berøvet det, 1) som er Basis for vor Tilværelse; kraftigt følte jeg Livets Væxt i mig, saa at jeg hurtigt forvandt Sorgens Indtryk og atter ungdommelig vendte mig mod Livets lyse Sider; ofte har jeg bebreidet mig, hvad jeg endnu i dette Øieblik gjør, at jeg vist ikke var for hende, hvad jeg burde have været i hendes Sorg og Savn. Heiberg, bekjendt som den kjærligste Søn, havde ikke i sin Natur denne kjælende Ømhed, som det gjør et sørgende Hjerte saa godt at modtage; han forlangte af Andre, hvad han selv formaaede, mandigt at modtage og bekæmpe denne Verdens Tryk og Modgang. Fordybet i sine Studier, men altid livlig og meddelsom, naar han samledes med os, hjalp hans gode Humeur til, at Alt.

✂ 142,23. Sale: Herefter er flg. Ord glemt eller udeladt i IIB:, de yppige Dinéer, hvor Sølvet bugnede paa Bordet.

✂ 143,18. havde været.: Herefter i IIC overstreget, øjensynligt af A. D. J.: *1) Flg. Ord i IIA er glemt eller udeladt i IIB: som vort Hjerte er fastvokset til, det,.151 Her sad hun, den arme Kvinde; her rev de hendes Barn fra hende; her havde hun den mærkelige Anelse, der sagde hende Time og Klokkeslettet, da den Mands Hoved faldt for Bøddeløxen, til hvem den ulykkelige tyede med sit unge. varme, elskovssyge Hjerte 1)! Stakkels Mathilde! Og dog! hvormange Kvinder kjende ikke og ville fremdeles kjende dine Savn, dine Lidelser! Men de ere ikke Dronninger, deres Brøde hører ikke Offentligheden til, og deres Straf bor kun i deres eget Bryst. Hvilken Straf er den største, din eller deres, de mange Ubekjendtes? Jeg mener, de Sidstes kan vel maale sig med din. Knuses de ikke med et Slag, som du, saa er Straffen saa meget frygteligere, som den er langsommere og ofte gnaver Livstraaden over saa sikkert, som Uhrets Perpendikel Punkt for Punkt fører Viseren hen til den fulde Times Slag. Hvor mildt og medynksfuldt dømmes ikke ofte en saadan Kvinde, naar hun rammes af Lovens Arm, og hvor skaanselsløst forinden, medens man ser Brøden uden at være sikker paa, at Straffen vil ramme. Dette gjentager sig og vil gjentage sig, saa længe Moralen i Livet og Moralen i Poesien afvige fra hianden. Er Straffen indtraadt, da gaar Personen over i Poesien og da dømmes efter en anden Maalestok, da sige de Fleste: den stakkels Kvinde! Forinden hedder det for de Fleste: den afskyelige Kvinde! Det Rigtige vilde dog være, om man paa det ene som paa det andet Stadium sagde: den ulykkelige Kvinde, som har ladet sig forlede til at gaa Brødens Vei!

✂ 143,22. vore Farvande: Herefter i IIC overstreget, øjensynligt af A. D. J.: et stolt Syn, men et Syn man saae paa, som man i Bjergegnene ser paa Snelavinerne med en vis Gysen, thi man veed ikke, hvilket Øieblik Lavinen styrter ned for at begrave mangt et Menneskeliv, mangt et Haab; man veed sig aldrig sikker i dens Nærhed.

✂ 159,39. fra Hellebæk.: Herefter i IIC overstreget, formentligt af A. D. J.: Ak, hvor deiligt paa en aaben Vogn, hvor Luft og Sol ret kan komme En nær, at fare hen mellem duftende Marker, siddende ved hinandens Side, To og To, uden Mislyd i Stemningen. Herefter i IIB overstreget:, forstaaende hinandens Tale, forstaaende hinandens Taushed, idet Tankerne gaa paa Vandring, snart hist, snart her og saaledes samle Stof til en fornyet livlig Meddelelse. Vi kunde dette vi To, aldrig trættede ved at meddele os til hinanden, aldrig forstemte, fordi Talen ophørte, og Tausheden indfandt sig. Herefter i IIC overstreget: Vi ankom saaledes til Nakkehoved.

✂ 162,32. glinsede: I IIC, antageligt af A. D. J., rettet fra: glimrede.

✂ 164,25. bekjendt ogsaa udenfor Kjøbenhavn: Med Kriegers Haand i IIA rettet saaledes fra: meget bekjendt i Danmark. Alle kjende Fru Heiberg i det mindste af Navn.

✂ 168,4. liberale Sind: Herefter i IIB overstreget: og min Afsky for de Stores Seen ned paa, hvad der ikke var af fornemt eller adeligt Udspring.

✂ 168, 32-36. Jalousie... for den.: Indskudt i IIA.

✂ 169,38. glad var jeg.: Herefter i IIC overstreget, antageligt af A. D. J.: *1) I Fru Heibergs Fodnote hertil staar: Se Dorothea Biehls Breve til Bülow. - De er trykt i Hist. Tidsskr. 1865.152 Næste Morgen fortalte Krokonen mig Allehaande om dem: "Da de gik i Aftes, kyssede de paa Fingeren hen imod Deres Vinduer og raabte Hurra, idet de sagde Noget til mig, jeg syntes, de sagde: Gute Nacht og Madam, saa meget forstod jeg."

✂ 171,10-11. lykkelige Hellebækliv.: Herefter i IIC overstreget, antageligt af A. D. J.: Ak, I stille, fredsommelige Dage! I stille, lykkelige Aftener, hvor To, der glæde sig ved hinandens Selskab, sidde i Samtale af ens Interesse for os begge; thi det var vort Samlivs Styrke: vore Interesser vare de samme. Heiberg bragte intet Offer ved at dvæle ved det, der fyldte mig, og jeg intet ved at lytte til, hvad han gik op i. Hvor vidunderligt alsidige vare ikke hans Kundskaber, hvilket Øie til at orientere sig paa Himlen som paa Jorden, og hvilket lykkeligt sammensat Temperament! Hvor oplivende for Andre, hvor styrkende, hvor barnligt elskværdigt! Og hvilken rørende Pris satte han ikke paa mig Stakkel!

✂ 175,10. Digters Værker.: Herefter i IIA overstreget: I November spillede vi første Gang det mærkelige danske Skuespil "Trolddom"1), hvis Skjæbne jeg alt tidligere har omtalt.

✂ 178,19. og jeg: Herefter har Krieger i IIB ikke medtaget Ordene: bag Plankeværket.

✂ 179,18. Magen til!": Herefter er i IIC udeladt flg. Linier: Man behøver kun at læse dette Stykke for at faa en Forestilling om, hvorledes en saa overordentlig stor Rolle maa nuanceres, naar den ikke skal blive trættende og monoton.

✂ 179,24. lægge for Dagen: Herefter er i IIB udeladt: med en Sandhed, en dyb Inderlighed i Betoningen.

✂ 179,29-30. Saaledes at... Forestilling om.: Disse Linier er overstreget i IIA, men bevaret i IIB, hvor den flg. Linie er slettet: Her blev Illusionen til Virkelighed.

✂ 180,7-8. vilde have kunnet opnaa: Saaledes er Teksten, øjensynligt i Korrekturen til 1. Udg., forkortet fra: for ikke at sige Ingen, vilde have kunnet opnaa, det skulde da have været Ryge i sin Hakon Jarl, naar han i fjerde Akt traadte ind til Thora i sin graa Kittel. Wiehe og jeg vare Publikum overordentlig taknemmelige hin Aften; vi ansaae det begge for en Seir, vi vare stolte af.

✂ 180,9. adskillige: Saaledes skriver Krieger i IIB, medens Fru Heiberg i IIA har: nogle.

✂ 181,25. Virkning: Saaledes skriver Krieger i IIB; IIA har: stor Virkning.

✂ 184,33. paa ham.: Herefter i IIA flg. Ord, som er udeladt i IIB, maaske ved Forglemmelse: Andræ husker jeg ogsaa var En af dem, der først lærte den at kende ved mit Claver.

✂ 184,40. den almindelige Stemning: Herefter følger i IIA disse af Krieger i IIB ikke medtagne Ord: for vor Sag og Hadet til Tyskerne.

✂ 185,14. smaa Træk.: Herefter er i IIC, øjensynligt af A. D. J., udtaget *1) Der findes ingen tidligere eller senere Omtale af P. V. Jacobsens Skuespil i MSS.153et længere til Dels ca. 1876-78 tilblevet Afsnit, der ligger i Lægget B: Manuskripter, om Familien Heibergs mangeaarige Ven, Rektor Bojesen i Sorø, hvor der fortælles om hans religiøse Vækkelse under haard legemlig Sygdom. Kort før sin Død skrev han fra Mentona et Brev til sin intime Ven Madvig, af hvilket denne sendte Fru Heiberg et Udklip, der i hendes Afskrift (i IIB) lyder: "Bring min Hilsen til alle de Venner, som De maatte træffe, fortrinlig til Fru Heiberg som jeg hjertelig takker for den store Interesse, hun ved denne, som ved alle Leiligheder har viist mig. De maa sige hende, at jeg sætter den største Priis paa herfdes Venskab, og at hun ikke blot i sin Kunst har skaffet mig usigelig Nydelse, men at der overhovedet er yderst faa Mennesker i hvis Selskab jeg har befundet mig saa vel, og følt mig saa aandelig fri, som i hendes." 1) Fru Heibergs Skildring slutter: Faa Mennesker, maaske Ingen, havde havt det klare Syn paa Heibergs hele Personlighed som Bojesen. Han sagde til mig... tre Aar efter Heibergs Død: "Jeg har aldrig kjendt et elskværdigere Menneske end Heiberg; hvor var han dog behagelig, underholdende, oplivende, nei, jeg har aldrig kjendt hans Lige. Hvilken Evne til at lokke det Bedste ud af Andres Aand, hvilken Conversationstone! Det saae ud, som om han kun var den Lyttende, den Modtagende, medens han netop var den Givende ved sit klare Syn paa alle Omraader; aldrig følte man Tyngden af hans Overlegenhed, aldrig den bornerte, gnavne Alvor; det Hele var saa let, saa frit, saa forfriskende."

✂ Hvor havde jeg dog ønsket, at Bojesen med sit skarpe Blik, sin dannede Aand, sin Indsigt i Litteraturen, sin ypperlig tilspidsede Pen, havde givet et Billede af den Digters Personlighed, som saa Mange bedømte urigtigt, fordi de ikke stode i noget personligt Forhold til ham, der kunde aabne deres af Fordom forblændede Øine. - At Bojesen var Manden hertil, har han viist i sin mærkelige psychologiske Artikel om H. C. Andersen. Havde han levet nogle Aar længer, havde han vist udført dette Hverv; det skete nu desværre ikke, og hvad formaar jeg i denne Retning? Dog, jeg er ufrivillig kommet frem i Aaret 1863, lad mig da atter gaa tilbage til det lykkeligere Aar 1848 og fortsætte min Fortælling.

✂ Herefter følger i IIA et Afsnit om Hostrups "Eventyr paa Fodrejsen", om hvilket Krieger i Marginen har skrevet, at det er udeladt. Kriegers Afskrift deraf i IIB er taget ud og henlagt i Lægget B. Manuskripter med følgende Paaskrift af Fru Heiberg fra ca. 1876-78: "Denne Afhandling om Hostrup maa først komme i 4. Bind. Maaske begynde Bindet hermed." Paa et indre - antageligt ældre Omslag har Krieger skrevet: "Fragment (Hostrup), der søger en Plads, som ikke er let at finde." Afhandlingen, i hvilken Fru Heiberg indirekte tog Heiberg i Forsvar, men imødegik Erik Bøghs Opfattelse af Vaudevillen, er for omfattende til at gengives her, men vil blive offentliggjort af Robert Neiiendam. En Notits efter Afhandlingen viser, at den er nedskrevet 18/3 1867.

*l) Dette Udklip er ikke fundet i Fru Heib. Ark. Bojesens Brev til Madvig er ikke i Sidstnævntes Arkiv i RA. 154

✂ 188,18. erholdt fra Theatret.: Herefter følger i IIA: (Man vil vel indrømme, at dette var godt betalt, thi dette var vist det største Honorar, Heiberg nogensinde havde faaet for to Sange).

✂ 189,22. han sagde.": Herefter er i IIC overstreget, antageligt af A. D. J.: Jeg gik saa glad til Hvile denne Aften, thi gives der nogen større Glæde end at roses af dem, man ser op til, og som man fremfor Alle ønsker at behage.

✂ 190,17. Sindet.: Herefter er i IIC udeladt, formentligt af A. D. J.: Spørger man nu, hvori bestaar da disse Stykkers Duft, da vil jeg svare: "Deri, at idet Teppet gaar op for "En Søndag paa Amager", er Tilskuerne ude i den eiendommelige Natur paa de flade Marker, "hvor Lærken kvidrer høit i Sky"; man er paa Amager og intet andet Sted." Hvad tilveiebringer nu denne Illusion? Ja, se det er Hemmeligheden, der kun kan forklares ved, at den, der skrev Stykket, selv har været i Illusionen, da det blev skrevet; Forfatteren har ikke siddet og pint sig med at skildre Amagerlivet, men har munter og glad selv været der med sin Phantasi og sin Tanke. Han har ikke villet være morsom, men han var saa glad inden i sig selv, og denne Glæde gav Billedet Liv, Friskhed og Duft. Han har i sin Phantasi siddet ude paa de maaneoplyste, flade Marker og set Lysene skinne inde i Kroen, hvor Folkelivet bevægede sig muntert imellem de vakre Amagere. Han har elsket disse danske, djærve, uforsagte Dragørlodser, der idelig sætte Livet paa Spil, og som dog have et saa bramfrit Væsen, en saa sund, elskværdig Natur; han har følt Fædrelandskjærlighed i den Grad, at han, der ikke er Digter, er kommen i en digterisk Stemning, og denne Stemning har ikke forfeilet sin Virkning, fordi den har været sand og inderlig. Saadant tilveiebringer mere Illusion end al beregnet Kunstfærdighed; det tvinger Tilskueren til at være med, enten de ville eller ei; thi det hele lille Billede er følt og ikke lavet kunstigt sammen.

✂ 190,36-37. der i... Resultat.: Indsat ca. 1876-78 i IIB.

✂ 191,27-28. Mildhed og Hjælpsomhed: Herefter er i IIB overstreget:, Rundhaandethed.

✂ 192,23. til Heiberg: Herefter i IIA flg. smst. overstregede Marginaltilføjelse: min Støtte og Trøst i Glæde og Sorg.

✂ 193,3-4. den samme... tidligere: Saaledes har Krieger i IIB ændret Teksten fra: en Opmærksomhed, som ikke blev nogen Anden ved Theatret til Del.

✂ 194,28. Anden: Herefter er i IIB udeladt:, som I dagligt have gjort Eder lystige over.

✂ 195,4. Sag.": Herefter følger i IIA et Ark med Kriegers Paaskrift: "Dette Ark benyttes ikke." Udeladelsen skyldes utvivlsomt, at Dele af Indholdet allerede forelaa i Fru Heibergs opr. MS til Kapitlet "Michael Wiehe" (se Var. til H, 20,22-28,21), hvilket antageligt var indgaaet i I Del og maaske ikke har været ved Haanden eller er blevet glemt, da hun skrev det foreliggende. Gengivelsen her er fuldstændig, naar undtages Fortællingen om Wiehe og Fru Holst, der er anvendt II, 27,29-39.: Naar jeg kunde blive saa 155 heftig ligeoverfor en ældre Mand som Rosenkilde, da var det, fordi jeg i mit Hjerte elskede dem Alle, Kunstbrødre og Kunstsøstre. Theatret var mit andet Hjem; jeg hang ved det med Liv og Sjæl. Og hvad end disse Mennesker kunde falde paa i deres Luner at sige om mig paa min Bag, saa kan jeg ikke tro andet, thi jeg har havt altfor mange Beviser herpaa, end at de havde stor Godhed for mig. Naar jeg om Morgenen kom paa Prøven, da flokkedes de om mig, og i et Nu var der Munterhed, Spøg og Glæde. Blev et nyt Stykke indstuderet, hvori jeg ingen Rolle havde, da lød det strax: "O, hvorfor er De ikke med?" M. Wiehe sagde saa ofte: "Her er saa kjedeligt, naar De ikke er her. Hvad kan det hjælpe at give Stykket uden Dem? Jeg selv kan nu slet ikke spille med Andre." Og dette sidste var virkelig sandt. Ofte naar jeg som Tilskuer saae ham spille sine Elskerroller saa tvært, saa koldt, ja ofte saa kjedeligt, bebreidede jeg ham dette og sagde: "Min Gud, hvorledes har De dog spillet i Aften!" Han saae da paa mig og sagde ganske lakonisk: "Ja, ikke sandt, det var daarligt."... Den Forskjel, der var, naar Wiehe spillede med mig og med de Andre, var ogsaa en almindelig Tale i Publikum, saa kjendbar var den. Jeg fortæller dette og lignende Træk om Michael Wiehe for at belyse hans senere Opførsel. Var han glad over at spille med mig, var jeg ikke mindre glad over at spille med ham; men jeg havde mere Herredømme over mig selv, saa at Ingen mærkede paa mig, enten jeg spillede med den Ene eller den Anden, uagtet Samspillet er jo den egentlige Lykke i Udøvelsen af denne Kunst. Wiehe var en taus, indesluttet Natur, kun i Faas Magt stod det at aabne disse Læber og faa ham til at udtale noget som helst. Jeg hørte til disse Faa. Han var tillige en i høi Grad stædig Natur; naar han engang havde faaet en Mening, var det vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at faa ham fra den, om man end havde nok saa gyldige Argumenter. Han var dertil en overordentlig heftig og lidenskabelig Natur, ja saa lidenskabelig, at jeg altid paastod, at det egentlig var denne Lidenskab, der gjorde, at han ikke turde tale; thi han vidste da ikke, hvor vidt han kunde gaa. Han forløb sig let, men tilstod det vanskeligt; men gjorde han det undertiden, da har jeg aldrig kjendt Nogen, der formaaede at bede om Tilgivelse som han. At jeg i de første ti Aar af Wiehes Theaterbane har havt stor Indflydelse paa hans Fremstillinger, var en saa almindelig Mening paa Theatret, at jeg nok tør gjentage den uden Frygt for, at denne Mening er en Illusion af mig. Men let var Arbeidet sandelig ikke med en saadan Natur som hans. Stædig, uden synderlig Dømmekraft, maatte man ligesom liste sig til at faa ham paa rette Vei, naar en vis Kortsynethed havde vildledet ham. Men man bar over med Alt hos ham; hans Elskværdighed, Sanddruhed, det Noble i hans hele Personlighed vandt ham i hine Aar Alles Kjærlighed paa og udenfor Scenen. Al Intrigeren, al lav Misundelse var fremmed for ham. Hvor ofte sagde han ikke til mig: "Ja, jeg kan kun spille med Dem, thi jeg bryder mig ikke om at staa i Skyggen ved Siden af Dem." Desuagtet maatte jeg ofte kæmpe haarde Kampe med ham. Jeg erindrer i dette Øieblik en saadan. Vi 156 prøvede et Stykke, hvori han efter min Mening ganske misforstod sin Opgave. Ene med ham havde jeg kæmpet med Alt, hvad der stod til min Raadighed af Grunde, for at bevise ham det gale Syn, han havde paa, hvad Forfatteren havde villet. Han blev ved sin Mening, uagtet jeg havde Forfatterens Ord for min. Paa en af Prøverne, hvor hele Chorpersonalet stod paa Scenen, sagde jeg halvt i Spøg ved en Replik: "Ser De, i disse Ord ligger jo tydeligt, hvad vi have afhandlet." Han foer nu op med en Heftighed, der satte mig og alle de Tilstedeværende i Forbauselse, thi de vare jo uvidende om, hvad der var gaaet forud. Som en Moder, der mener det godt med sit Barn, men af dette faar kun Skam til Tak, taug jeg saaret og bedrøvet. Næste Dag ved Prøven, paa det samme Sted, hvor Choret ligeledes stod opstillet paa Scenen, skred han høitidelig ved sin Indtrædelse i Scenen hen til mig, faldt paa Knæ i Alles Paasyn, tog min Haand og kyssede den ærbødig og sagde med sin bløde Stemme, en Stemme som man maa have hørt for at forstaa Vellyden og Inderligheden i den: "O, tilgiv mig!" Denne Scene var langt inde i Stykket, og vi havde alt spillet flere Scener sammen, som forekom tidligere, uden at han havde givet nogen Fortrydelse tilkjende for, hvad der Dagen iforveien var passeret, og dette forekom mig netop saa smukt; han vilde vente med sin Afbigt, til alle de stode paa Scenen, der Dagen iforveien havde været Vidne til hans hensynsløse Opførsel. At jeg strax med Glæde tilgav ham, er en Selvfølge. Der var noget Fornemt i hele Wiehes Personlighed. En aandrig Dame sagde engang om ham: "Naar man ser Wiehe spille, da faar man en Følelse, som om han var en Prins, der for sin Morskab havde tilkaldt et Skuespillerselskab for i Forening med dem at opføre nogle Comedier." Der laa ikke saa lidt i denne Bemærkning; thi M. Wiehes Fremstillinger vare i den Grad sande, Illusionen saa fuldstændig i Fremstillingen, saa fri for alle Comediantmanerer, at det Noble heri maatte gribe og fængsle Alle. Det Fond af inderlig Følelse, ikke den udbrydende Følelse, endskjøndt ogsaa denne formaaede han at give Toner som ingen Anden, men den tilbagetrængte, den som Sjælen ligesom gjemmer paa for sig selv, i den havde Wiehe en Styrke, saa vidunderlig, saa dyb, som kun en høist eiendommelig Sjæl kan have den.

✂ 195,36. skjøn Dag: Herefter er i IIB forbigaaet: i April. (Disse Ord er ca. 1876-78 overstreget i IIA).

✂ 197,15-16. aandelige Uformuenhed: Saaledes skriver Krieger i IIB. IIA har: Anskuelser og hele aandelige Uformuenhed.

✂ 197,39. stor Beundring: Saaledes skriver Krieger i IIB; IIA har: uindskrænket Beundring.

✂ 198,5. en Anden.: Herefter er i IIC overstreget, antageligt af A. D. J.: Selv mig troede han ikke, naar jeg sagde: "O, du kjender ikke Phister!"

✂ 198,18. "Ja, næsten.": Herefter er i IIC overstreget, antageligt af A. D. J.: Men han tilføiede med et alvorligt Blik: "Der maatte da ske Noget, som gjorde, at det Menneske for bestandigt reves ud af mit Hjerte, saa fuldstændigt, at der for ham aldrig mere blev mindste Krog tilbage i det; men dette hører der overordentlig meget til; det skulde da være Visheden om en 157 gjennemgaaende Falskhed imod mig, men en saadan træffer man da, som godt er, kun sjeldent paa."

✂ 198,33. E. Collin : I IIIA, 1. Red. af Sæson 1849/50 (Tilføjelse ca. 1876-78) omtales ovenstaaende Brev og derefter hedder det: At Collin af Alle som En ved Theatret burde have modtaget Taknemmelighedsytringer, har hans Søn Ret i at ytre i Brevets Slutning. Collin havde Hjerte som Faa, og uagtet han med sit overordentlige administrative Talent nok ønskede at være eneraadig med, hvad han havde under sig at bestyre, saa var denne Eneraadighed ikke bygget paa smaalig Forfængelighed, men kun en uhyre Arbeidskraft, der ikke paa noget Punkt kunde finde sig i Sløseri, Langsomhed og Dovenskab. Han tog Personalets Utaknemmelighed ligeoverfor ham paa den stille, ordknappe Maade, hvor end ikke eet bittert Ord kom over hans Læber; men desuagtet, ak! - det Menneskelige kan jo ikke fornegte sig - er jeg vis paa, at en ædel Smerte gik igjennem dette varme Hjerte over saa megen Glemsel af dem, han saa ofte havde staaet bi som en Fader. I et af IIIB udgaaet Stykke findes en Afskrift af J. Collins Svar1) paa Heibergs Brev:

✂ Min hjerteligste Tak, bedste Hr. Professor, for Deres venskabelige Brev; jeg ønsker oprigtig Dem og Theatret til Lykke, og glæder mig som det glæder mine Nærmeste at have faaet Dem til Successor.

✂ Jeg sender Dem herved Ministeriets Breve af 20. Marts, 28. April og 9. Juni d. A. om Theaterbudgettet. De vil see at Besvarelsen derpaa haster. Udkastet til Svaret fra min Standpunkt for et Par Maaneder siden har længe ligget færdigt.
Hils den kjære Hanne paa det Venligste fra
27. Juli 1849.
Deres hengivne
Collin .

✂ 198,33. E. Collin.: Herefter er i IIA overstreget flg. Afsnit ud for hvilket Fru Heiberg i Marginen har skrevet: "Dette Aaret efter i Maj 1850": Formodentlig for at skaffe Heiberg mere ydre Anseelse i det Personale, der hidindtil kun havde været regeret af Excellencer og høitstaaende Hofmænd, blev han i Mai udnævnt til Etatsraad. Den kjære Collin skrev mig i den Anledning følgende Linier til, hvis Indhold maaske ikke vil have nogen Betydning for dem, der ikke personligt have kjendt ham; for mig er det anderledes. Nu efter mange Aars Forløb da jeg i Aften d. 5. December 1868 paany ser den kjære Haand, der nu siden 18? hviler i Graven, gjenkalder denne lille Billet for mig saa tydeligt hans Billede og Erindringen om de mange andre smaa Billetter, jeg saa ofte modtog af ham; altid korte, men altid inderlige som denne lille medfølgende 2). Ak, det er herligt, naar man fra sit ottende Aar uforandret kan beholde et ædelt Menneskes Venskab og *1) Originalen i Heib. Ark. *2) Sml. II, 237, hvor Billetten, dat. 6/5 1850, er trykt.158 Godhed! Hvor dog en kjær Afdøds Haandskrift rører os! Jeg veed Intet, der i den Grad gjenkalder os det hele Menneske som hans Haandskrift og den Stil, hvori han pleiede at udtrykke sig. Synet af dette er for mig ikke blot Erindringens Gjenkaldelse, nei, det er Virkeligheden, der her træder os imøde i en Grad, som ikke kan beskrives, men kun føles af dem, der have Sans for den.

✂ 205,3-206,18. Altsaa... og Uro!": Dette Parti har Fru Heiberg ved Nybearbejdelsen ca. 1876-78 i IIIA sat i Stedet for flg. oprindelige (formentligt fra 1. Red.), der findes i Lægget: B. Manuskripter:

✂ Indledning nedskrevet 1869.
Heibergs Virksomhed som Theaterdirecteur begynder.
Saa er jeg da nu virkelig naaet hen i disse mine Optegnelser baade som Menneske og som Kunstnerinde til, idet jeg fortsætter mine Livsskildringer igjennem disse, at skulle udtale mig om de 7 Aar, hvori Heiberg stod i Spidsen for det kongelige Theater! Længe har jeg dvælet hermed, idet jeg ønskede, at al Lidenskabelighed, alle smertelige Indtryk hos mig fra dette Tidsrum i Aarenes Løb skulde mildnes, ønskede, at den Ro, det Overblik, som Tiden ofte bringer med sig, skulde gjøre mig skikket til at bedømme Forholdene retfærdigt og saa mildt, som det stod i min Magt. 13 Aar ere saaledes henrundne siden 1856, da Heiberg begjærede sin Afsked, og dog staa disse Aar endnu saa friskt i min Erindring, at det endnu er, ligesom alle Strenge i min Sjæl atter vibrere af Smerte, Vemod og den ædle Harme, der altid bliver uadskillelig fra mit Væsen, naar Nogen, selv mine Modstandere, forurettes. Hvor ofte har jeg i disse 13 forløbne Aar besluttet nu at begynde paa dette Arbeide, som laa mig paa Hjerte som en hellig Pligt, jeg havde at udføre, forinden jeg gik bort! Hvor mange søvnløse Nætter har jeg gjennemvaaget blot ved Tanken om, at dette Arbeide hvilede paa mig som en hellig Gjæld til min afdøde Ven, ja, jeg havde en Følelse af, at førend denne Gjæld blev betalt til sidste Hvid, vilde min Gjerning her paa Jorden ikke blive sluttet. Og dog, hvor har jeg vaandet mig over, at denne Gjerning var mig paalagt, mig, med de svage Kræfter saa vel i legemlig som i aandelig Henseende. Hvor ofte har jeg sagt til mig selv: "Hvad nytter det, at du vil paatage dig dette Stykke Theaterhistorie? Har du de Evner, som hertil udkræves? Har du den Indsigt, og fremfor Alt, har du Styrke til med Kraft at tydeliggjøre, hvilken Uret Heiberg i disse Aar var Gjenstand for?" Og selv om jeg havde alle disse Egenskaber, vil man ikke sige: "Det er Hustruen, der taler, og hendes Ord maa betragtes fra dette Standpunkt, og derfor, selv om hun ønsker kun at tale den rene, nøgne Sandhed, kan det let ske, at hendes Ord betydeligt maa modereres og oplyses fra andre Sider." Ja, saaledes vil man sige, og saaledes har jeg sagt til mig selv. Men 13 Aar ere forløbne siden hin Tid, 13 Aar, hvori jeg paa det strengeste er gaaet i Rette med mig selv og min Samvittighed, hvori jeg ligesom har søgt Oplysninger, der strede imod de 159 Anskuelser, jeg nærede om Sagen, hvori jeg ofte har sagt til mine fortrolige Venner: "Modsig mig med al Kraft, oplys mig om, at mit Syn er skævt, er egoistisk, er bornert, er forfængeligt, er usandt." Men alle Oplysninger, alle Undersøgelser have kun ført til det Syn, jeg længst havde paa Sagen. Med dyb Alvor, med inderlig Smerte begynder jeg da nu paa mit Hverv. Med en indre Skræk tænker jeg paa atter, idet jeg skal nedskrive, hvad jeg har at sige, paany at skulle gjennemleve hine Aar og ligesom rive den tynde Hinde af de Saar, som Uretten mod Heiberg havde slaaet, og som Aarene langsomt have lukket over disse, paany lade dem bløde, som de blødte, da de bleve slagne. Med Smerte tænker jeg paa at skulle tvinges til at sige haarde uskaansomme Ord om Mennesker, jeg engang ansaae for vore Venner, ja, selv at skulle udtale mig haardt om vore Modstandere vaander jeg mig i Frygtsomhed ved, i Angest for paa noget Punkt at skulle gjøre dem Uret. Dog, det er ikke min personlige Sag, jeg her har at klare, men en Andens, hvis Røst er forstummet, en Mands, som jeg af alle Mænd, jeg har kjendt i mit Liv, satte høiest, og denne Mand var tillige min Husbond. Det faar altsaa ikke hjælpe, jeg maa ende dette Dagværk, forinden jeg kan afslutte hernede. Og jeg vil begynde det med Bøn til Gud om at hjælpe mig hermed, skjænke mig sin Bistand, at jeg maa blive retfærdig, sanddru, klar i min Fremstilling af Forholdene og ikke lade mig vildlede af min personlige Følelse hverken for eller imod, men udtale mig saaledes, som jeg vilde gjøre, om jeg stod Ansigt til Ansigt for en høiere Dom. Hertil give Gud mig sin Naade og Velsignelse!

✂ 206,2. Fordringer.: Herefter har A. D. J. i IIB overstreget: Man huskede ikke paa, at et Publikum altid er som de "der ville danse, naar man synger Psalmer for dem, og græde, naar der spilles op til Dans." 1)

✂ 206,38-39. om hvis Smaalighed... nogen Forestilling: Saaledes har A. D. J. i IIIB omredigeret Teksten fra: som det ikke kan nytte at tale om undtagen til dem, der ere indviet i Theatermysterierne; men det er ikke for Skuespillerne, at disse Linier ere nedskrevne.

✂ 207,10. paa Slottet: Herefter er, antageligt af A. D. J., i IIIB overstreget:, snart i Spidsen for at hæve et ungt Talent, snart i Spidsen for at undertrykke et andet.

✂ 207,13. var givet: Herefter er i IIIB udeladt, antageligt af A. D. J.:; naturligvis var det især Danserindernes Ben (hvoraf de vare særlige Kjendere), der opflammede dem til i Extase snart at give deres Bifald og snart deres Mishag tilkjende.

✂ 207,13-14. Dommere... lukkes: 1. Red. af IIIA har: Drivere... lukkes. Herefter disse smst. overstregede Linier: Jeg personlig havde intet at beklage mig over; thi jeg havde mine mest begeistrede Venner imellem disse Herrer.

✂ 207,25-26. Rettigheder.: Herefter er i IIIB, antageligt af A. D. J., overstreget flg. Fodnote: Tiderne forandre sig. Hvem havde dengang troet, at om 30 Aar et nyt Friparquet skulde komme i Theatret ved en snild Theaterdirecteurs Foranstaltning. Rigsdagsmedlemmerne vare i hine Aar gram i Hu mod *1) Ukorrekt Gengivelse af Matth. 11,17.160 vort Nationaltheater, som man helst rent vilde opløse og overgive i private Hænder. Da tilbød Directeuren Rigsdagen 25 Fripladser, og dette hjalp paa Stemningen mod Theatret. Hofparquettet havde været i 1. Parquet til venstre, Rigsdagens Friparquet var til høire. Oeconomien slog man nu en Streg over og nød sine Fripladser, idet man hver Aften berøvede Theatret en betydelig Indtægt. Herefter en vistnok ældre Overstregning: "Jeg ser i Aanden, saadan skal det blive" 1).

✂ 209,33. udviklede: Herefter er i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.:, nemlig Øinene, men for at kunne bruge den finere Sans, Øret, hvorigjennem Tanken skal opfattes, dertil hører Mere, naar den Lyd, der skal opfattes, er Ordet.

✂ 211,39-40. Men at tro... stor Ære: Disse Ord er i IIIB af A. D. J. indsat i Stedet for flg.: Gid Enhver især vilde slaa sig til Ro paa dette Punkt og betale den Bagatel, de yde til Kunsten, uden derfor at mene, at de bør varetage, at denne Bagatel ikke misbruges; thi Bedømmelsen heraf staar hverken i den udenforstaaende Enkeltes eller i Mængdens Magt.

✂ Herefter er i IIIB flg. Stykke overstreget, formentligt af A. D. J.: Man ser altsaa, hvilke Magter der strax i Begyndelsen reiste sig imod Heiberg: Hoffet, Mødrene, Børnene og de unge Herrer, der gik paa Eventyr. Borttageisen af Hoffets Rettigheder har naturligvis holdt sig til den Dag i Dag, da dette ligger i Forholdet som en Nødvendighed. Mødrene have derimod atter sat igjennem, at deres Børn paa Kongens Nytorv indsuge Comedien med Modermælken, om de end ere udsatte for at blive udviste, naar de blive altfor urolige. Om Portens Lukning kan der ved det nye Theater ikke være Spørgsmaal, da denne Bygning mærkeligt nok ingen Port har for Theaterpersonalet, men kun den aabne Gade, hvor alle Vogne holde, til Kval for de Spillende - og for de stakkels Kuske og Heste, der ere nær ved at sætte Livet til ved i Træk og Slud at holde, ofte hele Timer, efter de Spillende.

✂ 214,12-13. Han reiste... hos Heiberg: 1. Red. af IIIA har: Heiberg gav strax Tilladelsen til hans Fjernelse, men nu vare gode Raad dyre, hvem skulde man sætte i hans Sted? I et Nu var Heiberg ude af Sengen og nede paa Theatret.

✂ I den korte Tid Heiberg havde været ved Forretningerne, havde den unge et eller to og tyveaarige Berner 2), der var Secretair ved Theatercontoiret under Løffler, vakt hans Opmærksomhed. Til denne unge, stille, beskedne Mand henvendte Heiberg sig nu og bad ham overtage Arnesens Forretninger. Alle bleve forbausede over dette Valg. Skuespillerne fik det Syn paa Sagen, at det var en stor Fornærmelse mod dem at ansætte et saa ungt Menneske i denne Post. C. N. Rosenkilde med et Par Andre bleve valgte til at udtale deres Misfornøielse over Valget og bede om, at det atter maatte gaa ind, hvilket kan ses af medfølgende Brev 3). Heiberg svarede dem, at naar det *1) Fra "Elverhøi", 4 Akt, 5. Sc. (Edb. Poet. III, 481). *2) Berner var 26 Aar. *3) Rosenkildes Brev til Heiberg (af 9/10 49) i Heib. Ark. 161 viste sig, at Berner var uduelig til Posten, skulde han ikke holde paa ham, men indtil da blev Berner staaende. Den unge Mand viste nu, dels ved sin Arbeidsdygtighed, dels ved sin Beskedenhed, sin Conduite ligeoverfor Personalet, at Heibergs Valg havde været rigtigt; thi saa gjerne de end vilde, kunde de ingen Leilighed finde til at komme med nogen berettiget Klage imod ham, saa at han med hver Maaned, med hvert Aar fik fastere og fastere Fodfæste, og tilsidst gik alle Klager op i Taushed, og Berner stod fast i sin Stilling i de syv Aar, Heiberg var Directeur. Formentligt beregnet til eventuelt at indgaa i fornævnte Parti findes i et Tillæg til 1. Red. flg.: Kan nu nogen Dødelig begribe, hvorfor det var en Fornærmelse mod Personalet at kalde Berner..., naar man vilde taale en Wulff, et ubekjendt Menneske, ansat i en aldeles underordnet Stilling, hvor han hidindtil kun havde havt at gjøre med Pyntekonerne og Paaklædningsskrædderne. Nærmest passende ind herefter findes i 1. Red. flg. Marginaltilføjelse: Overskou stod som Sceneinstructeur, Overskou, der i de senere Aar havde staaet i det mest venskabelige Forhold til Personalet, idet han egentlig var Sjælen i de private Sommerskuespil, som gaves til Deling imellem Skuespillerne, som deltoge deri. Han oversatte for dem, skrev selv nye Ting, han satte Alt i Scene for dem til deres store Tilfredshed og var uundværlig for det Heles Gang. Det blev derfor hilst med Glæde, da Heiberg lod ham beholde Posten som Sceneinstructeur, ja, man kom til Heiberg, takkede ham formelig for dette Tegn paa, at han ønskede at komme Personalets Ønsker imøde. Justitsraad Løffler var alt tidligere Contoirchef.

✂ 214,23. og Nytaarsløier": Herefter er i IIIA overstreget:, "Nina".

✂ 214,29. mig altid: Herefter er i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.: i senere Aar.

✂ 215,4. sig saaledes.: Herefter er i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.: Han var en klog Mand, men han var ikke, hvad man kalder "en Satans klog Mand" - det er at sige, En af dem, der handle saaledes, at Satan udbryder: "Klogt! klogt handlet!" - medens Gud siger: "Nei dumt! meget dumt!" - Men vi vide jo Alle, at disse Sidste bugte sig let og snildt gjennem Revner og Sprækker, gjennem slimet Uføre, og komme om end tilsmudsede, til det, Verden kalder Maalet; medens de første maa finde sig i at vente, vente ud over Verdens Miskjendelse, for endelig at naa til deres Maal.

✂ 215, 7. sig om.: Nærmest passende ind her findes i 1. Red. af IIIA et Par Sider, som er overstreget ca. 1876-78. Det fortælles her, at Heiberg havde betinget sig af Kultusministeren, at enhver Klage fra Personalets Side skulde indgives skriftligt.

✂ 215,21-22. Tiden vise.": I et ufuldstændigt Tillæg til 1. Red. af IIIA, hvor Fru Heiberg kommer ind paa sit eget Forhold til Skues piller kammeraterne, skriver hun flg., der nærmest passer ind paa delte Sted: At Modstanden skulde komme fra en Kant, jeg mindst drømte om, var en Livserfaring, jeg med Bitterhed skulde gjøre. To Træk satte mig imidlertid i nogen 162 Forundring. Theatrets Paaklædningsværelser vare utroligt smaa og ubekvemme. I et Rum af knapt 6 Alen klædte sig ofte 3 à 4 Damer. Kom nu Friseuren, Pyntemadammerne og Garderobersken til, da vare vi ofte 8 à 9 Mennesker samlede og Luften uudholdelig. I det sidste Aar af Collins Directorat sagde jeg en Dag til Fru Nielsen: "Skulle vi To ikke indstille en Begjæring om, at vi faa et Værelse, om aldrig saa lille, for os selv? Jeg holder dette ikke længer ud, jeg er ofte i den Grad heed og forstyrret af al den Uro, Heede og Snak, som saa Mange tilveiebringe i det lille Rum, at jeg undertiden har ganske ondt, forinden Forestillingen begynder." Fru Nielsen svarede: "Jeg begriber saa godt, at dette Ønskes Opfyldelse er dig magtpaaliggende, du som spiller ideligt og ideligt; men jeg er jo saa godt som ude af Repertoiret og spiller yderst sjeldent, det vilde da se underligt ud, om jeg nu forlangte et Værelse for mig selv. Se du at sætte dette Ønske igjennem for dig." Hendes Ytring var Sandhed, hun var saa godt som ude af Repertoiret paa Grund af, at hun havde ophørt at spille de unge Elskerinder og endnu ikke begyndt paa de ældre Characterroller. Jeg beder, at man vil erindre hendes egne Ord Aaret før Heiberg blev Directeur, som Svar paa den løgnagtige Beskyldning, at det var hans Komme, der gjorde, at hun spillede saa sjeldent. Det Værelse, som blev mig lovet af Collin, blev først ledigt ved Saisonens Slutning, altsaa fra Heibergs første Saison. Men nu hørte jeg strax til min Forundring, at dette Gode skyldtes mit Forhold til den nye Directeur, og dette udgik fra det Nielsenske Hus. Det andet Træk maa være omtalt paa et følgende ikke bevaret Blad.

✂ 215,27. denne første.: Herefter er i IIIA overstreget: Det var smukt sat i Scene af Overskou og viste, at han som Sceneinstructeur kunde udfylde sin Plads.

✂ 216,2. St. Blicher.: Herefter er i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.: Fortællingen i dette lille Arbeide synes mig rørende og sand og skylder vist ogsaa en virkelig Begivenhed sin Tilblivelse. Der findes heri en Type af en morsom Englænder, der gav Phister Leilighed til en af hans bedste Roller; de to unge Elskende har Michael Wiehe og jeg viist kunne spilles med megen Virkning, Musiknumrene ere smukke og virkningsfulde.

✂ 216,6-30. Da Lystspillet... bestille med!": Svarende til dette Stykke findes i IIA et Parti, som dèr delvis er overstreget. Bagefter har Fru Heiberg skrevet: "En Del af dette kan udelades, især det personlige om Høedt." Nedenunder har Krieger skrevet: "Dette benyttes ikke". Partiet lyder: Ved Slutningen af Saisonen 1848-49 havde som sædvanligt en Del af Skuespillerne Sommerforestillinger for egen Regning.... Den 26. Juni skulde M. Wiehe have en af disse. Han bad mig om at være ham behjælpelig hermed ved at udføre en Hovedrolle i et nyt originalt Stykke, han til dette Øiemed havde forskaffet sig. Han bad, om han en Formiddag maatte komme ud til mig for at forelæse mig dette. Dagen blev bestemt, og han medbragte Lystspillet "Herr og Fru Møller". Han betroede mig nu, at det var et originalt Stykke af Studenten F. L.Høedt, en intim Ven af det Nielsenske Hus, hvem 163 jeg endnu kun kjendte af Navn af deres og M. Wiehes Omtale, idet de saae op til ham som et stort Geni, der engang skulde sætte Verden i Forbauselse ved sine digteriske Frembringelser; at det skulde ende med, at han gik til Theatret som Skuespiller, det drømte paa den Tid Ingen om og mindst Heiberg eller jeg. Hr. Høedt, Søn af en formuende Marskandiser, kom tidligt som Dreng i Borgerdydsskolen paa Christianshavn. Da han som Voxen forlod denne, skrev Poul Møller, der var Lærer i Skolen paa den Tid, i hans Testimonium, at han var "forfængelig og ikke uden Affectation" 1). Han blev Student med bedste Character, men drev det aldrig til at tage Embedsexamen, saa ofte han gjorde Tilløb hertil. Den Kundskab om ham, som var kommet os for Øre, lød som følger: Han beskjæftigede sig nu med æsthetisk Læsning, saa vel i vor egen Litteratur som i fremmede, især fransk. I en Del Aar forinden dette Tidspunkt, da Wiehe gjorde mig bekjendt med ham som Forfatter, var han kun bekjendt som En, der i høi Grad trængte til at udtale sig for Andre om Alt med stor Sikkerhed. Af Mange, der stode under ham i Dannelse, blev han anset for et brillant Hoved. Til disse Stemmer lyttede han og skyede enhver Omgang, der ikke ubetinget underordnede sin Dom for hans. Det blev saaledes hans Ulykke, hvad der havde været saa mange unge Menneskers Ulykke, altid kun at finde Behag i dem, der stode under En, i Stedet for at opsøge dem, der stode over En, aldrig at kunne finde sig i at være lyttende, i Stedet for den Stemmeangivende. Ved et Tilfælde kom han som ganske ung Student ind i det Nielsenske Hus, netop paa det Tidspunkt, da Fru Nielsen for anden Gang maatte opgive sine Illusioner ligeoverfor Nielsen, da dette hendes andet Ægteskab lod lige saa meget tilbage at ønske som hendes første, om end paa anden Viis og Maade. Hun følte sig atter ene. Hvad Under da, at hun i det triste Hjem sluttede sig til den unge æsthetiske Student, der sværmede for Theatret, blev hendes Forelæser og herigjennem hendes Autoritet fremfor nogen Anden. Hvad Under at han paa sin Side, rørt over denne Anerkjendelse, blev hendes Beundrer og Tilbeder. Jeg har ofte tænkt, at havde Høedt her mødt i hende en ældre klarsynet, besindig Veninde, der havde modereret, standset og i Venskab irettesat denne unge forfængelige Mand og advaret ham for den Arrogance, der truede med at tilintetgjøre hans gode Anlæg, hans Begavelse, da havde hendes Omgang kunnet blive af uberegnelig Indflydelse paa hele hans øvrige Liv. Som det nu var, bestod hele Forholdet i en gjensides Beundring for hinanden i Stort som Smaat; hvad Høedt mente og vilde, var det ene Rette; han havde i hende fundet det Ideal, hvorefter slige Personligheder som hans sukke, En, der kun har Øre og Øine for hans Fuldkommenhed og kun for hans. Samlivet mellem disse To fortsattes i en Del Aar. Henved sit 30te Aar følte han endelig Trykket af ingen Livsstilling at have. Smaa litteraire Forsøg vare vel blevne beundrede i høi Grad i den lille Kreds, hvori han bevægede sig, men i det store *1) I Skolens Arkiv (i Landsarkivet) er intet Vidnesbyrd af dette Indhold fundet, derimod Rektor Krarups Testimonium (trykt i R.Neüendam: Michael Wiehe og Frederik Høedt (1920), 102).164 Publikum havde Virkningen af hans Digterfrembringelser været ubetydelig. " Herr og Fru Møller" var hans første dramatiske Arbeide, imødesaaes derfor af Vennerne med store Forventninger og stor Spænding. Jeg hørte Wiehe oplæse dette, som jeg paa hans Ord troede, originale Stykke. Jeg fandt det ret morsomt, men Dialogen forekom mig vel kjøbenhavnsk og flot og forceret; imidlertid tvivlede jeg ikke om, at Stykket godt spillet vilde tiltale Publikum, maaske netop paa Grund af det, som stødte mig heri, nemlig altfor mange saakaldte Vittigheder og gode Indfald af den Slags, som dagligt høres paa Gader og Stræder. Stykket blev annonceret paa Placaten uden Forfatterens Navn. Det blev spillet og gjorde megen Lykke hos Publikum. Alle Blade kritiserede det som et nyt dansk Lystspil, som det havde udgivet sig for. Men da dette var overstaaet, traadte Hr. Høedt for første Gang frem for Offentligheden, ikke som original Forfatter, men som Bearbeider af et udenlandsk, fransk Stykke, som han havde indrettet for den danske Scene og givet Navnet "Herr og Fru Møller". Dette var altsaa Udfaldet af hans første originale Arbeide! Denne Adfærd forundrede med Rette Alle; han selv tog det fra den Side, at han vilde have den Morskab at se, om han kunde narre Alle med sin Lokalisering, selv Censor, altsaa Heiberg. At denne Opførsel var temmelig lapset af den gode Bearbeider, fandt saa temmelig Alle, da det jo var umuligt for nogen Censor at kjende den Myriade af franske Smaastykker, som i hine Aar mylrede op af den franske Jordbund. Heiberg faldt det aldrig ind at tvivle paa, at Stykket var, hvad det udgav sig for, originalt, uagtet han og jeg flere Gange havde udtalt for hinanden, i hvilken Grad Gangen og Costumet i Stykket lignede de franske, iblandt Andet faldt det mig meget udansk, at en Madamme som den, der her lader sig kalde Fru Møller, ringer og siger til Tjeneren: " Spænd for." Ikke som om en dansk Frue ikke ogsaa kan have Hest og Vogn; men Ordene blive givet paa en anden Maade. Vi troede derfor, at den formentlige Forfatter havde efterabet de franske Stykker, som Mange i hin Tid gjorde. Hvorledes det senere gik samme originale Forfatter med dette hans første Arbeide, skal jeg siden fortælle.

✂ 216,15. indrømmede: Saaledes lyder Afskriften (IIIB). IIIA har: bejaede? (Spørgsmaalstegnet er med andet Blæk end Tekstens).

✂ 218,7. "Det skulde... Reiersen!" 1): Saaledes er Teksten i IIIA ændret fra 1. Red.s: "Ja, wir sind alle pauvre Hunde" 2).

✂ 219,5-7. Jeg tror... En, og: Indsat i IIIA i Stedet for flg. overstregede Linier: Jeg tilstaar, at en rigtig forfængelig Mand aldrig har kunnet behage mig, og er det ikke naturligt for Kvinden, at det netop er det Mandige, der drager os hen til vor Modsætning? Det er det Mandige, vi beundre, det faste sanddru Væsen, vi se op til. I ham føle vi, at vi kunne have den Støtte, vi i saa mange Livsforhold trænge til. En rigtig forfængelig Mand har ondt ved ret at være sanddru, da denne Lidenskab i Et væk forblinder ham, og Løgnen hos Menneskene er dog af Alt det forfærdeligste.

*1) Fra "Sparekassen", 2. Akt, 5. Sc. (Hertz, VII, 204). *2) Citatet er ikke fundet. 165

✂ 219,16. "Tonietta": Herefter findes i 1. Red. af IIIA en Skildring af Anna Nielsens Talent, som i det endelige Originalmanuskript er indbefattet i Var. til S. 265,30 med Undtagelse af flg. Parti: Jeg blev... meget glad over, at der i Hertz' "Tonietta" fandtes en Rolle, hvori hendes Talent kunde vise sig. Hun spillede nemlig Teresas - Gjæstgiverskens - Rolle, og hun spillede den characteristisk og eiendommelig, saa at den blev af megen Virkning paa Publikum; den sydlandske Farve klædte hendes Ansigt godt, og hendes Skikkelse fyldte fortræffeligt til den selvtilfredse italienske Matrone. Herefter er overstreget: Gud er mit Vidne, hvor glad jeg var over hendes Held. Herre Gud, jeg holdt jo af hende fra gamle Dage, hun var et Talent, hun var i Modsætning til Manden et sanddru Menneske, der bestandigt havde viist mig megen Godhed, og jeg hørte jo ofte af hendes Veninde, Jfr. Liunge, der fremdeles var i Huset hos hende, og som af og til besøgte mig, rørt, hvorledes hun i Hjemmet forsvarede baade Heiberg og mig imod Mandens bagvaskeriske Udtalelser. Ja, at han en Gang i Heftighed havde udbrudt, da hun tog Heibergs Parti: "Jeg tror, Gud forlade mig, at du er forelsket i ham."

✂ 221,33. Paaskjønnelse.: Herefter i IIIB af A. D. J. overstreget nogle Betragtninger om Menneskenes Stilling til Hyldest. Om Heiberg indeholder det flg.: I dette som i flere Punkter var han og Heiberg af modsat Naturel; thi Heiberg fandt al slig Hylding forfærdelig. Naar derfor Nogen blev hyldet, pleiede han at sige: "Gud ske Lov, at det ikke er mig!" og han sang da ofte et Vers af Syngestykket "Bruden":

✂ "Nei Tak, maa jeg helst være fri!
Jeg vil gaae paa min lønlige Sti;
Og lade Æren mig drage forbi!" 1)

✂ ... Personlig ønskede Heiberg aldrig nogen som helst offentlig Hyldning; og i Sandhed, i den Retning fik han sit Ønske opfyldt; thi det faldt aldrig Nogen ind at bebyrde Heiberg med Paaskjønnelse af denne Natur. Herefter følger i I Red. af IIIA:, maaske fordi man havde en Følelse af, at han helst var fri, maaske ogsaa fordi man ikke undte den skarpe Kritiker noget, der tydede paa, at ogsaa hans Virksomhed var forstaaet og paaskjønnet.

✂ 222,8. Skjældsord imod mig: Herefter i IIIB overstreget, uvist af hvem: og min Betydning som Skuespillerinde. Hefter følger i 1. Red. af IIIA: i Modsætning til, hvad hans Kone betydede.

✂ 222,11. Selskab sad: Herefter i 1. Red. af IIIA flg. smst. overstregede Linier:, nogle i Forbauselse over hans Opførsel, andre i Uvidenhed over, hvad der kunde have givet Anledning til hans Raseri. Til de sidste hørte Heiberg, der oppe i Salen aldeles intet havde bemærket, og flg. ikke overstregede: hvorimod Oeh. siden fortalte mig, at han strax havde bemærket hans utrolige Mangel paa Holdning og Selvbeherskelse.

*1) Fra Scribe: Bruden, overs. af J. L.Heiberg (1830), 12 (Det kgl. Teaters Repertoire Nr. 34). 166

✂ 222,20. ironiske Maade: Saaledes Teksten i IIIB, antageligt af Hauch eller A. D. J. ændret fra: ironiske, diabolske Maade,

✂ 223,12. mærket selv.: Herefter følger i 1. Red. af IIIA: Men hvad der er det værste hos et saa forfængeligt Menneske, det er, at hvor [Forfængeligheden] i den Grad faar Lov til at gro, der er den uadskillelig fra Løgnen, og hvor Løgnen faar Lov at tumle sig, der opløses lidt efter lidt al Personlighed. Det er ikke blot os andre, der ikke kunne hitte Rede i, naar der tales Sandhed, naar Løgn; han veed det ikke selv.

✂ 223,26. sine Nærmeste.: Herefter er i IIIB, antageligt af A. D. J. overstreget1): Ogsaa om sin afdøde begavede Datter Charlotte, der jo havde været gift med Phister, talte han ømt og vemodigt. "Gud være lovet, at hun er død, min arme Lotte," udbrød han gjentagne Gange, "hvilket Liv havde ventet hende, om hun var blevet gammel!" Hans Stemme brast af Rørelse, da han udtalte disse Ord. Herefter følger i 1. Red. af IIIA: Ja, endnu fortroligere Ord om denne Sag udtalte han for mig, men Ord, som jeg synes, at jeg ingen Ret har til at gjentage for Andre; men ideligt gjentog han: "Gud være lovet, hun har stridt ud," og forfærdelige vare de Tanker og Meninger om, hvad hans Datter havde lidt og fristet.

✂ 225,13. mit Bekjendtskab: Herefter i IIIA flg. i IIIB udeladte eller glemte Ord: - skammeligt nok har jeg glemt, hvem det var.

✂ 225,32. havde havt: Herefter er i IIIA overstreget:, en Frøken Henningsen.

✂ 229,22-23. "Den Vægelsindede".: I 1. Red. af IIIA flg. Tilføjelse, nærmest passende ind her: Til de to Sange hun synger, medens hun leder efter en Bog, og som ikke findes i Stykket, men overlades til Skuespillerinden at vælge, hjalp jeg mig med et Vers af en gammel fransk Sang, som Heibergs Moder lærte mig; den danske "forlibte Vise" blev jeg nødt til selv at skrive Musik og Text til; thi det er ingenlunde let at finde en saadan, der i Korthed og Lystighed kan udfylde den morsomme Situation.

✂ 231,8. "Den Vægelsindede": Herefter er i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.:, saa meget mere som den samme Dame vedblev at paatvinge sig mig Dag og Nat.

✂ 232,14-16. en Anden... Nogen: 1. Red. af IIIA har: Fru Phister inden kort Tid... hende, eller rettere, hendes kære Ægtefælle.

✂ 232,18. opførtes Stykket.: Herefter i 1. Red. af IIIA dette smst. overstregede Parti: Ved Theatrets nye Ordning, der tog sin Begyndelse med denne Saison, var min gamle Ven Etatsraad Molbech en af de tidligere Directeurer, der nu var fratraadt. Han forlod nødig denne Post, der interesserede ham meget, endskjøndt det neppe var paa dette Omraade, at han vilde eller kunde vinde Navn og Berømmelse. Efter sin Fratræden som Directeur kom han næsten aldrig mere i Theatret, hvor han tidligere saa godt som saaes hver Aften.2) Da jeg en Dag bebreidede ham dette, sagde han: "Ak, jeg er mismodig *1) Sml. Tekstrettelsen. *2) Herefter i Marginen tilføjet: I medfølgende Brev omtaler han rigtignok, at han har været i Theatret for 14 Dage siden, men det var første Gang i mange Maaneder.167 og trykket i mit Sind af det Nye, der træder En imøde i alle Forhold; vi Gamle have ondt ved at finde os tilrette, og jeg kan kun komme til Ro i mit Studereværelse i travl Beskjæftigelse med, hvad jeg for Øieblikket agter at udgive i Trykken". Den nye Tid, det unge Danmark var ogsaa unegteligt hensynsløs mod de ældre Arbeidere, og de Ældre havde den Feil, at de ikke kunde faa Syn paa, hvad det Nye bragte. Molbech var en af disse ældre Arbeidere, der følte sig trykket og mismodig. Holberg var en af hans kjæreste Forfattere. Jeg syntes derfor, at han burde være tilstede ved den første Opførelse af Holbergs Vægelsindede, et Stykke han jo aldrig havde set gaa over Scenen; men jeg vidste tillige, at han ikke vilde indfinde sig. Jeg tvang ham derfor dertil ved at sende ham Billetter, dels fordi jeg ønskede hans Nærværelse, dels fordi jeg vidste, at en saadan Opmærksomhed fra min Side vilde glæde ham; thi faa Mennesker vare taknemmeligere for, hvad Godhed og Artighed man viste, end gamle Molbech. Endnu samme Dag modtog jeg følgende Brev fra ham. 1)

✂ 232,24-25. løftede min simple og korte: Saaledes i IIIB i Frk, Verdelins Afskrift. Ordlyden er i IIIA: løftede min simple. I 1. Red. af IIIA skriver Fru Heiberg: zirligt løftede den lurvede.

✂ 234,26. lykkedes dig!": Herefter i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.: Efter at jeg i 1864 havde taget min Afsked fra Theatret for bestandigt og altsaa ikke mere havde Leilighed til at vise Publikum min Vægelsindede, læste jeg 10 Aar efter i et af Hovedbladene - husker jeg ikke feil, var det samme Blad "Fædrelandet" 2), der tidligere havde sat denne min Fremstilling saa høit - et helt modsat Raisonnement over min Vægelsindede, nemlig at den til Trods for den store Virkning var udenfor Holbergs Aand, Stil etc. etc. Det er let at beskylde en Død, der ikke længere kan forsvare sig; thi mit Forsvar skulde kun bestaa i atter at spille den. I 1. Red. af IIIA lyder Fremstillingen af denne Sag saaledes: Hvem der ikke paa nogen Maade kunde finde sig i den Virkning, min Vægelsindede gjorde paa Publikum, var Phister. Til Alle docerede han med sin rivende Veltalenhed om, at Tonen ikke var Holbergs, Stilen for moderne etc. etc. Ja, nu tro I vel, I som ikke have set den, at han havde Ret, men jeg siger Nei; Stilen, Tonen var bibeholdt. Dette havde netop været min ivrige Bestræbelse under Indstuderingen. Lidt senere staar flg.: Som sagt, til Alle, som vilde høre derpaa, forsikrede Phister, at min Udførelse i sin Grund var forfeilet. Til mig personlig var han fuld af Roes og Paaskjønnelse, sagde, at det var utroligt, hvad jeg havde faaet ud af den løse Skizze af Holberg, at en saadan Opfattelse kun var mig givet, at dette Stykke atter vilde lægges hen som dødt, naar jeg ikke mere kunde udføre Rollen; thi Ingen kunde optage den efter mig, at Holberg vilde glæde sig i sin Grav etc. etc. Imidlertid forvoldte den Virkning, Stykket nu gjorde, ham saa megen Ærgrelse, at han tilsidst gjorde det Eneste, som stod i hans Magt til om *Heibergs Vaudeville "Nei" var et af hans Yndlingsstykker, og han sagde mig, at han den. Aften brød overtvers og gik derhen for at sætte sig i en oplivende Stemning, til hvilket han saa høilig havde følt Trang. *1) Brevet, af 14/2 1850, findes i de Heib. Papirer i det kgl. Bibl. (N. k. S. 3066). *2) Artiklen er ikke fundet i Fædrel.168 muligt at svække Indtrykket af det Hele, idet han afgav sin Rolle i Stykket, Henrik, der da blev besat med en langt svagere Skuespiller i dette Fag. Det hjalp ham imidlertid til Intet. Publikum vilde nu engang se min Vægelsindede, og Stykket vedblev at gaa usvækket i Publikums Interesse.

✂ Efter at jeg i 64 havde taget min Afsked fra Theatret for bestandig og altsaa ikke mere havde Leilighed til at vise Publikum min Vægelsindede, læste jeg 16 Aar efter i et af Bladene, jeg husker ikke mere hvilket, men tager jeg ikke feil, var det i det samme Blad "Fædrelandet", der tidligere havde sat denne Forestilling saa høit, hele Phisters Raisonnement over min Vægelsindede. Herefter slutter Varianten som i IIIB.

✂ 235,7. den Genre.: Herefter i IIIA flg. smst. overstregede Linier: Og kommer nu hertil, at han var og vist i Aarhundreder vil blive det danske Theaters første tragiske Skuespiller, tror jeg ikke, at nogen Scene skal kunne fremvise Magen. Herefter følger i 1. Red. efter ny Linie: Phisters Jeppe kan i alle Maader stilles ved Siden af Lindgreens, ja man maa vel sige, at Phisters er finere nuanceret, smagfuldere i det Burleske, fuldendtere i det Mimiske, det Plastiske; men Grundtonen, Opfattelsen af den hele Skikkelse hører Lindgreen til.

✂ 235,7-9. havde jo... originale: Saaledes er Teksten i IIIB af A. D. J. ændret fra: have vist ikke været baserede paa nogen tidligere Skuespillers Fremstilling.

✂ 235,10. Væsentligt: Dette Ord er i IIIB indsat af A. D. J.

✂ 235,16. bære Frugt.: Herefter i IIIA flg. smst. slettede Linier: Hvilken Fordel har ikke Phister havt af som Dreng at være bleven fortrolig med de forudgaaende Mestre i de Roller, han senere selv overtog. Herefter følger i 1. Red.: Hvor ofte gaa ikke alle de ældre afdøde Skuespillere igjen paa vor Scene: Frydendahl, Ryge, Foersom, Winsløw, Lindgreen. Som nu Foersom: Hvor mange have ikke staaet og staa den Dag i Dag paa hans Skuldre. Hans Buurmann i " De Uadskillelige", hans Tommerup i Hertz' "Debatten", hans Gunild i Holbergs "Barselstue", hans Skaarup i "Sparekassen" og alle hans italienske Munke! Alle disse Billeder vare saa skarpt tegnede, at ingen Skuespiller formaar at løsrive sig fra disse og skabe nye Typer, der kun en Gang har havt Leilighed til at se dem.

✂ 236,23. tale til.: Herefter i IIIB, formentligt af A. D. J., overstreget et Stykke, der fortsat omtaler de smaa Talenter, som kun har een Tanke, nemlig at det skyldes et Tilfælde, at de ikke indlager en mere betydende Stilling. De gaar hele Livet i en Illusion til Gengæld for, at de aldrig har forstaaet at frembringe nogen. - Herefter i 1. Red. af IIIA flg. overstregede Parti: Ved at nedskrive Ordet Illusion falder mig et Spørgsmaal ind, der kunde være en værdig Opgave for en fin Kritiker at besvare. Min næste nye Rolle var i Hauchs "Marsk Stig", Tragedie i 5 Akter. Jeg fremstillede her en Dame. som Kongen var forelsket i og gjorde alt for at vinde. En stor Fest er berammet ved Hoffet. Til denne Fest havde Kongen sendt hende en prægtig Guldkjæde, som han bad hende bære hin Aften. Bar hun den, da skulde det være et Tegn 169 paa, at hun vilde tilhøre ham og ikke tilbageviste hans Elskov, bar hun den ikke, da betød dette et Afslag fra hendes Side. Stykket begynder med, at hun staar pyntet i al sin Pragt til Festen. Hun elsker Kongen, men vakler i at hengive sig til ham. Da fæster hun Kjæden om sin Hals, kun for at se, hvorledes den vil klæde hende til al den øvrige Pynt. Hun begynder nu at reflectere over sit Forhold til Kongen, og hvad en saadan Elskov vilde føre til. Hun forfærdes og beslutter ikke at vise sig med denne til Festen, men da hun nu vil aabne Laasen for atter at tage den af, binder denne saa fast, at hun ikke er istand til at løse Kjæden, et Motiv, der af Forfatteren er benyttet til, at Kongen faar sit Ønske opfyldt. Da jeg nu kom til dette Sted i Monologen og atter og atter forgjæves forsøgte paa at faa Kjæden af, da gjorde jeg dette saa naturligt, at jeg første Aften og alle senere Gange, Stykket gik, hørte denne bekjendte ængstelige Mumlen i Huset, der aldrig udebliver, naar et Uheld sker. Ja, jeg hørte tydeligt Stemmer hviske: "Oh, hvor uheldigt, hun kan ikke faa Laasen op." Ja, ved første Opførelse af Stykket hørte jeg ind paa Scenen Phister sige ude i Coulissen, hvor han stod med flere Andre (Stykket var ham nemlig ubekjendt, han spillede ikke i det): "Naa, det spaar ilde ved et nyt Stykke, naar et saadant Uheld indtræder i første Scene." Men da jeg nu i Monologen udbrød: "Din Lænke binder fast, Kong Erik!" og de senere Ord vise, at hun skal beholde denne paa, da bleve vel Alle orienterede om deres Feiltagelse, men Illusionen havde dog et Øieblik været forstyrret. Altsaa er det Ret at fremstille noget i den Grad naturligt, at Tilskuerne forvexle det med Virkeligheden? Var Feilen min eller deres? Da jeg kom ud efter Scenen i Coulissen, kom Phister hen til mig og sagde: "Naa, hvor jeg blev bange for Dem, jeg troede virkelig, at den Anstrengelse, De udtrykte ved atter at løse Kjæden, var et Uheld." Jeg blev ganske vred og sagde: "Synes De da, at det ligner mig at staa saaledes og kludre inde paa Scenen?" Og det lignede mig virkelig ikke; thi al slig Ubetænksomhed, der kunde forstyrre Illusionen, var mig i høi Grad modbydelig. Det er ligefrem en Skuespillers Pligt at forhindre slige Tilfældigheder; thi saadanne kunne jo tilintetgjøre en hel Scenes Virkning for Forfatteren. Men nu havde jeg jo netop ved min Correcthed tilintetgjort Illusionen et Øieblik; var da dette en Feil fra min Side? Det er dette Spørgsmaal, som jeg ønskede besvaret af en Kyndig.

✂ 237,29. selskabeligt Liv: Herefter følger i 1. Red. af IIIA:, der atter krævede Kræfter, om end af en anden Art, men hvem kunde modstaa Suhrs beskedne Bønner om ikke at svigte Opholdet paa Sølyst. Rørende var hans Glæde over Heibergs Held med Theatret, og han var barnagtig stolt over Heibergs Udnævnelse som Etatsraad og gjorde Gilde paa Gilde, for at Alle skulde tage Del heri, trak snart en, snart en anden Personlighed til Sølyst, hvem han troede, at det vilde interessere Heiberg og mig at gjøre Bekjendtskab med. At Alle ønskede at gjøre Bekjendtskab med os, derom nærede den hengivne Ven intet Øieblik nogen Tvivl. Naar han meddelte mig, hvem han nu havde indbudt i Haab om, at det skulde behage os, og da jeg sagde: "Men veed De ogsaa, at han bryder sig om at gjøre vort Bekjendtskab?" da 170 svarede han: "Hvor vil De hen, det ønske Alle." Jeg maatte ofte smile over hans Sikkerhed i denne Retning. At derimod de Fleste ønskede at blive indbudte til det yndige Sølyst, til det rigtbesatte Bord af Mad og Vin, til den gjæstfri Vært, der var uudtømmelig i at gjøre sine Gjæster til Behag, det tror jeg var temmelig sikkert.

✂ Hvad der meget forsødede mig mine aarlige Ophold paa Sølyst, var Suhrs Broderdøtre 1). Først Pauline Suhr, en eiendommelig forstandig ung Pige, der desværre døde i ung Alder. Dernæst den kjække frimodige Sophie Suhr, senere Fru Mathiesen, men mest af Alle den smukke, yndige Dorothea Suhr, senere Fru Erichsen. - Denne unge Pige sluttede sig til mig med en rørende Fortrolighed og Kærlighed, var uudtømmelig i at bringe mig smaa Gaver, uagtet hun selv ingenlunde var rigelig forsynet hermed. Parfumer, fine Sæber, Mandelklid, der var hende skjænket til hendes eget Brug, bragte hun strax mig og sagde: "De skal have det, hvad skal jeg dermed." Smaa Smykker, hvormed hun skulde forskjønne sit eget Toilette, tvang hun mig med de kjærligste Ord til at modtage uagtet mine Indvendinger; hun tryglede saa længe, at jeg blev nødt til at give efter. Hun sagde saa ofte: "De har det ikke saa godt her i Huset, som De burde have det; vi maa Alle hjælpe til at forsøde Dem Opholdet her." Ofte kastede den yndige forstandige Pige sig om min Hals, naar vi vare ene og sagde: "Hvad skylde vi Alle ikke Dem! Onkel er jo blevet et andet Menneske, siden han lærte Dem at kjende; før var han saa mørk, saa indesluttet, og nu er han jo ligesom vendt tilbage til Livet, er glad og ønsker at glæde os Alle, nei, vi kunne aldrig takke Dem nok." Saadanne Udtalelser af denne min Yndling vare mig usigelig kjære; thi det viste mig, at her var En, der havde det rette Syn paa Forholdet mellem mig og den stakkels Suhr, der besad Alt af Lykkens Goder, men ved sin Indesluttethed havde ligesom lukket for sig og vendt sine Nærmeste fra sig. Nu stræbte han atter at drage dem til sig; men de vare blevne sky for ham, og han beherskedes af en Forlegenhed, der standsede ham i at gjøre Overgangen. Meget lykkedes mine Bestræbelser i denne Retning, men ikke saa meget som jeg ønskede til Held for ham og dem, der naturligt hørte ham til. Alt dette gjennemskuede denne unge uerfarne Pige til min Forundring. Men denne unge Pige var ogsaa opvoxet under egne Omstændigheder. I hendes Hjem havde hun havt en gammel elskværdig Bedstefader, hendes Moders Fader 2). Fra lille Pige af havde hun levet et eget Liv med denne gamle Mand, hvis Yndling hun var. Hun fulgte ham, hun levede tildels med ham paa hans Værelse. Her underviste han hende, og da han blev ældre, sad hun Vinteraftenerne og læste høit for ham, mest i Landets egen Litteratur. Jeg var ofte forundret over at høre hendes Dom om, hvad hun havde læst, og det Trin af Udvikling, som dette stille, ensomme Liv havde ført hende til. "Ak", sagde hun ofte, "dette stille Liv i min *1) Døtre af Købmand i Nyborg O. B. Suhr (1789-1858), g. 1812 m. Laurine Marie Møller (1795-1876). *2) Købmand Rasmus N. Møller (1751-1842), som efter at have mistet sin Formue, som Enkemand boede i det Suhrske Hus i Nyborg. Han var meget aandsinteresseret, og da hans Syn svækkedes, læste Børnebørnene for ham. (Pers.hist. Tidsskr. IV. R. II, 159-69). 171 Bedstefaders Stue udgjorde min Lykke!" Naar jeg hørte den unge, smukke, elskværdige Pige tale saaledes, vidste jeg ikke, hvem jeg skulde prise lykkeligst, enten den gamle Mand, der havde vidst at fængsle denne unge skjønne Sjæl til sig, eller den unge Sjæl, der havde forstaaet at suge Næring af den ædle Gamles Omgang og Kjærlighed. Hvor mangen en ung Pige vilde ikke have anset det som en tung Pligt i de unge Aar at være henvist til dette ensomme Liv i den Gamles Stue. Naar vi i Haven skjulende os i et afsides Lysthus sade med hinanden i fortrolige Samtaler, naar hun slyngende de fine smaa Hænder om mit Liv, saae paa mig med sine lyseblaa, ærlige Øine, som hun ofte rødmende nedslog, idet de blonde rige Lokker næsten skjulte hendes Ansigt, da elskede jeg dette unge Barn og tænkte: Lykkelig den, der er Moder til en saadan Pige! Ja, min søde Dorothea, naar du, der alt længst nu selv er Moder til yndige Børn, engang naar jeg ikke er mere, i det fjerne, hvor nu din Bolig er, læser disse Linier, da siig dig selv: "Ogsaa jeg har skjænket denne Johanne Luise Timer, som jeg nu ser have været hende uforglemmelige."

✂ 237,34. deres Tanker: Herefter i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.: ærlige, sanddru, uden paanødt Forstillelse i nogen Retning.

✂ 237,39-40. Her var... Fædreland!: 1. Red. af IIIA har i Stedet flg. kun delvis bevarede Stykke: Naar Heiberg sad i det lille Cabinet og skrev, naar jeg sad ved Vinduet i den store Sal med Hunden Valter ved mine Fødder og beskjæftiget med mit Sytøj og med det herlige Sund med sine mange Seilere for Øie, da følte jeg mig lykkelig. Naar "Havet hvilte i kongelig Pragt" 1) kun optagende Himlen i sit Billed, naar alle Skibenes Seil hang slappe og speilede deres Tougværk og Seilenes Folder i Vandet, naar al Travlhed var standset, og nu med Et Vinden blæste op og Hundreder af Seilere kom glidende ind i Sundet, hvilket Syn! hvilken Forandring af det hele Billede! En Skov af Master samlede sig tættere og tættere sammen. Jeg talte en Gang, saa vidt som det lod sig gjøre, fem Hundrede i Tallet, og naar nu den nedgaaende Sol belyste dette Syn, da ville vist Alle indrømme, at man kan reise Verden rundt, uden at Øiet kan se noget lignende! Da var Øieblikket for Heiberg til at opstille sine store Kikkerter, da var han i sit Element og glad som et Barn. Selv Valter sprang op i Vinduet for ogsaa at faa sin Del af Øieblikkets Nydelse.

✂ Saaledes levede vi da her i fuldstændig Ro og Hvile; en enkelt Gang lød Klokken paa vor Dør, men det var intet Besøg, der bragte Uro, det var sædvanlig nogle Englændere, der spurgte om, hvor Hamlets Grav var at finde. Som bekjendt gaar Her ender Brudstykket.

✂ 238,24. et Svælg!": Herefter i IIIA overstreget: Som tidligere udtalte han nu atter paa Gader og i Stræder sin faste Beslutning om at forlade Theatret, naturligvis denne Gang fordi Heiberg stod i Spidsen for Theatret, til Trods for at han i vor Stue havde udraabt ved Heibergs Ansættelse, at nu gik en Sol op over Theatret. Bladene, der alt havde kastet deres Unaade paa Heiberg, holdt selvfølgelig med ham og satte hans rørende Klager i Stil, uden at bekymre sig om alle Directeurers enstemmige Udsagn, at han var *1) Se Hertz: Digte I (1851), 174.172 aldeles umedgjørlig at have at bestille med, uden at undersøge, om her ikke desto mindre forelaa nogen Grund til Klage fra hans Side. Paa samme Tid som Bladene saaledes gave det Udseende af, at Heiberg fordrev Nielsen, skrev Nielsen to Breve til Heiberg, hvori han forsikrede, at Heiberg ingen Del havde i denne hans Beslutning. Men disse bleve ikke trykte. Nu staae de i Overskous Theaterhistorie for enhver, der ønsker at kjende dem 1). Heiberg var for stolt til at imødegaa Bladenes Bagvaskelse ved at fremlægge disse Breve, som jo ogsaa end mere havde opbragt Nielsen.

✂ 238,25-239,18. Paa den Plads, hvor delte Afsnit er indsat, findes i 1. Red. af IIIA, flg. Skildring: Dog, vi ville vende os bort fra al denne Misere.

✂ Alt i en Række af Aar hed det sig bestandigt, at ethvert nyt Talent - uden at tale om de gamle - copierede mig i deres Frembringelser. Dette dadledes med Rette af Kritiken; men nogle af de ildesindede Kritikere dadlede indirecte mig for Talenternes Mangel paa Originalitet, og dette fandt jeg dog virkelig ubilligt. En gammel Dramaturg gik saa vidt, at han sagde: "Saa længe Fru Heiberg lever, faar Theatret intet betydeligt kvindeligt Talent. Hendes Talent trykker formeligt Theatret." Denne Ytring var af en af mine Velyndere; mine Modstandere vare ikke langt fra at ytre, at det vilde være et Held, om vor Herre tog mig, for at disse Talenter, som de selv betegnede som ubetydelige, des bedre kunde trives. Dette Raisonnement forekom mig, som om man i en Have vilde hugge et Træ om, for at et lille Skud, som viser sig ved Roden, muligvis kunde voxe op og blive et Træ. De betænke ikke, at Skuddet slet ikke vilde været til, ifald Træet ikke havde staaet der i Forveien, og Ordsproget, "Man veed, hvad man har, men ikke, hvad man faar", glemme disse Mulighedens Protecteurer bestandigt.... Idet man beskylder et Skuespillertalent for ideligt at copiere en Anden, udtaler man en Dødsdom over dette Talent; thi ingen virkelig naturlig Begavelse, ingen virkelig Personlighed falder paa at copiere en Anden; thi Talentets, Personlighedens Kjendemærke er netop at ville producere sig selv og kun sig selv. Hvoraf kommer det, at Copien trætter, medens Originalen vedbliver at holde sig frisk og tiltrækkende? Deraf, at Originalen aldrig staar stille, men gjennem det stærkt udprægede Billede uformærket ideligt antager nye for det uindviede Øie skjulte Retninger, udvider Sjælens Horizont og har nye Syner, medens Mængden i sin Naivetet tror, at det er Et og det Samme, de ideligt og ideligt beundre og tiltrækkes af.... Et fremadskridende Talent er aldrig paa det Sted, som Mængden tror; det gaar Talentet som Solen og Stjernerne; de vise sig for Øiet paa et Sted, medens Kloderne i Virkeligheden befinde sig paa et andet. Dette betænke lige saa lidt Publikum-Kritikerne som de Talenter, der leve af at copiere. De efterabe altid det tilbagelagte Stadium, de iføre sig altid de aflagte Klæder; thi først naar disse ere kasserede, have de faaet Øie for dem....

✂ Et Talent staae saa høit det vil, slipper Troen hos det for nye Udviklinger, glipper Haabet paa at erobre nye Terrainer i Kunstens Rige, da er det færdigt, dødt, et stillestaaende Vand, der savner Kilderne, der skulle bringe *1) Herefter Henvisning til Overskou VI, 68. 173 det Fornyelse og Friskhed, da er det inde paa Routinens Gebet, og da gaar det tilbage, netop fordi det staar stille....

✂ Ingen kan tænke sig, hvor ubehageligt det er at gjenkende sin egen Personlighed copieret af en Anden, først at genkjende smaa tilfældige Vaner og Makerer, som man gerne selv vilde aflægge.... I mit lange Theaterliv har jeg havt en Mængde sværmende Damer, hvis Stolthed var at have samme Hat, samme Kjole, samme Kaabe som jeg. Snart efterabende dit, snart dat, men jeg kan forsikre, at de Alle vare mig modbydelige....

✂ 239,18. sig realisere!: Herefter er i IIIB af A. D. J. overstreget et Stykke om, at ved Balletten er det indbyrdes Sammenhold ikke saa sjældent til Stede, vel især fordi Personalet opvokser sammen fra Barnealderen.

✂ 240,6. en Sangerindes: I 1. Red. af IIIA flg. Redegørelse for Jfr. Bergnehrs Forhold: Heiberg sagde ofte: Det er Tegn paa en nobel Natur, om den bliver bedre eller værre i Lykken. Ved et Theater har man god Leilighed til at gjøre Studier i denne Retning. Ydmyge og krybende, forinden de ocnaa Publikums Gunst, blive de ofte efter den første Rolles heldige Udfald saa hovmodige, saa anmassende, saa ubillige i deres Fordringer, at det er umuligt for en Theaterdirecteur at tilfredsstille disse, naar han ikke med det Samme i høi Grad vilde forbigaa dem, der i alle Maader og fuldt saa vel kunde gjøre Fordring paa at staa lige med dem, der uden Hensyn kræve alt for sig selv, ofte paa Grund af en øieblikkelig Modesag hos Publikum. Operasangerinden Jfr. Bergnehr havde været saa heldig at trænge igjennem i et Par Roller; dette gjorde, at hun rent glemte, at hun for nogle Aar siden var ankommet hertil fra Sverige, udannet saa vel i musikalsk som i andre Henseender, at hun kom hertil uden mindste Hjælpekilder til Livets Ophold, glemte, at Geheimeraad Collin som Directeur satte alle Theatrets Lærere til hendes Disposition, udredede hver Maaned den Sum, som krævedes for hendes Underhold, kort sagt, Theatret paatog sig alle Byrder af hendes forladte Tilstand, uden at man dog saa lige kunde vide, hvad hun vilde blive for vor Scene. Hun havde nu som sagt gjort Lykke, og Fordringerne, Primadonnanykkerne brugte saare kort Tid til at folde ud de store Giftblade til Skade for Theatrets daglige Orden og Virksomhed, til Skade for hende selv. Da hun nu haabende paa den nye Directeur fremtraadte med Fordringer, som ikke stod i Heibergs Magt at tilfredsstille, gjorde hun en stor Alarm; begyndte først med, som Skik og Brug er hos saadanne Kunstnere, at lægge alle mulige Hindringer iveien for enhver Prøve, enhver Forestilling, derpaa udbasunede til høire og venstre, hvilken Uret hun leed. Og der findes altid ved slige Leiligheder Venner, der besørge Klager og Nødskrig i Bladene; om Sandheden bliver lidt fordreiet, forvansket, ja rent udeladt, derpaa kommer det ikke saa nøie an. De have det Valgsprog: Er det ikke sandt, saa kunde det være sandt.... At en Directeur ikke altid kan sidde med Pennen i Haanden for at modsige snart en, snart en anden Udgydelse i Pressen, fremkomne af smaa private Anskuelser, er indlysende. Men uagtet saadanne Udgydelser i Bladene fremkomme ved egen Hjælp, saa virke de dog til endnu mere at 174 ophidse de Ophidsede, saa at deres Fordringer antage mere og mere en truende, trodsig, uhøflig Character, nu da de se, som det hedder, at den offentlige Mening er for dem. At ville paa en uhøflig Maade true sig til noget, dermed kom man nu ingen Vei hos Heiberg. Han lod hende derfor vide, at han, der selv satte Pris paa hendes Sang, skulde gjøre for hende Alt, hvad der stod i hans Magt; men indtil han fik sat dette igjennem hos Ministeriet, maatte hun gjøre sin Tjeneste og ikke kuldkaste Alt, hvad Repertoiret krævede. Nu raabte hun paa Afsked og fik dette Raab gjentaget i Blade og paa Caffehuse, og Heiberg udskjældt for en Barbar og en Despot.

✂ 241,1. Heibergs Side: Herefter er i IIIA slettet:, der i sine æsthetiske Anskuelser ikke trængte til Hjælp af Andre.

✂ 242,19-20. Opfordring: Herefter er i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.: Det var mig ved denne Leilighed - som ved andre - meget paafaldende, at medens nogle Skuespillere gjerne vilde have det slaaet fast, at jeg ikke kunde spille i Tragedien, lød de samme Menneskers Dom helt anderledes, saa snart det var i deres egen Interesse, nemlig i Stykker, hvis heldige Udfald laa dem paa Hjerte. Nielsen havde heftigt ønsket, at jeg skulde spille Regan i "Kong Lear", og nu ønskede Hr. Høedt mig til Ophelia.

✂ 245,12. en Scenerække: Herefter er i IIIB slettet, antageligt af A. D. J.:, dels paa Grund af de historiske Figurer.

✂ 246,34. indre Tilstand.: Herefter er i IIIB overstreget, formentligt af A. D. J.: I Monologen lyve Charactererne ikke, i det mindste ikke bevidst. Monologen er Menneskets indre, stille Tanke, der kun i Dramaet udtales høit til Publikums Forstaaelse af den Character, der fremstilles.

✂ 248,38. fundet Vei.: Herefter er i IIIA overstreget: I et lille Hus lige op til de rullende Bølger opsloge vi vor Bolig.

✂ 249,11. intrigant: herefter har MSS: og uforskammet. - Disse Ord har A. D. J. antageligt slettet i Korrekturen til 1. Udg.

✂ 249,15. forvoldte os.: Herefter er i IIIB, antageligt af A. D. J., overstreget og delvis fjernet flg. Parti (det manglende gengives efter IIIA): I Skodsborg lod Kongen i Haven, der hørte til det Hus, han beboede, opføre en ny Bygning, der kun bestod af en stor Spisesal, hvor lystige Herreselskaber fandt Sted i Grevinde Danners Nærværelse; et stort Telt til Caffe og Tobaksrygning blev ligeledes opreist i Haven, og dette Telt blev Kongens Yndlingssted.

✂ Da Heiberg og jeg den næste Sommer kjørte igjennem vort tidligere rolige, landlige Skodsborg og saae Forvandlingen, sagde Heiberg, idet hans Blik gled hen over alt det Ny, der her ligesom ved et Trylleslag havde reist sig: "Naar Aarhundreder ere gaaede, da ville Digterne bruge Frederik den Syvende som deres romantiske Helt, der om Natten studerer Stjernerne paa Himlen og om Dagen besøger den fattige Bondemand i hans Hytte og leger med hans Børn. I Stedet for ved det betydelige Kvantum Champagne, han og hans Gjæster med Grevinden som Værtinde consumere, vil han skildres i den tarvelige Stue, ved 1) Kildevand eller et Krus Øl som Tegn paa hans Folkelighed. Grevinde Danner vil da fremstilles som en skjøn, dydig, nøisom, ydmyg, *1) Herfra IIIA. 175 blufærdig Kvinde af Folket, der bærer hende paa Hænderne paa Grund af hendes Hjertensgodhed, og fordi hun i al Uinteresserethed forsøder Kongens Dage." - "Umuligt," raabte jeg, "umuligt!" Aarhundreder ere endnu ikke gaaede, men naar jeg nu 1876 1) læser Digte overstrømmende af Beundring over samme Fruentimmer, der af Bondepartiet skildres som Danmarks "Engel og Genius", da lader det jo virkelig til, at hans Spaadom kan gaa i Opfyldelse. Man faar unegteligt Mistillid til Historiens Dom, naar sligt kan tænkes endogsaa blot som en fjern Mulighed.

✂ Skam skulde de Mænd have, der i hine Aar stode Kongen og hans Forhold nær, om ikke En overleverer os et sandt Billede af Frederik den Syvende, hans Gemalinde og deres hele daglige Vandel.

✂ En Konges Liv hører Historien til, han skal kjendes .

✂ 250,10. alle Skranker.: I 1. Red, af IIIA findes en udførligere Karakteristik af Phister og hans Forhold til Heiberg, hvoraf flg. ikke andetsteds i Værket er anført: Da Heiberg med megen Uleilighed og Skriverier til Ministeriet fik sat igjennem, at ogsaa Skuespillere, medens de endnu betraadte Scenen, skulde kunne udmærkes med Ridderkorset, da var Tonen endnu denne, at Kongen mente, at vel en tragisk Skuespiller, men aldrig en c om i sk kunde opnaa denne Udmærkelse. Med større hemmelig Kamp, end Nogen skulde tro, fik Heiberg endelig sat igjennem, at N. Rosenkilde og Phister bleve udmærkede med dette Hæderstegn. Phister havde en Anelse om, hvad dette havde kostet Heiberg at sætte igjennem, og var tilsyneladende taknemmelig. 2)

✂ 251,12. noget af det Samme, som Nielsen savnede: Saaledes er Teksten ændret i IIIB af Hauch, men øjensynligt efter Fru Heibergs Antydning. IIIA har: om end i modsat Retning af, hvad Nielsen savnede.

✂ 251,14-15. havde han... have været: Saaledes er Teksten i IIIB ændret fra: men hans Udførelse vilde have nærmet sig Nielsens Maade at spille Rollen paa. Ingen af disse To var i Besiddelse af den skarpe Reflexion, af.

✂ 252,15. den Opsigt: Herefter er i IIIB, antageligt af A. D. J., slettet: i Rollen.

✂ 253,4. Publikum.: Herefter er i IIIB overstreget, øjensynligt efter Forslag af Hauch: Dette Syn paa ham og hans Talent havde flere fornuftige Folk end jeg.

✂ I 1. Red. af IIIA fortælles, at den første Strid, Heiberg havde med Høedt, efter at denne var indtraadt i Teater personalet, var ret karakteristisk, idet Høedt forlangte en Godtgørelse paa 1 Rdl. pr. Aften, hvor han bar Baret med sort Strudsfjer paa egen Bekostning. Da Reglen imidlertid var, at der kun ydedes Godtgørelse for at levere hvid Strudsfjer, blev hans Krav afslaaet, hvilket med behørig Udsmykning bragtes i Byen.

✂ 253,33. Hr. Høedt selv: I III A (Sæsonen 1850/51) findes yderligere flg. overstregede Parti:; men saa megen Interesse, saa stort et Indtryk gjorde *1) Aarstallet 1876 findes i et Indskud i 1. Red. af IIIA og giver da ingen Oplysning om Tidspunktet for denne Red.s opr. Tilblivelse. *2) Sml. Note til II, 262,5. Phister modtog Ridderkorset paa Kongens Fødselsdag 1852.176 det paa ham, at man ikke havde kunnet sympathisere med min nye Fremstilling af Ophelia, at han aldrig senere kunde glemme denne i sig selv ubetydelige Sag. Til min Forbauselse, 24 Aar efter, i Tidsskriftet "Det nittende Aarhundrede", erindrede man atter om, at den Maade, hvorpaa jeg havde spillet Ophelia, ingen Gjenklang havde vakt i Publikum, fordi man nu havde lært af Høedt at spille Tragedie, saa alt andet fremstillede sig som "mat og traditionelt" 1). Jeg spillede dog senere - og jeg kan forsikre Hr. Høedt uden mig bevidst at optage noget af hans Maner i Tragedien - Schillers Marie Stuart og Lady Macbeth, men hverken Publikum eller Kritiken fandt Stilen og Maaden mat og traditionel. Forresten vare ikke Alle af den Mening, at min Ophelia ingen Interesse havde, tvertimod, der var endog Enkelte, der saae noget Nyt heri, som vakte nye Tanker og et nyt Syn paa Shakespeares yndige Ophelia. I 1. Red. af Sæsonen 1851/52 staar der om Fru Heibergs Ophelia: Imidlertid ifald jeg ikke i Forveien vidste, at Smagen er forskjellig, saa lærte jeg det ved denne Leilighed; thi sjeldent har jeg modtaget saa enthousiastiske Breve som dem, jeg modtog om min Udførelse af Ophelias Rolle. En Dame, der havde kjendt en ung Pige, der var blevet vanvittig af Kjærlighed, skrev mig til, at det ved at se mine Vanvidsscener var umuligt at tro andet, end at jeg ogsaa havde kjendt hin yndige Pige, der ogsaa døde i sit Vanvid. Det var altid en lille Trøst.

✂ 254,38. er borte.: Herefter i 1. Red. af IIIA flg. smst. overstregede Linier: Jeg kom endda bedst fra det; thi jeg havde strax taget mit Parti. Ved at se Hr. H.s badinerende, blaserede kjøbenhavnske Lapsetone forandrede jeg min tidligere unge ved tilbageholdent Skjælmeri blufærdige Sophie til en lille kjøbenhavnsk lapset Tøs; thi det var den eneste Maade, hvorpaa Ensemblet nu kunde tilveiebringes i vore Elskerscener.

✂ 255,5. nye Hammer.": Herefter i 1. Red. af IIIA flg. smst. overstregede Linier: "Men hvorledes bar De Dem ad?" spurgte han. "Jeg har i Aften spillet en ganske ny næsvis Sophie, og derfor gik H.s og mine Scener bedst."

✂ 255,7. saadant noget.": Herefter er i 1. Red. af IIIA flg. overstreget: Dagen efter fik jeg et Brev fra en af mine Velyndere, der skrev: "Hvorfor spillede De i Aftes ikke Sophie som De pleier; vel opvakte Deres Repliker Latter; men lad os endelig faa den gamle Sophie igjen." Jeg svarede: "Saa snart jeg igjen faar en beskeden Elsker med god Tone, saa bliver Sophie atter den gamle, men som man raaber i Skoven, faar man Svar."

✂ 255,12. Gamstrupske Hus.: Herefter i 1. Red. af IIIA efter ny Linie: Sagen var, at saadanne Elskerroller maa en Skuespiller spille med sin egen Personlighed, her kan man ikke skjule sig bag en Maske. Høedt spillede den med sin egen Personlighed, denne saae Publikum nu for første Gang, og den behagede dem ikke, den var for fordringsfuld, for dominerende, for anmassende, og de fik Lyst til, som man pleier ved næsvise Personer, at knipse ham tilbage, idet de iagttoge en knusende Taushed.

✂ 255,40. saa ofte: Herefter i IIIB overstreget, uvist af hvem,: i senere Aar.

*1) Sml. "Det nittende Aarhundiede" (1875), 84. 177

✂ 257,23. især stødte: I Stedet for disse Ord har 1. Red. af IIIA flg.: idet han var iført Knæbuxer, Silkestrømper, høie gulkravede Støvler,.

✂ 257,24. under Brystet: Herefter i IIIB overstreget, vistnok af Fru Heiberg i 1882:, en lang Uhrkjede med Signeter hængende ned paa Buxerne.

✂ 257,27. oftere er viist.: Saaledes er Teksten i IIIB i 1882 ændret fra: Hr. Phister har viist. IIIA har: Hr. Phister viste med sit.

✂ 258,5. Stykket.: Herefter i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.: Allerede næste Dag kom Sceneinstructeuren til Heiberg og sagde: "De behøver ingen Ordre at give med Hensyn til Hr. Høedts Costume; thi han er selv temmelig flau i Dag over at have havt det paa og har allerede udtalt, at han til næste Forestilling vil forandre det."

✂ 259,16. nutildags.: 1. Red. af IIIA har: nu i 1874.

✂ 260,39. elskede denne: Herefter i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.: rene, skjønne.

✂ 261,11. Det Nielsenske... til sig: I 1. Red. af IIIA indledes det her begyndende Afsnit med flg. Linier: Allerede i nogen Tid forinden Høedts Virksomhed var begyndt ved Theatret, havde Alle tydeligt sporet hans Virkning paa Wiehe, Fru Nielsen; denne sidste gik op i Høedt med en Enthousiasme, der forbausede Alle, der stode dem nærmere i den daglige Omgang i det Nielsenske Hus, hvor Høedt var regerende Herre baade æsthetisk og paa andet Omraade.

✂ 261,25. mest uundværlige: Saaledes i IIIB i 1882 rettet fra: første.

✂ 261,33. ukjendte Maner: Herefter i 1. Red. af IIIA:, heftig, uhøflig grænsende til Raahed.

✂ 261,39-262,4. i smaa Billetter... Deres Venner: I Stedet for disse Linier staar der i l. Red. af IIIA flg.: for sin Opførsel, der stærkt pinte ham selv. Hans Fortrydelse var ofte rørende, og kunde han da ikke faa Leilighed til at bede mig om Tilgivelse, skrev han som sagt smaa Billetter til mig. Engang skrev han:

✂ "Min elskede Kunstsøster! Vær mig god i Aften. Har jeg været ond, saa tilgiv mig. Vær ikke bedrøvet over mig min kjære Søster."

✂ "Gud skee Lov, at jeg har Deres Billede paa min Væg; til dette henvender jeg mig, der kan jeg stundom indbilde mig at jeg har faaet Tilgivelse
Deres hengivneste,
troeste, ærbødigste af
alle Deres Venner.

✂ En Snes saadanne Smaabilletter har jeg fra hans Haand fra hine Aar. Det flg. synes, dels ved Parentes, dels ved Overstregning, beregnet til at udgaa: En Aften sad jeg ene hjemme, Wiehe traadte ind; jeg kunde strax se paa ham, at hans Sind var i Oprør; men jeg taug og tænkte: Lad ham begynde, hvis han har noget at sige mig. Efter en temmelig lang Pause sprang han op og sagde: "Jeg kom egentlig for at sige Dem Farvel, jeg kommer her 178 aldrig mere." Jeg saae forundret op paa ham. "Nei," sagde han heftig, "aldrig; thi jeg vil have Fred, jeg holder ikke dette ud." - "Hvilket?" spurgte jeg. Da tog han sin Hat, greb min Haand og kyssede den heftigt, og idet han sagde Farvel, brast han i en heftig Graad og ilede bort. Jeg grublede længe over denne Gaade uden at kunne løse den.

✂ En Aften sad jeg med Fru Nielsen i Paaklædningsværelset. Hun sad og betragtede sig i Speilet, og jeg saae i dette, at hun sad og smilede. "De sidder jo der og leer hemmeligt," sagde jeg, "tør man ikke nyde lidt godt af, hvad der saaledes morer Dem?" - "O," sagde hun, medens hun brast i Latter, "Høedt og jeg har saa megen Morskab i denne Tid med Wiehes Kone. Vi ærgre os begge over, at hun tør understaa sig at være saa sikker paa den smukke, af alle Damer forgudede Mand, at hun end ikke har Spor af Skinsyge. Men nu har H. og jeg besluttet, at det skulde have Ende, og endelig have vi faaet hende i en saadan Bevægelse, at den dumme Selvtillid engang har Ende." - "Men det er jo skammeligt," udbrød jeg, "det er jo godt, at hun er fritaget herfor. Hvis De nogensinde selv har kjendt til denne Lidenskabs Kval, hvor kan De nænne -." - "Aa, hvad," svarede hun, "en saadan Tillid til sin egen Yndighed er altfor uforskammet for hende, der ingen Adkomster har til en saadan Mands Kjærlighed." Jeg hørte til med Forbauselse. Fru Wiehe blev antaget af Alle for Fru Nielsens intime Veninde og kom ideligt i hendes Hus. "Og saaledes omgaas De med Deres Veninder," sagde jeg. "Min Veninde," svarede Fru N. haanligt, "hun er Wiehes Kone, og derfor omgaas vi." Jeg tænkte: "Naa, det skulde Fru Wiehe høre, der er saa stolt over den Intimitet, hun staar i til Fru N." Jeg spurgte nu Fru N., hvem hun og Høedt havde udvalgt til Gjenstand for Fru W.s Skinsyge. "Naturligvis dig," sagde hun ganske uforbeholdent. Nu gik et Lys op for mig. Gaaden hin Aften var løst. Hvorledes Fru Nielsen i al Oprigtighed har set paa denne Spøg, vil jeg lade staa hen. Men at denne Spøg havde en alvorligere Grund hos Høedt, faar ingen mig fra. Sagen var, at det gjaldt at faa Wiehes Omgang med vort Hus brudt, og hvorledes skulde det kunne ske paa en sikrere Maade end ved at bevirke, at Wiehe for at faa Ro i Hjemmet aldeles brød al Omgang med os i vort Hjem. Dette var sandelig af stor Vigtighed for Høedts Fremtidsplaner; thi kunde han vinde og overbevise Wiehe om, at Theatret maatte omformes, da havde han vundet Spil. Men dette var paa een Gang saare svært og saare let.

✂ 262,5-6. Ogsaa paa... om Afsked: I Stedet for disse Linier har 1. Red. af IIIA flg.: Under denne Theatersaison, hvor Nielsen igrunden til Trods for sin paatagede Beundring for Høedt var rasende over, at H. og ikke han spillede Hamlet, medens han kun spillede Kongens Aand i Stykket, en Rolle der ikke giver megen Feu, da den som bekjendt vel er høist vigtig, men ikke stor, plagedes han atter af alle de Anfald af Misfornøielse, som vare staaende Ledsagere i hele hans Theaterliv.

✂ 263,7. blev fordunklet: Herefter i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.:, saa at man da vel vogtede sig for atter at prøve paa at gjentage Forsøget, at faa det første Billede frem paany.

179

✂ 263,11. den anden.: Herefter i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.: Heiberg studsede ofte over, hvor vidt Sladderen og Usandheden kunde gaa:

✂ "men Odur sig skabte
En Verden af Latter,
Da Verden bedrøvede ham." 1)

✂ 263,11-22. Mod Overskou... selv bort: I en udførligere Fremstilling af dette i 1. Red. af IIIA fortæller Fru Heiberg, at Nielsen til Overskous 25 Aars Jubilæum havde været i Spidsen for ved Prøven at fejre ham med Fanfare, Tale og Overrækkelse af et Lommeur. Videre karakteriserer Fru Heiberg Sceneinstruktørvirksomheden som den utaknemmeligste, hvor det drejer sig om at ville alt for Sagen og intet for sig selv; men paa dette Punkt var Høedt ikke i 1852. - Herefter omtales i IIIB i et af A. D. J. overstreget Stykke, at ved Slutningen af Sæsonen indstilledes til Ministeriet at ansætte Høedt med en Gage af 700 Rd., men paa Grund af hans glimrende Debut og den Indtægt, han derved havde skaffet Teatret, tildelte Heiberg ham en Dusør paa 600 Rd., en Sum som ingen Debutant nogensinde havde faaet. Høedt fandt Summen for lille og lod Byen vide, at han ikke vilde hæve en Skilling af disse "lumpne" 600 Rd. akkurat som ved Betalingen af "Herr og Fru Møller", dog hævede han en skønne Dag Pengene, hvad han selv har fortalt.

✂ 263,11-22. I den oprindelige Redaktion af Afsnittet "Høedts nye Skole" i IV A2) findes flg. Parti, der kan henføres hertil: Hvem Coteriet i den forløbne Saison næsten havde kastet sig mere glubende og lidenskabeligt over end over Heiberg og mig, var Th. Overskou. Medens Skuespillerne bestandigt havde valgt ham til Sceneinstructeur tidligere ved deres egne private Forestillinger og rettet sig efter hans Vink, blev det nu vedtaget i Raadet, at han for enhver Pris maatte afskediges fra sit Embede, og dette overdrages til Høedt. At en Theaterdirecteur ikke ansaae det for raadeligt at optage en Person som Embedsmand ved Theatret, der hidindtil ved alle Leiligheder viste sig uden mindste Sans for alt, hvad der hedder Disciplin, lader sig vel forstaa.... Men hvad havde Overskou forbrudt, at han skulde afskediges med Skin af, at han var uduelig? At han holdt over Disciplinen, at han forsvarede Directeuren og modsagde mangen en opdigtet Historie, der udtaltes paa Directeurens Bag, dette var dog ingen Grund for den samme Directeur til at indstille ham til Afsked. Men alle vore Blade vare nu instruerede saa vel, at de Alle havde den latterligste Kundskab om, hvad en Sceneinstructeurs Hverv egentlig var, Alle dømte Overskou som uduelig, og Alle vidste, at Høedt, der aldrig havde forsøgt sig i Sligt, var duelig og burde ansættes i Overskous Sted. Heiberg sagde derimod som Klokker Link: "Jeg skulde dog ogsaa have et Ord at sige," 3) men nei, vel var han Enedirecteur, men om hans Mening spurgte Ingen længer.

✂ Ak, hvilket Blik man undertiden kaster ind i Menneskenes troløse, kloge, men fordærvede Hjerter!

*1) Citatet er ikke fundet. *2) Sml. Var. til III, 58, 27. *3) Frit efter "Nei", 13. Sc. (Heib. Poet. VII, 322). 180

✂ Jeg havde paa den Tid en Ven, en fornem, høitstaaende, klog Ven. Denne kom til mig en Dag og sagde: "Jeg har med Villie søgt Dem paa en Tid, da jeg vidste, at De var ene, thi jeg har noget vigtigt at tale med Dem om. De maa formaa Heiberg til at foretage et Skridt, som er saare nodvendigt; Ingen kan paavirke ham uden De, og er De klog. saa gaar De ind paa mit Forslag." Jeg bad ham tale. Da sagde han: "Ser De, den Opposition mod Heiberg maa have en Ende, især for Deres Skyld, thi De gaar til Grunde under alt dette. Jeg tror, at man i Stilhed begynder at indse sin Uret mod Heiberg, som den Laps Høedt har sat igang imod ham. Men Oppositionen staar der nu engang og gøer som gridske, glubende Hunde, der kræve et Ben til at stille Sulten paa. Dette Ben maa tilkastes dem, saa slaa de sig til Ro. Hundene ere Bladredacteurerne, og Benet, som skal stille deres Sult, er - Overskou . Ham maa Heiberg nødvendigvis ofre for at faa Ro, indsætte Høedt i hans Sted, da svarer jeg for, at Stormen vil lægge sig." Jeg spurgte ham, om han da ansaae Overskou som uduelig i sit Embede. "Nei, Gu' gør jeg ei, lige saa lidt som jeg anser Høedt for dueligere, men Noget maa gjøres, og er Heiberg klog, da lader han Overskou falde." Jeg udbrød: "Men det vilde jo være skammeligt af Heiberg, for hvem Overskou har viist sig som duelig i sit Embede og dertil som en Mand, der er ham hengiven?" - "Skammeligt eller ikke skammeligt, det bør Heiberg gjøre, og, som sagt, er De klog, formaar De ham dertil." Blodet brændte i mine Aarer ved at høre denne Mand tale saaledes, og jeg svarede: "Og dette tror De, at jeg eller noget Menneske i Verden fik Heiberg til at gaa ind paa? Saa kjender De ham virkelig ikke, og lige saa lidt mig, om De tror, at jeg vilde bidrage til en saadan Uretfærdighed. Overskou har ikke forbrudt sig paa noget Punkt. Han er flittig og nidkjær i sin Tjeneste, og ingen kan sige ham noget virkeligt Ondt paa. Han har i mange Aar staaet sine Kammerater bi med Raad og Daad, har ofret dem sit Arbeide for intet, uagtet han selv er fattig, og dette sidste er især hans Brøde. Heiberg har ikke kunnet sætte igjennem hos Ministeriet at faa ham kongelig ansat, kaster han ham nu ud, da har han intet at leve af med sin Familie, saa det er ligefrem at styrte ham i Ulykke." - "Det faar ikke hjælpe," svarede Manden, der selv sad i Overflod, "et Sonoffer maa bringes, og Offerets Navn har jeg sagt Dem."

✂ Fortørnet gik han bort over ingen Tak at have faaet for sit Raad, og Heiberg, til hvem jeg fortalte hans mærkelige Ærinde, sagde blot: "Ja, dette Raad ligner den kloge Mand, der anser alle andre for dumme, der ikke ere lige saa samvittighedsløse som han." Senere gjenlød dette Raad i "Fædrelandet" og mærkelig nok med samme Ord,,om et Sonoffer", der var nødvendigt, for at Alt kunde blive godt og komme i Ro paany.1)

✂ 263,26. Noget herpaa.: Herefter i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.: Man var utilfreds, man vilde som altid have det anderledes, end det var. En Del Skuespillere med Høedt i Spidsen vilde ingen Forpligtelser være *1) Der sigtes vel her til den i Noten til S. 263,11 omtalte Art. i Fædrel. 9/2 1852, hvor Udtrykket "om et Sonoffer" dog ikke forekommer.181 underkastet, man vilde selv være Herre og give Love, man vilde have det største Udbytte af Indtægterne; thi det var kun altfor ofte 1) de usalige Penge, som stod bag ved Alt; - men det maatte Ingen vide.

✂ 263,29-31. lige til... ledsagede af: I Stedet for disse Linier har 1. Red. af IIIA flg. overstregede Parti: gjennem Smaalandene til Stockholm. En erfaren Dame havde raadet os til at tage en Krukke med forloren Skildpadde med foruden Et og Andet mere til Livets Fornødenheder under Reisen i Smaalandene, og ifald vi ikke havde fulgt dette Raad, saa maa Gud vide, hvorledes det da var gaaet os; thi saa godt som Intet var at erholde i de Hytter, hvor vi gjorde Holdt. Men nu varmede vi nogle Skefulde forloren Skildpadde, og strax havde vi en kraftig Ret, hvormed vi gjorde os tilgode; det var jo noget ensformigt, men Mennesket lever ikke af Brød alene, og naar vi sade paa vor lille aabne Vogn, som vi havde kjøbt til dette Øiemed, da vare vi muntre og glade, idet vort Øie frydedes over de bløde bakkede Linier, men især over det herlige Grønsvær, der saae ud som det skjønneste Fløiel, og som overrisledes af Hundreder af Kilder, der piblede frem af Jorden, og som vare overskyggede af herlige Træer med det rigeste Løv. Hvem tænkte saa paa de visne Blade hist i Pressen, naar man her havde de friske, de grønne.

✂ Men saa deiligt Landet var, saa gjorde det dog et trist Indtryk at se den lave Befolknings Fattigdom og elendige Kaar, at se en yndig ung Moder med sit lille Barn sidde udenfor den elendige af Træ sammenklistrede Hytte gnavende paa noget, som de kaldte Brød, men som var saa haardt og tørt som et Stykke Bark, taget af en eller anden Træstamme; at se Barnets smaa, hvide skinnende Tænder som smaa hvide Brækjern bore sig ned i denne tørre, tarvelige Kost, kunde ikke andet end opvække Medlidenhed. Men naar man saae den blændende Hud, de rosenfarvede Kinder og de smukke lyse Forglemmigeis-Øine, der straalede af Glæde og Tilfredshed, medens det lille lyslokkede Hoved skjælmsk og undselig bøiede sig bag Moderen, men dog ikke længere, end at det med Nysgjerrighed kunde holde Øie med den fremmede Mand og Kvinde, som det saae for første Gang, da tænkte jeg: Ja, hvad er gode og hvad onde Kaar, naar man kun er glad. Som dette Barn har engang den berømte Kristina Nilsson gnavet paa sin haarde Kost, medens hun nu i Silke og Fløiel sidder ved det af Retter bugnende Bord. Naar følte Sjælen sig friest, lettest og gladest, i Hytten eller som den store berømte Sangerinde i Verdensbyen Paris? At den stakkels Moder, der sad med det smukke Barn udenfor Hytten, ikke var glad, derom kunde man ikke tvivle; thi Bekymringen stod malet paa det ungdommelige smukke Ansigt, der saae ud, som om det rent havde glemt, hvorledes det var at se glad og tilfreds ud, saa at vor Gave til hende ikke engang kunde fremkalde et lille Skjær af Tilfredshed over det bedrøvede Ansigt. Denne unge Kvinde og hendes smukke Barn har jeg aldrig kunnet glemme, uagtet jeg naturligvis har set mange fattige unge Kvinder sidde med deres Barn ved en Hyttes Dør. Men i denne unge Kvindes Ansigt laa der ligesom en hel Historie, som jeg nok vilde have *1) kun altfor ofte: Saaledes er Teksten rettet fra: altid. 182 havt Lov til at læse. Det gik ud over Heiberg, thi han fik ikke meget andet ud af mig den Dag end Reflectioner over, hvad jeg alt troede at have set hos den smukke Kvinde udenfor Hytten.

✂ Det var en sand Glæde at tænke paa, hvor langt bedre vor Almues Kaar paa Landet var stillet fremfor Almuen her; thi hvor vi saa kom hen, var den samme Fattigdom, den samme utrolige Nøisomhed ved Livets første Fornødenheder. Ja, Danmark er et lidet - men ingenlunde fattigt Land.

✂ Efter nogle Dages Ophold i Smaalandene toge vi lige til Stockholm. Heiberg havde her tilbragt i sin grønneste Ungdom, maaske sin lykkeligste Tid hos en Grev Taube. Betaget af hans deilige Kone og flere skjønne unge Piger af Slægten sværmede den unge Digter en af sine første Digterdrømme - et Bekjendtskab Heiberg gjennem Gyllembourg havde gjort, da denne Familie en Tidlang havde opholdt sig i Kjøbenhavn. Nu var hele denne Slægt dels død, dels splittet ad, men mange Minder fra hin Tid bleve levende hos Heiberg og mig meddelte. Jeg saae Stockholm for første Gang og blev meget betaget af denne Bys Skjønhed, men især af det sydlige Præg, som mig syntes, at Alt havde. Det couperede Terrain, hvor Husene snart laa høit, snart lavt, gav det Præget, som om man var stærkt sydpaa. Naar man da saae de mange Baade, roede af de smukke Dalpiger i deres brogede Dragter, da syntes man paa en solbeskinnet Dag hentryllet til en eller anden By i det deilige Syden. At man var kommet mere Nord paa, var umuligt at tro. Jeg var ganske henrykt over dette Skue af den herlige By. Ingen af Kongehuset var denne Sommer hjemme, hvilket Heiberg havde gjort Regning paa; thi han vilde nødigt tage Audiens, som ikke godt kunde [være] undgaaet, om Kong Carl [!] havde været tilstede. Vor egentlige Omgang indskrænkede sig til.

✂ 264,2. bekjendt med.: Herefter er i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.: Forinden Heiberg havde gjort sit Fødeland bekjendt med de Bellmanske Sange, anede kun meget Faa 1), at der gaves en svensk Digter, der stod i et saa nært Slægtskab til vore egne comiske Digtere, og Bellman vandt hurtigt saa stor en Anerkjendelse i Danmark, at hans deilige lyriske Sange bleve lige kjendte og elskede hos to Nationer.

✂ 264,27. sit Fædreland.: Herefter følger i 1. Red. af IIIA: Med Beskow tilbragte vi mangen en uforglemmelig herlig Dag. Det hændte undertiden, at han kom for at hente os til Et eller Andet, fulgte os derpaa hjem, blev, gik atter med os, fulgte os atter hjem, fik os ud med sig i sit eget Hus, der laa udenfor Byen, og om Aftenen sildigt, naar vi toge bort, kjørte han atter hjem med os under den livligste Conversation, fortalte os mange smukke og morsomme Træk og Historier om hans nu afdøde Ven, Digteren Tegnér, hvor gemytlig han havde været i Omgang, hvor langt fra denne modbydelige paatagne hellige Mine, som saa mange Præster gjøre sig skyldige i, hvor trofast han var i sine Venskabsforhold, hvor i sin inderste Sjæl beskeden med Hensyn paa, hvad han i Livet havde præsteret. Alt som han fortalte, blev det tydeligere og tydeligere for mig, at jeg godt kjendte det Billede, han her *1) kun meget Faa: Saaledes i 1882 ændret fra: man ikke her.183 malede, idet jeg havde den Lykke dagligt at have en lignende Individualitet ved min Side. Ja, det er jo, som jeg siger, at er en Digternatur fri for Forfængelighedens Andendagsfeber, for Misundelsens Kræft, da ere de sandelig de elskværdigste af alle Mennesker. Beskow fortalte iblandt andre Historier om Tegnér, at han engang trængte til at faa en ny Kusk og henvendte sig til en Ven om at skaffe ham en saadan; iblandt de Forskrifter, han gav Vennen om at udlede sig en god, sagde han: "Han maa kunne kjøre vel, thi det kan jag ikke. Men han maa ikke supa, for det kan jag gjøre sjelv." - Og naar han da sildigt tog fra os, sagde han: "Kjør nu ud igjen med mig, saa følger jeg Dem atter hjem." Beskow maa vel have været hen ved de tres i hine Aar, men hvem i Verden kunde tro det? En Dag sang han en rørende Elskovsromance af hans egen Composition for mig med et Udtryk, der sandelig ikke tydede paa de tres - det var et Farvel til en lunefuld Elskerinde -. Da han var færdig, spurgte jeg smilende: "Naar har De skrevet denne Sang?" - "O," sagde han noget forlegen, "det er mange Aar siden." - "Nei," svarede jeg spøgende, "det er det ikke, thi da sang De den ikke længer med dette Udtryk." Da reiste han sig, dreiede sig rundt paa Hælen for at skjule sin Forlegenhed, smilede og sagde: "De er en farlig Inkvisitor." Af B.s tidligere Digterværker vilde hans Tragedier, som stærkt mindede om hans intime elskede afdøde Ven Oehlenschlägers, ikke rigtig trænge igjennem. I de sidste Aar af hans Liv skrev han derimod historiske Værker, som meget paaskjønnedes i Sverrig. Ved hans Jubilæum 1864 eller 65 blev en fortrinlig Medaille slaaet til hans Ære 1), som han sendte mig; dette var det sidste Venskabstegn fra vor uforglemmelige Vært i Stockholm i 1852.

✂ 265,18-19. eller havde... Kunstnerdeclamationer: Disse Ord er af A. D. J. i IIIB sat i Stedet for MSSs:, hvorfor ogsaa al Kunstnerdeclamation prellede af paa ham, som om man med en lille Barneflitsbue vilde skyde paa et Panserskib.

✂ 265,29. Ønsker opfyldte.": Herefter er flg. Stykke slettet i IIIB, øjensynligt af A. D. J.: Der var saaledes intet Udkomme med denne Mand, og der var intet Andet for end at ty til det gamle Vaaben: Bagvaskelsen udadtil, for ad denne Vei at faa hele den offentlige Mening med sig, for at Skriget mod Heiberg kunde forplante sig dl Alle, selv til dem, der ikke vidste, hvorom Skriget egentlig gjaldt.

✂ 265,30. Bang ikke.: Herefter i IIIA flg. ikke benyttede Afsnit om Fru Nielsen, øjensynligt tilhørende 1. Red. af denne Sæson (i Marginen udfor har Fru Heiberg ca. 1876-78 skrevet: Fru Nielsen?): Iblandt mine mange Bekymringer om, hvorledes det vilde gaa Heiberg og mig i hans nye Stilling, var den Tanke dog aldrig faldet mig ind, at der skulde kunne komme nogen som helst Conflict mellem Fru Nielsen som Skuespillerinde og mig som Skuespillerinde. Hun havde alt længst paa dette Tidspunkt opgivet at spille de yngre Roller, Elskerinderoller, og var alt længe før Heibergs Theaterperiode henvist til de ældre, hvilket man kan overbevise sig om ved at se Repertoiret *1) Det var paa 70-aarsdagen i 1866. Se Svenskt biogr. Lexikon IV, 79.184 igjennem hos Overskou. Jeg derimod virkede ene og alene i Elskerindefaget, hvilket man ligeledes af Historien kan overbevise sig om. Hvad Rivalitet var der da eller kunde der være imellem os To? Ingen, aldeles ingen; dette maatte jo enhver Fornuftig kunnet sige sig selv, at den Ene umuligt kunde gaa den Anden iveien. Jeg blev derfor høist forbauset og tillige virkelig inderlig bedrøvet ved at mærke, at den løgnagtige Sladder nu havde taget den Retning, at Heiberg for at favorisere sin Kone satte Fru Nielsen tilside. Dette var meget snildt og godt udtænkt af de Sammensvorne; thi hvad tros lettere af Mængden, Pøbelen, Publikum, eller hvad Navn man nu vil give den Vælling af Individer, der med Glæde lytte til enhver Bagvaskelse. Ja, hvem har det lettere med sit Arbeides Fremgang end Bagvaskeren? Fru Nielsen og jeg havde hidindtil staaet i det venskabeligste Forhold, og jeg vidste baade af hende selv og hendes Veninde 1), der var i Huset hos hende, hvor venligt hun ofte omtalte mig for Andre. Men, o, den menneskelige Svaghed og Egoisme! Naar Nielsen, naar Høedt nu ideligt og ideligt fremstillede Alt for hende i et falsk Lys og dryppede dagligt denne Gift ikke alene i Andres, men i hendes Bryst, hvor mange ere der saa, der vilde have modstaaet Virkningen af Selvkjærligheden, og om ikke strax, men lidt efter lidt faaet Synet paa, at disse, som det synes mod hende venskabelige Udtalelser vare begrundede i Sandhed, uagtet det vilde have faldet hende og Vennerne svært at fremkomme med et eneste Exempel paa, hvori der var sket hende nogen Uret. Man havde derfor ikke andet at beraabe sig paa, end at hun spillede sjeldent, derimod jeg ofte. Ja, naturligvis, at hun i de senere Aar og fremdeles i alle de Aar, hun endnu havde at virke ved Theatret, altid i Forhold til mig vilde kun spille sjeldnere, laa ikke i noget Menneskes Uret mod hende, men ene og alene i, at hun nu var gaaet over i et andet Fag, i de ældre Roller, og af dem fandtes ikke mange, som kunde tilbydes en Skuespillerinde af første Rang, især naar denne Skuespillerindes Fag ikke var de stærkt comiske Roller, hvori jo Fru Sødring var selvskrevet. At en lignende Klage ogsaa kunde lyde fra Fru Phister, var jo om muligt endnu latterligere. Fru Phister, en opelsket Plante i det Nielsenske Hus, havde hidindtil udmærket sig som Pernille i Holbergs Comedier. Disse Roller begyndte hun at blive for gammel til, og Publikum var blevet kjøligt for hendes Fremstilling af denne Person, hvor hun stærkere og stærkere satte det Forcerede og tildels Uskjønne i Ungdommens Sted. Hun eller rettere Phister blev betænkelig over, at hun rent kunne komme ud af Repertoiret og derved miste Indtægten af de, for Moraliteten ødelæggende, Feu. Hun fordrede nu at spille ældre Dameroller, snart i et, snart i et andet Stykke. Dette vidste nu Heiberg, at hun paa ingen Maade kunde, og da han havde Indsigt og Dom nok hos sig selv, behøvede han ikke Forsøget; thi han og alle Andre ved Theatret fandt hendes Fordring latterlig, og han modsatte sig det derfor. Senere, da Heiberg ikke længer var Directeur, fik hun sit Ønske opfyldt, og hvad var Følgen? At hun ruinerede sig i den Grad hos Publikum, at der hørte ikke faa Aar til for *1) Saml. Var. til II, 219,16.185 atter at komme nogenlunde i dets Gunst. Hun opgav nu denne Fordring om at spille Dameroller. Mon hun nogensinde har sagt sig selv, hvilken Tjeneste Heiberg gjorde hende ved at forhindre hende i dette daarlige Ønske?

✂ I alle Stykker findes en, ja ofte to, tre Elskerinderoller, men i meget faa ældre Roller; hvad var naturligere, ja rent uundgaaeligt , at jeg paa Grund af, jeg tør nok sige, min Uundværlighed i dette Fag maatte komme til at spille det Dobbelte, ja ofte det Tredobbelte af, hvad de Skuespillerinder spillede, som vare henviste ifølge deres Alder til en bestemt Slags Roller, hvoraf der fandtes faa. At derfor min Spillepræmie maatte blive større end deres, var jo en Selvfølge; men neppe var der nogen, der kjendte Heiberg og mig - ikke engang Nielsen og Høedt, der et Øieblik i Virkeligheden troede, at det var Feu'en, der lokkede os. Saa ofte nu dette Rygte kom mig for Øre, pinte og bedrøvede [det] mig, thi hvad var herved at gjøre. Heiberg kunde ikke fremtrylle Stykker, hvori der fandtes Rolle for Fru Nielsen, og et Factum var det nu engang, enten det var Ret eller Uret, at saa godt som alle Digteres originale Arbeider, Oversættelser og Bearbeidelser lige fra Oehlenschläger gjennem Hertz, Heiberg og lige ned til de ringeste, vare valgte og beregnede paa mig og min Udførelse af Hovedrollerne. Hvorfor oversatte selv Hr. Høedt kun Stykker som "Dronning Marguerite", "Qvindens Vaaben", "Herr og Fru Møller", der alle vare baserede paa mit Talent, hvorfor valgte han ikke Stykker, hvori Fru Nielsen fik Leilighed til at glimre? Der var noget latterligt, men ogsaa noget irriterende i, at medens jeg uophørligt bad, ja ofte tryglede vedkommende Forfattere og Oversættere om at fritage mig for det idelige anstrengte Arbeide, der oversteg langt mine legemlige Kræfter, og medens min Læge og selv Heiberg var bekymret over dette Arbeides Anstrengelse, og Heiberg ofte sagde: "Gud give jeg kunde tage det fra dig," saa udspredte man den største af alle Løgne, den, at jeg var umættelig paa dette Punkt, og at Heiberg ved Nepotisme befordrede, at jeg ideligt spillede. Vilde jeg her afskrive alle de indtrængende Anmodninger fra Digtere og Oversættere, der findes i mit Gjemme, da vilde man se, hvem det var, der protegerede mig, om Digterne eller Heiberg. Hvorledes jeg ideligt og ideligt plagedes, saa snart jeg unddrog mig fra at udføre en Rolle, er her en lille Prøve paa af en bekjendt Mand, der kan give en Forestilling om mange andre, som det vilde kjede her at repetere.

✂ Her Dorphs Brev.1)
Mine Tanker fulgte ofte Fru Nielsens Smerte med hele det Venskab, jeg i mange Aar havde næret for hende; thi ganske vist er det tungt at standses i sin Virksomhed paa et Tidspunkt, hvor Sjælen er allermest moden, og det kun fordi det ydre ungdommelige Præg mangler, medens ofte det Indre er yngre end nogensinde. Fru Nielsen havde nu engang ikke den Lykke som jeg *1) Ingen Afskrift medfølger. Der sigtes formentligt til M. V. Dorphs Brev til Fru Heiberg af 25/11 1853 eller 3/5 1854 (i Fru Heib. Ark.), begge udtalende Ønsket, at hun vil spille Nancy i Goldsmiths "Feiltagelserne". 186 at kunne illudere, saa Aarene ikke spillede den Hovedrolle, som de pleiede. Gud er mit Vidne, at jeg ofte med stor Vemod tænkte paa, hvor sørgeligt det var, at hun, der endnu havde Sjælens hele Ungdom, ikke af ydre Grunde kunde bruge denne i de yngre Roller ; thi man sige, hvad man vil om hendes ældre Præstationer, saa var hun indre kun fuldt udrustet til netop at fremstille Elskerinden. Det erotiske var hendes Styrke. At de ædle Mødre vanskeligt ville faa en Fremstillerinde, som hendes, er vist, men hendes egentlige Fag var forbi med Elskerindefaget. Det var med utrolig Flid og Udholdenhed, at hun lidt efter lidt arbeidede sig ind i de ældre Roller, og atter kalder jeg Gud til Vidne paa, hvor glad jeg var, naar der indleveredes Stykker, hvori en Rolle fandtes for hende, hvori hun kunde vinde Bifald og Paaskjønnelse. Herre Gud, jeg holdt jo af hende fra min tidligste Barndom. Hun var et Talent, der gjorde vort Theater Ære, hun var i Modsætning til Manden et sanddru Menneske. Hun havde altid viist mig megen Godhed og holdt oprigtigt af mig, ja en Tid næsten været forelsket i mig. Før Høedts Komme ved Theatret havde der aldrig været Tale om noget alvorligt Sammenstød imellem os To; men nu arbeidede han og hans Eftersnakkere paa at fordærve dette, og dette forvoldte mig en virkelig Smerte. Men ofte har jeg sagt og siger endnu: "Gud give, at Heiberg og jeg paa alle Punkter i Livet havde saa god Samvittighed, som vi havde ligeoverfor vor Opførsel og vort Sindelag mod hende." Og endnu paa dette Tidspunkt tror jeg, at hun følte og erkjendte dette, men da Lidenskaben for Høedt kom med i Spillet under den senere Kamp imellem Heiberg og Høedt, da blev Anna Nielsen en helt Anden, end jeg tidligere havde kjendt hende.

✂ 268,19. bitter Erindring.: Herefter i IIIB slettet, antageligt af A. D. J.: Saadanne Mænd, der knuse et fint Hjertes bedste Følelser, forekomme mig som de Herrer, der paa Landeveiene i Forbigaaende med deres tynde Spadserestok ubarmhjertigt hugge Hovedet af enhver lille Blomst paa deres Vei. Planten dør ikke deraf, men Hjerteskuddet er tilintetgjort og voxer ikke senere ud mere. 1)

✂ 272,26-273,3. Til saadanne.., Directeuren,: Indskud i IIIB (Originalen i III A, vistnok fra 1882).

✂ 273,6. stort Raad: Herefter er i IIIA slettet: i det Nielsenske Hus.

✂ 273,25-26. Samtidig... Heiberg: Saaledes har A. D. J. i IIIB omredigeret Teksten fra: Samme Dag som Høedt havde udtalt dette om Formiddagen for Ministeren, indrykkede Heiberg om Aftenen.

✂ 274,2. nogen særlig: Saaledes har A. D. J. i IIIB ændret Teksten fra: ubetinget.

✂ 274,5. gammel Veninde: Herefter er i III A slettet: af mig, Frk. Harboe.

✂ 274,13-14. gik Høedt fra sin Fortælling: Saaledes har A. D. J. i IIIB omredigeret Teksten fra: svarede han: "Ja vist, jeg sagde kun dette til Dem for Løier".

✂ 274,15. Ud for denne Linie er 1882 i IIIB m. Henblik paa S. 274,15-276, *1) I Marginen ud for denne Var. er skrevet, vistnok af Hanen: Passer det paa ham?18719 skrevet: Maaske bør hele denne Udvikling om Udførelsen af Richard den Tredie udelades?

✂ 274,15-276,19. Et ældre Udkast til Skildringen af "Richard den Tredie" (Tillæg til "Høedis nye Skole" i IVA) lyder: Den første Del af Rollen kunde han vel spille, uagtet det er et Spørgsmaal, om han endogsaa har kunnet give andet end den diaboliske Theaterskurk, i Stedet for den mægtige Incarnation af Syndens høieste Mysterium. Til at faa dette frem behøves en mægtigere Personlighed indadtil og udadtil, end Hr. Høedt er i Besiddelse af. Richard den Tredie maa, ifald Shakespeares Skabelse af ham fuldt skal frem, kunne imponere til Trods for Vanskabningen, maa have et saadant Fang af Stemmemidler, en saadan Styrke i det Dæmoniske, at Alle bøie sig, Mænd og Kvinder, for hans sataniske Magt. Hans Legeme er vel lille, men hans Aand maa være en stor, kraftig Djævleslange og ikke en lille, snigende Snog, thi ellers begriber man ikke de Andres Underkastelse og Tro paa ham et eneste Øieblik. Som han ved sin sataniske Magt bedaarer paa Scenen, maa han i det samme bedaare Tilskuerne, der ligesom hine ikke faa Tid til at reflectere, men underkaste sig og drages som Personerne i Stykket uimodstaaeligt af hans Slangeøines magnetiske Tiltrækningskraft.

✂ Jeg har aldrig troet, at denne Shakespeares Richard den Tredie nogensinde fyldestgjørende er fremstillet, selv af de berømteste Navne i Skuespilkunst; thi denne Rolles Udførelse forudsætter en Begavelse indadvendt i Linie med Shakespeare selv, udadvendt med alle de legemlige Betingelser, som nogensinde en Skuespiller har havt at raade over. De Par Talenter, som i England have været berømt i denne Rolle, have ikke været i Besiddelse af de fornødne Betingelser, saa vidt man igjennem deres Liv har lært dem at kjende.

✂ 276,37. og Støtte.: I IIIA er overstreget flg. Stykke, der øjensynligt hører ind her: Man tror maaske, at alt dette er overdrevne Beskyldninger mod vore mest ansete Blade? Men ifald man vilde paatage sig det kjedsommelige Arbeide at gjennemløbe Bladlitteraturen fra hin Periode, da vil man overbevise sig om det Modsatte. Læs Theaterhistorien, og selv om du ikke tror et Ord deraf undtagen det, der bevises ved Tal og ved trykte Meddelelser, vil man se, at jeg ingenlunde overdriver.

✂ 277,8-9. "Men hvilken... den Betingelse?": Saaledes er Teksten i IIIB i 1882 omredigeret fra: Den anden svarede: "Ja, gid Forestillingen vilde gaa ind, thi jeg har lovet nogle Venner at samles med dem paa den Aften i et lystigt Lag! Men hvor tør man vove at tilbyde Penge paa den Betingelse?" Tilbyderen taug da forlegen stille.

✂ 278,28-29. Uagtet... Heiberg,: Indsat i IIIB i 1882 i Stedet for: Desuagtet.

✂ 278,35. Ugrundede heri.: Herefter er i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.: Ak! det er en Elendighed at have med slige Personligheder at gjøre!

✂ 278,36-279,6. Alle disse... imod ham: I IIIA under Sæson 1852/53 ligger et Blad af 1. Red., hvor paa ca. 1876-78 er skrevet: "Dette inden min 188 Optræden efter Sygdommen". Bladets Indhold, der antageligt er benyttet til disse Liniers Udarbejdelse, lyder: At al den Jubel og Glæde hos Publikum over min Tilbagevenden til Livet og Kunsten, og som, hver Gang jeg under Resten af Saisonen optraadte, gjentog sig, ikke behagede de Sammensvorne, kan man vel tænke. Der sørgedes derfor af alle Kræfter [for] atter at vække al den Uvillie, som [det] var muligt, for at ikke den Stemning, der bevægede Publikum for mig, skulde komme Heiberg til Gode.

✂ Hvorfra Bladet "Fædrelandet" egentlig fik alle sine Rapporter om Theaterforholdene, veed jeg ikke. Maaske fra Phister, maaske fra Nielsen, maaske fra Høedt, maaske fra dem alle Tre eller deres Agenter. Nok er det, at hvis man vil spørge, hvem var den egentlige Aarsag til alle Theaterspektaklerne, da er det vanskeligt at besvare, om det var tre eller fire overmodige, ærgerrige, forfængelige, løgnagtige Skuespillere, eller Bladene med "Fædrelandet" i Spidsen. I Midten af Marts, altsaa medens Prøverne stode paa til min Optræden, som - ja, jeg kan ikke tjene Nogen i en paatagen Beskedenhed - opslugte al anden Interesse paa Kunstens Gebet, syntes "Fædrelandet", at det var det rette Øieblik til atter paa den hensynsløseste Maade at kaste sig over Heiberg som Directeur, og hvorfor nu denne Gang? Fordi Rigsdagen, der [!] i hine Aar var overordentlig ugunstig stemt mod Theatret, saa at den hellere havde nedlagt det i Dag end i Morgen og mente, at naar vi havde "Casino" og "Folketheatret", som ikke kostede Staten noget, da var det jo nok. Hvad Theatre angik, og hvad det saakaldte Nationaltheater angik, da ytrede Tscherning i et af Møderne, at han syntes, " at det var bedst, at det Hele gik Fanden i Vold ".1) Efter saadanne zirlige Udtalelser var det jo intet Under, at man paa alle Maader søgte at komme Theatret tillivs og derfor satte igjennem, at ingen Forhøielse i nogen Skuespillers Gage herefter maatte tilstedes, men kun personligt Tillæg i Indtægten, der ingen Ret havde til Pension. Denne Bestemmelse, som Heiberg gjorde alle de Forestillinger imod i Ministeriet, som var muligt, uden Nytte, bragte ham utallige Bryderier og en grænseløs Misfornøielse i Personalet. Mon nu Hr. Ploug eller hans MedarbeSdere virkelig vare saa uvidende om, hvilke Beslutninger der udgik fra Rigsdagen, og hvilke fra Heiberg? Det er vanskeligt at tro. Ikke desmindre var det atter et Bevis paa Heibergs Udygtighed, at han havde taget den skammelige Beslutning imod de stakkels af ham mishandlede Skuespillere, en Artikel, som i det hele taget var saa hensynsløs mod Heiberg, at det sandelig intet Under var, om den skilte Directeur og Skuespillere ad, saa ingen Samvirken var mulig; og alt dette tillod man sig i en saa - som der staar i Theaterhistorien - "plump, hovmestererende Tone imod en beundret fædrelandsk Digter... 786 Forestillinger"!

✂ Kort efter fandt "Dagbladet" ligeledes Øjeblikket gunstigt til at lade sin Stemme høre og i nette Fraser udskjælde hans Repertoires Slethed; men i *1) Der sigtes antageligt til, at Tscherning i Folketinget 17/11 1853 (R. T. S p. 1293) opfordrede Undervisningsministeren til "at skyde Theatret fra sig, som en Undervisningsog Konstanstalt..., men overgive den til Handel og Omsætning ". 189 denne Artikel var der virkelig noget paaskjønnelsesværdigt. Det var jo nemlig en stor ualmindelig Glæde en Gang, at En havde Mod til at udtale Sandheden, den rene Sandhed, uden al paatagen Affectation. Bladet sørgede nemlig over - til Modsætning af den evige Raaben paa originale klassiske Vær= ker, at Heiberg gav for mange Holbergere . Da Phister læste dette, da var han nær bleven en ærlig og oprigtig Tilhænger af Heiberg.1)

✂ "Fædrelandet" og flere andre Folkeorganer klagede tillige over, at Heiberg ikke skaffede flere nye originale Stykker. Nye Stykker? Hvor skulde han tage dem fra, som om han kunde ryste dem ned fra Himlen? Hvem skulde skrive disse? De to eneste dramatiske Forfattere, der tidligere jevnligt havde skrevet for Scenen, Heiberg og Hertz, disse to vovede jo ikke i hine Aar at skrive et Stykke med deres Navn under; thi de kunde da være temmelig visse paa en Udpibning. Heiberg maatte skrive sin."Valgerda" anonymt og det, inden han blev Directeur. Hvad vilde være sket, ifald han havde vovet at lade et Stykke af sig opføre, efter at han var Directeur? Herefter omtrent de samme Betragtninger om Anonymiteten som i II, 77 f.

✂ Var det nu noget Under, at de Sammensvorne paa den frækkeste Maade modarbeidede enhver af Heibergs Bestemmelser og ideligt ved paatagne Sygeanmeldelser forsøgte paa om muligt at faa det Hele til at gaa istaa, naar al denne Uret fik Medhold i Pressen? Da man vidste Alt, saa maatte man vel ogsaa vide lidt om, hvor ofte Høedt vragede og negtede at spille snart denne, snart hin Rolle, paa samme Tid som han klagede ude i Publikum over Uvirksomhed ved Theatret. Han fik, og dette laa ham virkelig paa Hjerte trods Nogen, sin Gage som alle Andre, men gav sig dog idelig Mine af, at han spillede som af en Naade og kun af Lyst, men ikke af nogen som helst Fordel. Saa skulde han have viist dette i Stedet for det Modsatte, men ogsaa heri fik han jo Medhold i Pressen. Det stakkels Menneske blev jo saa overmodig, saa desorienteret med Hensyn paa sin virkelige Stilling, sin virkelige Begavelse, at det jo intet Under var, at han havde smaa Anfald af Raseri, der vare betænkelige.

✂ Han havde i denne Vinter arrangeret, for om muligt at vinde Alle for sin ophøiede Sag, Sammenkomster een Gang ugentligt med de andre Skuespillere. I disse løftede han nu sin Røst og tordnede Directeuren ned for Fode, gjorde opmærksom paa, hvorledes Alt var, og hvorledes Alt burde være. Denne Adfærd fandt dog ikke Faa var for stødende, og de sagde, at de vare komne sammen for at more sig i al Gemytlighed, men ikke for at bedømme Directeurens Handlinger, og de tvang ham til Taushed. Da hørte naturligvis disse Sammenkomster op.

✂ Skulde der nu virkelig være nogen Foresat i Verden, der vilde taalt alt dette og dog bevare Sindelaget rent ligeoverfor en saadan Embedsmand? Og alligevel kan jeg forsikre, og jeg maa dog kunne vide det, at Heibergs Sind var frit for al Bitterhed. Derimod fandt han Høedt ofte comisk, uden at tale om Nielsen, og havde mange muntre og vittige Indfald dem angaaende.

*1) Om de omtalte Artikler i Fædrel. og Dagbladet sml. Note til II, 279, 4. 190

✂ Ak, hvor jeg ofte ønskede Hr. Ploug, Hr. Høedt, Hr. Bille at blive Theaterdirecteur! Jeg sagde altid til Heiberg: "Ak nei, de faa ikke Straf for al den Uret, de gjøre dig, før de selv blive Directeur. Gud give sin Velsignelse hertil!"

✂ Ja, jeg veed nok, det er stygt, det er hæsligt at være saa bitter, som alle disse Forhold havde gjort mig. Men jeg vil henvende mig til Eder, I Koner, der se op til Eders Mænd, ikke sandt, man kan ikke taale, at disse ske Uret! Hvor mangt et uretfærdigt Ord er ikke ogsaa under hele denne Strid talt mod mig selv; men jeg kan forsikre, at om det gjaldt mit Liv, husker jeg ikke et af dem, men kun den ubehagelige Tone i Almindelighed. Hvad I have udtalt mod mig er glemt og tilgivet, men Gud bedre det, jeg glemmer aldrig, hvad I have talt af uretfærdige Ord mod ham. O, ofte griber mig en Smerte, en Bedrøvelse over, at det har staaet i noget Menneskes Magt at bibringe mit Sind Bitterhed, "denne Spedalskhed for Sindet". Men læs dette smukke Digt og lad mig da have den samme Undskyldning som Tidslen.

✂ Drengen og Tidslen.1)
279,13. min Side: Saaledes er Teksten i 1882 i IIIB ændret fra: mig.

✂ 279,27-29. der blev... mit Befindende: Saaledes har A. D. J. i IIIB omredigeret Teksten fra: saa godt som hele Byen følte med min Tilstand. Et Menneske maatte placeres ved vor Dør for dagligt at sige Besked til de utrolig Mange kjendte og ukjendte Mennesker, der kom dagligt for at høre til mit Befindende. Ældre Damer, unge Piger stode og græd ved vor Dør ved Tanken om, at jeg skulde dø.

✂ 280,13. hule Pathos: Herefter er i IIIB slettet, øjensynligt af A. D. J.: og uværdige Virksomhed.

✂ 281,8. O. Bang: I IIIB er overstreget Afskrift af et meget banalt Digt af ham til "Johanne Luise Heiberg! d. 22. Novbr. 1852". 2)

✂ 282,26., men dog: Disse Ord er af A. D. J. i IIIB sat i Stedet for: og forundret og.

✂ 283,31. denne Fest.: Herefter er i IIIA slettet flg. ufuldstændige Ytring: Paa disse Aftener fik jeg mangen uforglemmelig Samtale med Mynster. Et lille Svar af ham mindes jeg endnu.

✂ 285,13. Lilliekonvaller.: Herefter er i IIIA overstreget: Fra mine Venner og Veninder i Chorpersonalet stod en meget smuk høi Frugtskaal, fyldt med Druer. Paa Gulvet var lagt et broderet Teppe, syet af Danserinden Fru Kellermann og den ældste Figurantinde, Jomfru Larcher. En lille Seddel var heftet herpaa fra Fru Kellermann med følgende Linier: "Modtag, kjære Fru Heiberg, denne lille Erindring som et Udtryk af vor Glæde ved atter at se Dem med gjenvundet Helbred iblandt os."

✂ 285,14. H. C. Andersen.: Verset er i IIIB overstreget, formentligt af A. D. J.:

*1) Digtet er ikke gengivet i MSS. *2) Originalen er ikke i Fru Heib. Ark. 191

✂

Til Johanne Luise Heiberg.

Da Du laae Døden nær, stor var vor Sorg,
For Kunstens Skyld Gud lod Dig Sundhed vinde!
Velkommen atter i din Kongeborg,
Du ædle Qvinde, sjeldne Kunstnerinde.1)

✂ 287,13-14. bedre Dage: Disse Ord er af A. D. J. i IIIB sat i Stedet for den oprindelige Tekst: hine gode Dage, forinden en lille Del af Personalet dagligt i de sidste Par Aar havde forbitret min Tilværelse.

✂ 290,10. for Fremtiden.: Herefter er i IIIB af A. D. J. udeladt flg. Parti, der her gengives efter IIIA: Det var mig en stor Glæde, at en Del af det Personale, i hvis Midte jeg havde levet i min Barndom, i Aarenes Løb havde bevaret deres Godhed og Interesse for mig. Jeg var paa saa mange Maader blevet fjernet fra dem i udvortes Henseende, at vort tidligere Forhold let aldeles kunde været visnet hen, og derfor satte jeg stor Pris paa de Kjendsgjerninger, som ved denne Leilighed som ved saa mange tidligere viste mig det Modsatte.

✂ Min Interesse for den mimiske Kunst, hvormed mit Kunstnerliv var begyndt, havde altid i Aarenes Løb bevaret sig friskt hos mig, og ofte fik denne Kunst endnu mit Hjerte til at banke, og det var intet Lander; thi Formskjønhed i Plastik og Dans henrev mig altid, og mit Legeme havde en Trang til at udøve begge Dele. Man føler ved at bevæge sig under Musikens henrivende lette Rhytmer Legemets Tyngde ophævet og betvunget. Man har en Følelse af, at de usynlige Sjælevinger bevæge sig til Flugt, saaledes som det undertiden sker i Drømme. Som Fuglene, der svinge sig i Luften, ubekymrede om den travle, rastløse Verden under dem, en saadan fjerlet Fornemmelse kan Sjælen sættes i ved Legemets gracieuse Baltrin til Musikens Toner. Ikke Faa have et andet Syn paa Terpsichores Leg, det maa være saadanne, der aldrig have fornummet en saadan Virkning og derfor endog frakjende denne Kunst Navn af Kunst, en Anskuelse jeg aldrig har kunnet gaa ind paa. Al Kunst kan misbruges, altsaa ogsaa denne, men holdes den indenfor Skjønhedsidealet, da har den visselig Plads i Rækken af de andre Kunstarter. Herefter Omtale af Bladenes velvillige Udtalelser om Forestillingen 30. Marts.

✂ 292,10. med utallige: Herefter er i IIIB slettet, antageligt af A. D. J.:, forfærdelige.

✂ 293,25. dem med.: Herefter er i IIIB, antageligt af A. D. J. efter Forslag af Hauch, overstreget efter ny Linie: Ikke sandt, du, som læser dette, Pokker skulde være Theaterdirecteur! Herefter i IIIA overstreget, efter ny Linie: Ligesom M. Wiehe havde ladet sig paavirke af Høedt og Nielsens Pretensioner, saaledes havde heller ikke Fru Nielsen kunnet unddrage sig for Paavirkning heraf, hvilket jo i og for sig var ganske naturligt, saa at ogsaa hun i de sidste Aar var blevet en helt Anden. Lige overfor mig ytrede hun ofte en *1) i H. C. Andersen: Saml. Skr. XVI. (1854), 123.192 umotiveret Heftighed, som altid bedrøvede mig, da den altid fremkom af de ubetydeligste Aarsager, saa det var yderst vanskeligt at undgaa at være Gjenstand herfor. Disse Heftighedsudbrud gik jeg altid stiltiende afveien for, saa da aldrig førte til noget Brud imellem os. Min Godhed for hende var og blev uforandret, og ofte lønnede hun min Taalmodighed med ovenpaa et saadant at ytre en Venlighed, hvori der laa, at hun stiltiende paaskjønnede, at jeg havde standset hendes Heftighed ved at gaa afveien for den.

✂ 1. Red. af IIIA har efter "en helt Anden" i foregaaende Stykke flg.:, uagtet denne Tilbøielighed heller ikke tidligere laa hendes Væsen fjernt. Heftig og hensynsløs mod Alle beherskedes hun nu af et Kunstnerhovmod, der virkelig skal søge sin Lige; hun stødte derved ikke alene os og dem af det øvrige Personale, der ikke vare mellem de Sammensvorne, men alle de Underordnede, idet hun ogsaa lige overfor dem viste et fornemt Hovmod, der klædte hende forfærdeligt og tidt smertede mig at se paa, ikke saa meget for deres som for hendes Skyld. Naar Heiberg tillod sig at henvende nogle høflige Ord til hende, da naaede hendes Stolthed Toppunktet af fornemme, kolde Svar. Ligeoverfor mig var hun dog kun heftig, men det ogsaa, naar man mindst drømte derom. For at forsvare mig mod nogen som helst Scene havde jeg derfor intet andet Middel end at undgaa hende og ideligt dreie af, naar disse Udbrud lod til at nærme sig.

✂ Det er forunderligt, hvor ilde og uskjønt det klæder blonde, lysøiede Damer at være opbragte og heftige. Den Contrast, der derved fremkommer mellem det Yre og Indre er saa grel, saa stødende, at jeg hele mit Liv næsten ikke har kunnet taale dette Syn. For den Brunette bliver saadanne Udbrud visselig ikke skjønne, men det ligger ligesom mere for dette Ydre end for de Blondes, og derved opnaas mere Harmoni mellem det Ydre og Indre, naar slige Udbrud ske. Ja, ifald man ikke vilde synes, at det var en altfor urimelig Tale: opblussende Heftighed, hvor Blodet strømmer til Kinderne, og Øinene tindre, kan endogsaa undertiden klæde Brunetter godt; thi det Heftige har mere Glød hos disse, og det Opblussende ser ud, som om det atter hurtigt kunde forsvinde. Hos den Blonde derimod er al Harmoni fuldstændig tilintetgiort. og Billedet bliver kun hæsligt. Det er min Erfaring, at de heftigste, halsstarrigste Kvinder ere de Blonde. Du studser maaske og finder denne Bemærkning usand, men tænk efter og led i dit Bekjendtskab, og du vil give mig Ret. Hvis dette er sandt, hvad har da gjort, at de Blonde have faaet Ord for at være fromme? Først deres Udseende, der ligesom kræver og lover dette, dernæst, at de Blondes Temperament sædvanligt bestaar dels i Phlegma, der da tages for Fromhed, dels i hidsig Halsstarrighed. Brunetterne have derimod faaet Ord for at være heftige og choleriske. Gamle Heger, en Fader til Fru Holst, der i sin Tid havde giftet sig med den ved Theatret bekjendte skjønne Frk. Schmidt, der var decideret Blondine, disse Ægtefolk levede desværre som gamle saa godt som adskilte. Paa Grund af dette Forhold kastede han hele sit Had paa alle Blondiner . Han havde til Poul Møllers store Glæde skrevet en Roman med Mottoer over hvert Kapitel. En Dag, 193 da Poul Møller var hos os, fortalte han os herom og glædede sig overmaade over et af Mottoerne, der lød saaledes:

✂ "Men Villingen er sød af Smag
Og den har blonde Miner
Og mange finde stort Behag
I kjølige Blondiner."

✂ Da Poul Møller forlovede sig med den skjønne Frøken Berg, foer Heger en Dag over til ham paa Kongens Nytorv, slog ham paa Skulderen og raabte: "Hun er da vel ikke blond?" Da P. M. svarede nei, sagde han, idet han atter foer bort: "Gud være lovet, saa gratulerer jeg."

✂ Herefter omtales Begyndelsen af den nye Sæson 1853/54, og efter at Høedts, Wiehes og Fru Nielsens Opposition er nævnt, siges om Nielsen: Denne sidste vare de Sammensvorne igrunden kjede af og havde kastet ham overbord, og han blev kun i Naade taget med, naar de kunde bruge ham til Forskraaler og Forstærkning i den Modstand, de stadigt lagde for Dagen.

✂ 294,4-5. Hvor vidt disse... personlige Stemning: Saaledes er Teksten i IIIA rettet fra: I hvilken Grad disse Mennesker bestandigt med Phister som hemmelig Medarbeider vare opsatte paa at gjøre Heiberg og gjennem ham mig al den Fortræd, der stod i deres Magt.

✂ 294,20. en meget ordinair: Af A. D. J. i IIIB sat i Stedet for: mig synes en sjofel.

✂ 295,1-5. En af Skuespillerne... jeg Midlet: I 1. Red. af IIIA lyder Partiet saaledes: Skuespiller Mantzius, der i denne Tid var meget vred paa Heiberg, fordi Heiberg ikke vilde samtykke i, at Jacob v. Tyboe paany maatte indstuderes med ham som Tyboe, men især fordi Heiberg havde havt den for en Theaterdirecteur utilgivelige Feil ganske aabent at sige til Mantzius, at han ikke troede, at han tilstrækkeligt kunde udfylde denne Rolle, efter det Billede, der endnu stod levende hos Alle af Frydendahl (man maa huske paa, at M.s Talent i Aaret 1853 langtfra havde naaet den Fylde, det Herredømme over sin Kunst, som i Aarene fra 60 til 70), Mantzius, der var imellem dem, der hørte denne store Nyhed, at jeg havde røbet mig som Forfatteren til "Karens Kjæreste", tænkte: Godt, her er en Leilighed til Hævn. Flere Duftvaudeviller ville vi ikke have - saaledes havde man døbt disse Stykker eller rettere, som jeg selv i sin Tid havde døbt dem, da jeg paa en Prøve af "En Søndag paa Amager", inden endnu Nogen havde gjættet paa mig, kom til at sige: "Ja, vist er det et ubetydeligt Stykke, men der er en Duft over det, som smitter og behager." Denne Bemærkning mærkede jeg strax gik videre. Altsaa tænkte M., og maaske flere med ham: Flere Duftvaudeviller skulle vi dog sørge for ikke blive vel optagne.

✂ 295,22-23. denne bevidnede.: Herefter er i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J. efter Hauchs Forslag: Om denne Offentliggjørelse var Hr. X. behagelig eller ubehagelig, veed jeg ikke. Jeg tror, at det var ham ligegyldigt, at hans Medskyldige her saae, at han havde afgivet en falsk Erklæring.

194

✂ 296,7. ud i Publikum.: Herefter er i IIIB slettet, antageligt af A. D. J. efter Hauchs Forslag: I denne Retning viste navnlig Hr. Høedt sig unegteligt i Besiddelse af et glimrende Talent; og man kunde sige om ham, hvad den berømte russiske Forfatter Ivan Turgénjew udtaler om en af sine Personer i Fortællingen "Rudin": "Hans Tunge, hans Veltalenhed - det er hans onde Engel - men den har rigtignok ogsaa tjent ham ganske godt." 1)

✂ 296,10. tilbageholdent: Herefter i 1. Redaktion af IIIA: og forsømmeligt.

✂ 296,14. Ubetydeligheder: Herefter er i IIIA overstreget: paa Nielsen, Wiehe og Phister nær.

✂ 296,17. uafladelige: Saaledes i IIIB rettet fra: utaalelige.

✂ 296,19. Wiehes Side.: Herefter er i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.: Mig bedrøvede ofte denne Mangel paa Dømmekraft. Herefter er smst., formentligt af Fru Heiberg, overstreget: Alt var hos ham efterhaanden gaaet op i dette ensformige Stivsind. Han havde nu een Gang besluttet at sige Amen til Alt, hvad der kom fra den Kant. Dette kaldte Mange Characterstyrke.

✂ "Naar Kraften svigter,
tages Stivsindet til Hjælp."

✂ Herefter er i IIIA overstreget: Himlen veed bedst, hvor mangen Stymper det har givet Udseende af Character og Villiestyrke 2). Herefter har 1. Red. af IIIA: At se dette Menneske gaa meer og meer tilgrunde var mig en dyb Sorg.

✂ 296,25. Høedt tryg: Herefter er i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.: ligeoverfor denne Kat, der snart huggede Kløerne i og kradsede en ordentlig Rift, snart trak dem ind og viste kun Fløielspoter, idet han kastede betydningsfulde Blikke til dem, der vare udenfor de Sammensvornes Kreds, og som misbilligede denne evige Kritikaklen 3) af Alt, hvad Bestyrelsen besluttede.

✂ 296,27-28. øvrige Embedsmænd.: Herefter er i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.: Ved at skuffe Alle havde han ligesom alle Traade i sin Haand og kunde efter Behag trække i, hvilken han vilde, og han var sandelig ikke uvirksom.

✂ Ifald man vil lægge Mærke til, hvor sjeldent Phister nævnes i Overskous Theaterhistorie som En, der har virksom Del i alle Theaterspektaklerne, kan dette ikke andet end forundre dem, der vide bedre Besked - thi at Overskou altid mener ham med " Træskheden ", kunne de Uindviede jo ikke vide - men vist er det, at bag det Meste af, hvad der skete, stod hans ledende Aand, men Aand, der altid sørgede for, at den i Handlingens Øieblik stod tilsyneladende udenfor det Altsammen. Herefter omtales, at Phister satte de unge Skuespillere og Skuespillerinder, Korister og Koristinder, ja endog *1) Turgénjew: Rudin (overs. 1872), 131. *2) I Red. af IIIA er der Anførselstegn om hele Partiet Naar Kraften... Villiestyrke og bag efter staar: Fru Thoresen. *3) I Red. af IIIA har: Krikle - Kraklen. 195 Maskinfolkene op mod Direktøren ved at forestille dem, at de fik for lidt i Gage; samtidigt talte han nedsættende om dem overfor Heiberg.

✂ 297,1-2. snarere... til Phister: Indsat af A. D. J. i Stedet for et længere Parti, som ikke er fuldt bevaret i IIIB. I IIIA lyder Teksten:, som han kunde elske. Men Sagen var, at denne urolige, dæmoniske Natur igrunden nød som en Trang i Sjælen al den ydre Uro, der havde hos ham en helt modsat Virkning end hos Andre. Den ydre Uro, Strid og Uenighed havde noget beroligende for ham; thi da var han i indre Virksomhed, der bortledte den indre Uro fra ham selv, over paa Andre og Andet. Phister var en af Heibergs bedste Læsere; han kunde mange af hans Digte saa godt som udenad, og det ikke blot hans dramatiske, men hans episk-lyriske Digte. "En Sjæl efter Døden" var i den Grad gjennempløiet af Phister, at man kunde høre ham heri som i en Lectie. Dette Digt spillede og vil formodentlig fremdeles vedblive at spille en stor Rolle i hans indre Liv. De Anskuelser, som her udtales om Livet efter Døden, greb ham virkelig saa dybt, at han aldrig kunde slippe dem af Tankerne. Han sagde en Dag til mig, da han i Extase omtalte Digtet: "Ak ja, jeg vil være glad, om jeg maa komme i det Helvede, som Heiberg skildrer i "En Sjæl efter Døden"," og denne Ytring var ikke Spøg, tvertimod det var virkelig hans Alvor; det var et Angestskrig fra hans arme Sjæl; høiere, mente han i Alvor, var der ingen Rimelighed for, at han kunde naa. Dette forunderlige, dæmoniske Menneske kjendte sig selv i den Grad, at noget lignende aldrig er mødt mig i Livet. Han havde Øieblikke, hvor hans daarlige Egenskaber i den Grad stode klart for ham, at man i et saadant Øieblik kunde høre ham selv udtale alt det Onde om sig selv, som Andre tillagde ham. I saadanne Øieblikke trængte han i høi Grad til en Skriftefader; thi da var hans Sjæl virkelig elendig. To Gange har han brugt mig dertil 1). Men naar Skriftemaalet var vel gjort i al Oprigtighed, da ærgrede han sig over sin Svaghed og ansaa sig for fuldt berettiget nu at fremture i det Onde med fordoblet Kraft. Man vil let indse, hvor farlig en saadan Natur kan være i et Samfund af Mennesker, der Alle mer eller mindre ere Phantasibørn, som han med sin overlegne Kløgt kunde behandle efter eget Tykke. Alle kjendte ham, Alle mistroede ham. Alle sukkede under det daglige Tryk af hans Luner og Opfarenhed, der, naar den naaede en vis Høide, ingen Grænser kjendte; men Alle frygtede ham tillige og gik afveien for ham; thi ve den, han kastede sin Vrede paa! intet Middel, ingen Usandhed veg han tilbage for, men Alt tillod han sig for at skade Den i Andres Omdømme, der havde vovet at være ham imod. Og da han havde en blodig Vittighed i sin Magt, som, naar hans Vrede først var ægget, intet Hensyn holdt tilbage, men udslyngedes lige i Øinene paa den Paagjældende, fik han derved en Stilling som et andet vildt Dyr, man for enhver Pris undgik at komme i Sammenstød med. Han var igrunden et høist ulykkeligt Menneske; thi der var aldrig Ro over ham; som en Tiger, der løber rundt i sit Bur, saaledes løb han op og ned, til høire og venstre, speidende af Frygt for at Noget kunde undgaa *1) Herefter er i IIIA overstreget: Hvad Anledningen var, skal jeg senere fortælle.196 hans Opmærksomhed. Han var aldrig i Hvile, undtagen i de Timer eller rettere de Minutter, han stod paa Scenen; thi kom han ud i Coulissen, overfaldt den dæmoniske Uro ham atter, og Løbet frem og tilbage, op og ned begyndte paany, medens han i Et væk gnavede sine stakkels Negle paa Hænderne af. Kun inde paa Scenen i Udførelsen af sin Kunst var han en befriet Aand. Her kunde han komme til Ro, her afkastede han sig selv og levede kun i den Maske, han fremstillede; hvad Under da, at disse Masker vare ham uundværlige til Livets Ophold. I dem havde han Glæde, Ro og - Samvittighed; thi en flittigere, alvorligere, samvittighedsfuldere Kunstner end han fandtes ikke. Naar nu disse Egenskaber forenede med sig et glimrende Talent, da var det jo i sin Orden, at han som Kunstner paaskjønnedes og stod i stor Anseelse, baade hos sine Kammerater og hos et Publikum, hvis Interesse han havde vidst at vedligeholde i henved et halvt Hundrede Aar. Og dog var det characteristisk, at der i alle disse Aar aldrig var viist ham personlig nogen Hyldest af ualmindelig Art; thi saa snart hans Masker vare faldne af og hans virkelige Personlighed kom tilsyne, var al Varme, al Begeistring, al Lyst til at udtale sin Enthousiasme for ham borte.

✂ Var det nu ikke besynderligt, at en saadan Character kunde erobre en Ven i den sanddru, noble ellers skarpsynede Heiberg? Sagen var, at Phister var klog, klar i sine kunstneriske Anskuelser, morsom og vittig. Ligeoverfor Heiberg og tildels ogsaa overfor mig viste han sig altid som den hengivne, varme, beundrende Ven. Han plirede lidt med Øinene lige overfor mig, som om han vilde sige: "Den Satan har gjennemskuet dig, hun tror dig ikke". Kort, man kunde sige om dette Menneske med Lavater: "Et fehlt ihm zur Vollkommenheit eines Tugendhaften sehr vieles "1). Heiberg troede ham, men blev bedraget. "Saadanne Skabninger som denne Phister maa stikke , og Væsner af høiere Natur maa lide ". Tro ikke, at Phister en eneste Gang var den, der standsede Repertoirets Gang ved en rød Placat paa Gadehjørnerne; nei, ingenlunde, men han snakkede og snakkede hemmeligt saa længe med de Sammensvorne, at disse besørgede det. Ethvert nyt Stykkes Indstudering vidste man at trække ud i det Uendelige. Det hed sig bestandigt, at man endnu ikke var færdig med Indstuderingen; saaledes lykkedes det ikke Heiberg før sidst i November i denne Saison at faa et nyt Stykke opført. Og det var den Directeur, man udraabte for Tyranni mod de stakkels Skuespillere, disse, hvis Pligt det var at spille en Rolle 6 Uger efter Rollernes Modtagelse. Men hvad var herved at gjøre, naar de samme Blade, som klagede over, at intet Nyt kom frem, paa alle Punkter offentligt holdt med disse Skuespillere imod Directeuren og opfordrede dem udtrykkeligt til at være ulydige og forsømmelige, ja holdt Modet oppe hos dem til at fremture i en Opførsel, som jeg tror er enestaaende i Theatrets Historie, saa længe som den danske Seene har existeret.

✂ 297,2-27. En dramatisk... paa Theatret.: Af A. D. J. flyttet herhen fra Var. til II, 344,5-7, dog med den Forskel, at A. D. J. har skrevet lade *1) Citatet er ikke fundet.197 Skyggesiderne... paa Theatret i Stedet for MSs fremvise sin Upaalidelighed, sine Skyggesider i det private Liv paa Theatret.

✂ 298,2. Stilhed.: Herefter er i IIIA overstreget: Enhver som under Indstuderingen af "Ruth" havde hørt, i hvilken Grad Phister latterliggjorde Høedt paa hans Bag for alle de Ophævelser snart i en, snart i en anden Retning ved Udførelsen af denne Rolle, vilde umuligt have antaget ham som hørende til Høedt Parti. Han havde sat hele Høedts Maade og Væsen i dramatisk Stil, og ubeskrivelig var den Virkning, han derved opnaaede af det forsamlede Personales Skoggerlatter. Høedt var ikke af Naturen udrustet med nogen mandig eller plastisk Figur; det var derfor en egen Sag for ham at fremtræde i Tricot, kun draperende sig i en Kappe, der netop ved af og til at skjule Figuren tvinger Øiet til at iagttage denne, naar Kappen falder fra Legemet og derved blotter dette. Hans noget tørre og realistiske Declamation tog sig ikke ud i en saadan Rolle, og alt dette i Forening vidste Phister saaledes at sætte ud fra hinanden i et comisk Lys, at "Ruth" paa Grund heraf blev uforglemmelig for Theatrets hemmelige Coulissehistorie. Fru Nielsen spilledes Naomis lille Rolle smukt og ædelt og med fin Følelse.

✂ 298,3-16. Ingen var... sig gjøre.: Indskud i IIIB (Originalen i IIIA).

✂ 298,19. et Digt: Af et overstreget Parti i IIIA ses, at Fru Heiberg frabad sig Digtets Offentliggørelse i Pressen for ikke at irritere Fjenden og derved sætte Leiren i for stærk Bevægelse. - Ogsaa fra Biskop Martensen modtog hun et Brev, efter at han havde set "Ruth"1).

✂ 298,38-39. Hermiones Skjæbne greb mig dybt: Saaledes er Teksten i IIIA ændret fra: Uagtet mine daglige Forhold visselig ikke i al Fald i mange Aar havde noget tilfælles med Hermione, saa greb Hermiones Skjæbne mig saa dybt, at min hele tidligste Barndom ligesom ved et Trylleslag atter gjenlevedes i mit Indre.

✂ 299,15. forceret: Herefter er i IIIB slettet, uvist af hvem:, maniereret.

✂ 299,32. Noget som helst?: Herefter i IIIB overstreget, uvist af hvem: Han var nu stolt i sin Tale, og den elskværdige Beskedenhed, der havde klædt ham saa smukt, var saa godt som aldeles forsvunden.

✂ 300,39. saa kjær.: Herefter er i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.: Wiehe var, som sagt, helt og holdent en ideal, lyrisk Skuespiller, ideal gjennem sin hele Personlighed, ideal gjennem sin Stemmes Klang, sit Øies vidunderlige, dybe Udtryk, sin ædle Gestikulation, sit noble, fornemme Væsen og den lidenskabelige, dæmoniske Baggrund i Sjælen, som Ingen, der spiller i Elskerfaget, kan undvære, - og alt dette behersket af den reneste Sandhed og Natur. En lyrisk Skuespiller som han har Theatret vistnok aldrig tidligere havt og vil vanskeligt atter faa; thi det er saare sjeldent for ikke at sige aldrig, at de mange forskjellige Betingelser findes forenede.

✂ 301,13. Fremstillingen.: Herefter er i IIIA slettet: Han følte Umuligheden af denne Fordring i lyriske Arbeider og tyede nu til den Udvei, at han *1) Brevet findes ikke i MSS, ej heller i Fru Heib. Ark.198 herefter slet ikke vilde spille Elskerroller mere - hans uimodsigelige Kald - men kun Characterroller.

✂ 301,16-17. almindelig Latter: Herefter er i IIIA overstreget:, en Kundskab, jeg har fra min forrige Veninde, Jomfru Liunge, der var i Nielsens Hus som tidligere i Wexschalls, og som havde moret sig over disse Scener.

✂ 301,20. og aabent.: Herefter er i IIIA overstreget: Da han nu aldrig udtalte sig for Nogen om, hvad der tyngede hans Sind, saa fordybede han sig mere og mere i den Tanke, at hans hele Virksomhed hidindtil havde været i falsk Retning, og at der maatte begyndes forfra, thi til Nar vilde han ikke være. - Herefter kom flg. i IIIB antageligt af A. D. J. overstregede Linier: Man tænke sig min Stemning, min Smerte, naar Wiehes Spil pludselig slog over i Plathed og Raahed som et Vrængbillede af sig selv.

✂ 301,39. Virkning.: Herefter er i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.: Vist er det, at den stille, glade, beskedne Wiehe nu som oftest var forvandlet til en gnaven, heftig, mørk Person, som man lige saa meget gik afveien for, som man før havde søgt ham. Hvad er det dog for en Smerte, naar man tvinges til at opgive en Ven!

✂ 301,40-302,3. Ganske uden... opnaaedes ikke: Et tidligere Udkast til dette Stykke (i IIIA) lyder: "Et Offer" af Hertz gjorde som sagt kun en svag Lykke og gik kun 7 Gange over Scenen; men paa disse 7 Aftener havde jeg den Nydelse at spille med hele min Sjæl ubekymret om, hvem der i Publikum kunde følge mig, og hvem ikke. Dog var denne min Fremstilling dog paaskjønnet af ikke saa Faa og havde glædet en stor Del af mine Venner. Et Udbrud heraf fra Digteren Christian Winthers Hustru og fra Fru Geheimeraadinde Hall følger her1).

✂ 302,3. opnaaedes ikke.: Passende ind her er i IIIA udeladt et Parti, som er fuldt bevaret i 1. Red., hvor det lyder: Hvad der var mærkeligt ved dette Stykkes Udførelse, var, at Barnet i Stykket, maaske den vanskeligste Barnerolle, som nogen Tid er skrevet, udførtes af en lille Pige ved Balletten, saa yndigt, saa sandt, saa gribende, at hun bragte Taarer i alle de medspillendes Øine - mærkeligt nok ser man ikke saa sjeldent, at Ytringen af umiskjendeligt Talent, hos et Barn senere ligesom ganske forsvinder; saadan ogsaa her. Dette rare, lille Barn gav i et "Offer" Anledning til det første virkelige, personlige Sammenstød mellem Fru Nielsen og mig. Saa snart Stykket skulde indstuderes, havde Hertz bedet mig tage mig af den lille Pige, som han havde betroet en saa vanskelig og betydelig Rolle. Dette havde jeg gjort. Paa en af Prøverne gik jeg ned i Parquettet for at faa Vished, om den spæde barnlige Stemme kunde høres fra Tilskuerpladsen. Fru Nielsen, hvis irritable Sind i den sidste Tid paa Grund af den Modstand, hun mente, at hendes Ven Høedt var udsat for. havde taget større og større Dimensioner, var meget vanskelig at komme i Nærheden af. Jeg havde ved hver Prøve paa "Et Offer" følt mig ubehagelig berørt af den Tilstand, hvori hun var, der snart ytrede sig i Hovmod, snart i at vredes over det Ubetydeligste ligeoverfor de Medspillende.

*1) Brevene er ikke gengivet i MSS. Julie Winthers af 21/1 1853 er i Fru Heib. Ark., Fru Halls ikke. 199

✂ Jeg havde hidindtil lykkeligt undgaaet noget Sammenstød med hende, idet jeg stadig havde bøiet af, naar et saadant truede mig. Jeg følte mig alt helt tryg. Men da jeg nu atter kom op paa Scenen fra Parquettet, sagde jeg til den lille Pige:..Du maa ikke dreie Hovedet saa meget opad mod Baggrunden af Theatret, din Stemme bliver derved utydelig, og man vil ikke kunne forstaa dig fra Tilskuerpladsen," en Bemærkning der dagligt gjøres paa Prøverne, især ligeoverfor alle Begyndere og Børn. Da udbrød Fru Nielsen til min Forbauselse i største Heftighed: "Jeg synes ikke, at du skulde lære Barnet at kokettere med Publikum." Jeg saae forundret paa hende og svarede: "Denne Bemærkning forstaar jeg ikke. At man ikke maa dreie sit Hoved for meget opad og tale med Nakken mod Publikum, især et Barn med en spæd Stemme, tror jeg vist, at De og Alle ere enige om." Hun taug og saae ud som En, der ved dette uartige Udbrud havde faaet Luft og Afløb for det, hun hele Formiddagen havde trængt til, et Udbrud for sin Heftighed. Alle paa Prøven misbilligede dette umotiverede Angreb imod mig. Dette mærkede hun og antog lidt efter lidt et noget forlegent Udtryk ligeoverfor mig. Jeg selv taug og trak mig tilbage fra hendes Nærhed. Da Prøven var tilende, og jeg vilde gaa hjem, standsede hun mig og sagde: "Du er en underlig En, hvor kunde du tage dette ilde op?" - "Jeg tror ikke," svarede jeg, "at De ikke skulde forstaa, at jeg maatte tage dette Overfald ilde op, især i det Barns Nærværelse, for hvem jeg om muligt skulde staa som en Autoritet, da det er mig, som har indstuderet Rollen med hende. Jeg har set Taarer ogsaa i Deres Øine ved dette Barns forunderlige Fremstilling. De kunde altsaa være uden Frygt." - "Kom ind med mig i dette Værelse," vedblev hun, og nu trak hun mig ind i et Paaklædningsværelse blodrød i Hovedet, medens jeg var ganske stille og rolig, som jo den sagtens kan være, der er den Forurettede. Og nu udspandt der sig en Samtale imellem os saa lang og vidtløftig, at jeg aldrig kan glemme den. Jeg sagde iblandt Andet til hende: "Det er godt, at vi en Gang kan komme til at udtale os for hinanden. Her staar jeg nu beredt til i Ro at høre paa Alt, hvad De maatte ville sige mig; da jeg ikke har mindste Forestilling om, hvori jeg gjør Dem imod, saa tal nu oprigtig og ligefrem med mig, thi dette Udbrud paa Prøven viser bedst, hvilken Trang De har til at vise mig Deres Mishag." Hun gav sig nu til at græde og sagde, at jeg og Alle ligesom med Forsæt undgik hende og trak sig tilbage fra hende. Jeg svarede: "Ja, ganske vist trækker jeg mig tilbage af Frygt for et Sammenstød. De ligner ikke Dem selv i de sidste Aar. Det er ikke først i Dag, at De har været heftig, udfordrende og fornærmelig imod mig, men De veed ogsaa, at jeg har taalt det stiltiende; thi jeg vilde ikke være uhøflig imod Dem, der har holdt af mig og viist mig Godhed fra min Barndom af, jeg vilde ikke ogsaa blive heftig og sige noget uhøfligt til Dem, som De i den senere Tid saa ofte har gjort ved mig, jeg vilde afbetale noget af min gamle Gjæld til Dem ved at taale og tie. Men der er Grænser for Alt, og jeg vidste ikke saa lige med mig selv, hvor langt min Taalmodighed vilde række, og derfor greb jeg den Udvei at undgaa Dem for ikke at komme i Fristelse. Men som De selv siger: Alle undgaa Dem paa de Par nær, hvis Sag De har gjort til Deres egen. Alle , thi Alle føle 200 det samme Tryk og den samme Frygt som jeg." Da slog hun sine Hænder sammen, min stakkels forvildede Veninde, og udbrød med oprigtige Taarer: "Jeg veed heller ikke, hvorledes jeg er blevet saaledes," og sank ned paa en Stol. Jeg tænkte ved mig selv: Jeg veed det, thi der er noget smittende ved slet Selskab . Hun sagde da: "Alle komme dig imøde, Alle gjøre sig behagelig for Directeurens Frue, det er modbydeligt at se paa." Da svarede jeg: "Nei, Fru Nielsen, nu maa jeg virkelig smile. Inden jeg var Directeurens Frue, da kom Alle mig imøde. De veed det saa godt, som jeg kan sige det, hvor lykkelig, glad og fornøiet mit Samliv har været med Alle her. Men efter at jeg blev Directeurens Kone, da begyndte Modstanden fra en Kant, jeg mindst drømte om, fra Dem og Wiehe . Da jeg en Gang spurgte ham, hvad denne forandrede Opførsel skulde betyde, svarede det svage Menneske: "Man skal ikke sige, at jeg gjør mig behagelig for Directeurens Frue for at opnaa Fordele." Og hvem turde vove at sige ham sligt? Ingen uden De og Deres, der hjemme i Deres Dagligstue gjøre Alt for at skade Heiberg og mig. Jeg tænker, at det ender med, at man ikke længer tør tage Hatten af for mig, eftersom Directeuren er min Mand. Og nu vil jeg bede Dem gjengælde min Oprigtighed helt ud. Sig mig: er der kommet noget hos mig, noget fremmed, noget anderledes, noget anmassende i min hele Opførsel, efter at Heiberg er blevet Directeur? Sig mig det nu for gammel Venskabs Skyld, og jeg skal visselig ændre det; thi alt sligt er mig en Afsky. Sig mig, hvori det bestaar?" Da svarede hun, lidt forlegen: "Nei, jeg veed ikke, hvad det skulde være." "Men Herre Gud," udbrød jeg, "naar jeg er den Samme, den Gamle, hvorfor kunne I da ikke Alle være imod mig som tidligere, hvor I næsten bar mig paa Hænderne?" - "Nei, mod Directeurens Frue kan man ikke være, som vi pleiede." - "Directeuren?" sagde jeg, "har De rent glemt, hvor meget denne samme Directeur har holdt af Dem? Hans Venskab, hans Beundring? Har De glemt hans Henrykkelse over Dem i hans første Arbeider? Heiberg er en trofast Natur; den han een Gang har holdt af, svigter han ikke, med mindre han tvinges dertil." - "Nu er han stolt og fornem imod mig," svarede hun. "Fordi De er stolt og fornem mod ham, hvilket De i det Hele taget er tilbøielig til at være imod Alle. Erindrer De, hvad jeg tidligere i vort Venskabsforhold ofte halvt i Spøg, men bag hvilket De godt mærkede Alvoren, sagde? Hvem der ser Deres smægtende blaa Øine, tror vist, at De er Fromheden selv, men De er meget heftig og især behersket af et stort Kunstnerhovmod. De siger, at Heiberg er stolt ligeoverfor Dem? Synes De, at gamle Collin var en stolt Directeur?" - "Collin," svarede hun forundret, "nei, hvor falder du paa det?" - "Nuvel," sagde jeg, "ikke en, men mange Gange, naar Collin talte med mig om et eller andet Stykke, han ønskede opført, og jeg sagde: "Tal med Fru Nielsen herom, hun skal jo ogsaa spille heri," svarede han: "Nei, min Tro om jeg vil, hun svarer mig altid stolt og hovmodig paa Alt, hvad jeg siger, det er som om man skulde tage Audiens hos en Dronning." Hun saae paany forundret op paa mig og sagde, idet hendes Øine heftedes stivt paa mig: "Har Collin sagt det?" - "Ja, meer end een Gang," svarede jeg, "tror De mig ikke, saa spørg ham derom, og jeg er vis paa, saaledes som 201 jeg kender ham, at han ikke vil negte det og gjøre mine Ord til Usandhed.'" Hun saae taus ned for sig. "De er vred, fordi De ikke spiller ofte nok, men hvad vil De, at Heiberg skal gjøre? Har han ikke flere Gange spurgt Dem, om der intet Stykke var, De ønskede fremdraget, hvori De havde en betydelig Rolle? Har De værdiget ham et Svar? Veed De ikke, saa godt som nogen kan sige Dem det, at naar en Skuespillerinde ophører, ved egen Beslutning, som Tilfældet har været med Dem, at spille Elskerinderollerne, at der da nødvendigt bliver en Standsning, en Afbrydelse i hendes Virksomhed, forinden hun selv og Publikum vænner sig, hun til at spille de ældre Roller, det til at betragte hende i samme. Hvem i Verden der var blevet Directeur, vilde Resultatet være blevet det samme for Dem. Hvorfor vil De da, som veed dette bedre end nogen Anden, lytte til Ord og Meninger, der mere udspringe fra at lyve Heiberg paa, end fra virkelig Interesse for Dem. I Deres Hjem arbeides der fra Morgen til Aften, snart af Nielsen, snart af Høedt, snart af Wiehe, som de Andre bruge, for at styrke Meninger, som De godt veed selv udspringe mere af Had til Heiberg og af en ubændig Forfængelighed end af Varmen for Ret og Sandhed; at de ikke alene har faaet Dem med paa dette, men - ja undskyld min Aabenhjertighed - faaet Dem saaledes med, at det nu igrunden er Dem, som holder Ilden vedlige, og mest Dem ." Hun taug længe med Hovedet hvilende i sine Hænder. Jeg gik nærmere til hende, tog hende om Livet, kyssede hendes Kind og sagde: "De er for god, for sanddru til at være med i alt dette, tro mig, hvad Øieblik De vil, har De Heiberg paany som Deres trofaste Ven. De har ofte i tidligere Tider, da her var Fred og Ro, sagt: "Heiberg er en sand, ridderlig Character." Hvad har han da gjort, som har forandret Deres Mening om ham? Kun dette, at han ikke har villet taalt Nielsens Luner. Høedts Anmasselse og Uforskammethed." Hun græd endnu heftigere og sagde: "En Directeur skal føie et saadant Talent, hvor han kan." - "Ja," svarede jeg, "visselig, hvor han kan , men naar et saadant Talent ved sin Anmasselse tilintetgjør al Orden, al Disciplin og dagligt undergraver den Autoritet, som er uundværlig for den daglige Tjeneste, smitter og belærer Alle, selv de smaa Ubetydeligheder, til at sætte sig op imod enhver Befaling, enhver Bestemmelse, der udgaar fra Bestyrelsen, da kan den Mand, hvem Theatrets Vel og Vee er betroet, ikke bøie sig som et Siv for alt dette, men maa, hvad Følgen saa end bliver, vise. at det ikke er en Dukke, de have for sig, men en Mand med Principper, Villie og Kraft til at sætte disse igjennem. Ved at bøie sig som et Siv bliver han til Alles Latter, ved at vise Kraft kan han maaske komme til at opgive sin Stilling; men da staar han i det mindste ikke i sine egne Øine latterlig og svag, og hvorledes man staar for sig selv og sin inderste Samvittighed, er jo dog det vigtigste, saa maa Resten gaa, som det kan."

✂ I dette Øieblik bankede det paa Døren; Fru Nielsen skjulte sig og foer sammen af Frygt for, at Nogen skulde se hendes forgrædte Øine; jeg lukkede op. Heiberg stod udenfor den og sagde: "Men hvor bliver du dog af? Jeg har gaaet her og ventet paa dig en Uendelighed." Jeg bad ham tage hjem uden mig, jeg gjorde hemmeligt Tegn til ham, og da han saae Fru Nielsen gjennem Sprækken af Døren, rystede han paa Hovedet, trak paa Skuldrene og gik. Fru 202 Nielsen stod endnu i samme Stilling. Jeg gik hen til hende, slyngede mine Arme om hende og sagde: "Er De vred over min Aabenhjertighed?" Hun saae venlig op paa mig og sagde: "Tak for, at du ikke gik, men blev her noget endnu." Jeg kyssede hende oprigtigt og af et fuldt Hjerte; hendes Taarer fløde endnu, jeg klappede hende og tørrede dem af med mit Lommetørklæde. Hun sagde med et Suk: "Ja, jeg er heftig, og jeg veed, at jeg ofte har ladet denne gaa ud over dig, og at du har baaret det smukt, men det er ingen Sag for dig, min kjære Hanne, thi dine Forhold ere lykkelige og gode." Her strømmede atter hendes Taarer. Jeg følte en inderlig Medlidenhed med hende, trøstede hende, saa godt jeg kunde, bad hende endnu en Gang om at være vis paa, at jeg aldrig kunde ophøre at holde af hende og ønske hende alt godt, og hvad Heiberg angik, da var jeg vis paa, at hun kun behøvede at gjengælde hans Hilsen lidt venligt, for at al hans Godhed og Venskab fra forrige Tider vilde blusse op med fornyet Styrke. Hun takkede mig, og jeg følte mig glad og lettet over, at vor Samtale var endt saa smukt og fredeligt. Jeg kjørte hjem med Haab om, at Forholdet i det mindste ligeoverfor hende var kommet i sine gamle gode Folder, og at hendes Heftighed ikke havde kunnet finde nogen Anklage mod mig, som jeg herefter skulde gaa og angre over.... Jeg tænkte, da jeg kjørte hjem: Saa det er Alt, hvad de have kunnet anklage mig for. Det er comisk! Hele min Brøde er altsaa, at jeg er Directeurens Kone 1).

✂ Det fremgik altsaa af denne Samtale, at mine tidligere Gisninger ligeoverfor mit Forhold til Fru Nielsen ikke ganske vare grebne ud af Luften. Hvor ere vi Mennesker dog mærkelige; medens denne Anna Nielsen smukt og uden synligt Spor af Uvillie imod mig have fundet sig i, at Publikum i tidligere Aar maaske paa en ubillig Maade havde viist, at al deres Interesse, deres Enthousiasme udelukkende gjaldt mig, medens man ofte, sandelig til min Smerte, følte den Kulde, hvormed mangen en Præstation af hende blev optaget, medens Personalet, Theaterbestyrelsen ofte glemte, hvad hun var for Scenen og holdt sig til Noget i hendes Væsen, der stødte dem, idet de altid fandt, at hendes Væsen var præget med Hovmodets Mærke, og derfor aldrig viste hende noget Tegn paa Hengivenhed, men derimod lod hende se, at hvor som helst der var Leilighed til opmærksomme og hengivne Ytringer ligeoverfor mig, udebleve de aldrig, medens hun som sagt fandt sig i alt dette uden Bitterhed mod mig, var der Et, hun ikke kunde bære, og Dette var, at jeg var Directeurens Kone . Fra dette Øieblik blev hun forbitret over enhver Ytring af Godhed, der vistes mig, glemmende rent, at Dette ikke var noget Nyt, men noget meget Gammelt, længe, mange Aar før der var Tale om, at jeg stod Directeuren nær. At der var Andre, især hendes Mand, den gamle, blaa, grønne Misundelse selv, der nærede og pustede til denne Svaghed hos hende, derom tvivler jeg intet Øieblik. Ak, hvor er vor Tilfredshed dog afhængig af Andres Slethed og Feil.

*1) Hele min... Kone: Indsat med Blyant i Stedet for flg. overstregede: Nei, da kan jeg gjøre det bedre. De skulde kun vide, hvad jeg kan sige til mig selv, hvilke Anklager mod mig jeg kan fremsætte, men at betro dem disse følte jeg dog ingen Lyst til. 203

✂ For at tilfredsstille det Nielsenske Hus saa meget som muligt havde Heiberg sørget for, at de Stykker og de Roller, hvori Kunstnerparret glimrede, jevnligt udfyldte Repertoiret i denne Saison.

✂ 302,3. opnaaedes ikke.: Herefter har A. D. J. i IIIB overstreget fig. i Lægget: B. Manuskripter anbragte Afsnit: Endelig gav Nielsens lille Pistol virkelig Ild! Bruddet kom, det længe ventede, mellem ham og Theatret; thi han havde nu udfundet en langt fordelagtigere og mere indbringende Maade at være Skuespiller paa, - ved foruden sin af Staten erholdte Pension at optræde paa andre Theatre. Den 18de Mai... Allerærbødigst N. P. Nielsen 1).

✂ Der var denne lille private Scandale ved denne Sag, at Nielsen for at sætte sit Ønske om Afsked igjennem for, hvad Alle vidste, ad anden Vei ved Siden af Statens Pension at skaffe sig en forøget Indtægt ved at spille paa de mindre Theatre, fremviste Dødsattester af Doctor Mansa 2), ifald han udøvede den for hans Liv farlige Kunst. Han viste sig imidlertid som en stor Dødsforagter, thi det blev ikke ved en Afskedsforestilling, men kort efter kom en til, hvori han fremtraadte og tog Afsked med " sit Folk ", som han udtrykte sig, og underrettede dette om, at han maatte ophøre, thi " Olien i Lampen var fortæret ".

✂ Da man nu i haarde Udtryk bebreidede Heiberg, at han havde understøttet Nielsen i dennes Begjæring om Afsked, svarede han, at han af menneskelig Følelse var kommet hans Ønske imøde, da en saa bekjendt Læge som Mansa erklærede det for livsfarligt for ham at spille; "thi jeg kunde jo ikke vide den Gang, at "Lampen vilde blive forsynet med ny Olie", da der efter hans eget Sigende ikke var en Draabe mere tilbage, og Dødsattesten gjorde mig desuden dette til Pligt; - uden at tale om, at han i Fortrolighed havde meddelt mig, at han længtes og sukkede efter i Ro at fortsætte sine historiske Studier." At et Talent med Nielsens naturlige Begavelse var et Tab for Theatret at miste, var vist, men hvad var herved at gjøre, naar hans Læge udtalte, at det var "livsfarligt" for han at spille. Nu strømmede Bladene over med hule Declamationer om, at nu var det høie Tragiske ved Nielsens Bortgang for bestandigt forvist fra vor Scene og al stor og "rystende Nydelse" i Theatret forsvunden, og at man herefter maatte lade sig nøie med de franske poesiløse Arbeider osv. osv. Da Nielsen efter 2 Aars Forløb atter indtraadte i sin Stilling ved Theatret med forøget Indtægt 3), hvad var da det væsentligste Udbytte (for Scenen) af hans Tilbagekomst? Netop det franske Repertoire : "Slottet i Poitou", "Statsmand og Borger" og flere i samme Genre 4). Det var netop det franske Repertoire, det nu interesserede ham at *1) Citat af Overskou VI, 189-91. *2) I Kultusmin. Sekr. Sager vedr. Kunstsaml. 1853, Brevnr. 551 findes fire Attester fra Stabslæge F. V. Mansa (1794-1879) og en fra Teaterlæge Th. Collin (1815-1902), der alle bekræfter, at det for Nielsen var farligt at fortsætte den saa anstrengende Virksomhed som scenisk Skuespiller. *3) Herefter er i IIIA overstreget:, idet Ministeriet satte sig ud over alle Former og Bestemmelser. *4) Herefter er i IIIA overstreget:, medmindre man vil være saa god at regne "Thyra Boløxe" og "Salomon de Caus" til de høie Tragiske. 204 spille i. Men det var der Ingen, der maatte vide. Nielsen havde hele den tilbagelagte Saison formelig levet af den Sladder og Beklagelse i Publikum, som han var Gjenstand for, ved at udtale, at dette var hans sidste Saison paa Grund af, som det hed, " et svækket Helbred, der gjorde enhver Spilleaften livsfarlig for ham ." Men at denne Livsfare ikke ideligt og ideligt blev vovet, var alligevel Klagen ved Siden af. Satte Heiberg ham til at spille, var det for at berøve ham Livet, skaanede han ham, var det en nedrig Intrige for at holde ham udenfor Repertoiret og berøve ham Feu. Man vil vel indse, at Grænsen var vanskelig at træffe.

✂ Iblandt de mange uværdige Beskyldninger, som man morede sig med at udslynge og indsnige i Publikum, havde man hittet paa, at Feubestemmelsen og Klassificeringen af denne var af en saa skændig Natur, saa ubillig, saa uretfærdig, at Heiberg alene herfor ikke burde taales af det arme, fortrykte Personale, uagtet Feubestemmelserne vare tagne og bragte i Virksomhed hele 7 Aar inden Heibergs Ansættelse som Directeur . Nu blev Feupræmien Dagens brændende Spørgsmaal. De Første, de saakaldte Bærere, burde have saa godt som det Hele, mente Skuespillerne med de store Gager; de stakkels Underordnede med de smaa Gager, og for hvem Feuen ligefrem var et Livsspørgsmaal, skulde sættes paa endnu knappere Kost, ja, næsten paa ingen. Man tro nu ikke, at "Træskheden" 1) eller nogen Anden af Storhanserne havde Mod til ligeoverfor deres mindre velstillede Kammerater at udtale denne lidet kjærlige Tanke, nei, man omgik den, talte kun om den skammelige Maade, Feuen var fordelt paa, saa de Underordnede hørte rørt til i den Tro, at deres fortræffelige Kammerater undte dem langt Mere, end de fik. Disse Kastanier mente man, at Heiberg skulde rage ud af Ilden for de Begunstigede, - men her spillede han dem et Puds, de ikke vare forberedte paa, idet han nu meddelte Personalet, "at han i sin Tid ikke havde havt mindste Del i eller Indflydelse paa Feuregulativets Affattelse, men modtaget det som en kongelig, stadfæstet Anordning, men han skulde gjerne indrømme, at Personalet selv bedst maatte kunne afgjøre, hvorledes Feufordelingen kunde ske paa den mest retfærdige Maade, og han ønskede derfor, Personalet ud af deres Midte vilde vælge en Committé til at foreslaa Forandringen." 2) - Dette blev Klagerne en stor Skuffelse; de havde belavet sig paa, at Heiberg skulde foretage Forandringen, der, med det Samme, at den blev dem, de Høiststillede, til Gunst, vilde paadrage ham det øvrige Personales Ugunst. Da nu disse høiere Stillede ikke havde Mod til at udtale deres egoistiske Fordringer, naar de selv skulde bære Ansvaret for, at de lavere Stillede bleve berøvede en Indtægt, uden hvilken de havde ondt ved at leve, faldt hele denne Sag bort, der i saa lang Tid var udraabt og gjort til Gjenstand for høie Klager, og de høiere Stillede maatte skjule deres Pengegriskhed bag Ligegyldighedens Maske, skjøndt de selv tidligere havde været saa høirøstede for at fremme Sagen.

✂ 302,35. i Heibergs: Herefter i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.: livlige, opmuntrende.

*1) Herefter IIIA overstreget:, Phister,. *2) Sml. Overskou VI, 188. 205

✂ 303,37. og han: Saaledes har A. D. J. i IIIB efter Hauchs Forslag ændret Teksten fra: og min stakkels Ven.

✂ 304,1. Ømhed: Saaledes er Teksten i 1. Red. af IIIA ændret fra: Smerte.

✂ 304,2. satte høiest: Saaledes i IIIB af A. D. J. ændret fra: mest saae op til.

✂ 306,35. skal elske.: Herefter er i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.: Fra dette lidet Land kommer jeg og kan ikke Andet end fryde mig over at være bleven taget for en barmhjertig Søster, istedetfor En af disse Ulykkelige, hvis Liv som oftest er en glimrende Ruus, og hvis Endeligt er Anger, Forladthed og Fortvivlelse."

✂ Hvor trist, at den skjønne Kunst i Udlandet draperes med et saa frivolt Gevandt, at man kun kan være bekjendt at udøve den i Hjemmet, hvor Ens private Forhold ere kjendte!

✂ 306,36. i Marienbad.: Herefter er i IIIA overstreget: Ved min Ankomst til Marienbad blev jeg tilsyneladende modtaget paa det Hjerteligste af Skuespiller Phister, der forestillede mig for den, der havde udfyldt hans Tid og været et modtageligt Øre for, hvad hans rige Phantasi opfandt af Meddelelser om Per og Poul, samt hans mange Livshistorier, nemlig den jyske Godsejer Dahl til Østergaard i Nærheden af Aarhus. Heldigvis var Phister ved Enden af sin Badekur, saa at han en otte Dage efter tog Afsked med os Alle. Etatsraad Dahl sluttede sig nu til min Broder og mig, og jeg vidste ofte ikke, om jeg skulde le eller græde, som man siger, naar Dahl ganske troskyldigt talte til os om de vidunderlige Meddelelser, som Phister havde givet til Bedste. Naar man ikke selv lyver, er det ikke saa let en Sag at være paa sin Post og ikke være for godtroende i, hvad der fortælles os af dem, der have Talent, Routine og Færdighed i at fortælle opdigtede Sagn med Troværdighedens Præg. En Dag sagde jeg til min Broder, efter at Dahl havde meddelt os en af Phisters Phantasier, der hos ham gjaldt for den nøgne Sandhed: "Hvad skal man nu under saadanne Omstændigheder gjøre; skal jeg rentud sige til Dahl: "Tro ikke det Halve af, hvad der er Dem fortalt! eller skal man tie?" - "Man skal tale," sagde min Broder, hvis Sandhedskjærlighed næsten var drevet til Lidenskab. Da Dahl derfor en Dag meddelte mig sin Forbauselse over en Begivenhed, som var fortalt ham af P. om Oehlenschläger, medens P., Gud bedre det, var gift med hans Datter Lotte, kunde jeg ikke tie længere, men udbrød: "Jeg raader Dem indstændigt for en Sikkerheds Skyld ikke at tro en eneste af de Historier, som P. har gjort sig interessant med for Dem, det er Sommerdigtninger udførte i Ferietiden, hvor hans egentlige Arbeide hviler. Den Historie, som De nu forbauses over, og som er meddelt af ham, kan jeg forsikre Dem om aldrig har existeret." Dahl saae forbauset op paa mig: "Hvad skulde have bevæget ham til at fortælle denne til mig, hvis den aldrig har existeret?" - "Ja," svarede jeg, "det er jo for os Andre ikke saa let at forstaa; men da jeg er vant til at høre Sligt, har jeg grubiet en Del derover og tror, at der hos den Slags Mennesker er nedlagt en Art Digterevne, men 206 af en egen Beskaffenhed. De formaa nemlig ikke at bringe denne Evne i en fortsat digterisk Form, de trænge ligesom til Repliken, til Samtalen for at fortsætte Digtningen, der ikke iforveien er gjennemtænkt, men opstaar i Øieblikket, alt som Samtalen tager denne eller hin Character. Havde Deres Bemærkninger til Phister faldet anderledes, var hele Historien maaske blevet helt modsat, saa at, hvad der nu blev til Oe.s Skam, da var bleven til hans Forherligelse, men Synd er det mod andre Mennesker at tro disse eiendommelige Digternaturer, en Tro, de desuden ingenlunde kræve ud over Øieblikket, ja, en altfor skarp Hukommelse om det, de have meddelt, vil ligefrem være dem generende og ubehagelig. Det er ikke umuligt, at Alt det, Ph. har fortalt Dem, kan De opleve, at han fortæller igjen som Noget, De har fortalt ham, og han vil da tro om sig selv, at han taler fuldstændig Sandhed; thi det er meget vanskeligt for den Slags Mennesker at erindre, hvad de i ethvert givent Øieblik har meddelt ud af deres utøilede Phantasi."

✂ 307,13-14. Alt, hvad... pint mig,: Saaledes er Teksten i IIIB af A. D. J. ændret fra: alle Theaterkvaler, alle Personer, der bidroge til Kvalerne, Skuespillere, Bladredacteurer, Sladder og Usandhed.

✂ 307,15. svimlende Dyb: I IIIB af A. D. J. sat i Stedet for: underjordisk Dyb, og hvor Ordene løde: "Herfra og ned til Eder er et svælgende Dyb, som Ingen kan overskride", og jeg trak Veiret let og frit.

✂ 307,33. simple: Saaledes Teksten i IIIB af A. D. J. ændret fra: sjofle.

✂ 309,2. Pressen.: Saaledes er Teksten i IIIB, antageligt af A. D. J., omredigeret fra: i den hovmodige, underfundige Presse.

✂ 309,4-5. paa Grund... det hed: Saaledes er Teksten i IIIB af A. D. J. ændret fra:, men nu var ene Heiberg Skyld deri.

✂ 309,18. med Nogen: Herefter er i IIIA overstreget:, naar undtages det lille Sammenstød med Fru Nielsen i Anledning af Barnet i "Et Offer", der jo endte med Mildhed og Godhed.1)

✂ 309,40. som han.: Herefter er i IIIB slettet, antageligt af A. D. J.: Hertil hørte en saadan Række af Betingelser, som uendelig faa Talenter ere i Besiddelse af. Men først og fremmest Skjønhed, ikke alene i legemlig, men ogsaa i aandelig Henseende. Der var i Wiehes Personlighed, i hans bedste lyriske Roller, Noget saa rent, saa kysk, der ligefrem rørte ved sin Skjønhed. Hertil kom, at han helt og holdent var Erotiker, af den ædleste, inderligste og sandeste Natur.

✂ 310,5. Theorier glemte.: Herefter er i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.: Naar Michael Wiehe og jeg spillede sammen i slige Stykker og i slige Roller, hvor vi Begge følte den Glæde, det Henrivende i at være i fuld Samklang med hinanden, hvad brød man sig da om de visne Blades Raisonneren om, hvorledes Redacteurerne foran deres Pulte havde tænkt og opfattet Rollerne.

✂ 310,25-26. Man var... glædede mig.: Indføjet i IIIB, antageligt samtidigt med at flg. Parti (der indeholder Rettelser fra 1882) er overstreget *1) Sml. Var. til II, 302, 3.207(henlagt i Lægget: B. Manuskripter): Jeg kommer her til et Punkt, som er lidt vanskeligt for mig at omtale paa Grund af flere Omstændigheder.

✂ Fru Nielsen var en fin, sjælelig Skuespillerinde, fuld af Varme og Følelse, og visselig havde hun i de mange Aar. hvori hun havde virket, altid havt sit taknemmelige Publikum, men dette Publikum var aldrig 1) meget stort. Det var kun de finere Iagttagere, der ret kunde vurdere den poetiske Sandhed og Natur, hvorved hendes Spil udmærkede sig. Men da hun med Hensyn paa ydre Theatermidler ikke var meget begunstiget af Naturen, og hendes Spil ofte var ligesom for fint til et Theatermaleri, havde hun ikke opnaaet at vinde det store Publikum for sig i en særlig Grad, hvorimod de Beundrere, hun havde, næsten dreve Afguderi med hendes Talent. Det laa ikke i dette hendes Talent at frembringe Spænding, naar hun skulde fremtræde i nye Roller. Man kjendte hendes Evner og ventede ingen Overraskelse ved en ny Rolles Fremstilling, og mindst i et fransk Conversationsstykke som "For Evig", hvilket hun jo her havde valgt at optræde i. Heiberg havde derfor ansat Stykket til Abonnementsaftenen, Lørdag d. 25. November, saa Huset lettere kunde fyldes. Derover harmedes Kliken, og Fru Heiberg bevægede da sin Mand til at sætte Forestillingen til Onsdag d. 22. Men Mandagen forinden var der paany stærkt Røre, da Høedt havde erfaret, at kun faa Pladser var bestilt, og nu vrededes man over, at Heiberg udsatte Fru Nielsen for at komme til at spille for tomme Bænke, og Fru Heiberg fik da sin Mand bevæget til atter at sætte Forestillingen til Lørdagen. Dette fortæller hun, for at gendrive Beskyldningen om, at Heiberg favoriserede sin Kone paa Fru Nielsens Bekostning.

✂ 312,20. andre: Herefter er i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.: uartige.

✂ 312,27. man siger: Herefter er i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.:, naar de vilde følge hans Raad, der havde Halls aabne Øre.

✂ 312,38. under Armen og lytte til hans: Saaledes har A. D. J. i IIIB omredigeret Teksten fra: og andre Skuespillere under Armen, og idet han lytter, vist for første Gang, til en Række.

✂ 313,13. "Christensen Directeur? Den ubekjendte Contoirmand: Saaledes har A. D. J. i IIIB omredigeret Teksten fra: "Skriveren Christensen Directeur? Den ubekjendte Størrelse, ikke kjendt ved noget som helst i Litteraturen, ikke i Kunsten, ikke i Videnskaben. Han.

✂ 313,15. Og dog... saaledes: Indsat i IIIB af A. D. J. i Stedet for flg. overstregede: - O nei, naar Smaadjævlene knalde med Pisken over Hovedet paa Forfængeligheden og Usandheden, da føres disse i Carrière frem paa Løbebanen, idet de trampe Alt ned, - og Mængden ser leende og hujende til og morer sig, idet den siger: "Ja, vist er det skammeligt, men hvad kommer det os ved."

✂ 314,10. Og saa fremdeles: Disse Ord er af A. D. J. indsat i IIIB i Stedet *1) Ud for dette Ord har Krieger skrevet i Marginen i IIIA: i alt Fald i de senere Aar ikke.208for flg.: En ung Dame døde af Jalousiens Kvaler over en troløs Beiler. "Directeuren var ogsaa Skyld heri".

✂ 314,22. bliver det.": Herefter i IIIB overstreget og bortklippet flg. Parti, der findes i Lægget: B. Manuskripter: En anset Svensker, der i Afstand havde fulgt Theaterstridighederne, skrev til Heiberg 1): "Det gaar Dig jo igjen, kjære Ven, som det gik Dig i sin Tid med den store Carstensen. Den Gang krævede Publikum, at Du smukt skulde lade Dig belære i æsthetiske Sager af Tivolis og Omnibussernes Mester og Herre; - nu af Æsthetikerne Høedt og Wiehe. Men læser man nu mellem Linierne i alle disse anonyme, latterlige Angreb, da bestaar din Forbrydelse i, at Du ikke strax ved din Ansættelse som Enedirecteur med hele Ansvaret paa dine Skuldre, kaldte Hr. Nielsen med Frue og Hr. Høedt med Wiehe til Dig, og sagde: "Vel hviler nu hele Ansvaret paa mig, men vær saa god! I have Magten, bestem, befal, og jeg lyder." - Du veed at ogsaa jeg en kort Tid har kjendt et Theaters-Kunstnersamfund, og staaet i Spidsen for dette? Desværre, de ligne Alle hinanden, i Paris som i London, i Kjøbenhavn som i Korsør. Det Triste, det Demoraliserende i disse Samfund, i denne Stand, bestaar i, at der kun er et Jeg, intet Du. Jeg, og atter Jeg! Jeg bør spille! Jeg bør høres! Jeg bør gageres højt! hvad Duet faaer, er saa temmelig ligegyldigt, og i al Fald Nok. Jeg bør have Publikums Gunst! Duet faar den sandelig mere end det fortjener. - Ideligt Jeg! Jeg! og kun Jeg! Nu er Ulykken her, at naar Alle kun tage Hensyn til Jeget, da blive, som Følge heraf, Alle misfornøjede, netop fordi der ogsaa tages Hensyn til andre Jeger, og ikke til et enkelt. - Men naar nu Jeget, som i denne Theaterstrid, bestaar af to Gange to Jeger: HøedtWiehe. Nielsen med Frue, da bliver Opgaven dobbelt vanskelig at løse. Det Spektakkel nede hos Eder truer jo med at blive en ren Epidemi, ligesom Kartoffelsygen og Cholera. Dog, som sagt, hvad Skuespillere i deres Forfængelighed kunne falde paa, undrer mig aldrig mere; men Guds Død! Hvad gaar der af Publikum, af Pressen? Har Danmark da virkelig saa mange store Mænd, at det kan kaste Vrag paa Johan Ludvig Heiberg, Vaudevillens Fader, Elverhøjs Forfatter, Kritikens enestaaende Pen?! Min kjære Broder, jeg kjænder Dig, jeg sér Dig for mine Øjne med din urokkelige Ligevægt, med det ironiske Smil; - som i den Historie, din Hustru fortalte mig, da Du stod i din Forstue med Ridepidsken i Haanden for at ride ud, og Bladet "Den Frisindede" kom ind ad Døren. Du kikkede i det, og læste den nedrivende Kritik over dit nye Skuespil "Fata Morgana". Uden at betænke Dig et Øjeblik, rev Du en Lap Papir af din Tegnebog og skrev følgende Epigram:

✂ At Fatamorgana Dig ei behager,
Og at i det Hele Du Perler vrager2),

*1) Originalen, antageligt fra B. v. Beskow, som havde været Direktør for kungl. Teatern 1828-32, er ikke fundet. Gengivelsen her er bogstavret efter den af Fru Heiberg korrigerede Afskrift i IIIB. *2) Hertil flg. Fodnote af Fru Heiberg: Stykket gaaer ud paa Illusionernes Perle. 209

✂ Er troligt, men Skylden er ikke min;
Thi skjøndt en Perle jeg har foræret,
Saa har det dog aldrig min Hensigt været,
At kaste Perler for Svin.

✂ Hvorpaa Du satte Hatten paa Hovedet, bragte selv Epigrammet til Bladets Contoir, red derpaa til Skoven, og lyttede glad til Fuglesangen, som om aldrig nogen selvbeskikket Kritiker havde sat Pen til Papiret." 1)

✂ 315,12. Pris herpaa.: Herefter i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.: Man samlede sig i Masser udenfor Theatret, og atter maatte jeg ad en Bagdør liste mig ned til min Vogn for ikke at blive Gjenstand for en ny Hylding paa aaben Gade.

✂ 316,7. Tvetungethed: I IIIB af A. D. J. sat i Stedet for: Falskhed og Underfundighed.

✂ 316,25-26. sine Kammerater: Herefter er i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.:, for hvem det jo forresten ingen ny Opdagelse var, at han er falsk som Faa.

✂ 316,31-32. lidenskabelige: Dette Ord er i IIIB sat i Stedet for: onde.

✂ 316,34. kjender ham: Herefter er i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.:, fra nu af er der intet i Verden, der vil bevæge hans Tankegang uden Eet, hvorledes han paa bedste Maade skal hævne sig.

✂ 316.35. den Karl: Saaledes Teksten i IIIB, antageligt af A. D. J., rettet fra: den troløse Karl.

✂ 317,9. hans Inderste.: Herefter er i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.: Den stakkels unge Pige, som Phisters Falskhed her ogsaa gik ud over, havde kun i faa Aar været ansat ved Theatret. Hun havde et ungdommeligt overmodigt Væsen, der havde paadraget hende Mishag hos mange af Personalet, saa de ofte, baade personligt og i Pressen, havde forfulgt hende paa en skaanselløs Maade. Det laa ganske i Heibergs Natur at støtte En, der uretfærdigt blev forfulgt, og derfor traadte han ofte op som hendes Forsvarer ligeoverfor dem, der gjorde Alt for at fjerne hende fra enhver Rolle; saa meget mere som han hos hende sporede et ikke ubetydeligt Talent, især i musikalsk Henseende, og en smuk bøielig Syngestemme, ligesom hun tillige var en god og dannet ung Pige. Men saa underligt det klinger, saa hersker der altid en utrolig Skinsyge ligeoverfor Directeurens Gunst, enten man saa lider ham eller ikke. Den som han tager under sin Beskyttelse, kan være vis paa at faa Alle imod sig. Denne Erfaring havde denne unge Pige ikke, saa hun tvertimod, - ja hvad skal jeg bruge for et Udtryk, - lapsede sig med Directeurens Gunst og Anerkjendelse af hendes Begavelse. Derfor troede Phister at ramme Heiberg i hin Scene i Foyeren ved at sige, at han troede at gjøre ham en Fornøielse ved at foreslaa hende til Roses Rolle.

*1) "Fata Morgana" kritiseredes i "Den Frisindede" 13/2 1838 i et Rimbrev sign. xx. Heibergs Epigram, der stod i "Dagen" 14/2 s. A., er bortset fra ubetydelige ortografiske Forskelle samt Udtrykket "at ville kaste" i sidste Linie lig Gengivelsen her. 210

✂ 317,14-15. smerte mig.: Herefter i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.: Nu stode stadigt i Klynge han, Høedt, Wiehe og et Par af de smaa Ubetydeligheder, der føle sig hædrede over at blive brugt for at tælle med. og som vrøvlede op og ned ad Stolper, uden at de selv rigtig vidste, hvad Mening der laa i deres Tale.

✂ 317,17. for Theatret.: Herefter i IIIB, antageligt af A. D. J., overstreget en Side om Skuespillernes Reformlyst, med Henvisning til Overskous Theaterhistorie.

✂ 317,23-30. Heiberg havde... Heiberg: Saaledes er Teksten i IIIB af A. D. J. omredigeret fra: Enhver Indstilling fra Directeuren til Ministeren fik nu ikke alene et Afslag, men et Afslag i en høist stødende Form; Bladartiklerne mod Heiberg bleve talrigere og heftigere; man klagede over, at han ikke doublerede de Syges Roller, især skreg "Den Berlingske" høit og udviklede et helt System om Rolledoubleringens Uundværlighed og Fordel. Man spurgte, hvorfor "Hamlet" ikke opførtes, da der jo ingen Mening var i at sætte et saadant Stykke ud af Repertoiret, fordi en Rolle som Aandens, der har en 2 à 3 Repliker - Nielsen havde jo nu sin Afsked -, og Dronningens, der egentlig kun bestaar af een Scene, - Fru Nielsen havde erklæret, at hun ikke "for det Første" havde Kræfter til at spille Dronningen i "Hamlet" - for Øieblikket vare ubesatte. Disse to Roller burde doubleres, mente man, saa snart som muligt.

✂ Heiberg mente det Samme og.

✂ 317,40. altsaa besatte.: IIIA, der paa dette Sted er stærkt omarbejdet, indeholder flg. overstregede Parti om Frøken Müller, der af Heiberg blev sat til at doublere Dronningens Rolle: Frøken Müller havde Fru Nielsen selv for nogle Aar tilbage bragt Theatret, og hun optraadte som hendes Elev i Oehlenschlägers "Dronning Margareta" i Ragnhilds Rolle, der har betydelige Scener med Dronningen, og Frøken Müller gjorde Lykke i Rollen. Hun kom som sagt fra det Nielsenske Hus, og man villet vist have hævet et Ramaskrig, om nogen anden Skuespiller eller Skuespillerinde havde erklæret ikke at ville eller turde optræde ved Siden af hende.

✂ 318,31-32. Michael Wiehes dannede Væsen: Saaledes er Teksten i IIIB af A. D. J. efter Hauchs Forslag ændret fra: Hr. Michael Wiehes dannede, beskedne, fra al Raahed fjernede Opførsel.

✂ 318,37. en uvorn: Saaledes i IIIB, antageligt af A. D. J., rettet fra: uartig, hidsig, uvorn.

✂ 319,28. kom fra Høedt og Phister: Saaledes er Teksten i IIIB af A. D. J. ændret fra: gik fra Høedts, Phisters og Nielsens Mund gjennem Hr. Christensens Øren ind i Halls Øren.

✂ 320,11. over Mulkten.: Herefter er i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.: Dette satte hans "Venner" igjennem hos ham, men saa vidt gik dog ikke Venskabet, at han kunde formaas til at fragaa, hvad der var passeret; hans Referat til Ministeriet stemte altsaa ganske med Bestyrelsens Beretning i denne Sag.

✂ 320,39. bortfalde.": Herefter har A. D. J. i IIIB overstreget flg.

211

✂ Linier: Man ser her af Ministeriets Skrivelse, om Heiberg har talt undskyldende eller angribende i denne Hr. Wiehes Sag.

✂ 321,12-13. Imidlertid... hinanden: Saaledes har A. D. J. i IIIB omredigeret Teksten fra: Nu brød Sladderen rigtigt ud i det sladdervorne Kjøbenhavn, og en stor digterisk Evne hos pjattede Damer og Conditorgjæster lagde sig for Dagen i "Nordens Athen". Den ædle Kunstner, Dagens Løve, Hr. Høedt, holdt stadigt Folketaler paa Gader og Stræder, paa Restaurationer, i Conditorier og i snævrere Familiekredse. Bladene vare imidlertid af forskjellige Meninger.

✂ 321,25-26. Theaterreglementerne.: Herefter i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.: Ministeriet begyndte derfor ogsaa med at paalægge Høedt ufortøvet at udføre Hamlets Rolle. Denne Befaling fra Ministeriets Side afslog Høedt at adlyde.

✂ 321,31. ham imod.: Herefter i IIIA overstreget: Embedspligt og Embedsforhold have som bekjendt Skuespillerne mindst af Alle Begreb [om] eller Respect for. Tiden har viist, at Secretairens Pusten til Høedt og Halls bløde Venlighed var en Ulykke for Hr. Høedt, idet han med sin stadig voxende Tilsidesættelse af al Form og Pligtopfyldelse ligesom tvang Ministeriet til omsider at indstille ham til Afsked fra Theatret. Det er min faste Overbevisning, at havde Hall i Stedet for at kjæle for Høedt talt ham alvorligt til, var det aldrig kommet til denne Yderlighed. Uagtet man maaske efter Høedts hele Optræden skulde tro, at han var en kjæk, modig Natur, saa var dette dog ingenlunde Tilfældet. Hans Mod bestod i det Medhold, som Bladene og, som han mente, Ministeren gav ham; havde denne Tro ikke været saa stærk hos ham, havde han aldrig trodset saa kjækt. Han betænkte ikke, at Ministeren som saadan var nødt til at afskedige ham. Det var ogsaa ret characteristisk, at han, da hans Afsked kom, i Et væk ytrede, at man havde bedraget ham. Hvem? Naturligvis Hall og Christensen.

✂ 322,4. intet Bestemt om: saaledes har A. D. J. i IIIB ændret Teksten fra: ikke, kun et og andet Ord, der undslap de Misfornøiede, hørte man saasom: "Ja, vent! Tingen skal faa en anden Gjænge!" og deslige. Herefter er i IIIA overstreget: Endelig hed det sig, at Nielsen, der jo havde faaet sit 8aarige Ønske opfyldt og ikke længer var Skuespiller, men mærkede, at han hverken blev Rigsdagsmand, endsige Minister, men maatte lade sig nøie med sine "historiske Studier", brændte af Begjærlighed efter atter at spille Comedie. Man fortalte, at han og Høedt vilde aabne en Scene paa Hoftheatret i Forening med en Del af Casinos Skuespilpersonale. Dette Rygte fandt nu ingen saa utroligt, men hvad jeg nok tror, at Alle tillige med mig fandt utroligt, var, at Høedt havde Løfte om, at Phister og Michael Wiehe vilde forlade det kgl. Theater for at forene sig med Høedts Trup paa Hoftheatret, ja man sagde endogsaa, at Fru Nielsen vilde følge sine Venner, saa meget end hendes Kunstnerhovmod talte derimod.

✂ Wiehe og Fru Nielsen vare siden Høedts Afsked aldeles ufremkommelige, og man havde kun een Udvei, at holde sig saa langt borte fra dem som muligt. Phister spyede Gift og Galde og havde aabenbart siden hin Scene i 212 Foyeren sluttet sig til Partiet og Christensen. Man modtog denne nye Rekrut med Glæde. De glemte Alle hans Lighed med Katten, der snart gjør Fløielspoter, snart strækker Kløerne ud for at give en ordentlig Rift. Herefter flg. Linier, som i IIIB er overstreget af A. D. J., og ud for hvilke Hauch har skrevet: "Undgaa alt ubevisligt": Phister var glad og i sit Element midt i dette Røre. Hans Uro havde nu et bestemt Maal.

✂ 322,21-22., der vidste... læse det: Saaledes er Teksten i IIIB ændret fra: gav mig det at læse.

✂ 322,28. Jeg blev virkelig: Saaledes af Hauch i IIIB ændret fra: Gud er mit Vidne, at jeg virkelig blev.

✂ 323,18. indre Hulhed.: Herefter er i IIIB, antageligt af A. D. J., overstreget og delvis fjernet (og henlagt i Lægget: B. Manuskripter) et Stykke, som udførligt omhandler Fru Heibergs Lede ved at spille aandrige Dameroller, i franske Stykker og danske Efterligninger deraf.

✂ 324,19. det Modsatte.: Herefter i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J., men vist efter Forslag af Hauch, der i Marginen har skrevet: "Citer kun, hvor det er slaaende". Dog, "det er ikke nyt i Folkestue, at man lyver en ærlig Mø noget paa"1).

✂ 324,33. i Forsvar.: Herefter er i III B, formentligt af A. D. J. efter Forslag af Hauch, overstreget efter ny Linie: Interessant vilde det være nu at vide, hvor de eller den anonyme Kritiker i Dagbladet, hvis Overskrift var "Fra forrige Uge", stikker; thi at de fleste af disse Angreb mod Heiberg og mig skrev sig, som Rygtet sagde, fra Minister Halls Secretair, Hr. Christensen, er jo meget uvist. Han var rigtignok offentligt bleven beskyldt herfor, uden at han noget Sted offentligt har følt sig beføiet til at tilbagebevise Beskyldningen. Skulde det virkelig være ham, som man paastod, da kan det ikke negtes, at han i hine Aar ikke har ligget paa den lade Side. Alle kaldte "Dagbladet" Halls Blad; og saadanne Familieforbindelser maatte der vel ogsaa til, for at saa hensynsløse og i æsthetisk Henseende raa Kritiker hver Uge fik Lov at sidde til Høibords som Smagens Dommer.

✂ 325,5. kraftigt Liv.: Herefter har A. D. J. i IIIB overstreget: De, som saaledes vilde mig personligt ilde, opnaaede som sagt ikke deres Hensigt, tvertimod. Og naar man paa denne Tid i en lidenskabelig Tone dadlede mig og vilde frakjende mig al Begavelse for at hæve andre, mere favoriserede Talenter af Oppositionens Midte og brugte Udtryk, som om Landets Ve og Vel beroede paa mine Anlæg som Skuespillerinde, da maatte jeg virkelig smile og udbryde med Manden i Oehlenschlägers "St. Hans-Af tenspil": Naa, Herre Gud,

✂ Hvad jeg har virket er ei stort,
Men Hvad har da de andre Bengier gjort?"2)

*1) Af Svend Dyrings Huus (Hertz VI, 136). *2) Ukorrekt Gengivelse af flg. (Oehl. l, 19):

✂ Og spør saa St. Peder: Hvad godt har du giort?
Svarer jeg Schweizeren: Ikke stort!
Men hvad har de andre Bengier da giort?

213

✂ 326,8. hans Vrede: Herefter i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.: mod dem, der havde givet Anledning hertil ved deres Sladder og bagvaskende Usandheder, hvori de havde viist en Opfindsomhed, ligeoverfor hvilken man stod stum af Forundring.

✂ 327,7. Theater.: Herefter i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.: En saadan Erklæring havde Hr. Høedt aldrig fordristet sig til at indgive til Ministeriet - thi han "ønskede ikke sin Afsked" - ifald han ikke godtroende havde ladet sig forlede af Secretairens Smiger og Løfter og af Ministerens kjælende milde, nedladende Mæglen i Sagen, saa ofte Hr. Høedt privat søgte Trøst og Medhold hos disse. Høedt, der aldrig kunde tie med Noget som helst, meddelte ogsaa under Sagens Gang tilhøire og venstre alle de fagre Ord, alle de Tilsagn, han havde hentet hos Ministeren. Da nu alligevel Sagen fik et andet Udfald, end han havde ventet, begreb han ikke, at han ved sin Erklæring nødvendigt havde fremkaldt dette Udfald, men raabte han høit og lydt, at han var bedraget af Ministeren. Paa en Maade havde han jo ogsaa Ret heri.

✂ 328,14. Kunst.: Herefter i IIIB, dels af A. D. J. overstreget, dels bortfjernet, vistnok af Fru Heiberg, flg. Stykke, der her gengives efter lllA: Hvorfor have I Skuespillere over hele Verden saa ondt ved at hævde Eders private borgerlige Anseelse? Hvorfor trækker man paa Skulderen ad Eder? Behandler Eder i bedste Tilfælde som forkjælede Børn, man maa se igjennem Fingre med? Hvorfor ønsker endnu ingen høiere stillet Embedsmand, at hans Datter ægter en af Eder? Hvorfor agtes I ikke høiere? Fordi I ikke tilstrækkeligt agte Eder selv. Fordi I ikke søge at vise Verden, at man kan være en fortræffelig Skuespiller paa Scenen og udenfor denne et Menneske, der ærer de moralske og borgerlige Love i Samfundet. Saa længe I ved Eders Indbildskhed ikke som andre Mænd i Staten kunne underkaste Eder Lydighed i noget Embedsforhold, Ærbødighed for de Love, I selv frivilligt give Eder ind under, saa længe bidrage I selv til kun at blive en Kaste i Samfundet og ikke Samfundet [s] Borgere. Husk, at man ved at undskylde Eders Udskeielser, Eders Feil, fordi I ere Kunstnere, nedsætte Eder som Mennesker i Samfundet, uagtet det ofte ser ud, som om man ved denne Liberalitet hæver Eder. Tænk lidt herover!

✂ 330,18. Forfatteren: Herefter i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.:, der skarpt har betegnet det ved sin Note i Bogen.

✂ 330,29. Borgerkone: Herefter i IIIB overstreget:, der kun har tre smaa Scener i Stykket,.1)

✂ 332,4-9. Om den... i Paris: Dette Stykke er af A. D. J. indsat i Stedet for flg. Parti, der er udtaget af IIIB og henlagt i IIIA: Og nu et Par Ord om den Lyst, man havde faaet til at sammenligne Fru Nielsens og mit Talent. Man kastede sig over disse Sammenligninger for derpaa at bygge en Dom over Fru Nielsens og min Betydning som Skuespillerinder. Men man betænkte ikke, at ad denne Sammenligningens Vei kunde man aldrig naa *1) Sml. Tekstrettelsen.214 til en kyndig Dom; dertil vare vore Begavelser altfor indbyrdes forskjellige.1)

✂ Fru Nielsens Beundrere havde ofte i de senere Aar villet fælde Dom over hendes og min Betydning som Skuespillerinder, og havde da fremsat, at hun var i Besiddelse af mere inderlig Følelse end jeg. Saadan Tale kan nu let henkastes, men er uden al Interesse eller Betydning, naar den ikke ledsages af et Bevis, støttet paa en psychologisk Udvikling af de to forskjellige Talenters hele Eiendommelighed og Begavelse.

✂ Sagen er denne:

✂ Der gives tre Retninger i Skuespilkunsten, hvori de kvindelige, saa vel som de mandlige Talenter bevæge sig indenfor hvers eiendommelige Omraade.

✂ Et Talent har sin Styrke i Følelsens blide, hjertelige Betoninger og bøier Alt ind herunder. Til disse ideale Følelsesskuespillerinder maa Fru Nielsen saa vel i Tragedien som i Skuespillet henregnes. Et andet Talent har sin Styrke i den comiske Kraft, Lunet, Humoren, hvorfor man ogsaa sædvanligt kalder dem comiske Skuespillerinder, om de endogsaa aldrig saa ofte i Lystspillet udføre alvorlige Roller; thi Grundtonen hos dem er og bliver det Comiske, idet de gjennem Latteren fremkalde Taarer. Til denne Slags Talenter hører en Skuespillerinde som Fru Sødring. Den tredie Art af Skuespillertalentet er de saakaldte Characterskuespillerinder, hvis Fremstilling især bæres af det Characteristiske i Opfattelsen, saa vel i Lystspillet som i Tragedien. Til disse sidste mener jeg, at mit Talent maa henregnes.

✂ (At der mellem disse tre bestemt udprægede Genres gives en hel Række Talenter, saa at sige af Mellembestemmelser i Fagene, er en Selvfølge).

✂ Alle disse tre Slags Talenter ere lige berettigede, lige uundværlige til Kunstens, til Digterværkernes Forstaaelse. At sige: "Jeg holder ikke af Fru Nielsen, fordi hun ikke spiller som Fru Sødring, jeg holder ikke af Fru Sødring, fordi hun ikke spiller som Fru Heiberg, eller omvendt," er en kortsynet Tale, der ingen Mening er i, og derfor bør al Sammenligning mellem de forskjellige Begavelser helst falde bort, da de tre Slags Talenter virke ved høist forskjellige Midler. Sammenligningen er kun berettiget mellem to Følelsestalenter, to comiske Talenter, to Characterskuespillerinder. Disse tre Arter kunne lige saa lidt sammenlignes som Stjerner og Blomster, thi de høre til helt forskjellige Omraader.

✂ Den første Art af Talenter, Følelsesskuespillerinderne, bøie enhver Character i Fremstillingen ind under den subjective Følelses Scepter. Man har en Talemaade i Theatersproget, der siger: "Hun gaar fuldstændigt ind i sin Rolle". Denne Talemaade kan igrunden kun gjælde om Characterskuespillerinden. Følelsesskuespillerinden lader enhver Rolle gaa fuldstændigt ind i sig, for gjennem sin individuelle Følelse at lade den udstraale for Tilskueren. Følelsesskuespillerinderne have altid Taarerne, de virkelige Taarer, der vise *1) Hele det foregaaende Stykke havde Fru Heiberg i IIIB indsat i Stedet for flg. oprindelige Linier: Og nu Paastanden, at Fru Nielsen havde mere Følelse, end jeg var i Besiddelse af. 215 sig paa Kinden, til deres Raadighed, og disse Taarer kunne altid gjøre sikker Regning paa Gjengjæld hos Tilskuerne. De ere smitsomme ligesom Latteren. Dette er nu disses Styrke, men ogsaa deres Begrænsning; thi ved ene at give sig hen til Følelsen overse de ofte de mange andre Nuancer, Farveblandingen, om jeg saa tør sige, i det Billede, der skal opfattes og fremstilles. Thi ikke alle Characterer, selv om Følelsen er Hovedsagen, holde Digterne i een Farve , som er sket f. Ex. med en Valborg, en Signe, en Ingeborg. Netop paa Grund af det smægtende, kvindeligt tilbageholdne have den Slags Talenter noget vist ensformigt, de holde sig helt og holdent til Følelsen, den bløde, den lyse, den smægtende. Der kommer ofte for lidt Skygge, for lidt Modsætning ind i Billedet, hvorved det taber i Kraft og Interesse. Men ligesom de sædvanligt kun give een Nuance: Følelsens, saaledes vente Tilskuerne heller intet Andet af dem end denne ædle, kvindelige Fremstilling af deres egen individuelle Natur. Deres Fremstillinger kunne i een Rolle røre mere end i en anden, alt som de selv ere mere eller mindre grebne heraf, men man veed forud, hvad man faar; at overraske i deres Fremstillinger hører ikke deres Talent til. Derfor kunne saadanne Skuespillerinder have et i høi Grad taknemmeligt Publikum, der i Stilhed og Tryghed beundrer dem, men Spændingen om, hvad de i enhver ny Rolle ville præstere, Overraskelsen fremkalde disse Talenter ikke. De kunne vel have et stort Publikum, men Digternes Phantasi (i al Fald ikke den nyere Tids Digtere) sættes ikke i nogen stærk Bevægelse ved dem eller inspireres af dem til nye eiendommelige Skikkelser. Kun ad den Vei kan man forklare, at der saa sjeldent skrives nye Roller netop for dem, hvor Kvindecharacterernes forskjellige Nuanceringer komme frem. Medens den Art af Talenter i Ungdommen gjør deres største Virkning i de blide, elskovsfulde, ædle Elskerinderoller, blive de ved deres Rollefag som Ældre naturligvis henviste til de noble, kjærlige Mødre; thi endnu her kunne de benytte Følelseselementet med fuld Virkning. At gaa over i ældre characteristiske Roller er de færreste af den Art af Talenter givet. De Fleste slaa sig til Ro i at fortsætte deres Begyndelse i dette ældre Fag, som er for dem det naturligste, det som ligger deres hele Individualitet nærmest. - Med Fru Nielsen var det anderledes. Hvad jeg beundrede i hendes ældre Aar, var den Udholdenhed, den Flid, den Kamp, den Kjærlighed til Kunsten, som hun netop i de ældre Aar udfoldede, da hun af den ubarmhjertige Tid blev tvunget til at træde ud af de yngre Roller og ind i de ældre, der alle mere eller mindre streife over i Characterroller. At spille den ældre franske, intrigante Dame, den halvt comiske, tarvelige Borgerkone, den sydlandske, joviale, humoristiske Matrone, alt dette var igrunden hendes Personlighed, hendes subjective Talent fremmed, men gjennem en uhyre Anstrengelse og Arbeide lykkedes det hende at opnaa Illusion i disse Roller. Men enhver Kjender vilde strax kunne set, at dette var Flidspræstationer, medens samme Kjender vilde have følt hendes Mesterskab i, hvad der hang sammen med hendes oprindelige Begavelse, gjennem en fin kvindelig Personlighed at virke ved Følelsen, først som Elskerinde, senere i Moderfaget. Heri slog hendes Evner 216 fuldstændigt til, saa vel de fysiske som de aandelige, f. Ex. hendes Dronningemoder Margareta i Oehlenschlägers Tragedie, Moderen i "Kongens Læge", Moderen i "Prindsessen af Taranto" og mange andre. Disse vare fuldendte Fremstillinger, hvori vanskeligt Nogen vilde kunne overgaa hende. Men allerede en Rolle som Moderen i "Hagbarth og Signe", Bera, var hende ikke naturlig; thi det Dæmonisk-lidenskabelige, de kolde, stærke, skarpe Betoninger laa hverken for hendes Stemme eller for hendes Physiognomi; man sporede her tydeligt, at hun maatte gjøre Vold paa sin Natur, hvis bløde Character her gik over i noget Grelt og Kantet, der ikke klædte hende. I Digterens Skildring af Dronning Bera laa for mange Nuancer, og disse maatte og skulde frem, ifald Billedet skulde komme til sin Ret og sin Forstaaelse. Det stod ikke i hendes Magt at bevare Skjenheden midt i Lidenskabens Rasen. Det rent Kvindelige, Følelsesfulde var som sagt hendes Theater-Livsopgave, og de Kranse, hun vandt paa dette Omraade, vil vist Ingen berøve hende, og jeg mindst 1).

✂ Den comiske Skuespillerindes Begavelse bestaar først og fremmest i det guddommelige Lune, i Humorens altbeseirende Magt, der ser Alt med Geniets Øie ligesom i et mangefarvet Glas, hvis Straaler kaste sig til alle Sider ned og op, dernæst i et eiendommeligt Ydre, der er saa gjennemtrængt af den *1) I IIIA lyder et tilsvarende, meget gennemrettet, men til sidst overstreget Afsnit om Fru Nielsen som Skuespillerinde saaledes: En Slags Skuespillerinders hele Talent er bygget og groet ud af den bløde kvindelige Følelse. Det subjective spiller i den Grad her en Rolle, at Talentet i Et og Alt egentlig kun bestaar i denne subjective Evne til at give sin Følelse hen og saa at sige gaa op i denne. Om denne Evne strengt taget egentlig kan kaldes et Skuespillertalent, er en anden Sag; thi den Paagjældende vil kunne gjøre samme Virkning paa Tilhørerne, ja maaske en endnu større, om hun blot oplæste Digtet af en Bog. Hun har igrunden kun een Grundtone at virke med, og denne bestaar i en letbevægelig Evne til at lade Følelsen faa Udbrud igjennem Taarer, og disse Taarer, fremkaldte ved Phantasiens Bevægelighed, kunne altid være sikre paa at fremkalde lignende Følelser hos Tilhørerne. De ere smitsomme ligesom Latteren. Fru Nielsen var en saadan følelsesfuld Skuespillerinde. Det var hendes Styrke, men ogsaa hendes Indskrænkning; thi ved at hengive sig til Følelsen alene oversaae hun ofte de andre Nuanceringer i det Billede, der skulde fremstilles, og holdt sig til Følelsen, det Bløde, det Lyse, det Smægtende, uden at betænke, at der ligesom kan være for meget Lys og for lidet Skygge i et Billede, saa at det derved taber i Kraft og Interesse. Da Fru Nielsen saaledes i sine tidligere Kunstaar spillede Schillers Maria Stuart, da forfeilede hun komplet Virkningen af denne Skildring, netop ved dette hendes Fortrin at have saa megen Følelse. Visselig skal nu Maria Stuart spilles med Følelse; ja latterligt vilde det være, om en Skuespillerinde bandt an med denne mageløse Rolle, ifald hun manglede Følelse, men den bløde, sentimentale Hensmelten hører ikke hjemme her; thi Baggrunden i denne Figur er saa at sige uendelig i sine Nuanceringer, sine Farver, saa vel de lyse som de mørke, hvorfor Digterne heller aldrig ville faa Ende paa at ville fremstille denne Kvinde. - Schillers Maria Stuart bevæger sig saa at sige i en hel Scala af Lidenskaber, en hel Række af Følelser fra de stillere til - ikke Graadens - men til dem, der vælte ud af et Kvindedybs Heftighed, Resignation, Religiøsitet, Digterevne, Hjertens Godhed, men tillige Hjertets Styrke til at trodse, til at sætte Livet ind i det, hun vil, uden derfor et Øieblik at opgive sin Styrke, den at være en henrivende Kvinde. Dette Omfang havde Fru Nielsen ikke i sit Talent. Det var begrænset indenfor Følelsens Gebet, den bløde, inderlige, varme; Følelser, som have Taarerne til deres Tolk og Talsmand, forslog ikke til at gengive dette Billede. 217 humoristiske Sans, at det blotte Syn af hende fremkalder en uimodstaaelig Munterhed hos Tilskuerne, visse paa, at de nu skulle nyde Glædens forfriskende Drik. Atter her er den comiske Skuespillerindes Fortrin tillige hendes Indskrænkning; thi paa Grund af disse Fortrin kan hun ingen Plads finde i Tragedien. Ligesom derfor den første Art af Talenter, de Følelsesfulde, have Magt til at fremlokke Taarerne, saaledes have disse comiske Talenter Magt til at fremlokke Latterens forfriskende Udbrud; thi ligesom den Følelsesfulde har det rige Væld af Graad paa Bunden af sin Sjæl, saaledes har den comiske Skuespillerinde det rige Væld af Latter paa Bunden af sin; denne Grundtone, denne Farvenuance i hele Personligheden træder altfor stærkt, altfor dominerende frem, til at Virkningen i Tragedien kan blive ublandet, ligesom den følelsesfulde ideale Personlighed vanskeligt kan forputte sig i det rent Comiske og Burleske. Naturbetingelserne stride imod hos begge Fremstillerinderne.

✂ Den tredie Art af Talenter, de saakaldte Characterskuespillerinder, maa derimod kunne optage i deres Spil baade den Førstes og den Sidstes Evne, baade Graadens og Latterens, uden helt og holdent at gaa op i Følelsens bløde, smægtende Betoning eller i Latterens burleske Liv. De kunne heller ikke dette, fordi man ikke kan undlade at fæste sin Opmærksomhed paa de mange andre Sider af det sjælelige Liv. Denne Art af Talenter tørrer hurtigere Taarerne af Øiet, betvinger hurtigere Latteren for at kunne se des klarere, skarpere, bestemtere paa de mange Nuanceringer, der ligge i Digterens Billede, og faa dem alle tydeligt frem. De søge ikke at bøie Billedet ind i deres Individualitet, men bøie deres Individualitet ind i Digterens Billede for at gribe dets Væsen og Natur, ganske forglemmende deres private Individualitet for ene og alene at tjene Digteren og hans Genius. Saadanne Talenter have ligesom en Afsky for al Utydelighed, alt Svævende i Opfattelsen og i Replikens Betoning. Klarhed i hele Digterens Billede er for dem et Livsspørgsmaal. De behøve til deres Fremstillinger saa at sige alle Farver paa Paletten, hele Scalaen fra Hvidt til Sort. De behøve derfor saa vel Følelsens som Latterens Evne, uden at det Ene eller det Andet paatrykker dem et bestemt Præg som hos hine. Derfor kan en Characterskuespillerindes Repertoire - ifald hun er, hvad hun bør være - gjennemløbe den hele Række af Kvindefremstillinger lige fra det Naive, helt op til det Tragiske, Dæmoniske, og deres Repertoire vil derfor altid, paa ethvert Theater, blive det største. Undertiden kunne de standses noget i deres Løb ved en eller anden naturlig Mangel, som f. Ex. ved ikke at være i Besiddelse af Syngestemme, ved at være for liden af Væxt eller deslige, men ellers lader der sig vanskeligt for dem afstikke en Grænse, ved hvilken der staar skrevet: "Hertil, men ikke længer." - Den rige Afvexling i deres Talent fremkalder Spændingen - eller om jeg saa tør sige - Nysgjerrigheden hos Publikum, saa ofte de optræde i en ny Rolle; thi Ingen veed, hvad der denne Gang vil bydes. De mange Facetter, hvori deres Talent spiller, ægger og ansporer til nye Characterskildringer, Enhver ønsker at drage Nytte af Talentet og fremdrage nye Sider heraf.

218

✂ Her have vi altsaa de tre høist forskjellige Slags Talenter 1). At mit Talent hører ind under den sidste Rubrik, vil blandt Andet ses af mit udstrakte Repertoire, saa godt som i alle Genres. En Sammenligning mellem Fru Nielsens og mit Talent er derfor uden mindste Berettigelse og i sig selv en Urimelighed og røber kun liden Indsigt i det, man giver sig Mine af at staa over som Dommer.

✂ Medens Fru Nielsen og jeg i tidligere Aar, hvor der maaske kunde have været Spørgsmaal om Rivalitet, gik fri for denne Indblanding, denne æsthetiske Rettergang om, hvem af os to der stod høiest i vor Kunst, medens man i hine Aar meget vel kunde finde sig i at have to talentfulde Skuespillerinder, hver i sit Fag, vilde man nu i de senere Aar, hvor al Rivalitet maatte bortfalde, da hun spillede de ældre og jeg de yngre Roller, mærkeligt nok absolut sammenligne hendes og mit Talent og hæve den Ene paa den Andens Bekostning. At ville sammenligne to meget modsatte Talenter er ligesom at ville bebreide en Fugl, at den ikke er Fisk, og omvendt. Herre Gud! hvorfor vilde man nu absolut have os to ens? Der hører en stor Bornerthed til at ville fastholde dette Sammenligningsprincip. Ere begge Talenter, hver for sig, hvad de bør være, da kan ingen Sammenligning finde Sted. Lige saa vist derfor, som jeg, i den Tarantoske Strid, ikke vilde kunne tilfredsstille eller fyldestgjøre som Griffenfelds Moder, lige saa vist kunde Fru Nielsen sandelig ikke have spillet Prinsessens Rolle. Hvortil da Sammenligningen? Ifald jeg ogsaa havde hørt til de bløde, følelsesfulde Skuespillerinder, da havde Theatret ingen Fremstillerinde eiet til at udføre den hele Række af naive, comiske unge Pigeroller i Vaudevillen og Lystspillet, uden at tale om den hele Række af de Shakespeareske Elskerinder, lyriske, ironiske, muntre, alvorlige; ingen Fremstillerinde eiet til de kokette franske Verdensdamer med den skarpt tilspidsede Replik, hvor Tonen i Et væk er staccateret; Ingen til de unge Drengeroller, hvoraf jeg har spillet saa mange; ingen Fremstillerinde til de dæmoniske som Dina, Ragnhild, Maria Stuart. Var man virkelig bleven saa fattig i sin Kunstanskuelse, at man kun havde Øie for een Side i Kunsten, medens man ønskede at udelukke alle de andre?

✂ Man hører ofte den Talemaade: "Enhver har Lov at have sin Smag." Ja, dette har nu enhver Lov til at have, saa længe han ikke fordrer, at hans Smag skal være Alles; thi i saa Fald har han kun Lov at have een, den rette; har han ikke den, da bør han tie og tabe sig blandt Mængdens forvirrede Dommere, og som saadan kan han endda gjøre tilstrækkelig Skade hos Eftersnakkerne.

✂ 332,10-11. Wiehe havde... om Afsked: Disse Linier er af A. D J. i IIIB indsat i Stedet for: Hin Aften fik jeg Troen paa, hvad jeg hidtil havde anset for en Umulighed, nemlig at Rygtet talte sandt, der sagde, at Høedt havde overtalt M. Wiehe til at forlade det kongelige Theater og følge ham til et *1) Herefter i IIIA overstreget: At de to første have en afstukket Begrænsning følger ligefrem af deres Talent, at den sidste Slags Talent er det rigeste i Omfang, følger ligefrem af, at det for at virke fuldt maa have en ikke ringe Part af de to Førstes til sin Raadighed for at hævde sin Stilling som Characterskuespillerinde.219 mindre Theater under en forhenværende omreisende Skuespiller Langes Direction for at virke sammen med hans Trup.

✂ 332,12-13. hos ham: Herefter har A. D. J. i IIIB overstreget:, uden at Grunden hertil faldt mig ind.

✂ 332,14. saae jeg: Saaledes har A. D. J. i IIIB ændret Teksten fra: blev jeg yderst forbauset ved at se.

✂ 332,19-20. følte, at... Skuespillet: Disse Ord er i 1882 indsat i IIIB sammen med flg. senere (vistnok af A. D. J.) overstregede: men ogsaa udenfor dette. Den o pr. Tekst lød: forlod Scenen.

✂ 332,21. er syg: Saaledes er Teksten i IIIB, antageligt af A. D. J., ændret fra: er meget syg.

✂ 332,25. sin Stue.": Herefter er i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.: Men fra dette Øieblik vidste jeg, at Rygtet var grundet; han havde føiet Høedt i at afbryde sin Virksomhed ved det kgl. Theater.

✂ 332,33. mit Hjerte: Herefter staar i IIIA flg. Linjer, ud for hvilke i Marginen er skrevet, vistnok af Frk. Verdelin: "maa flyttes": Endnu havde Heiberg intet officielt erfaret om Wiehes Plan til at forlade vort Theater.

✂ 333,22. hjulpet ham!: Herefter er i 1882 overstreget i IIIB: Havde mit Blod kunnet give ham Opreisning, jeg havde ofret det. Det flg. er udeladt af A. D. J. og henlagt i Lægget: B. Manuskripter: Kunde disse forvildede Kunstnere kræve mere af Heibergs Hustru, end at hun taug, holdt sig stille tilbage uden at vise dem Stolthed og Bitterhed, uden at vise den retfærdige Harme, som brændte i hendes Aarer ligeoverfor disse Utaknemmelige, disse hovmodige Kunstnernaturer, der ligesom uartige Børn sønderslaa Alt for om muligt at vinde en lille Sukkerkage, der ligger bag det sønderslagne! - Ak, ja! "I saadanne Tider er det et strengt Arbeide at faa sin Livsglæde bygget"1).

✂ Iblandt de Beskyldninger, som Bladene havde været Colporteurer for, var ogsaa den, at jeg stod de Yngre iveien - en Beskyldning, jeg virkelig kunde høre med et Smil; thi var der nogen, der var Ven med de Yngre, Mænd og Kvinder, da tør jeg nok sige, at det var mig, hvilket de ogsaa stadigt lønnede med Godhed, Opmærksomhed og Hengivenhed. Jeg havde ofte med stor Beredvillighed hjulpet dem med deres Fremstillinger og aldrig modsat mig noget Ønske om at forsøge deres Lykke i mit Repertoire. Derefter omtaler Fru Heiberg Bladredaktørernes Tankeløshed; "Fædrelandet" klagede over, at hun ikke overlod flere Roller til de yngre. Fru Heiberg overtalte da Heiberg til at lade Jomfru Larcher, det eneste yngre kvindelige Talent, Fru Nielsens og Høedts Elev, spille i "Qvækeren og Dandserinden", men kort Tid efter beklagede samme Blad sig over det skete og skrev, at slige Overdragelser af Fru Heibergs Roller til yngre igrunden ikke var andet end Festforestillinger for hende, en sand positiv Triumf etc. "Berlingske Tidende" svarede og indrømmede Rigtigheden af "Fædrelandet"s træffende Bemærkninger 2).

✂ Man ser heraf, hvor vanskeligt, ja umuligt det var for Heiberg eller mig *1) Citatet er ikke fundet. *2) Se Fædrel. 19/4 1855 og Berl. Tid. 11/4 s. A. 220 at gjøre det Parti tilpas, der kun havde eet Løsen: at frarive mig Publikums Yndest og ham den Plads, han indtog som Theatrets Leder og Bestyrer. Da Tscherning 1849, som jeg alt har fortalt, sagde til mig: "Nu har De faaet det vanskeligste Embede i Landet," da forstod jeg knapt, hvad han hermed vilde sige; i 1855 var det mig fuldkommen klart .

✂ I de første Dage af Mai havde Heiberg endnu 1) intet Officielt erfaret om Wiehes Plan at forlade det kongelige Theater, men kun hvad Rygtet og 2) løs Snak fortalte.

✂ 334,15-28. I Slutningen... dødfødt: I IIIA, Sæson 1855/56, findes Koncepten til dette Parti, skrevet af Krieger.

✂ 335,25. søge Grunden.": I et Udkast til det foregaaende Stykke, hvilket er overstreget i IIIA, staar der yderligere, efter ny Linie:

✂ Det store Publikum havde vel Grund til at forundres, til at forbauses over dette Rygte. Det vidste ikke, at den snilde Høedt formeligt havde taget Løfte af Wiehe, at han, nu da Høedt var afskediget, skulde søge sin. Hvad man lige saa lidt vidste, var, at Phister ogsaa af Haan mod Heiberg havde givet Løfte om, at hvis Wiehe gik bort, han da uopholdeligt vilde følge med og forlade det kongelige Theater, ligesom Nielsen alt var vundet for Planen, da ogsaa han brændte af Begjærlighed efter atter at spille Comedie. Dog her havde de to Venner Høedt og Wiehe forregnet sig. Phister var en bedre Regnemester og sagde til sig selv: "Man veed, hvad man har, ikke hvad man faar." Han blev, da de Andre gik, og atter her hørte man Udraabet: "Vi ere bedragne".

✂ Se alt dette skulde nu sættes i Scene af kunstneriske Hensyn.

✂ 335.26. voldsomme: Af A. D. J. i IIIB indsat i Stedet for: pøbelagtige.

✂ 335.27. Kierkegaard siger: Herefter i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.: et Sted: "Det Pøbelagtige er desværre altid populairt," 3) og saaledes viste det sig ogsaa ved denne Leilighed. Man til jublede enhver litterair Dreng sit Bifald over Angrebene, og Heiberg undergik saaledes den Skjæbne, som en af de jødiske Propheter betegner som den haardeste, nemlig "at dømmes af Drengene". Kierkegaard siger fremdeles.

✂ 335,34. "Dagbladet": Herefter i IIIB overstreget, antageligt af A. D, J,: (Hr, Bille), som man i disse Aar almindelig kaldte "Halls Blad",.

✂ 336,3-15. Heibergs... Cultusministeriet.: Koncepten til dette Parti, skrevet af Krieger, findes i IIIA. I Fru Heibergs Afskrift deraf i IIIB staar der 1855 i Stedet for November 1855.

*1) Saaledes er Teksten i 1882 ændret fra: Endnu havde Heiberg. *2) men kun... Rygtet og: Saaledes er Teksten i 1882 ændret fra: og vi vare alt komne til Slutningen af April, uden at man vidste andet af Rygtet herom, end hvad. *3) Sml. "Synspunktet for min Forfattervirksomhed" (1859), Kierkegaard XIII (1906), 551. *4) Fru Heibergs oprindelige Udkast (her gengivet efter IIIB) lyder saaledes: Hvorledes gik dette til? Hans Privilegium som Casinos Directeur var udløbet, og han søgte alt i nogen Tid Tilladelse til at aabne et Folketheater paa Nørregade. Det hørte til det kgl. Theaters Privilegier, at intet nyt Theater maatte aabnes, uden at det kgl. Theaters Directeurs Betænkning herover var indhentet, for at paase, at et saadant Theater ikke kom i Collision med det kgl. Theaters Rettigheder. Ved denne Leilighed blev imidlertid ikke Directeurens Betænkning affordret. Saa snart derfor Rygtet bekræftedes, at Directeur 221

✂ 336,19. snild.: I IIIB af Fru Heiberg eller A. D. J. sat i St. for: snu.

✂ 337,15-16. ønskede det... spille Comedie: Saaledes er Teksten i IIIB, vistnok af Fru Heiberg selv, forkorlet fra: og Nielsen ønskede det for at faa Leilighed til atter at spille Comedie; thi Nielsen stolede paa, hvad der mærkeligt nok ogsaa skete, at Cultusministeren vilde fritage ham for at opfylde den skriftlige Forpligtelse, han ved sin Pensionering havde udstedt, til ikke at optræde paa noget af de andre Theatre.

✂ 337,17. Paa en Lap Papir, der ligger i IVA sammen med forskellige Tillæg til "Høedts nye Skole", men uden Henvisning til noget bestemt Sted, har Fru Heiberg skrevet: først i de to sidste Aar forinden Høedts Død, altsaa 22 Aar efter, lød Beretningen pludselig,1) at det ikke havde været Høedt, der havde formaaet Wiehe til at forlade det kongelige Theater, men Wiehe, der havde formaaet Høedt dertil. Tro dette, hvo som vil, mig faar Ingen til at tro det. Sagen var, Nielsen havde taget sin Afsked, Høedt havde faaet sin. Begge gik de ledige paa Torvet, og begge brændte af Begjærlighed efter atter at spille Comedie. Nielsen benyttede Leiligheden til at faa en Benefice paa Hoftheatret med Samvirken af Høedt og Wiehe. Nielsen lod sig dog ikke engagere af Lange. Planen blev udruget i det Nielsen'ske Hus, og Wiehe blev vundet for Planen. Paa Lappens Bagside staar: Det laa ikke i Wiehes Character at hitte paa slige entreprenante Foretagender. Længere nede paa Lappens Bagside læses: Hall gjorde Høedt til Professor. Det var dette Hr. [!] kaldte for sit Martyrium.

✂ 337,30-339,38. Hvad havde... imod mig.: Dette Afsnit er af A. D. J. flyttet herhen fra 7. Sæson, hvor Fru Heiberg havde skrevet det, vel i den feile Erindring, at det var i 1856 hun havde paabegyndt sine Erindringer. For at skabe formel Sammenhæng har A. D. J. paa Grundlag af Teksten i IIIB (se Far. til II, 344, 5-7) og vel ogsaa Fru Heibergs opr. Indledning (se Var. til I, 13,1-5) og forskellige Forordsudkast (se IV, 27 f.) skrevet L.30-34 paa S. 337: Hvad havde... da jeg sad.

* Lange søgte gjennem Kongens og Halls Protection at oprette et Skuespilhus, hvor han uden videre agtede at opføre det kgl. Theaters Repertoire, hvilket hidtil af Alle var anset som en Ulovlighed, optraadte Heiberg med en kraftig Protest til Cultusministeriet og bad det forebygge hos Justitsministeren en slig Bortødslen af det kgl. Theaters Rettigheder. Herpaa modtog han slappe og undvigende Svar fra Ministeriet, der endte med, at Heiberg gjensvarede, at naar et saadant Indgreb i Theatrets Rettighed var Ministeriet ligegyldigt, saa kunde han - efter at have gjort sin Pligt, at modsætte sig dette - ogsaa finde sig heri. Først efter i flere Maaneder at have spillet paa Hoftheatret uden Privilegium fik Hr. Lange den officielle Tilladelse dertil. Hvorledes lod dette sig gjøre? Tilladelsen fra Justitsministeriet trak i Langdrag; men desuagtet aabnede Hr. Lange et Theater paa "Hoftheatret" i September og spillede saaledes flere Maaneder uden Privilegium . Den hele Sag saae for Alverden ud som en Demonstration mod det kongelige Theater og dets Directeur. Alle Forhandlingerne om denne Sag findes i Theaterhistorien og giver et ret interessant Indblik i Forretningsgangen paa dette Tidspunkt. *1) Hertil følgende Indskud:, der sagdes, efter Høedts mundtlige Beretning. "Hvor let at skyde Skylden paa en Anden, der er død og kan sig ei forsvare". 222

✂ 338,9. saaledes: Indsat i IIIB af A. D. J. efter Overstregning af flg. af Fru Heiberg 1882 indskudte Ord: altsaa hin Aften 1856.

✂ 339,22. Forældres Hus: Herefter har A. D. J. i IIIB overstreget:, og som ender med " dette var mit Hjem".1)

✂ 339,28. nu dog... lade dette: Saaledes er Teksten i IIIB af A. D. J. ændret fra:, Gud bedre det, nu dog tænker paa at lade det.2)

✂ 340,5. Forfølgelse: Herefter i IIIE overstreget, øjensynligt af A. D. J.:, udsprunget af Enkeltes forfængelige, hovmodige Motiver. Og de, fra hvem Uretten og Forvirringen i alt dette skrev sig, gik med skinhellige Miner, indbildende sig selv og Andre, at de virkelig troede paa deres eget Martyriums Renhed og Berettigelse.

✂ 340,8-11. at baade... Interesse: Disse Linier er i 1882 indsat i IIIB i Stedet for flg. oprindelige: stod ene med sine Evner i en Omgivelse, hvor han snart vilde føle sin Ensomhed tungt og trykkende, ligesom jeg vilde føle min, prisgivet til at skulle samvirke med unge, begyndende, umodne Talenter, hvilket ikke kunde andet end trykke og hæmme mine Fremstillinger og standse al Lyst og Interesse hos mig.

✂ 340,33-34., ligesom navnlig... forøget: Saaledes er Teksten i IIIB ændret fra: noget, men i Bekvemmelighed var og blev den daarlig og havde saaledes egentlig vundet meget lidt i Forhold til den Tid og de Penge, der vare anvendte herpaa. Men denne Dom maatte paa ingen Maade udtales høit, tvertimod, man skrev, man udtalte kun Beundring over Halls heldige Indgriben i Theatrets Anliggender ogsaa i denne Retning.

✂ 343,27-29. Man ærgrede... til dem: I et overstreget Parti i IIIA staar efter Opremsningen af en Række opførte Stykker: I "Elverhøi" spillede jeg første Gang Elisabeths Rolle og vandt uagtet min helt forskjellige Opfattelse fra min Forgjængerinde Fru Nielsen meget Bifald i samme. Stykket gik 18 Gange for udsolgt Hus, hvoraf 3 Gange uden Abonnement. Medens man tidligere havde bebreidet Heiberg, at ikke de unge Kræfter bleve dragne frem, var man i denne Saison formeligt rasende over, at han forsøgte at hjælpe sig ved at lade enkelte Yngre forsøge sig i større Roller, saaledes Frøken Nielsen i Dyveke samt to unge Mænd, der tidligere havde været ansat ved Balletten, Hr. Paeiz, der havde et fordelagtigt Ydre for Scenen, og som paa Grund af sin legemlige Uddannelse ved Balletten bevægede sig smukt, og Hr. Nehm, en ung dannet, sanddru og elskværdig Mand, hvorom man kunde bruge Baggesens Ord: "En Fyr jeg ikke har andet imod, end at han til Theatret er næsten for god". 3) Denne sidste kastede man sig især over med en Raahed, en Brutalitet, der gik saa vidt, at man en Aften, da han spillede Holbergs vanskelige Rolle, Jean de France, neppe vilde lade ham komme tilorde. Man lo, en enkelt Pibe accompagnerede hans Spil, og Bladene, der havde *1) Sml. Var. til I, 30,20-26. *2) Denne Linie indskudt af Fru Heiberg ca. 1876-78 i IIIA. *3) Ukorrekt Gengivelse fra Baggesens Digt "Theateradministratoriade" (Poet. Skrifter I (1889), 266).223 skreget paa unge Talenter, fordømte ham saa at sige fra hans første Skridt ud af Coulissen ind paa Scenen. Læseren spørger vel: "Var han da saa slet?" Herpaa svarer jeg med fuld Overbevisning: "Han var den bedste Jean de France, jeg i de mange Aar, jeg har været ved Theatret. har set." Hans Forstaaelse af Rollen var ypperlig. Den Alvor og Ærlighed, hvormed han fremstillede den Naragtighed, som det, at være paa høieste Mode, havde drevet den unge Landsbyjunker til, var rosværdig og borgede for, at han havde Evne til at opfatte det characteristiske ved en Character. At Lunet glippede, er vel en Selvfølge, naar en ung Debutant ved den første Replik af en comisk Fremstilling mærker, at Publikum paa Forhaand er ham imod. Ogsaa havde han Mangler at bekæmpe i sit Organ til ædlere Roller, men ingenlunde til Jean de France. Ved Saisonens Slutning forlod han Theatret og skaffede sig paa Grund af sin Dannelse og noble Character en Stilling, hvori han fik Opreisning for den Uret, som Tidsomstændighederne og det, at Heiberg satte Pris paa ham, havde været Aarsag til. Kort sagt, man havde ideligt en Følelse af, at ligesom man i det daglige prosaiske Liv bestandigt maa kæmpe for at holde Smudset borte og maa sørge for at have Støvekluden ved Haanden. saaledes havde Heiberg her paa det aandelige Gebet en Kamp med Smudset at bestaa, der var usigelig trættende og aandssløvende.

✂ 343,36. følte han sig dybt skuffet. Han: Saaledes er Teksten i IIIB af A. D. J. ændret fra: geraadede han i et fuldkomment Raseri, gik, som altid naar han var i Lidenskab, og gnavede paa sine Negle, saa at Fingerspidserne saae ganske røde og ophovnede ud. Han ærgrede sig over, at Hoftheatret var fuldt, uden at han havde nogen Fordel deraf, og.

✂ 343,38. svigtet dem: Herefter har Fru Heiberg i IIIB i 1882 tilføjet flg. antageligt af A. D. J. overstregede Linier:; han havde nemlig lovet disse, at ogsaa han vilde forlade det kongelige Theater og følge med dem til Lange. Dette Løfte havde han brudt. Altsaa ingen Venner paa Hoftheatret og ingen Venner paa det kongelige Theater.

✂ 344,5-7. Kun en... Meddelelse: Disse Linier er af A. D. J. indsat i IIIB i Stedet for en Række Sider, der er bortfjernede. Partiet gengives her efter IIIA og nogle Tillæg, der har suppleret Fremstillingen i IIIB, men ligger i IIIA (efter Sæsonen 1855/56): Nu da Urostifterne Høedt, Nielsen, Wiehe vare borte - Fru Nielsen var jo meldt syg og altsaa heller ikke tilstede - nu var paa ham nær Heiberg og jeg omgivet af Mænd og Kvinder, der paa mange Maader viste os deres Hengivenhed. Dette plagede Phister at se paa, men fremfor Alt, at Tonen nu var glad og munter ved den daglige Tjeneste, medens han ene sad tilovers i sin Krog. Alt dette var ikke til at udholde for ham.

✂ En Formiddag midt i Saisonen, da jeg efter en Prøve vilde køre hjem, var min Vogn ikke kommet i rette Tid. Jeg satte mig da op i Foyeren for at afvente den. Som jeg her sad ensomt - alle havde alt forladt Theatret efter Prøven - kom Phister ind ad Døren, gik hen og lod, som om han studerede Prøvesedlen, der hang paa Væggen. Omsider udbrød han: "Hvad kan det 224 nytte at give dette Stykke uden Wiehe!" Jeg taug. Han begyndte nu sin urolige Gang op og ned ad Gulvet, mumlende noget mellem Tænderne. Jeg taug fremdeles. Endelig udbrød han som i en Slags Fortvivlelse: "Vi kunde intet give ordentligt, Intet uden ham." Jeg svarede da: "Naar De mener og tror dette, da skulde De ikke have tilskyndet ham til at drage andetsteds hen." Han standsede med et Sæt i sin Gang, vendte sig lidenskabelig imod mig og udbrød: "Hvem tør beskylde mig for at have raadet ham til dette Skridt? Hvem tør sige mig dette paa?" Da svarede jeg roligt og koldt: " Det siger han selv ." Han blegnede, men svarede ikke et Ord. Hans urolige Gang op og ned ad Gulvet begyndte paany. Jeg sad taust og ønskede inderligt, at min Vogn dog vilde komme og befri mig fra denne Scene. Han udtalte sig nu i en Monolog, idet han af og til rettede Spørgsmaal til mig, som jeg ikke besvarede. Da tvang han mig omsider til at bryde Tausheden. Jeg sagde da: "Jeg ønsker helst ikke at tale ud med Dem om alt dette, men jeg mærker jo, at De ikke vil lade mig slippe herfra. Jeg vil da tale, ifald De kan taale, at jeg taler til Dem , som jeg taler om Dem ." Da brød han næsten grædende ud, idet han slog Hænderne sammen og sagde: "Ja, tal! Sig alt, hvad De vil, men tal blot med mig." Og nu udspandt sig en Samtale, som jeg nok tror vilde have psychologisk Interesse for de Fleste, men man viger tilbage for at føre Mængden ind i et saa personligt Skriftemaal som det, han nu aflagde for mig. Kun saa meget kan jeg ikke tilbageholde, at han klagede i stærke, lidenskabelige Udtryk over Tabet af Heibergs Venskab. De Fleste ville vel nu tro, at han intet mente hermed; men jeg kjendte denne besynderlige Natur bedre, vidste, at han havde Øieblikke, hvor hans bedre Indsigt, hans Forstand lod ham se det Rette, Øieblikke, hvor han trængte til at bortstøde de onde Dæmoner, der saa ofte hjemsøgte ham. Jeg bebreidede ham kjækt hans hele Upaalidelighed, og han tog imod det som et Barn, der angrer, idet han høitideligt lovede en forandret Opførsel herefter. Hver Gang jeg vilde afbryde denne Samtale, bad han mig indstændigt om at fortsætte den. "Gaa ikke fra mig," udbrød han den ene Gang efter den anden. Da min Vogn fremdeles udeblev, besluttede jeg mig at gaa hjem tilfods. Bønligt bad han, om han maatte følge mig hjem, for at vor Samtale kunde fortsætte; jeg tillod dette, og vi skiltes først ved min Port. Ved Afskeden rakte han mig Haanden, idet han sagde: "Tak for den Tid, De i Dag har ofret paa mig. Saa let, saa glad som jeg er i dette Øieblik, har jeg i lang Tid ikke været, og De skal da ikke kunne sige," vedblev han med sit ironiske, sarkastiske Smil, "at det er, fordi De har sagt mig Behageligheder." - "Nei," svarede jeg, "det har jeg ikke, men ærlig Frimodighed bør man altid skjønne paa, lad mig nu se, at jeg ikke kommer til at angre, at jeg har indladt mig herpaa." Jeg rakte ham nu venlig Haanden og gik ind.

✂ Ved min Hjemkomst fortalte jeg Heiberg min forunderlige Samtale med Phister, og de Løfter han havde aflagt for Fremtiden. Heiberg blev øiensynlig glad, og det rørte mig at bemærke, hvor dybt hans trofaste Natur havde været bundet til dette besynderlige Menneske.

225

✂ Dagen efter indfandt Phister sig hos Heiberg i Directionsstuen. Han sagde: "Jeg har i Gaar havt en Samtale med Deres Kone, der har havt til Følge, at jeg har taget en Del Beslutninger i mere end een Retning. Jeg kommer nu til Dem i Dag for at meddele Dem, at De herefter kan byde og befale over mig og mine Evner. Jeg veed, at jeg i nogen Tid har bidraget til at vanskeliggjøre Repertoiret for Dem, men nu lover jeg Dem at spille i Alt, og saa ofte De maatte ønske det."

✂ Heiberg takkede ham venligt og sagde, at det glædede ham at modtage dette Tilsagn om en Bistand, som Theatret trængte til og ikke kunde undvære. Kort efter forlod Phister sin Directeur, men ikke sin fordums Ven. Ved nu at gjøre dette Skridt havde han haabet paa en rørende Forsoningsscene. Han havde ikke Finhed til at forstaa, at naar en Ven har svigtet, da forslaar det ikke at sige: "Nu vil jeg atter være din Ven," men at Tiden da maa vise, om Venskabet nu kan og vil bestaa sin Prøve. Men dette forstod desværre Phister ikke. Han vilde øieblikkeligt have sin Vexel honoreret.

✂ Det er en mærkelig Kjendsgerning hos de fleste Skuespillere, at de bevæge sig uophørligt mellem Venskab og Fjendskab. I Dag Ven, i Morgen Fjende, i Dag Fjende, i Morgen Ven, hvoraf følger, at de sædvanligt aldrig besidde en virkelig Fjende, men heller aldrig en virkelig Ven.

✂ Den gode Stemning hos Phister varede omtrent en Ottedagestid. Men da han nu ikke strax høstede Nytte af sin Imødekommen, blev han om muligt atter ufremkommeligere end nogensinde. Var da nu dette hans hele Tilløb i god Retning Comediespil? Jeg tror det ikke. Men hans ubændige Natur kunde ikke fastholde de gode Tilløb, som han i sine sjælelig fortvivlede Tilstande følte Trang til at fatte.

✂ Der gives Mennesker, hvis Sjæle ere ligesom en Svamp, man vel kan trykke sammen i en bestemt Form, men i det Øieblik Haanden slipper dem, boble de som Svampen strax ud paany og antage den gamle oprindelige Form.

✂ Ja, hører jeg Nogle sige, men det var heller ikke klogt af Heiberg ikke bedre at benytte Phisters fornyede Venskabstilbud. Ikke klogt, at han ikke i det mindste lod , som om Phister atter nu havde sin gamle Plads i hans Godhed, hans Venskab. Klogt!

✂ Der ligger altid for mig en dyb Visdom i de gjængse Talemaader, som findes i Sproget. Saaledes har man den Talemaade: "Det er en Satans klog Mand!" 1) Men Et er, hvad der er klogt for Satan, for de onde Magter, et Andet, hvad der er klogt for de gode Magter. Naar en Mand ved Usandhed, ved Intriger, Underfundighed, Kryberi trænger sig frem til en indflydelsesrig Stilling i Staten, da siger man: "Han har baaret sig Satans klogt ad." Men det Gode, det Moralske siger: "Nei, dumt." Udtrykket "Satans" er her correct, thi hvad der i Almindelighed menes med dette Udtryk, uden at man saa lige siger det til sig selv, er netop, at Klogskaben er af den Natur, at deri hører Satan til. I den Forstand bar Heiberg sig unegteligt ikke klogt ad ligeoverfor sin troløse Ven.

*1) Sml. Var. til II, 215,4. 226

✂ Jeg finder det ganske naturligt, at En og Anden vil spørge, hvorledes det da var muligt, at Heiberg i mange Aar kunde have følt Godhed, Venskab for en Personlighed som Phisters, saa vidt forskjellig fra hans egen?

✂ En dramatisk Forfatter... paa Theatret.1) Til vor stadige Omgangskreds i Hjemmet har han aldrig hørt.

✂ Hvad der ogsaa var det eiendommelige hos dette Menneske, var, at han kjendte sig selv nøiere, end det falder i de Flestes Lod. Han havde ofte det rette Syn paa det Gode, Rette, det Moralske, men de onde Dæmoner spærrede Veien for ham og svækkede hans Villiekraft. En, der kjendte ham nøie, improviserede derfor hans Gravskrift:

✂ "I Erkjendelsen havde han det Gode, det Rette,
I Villien havde han det Onde, det Slette."

✂ Tillæg til IIIB, mærket "Pag. 10, A. 2": "Ja," svarede jeg, "i ham havde De en Ven, der beundrede Dem som Kunstner, og som ikke taalte, at Nogen i det private Liv sagde et ondt Ord om Dem." I en Slags Fortvivlelse udbrød han: "De siger, at jeg havde en Ven i ham." - "Ja," svarede jeg, "De havde en Ven i ham, men De har ham ikke mere. Ifald jeg vilde fortælle Nogen her paa Theatret, hvad De i Dag ytrer om Tabet af hans Venskab, da vilde de smile over min Godtroenhed, at jeg kunde fæste Lid hertil; men ser De, jeg tror at kjende Dem saa godt, at jeg tror paa Sandheden af Deres Ord til mig i Dag." - "Fru Heiberg!" udbrød han, "i tre Maaneder har jeg ikke havt en rolig Nat; hans Venskab var min Stolthed!" Og jeg troede virkelig, at hans Ord i dette Øieblik vare fuld Sandhed.

✂ Tillæg til IIIB, mærket "Pag. 10 B. I", hvorpaa Krieger har skrevet: "Kan for Tiden ikke medtages": Forfærdelig var han, naar hans dæmoniske Phantasi blev sat i digterisk Bevægelse. Han kunde da, imod dem han vilde ilde, opdigte detaillerede Historier bag deres Ryg, der satte ham i det sletteste Lys hos Andre. Første Gang han saaledes meddelte Andre sine Phantasier, skulde man tro, at han selv vidste, at Meddelelsen var usand; men havde han oftere meddelt samme Bagvaskelse, da var det tydeligt, at han virkelig i fuld Alvor troede paa, hvad han meddelte, og han kunde da Aar ud og Aar ind fortsætte den selvlavede Historie. Og dog er jeg vis paa, at denne ulykkelige Natur til sine Tider følte dyb Anger over sig selv. I et af sine Skriftemaal for mig, da jeg aabent bebreidede ham Et og Andet, udbrød han som i Fortvivlelse: "Hvad skal jeg gjøre for at blive anderledes?" Jeg svarede ham: "Begynd med at blive sanddru."

✂ Sammen med de foran gengivne Tillæg ligger el løst Blad, hvorpaa er skrevet: Jeg havde nok Lyst til rigtig at omtale en Personlighed som Phister, hvorom der kunde skrives en hel Bog, og det ikke af de tyndeste Bøger. Men jeg har en Følelse af, at det vilde gaa med Udmalingen af denne Personlighed, som naar man opstiller et Korthus, der ved den mindste *1) Af A. D. J. anbragt II, 297, 2-27, dog med en enkelt i Var. dertil anført Ændring.227 Berøring styrter sammen, saa at der intet Hus mere findes. Kun saa meget vil

✂ jeg sige:

✂ I Erkjendelsen havde det det Gode, det Rette,
I Villien havde han det Onde, det Slette.
Phister.1)

✂ I IIIA umiddelbart efter det i det foregaaende anførte Afsnit om Phister findes flg. Parti2): Der var altsaa i denne Saison kommet Ro, Fred og, paa Phister nær, Arbeidslyst og Arbeidsudholdenhed ved vor Scene. De oprørte Bølger havde lagt sig, men i mit Indre bruste Søgangen endnu uden Ophør. Mine Tanker plagedes kun af Et, nemlig hvad de forrige Saisoner havde ført til, og til Trods for al Umage kunde jeg ikke vise disse Tanker bort, der trykkede og plagede mig ved Dag og Nat.

✂ Jeg sagde derfor en Dag til mig selv: "Hvorhen flyer du fra disse plagende Tanker, du gaar jo til Grunde i alt dette, og er det værdigt for dig?" Og jeg besluttede at vende mine Tanker, min Interesse, min Kjærlighed bort fra den Institution, hvorved jeg havde virket fra mit ottende Aar. Jeg maatte jo endnu i denne Saison fremdeles holde ud med at spille og spille, ifald ikke det Hele skulde gaa istaa, ja jeg spillede saa meget, at mange af mine Venner og først og fremmest Heiberg var bekymret for, at mit Legeme skulde bukke under i Opfyldelsen af denne min Pligtfølelse, men usynlige Magter bare mig op over Øieblikkets Tryk, og en Eftermiddag, da jeg sad. Herefter følger Fru Heibergs OriginalMS til det II, 337, 34-339, 8 trykte, og Teksten fortsætter: thi Verdens Dom er ikke Elskerens, om hvem den berømte franske Kritiker Sainte-Beuve siger: "Elskeren vender og dreier alle sin Elskedes Feil og forandrer dem til Dyder." Kritiken og den menneskelige Misundelse gjør lige det modsatte med Talenterne. Hvilken Egenskab, hvilke Gaver du end har modtaget og lagt for Dagen, der kommer den Tid, da man vender dem mod dig og derfra henter Anker og Bebreidelser for at ydmyge dig. Ligger Stilen dig paa Sinde, lægger du Vægt paa Formen og dens fine Afskygninger, saa kalder man dig maniereret. Er du altid jævn og ligefrem, naturlig, saa kalder man dig prosaisk, simpel, vulgair. Herefter er i IIIA overstreget: Naar Venskabet svigter, naar Sandheden svigter, naar det larmer og summer En om Ørene udadtil, da trækker man sig ind i sit Inderste, da skjønner man paa trofaste, udholdende Venner, der kjende og forstaa os, der fremdeles have Troen paa os, som Intet formaar at rokke, med hvem man har det Baand at kunne sige: "Husker du dette? Husker du hint? og se, det er husket og erindret alt sammen."

✂ 345,12-13. saa bevæget: Herefter er i IIIA paa et Ark, som opr. var et Tillæg til 1. Red., flg. Linier overstreget af Fru Heiberg:, og medens jeg nu 1876 nedskriver mit Besøg hos denne Mand, da falder en nyere Digters Ord mig ind:

*1) Ordet er vel kun en Betegnelse for Bladets Indhold. *2) Sml. Var. til II, 337, 30-339, 38. 228

✂ ,,0 Du, som vaagen lever i en Drøm,
At Lykkens Genius skal hos Dig bygge,
Læs denne Mands Historie og saa døm:
Hvad Værd har vel vort Jorderigs Lykke." 1)

✂ 346,33. og smerteligt.: Herefter er i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.: Var jeg gaaet til min kjære Ven i dybe Tanker, i en Hær af Erindringer, da vare disse sandelig ikke formindskede, naar jeg, fulgt af min Tjener, langsomt atter vandrede hjem til vor Bolig paa Søkvæsthuset bringende Heiberg og hans Moder de kjærligste Hilsener fra vor udmærkede, trofaste gamle Beskytter og Ven.

✂ 346,35-347,1. uden Skam for ham eller Theatret: Saaledes er Teksten i IIIB af A. D. J. omredigeret fra: til hans og Theatrets Ære.

✂ 347,10-11. var i høi Grad indigneret: Saaledes er Teksten i IIIB af A. D. J. ændret fra: geraadede i et fuldstændigt Raseri.

✂ 347,13. nu sammen: Herefter har A. D. J. i IIIB udeladt:, at Tonen i disse ministerielle Skrivelser havde en saa stødende Form.

✂ 349,6. Resultater: Herefter i IIIB overstreget, antageligt af A. D. J.:, og man var atter lige glad. Han udtalte sin Velvillie, siPx Anerkjendelse for En, idet han bag dennes Ryg henkastede et polisk, ironisk Smil til en Anden. Alt saadant var ikke, hvad man kalder Falskhed, nei, det var kun Sky for al Alvor, der kjedede og mishagede ham.

✂ 349,10-11. Stort og Smaat havde lige Adgang: Saaledes er Teksten i IIIB af A. D. J. ændret fra: Sort og Hvidt, Stort og Smaat havde lige Berettigelse.

✂ 349,37. henimod Julen: Saaledes er Teksten i IIIB af A. D. J. ændret fra: noget efter Nytaar.

✂ 350,31-32. Skuespillere: Saaledes er Teksten i IIIB, antageligt af A. D. J., ændret fra: Skuespilleres forvirrede Anskuelser.

✂ 350,36-37. i Overanstrengelse og alle de Ydmygelser: Saaledes er Teksten i IIIB af A. D. J. ændret fra: ved det daglige Livs Kiv og Raahed.

✂ 351,39. Talent frem.: Herefter er i IIIB af A. D. J. overstreget flg.: Hvorved blev Opmærksomheden vakt ved min egen første Optræden i Skuespillet? Var dette ved en glimrende Rolle? Havde en Forfatter paataget sig at bane mig Veien ved at digte en Skikkelse, afpasset efter mine Evner? Nei, hvad der første Gang i det større Publikum vakte Opmærksomheden for mig, var fire Linier, hvilke jeg fremsagde som "det blodige Barn" i Shakespeares "Macbeth". Men det forstaar sig, ikke alle Begyndere have den Lykke, at en J. L.Heiberg findes iblandt Tilskuerne. Heiberg kjendte ikke dengang den lille Pige, som fremsagde disse fire Linier, men Indtrykket af dem paa ham frembragte en Bedømmelse, en offentlig Kritik af ham om denne lille Piges Evner, der vakte en Opsigt, saa stor at jeg vil se paa den, der nu kunde have standset mig paa min fremadskridende Bane. Man se heraf, hvor lille, *1) Citatet er ikke fundet.229 hvor ubetydelig en Leilighed et Talent behøver for at gjøre sig bemærket. Maaske er det ikke beskedent at udtale alt dette, men der gives Tilfælde, hvor, som Goethe siger: "Nur die Lumpe sind bescheiden".1) At denne lille Pige, fra det Øieblik hun havde frenisagt disse fire Linier, havde erobret en Digter, i hvis Værker hun blev uundværlig, var atter et Held, men slige Held følge ofte ligesom usynlige Engle ved Talentets Side.

✂ 352,3. kan beseire.: Herefter er i IIIB, antageligt af A. D. J., overstreget flg. Linier, ud for hvilke Hauch i Marginen har skrevet: "Udelad endelig dette": Trænger alligevel den Ældre de Yngre ud, da sker det ene og alene ved Vaaben, som Guderne have givet hende ihænde, Vaaben, som disse Yngre aldrig have modtaget, og hvis rette Brug er dem en Gaade.

✂ 353,14-354,4. Til Trods... det sidste.: Original MS til dette Parti findes i IIIA i en Konvolut med Kriegers Paaskrift: "Blev nok tilsidst dog vraget". Det meste er dog trykt efter Afskriften i IIIB. Udeladt er kun Slutningen (i Lægget: B. Manuskripter): Hans Konge og Fædreland skjænkede ham vedvarende deres Hengivenhed og Tak for, hvad han i Aarenes Løb havde ydet.

✂ I mange Aar sad han saaledes stille og indadvendt; hvad foregik der i denne Stilhed i hans Indre? I Stilhed kan mangen en Plante skyde nye Skud, som bære en Fremtid i sig. Lad os haabe, at ogsaa hos ham har i Stilhed udfoldet sig kraftige Skud til Velsignelse for den Stund, da den endelige Dom skal afsiges, et Haab enhver af os trænger til at holde fast ved. Herefter er efter ny Linie i IIIB flg. Stykke overstreget, antageligt af A. D. J.: Resten af den sidste Saison under Heiberg gik sin rolige Gang, for godt Hus, uagtet Bladene hævede Hoftheatrets Forestillinger til Skyerne, blandt andre "Berthas Claveer", som den samme Presse, da Ruusen var forbi, ikke levnede Ære for to Skilling. De kjøbenhavnske Damer sværmede formligt for "Berthas Claveer". "Berthas Claveer", udbrød en fornem, temmelig navnkundig og berygtet Dame, "det er min Religion!", en Replik der gik fra Mund til Mund. Men det lod virkelig til, som om en betydelig Del af den fine og simple Pøbel havde antaget denne hendes nye Tro.

✂ 354,26. livlige: Herefter har Afskriveren i IIIB forbigaaet Ordet:, skingrende, hvilket sidste Ord i L.28-29 af A. D. J. er ombyttet med: rungende.

✂ 355,9. de franske: Herefter er i IIIB, antageligt af A. D. J. slettet: og danske.

✂ 355,22. 63de Aar: III.4 har: tre og tresinstyvende Aar, dog er tre rettet fra et Tal der ikke lader sig bestemme. Den paagældende Del af IIIA er efter det violette Blæk at dømme tidligst fra 1876; og enten maa Fru Heiberg da regne galt, eller ogsaa refererer Tallet tre og tresinstyvende sig til den til dette Parti ikke bevarede 1. Red., som kan være skrevet i Fru Heibergs 63de Aar, i Tiden 22/11 1874-21/11 1875.

✂ 357, 5. havde han.: Herefter er i IIIB overstreget flg. Parti, antageligt af *1) Fra Digtet "Rechenschaft" (Goethe I, 99).230A. D. J.: Christen Niemann Rosenkilde udbrød ved Heibergs Ansættelse i 1849: "Ja, kan Theatret nu ikke trives under en Mand som Heiberg, saa lad det reise ad Helvede til!" - Disse Ord vare næsten profetiske.

✂ Med Heibergs Afgang fra det danske Nationaltheater sluttedes en lang, rig dramatisk Digtervirksomhed i vor Litteratur. Meget er siden skrevet og opført af danske begyndende Forfattere; men hvor er det Altsammen henne? Medens vort Naboland Norges dramatiske Litteratur skyder frodige Skud, staar Danmark taust og uvirksomt, som om Muserne havde lukket Templet med Laas og Slaa. Vi leve atter af udenlandske Retter, tillavede af fordærvede Ingredienser, der rettes an paa zirligt Porcelain og nydes med Velbehag af fordærvede Maver. Han stod der som Smagens Dommer, som Smagens Hævder. Der var dem i Folket, der havde en Forudfølelse af, hvad det vilde sige, at den sidste danske Comedieforfatter joges ud af Templet, hvor alene han kunde og burde være Herre; der var dem, hvis Nationalfølelse virkelig var saa stærk, at de havde ligesom en Følelse af Skam over Alt, hvad de senere Aar havde ført med sig.

✂ I en Samtale med Heiberg sagde jeg engang: "Man taler saa meget om Pøbel; om hvem gjælder egentlig dette Navn?" - Han svarede: "Pøbel er Enhver, som ingen Nationalfølelse har." - Kan man da nu virkelig synes, at de, der behandlede en af vore nyere, mest danske nationale Forfattere, som Heiberg blev behandlet, havde Nationalfølelse!

✂ Teppet var faldet for hans Virksomhed; og for at gjøre Maalet af Krænkelser og Fornærmelser fuldt, saa jog man bogstavelig Heiberg ud af Theatrets Port, idet man bød ham lade Alt ligge og kun skynde sig bort, for at Andre kunde komme til.