Heiberg, Johanne Luise Indledning, Varianter og Oplysninger, Registre

↩

I. BIND

✂ 13,1-5. "De samle sig... Johan Ludvig Heiberg: Indsat i IA i Stedet for flg. overstregede oprindelige Indledning, ud for hvilken der i Marginen staar et Spørgsmaalstegn:

✂ Den 17. Februar 1855. 1)
Ikke i den Tanke at skrive mit Levnetsløb til Interesse for Andre, men for at adsprede mit Sind fra en stille og nagende Smerte og derved drage mine Tanker bort fra denne, begynder jeg i denne Aften at nedskrive mit Livs Erindringer, idet jeg haaber ved at gaa tilbage i den forbigangne Tid da at glemme den nærværende.
Barndommen.
Giv os i Dag vort daglige Brød.

✂ 13,18. Vinkyper: Maa være indsat af A. D. J. i Korrekturen til 1.Udg. i Stedet for MSSs: i Vinhandlerlære.

✂ 15, 7. Underofficer: Saaledes er Teksten i IA ændret fra: Tysker.

✂ 21,11. besvarede. Men mine Øine: Saaledes er Teksten i IC, antageligt af A. D. J., rettet fra: besvarede; thi min Tunge var som fastbunden i Munden; men mine Øine.

✂ 21,18. Herman... jeg kalde: Saaledes er Teksten i IC ca. 1876-78 ændret fra: Harboe, saaledes hed. Ogsaa i det flg. er Harboe rettet til Herman. Inden Fru Heiberg valgte dette Navn, har hun en Del Gange rettet Harboe til Felix.

✂ 21, 31-34., og desværre... Ingenting: Efter Skriften at dømme en sildig Tilføjelse (formentligt fra 1880erne) i IC.

✂ 27,25. Villie og Vidende.: Herefter er i IC, antageligt af A. D. J., overstreget: Og dette var en Lykke for os, da deres Begreber om, hvad der skikkede sig, vare noget forvirrede.

✂ 27,38-29,34. Min Fader... hun sagde: Indsat i Tillæg i IC (Originalen fra ca. 1876-78 i IB) i Stedet for flg.: Da hørte jeg en Dag min Moder sige til min Fader.

✂ 30,20-26.. Desværre havde... opleve: Indsat af A. D. J. i IC. Til Gengæld er udgaaet et af Fru Heiberg og A. D. J. meget gennemrettet Stykke, *1) 1855 er med mørkere Blæk rettet til 1856. Sml. IV 51 og I. Udg. 1, 511.64som er anbragt i et Læg med A. D. J.s Paaskrift: "Udskudt af 1. Bind (dl. [?] ved Udgivelsen; derimod medtaget efter Oplæsning for Fru H.)". I den sluttelige Form i 1888 havde dette Stykke formentligt flg. Ordlyd:, medens min Faders Øine fra en Krog i Stuen fulgte denne Manoeuvre med vrede, truende Blikke, uden at sige et Ord. Med Angest og Skjælven bemærkede jeg min Faders Sindsstemning. Jeg kunde ikke falde i Søvn, men laa og lyttede i urolig Spænding, som om jeg hvert Øieblik ventede, at det Uveir, der viste sig paa hans Aasyn, vilde bryde løs og ramme os Alle. Dette varede i nogen Tid, i hvilken min Fader blev mørkere og mørkere i sit Sind, indtil han forfaldt til mere og mere at nyde stærke Drikke. I denne ophidsede Tilstand fik da den undertrykte Vrede Luft - og nu fulgte Scener, for hvilke jeg vil bede Gud at bevare ethvert Barn fra at være Vidne til. Vore Kaar vare nu bedre, men vort Hjem var et Helvede. Hvor ofte have vi to stakkels Børn, naar vi om Aftenen kom hjem fra Theatret, ikke staaet udenfor Døren og lyttet med Hjertebanken, om Alt var roligt indenfor, eller om Alt var i Flammer. Min stakkels Fader var aldeles utilregnelig i denne Tilstand, og vi arme Børn maatte ofte kaste os imellem vore Forældre og med vore smaa Legemer beskytte den arbeidsomme Moder, hvis Flid var Grunden til hans Harme og Mishandling. Sagen var, at han i sine bedste Øieblikke skammede sig over, at han som Mand og Fader Intet havde kunnet udrette for os. Disse Sorger bedøvede han ved at drikke meer, end han kunde taale, og i sin Ruus lod han da min ulykkelige Moder og os bøde for sin dobbelte Uret. Rørende var ofte hans Skamfuldhed Dagen efter slige Scener, men intet forsonende Ord kom over hans Læber, og han druknede atter sin Smerte i en ny Beruselse, hvis Følger aldrig udebleve. I et lille uhyggeligt Værelse, hvor mine Forældres og vor Seng stod, opholdt min Søster og jeg os, naar vi vare hjemme. Dette triste Sovekammer foretrak vi for Dagligstuen for at være saa meget længere fra Støien og Uroen; dog undgik vi den heller ikke helt her; thi Sovekammeret var Dør om Dør ved Dagligstuen.

✂ I Febertilstand krøb vi stakkels Børn om Aftenen i vor Seng, trofast holdende hinanden i Haanden, til vi faldt i Søvn, og vaagnede om Morgenen med Angest for ikke alene i Dagens Løb atter at skulle udholde Synet af vor stakkels Faders Tilstand, imen lige saa meget ved Tanken om vor Moders Heftighed, som hans Uret fremkaldte; denne hendes Heftighed var ofte lige saa frygtelig at overvære som hans Ruus.

✂ Dette var mit Hjem.
Stykket "I Febertilstand... mit Hjem" er af Fru Heiberg (i ovennævnte Læg og IB) sat i Stedet for flg. Parti i det oprindelige MS, hvilket Andræ for Størstedelen havde foreslaaet at slette: I Døren, hvor vi sade, var en lille Glasrude ind til Dagligstuen, saa vi som Fanger vare under idelig Opsigt. At vi opholdt os her, var imidlertid min Fader imod, og naar han nu var i denne næsten dyriske Tilstand, hvor han i Stuen ved Siden af gav hele sin Heftighed Luft, da var det næsten, som om han frygtede for, at denne skulde undgaa os, og for at forøge Støien slog han med al sin Kraft med den knyttede Haand 65 paa Døren ind til os, idet han gik frem og tilbage og udskjældte os og gav os de frygteligste Navne. Ved ethvert af disse Slag foer vi stakkels Børn da sammen og skjælvede af Skræk over, at han kunde træde ind til os; thi undertiden styrtede han pludselig ind, hævede sin knyttede Haand imod os og paastod, at han havde set igjennem Ruden paa Døren, at vi havde leet ad ham, uagtet Gud veed, hvor langt vi i vor Angest vare fra at le. Min stakkels Søster rammede han undertiden, medens jeg altid gik fri. Han havde aldrig lagt Haand paa mig til megen Omtale og Forundring baade hos mig og de Andre, og det uagtet han ligesom blev ægget dertil af min Moder, idet hun sagde: "Du tør ikke, du vover ikke at slaa hende". Een forfærdelig Aften staar altid i min Erindring i al sin Gruelighed. Han havde den hele Dag fra Morgenstunden været frygtelig og i formeligt Raseri. Mod Aften steg dette i en Grad, som jeg ikke vil udmale. Min Moder havde maattet aflaase Køkkendøren for at undgaa hans Mishandling og for at staa i Fred til sit Arbejde. Nu var han utrættelig til at bryde paa denne Dør og svor paa, at han ikke hørte op, før Fyldingen var sprængt. Udmattet af Dagens Rædsler sad jeg i en Krog i Stuen, idet han uophørligt holdt det frygteligste Hus. Med Et foer han imod mig og raabte ude af sig selv: "I skal agte mig, jeg er en retskaffen Mand og ingen Tugthusfange". Blodet brændte i mine Aarer, og Gud veed, hvorfra det Mod kom; thi jeg reiste mig op, stillede mig lige for ham og sagde (Gud forlade mig): "Du er værre end en Tugthusfange, han lider Straf, maaske for et Øiebliks Forvildelse, men du straffes ikke, fordi du gjør os Alle saa ulykkelige". Neppe vare disse Ord udtalte, før en gruelig Angest overfaldt mig; jeg tænkte: Nu styrter han over dig og slaar dig fordærvet. Blodet strømmede mig til Hjertet, og rystende af Skræk stod jeg der opreist og stiv, medens al Blodet strømmede til mit Hjerte. Man siger, at en Drukken kan pludselig blive ædru ved en stor Skræk. Saaledes har jeg forklaret mig, at han pludselig blev som ædru. Stod med Et stille foran mig, lige saa bleg som jeg selv, og saae paa mig med et Udtryk i Øiet af Smerte, som jeg aldrig kan glemme, satte sig stille hen i en Krog af Stuen og var taus den øvrige Del af Aftenen. Denne Scene har hele mit Liv tynget paa min Samvittighed, og dybt har jeg angret dette ukjærlige Udbrud og tidt i mit stille Sind bedet ham om Forladelse derfor; til ham selv kunde jeg aldrig overvinde mig til at føre Samtalen tilbage herpaa, men ofte har jeg i Stilhed forundret mig over mig selv hin Aften og ikke kunnet begribe, hvorfra jeg hentede Ord som dem jeg i min Heftighed udtalte mod ham. Jeg tror vist, at jeg selv maa have havt Feber af Dagens Lidelser; thi ikke alene min Faders Tilstand havde jeg at kæmpe med, men hans Uret imod min Moder fremkaldte hos hende en Heftighed, der ofte var lige saa frygtelig, som hans Ruus.

✂ Dette var mit Hjem.
30,27-33. "Dog, fra... levede i.: Tilføjelse (fra 1880erne) i IC.

✂ 30,37. Vigtigheden af.: Herefter i IC flg. overstreget paa Forslag af Andræ: Imellem vort Værelse og Gjæstestuen var Væggen saa tynd, at vi kunde høre Alt, hvad de høirøstede Gjæster passiarede om med vor Fader.

66

✂ Ofte hørte jeg til min Sorg, at vi vare Gjenstanden for Samtalen. Han fortalte dem om vor Ansættelse ved Theatret, hvor rart vi kunde danse, synge, declamere etc. "Lad dem komme herind!" lød det da ofte, "lad os se dem!" Min Fader kom da ind til os, og med en bedende Mine henvendte han sig altid til mig og sagde: "Gjør mig den Tjeneste, min Pige, at komme ind; det er saadanne pæne Mænd, og de ønske saa meget at se Eder". Alt Blodet steg mig til Hovedet ved slige Anmodninger, bønligt bad jeg om at maatte være fri; men naar Intet hjalp, sagde jeg: "Hvad vil Herman sige, hvis han faar det at vide? Du veed jo, han vil paa ingen Maade have, at vi vise os for Gjæsterne." Dette hjalp; vredt vendte han os Ryggen, gik ind igjen, og vi hørte nu, hvorledes han hittede paa forskjellige Udflugter til Grunde for vor Udebliven, og Gjæslernes uforskammede Bemærkninger over vor Tilbageholdenhed.

✂ 31,11-15. Men uden... skulde være.: Indsat ca. 1876-78 i IC.

✂ 32,24-25. Dette Menneske: Saaledes er Teksten, formentligt i A. D. J.s Korrektur til 1. Udg., ændret fra: Dette enfoldige og indbildske Menneske.

✂ 35,13-16. Hvis dette... og Væsen.: Indsat i IC ca. 1876-78.

✂ 40,36. holde tilbage.: Herefter er i IC indføjet et Tillæg, som ikke er trykt i 1. Udg. (Originalen fra ca. 1876-78 i IB). Krieger har i Marginen skrevet: "Kasseret af Forf. 23. Jan. 1888". Det lyder: Lykkelig den unge Kvinde, der har, hvad den stakkels Jfr. V. i sin Ungdom havde manglet, et Hjem, hvor Gudsfrygt og Kjærlighed omslynger Familiebaandet, og en Moder, i hvis kjærlige Arme hun kan søge Raad, Trøst og Belæring mod denne Verdens Fristelser og Farer. Tak Gud, I Unge, som have Dette, og fordøm ikke, men beklag Den, hvem det ei blev forundt.

✂ Gode Engle vaage over et forladt Barn, der giver sig i Guds Haand! Omsider satte jeg atter Foden paa dansk Grund, og, Gud være lovet! lige saa uskyldig og uantastet af denne Omgivelse, som da jeg reiste ud.

✂ 42,9-10. tog Herman... og ledsagede: Indsat i IC ca. 1876-78 i Stedet for de opr. Ord: fulgte Herman.

✂ 45,30-31. vistnok i al Uskyldighed: Indsat i IC ca. 1876-78.

✂ 45,32. kysse os og kjæle for os: Ordene kysse os er i IC, formentligt af Fru Heiberg ca. 1876-78, sat i Stedet for: kysse og kramme os og brugte Gestus, som i høi Grad saarede min Følelse. A. D. J. har smst. tilføjet: og kjæle for os.

✂ 47,4-11. Det var... hos Tilskuerne.: Linierne Det var... overgivent Barn er indsat i IC med Blyant, men overstreget ca. 1876-78 og omkr. samme Tid atter indsat, med Tilføjelse af Ordene: og dog... hos Tilskuerne.

✂ 48,6. Til Forklaring af Fru Heibergs forskellige Ændringer af det oprindelige MSs Udtalelser om Fru Gyllembourg henvises til flg. Notits fra Tiden mellem Heibergs Død i 1860 og ca. 1876 (efter Krieger I, 122 vilde man gætte paa 1862) i Fru Heib. Ark. Læg: Tanker og Udkast: Skulde jeg dø, forinden jeg selv kan gjennemgaa mit Levnet, beder jeg, at man vil moderere de Udtryk, der kunde synes mindre kjærlige mod Heibergs Moder.

67

✂ 49,32. Paa samme... Leiligheder: Saaledes er Teksten i IC af A. D. J. ændret fra: Denne evige Forfølgen var mig yderst pinlig, thi hvor jeg var, Dag og Aften, kunde jeg være vis paa, at hans Blik fulgte mig.

✂ 49,39. end her.: Herefter er i IC, antageligt af A. D. J., overstreget: Havde disse speidende Blikke ikke forfulgt mig overalt, vilde en saadan Dag som denne ret have kunnet oplive mig, til hvilket jeg saa høiligt trængte.

✂ 54,17-19. - om end... godmodig Gaas: Saaledes er Teksten af A. D. J. i IC ændret fra:, men tillige bekjendt for at være en taktløs Gaas, dog ingenlunde af de godmodige Gæs. Det var en af de Damer, som man i Frankrig regner til demimonde, som i et fransk Stykke betegnes som Bomuldsfløiel.

✂ 54,26. bemærket Damens Adfærd: Saaledes er Teksten i IC, formentligt af A. D. J., ændret fra: bemærket Damens (om man forresten kan kalde hende saaledes) Adfærd.

✂ 54,40. uden Nytte.: Derefter er i IC overstreget, formentligt af A. D. J., efter Forslag af Andræ (Krieger har i Marginen skrevet: "Maa det ei udgaae?") nogle Linier, hvilke allerede Sille Beyer i sin Afskrift havde modificeret. I IA lyder de: At det var min Stilling ved Theatret, der stødte hende, kan jeg neppe tro; thi samme Dame stod selv i et meget bekjendt og intimt Forhold til en af vore Skuespillere. Saa det kan ikke have været Standen, der stødte hende, saa meget mindre som hendes egen Fader engang havde hørt til samme Stand.

✂ 55,28. slige Lege.: Herefter er i IA indskudt, men i IC efter Forslag af Hauch slettet: Den hele Festlighed denne Aften var forresten pragtfuld og yderst elegant indrettet. Forsamlingen bestod af Alt, hvad der havde nogen Anseelse i Selskabslivet. Vært og Værtinde viste mig en Opmærksomhed, der gjorde, at det øvrige Selskab fulgte deres Exempel, og hvor meget jeg end af en naturlig Beskedenheds-Følelse holdt mig tilbage, da jeg helst vilde have været en taus og ubemærket Tilskuerinde ved den hele Fest, saa drog man mig dog bestandigt ind i Centrum af Kredsen. Wulff omtalte mange Aar efter denne Fest og sagde da: "De staar altid for mig hin Aften i Deres hvide klare Kjole om den tynde, slanke Figur; De var saa bleg, men netop denne Bleghed stak forunderligt af mod de Andres blussende Kinder." Dette har jeg vist hørt ham sige hundrede Gange i Aarenes Løb.

✂ 56,4-5. blive anderledes.: Herefter er i IC overstreget efter Forslag af Andræ: Lige overfor os i Pilestræde boede en Kjøbmand, paa hvis Contoir der sad et ungt Menneske med et mørkt og trist Udseende; naar jeg da, indhyllet i mit Shawl, satte mig ved Vinduet og saae over paa denne unge bedrøvede Mand, tænkte jeg tidt: "Vi to Stakler have det ikke godt!" Hver Morgen gik jeg min vante Gang til Danseskolen med min Søster, i Angest for hende og hendes Sygdom; ved enhver uventet Bevægelse af hende gøs det i mig, thi jeg troede strax, det var Forløbere til det rædsomme Slag, som desværre indfandt sig hyppigere, jo ældre hun blev. Underligt var det, at medens jeg her hver Morgen gik min sørgelige Gang, nedtrykt paa Legeme og Sjæl, negligerende mit Ydre, med Øinene fæstede paa Brostenene, sad der en Mand oppe 68 i et Hus i Pilestræde nær ved vor Bolig - dette har jeg mange Aar efter erfaret af en Læge, som var min Ven - hver Morgen i sit Vindue for at se mig gaa forbi, og som leed i den Grad af en heftig Lidenskab for mig unge Barn, at min Ven, som var Læge hos ham og hans Fortrolige i denne Sag, havde sin fulde Hyre med at stille ham til Ro; og hver Dag maatte han gaa til ham for at tale med ham om mig og de Planer, som han lagde for at vinde mig, og som han atter forkastede. "Ofte, naar jeg om Formiddagen besøgte ham", fortalte min Ven, "var han i en Tilstand, som grænsede til Vanvid. De veed ikke", lagde han til, "hvad jeg har lidt med denne min begavede Ven for Deres Skyld. Jeg kunde ikke faa ham til at spise, ikke til at drikke, ikke til at klæde sig paa, endsige til at udføre de Forretninger, der paalaa ham som Embedsmand. En Dag," fortsatte han videre, "da han var i en Tilstand, som virkelig i høi Grad foruroligede mig, fik jeg med utrolig Møie og egen Opofrelse lokket ham til at kjøre ud med mig i Skoven, haabende at Luften skulde gjøre et velgjørende Indtryk paa ham; og mit Haab slog for saa vidt heller ikke feil; styrket og opmuntret kjørte han atter hjemad med mig; da vilde hans og min onde Skæbne, at vi netop skulde møde Dem, der kom kjørende med Deres Søskende og Herman, og nu var Alt tabt. Det Rygte, der gik, at De var forlovet med denne Mand, som han nu saae Dem kjøre med, gjorde ham rent rasende, han kom hjem i en ulykkelig Sjælstilstand, vilde atter forsøge paa at faa Adgang til Deres Forældre i Haab om muligt at vinde Dem, saa at De strax efter Deres Confirmation kunde forlade Theatret og da blive hans Hustru. Det nyttede ikke, at jeg foreholdt ham Deres Ungdom, at han var mange Aar ældre, at De ikke vilde forlade Theatret, at han ikke var i Besiddelse af et Ydre, der kunde fængsle en ung Pige etc. etc. Intet hjalp." - Senere i mit Liv har jeg mødt denne af mange agtede og begavede Mand og lært ham at kjende, uden at han nogensinde har anet, at jeg kjendte til hans tidligere Lidelseshistorie. Hvad er det dog for en Magt, der indgyder en saadan Følelse? Ja, dette Spørgsmaal vil vel til evige Tider blive ubesvaret. 1)

✂ 56,6-57,17. MIN HEMMELIGE... mig selv.: Indsat i IC i Tillæg (Originalen med Rettelser af Krieger i IB), der først er blevet til efter Udskydelsen i 1888 af Var. til S. 187,34-189,35.

✂ 58,22-28. Jeg forlod... mange Aar.: Indsat i IC i Tillæg. (Originalen fra ca. 1876-78 i IB).

✂ 62,25-26. hede, men velgjørende Taarer: Saaledes er Teksten i IC, ca. 1876-78 ændret fra: stille, men smertelige Taarer. Herefter er, paa Forslag af Andræ, overstreget: En Dag under mit Ophold paa dette Sted foregik der Noget i mig, der senere i høi Grad har vakt min Forundring, thi det viste mig, at der paa Bunden af min Sjæl vare Dæmoner, jeg maatte vogte mig for. Madam Wexschall havde et eneste Barn, en lille Pige paa 4 til 5 Aar. Dette Barn bidrog meget til min Lyksalighed; jeg kjælede for det, som for alle smaa Børn, og hun og jeg vare de bedste Venner. En Dag gik jeg ene *1) Hvad er... ubesvaret: Tilføjet af Fru Heiberg ca. 1876-78.69 med den lille Pige i det Tykke af Ermelundsskoven; da overfaldt mig en - hvad skal jeg kalde det - en ond og ubegribelig Lyst. Hendes Glæde og Latter blev mig paa een Gang imod, og jeg begyndte at skjende paa det stakkels Barn for Alt, hvad hun sagde og gjorde. Med stor Taalmod og Fromhed tog hun imod Alt, men netop dette var mig imod, og hendes Ro forøgede min Uro. Det forekom mig, at jeg ikke kunde komme til Ro, med mindre jeg saae hendes Taarer flyde. Dette vilde imidlertid aldeles ikke lykkes; mere og mere tirret ved hendes Ligegyldighed gjorde jeg det ene Forsøg efter det andet, snart løb jeg fra hende, snart skjendte jeg for ingen Ting, Intet hjalp. Som i en Slags Fortvivlelse greb jeg nu til det sidste Middel. Vi kom til en Skrænt, der førte ned til en dyb og mørk Kløft; næsten ude af mig selv tog jeg hende nu ved Haanden, løb i det stærkeste Trav ned i denne Fordybning, slap hende derpaa og ilede ene op paa Kanten. Dette var for meget for det arme Barn; hun gav sig nu til at skrige og græd, saa den ene Taare ikke biede paa den anden. I samme Øieblik veg min onde Dæmon fra mig, jeg kunde atter trække Veiret, løb ned og kyssede hende og trykkede hende op til mig og vidste ikke det Gode, jeg vilde og kunde gjort mod den Lille. Dybt skammede jeg mig over dette onde Anfald og gik hjem med de haardeste Bebreidelser og Samvittighedsnag over min slette Handling. Gud være lovet! Det var første og sidste Gang, jeg har følt noget saadant. Jeg grublede meget herover og tænkte, at en Djævel vist har maattet være i min Nærhed. Hver Gang jeg senere i mit Liv er kommet forbi dette mig uforglemmelige Sted i Skoven, har jeg altid følt mig uhyggeligt tilmode.

✂ 63,6-16. Stakkels... paa Scenen.: Indsat i IC i Tillæg (Originalen fra æ. 1876-78 i IB).

✂ 63,38. og Latter.: Herefter nogle Linier, som i IC er overstreget, maaske efter Forslag af Hauch. A. D. J. har i Marginen skrevet: "medtages", Linierne er dog atter overstreget, formentligt af ham selv. De lyder: Ogsaa Christian Winther fandt ofte Veien gjennem Skoven, rygende paa sin Cigar, til det venlige Ermelundshus. Han var en af Madam Wexschalls Beundrere, ligesom og den unge Pige, der nylig havde udfoldet sine Vinger, lod til at fængsle den unge flygtige Sanger. 1)

✂ 64,21. min Alder.: Herefter er i IC, øjensynligt efter Forslag af Andræ, overstreget: Men et Forsyn stod mig bi - thi det føler jeg med dyb Taknemmelighed - at kun ved dets Hjælp lykkedes det mig at modstaa hans Taarer, hans heftige Udbrud, hans Bønner og Løfter og slippe ren og ufordærvet ud af dette Forhold. 2)

✂ 64,38-65,7. Ene, uden... mig selv.: Indskudt i IA. Efter en Fader i L.3 er i IC, formentligt ca. 1876-78, atter slettet:, uden hvis Hjælp og Støtte vi havde været rent fortabte og givet til Pris for Mangel og Mishandling.

*1) Linierne Han var... flygtige Sanger er et Indskud i IA. *2) Linien og slippe... Forhold er antageligt slettet tidligere og saa stærkt overstreget, at den er ulæselig og her gengives efter IA. 70

✂ 65,7-10. Kun til... daglige Brød.": Indsat i IC i Tillæg (Originalen fra ca. 1876-78 i IB).

✂ 65,21-35. Min Fader... denne Følelse.: Indsat af A. D. J. i IC i Stedet for nogle Sider, som han har henlagt i det i Var. til I, 30,20-26 nævnte Læg. Disse Sider er meget gennemrettede ca. 1876-78 af Fru Heiberg (som antageligt i Forbindelse hermed har forfattet Indskuddet S.27, 38-29,34), senere under Paavirkning af Andræ, og endelig har A. D. J., sagtens ved Oplæsningen for Fru Heiberg i 1888, foretaget Ændringer. I den Form, hvori Fru Heiberg maa antages at have godkendt Trykning, lyder hele Stykket: Den omtalte Commodeskuffe, hvori hun gjemte sine ved Flid og Lykke sammensparede Skillinger, var nu Gjenstanden for min Faders høieste Vrede. En Dag udbrød han saaledes efter forgjæves at have forsøgt paa at aabne det gamle Møbel ved sine heftige Slag: "Jeg er Mand i Huset og vil være det! Var du en Kristenkvinde, saa vilde du have Ærbødighed for din Herre, saaledes som det er Skik hos os, men I Jøder have maaske en anden Skik, I leve jo kun for at skrabe Penge sammen!" Ved disse Ord sprang jeg forfærdet op fra min Krog, saae paa min Moder og paa ham og skjælvede over mit hele Legeme. Min Moders Udtryk ved disse hans Ord kan jeg aldrig glemme. Bleg og med funklende Øine, men tillige skamfuld svarede hun: "Det er første Gang, du har ladet mig Dette høre; det tilgiver jeg dig aldrig i mit Liv!" - Jeg vilde ikke tro mine egne Øren, thi virkelig havde vi Børn ikke mindste Anelse om, at vor Moder stammede fra dette Folk. Hun havde været adskilt - som jeg alt har fortalt - fra alle Sine fra sit tolvte Aar og stod ikke i mindste Berøring med den jødiske Kirke under sit Ophold i Danmark; jeg havde saa ofte hørt hende udtrykke sin Modbydelighed for Jøder, at Sligt aldrig var kommet i mine Tanker. For mig var denne Opdagelse Kilden til stor Sorg. En dyb Skam betog mig, og, jeg tilstaar min Svaghed, denne Følelse er jeg aldrig ret bleven Herre over; hvad vilde jeg ikke have givet for, at det ikke havde været saa.

✂ Efter at min Fader paa denne Maade havde rammet min Moder og saae Virkningen paa hende som paa os, var det, ligesom han med Et blev ædru og besindig. Han satte sig nu taus hen i en mørk Krog af Stuen. Hans Bryst bevægede sig stærkt, og jeg saae tydeligt, at han græd. Min Søster og jeg turde neppe drage Aande; men for denne Aften var der Stilstand. "Gaa og sov", sagde min Moder til os. Sove! Ak vi stakkels Børn! Haand i Haand, idet vi trykkede os kjærligt til hinanden, lagde vi de brændende Kinder paa Puden. Min lykkelige Søster sov hurtigt ind; jeg bad længe den gode Gud hjælpe mig og ikke forlade min syge Sjæl, hjælpe min stakkels Moder, tage sig af min ulykkelige Fader! Udmattet paa Sjæl og Legeme vaagnede jeg næste Morgen, idet mit første Spørgsmaal til mig selv var: Har du drømt alt dette, eller er det Virkelighed? I den oprindelige Form (i IA) lyder hele Stykket: Den omtalte Commodeskuffe, hvori hun gjemte sine ved Flid og Lykke sammensparede Skillinger, var nu Gjenstanden for min Faders Had og Raseri. Naar han derfor i sin berusede Tilstand gav sine frygtelige Optrin, da slog han med knyttet Haand i dette stakkels gamle Møbel, saa det rungede i Huset, og ethvert Slag 71
gik mig som et Stød igjennem Sjælen; ofte vare hans Hænder ganske hovne af disse Slag, og det undrede mig tidt, at den gamle Kasse holdt sammen og ikke splintredes i tusinde Stykker ved den Medfart, det var udsat for. I et af disse Optrin - som jeg ikke videre vil udmale - vare de begge komne i et saadant Raseri, at man maa have oplevet Sligt for at tro det muligt. Vi stakkels Børn sade og græd i en Krog af Angest og Forfærdelse. "Pengene hører mig til", raabte min Fader. "Jeg er Mand og vil være det; at jeg ogsaa skulde gaa hen og gifte mig med en saadan Jødetøs som dig, det var hele min Ulykke". Ved disse Ord sprang jeg forfærdet op fra min Krog, saae paa min Moder og paa ham og skjælvede over mit hele Legeme. Min Moders Udtryk kan jeg aldrig glemme ved disse Ord. Bleg, skjælvende, med funklende Øine, hvori Taarerne stode, halvt forlegen svarede hun: "Det er første Gang, at du har ladet mig dette høre, det tilgiver jeg dig aldrig i mit Liv, du falske Katholik, som har Christus paa Læberne og Satan i Hjertet". Jeg vilde ikke tro mine egne Øren, thi virkelig havde vi Børn ikke mindste Anelse om, at vor Moder stammede fra dette Folk. Hun havde været adskilt - som jeg alt har fortalt - fra alle Sine fra sit tolvte Aar, stod ikke i mindste Berøring med den jødiske Kirke under sit Ophold i Danmark. Jeg havde saa ofte hørt hende udtrykke sin Modbydelighed for Jøder, at Sligt aldrig var kommet indenfor mine Tanker. For mig var denne Opdagelse Kilden til stor Sorg. En dyb Skam betog mig, uden at jeg ret kunde gjøre mig Rede for, hvori den bestod, og jeg tilstaar min Svaghed, at denne Følelse er jeg aldrig ret blevet Herre over, og hvad vilde jeg ikke give for, at det ikke var saa. Hvor ofte har jeg i ældre Aar, da Christendommens velsignede Lære ret var gaaet op for mig, og i mig, takket Gud, at jeg som lille Barn ved Daaben var indskrevet i det christelige Samfund, takket ham for, at han ogsaa heri har holdt sin velsignende Haand over min Barndom. Rørende var min Moders Skamfuldhed over, at vi Børn vare blevne bekjendte med denne hendes Herkomst, og i senere Aar klagede hun ofte og sagde: "Jeg er ikke agtet af Eder, fordi jeg hører til dette Folk." Min Fader, som mærkede, at han nu havde truffet det Sted, hvor hun dybest kunde saares, gjentog nu ofte denne Maade at ramme hende paa, idet hun da til Gjengæld udskjældte ham for en katholsk Munk. Og virkelig vare de begge Typer for deres Religionsbekjendelse. Min Fader, der var en høi, velskabt, smuk Mand med et nobelt Udseende, var virkelig i Besiddelse af al den Romantik, som ofte i høi Grad hænger sammen med Udøvelsen af Katholicismen. Fremmede, som kun saae ham i hans gode Øieblikke, fik altid Godhed for ham; hans høflige og forekommende Væsen mod disse havde noget tiltrækkende; ogsaa var han i Besiddelse af mere Dannelse og Civilisation end min Moder. Han havde en naturlig Sans for Kunst, Musik, Poesi, og aldrig kunde jeg gjøre ham lykkeligere end ved at recitere et Digt for ham; da var han saa henrykt, at Taarerne løb ned ad hans Kinder. Der var noget généreux, som i Forening med hans Letsindighed gav ham noget - om jeg saa maa sige - fornemt, der klædte ham godt, men desuagtet - Gud bedre det - elske ham som et Barn bør elske sin Fader, kunde jeg ikke, dertil havde 72 han voldet mig for mange Sorger og bitre Timer. Min Moder var derimod i Besiddelse af alle de Fortrin, som ere hendes Nation egen. Arbeidsom, udholdende, nøisom i en utrolig Grad, snu og begavet, med høist ualmindelige Evner, som, hvis de vare blevne udviklede, vist kunde have gjort hende til noget Ualmindeligt. Ogsaa hun var i Besiddelse af poetisk Sans og hurtig Opfatningsevne i Forening med en mærkelig Hukommelse. Hun kunde erindre næsten hvert Ord, hendes afdøde Moder havde sagt til hende, uagtet hun kun var 9 Aar, da hun mistede hende, og ethvert af disse Ord og Formaninger gjemte hun i et trofast Sind. Hun var fuld af gamle Sagn, var uudtømmelig i at anføre Ordsprog paa rette Sted, som hun sagde, at hun alle havde fra sin Moder; fortalte Legender og romantiske Fortællinger fra Hjemmet, uagtet hun, da hun flygtede fra sit Hjem, var saa forsømt, at hun hverken kunde læse eller skrive, en Kunst hun heller aldrig senere kom efter; desuagtet fortalte hun os ofte sande og characteristiske Træk af Historien, som Gud maa vide, hvor hun havde fra. Havde et skarpt Blik for andre Mennesker og gjennemskuede dem med en Hurtighed, som var mærkelig, saa ikke Mange skulde kunne rose sig af at have narret hende; havde Forudanelser om meget, som vilde ske; var overordentlig livlig og bevægelig og havde sin eiendommelige Maade at udtrykke sig paa og havde altid Stof til livlig Samtale, var insinuant, naar hun ønskede at vinde Nogen for sine Interesser. Men hun var tillige i Besiddelse af mange af de Feil, som klæbe ved denne Nation. Der var en Mangel af Stolthed, noget udelicat, havesygt og megen Forfængelighed. Denne sidste Egenskab fik nu Næring ved mig og min Theaterære, som hun ikke kunde lade være at prale med. Jeg havde nu faaet noget Nyt at gruble over, noget Nyt at bære paa, noget Nyt, som jeg var skamfuld over, og som jeg ønskede at skjule for Alle. Herefter den Fortælling, som i omtrent samme Form findes S. 29,9-16.

✂ 65,36-66,28. Mange, mange... efter denne.: Indsat som Tillæg i IC (antageligt i 1880erne).

✂ 67,17-26. Imidlertid... unge Julie.: Indsat som Tillæg i IC (Originalen fra ca. 1876-78 i IB).

✂ 68,14. Amethyster: Herefter er i IC, vist af A. D. J., overstreget:, hvilket jeg endnu er i Besiddelse af,.

✂ 68,35-69,5. stakkels Barn: Herefter er i IC (efter Blækket at dømme ca. 1861 eller ca. 1872) overstreget:, og da jeg kom til det Sted i "Fadervor": Led os ikke i Fristelse! - da knugede jeg mine Hænder saa inderligt sammen, som om disse Ord havde faaet en ny Betydning for mig, og i mange Aar efter har jeg bestandigt ved disse Ord foldet dem fastere i min Aftenbøn." I Stedet er med samme Blæk indsat Ingemanns Vers. Noget senere (formentligt ca. 1876-78) er indskudt Linierne jeg bad... til Ro.

✂ 70,39-71,34. Iblandt de... eftergjøre.: Tillæg til IC, indskudt ca. 1876 -78; Originalen (i IB) er efter Blækket at dømme ældre.

✂ 72,24-28. En Kjendsgjerning... altid Noget.: Indskudt i IC ca. 1876-78.

73

✂ 72,37. Foran i IB blandt Udkast til Kapitelinddelingen med Kriegers Haand ligger en Lap, hvorpaa Fru Heiberg har skrevet: Kan Tiden mellem "Elverhøi"s Opførelse og Aarets Udgang forslaa til alt, hvad der i denne Tid fortælles at være foregaaet?

✂ 73,1.: Her var i IA tilføjet, men smst. overstreget: Andet Afsnit. Ungdommensamt Mottoet: Led os ikke i Fristelse.

✂ 74,26. sikker herpaa!": Herefter er i IC overstreget, øjensynligt efter Forslag af Hauch: Denne naturlige Beskedenhed hos mig gav mit Væsen en Ydmyghed, der forskaffede mig mange Venner og Veninder. Man fandt det smukt, at jeg kunde bevare denne Egenskab til Trods for Alt, hvad der blev gjort, dels fra Publikums Side, dels fra mine Venners, for at tilintetgjøre den.

✂ 75,2. aldrig opnaaede: Herefter er i IC overstreget efter Forslag af Andræ:; thi jeg var af Naturen mistroisk og stolede intet Øieblik paa Sandheden af hans Ord.

✂ 76,16. mine Taarer: Herefter er i IC, formentligt af A. D. J., overstreget:, der med en ustandselig Strøm fløde ned ad mine Kinder.

✂ 76,29. min Fortvivlelse: Saaledes er Teksten i IC ændret fra: mine Taarer, hvis Tilbagetrængen var nærved at knuge mit Bryst istykker.

✂ 76,39-40. han kunde jo være hendes Fader: Indsat i IC ca. 1876-78.

✂ 77,7. ud eller ind.: Herefter er ca. 1876-78 i IC overstreget: Min stakkels syge Søster havde maattet forlade Dansen paa Grund af sin ulykkelige Svaghed, der alt meer og meer tiltog. Min Moder haabede bestandigt, at det vilde fortage sig, og da skulde hun ligesom jeg bytte Dans med Skuespil; thi der maatte ingen Forskjel gjøres paa os To. Min Søster havde en smuk Syngestemme, og denne vilde nok hjælpe hende frem. Og virkelig tvivler jeg ikke paa, at denne Stemme i Forening med et velbygget Legeme og naturlig gode Evner kunde nok have banet den stakkels Pige en Vei, hvis hun ikke meer og meer var bleven svækket af de hyppige Slagtilfælde, der gjorde Alle bange for at være i hendes Nærhed. Alligevel var min Moder fast i sin Beslutning, at jeg ingen Adspredelse maatte deltage i, uden at hun var med og fik sin Del deraf. Dette var mig høist pinligt, baade af Godhed for hende, der saaledes skulde paanødes Andre, og fordi jeg var angest for at plage Fremmede med et af Sygdommens Udbrud. Hun selv følte ikke det Saarende i denne Tvang, men jeg des dybere. Til Fru Gyllembourg, Heibergs Moder, kom vi nu ideligt og ideligt, og hun lod lod os deltage i hver lille Fest, som blev holdt i hendes hyggelige Hjem. I dette Hjem havde jeg gjort Professor v. Schmidtens og Dr. Møhls Bekjendtskab, to udmærkede, aandrige og dannede Videnskabsmænd, hvis Omgang Alle satte stor Pris paa. En Dag, da min Søster og jeg vare hos Fru Gyllembourg, trak hun mig hen i en Krog af Stuen og sagde: "Om nogle Dage er det Schmidtens Fødselsdag; jeg har spurgt ham, hvad der mest kunde glæde ham paa denne Dag, og han svarede mig, om han maatte komme her til Middag med Møhl og et Par Venner til, og hvis jeg kunde udvirke, at du kom med, vilde han anse sin Fødselsdag som en Fest." Jeg lovede hende nu at komme, hvis jeg fik 74 Tilladelse dertil hjemme, men blev meget forlegen ved denne Anmodning, thi jeg forstod godt, hvorfor min Søster ikke maatte høre denne Indbydelse, og tænkte med Skræk: Hvad vil Moder sige dertil? Jeg fortalte da min Moder om denne Indbydelse til mig alene. Hun blev meget vred, sagde, det var en Indbildning af mig, og at min Søster skulde følge med som sædvanligt. "Lad mig da heller undskylde mig," bad jeg, "saa falder jo det Hele bort." Heller ikke hertil fik jeg Lov. "Du gaar," lød det bestemte Svar, "og tager din Søster med; Ingen vil dadle dig for, at du under din Søster de Fornøielser, du selv tager Del i." Mangel paa Delicatesse har altid været mig en Modbydelighed, og at jeg nu selv skulde gjøre mig skyldig heri, smertede og saarede mig dybt. "Enten maa jo Fru Gyllembourg," sagde jeg til mig selv, "anse mig for enfoldig, eftersom jeg ikke kunde forstaa, at denne Indbydelse gjaldt mig alene, eller hun maa synes, at jeg er udelicat og paatrængende." Min Moder var ubøielig, og vi gik da Begge den bestemte Dag pyntede til Schmidtens Fest - jeg med et usigelig tungt Hjerte. Da vi Begge traadte ind til Fru Gyllembourg, bemærkede jeg strax hendes Overraskelse. Heller ikke Heiberg formaaede at skjule sit Mishag. Med Sorg bemærkede jeg, at det zirlige Bord, som alt stod dækket, i al Stilhed blev dækket om til En til. Min Glæde var naturligvis fordærvet, og jeg havde en Følelse af, at jeg havde fordærvet alle de Andres med. Jeg fortæller kun dette Træk som et af de mange lignende, jeg led af, og som Bevis paa, hvor tungt det er, naar Barnet staar over Forældrene i Dannelse. Denne lille Begivenhed følte jeg saa dybt, at Erindringen derom mange, mange Aar efter fik Blodet til at stige mig i Hovedet, hver Gang vor Indtrædelse hos Fru Gyllembourg hin Dag kom mig i Tanke.

✂ 78,32-40. Ofte i... Isabella".: Indsat i IC i Tillæg ca. 1876-78. (Originalen i IB).

✂ 79,33. Endelig udeblev han nogle Dage, kom saa atter: Disse Ord er af A. D. J. indsat i IC i Stedet for flg. af Fru Heiberg ca. 1876-78 redigerede: Nogle Dage var han udeblevet, det ængstede mig. Endelig kom han en Aften. Den oprindelige Tekst har: Endelig kom han en Aften.

✂ 80,7-8. søsterlige Kjærtegn: Herefter er i IC overstreget:, klappede og kyssede hans Taarer bort.

✂ 80,10. mine Taarer.: Herefter er i IC overstreget, øjensynligt efter Forslag af Andræ: Ofte faldt han under denne Strøm af Taarer i Søvn, og jeg, udmattet af alt dette, sov da ogsaa paa min Skammel, med Hovedet støttet til Kanten af Sofaens Krog, indtil han angest og forvirret sprang op, takkede mig for min Deltagelse og gik bort.

✂ 80,13-14. mine og Hermans forviklede Forhold: IA havde opr.: disse Forhold.

✂ 80,17. aarlige: Dette Ord er indskudt i I A.

✂ 81,8. det skjulte et forfærdeligt Forsæt: Saaledes er Teksten i IC af A. D. J. ændret fra: en rædsommere Betydning laa heri.

✂ 81, 8. fattede jeg ikke.: Herefter har Sille Beyer i 1860-61, antageligt75ved en Forglemmelse, undladt i IC at afskrive: Han var saa sikker paa min Taushed, at det ikke engang faldt ham ind at paalægge mig den, og det behøvedes heller ikke. Efter fattede jeg ikke følger i IC et Stykke, som Andræ øjensynligt har ønsket skulde udgaa; Krieger har i Marginen skrevet: "bliver staaende"; det er dog slutteligt overstreget, antageligt af A. D. J. Det lyder: Aldeles vis paa, at jeg var den Eneste, for hvem han lettede sit beklemte Bryst, var denne Fortrolighed næsten for vægtig for mit unge Sind, skjønt jeg ikke ret 1) forstod dens hele Alvor og Vigtighed. Naar han nu atter forlod mig efter disse Besøg, gjaldt det at skjule alt Dette for mine Nærmeste, der ideligt kom med det Spørgsmaal: "Hvad er der iveien mellem dig og ham?" Naar han var gaaet, vaskede jeg mine af Graad ophovnede Øine med koldt Vand, for at det saa lidt som muligt skulde bemærkes, at jeg havde grædt. Disse fortvivlende Besøg gjentoges saa tidt, at det tilsidst syntes mig umuligt at udholde dem længer, saa træt og udmattet var jeg paa Sjæl og Legeme.

✂ 81,10-13. - et Samtykke... Samtykke hertil.: Indskudt i IA.

✂ 81,25. en af disse Aftener: Baade IA og IC har her: den sidste Aften. Ændringen i 1. Udg. skyldes A. D. J.s Korrekturrettelse eller Sætterfejl.

✂ 81,34. hans Mund: Herefter er i IC, antageligt af A. D. J., overstreget:; thi jeg saae ham aldrig mere efter denne Afsked.

✂ 81,37-82,6. Der er Taarer... hemmelige flyde.: Indsat i IC ca. 1876 -78, øjensynligt samtidigt med, at der efter at se. i L.36 er overstreget: Dagen efter flyttede jeg ind i det Wexschallske Hus.

✂ 82,13. hendes Villie.: Herefter er i IC overstreget, antageligt senere end 1878: Uendelig meget skyldte vi Herman i denne Retning; thi han mildnede efterhaanden ved sine sønlige Formaninger deres Sind og bragte ved sin hyppige Nærværelse en bedre Tone tilveie i vort Hus. Han klarede deres Begreber om, hvad der skikkede sig, for dem i Meget - Begreber, der vare yderst forvirrede hos dem begge.

✂ 83,2. sørgmodige Træk.: Herefter er i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: Af Spiritus nød han nu ikke mere end et bestemt Kvantum, som Lægen havde tilladt ham, men at dette kostede ham mere Overvindelse, end Nogen maaske drømte om, var godt at mærke.

✂ 83,2-5. Og saaledes... Brystbetændelse.: Disse Linier er indskudt i IA, hvad der antageligt har bevirket, at flg. Marginaltilføjelse senere i IA er forbigaaet i Sille Beyers Afskrift: Medens jeg under Indstuderingen af Nina fornyede mine Barndomserindringer paa Danseskolen, gik jeg ofte en tung Gang til mine Forældres Hus. Min Fader, der i de senere Aar var stille og resigneret, havde i et Aarstid været angrebet af en tærende Brystsyge, og hans Endeligt var let at forudse. Han taalte sine Lidelser fromt og var fattet paa Døden, bad min Moder tilgive sig og sov roligt hen d. 14. November 1834.

*1) ret er overstreget før det øvrige, vistnok af A. D. J., som maaske først har tænkt blot at slette dette Ord. 76

✂ 84,32-33. men jeg... mig over: Disse Ord har A. D. J. i IC indsat i Stedet for flg. Linier: men enten det nu var saa heldigt, at min Person ikke fandt Behag for hans Øine, eller jeg til Trods for den Forandring, der var foregaaet med mig, dog endnu til mit Held besad noget af dette Uudsigelige, der gjør, at Herrerne ikke vove noget Upassende, skal jeg ikke kunne sige, men vist er det, at jeg intet havde at kæmpe imod i denne Retning.

✂ 86,32-35. Jeg blev... mine Tanker.: Indskudt i IC ca. 1876-78.

✂ 87,5-10. Der er noget... saarede Mand.: Disse Linier er i IA udslettet med mange tætte Streger og umiddelbart efter skrevet igen næsten ordret enslydende.

✂ 87,32. som en Datter.: Herefter er i IC overstreget, vist af A. D. J.: Forholdet var saa ønskeligt som muligt. Hun var ligesom forelsket i den nu livsglade Pige, og hun har ofte til mig selv og til Andre i senere Aar beskrevet mig fra hin Tid paa en Maade, som var meget smigrende for mig.

✂ 88,11-12. vel nogle... jeg nu: Tilføjet i IC, senere end 1878.

✂ 88,13. Heiberg har... at kjende: Saaledes er Teksten i IC, efter Blækket at dømme samtidigt med den i Linie 11-12 omtalte Rettelse, ændret fra: for Heiberg har jeg først i senere Aar omtalt denne Episode af mit Barndomsliv; udførligt har dog ogsaa han først faaet en Forestilling derom.

✂ 89,18. Vens Skjæbne.: Herefter er i IC overstreget nogle Linier, formentligt fordi de kommer igen lidt senere i kortere Form (Krieger har i Marginen skrevet: "Kan udgaae - S. 186". Han sigter hermed til de Ytringer, som er trykt S.89,35-38). Linierne lyder i IC: Men tog jeg mig dette Budskab i Begyndelsen lettere, end jeg burde, da kan jeg med Sandhed sige, at Dag for Dag og Aar for Aar er min Sorg og min Taknemmelighed forøget ved Erindringen om denne Mands Godhed, Opofrelse og Kjærlighed for mig forladte Barn, der uden at have havt denne Støtte i mit sørgelige Hjem havde været uden Bistand og Forsvar imod Alt. Herefter er, ligeledes i IC, ca. 1876-78 stærkt overstreget: Der gik nu utallige Rygter om i Byen: at man havde fundet ham død med mit Portrait i Haanden - at mine Forældre vare Skyld i hans Ulykke, thi de havde levet paa hans Pung - at jeg af dem var solgt til ham etc. etc. At han ikke har havt mit Portrait i Haanden, da han dræbte sig, er jeg overbevist om; thi han havde selv en Sky for al Offentlighed i denne Sag; og hvad mine Forældre angaar, da skylder jeg Sandheden at erklære, at de aldrig nogensinde laante eller modtog Penge af ham. Dette kunde ikke sket mig uafvidende, og jeg mindes aldrig nogensinde at have bemærket Dette, saa jeg er fuldt og fast overbevist om, at dette er Usandhed. Sagen var ganske simpelt denne: Han havde smaa Indtægter, havde en Mængde Venner, som benyttede sig af hans gode Hjerte; han var passioneret for at give Foræringer til Alverden; var en kjærlig Søn, en god Broder og var nok ikke fri for at føre et lystigere Liv, end hans Pung rakte til. At de Gaver, han ydede min Søster og mig, have bidraget til at forøge hans Udgifter, er vel desværre saa, men aldrig er han blevet 77 anmodet om Noget af os, tvertimod gjorde jeg Alt for at hindre ham i at yde os disse Gaver, som jeg alt tidligere har fortalt. Man erfarede desuden efter hans Død, at den Sum, for hvilken han beskyldtes at have fravendt Etablissementet, kun var ringe, men at Contoirchefen, en Mand med ni Børn - der ligeledes berøvede sig selv Livet - var Hovedmanden i dette Underslæb.

✂ 89,20. Denne Kapsel: Herefter er i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: med mit Haar.

✂ 89,21. Søsters Haand: Herefter er i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: og er endnu i Besiddelse af.

✂ 89,35. Denne Søster... fortrolig Veninde.: Indskudt i IA, antageligt ca. 1858-59.

✂ 89,38. hans Salighed.: Herefter er i IC ca. 1876-78 overstreget: Jeg haaber vist og tror paa, at vi engang skulle mødes og række hinanden Haanden som Søskende og da forstaa hinanden og gjensidigt modtage hinandens Tilgivelse. Herudfor er, ligeledes ca. 1876-78, indføjet, men senere atter overstreget: Faa Dage efter Hermans Død berøvede den egentlige ansvarlige Embedsmand sig ligeledes Livet, og Flere mente, at denne var den egentlige Skyldige i det Underslæb, som man havde opdaget, og at Herman ved at berøve sig Livet havde i meer end een Henseende handlet overilet.

✂ 92,28. jo uværdigt.: Herefter er i IC overstreget, vist af Fru Heiberg selv: Lad ham ikke vide, at jeg har læst hans Brev; thi jeg skammer mig ved at give denne Mand et Afslag, som Hundreder af Piger vilde føle sig smigrede ved at tilhøre. Jeg har en inderlig Hengivenhed for ham, men da det aldrig er faldet mig ind, at han elskede mig, saa kan jeg jo ikke nu med Et give ham mit Ja. Ak, tal dog med ham!"

✂ 92,34-93,4. Hvis nogen... paa Afslaget.: Indsat ca. 1876-78 som Tillæg i IC (Originalen i IB).

✂ 93,11-14., og jeg vandt... Førstes Venskab: Indsat ca. 1876-78 i IC i Stedet for flg. Parti:. Unge Damer ved Theatret have altid en stor Tillokkelse for unge Herrer; det var derfor ikke saa underligt, at disse To skjænkede mig en Opmærksomhed, der var større end sædvanligt. Jeg modtog deres Kur med al en ung Piges overgivne Koketteri, men ogsaa med en uskyldig Piges Tilbageholdenhed; saa disse Herrer ikke kom et Skridt videre med deres Hylding, end tilladt var. Den ene af disse: Hr. H., en ungdommelig Fusentast, spurgte mig en Eftermiddag i en høitidelig Tone, om jeg raadede ham til af alle Kræfter at ile med at faa sin Embedsexamen, da vilde han læse Dag og Nat og saa komme tilbage til Kjøbenhavn. I min Overgivenhed brast jeg i Latter og sagde: "Jeg raader Dem til at læse af alle Kræfter; det kan aldrig skade at have sin Examen", og dermed løb jeg leende ud ad Døren. I flere Dage efter denne Samtale indfandt han sig med et mut og fortrædeligt Ansigt. Hr. S.s Godhed for mig var stillere og derfor dybere. Denne Mands Hengivenhed for mig tog i Aarenes Løb den Retning, som er den mest smigrende for en Kvinde, nemlig at en saadan Følelse gaar 78 over til et virkeligt Venskab, som Tid og Afstand ikke formaar at kølne. I 30 Aar 1) har denne Mand nu været min Ven, og aldrig besøgte han Kjøbenhavn, som næsten skete hvert Aar, uden at besøge mig og forsikre mig om sit uforandrede Venskab og sin Hengivenhed.

✂ 93,39. hengav mig til mine blaa Længsler: Saaledes har A. D. J. i IC forkortet Teksten fra: mine blaa Længsler frembragte en Vemod, en ubeskrivelig, og stille velgjørende Taarer randt længe ned ad mine Kinder.

✂ 94,35-37. Fra Fru... norske Reise.: Indsat i IC sammen med flg. senere overstregede Ord: Her hendes Breve, som jeg undser mig at meddele, og naar jeg alligevel gjør det, da er det, for at man kan se den gamle elskværdige Venindes Tone mod en ung 17 Aars Pige.

✂ 100,22. hans Tunge.: Herefter i IC overstreget: Jeg har aldrig kunnet fortænke Nogen i, der ikke kjendte ham til Bunden, at de fæstede Lid til hans Tale, thi han var i Besiddelse af en saa varm Begeistrings Veltalenhed ved slige Leiligheder, at den bestak Alle, der ikke kjendte ham nøiere. Dersom denne Mand havde været besindig, snu, beregnet - dersom han havde havt Udholdenhed til at forstille sig i Længden, vilde han have været overordentlig farlig, men til Lykke behøvedes ikke megen Skarpsindighed for at gjennemskue ham.

✂ 102,10-12. Jeg vil ikke... nok af dem: Indsat i IC ca. 1876-78 i Stedet for flg. overstregede Parti: Jeg kunde godt mærke, at han blev beroliget og glad ved denne Oplysning; men Historien var fortalt, og der var Nok, som fandt Behag i at tro den. Mig gik alt Sligt paa en barnagtig Maade til Hjerte. Mit tunge Sind syntes vel at have maattet vige for en Retning, som man behagede at kalde Koketteri, men som i Virkeligheden kun var den første Ungdoms Overmod og et befriet Sinds glade Stemning; thi ingen Beregning paa at gjøre Erobringer, end sige paa at erobre en virkelig Beiler, laa til Grund herfor. En virkelig Beiler havde jeg Skræk for og flyede, saa snart jeg troede at opdage en saadan.

✂ Kort efter denne Begivenhed hændte en anden, som gjorde en saa latterlig Opsigt, at Rygtet derom endogsaa naaede til Kjøbenhavn, hvorfra man i Breve til mig bad om en Forklaring. Sagen var denne: Vi bleve Alle en skjøn Sommerdag indbudne til en Fest paa Landet hos en høitstaaende Familie. Naturen var henrivende smuk her, som overalt omkring Christiania; Selskabet var stort og udsøgt, og Alle vare i den gladeste Stemning. Efter Middagsbordet foreslog Værtinden Damerne, hvis de havde Lyst, at foretage en lille Ridetur. Heste, Damesadler og Alt fandtes til dette Brug. Flere af Damerne, deriblandt Madam Wexschall og jeg satte os da til Hest, hver ledsagede af en ridende Herre. En mig aldeles ubekjendt Mand blev min Ledsager. Efter at vi havde tilbagelagt et godt Stykke Vei, foreslog han mig at ride op paa en Høi i Nærheden, hvorfra man havde en henrivende Udsigt. Med Glæde tog jeg imod dette Tilbud. Da vi havde redet en Stund, og Høien endnu ikke var at se, gjorde jeg vel Indvendinger, ytrede, at den vist var for *1) Denne Tidsangivelse maa være unøjagtig. 79 langt borte, og at jeg frygtede, de Andre ventede paa mig. Han forsikrede, at vi strax vare ved den, og siden vi dog alt vare komne saa langt, var det altfor kjedeligt at opgive vort Maal. Jeg syntes det Samme og sad med Glæde paa det smukke Dyrs Ryg i den deilige Eftermiddags Belysning. Jeg erindrer ikke mere, om vi virkelig kom op paa den omtalte Høi, kun det erindrer jeg, at Hjemveien forekom mig endnu længere end Udveien. Om samme Herre med Villie havde forlænget Veien hjemad, skal jeg ikke kunne sige, da jeg aldrig før havde været paa disse Steder, men det varede rigtignok en Stund, inden vi atter naaede tilbage til Selskabet. Vi havde vel omtrent været borte en Time eller halvanden. Ved min Indtrædelse i en af de store Sale, hvor Selskabet nu befandt sig og nød Forfriskninger, mærkede jeg strax, at Ansigterne paa mit Reiseselskab vare noget forstemte, især Madam Wexschalls. Da hun og jeg atter sade i Vognen for at kjøre hjem, bebreidede hun mig min Opførsel. "Min Gud!" svarede jeg, "hvad kunde jeg herfor? Var jeg ikke nødt til at ride den Vei, han førte mig? Jeg foreholdt ham flere Gange, at vi maatte vende om, men jeg kunde dog ikke ride alene tilbage, da jeg hverken kjendte Vei eller Sti." At det havde moret mig at ride, kan jeg ikke negte, og det faldt mig ikke ind, at man vilde lægge nogen styg Betydning i denne Morskab. Dagen efter var denne - som mig endnu synes - ubetydelige Historie hele Byen rundt, forskjønnet og forbedret. Man fortalte, at jeg hele Dagen havde været borte med denne Herre, der friede til mig; hvilket vist aldrig var kommet inden for samme Herres Tanker, da det var første Gang han talte med mig. Op ad Dagen kom atter Hr. S. og bebreidede mig det Passerede. Nu blev jeg vred og sagde, at det jo slet ikke kom ham ved, men ifald han ønskede at kjende den rette Sandhed om, hvad der var passeret, kunde han henvende sig til Mad. W., som da vilde give ham fuldstændig Oplysning. Denne Historie naaede, som sagt, til Kjøbenhavn. Det hed der, at jeg var flygtet bort med en Officer (nu var han bleven Officer - jeg tror forresten, at det var en Jurist) og havde været borte i otte Dage. En Dame ved det kjøbenhavnske Theater havde mødt Heiberg paa Gaden og der fortalt ham den gruelige Nyhed.

✂ 102,38-103,14. Jeg kan... bløde Folder.: Indsat i IC som Tillæg (Originalen fra ca. 1876-78 i IB).

✂ 104,8. hos Kvinden.: Herefter er i IC overstreget efter Forslag af Krieger: Dette føle Nordmændene maaske 1) selv, og vi danske Kvinder behage dem vel 1) især ved vort bløde Tungemaal. Der er Ord, som det formeligt er farligt for dem at høre os udtale, f. Ex. naar vi spørgsmaalsvis bruge Ordet: "Ikke?", der forekommer dem at klinge saa blidt og naivt, at de blive ganske henrykte derved.

✂ 104,27. en Elefant.: Herefter er i IC ca. 1876-78 overstreget: Ja, for at man kan faa et Begreb om, hvor vidt denne Sladder gik, vil jeg anføre Dette: Jeg har alt engang omtalt, at jeg var en stor Syerske og udførte alt kvindeligt Arbeide med Lyst og Lethed. Saaledes havde jeg broderet mig *1) Ordet er indføjet af Krieger.80 Garneringen til en Kjole, som jeg pyntede mig med paa en Aftenunderholdning, hvor jeg fremsagde et Digt. Denne Kjole gjorde en saadan Opsigt, at min faderlige Ven, Collin, kaldte mig til sig og paa sin milde, hjertelige Maade spurgte mig, om jeg ikke nok vilde sige ham, hvorfra jeg havde denne Kjole, da Byen talte om Alleslags. Forundret hørte jeg paa ham og svarede, at jeg selv havde syet den, hvilket Madam W. kunde bevidne. Rørt klappede han mig paa Kinden og sagde: "Jeg tror dig, min egen kjære Hanne! Bryd dig ikke om, hvad jeg har sagt." Da jeg kom hjem, fortalte jeg Madam W. denne besynderlige Samtale og bad hende tale med Collin for at faa at vide, hvad Dette havde at betyde. Faa Dage efter fortalte hun mig, at Collin havde sagt hende, der gik det Rygte, at en fornem og anset Mand havde lagt an paa at vinde mig, og at det var fra ham, jeg havde denne Pragt. "Jeg sagde Collin," vedblev hun, "at der ikke var Skygge af Sandhed heri, at du var en lille Hex i at sy, og at den hele Stads havde kostet dig faa Rigsdaler til det klare Tøi, hvorpaa Broderiet var anbragt". Hvad det var for en Mand. der lagde an paa at kjøbe mig, har jeg aldrig erfaret, og han har rimeligvis slet ikke været til.

✂ 104,31. (Nu veed... Valg.): Indsat i IC ca. 1876-78.

✂ 106,27. for ham.: Herefter stod opr. flg. i IA stærkt overstregede Linier: Jeg havde tillige den Sorg, at man fandt, at mit Spil i den senere Tid var mattere end ellers, og dette var vist sandt, thi man gaar altid tilbage i en Kunst, naar vort Sind er betynget og ude af sin Ligevægt.

✂ 106,39-107,19. Mange Mennesker... Kjærlighed!: Indsat i IC som Tillæg (Originalen fra ca. 1876-78 i IB).

✂ 108,9-39. De fleste... uundværlig.: Indsat i IC som Tillæg (Originalen fra ca. 1876-78 i IB).

✂ 110,32. præsenterede sig: Herefter i IC overstreget, vist efter Forslag af Hauch, et Stykke om Fru Heibergs første Sammenstød med Andrea Møller, med hvem hun i Barndommen havde samvirket ved Balletten. Det var den Aften "Prindsesse Isabella" første Gang opførtes, og hvor Andrea Møller havde en lille Dans at udføre. De benyttede her samme Paaklædningsværelse, og Andrea Møller optraadte meget affejende, øjensynligt for at vise, at hun indtog en lige saa betydende Stilling ved Theatret som Jfr. Pätges, hvilket denne var meget villig til at erkende. - Herefter er fulgt et Tillæg fra ca. 1876-78 (i B: Manusk.), paa hvilket Krieger har skrevet: "Betragtningerne om de Blonde udelades her, da Partiet om Andrea bortfalder". Tillægget indledes med flg. Linier: og dog kunde denne lille blonde Skabning paa Scenen med sine blaa Dueøine se ud som den uskyldigste Engel. Dernæst følger de samme Betragtninger om Blondiner og Brunetter som i Var. til II, 293,25.

✂ 112,20-21. - hvis rørende... Tiden bragte -: Indskudt i I A.

✂ 112,23. stor: Er indsat i IC (vist af Hauch) i Stedet for: sværmerisk.

✂ 113,2. taknemmelig derfor: Herefter er i IC slettet, antageligt fordi81Anna Nielsen i Mellemtiden var død:, og vilde kun ønske, at jeg en Gang i Gjerningen kunde faa Leilighed til at vise hende det.

✂ 213,31-32. min Fremtids Lykke: Saaledes er Teksten i IC af A. D. J. rettet fra: Lykke for mit øvrige Liv.

✂ 114,5-19. Dog, tænker... var muligt.: Indskudt i IA.

✂ 115,19. største Pine.: Herefter i IC et Parti, som først synes at være bestemt til at udgaa, idet det er overstreget, noget ca. 1876-78, andet senere (efter Andræs og Hauchs Forslag). Det er dog paategnet af A. D. J. "medtages", men ikke desto mindre udeladt i 1. Udg. og henlagt i det i Var. til I, S. 30,20-26 omtalte Læg. Det lyder: Her sade vi To nu sammen, jeg i travl Virksomhed med mit Sytøi og drog min Aande saa tungt, saa tungt - han for det meste taus, kun nikkende nu og da til mig, naar mit Blik faldt paa ham. Mit Hjerte isnede i mit Bryst ved disse Sammenkomster, og min Opmærksomhed var kun henvendt paa Taarnuhret, der slog hvert Kvarter, og for hvert Kvarter det slog - Mellemrummet syntes mig en Evighed - følte jeg mig lettere og lettere. Kom nu Øieblikket, da han brød op for at gaa, viste jeg ham min Taknemmelighed derfor ved at sige ham venligt Farvel. Naar han saa var borte, overlod jeg mig snart til Selvbebreidelser over min Uret imod ham, der syntes at hænge ved mig med saa megen Godhed; snart fløde de bitreste Taarer fra mit beklemte Bryst, og ideligt spurgte jeg mig selv: Hvorledes skal dog dette ende? Hvad der nu gjorde hans Besøg dobbelt pinlige, var, at jeg her sad ene med ham, medens jeg hos Wexschalls for det meste saae ham i Forening med Andre, saa det Trykkende i hans Underholdning ikke blev slet saa føleligt og uudholdeligt. Naar vi spadserede sammen, var hans Taushed atter nærved at kvæle mig. Jeg udfandt da et Middel for at raade Bod herpaa; jeg læste en eller anden Novelle eller Historie umiddelbart inden Spadsereturen, kun i den Hensigt at bruge den til at kaste i det Gab af Tid, som Spadsereturen medtog. Midlet viste sig probat, og Tiden gik paa denne Maade nogenlunde hen, uden at jeg følte Trykket altfor stærkt.

✂ Det er en forunderlig Egenskab: at være kjedsommelig. Dette Menneske havde studeret, inden han gik til Theatret, var virkelig dannet, havde læst meget, saa vel af vor egen som af fremmed Litteratur, var god og human og af milde Sæder, var meget musikalsk og sang godt. var ung og smuk og af en redelig Character - hvori ligger det da, naar et Menneske med saa mange gode Egenskaber og Evner alligevel udbreder en Kjedsommelighed over Alt og Alle, der befinde sig i hans Nærhed? Thi ikke paa mig alene, men paa Alle udøvede hans Nærværelse denne trykkende Virkning. Mon ikke i, at der hos saadanne Mennesker er en Stillestaaen i Sjælen, en Mangel af digterisk Phantasi - ikke med Hensyn til at levere Digterværker, men digterisk i Henseende til Øieblikkets Stemning, hvor Sjælen med Lethed og Phantasi bevæger sig i Øieblikkets Thema, saa at man i Tankernes Udvexlen, ligesom i Fjerboldspillet, kaster Bolden tilbage i rette Tid - thi falder denne atter og atter til Jorden, saa at man uafladeligt skal begynde Spillet forfra, da 82 trættes man og kjedes ved Spillet og hører hurtigt op. I de "kjedelige" Menneskers Conversation falder netop enhver Tanke strax til Jorden, uden at der af den udspindes en Fortsættelse, som gjør en Gjenfortsættelse mulig. 116,19-20. men jeg... Fortvivlelse: Saaledes er Teksten i IC ca. 1876 -78 ændret fra: og derfor gøs jeg tilbage.

✂ 116,21. til Dag: Herefter i IC paa Andræs Forslag overstreget:; thi hvergang jeg besluttede at udtale mig for ham, var en uhyre Hjertebanken Alt, hvad jeg fik ud deraf, men intet Resultat. Imidlertid gjorde jeg mig mindre Umage for at skjule min Kulde imod ham, hvilket satte ham i større og større Uro. Mit Forsæt blev ogsaa opsat, dels ved min Virksomhed ved Theatret, dels ved snart en, snart en anden lille Omstændighed, som tvang mig til at oppebie et roligt Øieblik, hvori jeg følte Kraft og Tid til at kaste mig ind i denne private Sorg, som jeg forudsaae vilde optage min hele Tanke. Jeg gyste for at skulle udsætte mig for alt Dette, paa samme Tid som jeg maatte være parat til at spille, saa ofte det krævedes af mig.

✂ 116,35-39., sagde, at... satte mig: Indføjet i IA.

✂ 117,7-8. Andres Munterhed.: Herefter i IC, formentligt 1876-78, overstreget: Min Forlovede, der i den sidste Tid led over min Kulde imod ham, var saaledes den Eneste, der paa Reisen var forstemt og vranten. Efter Forestillingen, da vi alt vare gaaede til Ro, blev der banket paa min Kammerdør, og jeg hørte Phisters Stemme, der spurgte, om jeg alt var i Seng - hvis ikke, om han da kunde faa mig i Tale? Jeg kastede i en Fart en Kjole paa, thi jeg anede, at det ikke var for Intet, han paa denne Tid ønskede mig i Tale. Han meddelte mig nu, at min Forlovede, med hvem han delte Kammer, i flere Timer havde ligget i Feberphantasier, at han uophørligt raabte paa mit Navn, og var ikke til at berolige. Han bad mig, om jeg ikke et Øieblik vilde gaa over til ham, da dette vist var det Eneste, der kunde trøste ham og stille ham tilfreds. Med et tungt Hjerte fulgte jeg med Phister og fandt ham i denne uhyggelige Tilstand. Da jeg havde været der noget, blev han ganske rolig, og hans forvirrede Tale ophørte. Jeg gik nu atter over i mit Kammer, idet Phister lovede at staa ham bi Resten af Natten. At Phister tog denne Scene fra den comiske Side, falder af sig selv, og han fortalte den i senere Aar med en Del Tilsætninger, som vare morsomme paa Sandhedens Bekostning. Jeg havde ondt ved at falde i Søvn den øvrige Nat, da den mindste Lyd skræmmede mig op. af Frygt for at jeg atter skulde blive kaldt til ham, hvilket dog ikke skete. Dagen efter var han bedre, og vi reiste atter hjem fra denne halvt lystige og halvt triste Tur.

✂ 117,11-12. hvis Tanker... at sætte: Saaledes er Teksten i IC ca. 1876 -78 rettet fra: som Overskou efter hendes Opfordring og efter hendes Fortælling havde sat.

✂ 119,25-31. Ak, hvor... een Gang.: Indsat i IA ligesom flg. i IC, vel af A. D. J., slettede Linier: I hin Periode saae man fremad gjennem Phantasien, og nu ser man atter gjennem Phantasien tilbage.

83

✂ 122,22-24., hvorpaa var... min Besiddelse: Disse Ord er i IC indføjede senere end 1878.

✂ 122,26. Blomster: Herefter er i IB, delvis efter Forslag af Andræ, overstreget eller bortklippet et Parti, der, naar det manglende suppleres efter IA, lyder:, hvorfor han fik Ord for at være forelsket i mig, uagtet jeg tror, at hans Tanker vare beskæftigede med en ganske anden Gjenstand. Iblandt mine talrige Tilbedere var der et ungt Menneske, der forfulgte mig som min Skygge. Vi boede, som jeg alt har fortalt, paa Christianshavn, Brogaden Nr. 3, ligeoverfor det Sted, hvor mine Forældre havde boet, og hvor jeg første Gang saae Harboe. Leiligheden derovre havde nu en Conditor og Billardholder, og der sad fra Morgen til Aften dette unge Menneske og saae over til os. Gik jeg ud, fulgte han i Afstand efter; kjørte jeg til og fra Theatret, ledsagede han Vognen, snart i Afstand, snart ganske nær; holdt Vognen ved Porten, stod han der; kjørte jeg til og fra Selskab, mødte mit skarpe Syn altid hans Skikkelse, kort sagt, hvad Harboe i hine Tider plagede mig med, gjentog sig atter her, og dette vedblev, saa længe vi boede i Brogaden og varede 7 til 8 Aar, indtil vi til hans Lykke flyttede et Sted hen, hvor han ikke ligeoverfor kunde iagttage ethvert af mine Skridt. Ideligt sendte han mig Breve, Vers og Blomster. Jeg har aldrig talt med denne Mand, der truedes med rent at gaa tilgrunde ved denne Passion for mig. Da han endelig opgav denne Beskæftigelse med min Person, erfarede jeg med Glæde, at han efterhaanden kom ind i en Virksomhed, hvor man satte Pris paa ham og hans Evner. Forunderligt er det, at jeg hele mit Liv, baade før og efter ham, saaledes har været forfulgt, snart af En, snart af en Anden; og en saadan stadig Følgen efter mig tidligt og sildigt lod til at høre til min Bestemmelse. Ofte have disse Følgesvende ængstet mig, naar jeg pludseligt opdagede dem paa ensomme Steder; ja, det Forunderligste er, at imellem disse har der undertiden været Damer, der med samme Udholdenhed have fulgt mig, hvor jeg saa gik og stod. Og disse pinte mig om muligt endnu mere, da jeg fandt det saa unaturligt og uhyggeligt. Ofte prøvede jeg paa at skræmme dem bort med et vredt Blik, men Intet hjalp. Ofte besluttede jeg at tale til dem og bede dem forskaane mig for denne ængstelige Følgen; men kom Øieblikket, havde jeg dog aldrig Mod dertil; saa der var intet Andet for end med Taalmodighed at finde sig deri, hvor tungt det end faldt mig. Undertiden fik jeg Breve, hvori man truede med at berøve sig Livet, ifald jeg ikke skjænkede Vedkommende en Samtale; undertiden igjen Breve, hvori man takkede mig, fordi jeg ved mit Spil havde forandret en saadan Beslutning og givet Vedkommende et bedre og skjønnere Syn paa Livet. En tysk Herre skrev mig engang en lang Trosbekjendelse om sit foregaaende letfærdige Liv. Han skrev, at da han en Aften slentrede over Kongens Nytorv og ikke vidste, hvor han skulde gjøre af sig selv, besluttede han i sin Livskede at gaa ind i Theatret - en Forlystelse han hidtil ikke havde taget Del i. Han havde da set mig spille i "Et Feiltrin". Dette havde gjort en saadan Virkning paa ham, at han gik bort fra Theatret med nye og gode Forsætter 84 for sit øvrige Liv. Han havde fra dette Øieblik af ophørt med sit forrige ryggesløse Levnet, havde atter taget fat paa sine Studier, og den eneste Adspredelse fra disse var nu jævnligt at besøge Theatret, hvorfra han hver Gang hentede nye Kræfter til at fortsætte sine gode Hensigter med en forandret Livsplan. Det var ham derfor en Trang, nu flere Aar efter, at takke mig som den, der havde frelst ham. Brevet var underskrevet med hans fulde Navn, og jeg hørte gjennem Andre, at der fandtes virkelig en saadan Person, og at han overalt var uudtømmelig i min Roes og tillagde mig alle mulige gode Egenskaber. Personlig var og blev jeg ham ubekjendt. Af alle disse Skriverier, hvis Antal vilde forekomme de Fleste utroligt, tog jeg naturligvis ingen Notits. Ofte, naar jeg var utilfreds med mig selv, kom disse begeistrede Breve, hvori jeg rostes for Fuldkommenheder, som jeg kun altfor dybt følte, at jeg manglede, og de forekom mig da som en bitter Ironi, hvori der laa en Braad, som Brevskriveren ikke anede. De pyntede mig i deres Phantasi med alle de Fortrin, som jeg selv sukkede over, at de vare mig neglede; og fortrædelig herover gjemte jeg Brevene, uden at Nogen fik dem at se. Det manglede heller ikke paa Personer, der havde vidst at skaffe sig Adgang til vor Kreds i Hensigter, som just ikke vare de reneste. Jeg gjennemskuede hurtigt og let disse Hensigter og lo ad dem i mit stille Sind. Min tidligere Melancholi var trængt tilbage, og et Skjælmeri traadt istedet, der hjalp mig udover al den Sentimentalitet, som min sunde Natur ingen Smag fandt i. Mange gjorde nu deraf den Slutning, at jeg af Naturen maatte være kold, eftersom jeg kunde modstaa alle disse Bestræbelser for at vække Følelser hos mig, som, hvis de vare blevne vakte, Verden vilde været hurtig til at fordømme uden Barmhjertighed. Mange latterlige Scener dukke i dette Øieblik op i min Erindring. Jeg mindes en ældre, meget høitstaaende Mand, Grev R.1), der ofte besøgte os, især paa den Tid, hvor han troede at træffe mig ene, og i en comisk Grad uleiligede sig for at vinde min Gunst. En Dag, da han havde præsideret ved en festlig Leilighed, holdt hans pragtfulde Equipage udenfor min Dør. Han traadte ind til mig pyntet paa det skjønneste med hvide Silkestrømper, Sko, Knæbenklæder og med Brystet fuldt af alle de Ordener, som et Bryst kan bære; det var tydeligt, at han havde haabet, dette Syn skulde gjøre Indtryk paa mit unge Hjerte. Han satte sig hos mig i Sofaen og antog en saa kjælen Tone, at jeg uvilkaarligt rykkede mig længere og længere fra ham. Hans rørende Tale blev mødt fra min Side med Ironi og Kulde - den bitreste Medicin mod al Kjærlighed. Da han derfor tilsidst mismodigt brød op og forlod min Stue og lukkede Døren efter sig, støttede jeg mig skoggerleende til Dørstolpen over denne hele comiske Scene, hvori samme Herre med sin Pynt og sin Kur havde spillet en saa naragtig Rolle. I min Latter blandede sig dog ogsaa en Indignation over de Tanker, som denne Herre havde vovet at nære om mig, og kun hans ydmygende Bortgang og hans Nederlag trøstede mig over disse Tanker, som jeg haabede, efter dette Optrin, havde taget en anden Retning mig angaaende.

*1) Antageligt Geheimestatsminister Grev A. C. P. Rantzau til Breitenburg (1773-1845). Sml. Var. til S. 176, 10-29. 85

✂ Man vil maaske udbryde efter at have læst dette: Ja, der ser man, hvilke Fristelser et Fruentimmer er udsat for i denne Stilling! Hertil vil jeg svare: Hvilket Fruentimmer, især i de høiere Klasser, møder ikke lignende Fristelser? Og slige uværdige Angreb ere dog i Grunden ingen Fristelser undtagen for Den, der i hvilket som helst Forhold, hvori hun var stillet i Livet, vilde faa Leilighed til at bukke under, ifald ikke en høiere moralsk Kraft holdt hende oppe. Nei, der gives andre for Personligheden dræbende Fristelser i Udøvelsen af en Virksomhed ved Theatret, Fristelser af en saa sjælelig Natur, at man maa gyse tilbage for dem.

✂ 123,11-17. Maaske... Sandhed.: Indsat i IC ca. 1876-78.

✂ 123,32-124,9. Alt, hvad... trofaste Broder.": Dette Parti er i IC indsat, dels af Fru Heiberg (formentligt ca. 1876-78), dels af Hauch i Stedet for følgende overstregede:, at jeg barnagtigt havde ladet mig paavirke af Andres Omdømme og af den megen Tale om, at jeg burde træffe et Valg, og at jeg da med en utilgivelig Letsindighed og uden ret at prøve, af hvilken Art mine Følelser for ham vare, var kommet hans Ønsker imøde. Med søsterlig Venlighed og Ømhed bad jeg ham nu tilgive mig min Uret; jeg sagde ham, at den Godhed, den Agtelse, jeg i Sandhed nærede for ham, ikke var af den Natur, at man kunde bygge et helt Samliv derpaa. Mild og from, som han var, hørte han paa mig, medens Taarerne trillede ned ad hans Kinder. "Lad os skilles som Venner!" bad jeg ham inderligt. "Det har altid forekommet mig saa stygt, saa raat, at Mennesker, som en Tid have levet sammen i et saadant Forhold, skilles som Fjender. Lad mig beholde din Ring og behold ogsaa min til Erindring om et Venskab, som fra nu af skal indtræde imellem os. Og skal den end ikke mere sidde paa vore Fingre, for at Alle skulle kjende dette Venskab, saa lad den i et Gjemme, skjult for Alle, være et Minde om, at vi forlode hinanden med Mildhed og Tilgivelse. Ræk mig venligt din Haand", vedblev jeg, "naar vi herefter mødes, til Tegn paa, at du har tilgivet mig og ikke i Fremtiden vil unddrage mig dit Venskab." Alt dette lovede han mig kjærligt og mildt og sagde, at han dog aldrig vilde have følt sig lykkelig, naar han troede, at jeg ikke var det. Hans Taarer afbrøde ham ideligt, saa at han blot kunde tvinge enkelte Ord frem, hvorimod Ordene let og rigt stode til min Tjeneste i dette afgjørende Øieblik. Kjærligt og inderligt skiltes vi ad, kjærligere end nogensinde, som dette hans Svar paa et Brev, jeg Dagen efter sendte ham, kan bevidne. Det gode, forsonlige Menneskes Brev lød saaledes 1):

✂ Min inderlig elskede Søster!
Tilgiv mig, at jeg ikke igaar kunde svare Dig, men saa pludselig udreven af min Himmel paa Jorden, maatte jeg, før jeg kunde fatte mig, offre min Kjærlighed og Livets bedste Glæder den sidste Skyld, en riig Strøm af Taarer. Tak for dit Brev, jeg har læst det mangfoldige Gange og hvergang *1) Her gengives Brevet efter Originalen i Fru Heib. Ark., (sml. Et Liv, 1. Udg. IV, 405 f.). 86 opdaget mere og mere af den Kjærlighed, som jeg saa længe har savnet. O! tag ikke dette for nogen Bebreidelse, nei! Du skal ikke bede mig forgjæves om Tilgivelse; den har Du, ja ved Gud Du har den. Du kan jo ikke gjøre for, at Skjæbnen valgte Dig til det Redskab, som skulde støde Dolken i et ædelt Hjerte. O! Gud tilgive Mad. Wexschall, som vi tilgive hende, ikke sandt, min søsterlige Veninde! Fred med alle Mennesker som, med os selv!!!

✂ Tak at Du ikke forsmaaer de smaa Beviser paa min Kjærlighed, som jeg har skjænket Dig; jeg maa vel ogsaa beholde din Ring og de øvrige Minder om Dig? ikke sandt, jeg maa!? Tak! tusind Tak! for din sidste lille Gave. Den skal hvile ved din Broders tro Hjerte, den Lok, o, den kjære Lok skal stedse føle dets Slag, som slaaer saa varmt for Dig1). Modtag ogsaa Du min sidste Gave venlig og yd den en Plads, som Du finder værdig for den2).

✂ Jeg har faaet Moders Tilgivelse til Dig, hvis det kan bringe Dig nogen Trøst. - Tak for dine Bønner til Gud for min Rolighed, jeg beder selv til ham for mig og Dig; o, han er mægtig i de Svage. Jeg er temmelig rolig, men mine Tanker ere saa forvirrede, at jeg ikke kan fatte nogen Bestemmelse for Fremtiden. Vær forvisset om, at jeg ingen Skridt skal gjøre uden at underrette Dig derom, og raadføre mig med Dig; Du vil vist som en kjærlig Søster være mig behjælpelig.

✂ Gud velsigne Dig! Han byde sine gode Engle at værne om din Fremtids Bane! O! hvor din Lykke skal glæde mig. - Lad mig stundom høre fra Dig! Glem mig ikke; Du mindes evig med inderlig Kjærlighed af
Din trofaste Broder
Hvid.

✂ For Guds Skyld, Hanna! Glem mig ikke! Det vil være min største Sorg at see mig glemt af Dig. Lev vel! Lev vel!

✂ 124,16. min Befrielse.: Herefter er i IC overstreget, noget ca. 1876-78, andet øjensynligt efter Hauchs Forslag senere: Jeg sagde til mig selv, at Sligt aldrig burde have kunnet hænde mig, og jeg skammede mig over mig selv. Efter at jeg havde modtaget hans kjærlige Brev, hørte jeg i mange Dage Intet fra ham, hvilket ængstede mig meget, da jeg var bange for, at han var syg. Igjennem en af vore fælles Bekjendte erfarede jeg, at han var taget paa Landet, at hele hans venlige Sindelag imod mig havde vendt sig til Vrede, at et ondt Menneske havde sagt ham, han var en Nar, der ikke kunde se, det Hele var et aftalt Spil imellem Fru Gyllembourg og mig, at jeg alt længe havde været forlovet med Heiberg, og deslige grove Usandheder. Alt dette troede nu det godmodige, men svage Menneske, og han var derfor reist paa Landet med Vrede og Forbitrelse paa mig, hvilket inderligt bedrøvede mig. Men denne Svaghed i Characteren og denne Mangel paa Mandighed hos ham var mig ikke ny, og ved dette nye Bevis herpaa, takkede jeg Gud for, at *1) Her har Fru Heiberg paa Afskriften i IC tilføjet: Han havde oftere bedet om en Lok af mit Haar uden at have erholdt den; nu, til Afsked havde jeg sendt ham en. *2) Her har Fru Heiberg paa Afskriften i IC tilføjet: En Haarlok af hans Haar.87 Baandet imellem os var brudt, thi for Gud tør jeg vidne, at end ikke Tanken om nogen ny Forbindelse var kommen indenfor mine Tanker eller havde nogen Del i dette Brud, endsige, at jeg alt havde knyttet et 1) Forhold til en Anden. Jeg havde tvertimod fattet den Beslutning: aldrig at ville gifte mig, og var nu fuldkommen fri. Af uberegnelig Indflydelse var Ophævelsen af denne Forbindelse for mig, baade som Menneske og som Skuespillerinde. Intet vilde gjort mig mere ulykkelig end at være forenet med en Mand, som 2) ikke stod over mig, saa jeg kunde se op til ham som en Autoritet. Thi dette er sandelig en af de største Ulykker, der kan ramme os Fruentimmer, en Ulykke, der udvikler en Række af slette, ukvindelige Egenskaber, som tage til Dag for Dag. En ugracieus Domineren udebliver aldrig i et saadant forkert Forhold uden at tale om andre dybere Forvildelser og Feil.

✂ 127,29. hyggelige Hjem.: Herefter er i IC overstreget: Da jeg første Gang paa en Prøve atter saae den Mand, med hvem jeg havde staaet i et saa nært Forhold, og med hvem jeg havde taget saa kjærlig Afsked ved vor Adskillelse, rakte han mig ikke broderligt Haanden, som han havde lovet. I hans Blik saae jeg Vrede og Uforsonlighed. Han tabte derved den sidste Rest af Godhed, jeg endnu havde for ham. Det smertede mig imidlertid; thi det smerter altid at blive gjort Uret og bedømt uretfærdigt; men herved var nu Intet at gjøre; jeg henvendte mig heller ikke til ham, thi troede han, jeg havde løiet for ham dengang, hvor kunde jeg da haabe, at han nu vilde tro, jeg nu talte Sandhed. Og selv om han nu villet, da havde han ved sin Let" troenhed og sin Mangel af Tro paa mig tabt saa Meget i mine Øine, at jeg ikke længer fandt det Umagen værd at berigtige hans Vildfarelse.

✂ 129,15-131, 35. Jeg havde... Opmærksomhed: Disse Sider er indsat i IA i Stedet for el kortere Afsnit af samme Indhold, men uden Uddrag af Romanen.

✂ 131,37. min Smag.: Herefter er i IC, antageligt af A. D. J., overstreget: Med et eneste plumpt eller raat Ord kunde enhver Beiler fordærve det for sig hos mig for bestandigt, og ikke Faa havde alt gjort det.

✂ 132,19. pludselige Dødsfald.: Herefter er i IC overstreget, øjensynligt af A. D. J., der har gjort Rettelser deri: I Sorgen føler man bedst, hvad man er for hinanden, man rykker ligesom 3) nærmere sammen, og alt det Smaa bliver da det, som det altid skulde være: Et Intet.

✂ 132, 40. Trang til: Herefter er i IC overstreget:, da vi vare ene, at vise ham min Venlighed og.

✂ 133,26-136, 21. Ikke hans... finde Sted.: Indskud i IA.

✂ 136,17. feil af mig.: Herefter følger et Parti, som Andræ i IC har foreslaaet slettet. A. D. J. har smst. skrevet: "Dette medtages", men alt er dog streget over. Det lyder: Den næste Aften laa atter en Seddel i Bordskuffen, hvoraf jeg blot vil afskrive, hvad der besvarer dette Punkt:

*1) havde knyttet et: Af Fru Heiberg rettet fra: stod i. *2) som: Herefter har Fru Heiberg slettet: var mig underordnet og. *3) ligesom er indsat af A. D. J. 88

✂ "Jeg er ganske rolig for... gjennemlæse Dit Brev" 1).

✂ 137,11-138,11. "Gjenganger-Brevenes"... andre Sider: Dette Parti er indsat i IA i Stedet for en ganske kort Omtale i det opr. MS.

✂ 140,7. at finde.: Herefter er i IC overstreget, antageligt af A. D. J., efter ny Linie: Vinteren var saaledes gaaet hen med disse to følelige Tab, men ogsaa med mangen en Glæde, og Fremtiden laa fuld af Forhaabninger for Heiberg og mig.

✂ 141,22-23.,.Muserne". Jeg: Herefter er i IC, antageligt af A. D. J., overstreget: var Polyhymnia ved denne Fest og.

✂ 141,35. denne Retning.: Herefter er i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: Alle, som kjendte mig, sagde: "Det er en rar, sød lille Pige", og det var vel netop dette Ubevidste, der gjorde mig rar og sød, thi jeg forundrede mig ofte selv over, hvoraf det kunde komme, at Alle fandt mig saa rar.

✂ 142,33-143,16. Og hvem... Rollen.: Indsat ca. 1876-78 i IC i Tillæg. Originalen (i IB) indeholder efter "sin Ret." (143,11) yderligere flg. Linier, som Afskriveren maaske har glemt: Man siger saa ofte om en Skuespiller: "Han mangler Fornemhed i sit Væsen, han er simpel". Man søger da denne Mangel snart i det Ydre, snart i Klæderne, Gangen, Stemmen, Maaden at hilse paa, sætte sig etc.; ja visselig har alt dette Betydning fra en Scene, da al Kunst tillige skal bære Skjønhed i sig, men Stemmens Tone og Nuancering er og bliver Hovedsagen for den fine Dannelses Præg, og hvor den er tilstede, der vil man aldrig om den Paagjældende falde paa at sige: Han er en simpel Mand.

✂ 143,19. i Fremstillingerne: Herefter er i IC overstreget efter Forslag af Hauch:, der var, det tør jeg nok sige, til stor Nytte for disse.

✂ 144,15. ikke uden Frygt: Saaledes er Teksten i IC ca. 1876-78 ændret fra: med et tungt Hjerte.

✂ 144,19. et saadant Forhold... for den Gamle: Indsat i IC ca. 1876-78 i Stedet for: jeg følte dog strax, at dette var et forkert Arrangement.

✂ 144,20. vel: Indsat i IC, øjensynligt af A. D. J.

✂ 144,29. vor Plan: Herefter i IC overstreget, antageligt af A.D.J,:, som de hørte paa med Glæde og Stolthed.

✂ 144,33. end jeg: Herefter i IA overstreget:, det syntes jeg dengang, og det synes jeg nu 25 Aar efter.

✂ 145,23. Pris paa mig: Herefter i IC overstreget efter Forslag af Hauch: Stakkel.

✂ 145,28-31. Jeg stod... nye bringe?: Indskudt i IA.

✂ 145,31. nye bringe?: Herefter i IC overstreget, uvist af hvem: Jeg stod og stod, indtil Nattekulden mindede mig om at lukke Vinduet og begive mig til Ro, idet jeg atter fornyede min Tak til Gud og min Bøn om, at han fremdeles vilde vaage over mig. 2)

✂ 146, 7. for Fremtiden.: Herefter i IC overstreget, uvist af hvem: Og de *1) Trykt i Heib. Hjem, S. 67. *2) idet jeg... over mig er indskudt i IA.89 ikke faa Timer, vi her tilbragte, inden vi naaede Slangerup, gik stille, men hurtigt hen.

✂ 146,20-21. mig behjælpelig.: Herefter har A. D. J. omredigeret og senere (øjensynligt i Korrekturen til 1. Udg.) helt ladet udgaa nogle Linier, der i den oprindelige Form i IC lyder: Jeg selv var i dette Øieblik saa undselig og forlegen, at det var vanskeligt at sige, hvem af os To der var det i høiest Grad. Jeg var kun to Aar ældre end hun, og saaledes stode vi to stakkels Piger gjensidigt rødmende for hinanden.

✂ 147,8. paa Kroen.: Herefter i IA indføjet flg. i IC, antageligt af A. D. J., overstregede Linier: Da vi vare ene her i vort første Hjem som Ægtefolk, sluttede Heiberg mig med uudsigelig Ømhed i sine Arme, idet hans Stemning afvexlende ytrede sig snart i hans bevægede Stemme, snart i Taknemmelighed, snart i Glæde over, at han kunde slutte mig som sin Kone i sin Favn.

✂ 147,15. mig alene: Disse Ord i IC, antageligt af A. D. J., sat i Stedet for: sin lille uvidende Kone.

✂ 148,2-13. Der var... Ophold her.: Indsat i IA som løst Tillæg og afskrevet af Sille Beyer (i IC) med andet Blæk og derfor øjensynligt senere end det foranstaaende.

✂ 148,14-152,27. Jeg var... Faa stode: Indsat ca. 1876-78 i IB i Stedet for en kortere Fremstilling.

✂ 152,33-37, Med en kraftig... Lærermesterinde: Indsat i IB i Stedet for et ca. 1876-78 overstreget, delvis bortskaaret Stykke. Det lyder, idet det manglende suppleres efter IA: Vanskeligere var det for mig at sætte min Villie igjennem i huslig Henseende. Heiberg holdt saa meget af mig, at han var tilfreds med Alt, hvad jeg i Huset foretog mig. Enhver Ret Mad, der kom paa Bordet, syntes han smagte saa godt som aldrig før. Enhver Forandring, jeg i Huset indførte, fandt han fornuftig og god og overlod Alt fuldkommen tryg til mig. Hans Moder derimod syntes, at hun burde have et vaagent Øie med Alt, at hun burde være med paa Raad om Alt, og i denne Retning kunde hun ikke afholde sig fra at ville opdrage den gifte Kone, som om hun var et lille Barn, hvilket jeg naturligvis ikke syntes om. Det var hendes Natur at tale frem og tilbage om alle huslige Anliggender. Min Natur var det at tie herom. Det er min Anskuelse, at et Hus bør være som et Uhrværk, det skal gaa sikkert og godt, uden at man mærker, naar det optrækkes. Hun havde i sit Hus været en overordentlig akkurat Husmoder, men hun gav hver Dag sine Ordres forfra. Jeg gav mine een Gang for Alle og fandt en stor Tidsbesparelse heri; jeg havde virkelig et eget Talent til at faa Tyendet til nøiagtigt at passe, hvad Gjerning der var dem paalagt. Hendes Pleiesøn Georg Buntzen kunde ikke komme ud af den gamle Vane at betragte mig og ham som Børn, der vare i Huset hos Heiberg og hans Moder. Han ansaae derfor sig som En, der havde de samme Rettigheder som jeg, og ofte naar Noget blev ham forbudt, sagde han ganske naivt: "Naar Hanne har Lov at gjøre det, saa har jeg ogsaa". Det var i det hele ingen let Opgave for mig at omgaas dette rare, livlige, men af Heibergs Moder yderst forkjælede unge 90 Menneske. Var jeg for venlig imod ham, dukkede strax hans gamle Godhed op. Heri maatte jeg altsaa være forsigtig. Vilde jeg sætte mine Rettigheder som Husets Frue igjennem mod ham, blev han heftig og barnagtig vred. Mine Forretninger paa Theatret gjorde det nødvendigt, at Tiden til Maaltiderne bleve præcist overholdte. Dette kunde Heibergs Moder, der altid kom til kort med Tiden, ikke finde sig i, men især kunde Georg ikke passe at være hjemme i rette Tid, og han ansaae det som et utaaleligt Tyranni af mig, at jeg paa det bestemteste krævede dette af ham. Husets Udstyr havde kostet mere, end det burde, meer end vi for Øieblikket kunde udrede. Vore Indtægter vare ikke store, hertil kom endnu, at Heiberg og hans Moder havde gammel Gjæld, som trykkede haardt. At have Gjæld havde altid været mig yderst forhadt, saa at jeg hidindtil ikke havde kjendt noget dertil. Nu laa det paa mig med Centnervægt og plagede mig meer, end det maaske burde. Heiberg og hans Moder vare ikke fri for en vis Letsindighed i denne Retning. Man havde vænnet sig til Fornødenheder, hvortil vore Indtægter ikke vilde strække. Heibergs Moder fandt desuagtet, at ingen Forandring burde eller kunde indføres. Jeg var af anden Mening, og ingen Magt fik mig til at anvende meer, end jeg øieblikkelig kunde udrede. Ogsaa heri fandt Heiberg sig med Kjærlighed, medens det mishagede hans Moder og gav Anledning til smaa Sammenstød mellem hende og mig, som vare tunge nok at bære. Imidlertid satte jeg min Villie igjennem, og en stor Nøisomhed og Sparsommelighed gjorde, at vi Dag for Dag fik vore Pengesorger ordnede og vor Gjæld betalt efter nogle Aars Forløb. Ikke uden stor Overvindelse og Anstrengelse udførte jeg mine huslige Pligter i Begyndelsen af mit Ægteskab; og jeg erindrer godt min Utaalmodighed over dagligt at skulle gjentage dette Et og det Samme. Men jeg vilde vise, - det havde jeg fast besluttet - at ved Siden af at dyrke en Kunst kunde jeg opfylde de samme Pligter, som enhver anden Kone i sit Hus paatog sig. Men jeg havde mine egne Ideer om, hvorledes disse Pligter skulde opfyldes, og derfor trykkede det mig at have en ældre Husmoder med sin stadige Kritik og sine Anskuelser ved min Side. De Ældre taale ikke, at de Yngre gjØre deres egne Erfaringer, men fordre, at man skal benytte og stole paa deres. Hertil var jeg ikke istand. Imidlertid var Heibergs Moder et kjærligt og fornuftigt Væsen, der nogenlunde fandt sig i, at jeg gik paa egen Haand og indrettede Alt efter, hvad jeg selv ansaae for rigtigt og godt. Hvad hun mindre fandt sig i, var at hun syntes, at jeg ligesom fik for meget af Sønnens Kjærlighed, som hun i saa mange Aar havde været vant til at besidde udelukkende, og dette gav hende ofte noget Bittert baade mod ham og mig; men da hun igrunden hang ved os begge med sit kjærlige Hjerte, saa overvandt hun som oftest atter dette Tilløb af Misfornøielse. Men det fordærvede dog noget vor unge Husholdning og gav den Alderens Præg, og jeg tænkte ofte med et Suk paa vort lille Hus i Lyngby, hvor Heiberg og jeg vare ene, og hvor ingen Disharmoni i Noget havde fundet Sted.

✂ 153,8-11. Alt dette... unegteligt havde: Indsat i IB ca. 1876-78 i Stedet for et omkr. samme Tid overstreget og delvis bortskaaret Stykke. Det91lyder, idet det manglende suppleres efter IA: En saadan medfødt 1) Sympathi fandt ikke Sted mellem hans Moder og mig, thi vi vare derimod, paa Grund af vort modsatte Naturel saa forskjellige som muligt. At hun var en ædel og høist begavet og ualmindelig Personlighed, dertil behøver hun ikke mit Vidnesbyrd, hun har selv sat sig et Mindesmærke i sine Noveller, som tale høit nok herfor. Men aldrig i mit Liv har jeg stødt paa eller troet, at en saadan Forening af Stort og Smaat, som den der fandtes hos hende, var mulig. Med sin Aand kunde hun opfatte det Største i Religion, Kunst og Poesi, men i samme Øieblik kunde de største Ubetydeligheder i Huset eller ved hendes Person være hende af lige saa stor Vigtighed, og hun gav de ubetydeligste smaa Petitesser Vigtighed og Betydning og havde en Udholdenhed heri, der ikke veg tilbage for noget som helst. Vant til megen Bekvemmelighed og en utrolig Omhu for sin Person og dennes Velværen kunde hun ikke finde sig i det mindste Savn, end ikke for en Dag, eller slaa det mindste af, hvad hun ansaae for henhørende til hendes Velværen eller Bekvemmelighed, og da hun af Naturen var temmelig ubehjælpsom, saa trængte hun til en overordentlig Opvartning og Hjælp i Alt, og denne maatte og skulde ydes hende under enhver Betingelse. Med alle disse Smaating gjorde hun derfor ofte Alle omkring sig utaalmodige, men det hjalp ikke. Hendes personlige Fornødenheder tiltoge i høiere og høiere Grad indtil hendes Død. Heiberg var en høist ualmindelig kjærlig og opofrende Søn, saa alle disse Fordringer vare blevne pleiede og nærede hos hende bestandigt, og hun havde virkelig udviklet denne Egenskab til et storartet Talent i denne Retning. Da jeg nu ikke havde det mindste af dette Talent, saa var det mig trykkende og pinligt at gaa ind herpaa, da jeg saa godt som ikke begreb Muligheden af denne Selvpleie og Omhu for sit legemlige Jeg. Hvad jeg syntes var det ubetydeligste af Verden, tog hun som noget overordentlig vigtigt, og deraf kom, at vi to forskjellige Natureller havde ondt ved at gaa i Spand sammen. Travede jeg, gik hun i Skridt, galopperede jeg, gik hun høiest i Trav. Dette gav Anledning til idelige Ryk, som trættede mig, som trættede hende, og ingen af os havde det derfor rigtig godt i hinandens Nærhed, fordi Nærheden var for nær. Havde hun beholdt sit eget Hus, saa at vort Samliv kun havde været et aandeligt, da vilde vi i høi Grad have sat Pris paa hinandens Selskab. Thi havde hun noget Vigtigt, som tyngede hende, da tyede hun til mig om Hjælp og Raad; og var der noget, som nagede mit Sind, da fandt jeg altid hos hende et aabent Øre og en kjærlig Deltagelse, der indgav hende Ord med Trøst og Beroligelse for mig. I det Væsentlige, i det Store vare vi altid forenede, men det var alt dette Smaa til Dagligbrug, der adskilte os. Det er Synd for de Ældre, Synd for de Yngre saaledes at slaa et gammelt og et ungt Hus sammen. Erfaringen viser ideligt og ideligt, at der kommer intet Godt ud deraf. Menneskene ere dog nu engang saaledes, at de intet lære af Andres Erfaring, men Enhver vil gjøre sin egen Selverfaring, om ogsaa Resultatet er aldrig saa vist uden den. Man siger "Lige Børn lege bedst", og ved at hefte Gamle og *l) medfødt: Indsat i IB ca. 1876-78.92 Unge sammen have de Unge en Fornemmelse af, som om man gav dem en Krykke at støtte sig til for at at gaa sikkert og ikke falde. Den Unge siger: "Jeg kan gaa rask uden Krykke, den plager og generer mig kun". Den Gamle derimod siger: "Nei vist ikke, jeg veed fra mig selv, at den letter Gangen, derfor skal du bruge den." Hvor ofte har jeg ikke havt en Følelse af Utaalmodighed, naar 1) jeg, der var saa ung, med Magt skulde være saa gammel; og hvad Under da, at Ungdommen af og til gjorde sig gjældende ligesom hos Ællingerne, der svømme rask ud i Vandet, medens Hønen, der har udruget dem, staar paa Strandbredden og slaar med Vingerne og kalder dem ynkeligt tilbage, uden at de Smaa lystre. Toge vi ud i Skoven sammen, hvor var det mig da muligt at gaa stadigt og langsomt ad de banede Veie? Som en Myndehund foer jeg om mellem Busk og Krat, søgende Blomster og Planter, idet jeg ligesom Hunden bestandigt vendte tilbage for at give tilkjende, at jeg var i Nærheden. "Bliv nu hos os; gaa nu ikke for langt bort!" sagde den taalmodige Heiberg, der maatte ledsage sin Moder og understøtte hendes besværlige Gang, medens jeg havde en Følelse af, at jeg kunde løbe Verden rundt, imedens de kom nogle Hundrede Alen frem. Ak! det er svært at gaa i Skridt med Andre saa vel i legemlig som i aandelig Hensende; og jeg havde unegteligt.

✂ 153,25-154,4. Vort huslige... kom til.: Indsat i IB ca. 1876-78. Sml. Var. til S. 152,33-37 og S. 153,8-11.

✂ 154,14.. Han kom nu ofte: Saaledes er Teksten i IB ca. 1876-78 ændret fra:, saa at han nu saa godt som helt har hævet al Omgang med os og Alle -, et Tab, som jeg for min Del dybt beklager. Han kom nu stadigt.

✂ 154,16-26. Jeg var... tilfreds bort.: Indsat ca. 1876-78 (Originalen i IB).

✂ 154,27-155,14. I Saisonen... og Stræder.: Indsat i IB ca. 1876-78 (nogle Linier dog senere), idet den oprindelige kortere Skildring er udgaaet, hvori der efter Ordene svarende til en hel Række (S. 155, 2) stod flg. Linier:. De fleste af Sangene ere en Slags Kjærlighedsdigte til hans Kone. Jeg erindrer, at da vi prøvede denne Vaudeville paa Theatret, kom Rosenkilde hen til mig og sagde: "Naa, Gud forbarme sig, hvor han har været forelsket i Dem, da han skrev dette Stykke!" Dette glædede mig saa meget at høre, at jeg har beholdt det i min Hukommelse siden.

✂ 155,40-156,4.; ja, efter... herhjemme: Indsat i IB ca. 1876-78.

✂ 156,23. svage Sider: Herefter er i IA overstreget:, som Heibergs Moder var utrættelig i at klage over, saa som Mangel paa Sol, Fugtighed og deslige.

✂ 156,29. derimod fandt ikke Behag i denne Bolig: Disse Ord er ca. 1876 -78 indsat i IB i Stedet for: som sædvanligt misfornøiet med Alt.

✂ 156,32-35. Heiberg havde... Character: Disse Ord er ca. 1876-78 indsat i IB i Stedet for:, og alt dette fordrede hun, at jeg burde se at faa forandret, hvilket dog ikke vel stod i min Magt. Uagtet den daglige Opfordring *1) af Utaalmodighed naar: Saaledes er Teksten af Sille Beyer ændret fra: som om jeg skulde springe istykker af Utaalmodighed, over at.93 fra hendes Side, og uagtet jeg virkelig gjorde, hvad jeg kunde, for at tilfredsstille hendes Fordringer, var og blev hun utilfreds. Hertil kom, at vi havde en af vore bekjendte danske Sommere, nemlig en grøn Vinter; hun frøs og tog det ilde op, naar vi andre ikke frøs.

✂ 157,3. dette var et herligt Samliv!: Saaledes er Teksten i IB ca. 1876 -78 ændret fra: og jeg mishagede hende ofte ved at ytre, at dette var en behagelig Sommer.

✂ 158,6-25. Et Parti... under Tag: Dette Parti er indføjet i IB ca. 1876 -78.

✂ 159,21-22. lyriske Digte: Herefter i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: Skomagerkonen, som omtales i det ene af Digtene, var den samme, hvis Bedstemoder fortalte os Eventyr fra Dronning Mathildes Tid.

✂ 159,31. overgivent Lune.: Herefter i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: Omsider gik Hertz med sin Diana til Ro, og hans yndige Digte klingede i os, indtil Søvnen udslettede alle hans skjønne Rhytmer og denne Aftens Glæde i det lille Hus i Hirschholm.

✂ 159,33. militaire Høiskole.: Herefter i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: Alt flere Dage iforveien saae han denne Dags Komme med Sorg imøde.

✂ 160,19. af alle Arter.: Herefter er dels af Fru Heiberg i IB, dels af A. D. J. i IC, overstreget: Det er en stor Ulykke for den, der lider af saadanne Angester og overordentlig trættende for den, der stadig skal berolige den Ængstelige.

✂ 161,37. sagde hun: Herefter i IB overstreget: temmelig forstemt.

✂ 162,12-24. Taagerne hvirvlede... lille Kammer: Dette Parti er ca. 1876-78 indsat i IB ligesom flg. af A. D. J. i IC overstregede Linier:, medens Heiberg kyssede sin Moder paa Haanden til Godnat og fulgte op med mig i vor øverste Stue, hvor vi længe stode i Vinduet og betragtede Stjernerne og de flyvende Skyer, som Maanen oplyste, indtil ogsaa vi overvældedes af Træthed og begave os til Ro ovenpaa denne fornøielige Dag. Det oprindelige MS har i Stedet: Trætte og glade ved at have naaet vort Hjem gik vi denne Aften tidligt til Ro efter Dagens Anstrengelser, og saaledes endte denne Høitidsdag for os, begunstiget af Veirliget og den gladeste Stemning i vort Indre.

✂ 164,12. Kat paa den: Herefter er i IB ca. 1876-78 indskudt af Fru Heiberg, men overstreget i IC, antageligt af A. D. J.:, Noget, der vist hang sammen med, at jeg ligesom Kattene var i Besiddelse af en stærk Electricitet, der paa mere end een Maade gav sig dagligt tilkjende.

✂ 167,27. vilde hædre.: Herefter har IA: Et lille Papir fulgte med denne Gave, hvorpaa stod: "Tibi solo" [!] 1).

✂ 167,31. Lykkes Medbør.: Herefter er i IB overstreget: Publikum var formeligt betaget af mig og mit Talent.

✂ 167,34. Forventning.: Herefter i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: *1) Papiret er ikke fundet i Fru Heib. Ark.94 Publikums Gunst - der begyndte i 1826 - for mig vedvarede uafbrudt og snarere i Tiltagende end i Aftagende i omtrent 15 Aar; da var det ligesom Publikum maatte puste lidt en kort Tid, inden det atter kunde komme i den gamle Svingning.

✂ 168,27-29. (dengang... Fremkaldelser): Indskudt i IA.

✂ 168,35. i Alt.: Herefter i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: De latterligste Historier gik i Svang om mig, i hvilke man tillagde mig Dyder og Egenskaber, som jeg desværre ikke var i Besiddelse af.

✂ 169,20. saa godt som: Indskudt i IA.

✂ 170,36. at besørge: Herefter i IB overstreget ca. 1876-78:, og jeg tør nok sige uden Selvroes, at jeg ikke stod tilbage for de fleste Andre i denne Retning.

✂ 171,3-5. paaanket... alt Andet: Saaledes er Teksten i IB ca. 1876-78 ændret fra: ingenlunde taalt med Overbærelse af min Svigermoder, der syntes, at Alt, hvad der hørte til Husets Behagelighed og Zirlighed, maatte gaa fremfor alt Andet. Utrættelig kunde hun da vedblive at klage over det lille Savn, om end det var af de allermindste, som en Anden neppe vilde have ænset eller bemærket. At jeg da altid med Engletaalmodighed hørte og taalte hendes Bebreidelser over det Forsømte, vil jeg just ikke paastaa. Ofte følte jeg mig trykket, utaalmodig og bedrøvet, hvilket jeg undertiden gav Luft i en Heftighed, som jeg vilde ønske, at jeg kunde have bekæmpet; men jeg fandt, at hun krævede for meget af mig og krævede det som sin Ret i Stedet for som et Gode, hun burde have skjønnet paa, saaledes som hendes Søn gjorde.

✂ 171,13-14. tvertimod... ikke fragaa: Indsat i IB ca. 1876-78 i Stedet for: men naar man først har trættet os og gjort os utaalmodige, da nytter det ikke stort, at de gode Ord komme ovenpaa; det er kun en ny Maade til at trække de ubetydelige Sammenstød længere ud og gjøre os end mere trætte og vrantne. Ifølge min Natur vilde jeg bedre kunne have taalt et heftigt Udbrud af hende, naar det da dermed havde været forbi, end denne stille, ofte forblommede Hentydning om en Kones Pligter, der var hendes fine Verdenstone egen; den tirrede min aabne, ærlige Natur mere end det heftigste Udbrud vilde have gjort.

✂ 171,22-23. havde jeg... Andres Nærværelse." Indsat i IB, uvist naar, i Stedet for: kunde jeg ikke overvinde, især i Andres Nærværelse.

✂ 171,28. for hende.: Herefter i IB overstreget ca. 1876-78: Jeg kunde imidlertid aldrig ret tilgive mine Forældre mine Barndomssorger, især den, der bandt mig til en Mand, som de i deres Ubesindighed havde paalagt mig arme Barn, og saa let kunde have ødelagt mit hele Liv. Men, som sagt, ved hende fik jeg et bedre Syn paa dem og mit Forhold til dem, og dette gjorde, at mine Følelser for dem Aar for Aar bleve bedre og kjærligere.

✂ 171,35. Om Heiberg... Forældre: Indsat i IB ca. 1876-78 i Stedet for: Heiberg var desværre ikke i Stand til dette; uagtet han altid var venlig og forekommende imod dem, var det dog tydeligt for mig, at deres 95 Nærværelse trykkede ham. Han skjulte det imidlertid saa godt, at de Intet mærkede, og begge sagde.

✂ 172,3. i Humeur.: Herefter er dels af Fru Heiberg ca. 1876-78 i IB og dels af A. D. J. i IC overstreget: Heiberg og jeg talte indbyrdes aabent og fortroligt om dem og vort Forhold til dem, og jeg maatte give ham Ret i, at man ikke kunde blande dem med vor øvrige Omgangskreds uden at udsætte dem for Omtale, saaledes at det vilde være syndigt imod dem. Lykkelige ere imidlertid ikke saadanne Forhold, og jeg følte det ofte dybt, hvilken Adskillelse et saadant forskjelligt Dannelsestrin fører med sig. Hvad havde jeg ikke ofte givet for at kunne udtale, hvad der laa mig paa Hjerte for min Moder! Thi hvem er man til syvende sidst sikrere paa end paa en Moder? Nu maatte jeg tie, for at ikke hun fra sit Standpunkt skulde misforstaa min Klage; og hvad frygter man mere for i Udgydelsen af sine Sorger end det at blive misforstaaet?

✂ 172,6. som oftest adskillige: Den oprindelige Tekst lyder: ofte en eller anden. Sille Beyer har i IB maaske ved Fejlskrift sat adskillige i Stedet for en eller anden; som oftest er i IC sat i Stedet for ofte, vel af A. D. J.

✂ 173,36. at bruge: Herefter i IB overstreget:, thi han var en født Republikaner.

✂ 175,4-5. Privatlivets Mure.: Herefter i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: At det for de Fleste var saa godt som en Umulighed at komme i personlig Berøring med mig, har maaske ikke bidraget mindst til den Nimbus, som Mængden i deres Tanker omgav mig med.

✂ 175,5-22. Naar de... til Sengs.": Indsat senere end 1878 i IB i Tillæg.

✂ 176,9. gode Egenskaber.: Herefter i IC overstreget af A. D. J.: Samme Aften havde jeg ogsaa et Bevis paa, hvorledes Vinen kan forandre et Menneske. En af de unge Høiskoleofficerer, der inden Bordet havde viist en saadan Blufærdighed, at han rødmede som en ung Pige, hver Gang jeg henvendte min Tale til ham, blev efter Bordet, hvor Champagnen hyppigt var skjænket rundt, saa kjæk, at han uophørligt bad mig paa den ømmeste Maade at skjænke ham et Par af de levende Blomster, der sad i min Brystbouquet. Jeg kunde ikke bare mig for at smile over den Forvandling, som et Par Timer havde udøvet paa ham; jeg gav ham et Par Blomster og morede mig med i Tankerne at se ham rødme næste Dag, naar Virkningen af det. der havde givet ham Mod, atter var bortdunstet, og han da betragtede sin Gave. Vi bleve sammen til ud paa Natten, og uforglemmelig var denne Aften for os alle.

✂ 176,10-29. Vi holdt... uinteresseret.: Indsat i IB ca. 1876-78. Ud for dette Stykke findes i Marginen flg. overstregede Linier (maaske Holdepunkter for Stof, der har været tænkt anvendt i det foreliggende Kapitel): (Tryde, Martensen, Paulli), Kierkegaard, Svenske, Norske, Wulff, Grev Rantzau 1) og de unge tyske Herrer og litteraire Fyre, (Paludan-Müller). Ingen Selskaber, Alle kom af sig selv om Aftenen.

*1) I Fru Heibergs Ortografi: Ranschou. 96

✂ 179,5. Ud for denne og de foregaacnde Linier har Fru Heiberg i IB skrevet, men ca. 1876-78 overstreget: Her skulle Heibergs Moders Breve fra denne Reisetid indflettes.

✂ 181,20. en ny Vei.: Herefter i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: Ved at føie sig efter Mængdens Smag vandt hun Berømmelse og Penge. Mon disse to Fordele have gjort hende lykkelig? Jeg tror det ikke.

✂ 182,4. Jenny Lind: Med Henvisning hertil er i IA i Marginen indføjet og atter stærkt overstreget: Hvis jeg ikke alt tidligere har fortalt heri, hvad Virkning mit Spil som Parthenia gjorde paa hende inden hendes første Optræden her, da er her Stedet til at fortælle hendes Glæde derover 1).

✂ 182,12-184,16. De Kræfter... et Kassestykke.: Dette Parti er i Stedet for en kortere Fremstilling af samme Emne indsat i IA ligesom flg. i IC, øjensynligt af A. D. J., overstregede Stykke: Efter at det saaledes var mange Gange gaaet over Scenen, og dets Ry havde naaet min gamle Ven Molbechs Øren, der nu ikke længer var Theaterdirecteur og meget sieldent kom i Theatret, men ved Rygtet var lokket til atter at tilbringe en Aften i det gode gamle Hus paa Kongens Nytorv, modtog jeg følgende Brev. Herefter har fulgt Afskrift af flg. Brev fra Chr. Molbech til Fru Heiberg2), hvilken imidlertid er henlagt i IB under Betegnelsen: "Udeladelser., der godkjendtes Jan.- Febr. 1888".

✂ Kjøbenhavn 31. Dec. 1846.
Endelig saae jeg atter en Comedie paa det danske Theater - nemlig for adskillige Dage siden. Men det er først nu - nærved Aarets Slutning at jeg skriver derom; ikke blot for Comediens Skyld; men fordi jeg endnu, inden det synker til alle de øvrige i det store Svælg, vil noget meer end i Tankerne være hos Dem - Middelpunktet for den hele dramatisk-comiske Glans, som jeg den Aften saae udbredt over en Scene, hvor det for mine Øine undertiden ikke er lysere end at man godt kan behøve sin egen Haandlygte. Men - maaske er det kun, fordi jeg er uheldig - fordi jeg nu saa sjelden kommer i Theatret. Kan gjerne være!... Om Comedien selv kunde der vel være et og andet at sige; men da jeg hverken kan eller vil berøre en eneste critisk Stræng, saa vil jeg snarere sige at det nu atter, ligesom tilforn, forekom mig, at der findes en Deel udmærkede og fortræffelige Partier i denne Comedie (jeg behøver jo ikke at nævne dem) og at det var ønskeligt, der aldrig var skrevet noget Lystspil med flere Mangler end dette her. Men altsaa Forestillingen!... Dersom jeg ikke er bleven sløv og blind for dramatisk Præstation, saa var dette en af de bedste, og med den meest fuldendte Heelhed, jeg i flere Aar har seet. Min Gud, hvorfor maa vi dog ikke imellem faae flere gamle Comedier at see, som, hvis de endog ikke ere saa gode, dog altid kunde blive gode nok , naar de forholdsviis spilledes saa ypperligt som Sheridans. Imidlertid - jeg er ogsaa fornøiet ved denne ene; *1) Om denne Sag ses intet i M SS til Et Liv ud over det her anførte. *2) Originalen i Fru Heib. Ark. 97 thi jeg tænker, jeg kan have godt af den et Par Maaneder, eller til jeg igjen kommer i Theatret.

✂ Nu har jeg takket Lady Teazle for det gamle Aar; og skulde nu takke Fru Heiberg - ak desværre kun for en eller to Samtaler i det hele Aar! - Den sidste Tanke er jo saa bedrøvelig, at jeg skynder mig bort fra den, for at jeg endnu i Aarets sidste Minuter, og før Vægteren høres, med to Ord i Stedet for de mangfoldige jeg kunde sige, kan gjentage, hvad jeg ønskede hver Gang, jeg endnu skal see Dem, at kunne udtrykke idetmindste med ligesaa levende Ord som disse - at Deres eget indtagende personlige Billede, ufordunklet ved noget af Deres Kunstbillede, aldrig ved nok saa lang Fraværelse kan tabe sin Friskhed eller sin Ynde for
Deres uforanderlig erkiendtlige og hengivne
C. Molbech .

✂ 184,29-187,4. ganske ung... belæres heraf.: Øjensynligt i Stedet for et oprindeligt, bortfjernet Parti, indsat i IA ligesom flg. af A.D.J, i IC overstregede Stykke: Det er en egen Sorg, hvormed man ofte ser det Middelmaadige, med alle dets Mangler, og iklædt sin hele Fattigdom, gjøre en Virkning hos Publikum, som kun burde opstaa ved det Sande; ja, være det Væsentlige, hvorpaa det kommer an, berøvet i den Grad, at det er tydeligt for alle Indviede, hvorledes en Fremstillerinde tidt ikke har fjerneste Anelse om, hvori Opgaven bestaar. Vilde nu en Skuespillerinde aabenhjertig udtale sin Dadel herom, selv om man beviste den med Grunde, som ikke kunde modbevises - hvad da? Det vilde naturligvis være Misundelse, der talte ud af Ens Mund. Men her siger jeg som Biskop Mynster: "Skulde det ikke brænde i mig, naar det Middelmaadige, det Falske bliver modtaget som det Fuldendte, det Sande?" 1) Dog en Trøst er der i denne bitre Sorg: i Tidens Længde holder dette Falske sig ikke; den Smule Glimmer, hvormed det i første Øieblik blænder de Ukyndige, løber hurtigt an, ligesom uægte Guld, og ender med ikke at have nogen virkelig Værdi, hverken for Sælger eller Køber.

✂ 185,17-18. Som oftest fremstilles: Saaledes er Teksten i IC af A. D. J. ændret fra: I min Theaterperiode har jeg herhjemme intet kvindeligt Talent set i denne Retning. Mangfoldige have vel spillet naive Roller, men Ingen af dem har formaaet at løse Opgaven. De fremstille.

✂ 187,10. Skov og Strand.: Herefter er i IC overstreget, delvis bortklippet (og henlagt i IB under Betegnelsen, "Udeladelser, der godkjendtes Jan.-Febr. 1888") et Parti, der indledes med, at Fru Heiberg i Taarbæk malede Markblomster og vilde kopiere dem til Frk. Løvmand, hvilket sidste hun dog ikke formaaede, da hun ikke mere var aandeligt greben af Opgaven. Hun kommer derefter i et Tillæg fra ca. 1876-78 ind paa Betragtninger om Stadierne i en Kunstners og ogsaa i andre Menneskers Liv: Mennesket begynder som et umiddelbart Barn, andet Stadium er Reflektionens, det tredie og sidste naas ved herfra at vinde tilbage til Umiddelbarheden.

*1) Citatet er ikke fundet. 98

✂ 187,23. tie og lytte.: Herefter er i IC, øjensynligt efter Forslag af Hauch, overstreget: Hvor har jeg dog siddet her i Timer og set og følt - hvad? Ak! ja, lær mig Ordene - nei, det er godt, at de ikke kunne læres; thi da vilde det Hele være forbi. Og nu at se Havet i Oprør! Man kunde fristes til at skrige omkap med disse Hyl, ifald man ikke frygtede for, at det kunde gjøre os Vanvittige. Herefter er i IB, øjensynligt af Fru Heiberg, overstreget: Ogsaa.

✂ 187,25. sagde jeg.: Herefter er i IA stærkt overstreget: Hun sammenlignede mig en Gang selv med Havet.

✂ 187,28. kjølende Drikke... hede Dag,: Saaledes er Teksten ca. 1876 -78 i IB ændret fra: Champagne, der kunde kjøle os ovenpaa den hede Dag, og Vinen.

✂ 187,34-189,35. I denne... kjendt Mage.": Dette Afsnit er i IC indsat, øjensynligt samtidigt med Stykket I, 56,6-57,17, efter at Udeladelsen af flg. Parti var godkendt Jan.-Febr. 1888: Fra min Barndom havde noget Romantisk, Phantastisk, i Forening med noget Mystisk 1) bevæget sig i mit Indre, Jeg havde fra lille af troet paa nogle smaa lyse Væsener, der syntes mig altid at være mig nær og hjælpe 2) mig til mine Ønskers Opfyldelse. Jeg kaldte dem Alfer, da jeg ikke kunde finde noget andet Navn. Fornemmelsen af disse smaa Væsener, og mit Samliv med disse, var saa stærk hos mig, at intet Raisonnement formaaede at tilintetgjøre Troen herpaa. Uophørligt forekom det, at jeg følte Virkningen af deres Bistand, Leg og smaa overgivne Drillerier, snart ved at forputte Smaating, jeg havde Brug for, snart igjen ved at lægge det tilrette for mig 3). Følelsen af deres Nærværelse og Puslen omkring mig var saa levende 4), at jeg ofte, naar jeg var ene, uvilkaarligt tiltalte dem, snart i Spøg, snart i Alvor. Jeg skjændte paa dem, naar Noget gik mig imod, og takkede dem, naar mine Ønsker bleve opfyldte 5). Dem tilskrev jeg det forunderlige Held, jeg dagligt6) havde i alle Smaating. Havde jeg et lille Ønske om Et eller Andet, selv om Opfyldelsen heraf syntes nok saa fjern, randt Dagen dog sjelden tilende, før Ønsket var opfyldt; ja, det kom ofte saa umiddelbart efter Ønsket, at jeg maatte tænke paa Lampen i Aladdin. I hele min Ungdom kom ikke et Ord over mine Læber til Andre om mit Samliv med de usynlige Smaa. Senere, da jeg blev gift, var Fristelsen for stor, og jeg talte til Heiberg og hans Moder herom. Først smilte de ad alt dette, men mærkede snart til deres store Forundring, at alt dette ikke var ren Indbildning, og vidste tilsidst ikke, hvad de skulde tro 7). Ofte naar jeg sad hos dem og sagde:,,Oh! hvor jeg ønsker mig dette *1) noget Mystisk: Saaledes er Teksten ændret fra: en stærk Overtro. *2) synes mig... og hjælpe: Saaledes er Teksten ændret fra: altid var mig nær og hjalp. *3) snart ved... for mig: Ikke i den opr. Tekst. *4) og Puslen... saa levende: Saaledes er Teksten ændret fra: var saa stærk. *5) Jeg skjændte... bleve opfyldte: Ikke i den opr. Tekst. *6) dagligt: Ikke i den opr. Tekst. *7) I hele min Ungdom... skulde tro: Indsat i Stedet for de opr. Ord: Heiberg og hans Moder faldt ofte i den største Forundring derover og vidste ikke, hvad de skulde tro.99 eller hint!" hørte vi det ringe paa Entréedøren, og der bragtes mig da fra En eller Anden netop den Gave jeg ønskede. Vi saae da lidt forundret paa hinanden, og det kostede mig - især i Begyndelsen - 1) stor Umage at overtyde Heibergs Moder om, at jeg ikke havde havt fjerneste Anelse om, at denne eller hin Gave vilde komme. Efter mine Forsikringer, som hun tilsidst troede paa, udbrød hun tidt, naar saadanne Scener gjentoge sig: " Jeg har dog aldrig kjendt Mage til Sligt!" Jeg var saa vant til at faa mine Ønsker opfyldte, at naar stundom et ubesindigt Ønske undslap mig, tilføiede jeg forskrækket: " Nei, dette mener jeg ikke! jeg vil ikke have det!" Naar Noget blev borte eller forlagt, og Alle i Huset forgjæves havde søgt derom, da sagde jeg i overmodig Spøg: "Nu skal jeg bede mine Alfer om at bringe det"; og da laa det strax der for vore Øine, og jeg bragte det leende, medens de Andre forbausedes. Det var derfor blevet til en Talemaade i Huset, naar Noget var borte eller forlagt: "Har du sagt det til Hanne; hun bringer det strax?" Var jeg paa Theatret i Forlegenhed for et eller andet til min Paaklædning, kunde jeg være vis paa, at det kort efter bankede paa min Dør, og man spurgte, om Fruen ikke skulde have Brug for disse Baand, disse Blomster eller deslige. Sendte jeg Bud ind til Garderoben med Spørgsmaal, om de ikke skulde have dette eller hint, og der da blev svaret: "Nei, dette har vi ikke" - da kaldtes Budet ofte tilbage, idet Betjenten sagde: "Aa, vent lidt; er det til Fru Heiberg, saa findes det dog vist!" thi ogsaa hos dem var det en Tro, at hvad jeg ønskede altid fandtes. Skulde jeg i en utrolig Hurtighed have et Costume syet, da sagde Syjomfruen ofte: "Til enhver Anden turde jeg ikke paatage mig dette Arbeide i saa kort Tid, men det er altid, som om det syede sig af sig selv, naar man syer til Dem." Ja, tænkte jeg, mine Alfer hjælpe til. Mange smile vist ad alt dette - men havde du, min Læser, havt saa mange Beviser paa et lignende Held, saa vilde du vist selv være blevet lidt 2) overtroisk. I Hundredevis kunde jeg fortælle om deslige smaa eventyrlige Tilfælde, hvori mine Alfer vare virksomme i min Tjeneste, og jeg var lykkelig ved Tanken om, at de Smaa færdedes i min Nærhed. Her i det Frie, i det yndige Taarbæk forøgedes min Omgang med de tjenstvillige Alfer, og de forunderligste Ting kunde jeg fortælle herom, ifald jeg ikke frygtede for, at man enten slet ikke vilde tro paa Sandheden heraf, eller anse mig for overspændt og saaledes tillægge mig to Feil, jeg nødigst af Alt vilde have Ord for, og som heller Ingen, der har kjendt mig og omgaaedes med mig, nogensinde har beskyldt mig for. 3) Jeg tror paa en usynlig Verden 4) omkring os. Jeg tror paa tjenstvillige og utjenstvillige Aander. Jeg tror at kunne fornemme saa vel de første som de sidste. Det, at saa mange Mennesker slet ikke ville eller kunne tro herpaa, finder jeg ganske naturligt, thi de fleste Mennesker have ved deres forfinede Dannelse *1) - især i Begyndelsen: Ikke i den opr. Tekst. *2) lidt: Ikke i den opr. Tekst. *3) mig for.: Herefter fulgte i den opr. Tekst: Hvad man kalder overtroisk i visse Retninger, er jeg derimod, det vil jeg bekjende. *4) en usynlig Verden: Saaledes er Teksten ændret fra: usynlige Væsener.100 tabt alle Instinkter, og dette gjør dem uskikkede til at fornemme Naturaandernes Nærværelse, ligesom Hunden ved Stuelivet taber sin fine Lugt og Jagtnatur. Jeg sagde ofte i Spøg til Heiberg: "Ja, ser du, at jeg kan sætte mig i Rapport til de usynlige Væsener, kommer af, at jeg hører til den simple Stand." Mangen En med forfinet Dannelse har tabt Sympathi med en høiere usynlig Verden. Den nærmer sig vist ogsaa til dem, men de mærke den ikke, maaske høist naar de pludselig blive betagne af en glad umotiveret Stemning, da sige de: "Hvorfor mon jeg med Et bliver saa glad?" Se, da omsvæves de af hine lyse Væsener, uden at de som jeg takker dem, fordi de komme. Eller naar de nedsjunkne i mørk Melancholi, urolige, kortaandede kaste sig hid og did paa en Sofa, eller i deres Seng udbryde: "Hvad gaar der dog af mig? Hvorfor føler jeg mig med Et saa uhyggelig tilmode?", da have de smaa ondskabsfulde Dæmoner nærmet sig dem, uden at de ane det. Slige Fornemmelser komme fra Maven, siger Holberg, men hans Ord i Ære, jeg siger, de komme fra den finere Del af os. Det er Sjælens Sommerfuglevinger, der formaa et Øieblik at løsrive sig fra Ormehylstret, fra denne prosaiske Verdens Tryk og Tyngde 1). Jeg mener, at jeg er endnu i Besiddelse af de Naturinstinkter, og at jeg derfor staar i en Slags Berøring med hin usynlige Verden - ikke at jeg formaar at se eller tale med den - men at jeg kan fornemme den, og derfor holde de af mig og tjene mig med, hvad de formaa; thi det gaar vel dem som os, at det dog altid er smigrende og behageligt, at der tages Notits af vor Nærværelse. De fleste Menneskers Liv har paa en Maade været for normalt, for lykkeligt. De have havt Noget at støtte sig til fra Barndommen af, Nogen, der kunde løse deres Tungebaand, og have ikke havt nødig at henvende sig til de usynlige Magter om Hjælp og Bistand. Hos Barnet, hos det tungsindige Barn, der bærer paa en Evne i Sjælen, det være sig kunstnerisk eller en anden Evne, som vil frem, som tynger, der er det anderledens; et saadant Barn har i Taushed, i Tankens Indesluttethed bevaret Instinkterne, de naturmenneskelige Instinkter, der sætte det i Rapport med en Verden, en usynlig Verden om dem. Gjennem Nød og Smerte komme vi denne Verden nærmere, og derfor lader ogsaa Goethe Harpespilleren i "Wilhelm Meister" udbryde:

✂ "Wer nie sein Brot mit Thränen asz,
Wer nie die kummervollen Nächte
Auf seinem Bette weinend sasz,
Der kennt euch nicht, ihr himmlischen Mächte".2)

✂ Lad det nu være Phantasi, lad det være Indbildning, lad det være hvad det vil, jeg vil ikke bidrage mit til at vække Overtro; men jeg maa dog have Lov til endnu at fortælle et Par Smaatræk, dette vedkommende. Jeg malede som fortalt Blomster i denne Sommer. En Morgen paa en af mine ensomme *1) Jeg sagde ofte... Tryk og Tyngde: Ikke i den opr. Tekst. *2) De fleste Menneskers... himmlischen Mächte,": Ikke i den opr. Tekst. Citatet fra "Vilhelm Meister" (Goethe XV, l, 130). 101 Skovvandringer, da jeg havde plukket mig Haanden fuld af Markblomster, standsede jeg foran en Busk med vilde Roser. En af disse var saa henrivende, at jeg ønskede at faa den hjem med for at male den; jeg prøvede paa at plukke den af, men den seige Rosenstilk og de mange Torne gjorde, at jeg ærgerlig maatte opgive det. I min uvilkaarlige spøgende Vane med at tiltale mine Alfer sagde jeg: "Ja, hvis der nu var noget ved Eder, da skaffede I mig en Kniv eller Sax til at afskjære denne med; men se om I gjør?" Idet jeg nu vilde gaa bort, opdager jeg til min Forbauselse min egen store Sax, der staar halvt i Jorden, ved Foden af Rosenbusken. Uden videre sagde jeg: "Tak skal I have!" skar Rosen af, gik hjem og fortalte de Andre mit Eventyr. De lo og sagde: "Ja, det er jo det Gamle!" Nu siger man naturligvis: Hun har havt Saxen hos sig uden at vide det etc. etc. Men jeg siger 1° gik jeg aldrig med denne store Sax 2° var det underligt, da jeg vel hundrede Gange havde bukket mig efter Blomster paa denne Tur, at den da ikke tidligere var faldet fra mig, 3° at den nu netop, da jeg ønskede det, stod der halvt i Jorden. Dog man tro, hvad man vil, jeg takker mine Smaa for Saxen. Et andet Aar, da vi om Sommeren en Tid laa ude i Humlebæk, vandrede jeg ofte over den store Slette, der ligger mellem Humlebæk og Helsingør. Som jeg en deilig Sommeraften ene vandrede over Sletten, hører jeg Nogen liste efter mig. Jeg tænkte: "Det er Heiberg, som vil overraske og forskrække mig paa min ensomme Gang, nu skal jeg lade, som om jeg ikke hører hans Fjed." Jeg blev altsaa ved at gaa, idet jeg bestandigt hørte Trinene liste efter mig. Lidt efter lidt kom de nærmere, og endelig hvisker en sagte Røst mig nogle Ord i Øret, som forunderligt nok var et Svar paa det, jeg netop tænkte paa. Jeg sagde til mig selv: "Det er et Tilfælde, at han netop siger disse Ord, som jo ere et Svar paa mine Tanker." For at drille ham lod jeg, som om jeg intet havde mærket, og blev rolig gaaende videre. "Han skal ikke have den Triumph at se mig fare forskrækket sammen," tænkte jeg og gik fremad. Alt som jeg gik, blev jeg lidt efter lidt forundret over, at han ikke gav sig tilkjende; endelig tabte jeg Taalmodigheden, vendte mig rask om, idet en Spøg svævede mig paa Læben, men hvor forundret blev jeg ikke, da der intet Menneske var at øine paa den store udstrakte Slette. "Naa, det var Jer!" udbrød jeg uvilkaarligt. En anden Gang havde Heibergs Moder tabt en lille Sølvkniv, som hun havde faaet af Gyllembourg. I mange Aar havde hun bevaret denne Kniv og var usigelig, ja, overtroisk bedrøvet over dens Tab. Hun vidste, at den var tabt i vor lille Have, og hun og Folkene havde i mange Dage søgt om den hver Dag. Jeg drillede hende undertiden med, at hun saa ofte tabte et eller andet; og derfor havde hun holdt denne Begivenhed hemmelig for mig. En Dag, længe efter, gik vi sammen i Haven, da sagde hun: "Nu vil jeg dog betro dig en stor Sorg, som jeg har havt; Gyllembourgs lille Sølvkniv, som du veed jeg satte saa stor Pris paa, og som nu i mange Aar har fulgt mig gjennem Livet, har jeg havt det Uheld at tabe. Jeg selv og alle Folkene have søgt hver Dag; men uagtet jeg har lovet den af dem, som bragte den, en rigelig Douceur, er og bliver den borte".

102

✂ I overgiven Spøg svarede jeg: "Ja, det er din egen Skyld! Hvorfor har du ikke tidligere betroet mig dette, saa havde jeg bedet mine smaa Alfer bringe mig den" - og nu med Et standsede jeg selv overrasket, idet Kniven laa helt rustet af Jord for mine Fødder. Taus bukkede jeg mig ned, tog den op og sagde: "Værsaagod, her er den." Overrasket, i glad Forbauselse saa hun paa mig med store Øine, og jeg havde Møie med at faa hende til at tro, at jeg intet havde vidst om den hele Sag, og at jeg var bleven lige saa forundret som hun ved pludselig at opdage den. 1) Jeg var altsaa, hvad man kalder: et heldigt Menneske. Det var egentlig kun i saadanne Smaating, at mine Alfer hjalp mig; men disse Smaating gjøre ofte i det daglige Liv mere Virkning end de store. Et Tilfælde af større Betydning mødte mig en Aften paa Theatret, som jeg aldrig kan glemme. Jeg spillede Undines Rolle i et Stykke bearbeidet efter La Motte Fouqués yndige Fortælling. 2) I den sidste Scenes Decorations Forandring skulde et Altar forsvinde, hvoraf fulgte, at en uhyre stor Lem i Gulvet maatte aabnes, for at det kunde synke derned. Dette Maskineri havde ikke været færdigt paa Prøverne, saa jeg intet havde set deraf, og man havde glemt at underrette mig derom. Da jeg nu om Aftenen ved Stykkets Opførelse i Slutningsscenen med Slør for Ansigtet og i svag Belysning skulde passere over hele Gulvet, og netop over denne Aabning, da er det mig indtil dette Øieblik en Gaade, hvorledes dette gik til, uden at jeg faldt heri og slog mig ihjel. Da de sidste Repliker i Stykket vare udtalte og Teppet faldt, og jeg hævede Sløret fra Ansigtet og vendte mig om for at forlade Scenen, standsede jeg forfærdet foran den store Aabning og udbrød: "Hvad er dette?" - "Det er Hullet, hvori Altaret sank ned", svarede man. "Men min Gud!" vedblev jeg, "dette har jeg ikke vidst noget om - hvorledes er jeg da kommen over denne Aabning uden at styrte i den?" Ja, det vidste Ingen. Jeg taug, men blev ganske betagen over denne forunderlige Frelse og følte en inderlig Taknemmelighed derved, saa at jeg ikke kunde sove hele Natten ved at gruble derpaa - jeg fordrister mig ikke til at sige, hvilken Haand der førte mig over dette Gab, men en god har det været. Hvad synes du, min Læser, om alt dette? "Aa", hører jeg nogle af Eder sige, "hvilket urimeligt Tøi!" men jeg kan dog ikke tro Andet, end at En og Anden, der som jeg har den Evne at fornemme en usynlig Verdens Nærhed, vil faa sine egne Fornemmelser bekræftede i, hvad jeg her har fortalt 3).

✂ Sommerferien nærmede sig sin Ende, og der maatte tænkes paa snart at forlade Mark, Skov og Strand.

*1) Herefter har den opr. Tekst: Endnu mange flere Smaatræk kunde jeg fortælle: Ytrede jeg f. Ex.: "Jeg trænger til en broderet Skammel, en ny Sofapude, en Klokkestreng eller deslige, hændte det sig gjerne, at der faa Minutter efter blev ringet, og et Bud bragte mig fra den eller den Dame, hvad jeg havde ønsket. Deri var nu ikke noget saa forunderligt, men at det netop kom i samme Stund, som Ønsket var udtalt, deri laa noget saa overraskende, at jeg og alle Mine ikke vidste, hvad vi skulde tænke. *2) Den tyske Digter La Motte Fouque's (1777-1843) Eventyr fortælling: Undine (1811). *3) Hvad synes du... har fortalt: Ikke i den opr. Tekst. 103

✂ 187,35-188,1. Jeg havde... efter Naturen.: Disse Linier er indgaaet i IC, øjensynligt efter at flg. Kapitel om Malerinden Christine Løvmand Jan.- Febr. 1888 er udgaaet (henlagt i IB).: En Foraarsdag gik jeg i det skjønneste Veir en Formiddag for at aflægge et Besøg hos en Familie af mit Bekjendtskab. Døtrene sade just og nøde Undervisning i at male Blomster. Det morede mig at se derpaa, og jeg ytrede tilsidst: "Dette havde jeg Lyst til at beskjæftige mig med." - "Det skulde De," udbrød deres Lærerinde, der tillige var en Veninde af Huset, "men hvor kunde De faa Tid til ogsaa at beskjæftige Dem med denne Kunst?" - "Jo," svarede jeg, "har jeg først Lyst, saa faar jeg ogsaa Tid; og nu vil jeg bede Dem, om jeg strax maa sætte mig ned og begynde." - "Har De lært at tegne?" spurgte hun mig. "Nei, aldrig, men jeg kan nok male en saadan Blomst alligevel; jeg vil dog ikke male efter disse Fortegninger; skal jeg male, maa det være efter en af disse levende Foraarsblomster, som staa der paa Bordet." Hun og de Andre lo over min Dristighed; jeg lo med, tog en lille bekjendt blaa Foraarsanemone ud af Vandglasset, satte den for mig, og for første Gang i mit Liv dyppede jeg en Pensel i Farver. Til de Andres Forundring stod den lille nydelige Blomst inden kort Tid paa Papiret, zirligt malet, med sine mange fine Støvnaale. Lærerinden udbrød nu: "Har De virkelig aldrig malet før, saa har De et afgjort Talent, og jeg beder Dem ret indstændigt om at fortsætte med mig. hvad De her for Spøg har begyndt paa." 1) Jeg selv var saa glad som et Barn ved min lille Blomst 2). Vi aftalte nu virkelig, at jeg een Gang om Ugen skulde komme til hende og fortsætte Undervisningen. Lærerinden var Blomstermalerinden Frøken Christine Løvmand, en Cousine til Oberst Tscherning. Hun havde strax tiltalt mig ved sit aabne, naturlige, beskedne Væsen. I Aarenes Række blev hun mig en usigelig trofast Veninde. Hun var et af de Mennesker, der ere i Besiddelse af en sjelden skjøn Egenskab, den at udøve en beroligende Virkning ved sin blotte Nærværelse, en Egenskab, som kun sande og for al Forfængelighed befriede Mennesker ere i Besiddelse af. Jeg sammenlignede hende altid med Choret i de græske Tragedier; og virkelig kunde man føle sig i hvilken Stemning det end maatte være, var den end aldrig saa ophidset eller bitter, saa behøvede den kjære, beskedne, fornuftige Christine Løvmand kun at træde ind ad Døren og sige sit milde, rolige "Goddag", før de oprørte Bølger sagtnede af, og Sindet lidt efter lidt kom til Ro, uden at hun anede sin Nærværelses Magt og Virkning. Hun var dertil i Besiddelse af en virkelig indre Finhed og Takt, som bidrog til, at man følte sig tryg i hendes Nærhed. Den indre Finhed overses kun altfor ofte for den ydre; of dog - hvor mangen en fin Dame, indhyllet i Silke og Fløiel, lader os ikke efter faa Minutters Samtale se ind i sit ufine, plumpe, udelicate Indre, saaledes at hvis det Ydre skulde svare til dette Indre, da maatte hun være *1) Herefter er i IB ca. 1876-78 tilføjet og atter overstreget: Hun kjendte intet til mine smaa Alfers Hjælp. *2) Herefter er i IB ca. 1876-78 tilføjet og atter overstreget: og takkede i Stilhed mine smaa Hjælpere.104 indhyllet i Hvergarn og Pjalter, for at der kunde komme en Enhed ud deraf. Denne ene Dag om Ugen, hvori jeg indfandt mig hos Frøken Løvmand, udgjorde virkelig i flere Aar en stor Glæde for mig, og hun forsikrede mig ofte, at ogsaa hun hele Ugen igjennem glædede sig til de Timer, i hvilke jeg sad og malede hos hende, idet vi drøftede de mest forskjellige Gjenstande i vor altid animerede Samtale. Hun fulgte mig som oftest fra disse Møder lige hjem til min Port, idet hun ytrede: "Jeg er roligere, naar jeg veed Dem hjemme i god Behold." I Aarenes Løb har denne trofaste Veninde taget den største Del i mine Glæder og Sorger i den Grad, som om begge vare hendes egne. Lige som jeg ofte mundtligt har takket hende for hendes Trofasthed, saaledes føler jeg nu her Trang til ogsaa at bringe hende min Tak skriftligt.

✂ 190,8. fra hende.: Herefter i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: Denne dobbelte Skilsmisse vakte stor Misbilligelse i den offentlige Mening. Herefter har Fru Heiberg i IB ca. 1876-78 overstreget:, og den Nimbus, der tidligere havde omgivet den af Publikum tilbedte Madam Wexschall lod sig ikke overføre paa Madam Nielsen. Med Haardhed blev hun bedømt, med Kulde modtaget efter dette Skridt; og jeg tror dog, at hvis hendes nye Forbindelse havde været med en anden end Nielsen, da havde Dommen ogsaa været en anden. Hvad der især havde givet Anstød ved dette Giftermaal, var, at man antog, at det alt i flere Aar tilbage havde været en Aftale imellem dem, at de paa begge Sider skulde bryde deres Ægteskab for efter den fastsatte Tids Forløb at kunne forene sig sammen.

✂ 191,2. Ringeagt!: Saaledes har A. D. J. i IC ændret Teksten fra: Latter! Herefter er i IB, efter Forslag af Andræ, overstreget: Med Skræk tænkte jeg: Gaar kun ikke du selv maaske i lignende Illusioner, uden at du veed det? Sligt vilde jo være forfærdeligt! Jeg bad da: "Leed os ikke i Fristelse, men frels os fra det Onde!" Jeg var dengang 23 Aar, og mangen en Forvildelse kunde Aarenes Rækker bringe, som jeg nu bad Gud at beskjærme mig for.

✂ 191,5. psychologisk Blik!": Herefter er i IB efter ny Linie overstreget: Samme Dag havde jeg den Glæde, at Conferentsraad Kirstein, som dengang var oeconomisk Directeur ved Theatret, skrev mig til, at hans Samvittighed ikke længer tillod ham, at jeg stod paa min nuværende Gage, da der var Flere ved Theatret, hvis Tjeneste ikke kunde maale sig med min, som havde 300 Rbd. i, hvad der kaldtes "et personligt Tillæg"; han vilde nu have den Glæde at underrette mig om, at en lignende Sum herefter ogsaa skulde aarligt tilfalde mig 1). Dette var mig meget behageligt; thi vore Indtægter vare ikke saa store, at de jo godt kunde trænge til at forøges. De andre Skuespilleres Pretention angaaende forhøiet Gage kom mig altid tilgode, da jeg selv aldrig gjorde nogen Fordring i denne Retning, baade fordi det var min Følelse imod, som ogsaa fordi jeg virkelig i denne Henseende havde en Beskedenhed og en Sky for at vurdere mig selv for høit; jeg vilde vel derfor *1) Fru Heibergs Oplysninger er her ukorrekte. Iflg. Kopibogen (Kgl. Teaters Arkiv) modtog hun en Gratifikation paa 150 Rdl. ved Skr. 2/6 1834 og en lignende 1/12 s. A.105 meget sjelden have faaet Tillæg, hvis ikke de Andres Gageforhøielse ligesom af Nødvendighed havde trukket min med. Skuespillerne, især Phister, ytrede ofte til mig:,,De er vor Ulykke! Naar De vilde fordre større Indtægter, saa kunde vi Andre ogsaa faa dem - men nu hedder det: Fru Heiberg har ikke mere, og vi maa tie." Jeg tror dog, han vidste Maader til at forøge sine Indtægter uden min Hjælp.

✂ 192,32. faldet mig ind.: Herefter er i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: I denne min Betragtning blev jeg afbrudt ved Balletmesterens Indtrædelse, som havde til Følge, at Alle traadte tilside og hilste ham ærbødigt. Han kom lige hen til mig, bød mig Velkommen, og Prøven begyndte. Herefter er i IB ca. 1876-78 overstreget af Fru Heiberg: Jeg har tidligere omtalt den inhumane Tone, der var i Svang ved Balletten i min Barndom; jeg havde tænkt mig, at den yngre Bournonville, den af Alle ansete dannede Mand, med de rige Gaver, der saa ofte havde henrykket mig fra Scenen, havde bragt en ny, dannet Tone i Gang mellem Balletmesteren og hans Personale. Det berørte mig derfor ubehageligt, da jeg hurtigt mærkede, her stod meget tilbage at ønske. Og da han med Et paa den heftigste Maade irettesatte en af de yngre Danserinder og spurgte hende, om hun troede, hun stod her og lavede Pandekager, da var jeg gjerne strax gaaet min Vei for ikke oftere at vende tilbage. Den Stakkel, som var blevet saaledes tiltalt, brast i Graad, og det var mig umuligt at lade være at gaa hen til hende og sige hende et Par venlige Ord, til Trods for at jeg godt bemærkede, denne Deltagelse fra min Side stødte Balletmesteren. I en af Pauserne, medens de Dansende hvilede, sagde jeg til en af de ældre Damer, at jeg i høi Grad var forbauset over Bournonvilles Tone, og at jeg aldrig havde troet dette om ham. "Han er heller ikke altid saaledes, som De ser ham i Dag", svarede hun, "men det er nu, fordi De er her, at han vil vise sin Magt over os." Dette syntes mig endnu mere raat end selve Sagen. Da jeg fremdeles spurgte, hvad den Vittighed havde at betyde, da han spurgte den unge Pige, om hun troede at lave Pandekager, svarede man mig, at hendes Moder ernærede sig ved at lave Pandekager, og han var utrættelig i at krænke hende med denne Vittighed. Ved denne Beretning stod alle min Barndoms Lidelser med Et levende for mig; ogsaa mig havde man dengang saaret dybt ved at lade mig høre mine Forældres Næringsvei. Jeg indsaae i dette Øieblik, hvad jeg havde vundet ved at bytte det daglige Ophold blandt Balletpersonalet med Skuespilpersonalet, hvor Tonen dog stod paa et andet og høiere Trin. Forstemt over Menneskenes Haardhed mod hinanden kørte jeg hjem og maatte atter tænke paa den raa Kusk, der mishandler de stakkels værgeløse Heste, som intet have at sætte imod uden et Par bedrøvede Øine, hvis Udtryk Kusken ikke ser og ikke forstaar. Vist er det, at det Ideal, jeg havde dannet mig af den nye Balletmester, tilintetgjordes meer og meer, jo oftere jeg bivaanede hans Prøver; og hvis jeg tidligere havde kjendt ham saaledes, som han nu viste sig for mig, havde jeg efter al Sandsynlighed svaret ham Nei til hans Anmodning om at deltage i denne Ballet. Paa en af disse Prøver satte Madam 106 Krætzmer sig foran og betragtede min Fremstilling af Nina med et ironisk og spotsk Smil. Bournonville, der bemærkede dette, ærgrede sig saa stærkt derover, at han tilsidst bad hende om at forføie sig bort - en Opfordring, som hun fulgte, idet hun opslog en vild og haanende Latter. Han saae efter hende, vendte sig til mig og sagde: "Hun er virkelig vanvittig." Og Stakkel! Hun var i Sandhed ikke langt derfra; thi Grunden til hendes hele Opførsel mod Bournonville i de senere Aar laa i en grænseløs Skinsyge og Forbitrelse imod ham. Man fortalte - og jeg tilstaar, at dette forekom mig ikke utroligt - at Bournonville og hun havde i flere Aar staaet i et Forhold, som desværre til alle Tider ikke har været ualmindeligt mellem Balletmestre og deres Danserinder. Hun havde skilt sig ved sin Mand og ansaae sig med Rette eller Urette som Bournonvilles tilkommende Kone. Pludselig kom han nu hjem fra en Reise til Stockholm og bragte en ung, smuk svensk Pige med som sin Forlovede; og fra dette Øieblik af rasede Furierne i den arme Kones Sjæl, saa hun virkelig var Vanvidet nær; og der begyndte nu en Krig paa Liv og Død mellem hende og ham, som endte med, at hun fik sin Afsked fra Theatret. Fra det Øieblik af, da Grunden til hendes Raseri blev mig klar, har jeg følt den dybeste Medlidenhed med hende; thi hvo har blot flygtigt følt denne fortærende Lidenskab rase i sit Indre og veed ikke, at hvor den huserer, der bliver Mennesket utilregneligt og maa bukke under for de forfærdelige Dæmoner, der have opslaaet Bolig i Brystet. Da er kun een Dør aaben til Trøst: igjennem Religionen at naa til Resignationens Fred, Ro og Frelse. Denne Dør fandt hun ikke, men gik ud ad den modsatte, der førte hende dybere og dybere ind i de Egne, om hvilke vi bede: "Fri os fra det Onde!"

✂ 192,38. efterfølgende Sonnet.: I den paa dette Sted, øjensynligt af Hauch, meget omredigerede Tekst er herefter i IC overstreget: Ogsaa Andre udtalte deres Roes i Digte og Prosa, men da disse Navne ikke høre Offentligheden til, vil jeg kun hensætte disse to Udtalelser om min Udførelse af Titelrollen i Balletten "Nina". Jeg haaber imidlertid, at man ikke vil se en blot Forfængelighedsfølelse i, at jeg lader disse Digte 1) følge med; Skuespilkunsten er i Følge sin Natur af saa flygtig Art, at kun det, at de Bedste i Nationen udtale deres Dom, er en Garanti for, at her har været præsteret Noget, som ikke hører til det ganske Ephemere.

✂ 193,24-31. Man ser... dig Ryggen.: Indsat i IB ca. 1876-78 samtidigt med følgende Parti, der i IC er udgaaet i Jan.-Febr. 1888: Jeg havde fra Scenen erhvervet mig saa mange mig ubekjendte Venner og Veninder, der af og til søgte mig op under de forskjelligste Former, snart skriftligt, snart personligt, med et Slags Skriftemaal om deres inderligste personlige Forhold og Sjælstilstande, hvori de bade mig om Raad og Bistand. Mange høitstaaende saa vel som ringere stillede Forældre kom til mig og bade mig virke paa deres Døtre, formane og berolige dem med Hensyn paa deres Sjælslidelser, som Forældrene forgjæves havde anstrengt sig for at bringe *l) I Stedet for Oehlenschlägers Digt indsattes Henvisningen til hans Skrifter.107 til Ro. Naar jeg da forundret spurgte dem, hvoraf de troede, at mine Ord vilde virke bedre end deres egne, svarede de saa godt som bestandigt: "Hun siger selv, at ifald hun blot kunde tale med Dem, da vilde Alt blive bedre." Og nu bade de saa bønligt, saa rørende: "Vil De tale med hende? Maa hun komme til Dem?" Hvor var det nu muligt at sige nei hertil, og de kom. Mit første Arbeide med disse enthousiastiske Væsener var da at afklæde mig selv den Nimbus, som disse unge Hjerter havde omgivet mig med. Vise dem, at jeg var et stakkels Menneske med de samme Feil og sjælelige Tryk som de de selv, om end i en anden Retning. For det meste bestode deres Klager da i, at de i deres Hjem ikke fandt, hvad de søgte, at Ingen forstod dem i dette. Og nu maatte jeg, snart mildt, snart strengt, og med haarde Ord bebreide dem deres Utaknemmelighed imod deres Forældre og Nærmeste. Oplyse dem om, at det, hvori de troede sig at staa over disse, var en stor egoistisk Vildfarelse. At medens de klagede over ingen Opgaver at have i Livet, forsømte de den, et Forsyn havde sat dem til etc. etc. De toge mig aldrig mine Ord ilde op, men bade sædvanligt om at maatte komme igjen, naar Tungsindigheden overfaldt dem, hvilket da blev dem tilladt. Mangen en stakkels ung Pige betroede mig da Skridt for Skridt sit hele Hjerteanliggende, som bestod i en skuffet og tilintetgjort Kjærlighedshistorie, ofte saa rørende, at vi blandede vore Taarer sammen. Mon de unge Mænd virkelig vide, hvad de have gjort ved at knuse et saadant ungt Hjerte? Nei! fuldt ud tror jeg umuligt de kunne vide det; thi da vilde de røres dybt over den Forladte; dog, hvem kan røre et Hjerte, naar først Egoismens Isklumper have lagt sin Skorpe over den menneskelige Følelse og Medynk. Andre unge Piger paastode, at de ikke kunde leve, med mindre de fik Lov at udøve den samme Kunst som jeg. Her vare gode Raad dyre! thi hvo overbeviser en Drukken, at han ikke er ædru? Her blev jeg det usalige Offer, idet jeg maatte spilde min Tid med at se og bedømme disse ulykkelige Præstationer; gjøre dem begribeligt, at de vare i en Illusion; trøste og aftørre de rigelige Taarer, der randt over det skuffede Haab, men som de til deres egen Fordærvelse dog ikke kunde opgive; og jeg maatte sige til mig selv: Denne Kunst er jo ligefrem en Ødelæggelse for mange unge Sjæle. Ja, man maa have en god Del sund Fornuft ved Siden af sin Phantasibegavelse, idet man udøver denne lokkende, glimrende Kunst. Fristelser ere her, dog ikke altid paa de Punkter, Mængden tror. Flg. Stykke fandtes allerede i IA: Dog disse vil jeg søge at fremstille længere hen i mit Liv, i Haab om, at det Speil, jeg her vil holde for Skuespillere, skal bringe dem til Eftertanke om, hvori deres Opgave bestaar, hvis de i Forening med Udøvelsen af deres Kunst ville bevare deres Personlighed, saa at den ikke ubemærket skal glide dem af Haanden og det Vigtigste for Mennesket derved gaa tabt.

✂ 193, 32-194,10. Heiberg... Fødselsdag,: Dette Stykke er i Stedet for en kortere opr. Fremstilling indsat i IC i et Tillæg, formentligt i 1888 (Originalen i IB).

✂ 194,1. "Alferne".: Herefter i IB flg. Tilføjelse, der (maaske ved108Afskriverens Forglemmelse) ikke er taget med i IC: Han lagde da mine Alfer i Forening med Tiecks Eventyr "Alferne" til Grund for dette Arbeide.

✂ 194, 8-9. og Marie... skulde udføre: Teksten er her i IB og IC meget omredigeret. IA har: Han tænkte sig mig ved Marie, hvilken Rolle jeg ogsaa udførte, og enhver kan forestille sig min Kjærlighed til dette Stykke, og hvilken Glæde det var for mig at spille den lille Maries Rolle.

✂ 196, 4-11. Og atter... samles kan".: Indsat i IC i 1880erne.

✂ 196,19. kalder Sandhed?": Herefter er i IC (efter ny Linie) overstreget, antageligt af A. D. J.: Da jeg, 15 Aar efter "Alfernes" første Opførelse saae denne min Yndlingsrolle i andre Hænder 1) saa tørt og phantasiløst opfattet, gik jeg vemodig og sjælekuet til mit Hjem og besluttede aldrig mere at være Vidne til at se min kjære Marie saaledes gjengivet. Publikum blev kold og uberørt ved det, der den Gang havde sat det i saa stærk Bevægelse. De stakkels dramatiske Digteres Frembringelser ere prisgivet Gods for Skuespillernes talentløse Opfatning.

✂ 197, 35-36. vore Bladrecensioner! Herefter er i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: De staa ofte under Publikum og ikke over det.

✂ 199, 6. simpelt: Saaledes er Teksten ændret i IC, øjensynligt af Hauch, fra: kjedeligt.

✂ 200,16. han corresponderet herom: Saaledes er Teksten formet i Anna Heibergs Afskrift (i IC), antageligt fordi flg. tilsvarende Ord i Sille Beyers Afskrift (i IB) har været borttaget: alt i mange Aar en Forsoning fundet Sted, og de corresponderede ofte med hinanden herom. Herefter er i IB overstreget en Skildring af Forholdet mellem P. A.Heiberg og Fru Gyllembourg, sikkert fordi Fru Heiberg i 1882 udsendte en selvstændig Bog herom. Skildringen forbigaas her; men bør fremdrages i en kommende Nyudgave af nævnte Bog.

✂ 204,11. mine Evner: Herefter er i IC, antageligt af A. D. J., overstreget:, Evner som gjør, at jeg nyder en sorgfri Alderdom ved den Pension, som Staten har givet mig.

✂ 207,26-27. Derfor havde... vor Scene: Indsat i IC ca, 1876-78 i Stedet for: Det er forunderligt, men det er vist, at Bournonville ved flere Leiligheder, f. Ex. i Balletten "Nina", har bevist, at han ikke formaar at sætte sig kunstnerisk ind i en Andens Composition, men kun i sine egne, og at han i Andres kan begaa utrolige Feil og tidt overse det vigtigste ved den hele Plan og Gang i samme. Ja, der høcrer Selvfornegtelse til med Troskab at gaa op i en Andens Frembringelser.

✂ 208,25-26. burde undgaas.: Herefter er i IA overstreget: Den, der nu altid bliver den lidende ved en saadan Kamp, er den af de to Talenter, der først har glædet Folket; thi hun er den ældste.

✂ 208,37-210, 8. Ved at... Enkelthederne.: Indsat i IC som Tillæg (Originalen, fra ca. 1876-78, i IB).

*1) Fru Heibergs Efterfølger i Maries Rolle var (1852) Amalie Price. 109

✂ 210,20-21. hos Véfour: Herefter er i IC overstreget, uvist naar:, under hvilken Heiberg ikke sparede paa Champagnen.

✂ 211,23. een Retning: Hertil findes i IC ftg. Fodnote med Hauchs Haand, som ikke er taget med i 1. Udgave: Om dette Møde i Paris med Martensen. har han selv i sit Levnet (udgivet 1884) udtalt sig paa en Maade, der gjør min Beretning overflødig, hvorfor jeg nu har forkortet den til det mindst mulige 1).

✂ 211, 31-213,14.. Da Afskedsdagen... uden Smerter: Indsat i IC som Tillæg (Originalen, senest fra ca. 1876-78, i IB). I Stedet er i IC overstreget: om ham, tog derpaa kort og rørt Afsked med mig og sin Søn og sagde: "Vi ses vel igjen." Fem Aar efter dette Besøg, i 1841, døde han stille og uden Smerter. Han havde i flere Aar lagt Penge tilside til sin Begravelse, og det saa rigeligt, at hans Søn fik flere Hundrede Francs sendt som Overskud. Hvad han ellers eiede, arvede de Folk, hos hvem han i mange Aar havde boet, og som havde været gode imod ham og fulde af Omsorg for ham. Han er begravet paa Montmartres Kirkegaard, og hans Søn satte paa hans Gravsten følgende Inscription i det franske og danske Sprog, thi Venner havde den gamle Mand i begge Lande. Efter Gengivelsen af Gravskriften paa Fransk og paa Dansk fortsættes: Det havde vel ikke været vanskeligt at faa udvirket, at han var bleven kaldt hjem i sine sidste Dage, men hans Søn mente, at det vilde være at gjøre han en daarlig Tjeneste. Han havde saa fuldkommen levet sig ind i de franske Interesser og Bevægelser, at det offentlige Liv her hjemme vilde forekommet ham dødt og kjedsommeligt under vore strengt monarkiske Former. Han havde desuden et Par gamle franske Venner, hvis daglige Omgang han ikke længer kunde undvære. Ogsaa de Folk, hos hvem han boede, vare ham uundværlige, især en ældre Datter af Huset, som han roste meget for hendes historiske Kundskaber. Denne Pige læste alle franske Blade for ham, og hermed gik det meste af hans korte Dag, thi han stod sildigt op og gik tidligt i Seng. Hans Livs Aften var saaledes stille og uden Storme. I et bedre Hjem og i lysere Egne er han nu seende, og Lidenskaberne i hans Bryst ere, haaber jeg, lutrede og formildede komne til den Ro, hvorefter vi Alle sukke og længes.

✂ 213,17-25. Saa snart... Ophør.: Indsat i IC i Tillæg (Originalen fra ca. 1876-78, i IB).

✂ 217,21. og Fingerpeg.: Herefter er i IC overstreget, øjensynligt af A. D. J.: Efter den første forestilling tilskrev Hertz, der i nogen Tid havde været syg, mig følgende Billet 2):

✂ Til Fru Heiberg.
Har De ikke Medlidenhed med Deres stakkels Ven? Hele Byen taler om Deres ypperlige Fremstilling af Ragnhild, og jeg, der har havt alle *1) I MSS ses intet Spor af, at denne Beretning har været udførligere, end den er i Teksten her. *2) Billetten gengives her efter Originalen i IA. 110 Prøvernes Piinsler, har ikke bivaanet og kommer maaskee ikke saa snart til at bivaane en Forestilling. -

✂ Af Fortvivlelse over alt dette har jeg ladet mit Stykke befordre til Trykken, for at jeg dog kunde have den Fornøielse at sende Dem og nogle andre gode Venner et Exemplar.

✂ Tør jeg haabe at De, naar De bladdrer i denne Bog, vil tænke lidt paa Deres Ven? De troer ikke hvor meget jeg tænker paa Dem; men det er endeligt ikke nyt. -
Deres hengivneste
d. 25. Mts. 1837.
Henr. Hertz .

✂ 217,31. et saadant Arbeide.: Herefter i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: Rung var aldrig heldigere end i sin Composition til "Svend Dyrings Huus".

✂ 218,16. Jul, Juletræ eller Gaver;: Saaledes er Teksten i IC ændret ved en Rettelse af Fru Heiberg og en redaktionel Forandring af A. D. J., fra: Jul. men en evig Langfredag. Juletræ, Gaver,.

✂ 219,10-18. Mange Aar... disse Børn: Indsat i IC i Stedet for flg. af Hauch overstregede Stykke: Jeg havde ikke faa Fattige, der stadigt kom og tiggede ved vor Dør; til disse sendte jeg nu Pigen og indbød dem formeligt til mig Juleaften til Juletræ. Dagen efter var det ganske rørende, at fra et Sted kom Moderen, fra et andet Faderen, eller ogsaa Børnene selv, og spurgte, ganske forlegne, om det ikke var en Feiltagelse, at de vare indbudne til mig? Jeg sagde dem da, at det var ganske rigtigt, og at de kun skulde komme. Nu pyntede jeg et stort Juletræ saa festligt, som om det havde været Grevebørn, der skulde forlystes hermed, og hængte det fuldt af alle Slags Gaver og en Mængde Lys; jeg vilde ikke, at mine fattige Børns Glæde skulde staa tilbage for noget rigt Barns. Vi havde en stor Spisestue, og her, midt paa Gulvet tog Træet sig pragtfuldt ud. Aftenen kom og med den. mine smaa Gjæster, der havde gjort sig saa pæne, som deres fattige Garderobe tillod. De vare 10 til 12 i Tallet. Først kom de ind i vor Dagligstue og bleve beværtede med The og Julekage. En lille Dreng paa 6 Aar omtrent sad meget forknyt og krøb sammen. Da jeg spurgte ham, om han var syg, svarede den ældre Broder, som altid tog Ordet for sine Søskende: "Nei Frue, men han er vant til at gaa i Seng Kl. 5." Det var temmelig fortvivlende for En, der nu skulde i Soirée; men da jeg aabnede Døren til Juletræet - et Syn, som de Alle forsikrede, de havde aldrig set før - da svandt Søvn og Forlegenhed, og et sandt Fryderaab udbrød. Efter at Træet var plukket, begyndte Enhver at lege med sit Legetøi; En kjørte med sin lille Vogn, en Anden slog paa Tromme; en lille Pige satte sig ganske betagen hen i en Krog paa Gulvet, for uforstyrret at betragte sin pyntelige Dukke. Den Ene efter den Anden kom til mig og spurgte, om de maatte tage deres Legetøi hjem med, og de saae paa mig, som de neppe troede deres egne Øren, naar jeg svarede:,,Ja, det forstaar sig." Foruden Legetøiet fik de Hver en Gave af et eller andet nyttigt Klædningsstykke; og det laa dem ikke mindre paa Hjerte at erfare, 111 om de ogsaa maatte tage det hjem med; ja, for Enkelte lod det til, at det Nyttige var dem mest magtpaaliggende. De stakkels fattige Børn, de blive ved Mangel og Nød gamle før Tiden. Ofte kan et saadant Barn paa 7 til 8 Aar have et Udseende som et gammelt Menneske; ja, man kan undertiden se dem med dybe Furer i Pande, Kinder og om Øinene - et Syn, jeg neppe kan udholde. Efter Legen bleve de Alle satte om et dækket Bord og fik Julegrød, Steg og Dessert; hertil blev drukket Limonade, som Heiberg - der havde et eget Talent til at underholde Børn - bildte dem ind var stærk Vin, saa de maatte vogte sig for ikke at blive berusede. Enkelte af dem kom virkelig i en saa lystig Stemning, at det lod, som om Indbildningen virkede lige saa stærkt som Druesaften selv. Ved Midnat toge de Afsked, belæssede med deres Gaver. Det var deres som min første glædelige Jul.

✂ 221,15-222,1. hvor der... og Bestyrelsen.: Indsat i IC i Tillæg. Originalen, fra ca. 1876-78 (i IB), slutter med flg. overstregede Stykke: Beskedenhed er en Ynglings skjønneste Dyd, som Ordsproget siger, men jeg renoncerer paa denne Dyd med Hensyn paa min Evne i denne Stilling, da jeg anser min Taarige Virksomhed heri som ualmindelig vellykket.

✂ 222,7-9. Min Trøst... for Stykket: Indsat af A. D. J. i IC, formentligt samtidigt med at flg. er overstreget: Jeg selv spillede Fata Morgana, og den eneste Glæde jeg havde af Heibergs Arbeide var, at han var glad over min Fremstilling, og at Paludan-Müller ytrede til mig, at der for ham havde været en overordentlig Illusion i min Gudeskikkelse.... Hvad Nydelse Hertz havde af "Fata Morgana", viser medfølgende Digt af ham til Heiberg 1).

✂ 223,5. Flaske Cognac: Herefter i IA følgende af Sille Beyer i IC udeladte Ord: naturligvis til Heiberg og ikke til mig. Senere har Fru Heiberg i IC paany indsat: til Heiberg, men disse Ord er atter overstreget, vistnok af A. D. J.

✂ 231, 9. urent: Saaledes er Teksten i IA ændret fra: svinsk.

✂ 232,18. og Stolthed.: Herefter er i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: Vi havde endnu megen anden Lystighed for denne Dag, som dog er for privat til at kunne interessere Andre.

✂ 233,20. Kong Christian den Niende: Saaledes er Teksten ca. 1876-78 ændret fra: Prins Christian af Danmark.

✂ 238, 20. med Glæde.: Herefter er i IA overstreget: Faa Dage efter, den 17., modtog jeg følgende Brev fra Andersen 2):

✂ Kjære Fru Heiberg!
Saa har vi Dem da igjen! og frisk og glad? ikke sandt! Velkommen hjem! Det var min Bestemmelse ved Deres Hjemkomst at bringe Dem en Bouquet aandelige Blomster, jeg havde valgt hvad De jo ynder: Børne-Eventyr, men Bogtrykkeren er Skyld i at Bouquetten udebliver, jeg kommer *1) Se H. Hertz: Digte II (1851), 216 f. Af Hertz' Dagbøger (Ny kgl. S. 3179, 4°) fremgaar, at han sendte Heiberg Digtet 26/1 1838. *2) Originalen i Fru Heib. Ark er dateret: Kjøbenh: 17 Sept 1839. 112 vistnok otte Dage efter Festen. De tillader at jeg smykker mine Børne-Eventyr med Deres Navn, sætter heri det nye Hefte at det er de eneste Blomster jeg har fra denne Sommer og disse overrækker jeg Fru Heiberg til Velkomst.
af ganske Hjerte Deres
hengivne
H. C. Andersen .

✂ 238, 28. legemlige Tryk.; Herefter er i IA overstreget (maaske samtidigt med, at de efterfølgende Linier, der slutter Kapitlet, er indføjet): I October sendte Andersen mig sine lovede Eventyr med følgende Vers 1):

Kjøbenhavn den 14. October 1839.

✂ Med Tak og Jubel Alle mod Dem kommer,
Det er den høie Kunst, som skeer sin Ret, -
Min Digter-Haves Blomster denne Sommer
Er ikkun denne fattige Bouquet.
Deres trofaste hengivne
H. C. Andersen .

✂ 239,39-240,1. "Det er... noget Nyt": Saaledes er Teksten i IB tidligst ca. 1876-78 ændret fra: " Dette er et vigtigt Afsnit i Danmarks Historie", sagde han, idet jeg saae Taarerne staa ham i Øinene.

✂ 240,21. overtog Kronen uden: Herefter er i IB, antageligt af Krieger, slettet: synderlig. - Ogsaa andetsteds i dette Parti om de politiske Forhold ses Krieger at have foretaget Ændringer.

✂ 242,3. al Danskhed.: Herefter er i IB ca. 1876-78 overstreget: Hans Had til Kiel er udtalt i de Stropher af ham "I Kjøbenhavn at dø er bedre end i Kiel at leve" 2). Hans Interesse i den slesvigske Sprogsag findes udtalt i hans "Intelligensblade" i to temmelig udførlige Artikler 3).

✂ 242,11. falsk eller rigtig.: Herefter er i IB tidligst ca. 1876-78 overstreget: Arme Danmark! Dine Konger have sjeldent været heldige i den finere diplomatiske Kunst. At bruge ædle Motiver lige overfor det Uædle, det Underfundige, det er at tale til En i et Sprog, som er ham fremmed.

✂ 242,31. Glimmer.: Herefter er i IB overstreget, vistnok af Krieger (Blyantoverstregningerne er dog antageligt ved Fru Heiberg, og ældre): Kongens Søn, Kronprins Frederik, der siden hans Skilsmisse fra Frederik den Sjettes Datter Vilhelmine levede i en Slags Forviisning i Fredericia, blev nu kaldt tilbage og Aaret efter Faderens Thronbestigelse formælet med den tyske Strelitzer-Prinsesse, en Formæling, der skete med stor Pomp og Pragt, og hvortil saa mange frugtesløse Forhaabninger knyttede sig. Christian den Ottendes Kroning var en Begivenhed, som optog Alles Interesse, og saaledes *1) Originalen i Fru Heib. Ark. Sml. Tilegnelsesverset ("Man hørte sige" etc.) i: Eventyr, fortalte for Børn, Ny Samling. 2. Hefte, 1839, (Saml. Skr. XV, 299). *2) Sml. l, 43, 7 m. Note. *3) "Det Nationale og det Provindsielle" samt "Dansk og Tydsk" i Heib. Intelligensblade II (1843), 49-72 og 173-196.113 holdtes Folket varmt, snart med Et, snart med et Andet, og bedøvede sig selv i al denne Tummel. Imidlertid gik Oppositionens Ordførere 1) med hule Kinder og ærgerlige Miner 2) og ventede atter paa bedre Tider, hvori de agtede at tage og ikke at vente, til der blev givet3).

✂ 242,34. Ved Kapitlets Begyndelse er i IB tidligst ca. 1876-78 overstreget: De to Maaneders Ferie, som jeg saa uventet havde faaet ved Theatret, kom mig vel tilpas, thi den Svækkelse, jeg led af i Halsorganerne, mente Lægerne, at kun Hvile kunde helbrede.

✂ 243,9-11. foruden de... medens de: Af A. D. J. indsat i IC uvist med hvilken Hjemmel i MSS. IA har: udtalte, hvad.

✂ 243,18-37. Først i... din Seng!": Indsat i IB ca. 1876-78 ligesom flg. Parti, der i Afskriften i IC er fjernet, formentligt af A. D. J. (Sml. 1,259, 23-263,20): Hvorledes det hang sammen med den Sammensmelten, er jo det store Spørgsmaal, som atter og atter er reist mod den Hegelske Philosophi.

✂ Min Ferie nærmede sig sin Ende. Et Kongeskifte er dog en mærkelig Begivenhed, der saa godt som griber ind i alle Forhold, især naar Thronskiftet følger ovenpaa et mangeaarigt Regimente. Det kunde sammenlignes med et gammelt Træ fuldt af Frugter, der ere overmodne, og som trænger til at rystes, for at Frugterne kunne falde. Og i Sandhed, det gamle monarkiske Træ rystedes ikke lemfældigt. Frederik den Sjettes Mænd vare alle som han blevne gamle i lang og tro Tjeneste, og de Fleste af dem trængte til at afløses af nye og friske Kræfter, men ikke enhver Afløsning bliver derfor en Gevinst. Heller ikke Theatret fik Lov at beholde sin gamle mangeaarige Styresmand. Theaterchefen, den redelige, dansksindede Mand, Excellencen Holstein, maatte trække sig tilbage for at give Plads for en af Christian den Ottendes Hofmænd, Kammerherren Levetzau, en Holstener af Fødsel, uden Kjendskab til den danske Litteratur eller til vort Nationaltheaters Historie. Han var en elegant bøielig Hofmand med et fornemt Ydre, der stak ligesaa stærkt af mod Holsteins som Christian den Ottendes Væsen mod Frederik den Sjettes. Forresten var ogsaa Levetzau en skikkelig Mand, der vist ønskede at gjøre Alt paa det Bedste for enhver; men den, Gud giver et Embede, giver han ikke altid Forstand paa dette. Collin stod endnu bestandigt som første Directeur efter Theaterchefen. Men i enhver Direction, hvori Coilin havde Plads - og dette var ikke faa - blev han paa Grund af sin Dygtighed og overordentlige Arbeidskraft altid den, for hvis Villie Alle maatte bøie sig. Det kunde derfor kun lidt nytte, at han kun var Nr. 2, i Virkeligheden var han altid Nr. l, som Alle tyede til.

✂ 245,1. Fremgang og Sandhed.: Herefter er i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: Dette var min Følelse ved at spille i "Mulatten" - er denne Dom for streng, da er det jo kun en individuel Dom af mig, udsprungen af en Følelse, som kan være urigtig eller rigtig, men ingen som helst Uvillie mod Forfatteren - hvortil jeg aldrig har havt Grund - blandede sig heri.

*1) Ordførere: Saaledes med Blyant ændret fra: Frihedsheltene. *2) og ærgerlige Miner: overstreget med Blyant. *3) hvori de... blev givet: overstreget med Blyant. 114

✂ 245,4-5. efter Heibergs... Anvisning: Saaledes har Afskriveren Sille Beyer formet Teksten i IB. IA har: under Heibergs Tilsyn.

✂ 249,17-250,3. Molbech... galante Tone.: Indskudt i IA.

✂ 249,21-22. Disse Correspondancer: Plerefter har Sille Beyer i Afskriften (IC) udeladt:, der ere saa almindelige, især i Tyskland,.

✂ 249, 23. ikke: saaledes i IC ændret fra: aldrig ville.

✂ 250,36. Oversætter, der: Herefter i IC overstreget, antageligt af A. J. D.: ene og alene.

✂ 252,6. mine Ord.: Herefter i IC overstreget, øjensynligt efter Forslag af Hauch: Latterligt vilde det i Sandhed ogsaa have været, om Heiberg, der har havt saa megen Lykke og været saa anerkjendt som dramatisk Forfatter, om han vilde være skinsyg paa Andersen, hvis Arbeider for Scenen - over 20 i Tallet - strax bortdøde, paa to nær: "Mulatten" og "Den nye Barselstue", hvilke spilledes i flere Aar.

✂ 252,11-13. Hvor et Venskab... gamle Plads: Saaledes er Teksten redigeret i IC; Linien saa det indtager sin gamle Plads er indsat af Fru Heiberg ca. 1876-78, de øvrige er antageligt formet efter Hauchs Forslag. Den oprindelige Tekst lyder: Og jeg tilstaar, at det hører til min onde eller gode Natur, at hvor et Venskab paa en saa saarende Maade er brudt, der kan der ikke være Tale om at hele det igjen.

✂ 252,14. det gamle: Indskudt i IC, vist af Hauch. (Sml. Var. til L.11 -13).

✂ 253,9-12. de samme Spørgsmaal... Dickens tog: Disse Linier er, øjensynligt uden Hjemmel i MSS, af A. D. J. indsat i IC i Stedet for de oprindelige: da han hørte Grunden til min Sorg, tog han.

✂ 253,17. Geni: Saaledes er Teksten ca. 1876-78 ændret fra: Noget.

✂ 253,22. taale Dadel.": Herefter i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: Da han var gaaet, fik jeg Samvittighedsskrupler over, hvad jeg havde nedskrevet om hans Mulat og hans Maurerpige. Jeg læste det atter igjennem med den Tanke, at jeg maaske kunde slette det Hele ud igjen. Men da Andersen selv i sit Levnet har omtalt vort Sammenstød om Maurerpigen og min Vægring at spille deri, ønsker jeg dog, at man ogsaa skal høre min Forklaring om denne Sag. "Mulatten" og "Maurerpigen" tilhøre Litteraturen, og mine Bemærkninger om dem tilhøre mig - ere de urigtige, da lad mig dømmes derfor. Og jeg lod dem staa. Skulde dette mit Levnet nogensinde komme for Dagens Lys, og skulde Andersen opleve dette, da haaber jeg, at han til den Tid vil have saa stor Selvbevidsthed om sin Plads i Litteraturen, at han vil betragte disse individuelle Bemærkninger af mig med Ro og med et forsonligt Gemyt; thi et forsonligt Sind var en af Andersens elskeligste Egenskaber. At han fortrød sin den Gang fornærmende Beskyldning mod mig, viste han i Aarenes Løb paa forskjellige Maader, ja, han dedicerede mig endog et Bind af sine Eventyr og viste mig paa mange Maader smaa Opmærksomheder, hvorfor jeg her bringer ham min Tak 1).

*1) og med et forsonligt... min Tak er indskudt i IA. 115

✂ 253,25. staa ham bi: Herefter i IC overstreget, antageligt af A. D. J.:, for at en Indtægt heraf kunde være ham sikret.

✂ 255,27. offentlige Fester: Herefter i IC ca. 1876-78 overstreget:, paa Grund af at jeg ikke kunde være ubemærket.

✂ 257,25-31. I Anledning... kronede Konge.: Indsat i IC i Tillæg (Originalen med Rettelse af Hauch i IB). Herefter er i IC, antageligt af A. D. J., overstreget (efter ny Linie) en kort Skildring af Sommeren 1840, hvor Heibergs atter foretog en af deres Rejser paa aaben Vogn i Sjælland.

✂ 257,33. tilbage til: Herefter i IC overstreget, efter Forslag af Hauch: "Den By med de hundrede Laster",1) tilbage til.

✂ 258,26. med sit dræbende Stød: Saaledes Teksten i IC ændret af A. D. J. fra: for at udtømme sit dræbende Svovlstof.

✂ 259,19-22. Saisonen... bestyret: Indsat i IB i Stedet for et smst. ca. 1876-78 overstreget Parti, hvori der bl. a. staar: Denne Vinter (1840- 1841) gik for mig paa sædvanlig Viis; jeg spillede og spillede, for det meste over mine Kræfter. Endnu leed jeg af min Halssvækkelse, der naturligvis ikke blev bedre ved de ideligt nye Anstrengelser. Jeg var træt af at spille, jeg trængte til en længere Hvile, men herpaa var ikke at tænke, ifald jeg ikke vilde sætte Theatret i største Forlegenhed.

✂ 259,20. det Enkelte: Hertil kan henføres følgende overstregede Stykke i IC, fejlagtigt anbragt af Fru Heiberg efter Omtale af "Svanehammen" (efter I, 265,12): Den 18de September var atter en Fest i Theatret. Kongen høitideligholdt sin første Fødselsdag efter sin Thronbestigelse. Saa vidt jeg erindrer, blev der opført en Opera eller en Ballet. Men da man ønskede, at ogsaa jeg skulde udføre Noget ved denne Leilighed, skrev Heiberg paa Directionens Opfordring Monologen: "Grethe i Sorgenfri", hvis Motiv var taget af Kongens og Dronningens Sommerophold paa Sorgenfri, hvor de i mange Aar havde tilbragt Sommeren i gemytligt Forhold til Omegnens Beboere, høie og lave. Denne Aften var, som alle saadanne Festaftener i Theatret, en Anledning til at vise pragtfulde Toiletter, en Anledning for Folket til at vise Kongen dets Loyalitet, og forresten en Anledning for Alle til at kjede sig over en Kunstnydelse, som man paa saadanne Aftener ikke havde Øre eller Øie for. Jeg var denne Aften bedrøvet og savnede den gode, gamle Konge paa den Plads, hvor jeg fra min Barndom af var vant til at søge ham. Jeg kunde ikke saa hurtigt skifte Herre og følte kun mat, hvad jeg i Monologen havde at udtrykke til Ære for Landets nye Hersker.

✂ 259,23-263,20. Et Thronskifte... dudu du".: Indsat i IB ca. 1876-78, delvis lig en kortere Fremstilling om Sommerskuespillene i det opr. MS. Sml. ogsaa Var. til I, 243,18-37.

✂ 265,5. og Slethed: Herefter i IC ca. 1876-78 indføjet, men, antageligt af A. D. J., atter overstreget: og Usædelighed.

✂ 266,3. som Abigael: Herefter i IC ca. 1876-78 overstreget:; jeg aftalte nu med Fru Ryge, der forestod Damernes Garderobe, hvad jeg ønskede *1) Citatet er ikke fundet.116 at iføre mig til denne Rolle. Jeg tror, uden Frygt for at overvurdere mig selv, at var der Nogen ved Theatret, der havde Øie, Kundskab og Sans for. hvilket Costume bedst kunde fuldstændiggjøre Billedet af den Rolles Character, da var det mig. Dette var ogsaa almindelig erkjendt, baade af Publikum og de andre Skuespillere og Skuespillerinder, der ogsaa ideligt henvendte sig til mig om Raad i denne Retning, saa vel Herrerne som Damerne; uden at tale om, at Damerne copierede mig, hvor det var muligt, enten denne Copieren passede eller ikke passede til, hvad de havde at udføre.

✂ 267,6. noget Menneske.: Herefter er i IC overstreget ca. 1876-78: Jeg var paa dette Tidspunkt saa syg 1), træt og kjed af den hele Theatervirksomhed, hvor saa meget Smaaligt udstrakte sine Rødder for at kvæle den ædle Kunst, at man vist neppe vil tro, at da jeg om Aftenen, iført mit stribede Skjørt, skulde træde ind paa Scenen, var jeg saa langt fra at ængste mig for, hvad der vilde ske, at jeg tvertimod ønskede det Værste, for at faa en gyldig Anledning til at trække mig tilbage.

✂ 268,30. min Lykke.: Herefter er flg. overstreget i IC ca. 1876-78: Jeg følte en Trang, en uudsigelig i mig, efter hvad vidste jeg endnu ikke ret. Herefter er i IA overstreget: Nytaar 1841 havde Heiberg udgivet sit Bind "Nye Digte", der indeholdt "En Sjæl efter Døden", "De Nygifte", "Protestantismen i Naturen" og "Gudstjeneste". Jeg havde den store Glæde, at dette Bind "Nye Digte" gjorde en stor Opsigt i Publikum. Jeg siger en stor Glæde; thi hans Glæde og Ære var min. I mangen en Tanke i disse Digte ligger skjult vor egen Stemning i denne Periode af vort Liv.

✂ 268,34. hos mig.: Herefter er i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: Samtaler som dem, her fandt Sted imellem Martensen, Andræ, Paulli, Paludan-Müller og mangen en interessant Udlænding, der opsøgte vort Hus, og Heiberg og hans begavede Moder, vare vel skikkede til at udvide Blikket i forskjellige Retninger og give Tanken en friere Udsigt end den, et ensformigt Theaterliv fører En ind i med de smaa Kævlerier og Bornertheder, som ere uadskillelige fra dette Sted, hvor mange Uindviede saa let indbilde sig, at Aanden og kun den har hjemme. Theatret traadte i Hjemmet i Baggrunden og var sjelden Gjenstand for Samtalen, der bevægede sig i ganske andre Retninger. Herefter omtaler Fru Heiberg i et Tillæg sin voksende Optagethed af det slesvig-holstenske Spørgsmaal og fortsætter: Naar vi som sagt sade i vor Dagligstue om det runde Bord, da udgjorde vor Kreds en lille Verden for sig, hvor man glade samlede sig og nødigt skiltes ad, naar - ikke Søvnen - men det sildige Klokkesiet mindede om, at man, hvor ugjerne man end vilde, maatte bryde op og begive sig til Ro.

✂ I Hjemmet var Alt saaledes ved det Gamle, paa det nær, at den unge Buntzen, vort Pleiebarn, der var bleven Student og medicinsk Candidat, mere og mere begyndte at lide af en Brystaffectation, der standsede ham i hans videre Udvikling. Dette var især en stor Hjertesorg for Heibergs Moder, der hang ved det smukke, livlige, begavede Menneske, som om han havde været *1) syg, er indsat ca. 1876-78, altsaa formentligt lige inden det hele er overstreget. 117 hendes eget Barn. Heiberg og han kunde le saaledes af deres egne Indfald, som om de endnu havde været Skoledrenge. Hans Forhold til mig var i Aarenes Løb ogsaa kommet i mere Ro, uagtet han endnu af og til lod mig føle sine Luner; men da fortrød han det atter strax, søgte mig op og gjorde sig behagelig for atter at forsone mig. I Julen pleiede vi ganske mellem os selv at holde en lille Juleaften, hvor vi da gave hinanden smaa Gaver. Han og jeg havde havt et lille Udestaaende forinden denne Jul, som bestod i, at han negtede mig en lille Tjeneste, jeg bad ham om. For nu at forsone mig fulgte med en af hans Gaver følgende Seddel:

✂ "Jeg Undertegnede forpligter mig herved til at bevise Fru Johanne Louise Heiberg den første Tjeneste eller Fornøielse, Samme maatte behageligst ville fordre af mig, om samme Tjeneste end skulde koste mig Ære, Liv og Gods."
Georg Buntzen 1).

✂ Ak, der er vist Faa, maaske Ingen, der naar dette mit Levnet engang bliver læst, endnu erindrer Georg Buntzen og fornøier sig over, at dette lille Træk med vor Juleglæde ret lignede det Her mangler i Sille Beyers Afskrift Fortsættelsen. Denne lyder i IA: smukke, livlige, begavede Menneske. Han var i Besiddelse af mange Evner, et lystigt Sind, en uskyldig Munterhed forenet med en naturlig Vittighed, der gjorde, at hans Selskab søgtes, og at Alle der kom i personlig Bekjendtskab med ham, holdt af ham. Det var saaledes virkelig en Sorg for os Alle at se en Orm gnave paa dette unge, friske Liv. Da han og jeg omtrent var i Alder sammen og saa mange Aar yngre end Heiberg og hans Moder, havde jeg ofte med Vemod tænkt, at vi to Stakler vilde blive tilbage, naar de Andre havde forladt os, og nu lod det til, at den yngste af os Alle skulde blive den første, der brød vor Kreds. Udviklingen af hans Sygdom gik langsomt frem og trak sig ud til flere Aar. end vi havde haabet 2). Men Heibergs stakkels Moder gik ideligt i den pinligste Angest for sin Yndling.

✂ 269,1-270,31. BAKKEHUSET... mødes.: Indsat i IB ca. 1876-78, en Omarbejdelse af den opr. Tekst. I IC er, antageligt af A. D. J., overstreget Slutordene: O! herlige Tro, som giver Taalmodighed!

✂ 270,11-25. Hvilken Tryghed... Rørende var det: Dette Parti har erstattet følgende Stykke i IA: Men hvem veed, om Kamma dog ikke i mangt et stille, ensomt Øieblik følte sig for meget overladt til sig selv, i det afsides beliggende Hus 3). Om der ikke i mangen en ensom Time steg et stille, men *1) Paa Originalen i Fru Heib. Ark ses yderligere Dateringen: Chrvn. d. 22de Decbr 1838, og paa Ydersiden: Erklæring af Georg. *2), end vi havde haabet er overstreget i IA. *3) Herefter har Fru Heiberg i et Tillæg i IA skrevet, men atter overstreget: Og her er et Punkt, hvor jeg tilstaar, at Kvindens Stilling i Samfundet er strengt bedømt, thi ve en saadan ensom Kvinde, om hun bittert føler Savnet af det, som Manden uden Sky søger at forskaffe sig. Som om ikke ogsaa vi trænge til at sværme til Trods for Manden. Sværme uskyldig som han, trænge til Een, der søger vort Selskab frem for alle Andres, som giver os det bedste af Aandens Gaver.118 derfor ikke mindre dybt Suk op fra det ensomme Hjerte. Hun kunde sige sig selv: Hvad har alt dette igrunden at betyde? Intet. Hun kunde sige dette med Sandhed, men sagde hun sig det? Ingen veed det. Har hun trængt til en større Kjærlighed, men med Resignation bekæmpet denne Trang, da siger Verden: Hun er dog vist en kold Natur. Men ve hende, hvis Verden ikke tiltror hende, hvad den dog ikke finder Behag i. Men hvor forunderligt, at det er Sandhed, at disse Digterforliebelser virkelig intet betyde. De kunne se Gjenstanden for deres Tilbedelse forlove sig, gifte sig, kølnes, dø, og de ere lige glade, lige friske paa Sjæl og Legeme, de vente lidt, afkaste Phantasifølelsen i Udgydelsen af et Digt, en Novelle, omtale deres lette Beruselse med et Smil - og forbi er hele Trylleriet. Men dør den Kvinde, ved hvis Side de saa ofte glemte hende for alle disse Phantasifølelser, da synke de med Et sammen og vide ikke længer, hvor de skulle faa Fodfæste, og de ere med Et ikke længer istand til at sværme nu, da et saadant Sværmeri vilde kunne holde dem opreiste i Ensomhedens forfærdelige Tomhed. De have nu kun een Tanke, een Følelse, eet Savn, Savnet af deres Livs retmæssige Ledsagerinde, og hvem viste dette Savn tydeligere end netop Rahbek. Da Fru Rahbek døde, hvor var det rørende.

✂ 270,18-19. som hun... sig selv.: Saaledes er Teksten i IB rettet fra flg. ca. 1876-78 skrevne Ord: en Frygt for at miste, hvad hun ikke kunde undvære.

✂ 270,32-39-271,30-39. Efter den... af Andre.: Indsat i IC som Tillæg (Originalen i IB).

✂ 271,5. Fripostighed: Herefter er i IC overstreget, uvist af hvem: og Frækhed.

✂ 272, 38. sin Trods.: Herefter i IC antageligt af Fru Heiberg overstreget flg. Stykke, der gør Heibergs Tekst fuldstændig: Hvilken Indignation der vaktes ved min Stræben efter at udbrede Kundskab til den hegelske Philosophie, og hvorledes derimod den samme Stræben bedømmes nu, derom har jeg allerede yttret mig i Fortalen til mine "Prosaiske Skrifter". Man vil følgelig see, at min Erfaring har sat mig istand til at kunne construere Loven for Publicums Bevægelser, og især til nøie at kjende mit eget Forhold til samme, saa at jeg ved ethvert litterairt Foretagende iforveien veed den hele Fremgang. Naar blot det Nye er blevet gammelt, saa har det faaet en uanfægtet Autoritet.

✂ 273,12. ulige Kamp.: Herefter i IA overstreget: Inden Saisonens Slutning havde det kjøbenhavnske Publikum den Glæde at gjøre Bekjendtskab med et ualmindeligt Talent og en endnu ualmindeligere Personlighed, begge Dele forenet i Clara Schumann. Jeg havde den Glæde, at denne Kunstnerinde strax ved sin Ankomst opsøgte Heiberg og mig i vort Hjem, hvor vi flere Gange havde den Glæde at modtage hende. Hun gjorde strax et stort Indtryk paa os begge ved sin elskværdige, tiltalende, interessante Person. Og da hun nu bad mig assistere sig paa den Concert, hun agtede at give paa det kongelige Theater, var det mig umuligt at afslaa denne talende Mund, disse 119 rørende, talende, melancholske Øine, denne Stemme, en Bøn, uagtet det at træde frem og declamere var noget, jeg i lang Tid havde afslaaet Alle. Jeg fik da Heiberg til at skrive et lille Digt, der hed "Ingen Declamationer" 1), som jeg fremsagde paa hendes Concert. Det er dog Aandens, Personlighedens Triumph, at hvor denne er tilstede, der gribes Alle, selv den Raaeste, af dens Magt, og hos hvem vare disse Egenskaber rigere tilstede end hos Clara Schumann? Naar hun sad ved Gaveret og spillede sine herlige Musiknumre, hvad var det da, der greb Alle? Ikke Færdigheden, den havde mange Andre i en endnu høiere Grad end hun, det var den Aand, der gik fra hendes Inderste med en Varme, med en Inderlighed, med en Dybde, en Renhed i Følelsen over til de døde Taster og fremlokkede Toner saa dybe, saa smeltende, at de tvang Tilhørerne til at lytte med Ærbødighed til, hvad der her skjænkedes dem af et rent Kunstnersind og hjerte. Ja, Personligheden hos en Kunstner, det er Hovedsagen; hvor den ikke er tilstede, der kan vel Færdigheden forbause, fremkalde Applaus, men Indtrykket, det blivende Indtryk, kan kun Personligheden fremkalde. Det Menneskelige hos Kunstneren, det er og bliver Basis, hvorpaa der kan bygges i Længden; hvor denne mangler, flygter Indtrykket lige saa hurtigt bort, som det fremkaldes. Og atter her viste det sig, at Geniet ikke ældes af Tiden, men bestandig skyder friske Skud, der bevarer det for at blive gammelt, naar Personligheden og Geniet opvoxe med hinanden og gjensides forædle hinanden, thi da Madame Schumann 16 Aar efter atter besøgte Kjøbenhavn, brændte den unge Kunstnersjæl endnu i hende med en Friskhed, en Fylde, der maatte glæde Alle, som havde Hjerte og Sans for, hvad Kunst er. Mange Sorger, mange bitre, hjerteskærende Sorger vare imidlertid gaaede igjennem dette varme Hjerte i disse 16 Aar. Det forekom mig, at jeg kunde læse i hendes Øine, i hendes Stemme og Tale, at mangt et Blad af hendes Livshistorie nu var tæt beskrevet med mangen en bitter Livserfaring, med mangt et feilslaget Haab, at mange Illusioner vare opløste og tilintetgjorte, men at hendes inderste Væsen kun derved var styrket og fæstnet og hævet, og hvo tør da klage over Modgangen, naar den kan have denne Virkning, hvo vil da undvære den, bortbytte den med den altid glatte, smilende Lykke? Hendes Spil var om muligt endnu inderligere, fuldere, end mere af Sjælen gjennemsigtig og gribende. Jeg hørte hende atter efter 16 Aar, ja man bør egentlig sige, jeg saa hende atter spille, thi se paa hende var nødvendigt, se hvorledes Aanden, den inderlige, speilede sig af i hvert et Træk, i Øiets Ild, i Kindens Rødme, i Mundens Vibreren. Ak, hvor er det dog herligt, at Aanden, den usynlige, kan træde saa synlig frem, at vi se, hvad der kun kan anes, og ane, hvad der kun kan ses. Medens jeg nedskriver disse Linier om en Kvinde, der vist neppe har Anelse om, hvad Indtryk hun har gjort paa mig, ligger der her hos mig paa Bordet nogle visne Blomster, hun engang gav mig for 16 Aar [siden] d. 15. April 1842. Jeg blev rørt over atter at gjenfinde hendes Gave, de have ligget indsvøbt i al Stilhed i disse 16 Aar, medens Giverinden og Modtagerinden have været udsatte for Livets Storme. De ere *1) Heib. Poet. IX, 245.120 nu visne, disse Blomster, men Formen er der endnu, og af den kan jeg se, at det har været Violer. Jeg vil nu atter gjemme dem i den lille Skuffe, hvor de have hvilet i 16 Aar, naar de da atter om 16 Aar engang betragtes, maaske ikke af mig, hvad er da min fjerne Veninde og jeg? Ere vi da maaske selv visne? Nu vel! det er jo Bestemmelsen, naar kun Formen, den indre Form, maa blive tilbage. Gid vi da maa kunne sige med Sangeren:

✂ ,,O Israfil! saa kom
Med Dødens Blikke!
Bring mig for Allahs Dom!
Jeg skiælver ikke.
Velsignet er hans Navn,
Han huldt forlader.
Knug mig kun i din Favn!
Han er min Fader". 1)

✂ Der er noget tungt i her i Verden, at naar man træffer paa en Personlighed, der ret tiltaler os, at man da kun skal mødes som i forbigaaende og strax miste, hvad man saa ofte søger forgjæves om. Jeg havde Lyst til i et Aar at sidde stille i Fru Schumanns Dagligstue, ganske stille ved mit Arbeide og lytte til hendes Spil, naar hun saaledes i Ensomhed ret overlod sig til at udøve sin Kunst. En opmærksommere og taknemmeligere Tilhørerinde end mig vilde hun virkelig vanskeligt kunne finde.2)

✂ 276,15-29. Vor Bryllupsdag... min Erindring.: Indskudt i IA.

✂ 276, 40. Fodnoten er redigeret af A. D. J. paa Grundlag af en Tilføjelse i IC.

✂ 277,19. optage dem?: Herefter i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: Dog nu kommer jeg ind paa mine overtroiske Tanker og vil derfor afbryde.

✂ 277,24-25. grublende... grublede over: Saaledes er Teksten i IC ca. 1876-78 ændret fra: grædende, uden at ret vide, hvorfor jeg græd, men velgjørende lettede mine Taarer mit beklemte Bryst.

✂ 277,39-278,5. Denne Tørst... kjendte Bibelen.: Indsat i IC (Orig. fra ca. 1876-78 i IB) i Stedet for flg., der gengives efter IA.: Det forekom mig, som jeg for første Gang blev bekjendt med en Lære, som intet Menneske kan undvære. Jeg hørte af hans Tale, at jeg var saa godt som ubekjendt med Bibelen og dens Indhold, og.

✂ 282,32. Senere Geheimeraad Hall: Saaledes har A. D. J. i IC ændret Teksten fra den opr.: (nuværende Cultus- og Premierminister Hall).

✂ 283,15. høi Grad.: Herefter i IC overstreget efter Forslag af Hauch: jeg mærkede, at jeg i ham havde en Beundrer, uden at dette ligefrem blev udtalt.

✂ 283,17. I IA omtales den nye Bolig nærmere. Det Mac-Evoyske Palæ var *1) Fatimes Replik i "Aladdin" ( Oehlenschläger l, 317). *2) Clara Schumann blev meget betaget af Fru Heiberg under Besøget i København 1842. Se herom Uddrag af hendes Dagbog i B. Litzmanns Biografi II (1905), 48.121paa Grund af dets forrige Ejers Afrejse fra Byen solgt, og Værelser var nu her til at faa for mindre Familier. Værten, en halvgal Mand, var saa god at være flatteret over, at Fru Heiberg skulde bo i hans Hus og havde derfor indrettet især hendes Kabinet paa det dejligste. Det var høje og rummelige Værelser.

✂ 286,2. af Hylding: Herefter overstreget i IC, antageligt af A. D. J.:, som han mente kun tilkom kongelige Personer.

✂ 289,18. gode Tider!": Herefter i IC overstreget, antageligt af A. D. J.: Paa dette Tidspunkt iværksattes den Foranstaltning, som jeg mener har havt en ubodelig Skade paa Personalets moralske Væsen, nemlig Feu for hver Aften, de spillede - uafhængigt af den aarlige Gage; et Middel, udfundet for at faa de Dovne og af Kunsten uberørte Personer til at anstrenge sig og ikke lægge Hindringer iveien for Forestillingerne. Da denne Beslutning kom til min Kundskab, blev jeg usigelig bedrøvet. Jeg forudsaae, at Meget, der ikke var godt, nu vilde komme til Udbrud i de pirrelige, egoistiske Gemytter. De Fleste vare henrykte over denne Bestemmelse, fordi den forbedrede deres Kaar. Jeg stred dagligt i Samtaler med dem herom og forudsagde dem Alt, hvad Dette vilde give Anledning til; hvorledes det Kunstneriske meer og meer vilde blive trængt tilbage, og Pengebegjærligheden meer og meer trænge frem. De Dovne vilde vel ved denne Bestemmelse blive flittige, men de Flittige vilde blive trængt tilbage ved de Dovnes Lidenskab for at forøge deres Indtægter paa Kunstens Bekostning. Det gik, som jeg havde spaaet, og det i en Udstrækning, som overgik min Phantasi. Man vilde nu spille Roller, enten de passede for Evnerne eller ikke. Man saae i enhver Kunstbroder En, der stod iveien for Ens Erhverv, og mange af disse Pengebegjærlige syntes at fortvivle over, at det ikke lod sig gjøre at udføre Comedier med een Person, for at han da kunde faa den hele Feu. Blev et nyt Stykke sat i Værk, da bleve alle De forbitrede, hvem ingen Rolle var tildelt, og ansaae sig som forurettede i høieste Grad. I Begyndelsen skjulte man dog endnu noget denne Vrede; men lidt efter lidt talte man freidigt ud, at man kun spillede for Pengene; ja, saa forvirrede vare deres Anskuelser om Æresfølelse, at de ansaae det for en Skam at sige: "Jeg ønsker at spille denne Rolle, fordi den interesserer mig i kunstnerisk Henseende" men derimod ikke ansaae det for en Skam rent ud at udtale: "Jeg vil spille den for Pengene, Resten er mig ligegyldigt". Dette var igrunden ikke ganske ment, men som sagt den første Grund ansaae de for nedværdigende, den anden ikke. For nu at sikre sig et Repertoire i Saisonen, sørgede man for at give en Række Sommerforestillinger i Ferietiden, som man da paa en Maade tvang Directionen til at optage i Repertoiret, og denne var svag nok til at lade sig tvinge dertil. Derved fik Skuespillerne hvert Aar en Magt over Saisonens Repertoire. Disse private Sommerforestillinger slugte derfor de fleste Skuespilleres Interesse, thi dels delte de her den hele Aftens Indtægt, og dels sikrede de sig en Virksomhed i Saisonen og med denne den meget attraaede Feu. Fra det Øieblik af, at den blev indført, er det derfor min faste 122 Overbevisning, at en slet Aand indfandt sig i Personalet. Jeg negter ikke, at det er et ypperligt Middel for Directionen til at sætte Repertoiret i en livlig Gang; men skal dette Middel anvendes, da er det meer end nogensinde nødvendigt, at der staa Mænd i Spidsen, selvstændige Mænd, med faste æsthetiske Principer, der ikke lade sig rokke af denne eller hin Skuespillers egoistiske Raad.

✂ 289,24-25. som efter... Sceneinstructeur,: Denne Linie er i IC indsat af A. D. J. formentlig samtidigt med, at han efter Theatrets Tjeneste. (S. 276, 13) har overstreget og til Dels fjernet følgende Parti: Ryge havde i mange Aar besørget Stykkerne sat i Scenen ved Theatret. Sceneinstructeurposten var altsaa bleven ledig. I denne Forlegenhed anmodede man nu Heiberg - hvis Virksomhed ved Theatret hidtil bestod dels i Censuren, dels i at levere Originalarbeider, dels i at vælge og oversætte udenlandske Frembringelser af Skuespil og Operaer - om at paatage sig Sceneinstructeurens Functioner. Han paatog sig dette midlertidigt; Functionerne begyndte. Det var ikke faldet Heiberg ind, at enkelte af Skuespillerne attraaede den ledige Plads, men nu mærkede han til sin Forundring, at Skuespillerne, med hvem han hidtil, paa Nielsen nær, havde staaet i et venskabeligt Forhold, med Et satte sure og vrede Miner op imod ham. De af dem, som havde gjort sig Haab om Pladsen, gjorde nu de andre begribeligt, at det var en Krænkelse mod dem Alle, at ikke en Skuespiller atter var valgt til Posten. De rasede og declamerede saa længe for de svage i Aanden, at de fik Alle ophidsede mod den Mand, hvem de i saa mange andre Retninger skyldte saa meget, saa mange af deres bedste Frembringelser, og med hvem de i saa mange Aar havde arbeidet i Venskab og i Anerkjendelse af, hvad han havde været for den danske Skueplads. Smerteligst og mest uventet traf den stærkeste Opposition ham fra Skuespiller Phister, hvem Heiberg især havde omfattet med al den Kjærlighed, som en Digter kan have for den Skuespiller, han i saa mange af sine Arbeider skrev de betydeligste Roller for. Men Heiberg satte en stor Pris paa Phister som Kunstner; hans Correcthed, hans Intelligens i Opfatningen, den Alvor, hvormed Phister udførte sit Kald, havde forskaffet ham Heibergs særdeles Yndest. Ogsaa havde Phister, i de mange Aar de havde arbeidet sammen, tilsyneladende viist Heiberg en stor Hengivenhed. Det ligger ikke i en redelig og sanddru Natur som Heibergs at nære Mistro mod Nogen, og mindst mod sine Venner. Han var derfor i høi Grad forundret herover, og man kunde knap bringe ham til at tro herpaa, uagtet det laa tydeligt for Dagen. Heiberg mente imidlertid, at det var en Overgang, og tog ikke videre Notice af disse smaa Kævlerier. Hans Tro paa Phisters Hengivenhed for sig havde rigtignok et Par Aar iforveien faaet et Knæk ved følgende Leilighed. Da Geheimeraad Adler i Frederik den Sjettes sidste Tid blev ansat som Directeur ved Theatret, fandt denne, at Directionen paa forskellige Maader kunde drage Nytte af Heibergs Indsigt i dramaturgiske Anliggender, og han trak ham nærmere ind i Bestyrelsens Virksomhed, saa at Heiberg deltog i Directionsmøderne for at give Raad i forskjellige 123 Retninger og være Directionen behjælpelig i, hvad denne maatte ønske hans Bistand i. Der havde paa dette Tidspunkt oftere ved Theatret været talt om imellem os Skuespillere, at det var en ufuldkommen Maade, hvorpaa vi bleve bekjendt med de nye Stykker, der skulde opføres. Rollerne bleve nemlig uddelte til hver især, og da kom man sammen, og hver læste nu sin Rolle op. For at kunne oplæse en Rolle rigtigt og godt vil vel Enhver indse, at man maa have et Begreb om Stykket i sin Helhed, og hvilken Plads den enkelte Rolle indtager heri. Det var derfor ytret af Mange og især af mig selv, at først burde man høre Stykket oplæst af en Enkelt for at faa et Totalindtryk, og da kunde man i Forening læse hver især sin Rolle, som man da kunde have et Begreb om. Denne Anskuelse var Heiberg saa aldeles enig i, at han fandt enhver anden Form forkastelig. Han troede derfor at handle i Alles Interesse ved nu at indføre denne Fremgangsmaade til alle Parters Tilfredshed. Men her kan man udbryde med Holberg: "Hvad har Fanden ikke at bestille" i et Kunstnersamfund. Man satte sig nu i Hovedet, at det var en Krænkelse mod Skuespillerne, at en Digter oplæste et Stykke for dem; at der laa heri, at de ikke kunde læse, at man behandlede dem som umyndige Børn. at Oplæsningen virkede skadeligt paa deres Opfatning etc. etc. At der endogsaa var dem, der vilde udsprede, at Heiberg ikke kunde læse, er saa latterligt for enhver, der nogensinde har hørt ham oplæse - og det havde ikke Faa i hans Samtid - at de ingen Vei kom med denne Paastand.

✂ Disse Oplæsninger blev nu paa Directionens Befaling sat igang under idelige Forsøg fra Skuespillernes Side at lægge Hindringer iveien derfor, hvilket skete paa en Maade, som jeg tror de ere bedst tjente med, at jeg fortier. I Heibergs Nærværelse virkede dog hans Personlighed saaledes paa dem, at de ikke saa lige vovede at give deres barnagtige Forbitrelse Luft, men des kraftigere skete det paa hans Bag. Værre gik det dog Oehlenschläger en Gang, da han ønskede at læse et af sine Arbeider op for dem. Phister, hvem Stykket mishagede, sad paa den skaanselløseste Maade og gav sit Mishag tilkjende ved Gebærder og Miner. Jeg var nærværende, og dette Brud, ikke alene paa Digteren, men paa Agtelse for den gode Tone, smertede og saarede min Følelse, saa at jeg ikke kunde lade være ved Miner at give Phister tilkjende, at jeg bad ham holde inde dermed. Men hvor forlegen blev jeg ikke, da han ganske høit over Bordet udbrød som Svar paa min tause Bøn: "De vil da vel ikke forlange, at man skal være opmærksom ved det kjedelige Stykke?" Hvilken Virkning denne Replik gjorde paa Digteren, veed jeg ikke, thi jeg vovede ikke at se op; men det veed jeg, at jeg inderlig bedrøvet kjørte hjem. Jeg havde nu engang vænnet mig til at dele disse Menneskers Hæder og Skam. Henimod et Aarstid varede disse uhyggelige Læseprøver, da Heiberg anmodede Directionen om atter at lade dem bortfalde, saasom de jo under saadanne Omstændigheder vare til ingen Nytte. I Tiden mellem denne Begivenhed og det nærværende Tidspunkt, hvor han midlertidigt havde overtaget Sceneinstructeurposten, var det gode Forhold mellem ham og Skuespillerne atter kommet istand, saa det lille 124 Sammenstød var glemt - af ham - men jeg tilstaar, ikke af mig. Deres Opførsel ved den Leilighed havde givet mig et Indblik i deres Indre, som jeg havde vanskeligt ved at forvinde. Det smertede mig derfor, at Heiberg nu som Sceneinstructeur atter skulde komme i Berøring med deres Lidenskaber, til hvilket jeg fandt ham meget for god. Men herved var nu Intet at gjøre, han havde samtykket i Directionens Anmodning, og han satte nu tre Stykker i Scenen, nemlig " Slaget ved Marengo ", " Romeo og Giulietta " (et lille originalt Lystspil, som var en Parodi paa Kjøbenhavnernes Enthousiasme for det italienske Operaselskabs Medlemmer) og " Ørkenens Søn ". Saa meget det end laa Skuespillerne paa Hjerte at finde noget at udsætte paa hans Arrangement af disse tre Stykker, saa var det dem dog ikke muligt at udpege noget, hvorpaa de kunde hænge deres Hat, som man siger, og dette blev derfor opgivet; men hvad der ikke blev opgivet var, at En af deres Midte burde have Posten ligesom tidligere; thi blev denne en Gang besat med en Mand udenfor Skuespillerstanden, vilde det være vanskeligt atter at faa den tilbage.

✂ Man havde ofte følt Ulempen af, at en Skuespiller var Sceneinstructeur, da denne jo ofte maatte være med i Maleriet, i Stedet for at staa udenfor det for at kunne betragte det Hele i sin Totalitet. Men kunstneriske Hensyn maa ofte ved et Theater vige for personlige Interesser. Efter at Heiberg havde viist, han formaaede at udføre, hvad han havde paataget sig, erindrede han Directionen om, han kun havde paataget sig dette Hverv midlertidigt, og bad den være betænkt paa at vælge En til Embedet for Fremtiden. Valget faldt paa Professor Overskou, hvilket ikke laa i Skuespillernes Plan. Misfornøielsen fortsattes altsaa, og efter nogen Tids Forløb trak ogsaa han sig tilbage. Nu blev, for Husfredens Skyld, Skuespiller Nielsen valgt, og da var Alt godt, undtagen - Sceneinstructionen; thi herom vare Venner og Fjender enige, at en slettere Sceneinstructeur end ham havde Theatret neppe eiet. Daglige Klager, Forbitrelser og Haan lød fra Alle Læber over hans Virksomhed; men han var en Skuespiller, og dette opveiede alle andre Hensyn for denne ærekjære Stand.

✂ 292,26-293,2. I Lessings... Grimace.: Indsat i IB ca. 1876-78.

✂ 294,34. med Virkelighed.: Herefter har A. D. J. i IC overstreget: Men lige saa sikkert som jeg veed, at dette ikke var Tilfældet med mig, lige saa sikkert tør jeg svare for Hr. Holst. Jeg tog mig derfor ikke i mindste Maade dette Rygte nær, thi Uskyldigheden er freiclig; tvertimod gav det Anledning til megen Spøg og Raillerie fra min Side: Publikum gjorde Illusion til Virkelighed - kunde Hr. Holst og jeg ønske større Virkning af vort Sammenspil?

✂ Det flg. har Fru Heiberg formentligt selv overstreget: Vi levede denne Vinter temmelig stille i vort Hjem og saae kun af og til vore nærmeste Venner foruden en Del Reisende, som opsøgte os her. Døden berøvede mig dette Aar min mangeaarige Ven og Beundrer, Commandeur Wulff. Han saae mig spille sin sidste Aften i "Den første Kjærlighed" af Scribe og blev baaret 125 døende ud af Theatret ved Stykkets Slutning. Kort iforveien havde han sagt til mig: "Min bedste og reneste Følelse, jeg har havt i Livet, har jeg havt for Dem." Med Sorg hørte jeg, at han var død - dog, i Ungdommen bærer man Tabet af en hengiven Ven ubegribelig let; man har endnu saa mange tilbage og tror i sit Overmod, at mange kunne komme til. Først i Aarenes Rækker mærker man, at de tabes let, men erstattes vanskeligt.

✂ Herefter er i IC tænkt indskudt flg. fra MS til 2. Del flyttede, ca. 1864 forfattede Omtale af Weyse; den findes i IB saa vel i Originalen som i Kriegers Afskrift, efter hvilken sidste den her gengives: I October 1842 havde Fædrelandet og vi den Sorg ved Døden at miste Weyse. Alt i længere Tid havde Weyse lidt af et asthmatisk Onde. Han havde kiget lidt ind i Lægevidenskaben, som næsten i alle Videnskaber, thi hans Aand, hans udmærkede Dannelse gjorde det let for ham at se sig om til alle Sider, og hvad han end befattede sig med, kunde man være vis paa at høre interessante Bemærkninger herom. Paa een Gang Philosoph og Kok, Musiker og Maler, Kobberstikkjender og Mineralog, Læser af strengt videnskabelige Værker og den letteste Romanlitteratur, hvis Forskruethed gav ham Stof til Latter og Ironi, havde han et overordentlig aabent Øie for ægte Comik og en dyb religiøs Følelse, Egenskaber, der gjorde Weyses Omgang høist underholdende og lærerig. Tysk af Fødsel var han i den Grad bleven Dansk, at ingen Indfødt slog dybere Rødder i vor Poesi, vor Folkeaand, vor Nationalitet end Weyse. Mangfoldige Gange har jeg hørt ham med stort Lune gjøre sig lystig over Tyskernes Føleri og Sentimentalitet. Til Goethes Digte i Werther 1) havde han f. Ex. sat Melodier, saa comiske, at jeg vilde se den, hvis Lattermuskler ikke kom i Bevægelse, naar Weyse ved Claveret foredrog dem. Stakkels Weyse! Han ironiserede altid over Kjærligheden, fordi han selv havde gjort saa bitre Erfaringer i Amors Rige, Erfaringer, der vist vare Skyld i, at han aldrig giftede sig. Hans kjærlige Hjerte maatte dog have noget at slutte sig til, og han tog et ungt Menneske til sig, hvem han var den kjærligste og mest opofrende Fader; efter at denne giftede sig, optog han dem Alle, Mand, Kone, Børn i sit Hjem 2). Hans deilige Compositioner, saa vel religiøse som verdslige, bør aldrig uddø, saa længe der gives danske Tunger, der kunne synge dem. Efter hans Død saae han i den Grad levende og uforandret ud, at alle de Tilstedeværende, hvorimellem Heiberg, syntes, at det var uhyggeligt at jorde denne sovende Weyse, paa hvem Dødens Komme intet Kjendemærke havde sat.

✂ Den 4de Marts 1843 var en Mindefest paa det kongelige Theater for Weyse. Heiberg havde skrevet Prologen, som jeg fremsagde, en Gjerning jeg nødig gik til, thi slige Sørgefester paa Theatret have altid været mig i høieste Grad imod. Gravhøitider høre ikke hjemme paa Theatret, hvor de altid forfeile deres Virkning. At vække en Rørelse, hentet fra Virkeligheden i *1) Werther har Fru Heiberg i Originalen overstreget ca. 1876-78. *2) I Kriegers Afskrift er en bølget Blyantstreg sat over de sidste 7 Ord, maaske som Overstregning. 126 Kunstens Tempel, er omtrent det Samme som at lade et Maleri concurrere med Naturen, det er at forene, hvad der bør holdes adskilt. I et Theater skal der grædes over Kunst og ikke over de virkelige Sorger, og her var en virkelig Sorg, dybt følt af alle Weyses Venner, og disse vare ikke faa. Heiberg satte overordentlig Pris paa Weyses Musik, navnlig paa hans Romancer. Det rene romantiske Præg, som han formaaede at give de alvorlige Romancer, uden al Tilsætning af trykkende Rørelse, faldt ret i Heibergs Smag. Derfor var den franske Romance ham den kjæreste, den tyske Überschwänglichkeit i Følelsen gjorde ham kold og opvakte hans Vittighed og Ironi 1). Men hvad Heiberg fremfor Alt beundrede hos Weyse, var hans Evne til at læse en Text, hans mageløse Declamation. Og i Sandhed, Ingen overgaar Weyse i denne Kunst. Om hans Romancer, om saa godt som Alt, hvad han har componeret 2), kan man sige, at de ere "en tæt Forening af Ord og Toner". Mange Venner sørgede ved hans Død, thi han var værd at have til Ven.

✂ 295,20. Tilbederinder: Herefter i IC flg. Linie, som formentlig er udgaaet, i Korrekturen til 1. Udg.:, og Byen var fuld af Eventyr, som gjorde de danske Damers Anstand liden Ære.

✂ 296,23. ikke er det?" -: Herefter i IC nogle Linier, som antageligt er slettet i Korrekturen til 1. Udg. I IA, hvor de er noget udførligere, lyder de: "Man siger", svarede hun, "at hun har havt et Barn udenfor Ægteskabet."- "Det Samme siger man jo i denne Tid om en af vore Hofdamer. Vil De da heller ikke mere omgaas hende?" spurgte jeg. Hun blev bleg og næsten zitrende af Vrede; jeg lod som om jeg ikke bemærkede dette, men.

✂ 296,26. trak sig tilbage.: Herefter findes i IC flg. Linie, som antageligt er udgaaet i Korrekturen til 1. Udg.: Hun gik, og jeg troede aldrig mere at skulle se samme Dame, men hun gjentog dog sine Besøg hos mig efter nogen Tids Forløb.